Tysk ubåd mod britisk konvoj: Duel på Atlanten

Kommandoen er givet, og mændene skynder sig på plads i ubådens trange indre. De må konstant klemme sig forbi hinanden for at nå deres poster i det 76 m lange fartøj. Det er nu, det gælder, og mange af dem sveder i skægget, som har fået lov at stå under togtet. U-110 sniger sig tættere på konvojens skibe, mens Lemp spejder opmærksomt. Kl. 13 ser han det tydelige omrids af et fragtskib på periskopets sigtekorn.

“Er rør 1 klar?” lyder det fra kaptajnen.

“Rør 1 klar”, melder mandskabet i torpedorummet. Få sekunder efter kommer Lemps ordre:

“Rør 1, fyr!”

Det giver et lille ryk i ubåden, da torpedoen forlader sit rør lige under havoverfladen og suser afsted mod målet. Kort efter affyrer Lemp yderligere to torpedoer. Igen hersker der fuldstændig tavshed blandt tyskerne. Alle lytter i spænding efter resultatet.

Ingen af de 47 mænd ombord på U-110 tænker i dette øjeblik på andet, end om torpedoerne rammer. Men snart vil jægerne i dybet være de jagede. Og modsat så mange andre dueller i Nordatlanten vil denne kamp få konsekvenser for resten af krigen.

Eskorteskibe slår alarm

Uden at have nogen som helst anelse om, at tre torpedoer med hver 300 kg sprængstof er på vej mod de fragtskibe, han skal beskytte, står Joe Baker-Cresswell på broen af destroyeren HMS Bulldog.

Den 40-årige kaptajn er chef for 3. eskortegruppe, som har til opgave at beskytte konvoj OB 318, hvis 38 fragtskibe er på vej fra Liverpool til USA for at hente livsvigtige forsyninger. Lige nu befinder konvojen sig 500 km øst for Kap Farvel i Grønland, og den skal kun ledsages yderligere 70 km. Herefter er fragtskibene så langt mod vest, at de næppe bliver angrebet af ubåde.

Brugen af krigsskibe som eskorte er briternes vigtigste tiltag i kampen mod nazisternes ubåde. Siden 2. verdenskrigs udbrud i efteråret 1939 har Dönitz’ “grå ulve” sænket næsten 900 allierede fragtskibe på Atlanterhavet. Især nær de britiske kyster har ulvene ligget på lur, så tonsvis af amerikanske forsyninger til de pressede briter er endt på havets bund.

Først i foråret 1941 erklærede Churchill, at han ville “prioritere kampen om Atlanten over alt andet”, og at Royal Navy “må gå i offensiven mod ubådene”.

Eskorter af flådefartøjer skulle med dybdebomber udslette de næsten usynlige tyske ubåde.

Under sin kommando har Baker-Cresswell tre destroyere, tre korvetter og to store fiskerbåde, der er bygget om til ubådsjagt. Eskorten sejler i en ring om fragtskibene og dækker et areal på ca. fire kvadratkilometer. Indtil nu er missionen gået efter planen; ingen skibe er blevet angrebet siden afsejlingen fra Liverpool.

Baker-Cresswell er en mand af få ord. Men trods pokeransigtet er han i godt humør, da han med kikkerten spejder ud over konvojen sammen med Bulldogs næstkommanderende, John Aitken. Konvojens begivenhedsløse færd giver officererne håb om, at alle når uskadte frem. Så bliver freden brudt.

“Du godeste, sir! Se dér!” råber Aitken, mens han ivrigt retter pegefingeren mod fragtskibet Esmond.

En skummende fontæne af vand står op ad siden på det 5.000 tons tunge skib. Sekunder senere ser Aitken og Baker-Cresswell samme grufulde syn udfolde sig midtskibs på handelsfartøjet Bengore Head.

