Titos knusende sejr

Fra slovensk og kroatisk side blev der ikke ydet nogen nævneværdig modstand. Her var man i forvejen trætte af det serbiskdominerede Jugoslavien.

Mange slovenere og kroater betragtede invasionen som en befrielse og hilste de invaderende tyskere velkommen. Det samme gjorde sig gældende i Makedonien, da bulgarerne marcherede ind der.

For bulgarerne var angrebet på Jugoslavien en længe ventet revanche for det forsmædelige nederlag i 1913, hvor de mistede størsteparten af Makedonien til Serbien og Grækenland.

Nazisterne satte gang i fortyskning

Efter Jugoslaviens kapitulation blev landet opdelt i flere dele. Størstedelen af Slovenien blev indlemmet i Hitlers Nazityskland, og “fortyskningen” blev straks iværksat.

Også de serbiske områder, hvor der boede mange tysktalende, kom under tysk kontrol.

Italien fik tildelt den dalmatiske kyst i Kroatien og fik kontrol over det vestlige Makedonien, Kosovo og det formelt selvstændige Montenegro.

Bulgarien overtog resten af Makedonien og en del af Serbien. Ungarn benyttede lejligheden til at annektere de områder, der indtil 1919 havde været ungarske.

I den nye stat Kroatien indgik hele Bosnien-Hercegovina. Den kroatiske fascist Ante Pavelic, som i princippet stod under Mussolini, ledede regeringen i det nye Kroatien.

Senere under krigen, da Italien kapitulerede, tog tyskerne magten i landet. Til sidst indsatte tyskerne et lydregime i Serbien med den tidligere forsvarsminister Milan Nedic i spidsen. 200.000 serbiske soldater blev sendt i fangelejr i Tyskland.

En af de serbere, som undslap tyskernes deportation, var oberst Dragoljub Mihailovic.

Det var lykkedes ham at flygte til det vestlige Serbien sammen med en mindre gruppe soldater. Her organiserede han sine modstandsfolk, cetnikerne (der betyder “gruppemedlemmer”).

Mihailovic blev længe støttet af den jugoslaviske eksilregering i London. I de allieredes propaganda blev han hyldet som en helt for sin modstand mod Tyskland.

Storbritannien udnævnte også cetnikerne til den officielle jugoslaviske modstandsbevægelse og placerede rådgivere i Mihailovics hovedkvarter.

Civile blev ofre for massakrer

Bevægelsens vigtigste mål var at genoprette det serbiske monarki og skabe et Storserbien, som skulle omfatte Bosnien-Hercegovina og størstedelen af Kroatien.

Mihailovics motto lød: “Hvor der findes serbiske grave, er landet serbisk”.

Under 2. verdenskrig angreb Mihailovics’ mænd både kroater og muslimer, som i det bosniske Foca, hvor 5.000 civile muslimer blev massakreret i 1941-42 og yderligere 9.000 i 1943.

Cetnikerne skar tit halsen over på deres ofre og smed derefter ligene i vandløb i nærheden.

Et par måneder efter Aksemagternes invasion af Jugoslavien, indledte Nazityskland den 22. juni 1941 “Operation Barbarossa” – angrebet på Sovjetunionen.

Hitlers og Stalins ikke-angrebspagt blev dermed ophævet. Straks fik det jugoslaviske kommunistparti instruktioner fra Moskva om at organisere en modstandsbevægelse og starte en guerillakrig bag Aksemagternes linjer.

Tito førte an

De jugoslaviske kommunister var ledet af kroaten Josip Broz, bedre kendt som Tito. Kommunisterne gik ikke op i etniske forskelle, hvilket hurtigt viste sig at være en fordel i de etnisk blandede områder.

Bevægelsen, der i lighed med russiske modstandsfolk blev kaldt partisaner, tog afstand fra storserbiske og storkroatiske idéer.

Kommunisterne blev et alternativ for dem, der ville have et fremtidigt Jugoslavien, hvor nationalitet ikke skulle få lov til at spille nogen rolle.

