Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Titos knusende sejr

Tyske kampvogne rullede ind i Jugoslavien i april 1941. Mens kommunistlederen Titos partisaner udkæmpede en guerillakrig mod nazisterne i bjergene, rasede blodige kampe mellem landets folkegrupper.

IBL BILDBYRÅ

Om morgenen den 6. april 1941 blev Jugoslavien invaderet af Nazityskland, Italien, Ungarn og Bulgarien.

Aksemagternes tropper strømmede ind i landet fra alle retninger, samtidig med at Luftwaffe bombarderede hovedstaden Beograd.

Lige siden grundlæggelsen i 1918 havde den jugoslaviske stat hvilet på ustabil grund. Nu brasede den sammen som et korthus.

Efter blot 10 dages kampe kapitulerede hæren, og kong Petar flygtede med regeringen til London.

Video: Se tyske fly angribe Beograd i 1941:

Fra slovensk og kroatisk side blev der ikke ydet nogen nævneværdig modstand. Her var man i forvejen trætte af det serbiskdominerede Jugoslavien.

Mange slovenere og kroater betragtede invasionen som en befrielse og hilste de invaderende tyskere velkommen. Det samme gjorde sig gældende i Makedonien, da bulgarerne marcherede ind der.

For bulgarerne var angrebet på Jugoslavien en længe ventet revanche for det forsmædelige nederlag i 1913, hvor de mistede størsteparten af Makedonien til Serbien og Grækenland.

Nazisterne satte gang i fortyskning

Efter Jugoslaviens kapitulation blev landet opdelt i flere dele. Størstedelen af Slovenien blev indlemmet i Hitlers Nazityskland, og “fortyskningen” blev straks iværksat.

Også de serbiske områder, hvor der boede mange tysktalende, kom under tysk kontrol.

Italien fik tildelt den dalmatiske kyst i Kroatien og fik kontrol over det vestlige Makedonien, Kosovo og det formelt selvstændige Montenegro.

Bulgarien overtog resten af Makedonien og en del af Serbien. Ungarn benyttede lejligheden til at annektere de områder, der indtil 1919 havde været ungarske.

I den nye stat Kroatien indgik hele Bosnien-Hercegovina. Den kroatiske fascist Ante Pavelic, som i princippet stod under Mussolini, ledede regeringen i det nye Kroatien.

"Hvor der findes serbiske grave, er landet serbisk"
Dragoljub Mihailovic' motto.

Senere under krigen, da Italien kapitulerede, tog tyskerne magten i landet. Til sidst indsatte tyskerne et lydregime i Serbien med den tidligere forsvarsminister Milan Nedic i spidsen. 200.000 serbiske soldater blev sendt i fangelejr i Tyskland.

En af de serbere, som undslap tyskernes deportation, var oberst Dragoljub Mihailovic.

Det var lykkedes ham at flygte til det vestlige Serbien sammen med en mindre gruppe soldater. Her organiserede han sine modstandsfolk, cetnikerne (der betyder “gruppemedlemmer”).

Mihailovic blev længe støttet af den jugoslaviske eksilregering i London. I de allieredes propaganda blev han hyldet som en helt for sin modstand mod Tyskland.

Storbritannien udnævnte også cetnikerne til den officielle jugoslaviske modstandsbevægelse og placerede rådgivere i Mihailovics hovedkvarter.

Civile blev ofre for massakrer

Bevægelsens vigtigste mål var at genoprette det serbiske monarki og skabe et Storserbien, som skulle omfatte Bosnien-Hercegovina og størstedelen af Kroatien.

Mihailovics motto lød: “Hvor der findes serbiske grave, er landet serbisk”.

Under 2. verdenskrig angreb Mihailovics’ mænd både kroater og muslimer, som i det bosniske Foca, hvor 5.000 civile muslimer blev massakreret i 1941-42 og yderligere 9.000 i 1943.

Tyske styrker rykkede frem mod den jugoslaviske hovedstad, Beograd, i april 1941.

© IBL BILDBYRÅ

Cetnikerne skar tit halsen over på deres ofre og smed derefter ligene i vandløb i nærheden.

Et par måneder efter Aksemagternes invasion af Jugoslavien, indledte Nazityskland den 22. juni 1941 “Operation Barbarossa” – angrebet på Sovjetunionen.

Hitlers og Stalins ikke-angrebspagt blev dermed ophævet. Straks fik det jugoslaviske kommunistparti instruktioner fra Moskva om at organisere en modstandsbevægelse og starte en guerillakrig bag Aksemagternes linjer.