Bragene fra eksplosionerne ruller ind over makkerparret på Bulldogs bro, og snart efter knækker Bengore Head over i to stykker. Stævn og agterstævn rejser sig op i luften. Skuet efterlader ingen tvivl: Et ubådsangreb er i gang. Kun torpedotræffere kan uden varsel forårsage sådanne ødelæggelser.

“Begge turbiner, fuld fart frem! Kurs tre-fire-nul!” beordrer Baker-Cresswell, mens destroyerens alarm hyler – signalet til, at alle ombord skal gøre skibet klar til kamp.

Fra broen noterer Baker-Cresswell med tilfredshed, at både destroyeren Broadway og korvetten Aubretia som beordret slår om og med tyk, sort røg pulsende ud af skorstenene haster mod det område, torpedoerne må være affyret fra. Fjenden har fået ram på to fragtskibe, som vil synke, men hvis det står til Baker-Cresswell skal tyskerne ikke slippe godt fra angrebet.

Tysk jubel afløses af rædsel

Mandskabet i U-110 har også hørt eksplosionerne, og hvert brag udløser jubelbrøl.

“Godt klaret!” kommer det fra Lemp, der er kendt for at lade sine mænd fejre en sejr. Modsat mange strikse ubådskaptajner tillader U-110’s chef endda, at hans folk spiller engelsk populærmusik, hvilket ellers er strengt forbudt ifølge nazisternes reglement.

Tiden er dog ikke til fest endnu. Lemp giver besked om at dreje ubåden rundt, så torpedoerne i agterenden også kan affyres. Men i det samme opfanger folkene i kommandorummet en urovækkende lyd i hydrofonen.

Tyskerne kender udmærket fjendens ASDIC-sporingssystem (sonar), som vha. lydbølger gør det muligt for de britiske eskorteskibe at pejle sig ind på objekter under vandet. Og lige nu kan radiooperatør Georg Högel høre, at U-110’s position er afsløret:

“De har os! De får ekko fra os. Jeg kan høre en pling-lyd!”

Prompte bliver de glade, skæggede ansigter i kommandorummet alvorlige. Lemp når kun at dreje periskopet en anelse, før silhuetten af et britisk eskorteskib fylder linsen. Det har kurs lige imod dem.

“Dyk!” brøler ubådskaptajnen. “Dyyyk!”

Briterne går til modangreb

På Bulldog retter Baker-Cresswell sin kikkert mod korvetten Aubretia, som i samme øjeblik glimter med sin signallampe på broen.

“Aubretia har en kontakt lige forude. Hun angriber”, lyder det ivrigt fra Baker-Cresswells signalofficer.

Korvetten gør klar til et fuldt dybvandsbombeangreb, og mens den er i fart, åbner mandskabet til Baker-Cresswells forbløffelse ild med de små maskinkanoner på dækket. Skibets kaptajn har spottet ubådens periskop, netop som det forsvinder ned under havet.

Aubretias skud rammer ikke, og korvetten fortsætter fremad. Også destroyeren Broadway nærmer sig. Ombord på begge eskorteskibe står mandskabet klar til at dumpe dybdebomber, så snart fartøjerne når ubådens formodede position.

Bomberne er indstillet til at sprænges i 50-70 m’s dybde, og deres 130 kg sprængstof er nok til at ødelægge en ubåds motorer og batterier, selv hvis bomberne detonerer 16 m fra målet.

Tyskerne hører truslen fra oven

I kommandorummet i U-110 følger tyskerne nøje ubådens dybdemåler, mens fartøjets ballasttanke fyldes med havvand. De kan høre den piskende og skurrende lyd fra de britiske skibsskruer, der nærmer sig.

Da støjen fra skruerne igen aftager, venter mændene i åndeløs rædsel på dybdebomberne. Lemp ændrer kurs, mens ubåden fortsat daler ned i dybet. Sekunderne går, og nu hører mandskabet de første brag. Over ubåden. Detonationerne får undervandsfartøjet til at skælve så voldsomt, at mændene rutsjer ind i hinanden, men ubåden bliver ikke beskadiget.

