Tusinder druknede under flugten fra Stalins hævn

Ursula Resas var blot én ud af op imod 900.000 civile, som den tyske flåde i 2. verdenskrigs sidste måneder satte alt ind på at bringe i sikkerhed for Stalins ustoppelige hær.

Planen, kaldet “Operation Hannibal”, udgjorde drejebogen for historiens største evakuering til søs. Men de menneskelige og materielle omkostninger blev enorme.

Alligevel kender de færreste i dag til de tyske flygtninges tragedie. Kun de knoglefyldte skibsvrag, der i dag ligger strøet ud over Østersøens havbund, vidner om katastrofens omfang.

Sovjethær tromlede mod vest

De tyske flygtninges mareridt begyndte i januar 1945. I det tyske Østpreussen, som efter krigen blev delt mellem Sovjetunionen og Polen, boede der lidt over to millioner tyskere.

Siden sommeren 1944 havde Den Røde Hær bevæget sig vestover med stormskridt, og ved årsskiftet 1945 var størstedelen af de baltiske lande, Estland, Letland og Litauen, i Stalins hånd.

Den 12. januar 1945 indledte Den Røde Hær et massivt angreb på Østpreussen med næsten 1,7 millioner mand fra nord, øst og syd. De tyske forsvarere havde af Adolf Hitler fået forbud mod at trække sig tilbage og kæmpede desperat for at holde fjenden tilbage. Forgæves.

Trods hårdnakket modstand fejede de sovjetiske tropper snart igennem frontlinjen. Rygter om sovjetsoldaternes plyndringer, massevoldtægter og mord fik herefter panikken til at bryde ud i den tyske civilbefolkning.

Overalt i Østpreussen pakkede familier de nødvendigste ejendele, læssede kærrer og slæder og begav sig i temperaturer på ned til 20 minusgrader ud i det bundfrosne landskab.

Allerede den 23. januar nåede sovjetiske tropper Østersøkysten fra syd og afskar dermed Østpreussen fra det øvrige Tyskland. Eneste flugtmulighed for de over 2,5 millioner indbyggere var nu med skib over Østersøen.

For at nå frem til havnebyerne måtte flygtningene krydse den tynde is på havbugten Frisches Haff. Af frygt for sovjetiske fly, som om dagen angreb flygtningene på isen, kørte den 19-årige Hildegard Rauschenbach og hendes familie med en kærre ud på isen om natten.

De kørte hele natten, og da solen stod op, så hun den uendelige række af vogne, som sneglede sig over den frosne havbugt. “Der var spøgelsesagtigt stille. Kun hestenes prusten og de knirkende hjul kunne høres”, erindrede hun sidenhen.

Hildegard nåede uskadt over isen, men det gjorde langtfra alle, for sovjetiske fly beskød konstant de forsvarsløse flygtninge, erindrede bl.a. Erich Pusch, som krydsede isen med sin familie:

“Da angrebet var slut, hørte man de ramte heste hvine og de sårede mennesker skrige”.

Eneste håb var flåden

Trods de russiske angreb nåede sultne og forfrosne flygtninge i titusindvis til Danzigbugtens havne. Hertil sejlede den tyske flåde i fast rutefart med våben og ammunition fra den vestlige del af riget.

Officererne på skibene havde imidlertid strenge ordrer til ikke at tage flygtninge ombord på tilbagevejen. Men i al hemmelighed havde den tyske flådechef, storadmiral Karl Dönitz, udarbejdet en omfattende plan for Østpreussens desperate civilbefolkning.

Dönitz delte ikke længere Hitlers tro på, at Tyskland kunne vinde krigen. Han mente, at det nu gjaldt om at redde, hvad reddes kunne.

Storadmiralens plan var enkel og næsten uoverkommelig. Han ville evakuere så mange flygtninge som muligt over Østersøen. Til opgaven indforskrev Dönitz ud over den tyske flådes skibe også alle de civile fartøjer, han kunne få fat i.

“Jeg betragtede redningen af den tyske befolkning i øst som den ene essentielle opgave, vore væbnede styrker stadig havde at varetage”, skrev Dönitz i sine erindringer.

I midten af januar talte Dönitz’ evakueringsflåde over 1.000 fartøjer af alle størrelser, krydsere, minestrygere, krydstogtskibe, fiskefartøjer og kulpramme – alt, hvad den tyske flåde havde kunnet opdrive.

Den 23. januar 1945, samme dag som de sovjetiske tropper afskar flugtvejen over land fra øst mod vest, fik Dönitz overtalt Hitler til at give grønt lys for “Operation Hannibal”, som Dönitz kaldte evakueringen.

Flådens første konvoj afsejlede samme dag – historiens største masseevakuering over havet var i gang.

Lig flød i gaderne

Over 100.000 flygtninge flokkedes i Gotenhafen (i dag Gdynia), Danzigbugtens mest betydningsfulde havn, da den første evakueringsflåde stod ud.

Den følgende dag ankom 21-årige Ursula Resas og søsteren Rosemarie. De to kvinder havde indtil krigens sidste måneder levet et stilfærdigt liv i en tysk fiskerfamilie i Memelland i nutidens Litauen.

“Vi kørte i slæde, stod på ski og glædede os over de små ting”, huskede Resas siden om sin lykkelige barndom.

Men Den Røde Hærs fremrykning gjorde alle bange. For at komme væk fra Memelland meldte Ursula og Rosemarie sig som lotter i flåden. Da de fik besked om at komme til flådebasen i Gotenhafen, fulgte resten af familien med.

Havnebyen viste sig at være proppet med flygtninge, hvoraf mange var så afkræftede, at de døde i hobetal i den bidende kulde.

“Jeg troede først, at det var bylter, der lå på jorden, tilsneede bylter med bagage. Så så jeg, at det var mennesker. De lå bare der”, huskede Resas.

Ursula kunne derfor ikke tro sit eget held, da hun og Rosemarie den 29. januar sammen med andre marinelotter fik lov til at gå ombord på Wilhelm Gustloff, et tidligere krydstogtskib.

Hvor skibet skulle sejle hen, vidste ingen, heller ikke kaptajnen, som blot havde ordre til at stå ud mod åben sø for her at modtage de endelige ordrer. Usikkerheden bekymrede ikke Ursula.

“Skibet sejlede jo til Vesten. Det betød håb”, fortalte hun senere.

Ubåd sænkede Wilhelm Gustloff

Da Gustloff sænkede landgangsbroen, stormede flygtningene bogstavelig talt op. Krydstogtskibet var bygget til 2.000 passagerer, men var pga. den desperate situation blevet godkendt til at tage 6.000 ombord.

Langt flere ville med, og de rædselsslagne flygtninge accepterede ikke et nej. De tryglede om at komme med eller skubbede ganske enkelt officererne til side. Om eftermiddagen den 29. januar opgav officererne og standsede optællingen. 7.956 blev det sidste nedskrevne tal.

Klokken 12.30 den følgende dag afsejlede Gustloff med over 10.000 flygtninge presset ind i hver en ledig krog på skibet.

“Under dæk var en frygtelig stank. På grund af den begyndende søgang var der mange, som blev søsyge. Overalt stod dørene åbne ind til kahytterne, hvor mødre ammede og skiftede børnene”, erindrede skibsofficeren Hans-Joachim Elbrecht.

Samme aften forvandlede passagerernes forhåbninger sig til et mareridt, da tre torpedoer fra den sovjetiske ubåd S-13 flænsede Gustloffs vældige skrog.

Hastigt steg vandet fra de nederste dæk til panoramasalonen, hvor Ursula Resas befandt sig sammen med sin søster Rosemarie.

“Børn, nu skal vi dø”, råbte en passager panisk, mens gurglende havvand fyldte det glasomkransede panoramadæk.

Men hverken Ursula eller hendes søster havde tænkt sig at dø.

Med sin sko hamrede Ursula af al kraft mod det pansrede glas. Det gav sig ikke. Først da en officer gentagne gange skød mod glasset, gik det itu, så de kunne klatre ud.

Gustloff havde nu så stor slagside, at Ursula og de andre måtte kure ned ad skibssiden til det urolige hav. Vandet var iskoldt, og da Ursula forsøgte at svømme væk fra det synkende skib, greb en ældre mand i vandet fat i hende.

Panikslagen råbte hun til ham, at han skulle slippe: “Jeg sparkede så hårdt, jeg kunne, hvorefter han omsider løsnede sit greb”.

Snart efter lykkedes det hende at mase sig op i en fyldt redningsbåd, som efter nogle iskolde timer blev fundet af en tysk destroyer.

Vel ombord fandt Ursula sin søster, som mirakuløst også var blevet reddet af destroyeren.

Så heldige var de færreste. Skibets over 10.000 passagerer oversteg langt antallet af pladser i skibets få redningsbåde.

I de følgende timer omkom op imod 9.000 flygtninge – seks gange så mange som på Titanic – i historiens største skibskatastrofe.

Skibene var forsvarsløse

Den følgende dag underrettede Karl Dönitz den tyske fører om katastrofen.

“De russiske ubåde kan uforstyrret operere i Østersøen, for der er ingen tyske fly til at bekæmpe dem”, påpegede Dönitz, der bittert måtte erkende, at han intet forsvar havde mod ubådene.

Imens fortsatte de daglige evakueringer fra Danzigbugten. Den 8. februar lagde det tidligere passagerskib Steuben til kaj i Pillau (Baltijsk) og stod ud igen næste dag med 4.200 ombord.

Skibet nåede ikke langt. Den følgende nat omkring kl. 1 rev to torpedoer Steubens skrogs op. Blandt passagererne var Franz Huber, en såret luftwaffepilot, som efter en vild kamp for at nå det øvre dæk – på bare fødder – hoppede fra det dødsdømte skib og ned i bølgerne.

“Jeg så hundreder af sårede, læger, besætningsmedlemmer og sygeplejersker kaste sig i havet fra dækket”, erindrede piloten, som kæmpede sig væk fra det synkende skib for ikke at blive suget med ned:

“Alle, som stadig var i live, råbte på hjælp. De døde og sårede, kvinder og børn, der stadig var ombord, rutsjede ned fra dækket og flød i vandet. Da jeg svømmede fremad, ramte mine hænder kroppene fra de døde og de levende”.

Kun 659 af de 4.200 ombordværende overlevede.

Bedre gik det ikke passagerskibet Göttingen, som den 22. februar sejlede fra Kurland i Letland med 5.000 sårede soldater. Skibet blev to dage senere ramt af torpedoer og tog 2.000 liv med sig i dybet.

Stalins hær når Østersøen

Selv de flygtninge, som skibene fik fragtet til den vestlige del af riget, var ikke sikre. Den 12. marts bombede USA’s luftvåben havnebyen Swinemünde (i dag Świnoujście), et af de største anløbssteder for flygtningetransporterne.

Angrebet var massivt. Historikere anslår, at hele 23.000 mennesker omkom – blandt dem 570 flygtninge. De druknede eller brændte ihjel, da bomber ramte fragtskibet Andros, som netop havde lagt til kaj med flygtninge fra øst. Skibet skulle efter planen til Danmark. Blandt flygtningene var Eva Jänsch:

“De havde allerede kastet deres bomber, før vi indså, hvad der skete. Brandbomberne startede en brand, og på ingen tid var stævnen rødglødende”, erindrede hun mange år efter.

Snart efter fossede vandet ind i lastrummet, hvor hundreder af flygtninge styrtede henimod trappen op til dækket. Men trappen brød sammen under vægten.

“Efter det indtrådte en uhyggelig stilhed. Det isfyldte havvand havde dækket alle”, huskede Eva Jänsch.

Imens nærmede Den Røde Hær sig flygtninge-havnene i Danzigbugten. I februar afskar Stalins hær havnebyen Kolberg (Kołobrzeg) i Pommern. Byen fungerede som bindeled mellem Pommern og Preussen mod øst.

De tyske forsvarere holdt ud i en måned, mens Dönitz’ flåde, forsvaret af krydserne Prinz Eugen og Lützow, forsøgte at undsætte byens omkring 70.000 flygtninge og civile.

Mod alle odds lykkedes operationen, og da byen faldt den 18. marts 1945, var der blot 2.000 tyskere tilbage. Blandt de sidste til at forlade Kolberg var SS-soldaten Paul Martelli.

“Russiske granater udsøgte sig evakueringsfartøjerne. Store vifter af havvand stod op i luften, hvorefter de faldt sammen som kaskader fra et vandfald. To patruljebåde, fortøjret til anløbsbroen, affyrede deres lette kanoner som et patetisk svar på bombardementet fra fjendens tunge artilleri”, berettede han senere.

Den 26. marts faldt også den store flådehavn Gotenhafen. Evakueringerne fortsatte, men nu fra Hela-halvøen – en sandbanke ud til Danzigbugten – som fortsat var på tyske hænder.

Det var herfra, den 18-årige soldat Guy Sajer blev reddet den 1. april 1945. Han havde kæmpet sig hele vejen fra Memel til Gotenhafen og derfra til Hela til fods og blev vidne til den tyske flådes sidste kraftanstrengelse for at redde flygtningene.

“Skibe, gennemhullet af bomber, blokerede adgangen til molerne. Lemlæstede lig flød blandt vraggodset. Flåden gjorde en kolossal indsats. Uden den ville vi have været fortabte”, skrev Sajer, som blev sejlet fra Hela til det tyskbesatte Danmark af flygtningeskibet Pretoria.

Den 15. april afgik den hidtil største konvoj fra Hela: Fire store passagerskibe og andre fartøjer med mere end 20.000 flygtninge. Ikke alle nåede frem.

Den følgende dag sænkede en ubåd Goya, et tidligere norsk fragtskib med mere end 6.000 ombord. Kun 183 af dem reddede livet.

Evakueringen fortsatte

To uger efter, den 30. april, begik Hitler selvmord. Han overlod ledelsen af Tyskland til Karl Dönitz, som i en radiotale lovede at “fortsætte kampen mod bolsjevikkerne, indtil soldaterne og de hundredtusinder af familier fra det østlige Tyskland er blevet reddet fra udslettelse”.

Snart efter indledte Dönitz fredsforhandlinger med de allierede. USA’s øverstkommanderende, Eisenhower, oplyste imidlertid, at de allierede kun ville acceptere betingelsesløs overgivelse.

Dönitz indså, at det betød, at de mange tusinder af tyske flygtninge i øst ville blive overladt til Stalins nåde.

Han gav derfor ordre om at fortsætte “Operation Hannibal” til den bitre ende. Historikere anslår, at flåden alene i den følgende uge formåede at evakuere omkring 150.000 soldater og civile fra Hela.

Halvøen holdt stand helt til den 14. maj, seks dage efter tyskernes kapitulation.

Målt i antallet af reddede var “Operation Hannibal” et mirakel. Flåden reddede mellem januar og maj 1945 op imod 900.000 civile tyskere og 350.000 soldater fra øst. Men tabstallene er forfærdende.

Mindst 33.000 civile, soldater og søfolk omkom under færden over Østersøen. Og oplevelserne satte dybe spor hos de overlevende.

Blandt dem var Ursula Resas, som efter Gustloffs forlis sammen med mange andre flygtninge blev sejlet til Danmark, hvor hun stadig befandt sig ved krigens slutning.

Mere end 70 år efter katastrofen huskede Ursula Resas stadig rædslerne på Wilhelm Gustloff.

I et interview fra 2018 fortalte hun, at hun stadig havde mareridt om flugten, og at hun endnu så de mange druknede børn for sig:

“De havde redningsveste på. Men deres hoveder var meget tungere end deres ben, som derfor stak op af vandet. Synet af de børn går mig stadig på”.