Tito førte an

De jugoslaviske kommunister var ledet af kroaten Josip Broz, bedre kendt som Tito. Kommunisterne gik ikke op i etniske forskelle, hvilket hurtigt viste sig at være en fordel i de etnisk blandede områder.

Bevægelsen, der i lighed med russiske modstandsfolk blev kaldt partisaner, tog afstand fra storserbiske og storkroatiske idéer.

Kommunisterne blev et alternativ for dem, der ville have et fremtidigt Jugoslavien, hvor nationalitet ikke skulle få lov til at spille nogen rolle.

Tyske tropper udkæmpede hårde kampe mod partisangrupper i Jugoslavien.

© SZ Photo/IBL Bildbyrå

I efteråret 1941 mødtes Mihailovic og Tito for at koordinere modstanden mod besættelsesmagten. Men da kommunistpartisanernes popularitet og styrke tog til, skiftede cetnikerne side i 1942.

Ved at samarbejde med Aksemagterne og Nedics nazivenlige lydregime i hovedstaden Beograd kunne Mihailovics tropper operere uforstyrret i Bosnien og Kroatien.

Under Nedics ledelse gik Serbien i gang med at dræbe landets jøder. I efteråret 1943 var den jødiske befolkning i landet i princippet udryddet.

Oprørere kæmpede mod hinanden

De etniske modsætninger blev værre og værre. I Kroatien skred den kroatiske fascistbevægelse Ustasja (der betyder “de oprørske”) hurtigt til værket med deres antiserbiske politik. 400.000 serbere blev i 1941-43 jaget ud af landet.

De blev udsat for tvangskonvertering, overgreb og massakrer, og i nogle kroatiske områder, hvor serberne udgjorde majoriteten, var der ingen grænser for Ustasjas grusomheder.

Også jøder og romaer blev udryddet for at skabe et etnisk rent Kroatien. Over 80 pct. af de kroatiske og bosniske jøder og næsten alle romaer blev myrdet under krigen.

🎬 Se kort over partisanernes områder 1941-45:

For både Tito og Mihailovic var Ustasja og tyskerne hovedfjenden, men Titos partisanguerilla og Mihailovics serbiske nationalister kæmpede også mod hinanden.

I løbet af krigens første år var tilslutningen til partisanerne i Serbien ret ringe. Størstedelen af de serbiske bønder støttede hellere Mihailovics cetnikere.

Det lykkedes dog Tito at rekruttere flere og flere montenegrinere, slovenere, kroater og bosniere.

Kommunistleder flygtede til Bosnien

I det vestlige Serbien startede tyskerne i efteråret 1941 en storoffensiv mod partisanerne og den serbiske civilbefolkning.

Nazisterne praktiserede et repressaliesystem, hvor 100 civile blev henrettet for hver død tysk soldat.

Efter den tyske offensiv flygtede Tito med sine partisaner op til det nordlige Bosnien i 1942. Det skovdækkede, bjergrige landskab her var ideelt til guerillakrig.

I Bosnien voksede Titos etnisk blandede partisanstyrker i både størrelse og slagkraft. Allerede i 1942 stod han i spidsen for den største modstandsbevægelse i Jugoslavien.

Samme år blev Mihailovic udnævnt til krigsminister af eksilregeringen i London, og cetnik-lederen håbede på en britisk invasion for at genoprette det serbiske monarki i Jugoslavien.

Tito ventede samtidig på en sovjetisk invasion for at kunne skabe et kommunistisk Jugoslavien.

Den 26. november 1942 organiserede de kommunistiske partisaner i den bosniske region Bihac det første møde med AVNOJ (det antifascistiske råd for national frigørelse af Jugoslavien). Også ikke-kommunister var velkomne til at deltage i kampen mod fascismen.

Jugoslavien blev oprettet som kongerige efter afslutningen på 1. verdenskrig.

Jugoslavien samlet efter 1. verdenskrig

Forskellige slaviske folk har domineret Balkan siden 600-tallet e.Kr., og i middelalderen dannede serbere og kroater deres egne kongedømmer i området.

De to folkeslag har beslægtede sprog, men tilhører forskellige grene af den kristne kirke.

Under indflydelse fra Det Byzantinske Rige i øst blev serberne ortodokst kristne, og pga. deres tætte bånd til den italienske halvø blev kroaterne i stedet katolikker.