Lemp forsøger at slippe væk ved hele tiden at ændre kurs og dybde, men igen og igen vender briterne tilbage. Til sidst eksploderer en række dybdebomber tæt på U-110. Ubåden gennemrystes, som om den er ramt af et jordskælv.

Lyset går ud, og den tyske besætning står i komplet mørke, mens ventiler springer, og skrogets plader giver sig. Havvandet fosser ind flere steder, og dieselolie siver fra ødelagte rør. Mændene er som fanget i en klaustrofobisk sardindåse, og kun ubådens sårbare skrog adskiller dem fra det sorte, altopslugende dyb.

Omsider tænder den blå nødbelysning. Under arbejdet med at tjekke fartøjets tilstand og tætne ventilerne forsvinder den værste dødsangst.

“Det skal nok gå. Vi skal nok klare den allesammen. I tror da ikke, jeg har tænkt mig at lade dem fange mig, vel?” spøger Lemp i et forsøg på at løfte stemningen.

Men efterhånden som skademeldingerne indløber, bliver stemningen igen trykket. Roret fungerer ikke, dybdemåleren er ødelagt, og batterierne er beskadiget. De udsender en ubehagelig klorlugt. Værst af alt er det, at reguleringsapparaturet, der kontrollerer ballasttankene, ikke fungerer. U-110 er tilsyneladende i frit fald mod havbunden.

Herbert Langsch, en af ubådens fire radiooperatører, kan høre en sivende lyd fra beholderne med komprimeret luft. Det er den luft, der skal blæses ind i ballasttankene for at få ubåden til at stige frelst op til overfladen. Selv Lemp – ubådsesset med 19 skibssænkninger på sit CV – har mistet sin vanlige optimisme.

“Vi kan kun vente og se, hvad der sker. Det bedste, De kan gøre, er at tænke på dem derhjemme – eller på noget rigtig smukt”, foreslår han.

Tavsheden indfinder sig. Mændene stirrer tomt ud i luften eller lukker øjnene for at bede og tænke på kærester, koner, børn og forældre – alle dem, de aldrig mere skal se.

Mens de 47 tyskere venter på døden, krænger U-110 pludselig, så mændene må gribe fat i de nærmeste fastmonterede genstande for ikke at tumle om. De er sikre på, det er nu, vandtrykket vil kvase dem. Men intet sprænges, intet knuses – i stedet kommer et af besætningsmedlemmerne med et befriende udbrud:

“Vi er oppe ved overfladen! Vi er reddet!”

Ingen af de forpinte tyskere aner, hvordan det er gået til, men i stedet for at synke er ubåden altså steget op til overfladen. Måske skal de alligevel ikke dø i dag.

Skibene skyder mod U-110

Kl. 13.35 bryder ubådens tårn op gennem havoverfladen.

“Du store farao! Der har vi den jo!” udbryder Aitken på Bulldogs bro.

“Vi har ham!” kommer det fra Baker-Cresswell, som beder Bulldogs artilleriløjtnant, David Balme, om at være klar ved destroyerens panserbrydende kanoner.

“De kommer ud”, bemærker Aitken, da ubådens forreste luge slås op, i samme sekund som Balme råber “fyr!”, og kanonerne begynder at buldre.

Briterne kan ikke være sikre på, hvad tyskernes hensigt er. Måske vil de bemande deres kanon på ubådsdækket og tage kampen op. Da også ubådens tårnluge går op, og nogle hoveder titter frem, fortsætter Baker-Cresswell ufortrødent beskydningen. Drønene fra Bulldogs luftværnskanon blander sig i kakofonien, som også omfatter salver fra destroyerens maskingeværer.

Mandskabet kaster sig i bølgerne

I U-110 har kaptajn Lemp været den første mand til at kigge ud fra tårnlugen, kun for at konstatere, at et sandt inferno venter dem.

“De skyder for at ramme! Vi er omringet! Alle mand forlader båden!” råber han ned til sine mænd.