I efteråret 1941 mødtes Mihailovic og Tito for at koordinere modstanden mod besættelsesmagten. Men da kommunistpartisanernes popularitet og styrke tog til, skiftede cetnikerne side i 1942.

Ved at samarbejde med Aksemagterne og Nedics nazivenlige lydregime i hovedstaden Beograd kunne Mihailovics tropper operere uforstyrret i Bosnien og Kroatien.

Under Nedics ledelse gik Serbien i gang med at dræbe landets jøder. I efteråret 1943 var den jødiske befolkning i landet i princippet udryddet.

Oprørere kæmpede mod hinanden

De etniske modsætninger blev værre og værre. I Kroatien skred den kroatiske fascistbevægelse Ustasja (der betyder “de oprørske”) hurtigt til værket med deres antiserbiske politik. 400.000 serbere blev i 1941-43 jaget ud af landet.

De blev udsat for tvangskonvertering, overgreb og massakrer, og i nogle kroatiske områder, hvor serberne udgjorde majoriteten, var der ingen grænser for Ustasjas grusomheder.

Også jøder og romaer blev udryddet for at skabe et etnisk rent Kroatien. Over 80 pct. af de kroatiske og bosniske jøder og næsten alle romaer blev myrdet under krigen.

🎬 Se kort over partisanernes områder 1941-45:

For både Tito og Mihailovic var Ustasja og tyskerne hovedfjenden, men Titos partisanguerilla og Mihailovics serbiske nationalister kæmpede også mod hinanden.

I løbet af krigens første år var tilslutningen til partisanerne i Serbien ret ringe. Størstedelen af de serbiske bønder støttede hellere Mihailovics cetnikere.

Det lykkedes dog Tito at rekruttere flere og flere montenegrinere, slovenere, kroater og bosniere.

Kommunistleder flygtede til Bosnien

I det vestlige Serbien startede tyskerne i efteråret 1941 en storoffensiv mod partisanerne og den serbiske civilbefolkning.

Nazisterne praktiserede et repressaliesystem, hvor 100 civile blev henrettet for hver død tysk soldat.

Efter den tyske offensiv flygtede Tito med sine partisaner op til det nordlige Bosnien i 1942. Det skovdækkede, bjergrige landskab her var ideelt til guerillakrig.

I Bosnien voksede Titos etnisk blandede partisanstyrker i både størrelse og slagkraft. Allerede i 1942 stod han i spidsen for den største modstandsbevægelse i Jugoslavien.

Samme år blev Mihailovic udnævnt til krigsminister af eksilregeringen i London, og cetnik-lederen håbede på en britisk invasion for at genoprette det serbiske monarki i Jugoslavien.

Tito ventede samtidig på en sovjetisk invasion for at kunne skabe et kommunistisk Jugoslavien.

Den 26. november 1942 organiserede de kommunistiske partisaner i den bosniske region Bihac det første møde med AVNOJ (det antifascistiske råd for national frigørelse af Jugoslavien). Også ikke-kommunister var velkomne til at deltage i kampen mod fascismen.

Mødet i Bihac resulterede i en vigtig resolution, som gav alle anerkendte folkeslag lige rettigheder i et fremtidigt Jugoslavien.

Før krigen havde kun serbere, kroater og slovenere været anerkendt – men den nye tekst nævnte også montenegrinere og makedonere (bosnierne blev dog først anerkendt i 1967).

Men det var meget tæt på, at kommunisternes planer ikke nåede længere end til erklæringer på papiret. I 1943 gennemførte tyskerne flere offensiver, der gik hårdt ud over bevægelsen.

I forbindelse med slaget ved Neretvafloden i foråret 1943 blev partisanerne angrebet af tyskere, serbere og italienere.

Ved at sprænge broerne over floden lykkedes det Tito at narre tyskerne til at tro, at hans styrker havde i sinde at bryde ud i en anden retning.

Samtidig med afledningsmanøvren byggede hans soldater en ny provisorisk bro på et sted, der var svært at bombardere.

Her lykkedes det de fleste af partisanerne at sætte over og slippe væk.

Nazisterne forsøgte at knuse Tito

Tyskerne gik imidlertid til fornyet angreb i forbindelse med en senere offensiv ved Sutjeskafloden i Bosnien.

Titos hovedkvarter og et felthospital blev omringet. En bombe dræbte Titos hund og en britisk militærrådgiver, men partisanlederen selv slap med en såret arm.

På trods af den massive tyske overmagt lykkedes det ca. to tredjedele af de omringede partisaner at bryde ud og undslippe. Nu blev Tito en endnu større folkehelt, og partisanbevægelsen fik hurtigt mange nye rekrutter.

Samtidig blev Nazityskland og landets allierede ramt af flere nederlag på andre fronter. I februar 1943 blev tyskerne tvunget til at kapitulere ved Stalingrad, og i juli samme år gik de allierede i land på Sicilien.

To måneder senere kapitulerede Italien. Efter Italiens nederlag blev den tyske kontrol over Kroatien skrappere, og flere kroater sluttede sig til Titos kommunistiske partisaner.

Den 29. november 1943 blev det andet AVNOJ-møde afholdt i det bosniske Jajce, hvor partisanerne oprettede en midlertidig regering.

Til føderal præsident udnævnte forsamlingen for symbolikkens skyld den kroatiske ikke-kommunist Ivan Ribar, og Tito – som var den egentlige magthaver – blev marskal i Jugoslavien.

Churchill gav partisanerne sin støtte

I januar 1944 samlede også Mihailovic en kongres, hvor flere politikere fra det gamle Jugoslavien deltog.

Målsætningen var at genoprette monarkiet, når krigen var slut. Jugoslavien skulle stadig bestå af Serbien, Kroatien og Slovenien, hvor de to sidstnævnte skulle have en vis autonomi.

Til gengæld blev landets øvrige nationaliteter overhovedet ikke nævnt i dokumentet.

Selvom cetnikerne var skyld i alvorlige overgreb og samarbejdede med italienerne og tyskerne, var det først i starten af 1944, at Churchill besluttede sig for at samarbejde med Titos partisaner i stedet.

Det fremgik da endnu tydeligere, at Nazityskland ville tabe krigen, og at Jugoslavien så ville blive kontrolleret af Titos kommunistiske partisaner.

Tito var tæt på det kommunistiske regime i Moskva, men partisanerne handlede selvstændigt og var ikke under Stalins kontrol.

Først efter Storbritanniens og USA’s anerkendelse af Titos kommunister tilbød også Moskva sin aktive støtte til Titos modstandsbevægelse.

I maj 1944 indledte tyskerne en sidste offensiv mod Tito. Han flygtede til øen Vis i Adriaterhavet.

Øen var blevet erobret af briterne. En måned senere blev Mihailovic afsat som krigsminister af den jugoslaviske eksilregering i London.

Desuden tvang briterne den jugoslaviske konge, der var i eksil i London, til at anerkende Tito som leder.

Tito besøgte Stalin i Moskva i september. Kort efter gik sovjetiske tropper ind i Jugoslavien, og den 20. oktober blev Beograd befriet af Den Røde Hær.

Mihailovic flygtede fra de sovjetiske tropper, men blev i marts 1945 taget til fange af partisaner i Bosnien.

Han blev henrettet året efter. I løbet af foråret 1945 lykkedes det for Titos styrker at få kontrol over Kroatien.

Russerne myrdede løs i Jugoslavien

Den Røde Hærs indtog i Serbien var et chok for mange serbere. Soldaterne optrådte som brutale erobrere, ikke som befriere.

Stalins mænd forsøgte bl.a. at opbygge et spionnet og infiltrere den jugoslaviske partisanbevægelse. Mest chokerende var dog russernes behandling af civile.

Jugoslaviske kilder rapporterede om 1.219 voldtægter, 329 voldtægtsforsøg, 111 voldtægtsmord, 248 forsøg på voldtægtsmord og 1.204 røverier begået af sovjetiske soldater.

Russernes overgreb var med til at splitte Jugoslavien og Rusland. Tito undsagde Stalin, og Jugoslavien førte en relativt selvstændig politik uafhængigt af resten af østblokken under Den Kolde Krig.