I 1300-tallet ekspanderede det muslimske Osmannerrige ind på europæisk jord.

Serberne kom, i lighed med albanere, bosniere og makedonere, under osmannisk herredømme. Kroater og slovenere blev dog styret fra nord, oftest af den østrigske kejser.

Serberne fik et selvstændigt rige
I 1800-tallet blev Osmannerriget svækket, hvilket førte til, at serberne rev sig løs og dannede deres eget rige.

Mange serbere ønskede også at opnå kontrol over Bosnien, men det samme ønskede stormagten Østrig-Ungarn.

I 1914 blev Østrig-Ungarns tronfølger, Franz Ferdinand, skudt i den bosniske by Sarajevo. Mordet blev startskuddet til 1. verdenskrig, hvor serberne blev støttet af Rusland, Storbritannien og Frankrig.

Da krigen nåede sin afslutning fire år senere, havde serbernes allierede sejret.

Derfor fik serberne overtaget i den nye stat, som blev dannet, ved at Kroatien og Slovenien løsrev sig fra Østrig, og ved at områder fra Ungarn og Osmannerriget også blev en del af riget. Resultatet blev kongeriget Jugoslavien.

Mødet i Bihac resulterede i en vigtig resolution, som gav alle anerkendte folkeslag lige rettigheder i et fremtidigt Jugoslavien.

Før krigen havde kun serbere, kroater og slovenere været anerkendt – men den nye tekst nævnte også montenegrinere og makedonere (bosnierne blev dog først anerkendt i 1967).

Men det var meget tæt på, at kommunisternes planer ikke nåede længere end til erklæringer på papiret. I 1943 gennemførte tyskerne flere offensiver, der gik hårdt ud over bevægelsen.

I forbindelse med slaget ved Neretvafloden i foråret 1943 blev partisanerne angrebet af tyskere, serbere og italienere.

Ved at sprænge broerne over floden lykkedes det Tito at narre tyskerne til at tro, at hans styrker havde i sinde at bryde ud i en anden retning.

Samtidig med afledningsmanøvren byggede hans soldater en ny provisorisk bro på et sted, der var svært at bombardere.

Her lykkedes det de fleste af partisanerne at sætte over og slippe væk.

Nazisterne forsøgte at knuse Tito

Tyskerne gik imidlertid til fornyet angreb i forbindelse med en senere offensiv ved Sutjeskafloden i Bosnien.

Titos hovedkvarter og et felthospital blev omringet. En bombe dræbte Titos hund og en britisk militærrådgiver, men partisanlederen selv slap med en såret arm.

På trods af den massive tyske overmagt lykkedes det ca. to tredjedele af de omringede partisaner at bryde ud og undslippe. Nu blev Tito en endnu større folkehelt, og partisanbevægelsen fik hurtigt mange nye rekrutter.

Bosniske soldater kæmpede i den kroatiske hær på tyskernes side under 2. verdenskrig.

© AKG-IMAGES/RITZAU SCANPIX

Samtidig blev Nazityskland og landets allierede ramt af flere nederlag på andre fronter. I februar 1943 blev tyskerne tvunget til at kapitulere ved Stalingrad, og i juli samme år gik de allierede i land på Sicilien.

To måneder senere kapitulerede Italien. Efter Italiens nederlag blev den tyske kontrol over Kroatien skrappere, og flere kroater sluttede sig til Titos kommunistiske partisaner.

Den 29. november 1943 blev det andet AVNOJ-møde afholdt i det bosniske Jajce, hvor partisanerne oprettede en midlertidig regering.

Til føderal præsident udnævnte forsamlingen for symbolikkens skyld den kroatiske ikke-kommunist Ivan Ribar, og Tito – som var den egentlige magthaver – blev marskal i Jugoslavien.

Churchill gav partisanerne sin støtte

I januar 1944 samlede også Mihailovic en kongres, hvor flere politikere fra det gamle Jugoslavien deltog.

Målsætningen var at genoprette monarkiet, når krigen var slut. Jugoslavien skulle stadig bestå af Serbien, Kroatien og Slovenien, hvor de to sidstnævnte skulle have en vis autonomi.

Til gengæld blev landets øvrige nationaliteter overhovedet ikke nævnt i dokumentet.

Selvom cetnikerne var skyld i alvorlige overgreb og samarbejdede med italienerne og tyskerne, var det først i starten af 1944, at Churchill besluttede sig for at samarbejde med Titos partisaner i stedet.