Radiooperatøren Herbert Langsch står så langt fremme i rækkerne, at han kan suge den friske luft til sig, men den 21-årige tysker hører også tydeligt granaterne og de metalliske smæld fra kugler, som slår mod ubådens skrog. Pludselig dumper en glødende granatsplint ned gennem tårnet og lander på gulvet foran mandskabet.

Langsch får travlt med at komme op. Med kuglerne fygende om ørerne sætter han sig på hug på dækket. Han drejer på det lille håndtag i sin redningsvest, der vha. en patron med trykluft puster vesten op – men inden han når at springe i vandet, flår en kammerat ham i armen.

“Jeg er ramt! Jeg kan intet se på mit venstre øje!” brøler manden.

Langsch ser, at øjet er skudt i stykker.

“Du har bare noget blod i øjet fra et sår. Det er derfor, du ikke kan se noget”, lyver Langsch.

Beskeden er nok til, at kammeraten vover at springe i havet. Han forsvinder i bølgerne og dukker aldrig op igen. Langsch hopper også og håber på en mere barmhjertig skæbne.

Øjeblikke senere kravler journalisten Helmut Ecke op på dækket. Den 23-årige tysker har været med på U-110’s atlanterhavstogt for at skrive glorificerende artikler om nazisternes ubådssucceser, og han har ingen træning – slet ikke i at håndtere en krisesituation ombord på en ubåd. På dækket lammes Ecke af rædsel, da han ser en af sine landsmand blive ramt i hovedet af en granat. Mandens hjernemasse sprøjter ud på dækket, inden hans hovedløse krop vælter i havet.

Det grufulde syn får Ecke til at kaste sig i vandet uden at have fyldt luft i sin redningsvest. Han kender ikke teknikken med at dreje på håndtaget. Journalisten fægter febrilsk i bølgerne, mens han skriger om hjælp.

“Jeg har ikke tid til at hjælpe”, stønner en landsmand tæt på Ecke og svømmer væk.

Journalisten er lige ved at give op, da Herbert Langsch med nogle raske svømmetag kommer ham til undsætning. Radiooperatøren får pustet redningsvesten op og hjælper Ecke væk fra ubåden.

Kaptajn Lemp har hele tiden stået på dækket ved tårnets luge og sørget for, at alle mænd kommer op. Han drager et lettelsens suk, da briterne indstiller beskydningen. Omsider er der ørenlyd, men Lemp er overbevist om, at tiden er knap.

“Er der nogen tilbage dernede?” råber han ned i kommandorummet.

“Ja! Jeg er hernede. Jeg kommer op”, svarer fartøjets eneste tilbageværende, radiomanden Heinz Wilde.

“Kom væk fra ubåden i en fart. Den synker om et øjeblik”, lyder det fra Lemp, da Wilde oppe på dækket forsøger at vænne sig til lyset ved kun at åbne øjnene lidt efter lidt.

“Vi har stadig hemmeligt grej ombord”, pointerer radiooperatøren – ubådens Enigma-kodemaskine, kodebøger og andre vigtige dokumenter.

“Lad det bare ligge, Wilde. Det hele går alligevel ned med båden”, forsikrer hans chef.

Så springer Wilde i vandet. Efter ham følger Lemp.

Briterne gør et scoop

På Bulldog har kaptajn Baker-Cresswell indstillet beskydningen og beordret sit fartøj til at gøre fuldt stop. Destroyeren ligger nu kun 100 m fra den beskadigede ubåd. I første omgang overvejede eskortechefen at vædre den tyske ubåd, men i sidste øjeblik er han kommet på andre tanker: Måske kan briterne få en større gevinst ud af situationen ved at erobre og plyndre ubåden, vurderer han.

“Lad bordeholdet mønstre”, siger kaptajnen til artilleriløjtnant Balme oppe på broen.

“De får otte mand, heriblandt en af telegrafisterne. De skal være bevæbnet og skal nedkæmpe eventuel modstand. Men vi tror ikke, der er flere tyskere i ubåden. Deres primære opgave er at samle alle dokumenter, kodebøger og søkort, De finder. Og så vil jeg vide, hvor store ubådens skader er, og om vi kan tage den på slæb”.

“Forstået, sir”, lyder det fra Balme, som snart er på vej mod den gyngende U-110 i en af Bulldogs redningsbåde.

Vandet slår ind over den urolige ubåd, og den blot 20-årige løjtnant må passe på ikke at glide på det glatte dæk, da han hopper over på undervandsfartøjet, der ligger uroligt i havoverfladen. Med revolveren trukket og nerverne uden på tøjet kravler Balme som den første ned i tårnet. Til hans lettelse er der ingen tyskere tilbage.

Briterne går i gang med at ransage ubåden, men må hele tiden være på vagt. Viser fartøjet tegn på at synke, skal de ud.

Trods den overhængende fare får de hurtigt andet at tænke på. Radiorummet rummer en guldgrube af hemmeligt materiale: En Enigma-krypteringsmaskine, kodetabeller, signalbøger, søkort og kort med angivelse af tyske minefelter. Briterne har ramt den helt store jackpot.

Da Balme og hans mænd vender tilbage til Bulldog med de værdifulde materialer, er Baker-Cresswell særdeles fornøjet. Og humøret får endnu et nøk opad, da Balme fortæller sin chef, at ubåden “virker tilstrækkelig sødygtig til at kunne bugseres”.

Mens de øvrige eskorteskibe stadig støvsuger farvandet for overlevende – først de britiske sømænd fra Esmond og Bengore Head og derefter de tilbageværende tyskere – fastgør folkene på Bulldog et slæbetov til U-110. Trofæet skal bringes tilbage til havnen på Island, hvor eskortegruppen har base. En nøje undersøgelse af tyskernes effektive ubåd af IX-klassen vil være værdifuld for den britiske flåde.

Ubåden går tabt på hjemturen

Kl. 18.30 er der gang i Bulldogs turbiner igen, og destroyeren skærer sig vej gennem Atlanterhavet på vej mod marinebasen i islandske Hvalfjord. Søen er roligt natten over, men næste morgen tager vinden voldsomt fat. Havet slår hårdt ind mod Bulldogs skrog, og Baker-Cresswell betragter nervøst, hvordan bølgerne slider på U-110.

Ubådens agterstævn kommer længere og længere ned under vandet, og ved 11-tiden kan det beskadigede fartøj ikke længere modstå havets kræfter. Forstævnen rejser sig, og slæbetovet rives over. Pludselig står U-110 nærmest lodret op i havet. Derefter glider den langsomt ned under vandskorpen og forsvinder.

“Det var et af de værste øjeblikke i mit liv. Hvilken triumf det ville have været at sejle ind i Hvalfjord med U-110 på slæb”, skrev Baker-Cresswell senere.

Med eller uden ubåd har kaptajnen og hans mænd dog påført den tyske ubådsflåde et smertefuldt nederlag med erobringen af U-110’s hemmelige udstyr og dokumenter. Og sænkningen af den tyske ubåde har bevist, at konvojeskorterne er fremtidens våben mod “de grå ulve”.

EFTERSKRIFT: Kun én sømand fra de sænkede britiske fragtskibe mistede livet efter U-110’s angreb. Tyskerne Helmut Ecke, Heinz Wilde, Georg Högel og Herbert Langsch slap alle levende fra duellen på Atlanterhavet. Det gjorde 15 af deres landsmænd ikke.

Blandt de omkomne var Fritz-Julius Lemp. Kaptajnen havde ifølge et vidne forsøgt at svømme tilbage til U-110, da han indså, at ubåden ikke sank. Lemp fik dog hverken held med at sænke sit fartøj eller redde sit liv. Nogle mener, at kaptajnen tog sit eget liv.