Det fremgik da endnu tydeligere, at Nazityskland ville tabe krigen, og at Jugoslavien så ville blive kontrolleret af Titos kommunistiske partisaner.

Tito var tæt på det kommunistiske regime i Moskva, men partisanerne handlede selvstændigt og var ikke under Stalins kontrol.

Tito (th.) var en vigtig leder i den alliancefri bevægelse, som agerede uafhængigt af USA og Sovjet. Her taler han med Egyptens leder Nasser.

© CENTRAL PRESS/HULTON ARCHIVE/GETTY IMAGES

Tito lod sig aldrig knægte af Stalin

Under 2. verdenskrig var Tito en stalintro kommunist. Titos partisaner udrensede tusindvis af kroater, slovenere, ungarere og tysktalende i store hævnaktioner – i maj 1945 overgav den britiske hær fx 100.000 jugoslaviske flygtninge til partisanerne.

Størsteparten af dem blev henrettet eller døde på dødsmarcher mod syd.

Da krigen nærmede sig sin afslutning, slog forholdet mellem Tito og Stalin dog revner.

Titos partisaner besatte områder i Østrig og Italien med delvis slavisk befolkning, men Stalin ønskede nær krigens slutning ikke at støde de vestallierede, så han tvang Tito til at trække sig tilbage.

Senere gjorde Tito et forsøg på at danne en kommunistisk føderation på Balkan, som også Albanien og Grækenland skulle indgå i.

Også det satte Stalin en stopper for. Da Tito søgte og fik økonomisk støtte fra USA, forsvandt tilliden mellem de to diktatorer definitivt.

Stalin forsøgte at myrde Tito
Jugoslavien blev herefter lukket ude fra samarbejdet med de andre kommunistiske stater. Efter 2. verdenskrig førte Jugoslavien derfor en mere selvstændig økonomisk og international politik.

Dette øgede Titos popularitet blandt jugoslaverne og irriterede Stalin endnu mere. Senere fortalte Stalins efterfølger, Khrusjtjov, at Tito havde truet sovjetlederen på livet i et brev:

“Hold op med at sende snigmordere. Hvis det ikke hører op, sender jeg en mand til Moskva”.

Tito forblev diktator i Jugoslavien til sin død i 1980. Så længe han styrede med jernhånd, blev stridighederne mellem forskellige etniske grupper holdt nede.

10 år efter Titos død begyndte landet atter at falde fra hinanden.

Først efter Storbritanniens og USA’s anerkendelse af Titos kommunister tilbød også Moskva sin aktive støtte til Titos modstandsbevægelse.

I maj 1944 indledte tyskerne en sidste offensiv mod Tito. Han flygtede til øen Vis i Adriaterhavet.

Øen var blevet erobret af briterne. En måned senere blev Mihailovic afsat som krigsminister af den jugoslaviske eksilregering i London.

Desuden tvang briterne den jugoslaviske konge, der var i eksil i London, til at anerkende Tito som leder.

Tito besøgte Stalin i Moskva i september. Kort efter gik sovjetiske tropper ind i Jugoslavien, og den 20. oktober blev Beograd befriet af Den Røde Hær.

Mihailovic flygtede fra de sovjetiske tropper, men blev i marts 1945 taget til fange af partisaner i Bosnien.

Han blev henrettet året efter. I løbet af foråret 1945 lykkedes det for Titos styrker at få kontrol over Kroatien.

Russerne myrdede løs i Jugoslavien

Den Røde Hærs indtog i Serbien var et chok for mange serbere. Soldaterne optrådte som brutale erobrere, ikke som befriere.

Stalins mænd forsøgte bl.a. at opbygge et spionnet og infiltrere den jugoslaviske partisanbevægelse. Mest chokerende var dog russernes behandling af civile.

Jugoslaviske kilder rapporterede om 1.219 voldtægter, 329 voldtægtsforsøg, 111 voldtægtsmord, 248 forsøg på voldtægtsmord og 1.204 røverier begået af sovjetiske soldater.

Russernes overgreb var med til at splitte Jugoslavien og Rusland. Tito undsagde Stalin, og Jugoslavien førte en relativt selvstændig politik uafhængigt af resten af østblokken under Den Kolde Krig.

Læs også:

Slag under 2. verdenskrig

Slaget om Oslo: Alt går galt for tyskerne

19 minutter
Holocaust

Derfor tatoverede man fangerne i Auschwitz

2 minutter
2. verdenskrig

9. april 1940: 16 danskere faldt for fædrelandet

20 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul