Haleskytten Sidney Brown ved øjeblikkeligt, at situationen er kritisk, da han hører eksplosionen fra flyets bomberum. Det store amerikanske B-24-bombefly ryster voldsomt.
Den 19-årige soldat og hans otte kammerater har netop – om eftermiddagen den 24. august 1944 – kastet deres bombelast over en flybase nær Hannover.
“Vi bliver nødt til at komme ud af det her fly”. Haleskytten Sidney Brown, efter at hans B-24-bombefly blev ramt af flak.
En tysk antiluftskyts-granat har ramt det åbne bomberum og raseret store dele af flyet.
“Vi har kun én fungerende motor. Det er ikke nok til at nå tilbage over Kanalen”, konstaterer piloten Norman Rogers.
Basen i England ligger få hundrede kilometer væk, men det er umuligt at nå så langt. I stedet vil Rogers holde flyet i luften så længe som muligt for at nå ud af Tyskland. Men B-24’eren taber hastigt højde.
“Vi bliver nødt til at komme ud af det her fly”, når Sidney Brown at tænke, før piloten giver ordre til at forlade maskinen.
Brown har aldrig sprunget i faldskærm før, så han må samle alt sit mod, inden han lader sig falde ud af flyet. Mens Brown daler mod jorden, tæller han sine kammerater. Heldigvis er alle kommet sikkert ud af bombeflyet.
To medlemmer af besætningen på et styrtende B-24-bombefly har kastet sig ud (cirkler) af maskinen. Det var denne fly-type, Sidney Brown og hans kammerater fløj i, da de styrtede ned.
Amerikanerne er euforiske over at være i live. Tabene for USA’s bombefly i Europa er i 1944 så voldsomme, at kun omkring 26 ud af 100 besætningsmedlemmer overlever de krævede 25 togter.
Mens de ni amerikanere daler ned, forbereder de sig på at tilbringe resten af 2. verdenskrig i fangelejr. Endnu er de lykkeligt uvidende om, hvilket helvede der venter.
Nede på landjorden er hadet over de allieredes massebombninger nemlig kogt over.
I juni 1944 blev det amerikanske bombefly “Little Warrior” skudt ned. Kun andenpiloten, Sidney Benson, slap ud i live, men kort efter sin landing i Tyskland blev han tæsket ihjel. Billedet viser flyet, idet det blev ramt.
Døden kom fra luften
Da Sidney Brown og hans landsmænd styrtede ned i sensommeren 1944, havde de allieredes massebombning af Tyskland været i gang i mere end to år.
I februar 1942 besluttede briterne, at såkaldt områdebombning af byer og industriområder skulle dræne “moralen blandt fjendens civile og i særdeleshed hos industrimedarbejderne”.
Amerikanerne deltog i tæppebombningen, som blev øget massivt fra januar 1943, hvor præsident Franklin D. Roosevelt og premierminister Winston Churchill besluttede at bombe Tyskland døgnet rundt.
“Det er sådan her, dommedag må se ud”. Mathilde Wolff-Mönckeberg, da hun så folk løbe rundt i Hamborg omsluttet af flammer.
På togter med hundredvis af bombefly efterlod de sig pulveriserede byer og fabrikker.
“Jeg har aldrig set lignende ildinferno”, huskede en britisk pilot, som deltog i luftangrebene i 1943.
Bombardementerne skabte et helvede for de civile tyskere, der levede i konstant frygt, ikke mindst i Hamborg, hvor et særlig barbarisk angreb med brandbomber i sommeren 1943 forvandlede storbyen til et inferno, hvor ildstorme “rev børn ud af forældrenes hænder og hvirvlede dem ind i ilden”, som en politirapport berettede.
“Det er sådan her, dommedag må se ud”, lød det fra indbyggeren Mathilde Wolff-Mönckeberg, der så folk løbe rundt som “levende fakler”.
Rædslerne på jorden fik tyskerne til at afsky de britiske og amerikanske flybesætninger. Og i løbet af 1943 voksede vreden sig så stor, at lokale tog sagen i egen hånd – også selvom Genèvekonventionen fra 1929 foreskrev, at “Krigsfanger skal til enhver tid behandles humant”.
Tyske tropper blev straks sendt ud i tilfælde af allierede nødlandinger. Her er en amerikansk pilot blevet taget til fanget.
Nedskudte allierede havde dårlige odds
Britiske og amerikanske piloter var ekstremt udsatte i luftrummet over Tyskland, som til det sidste forsvarede sig indædt. Og måtte piloterne nødlande på tysk jord, blev de jaget af militær og civile.
Under 2. verdenskrig var intet farligere end at være besætningsmedlem på et bombefly. Næsten 22.000 allierede bombefly blev skudt ned over Tyskland, og over 150.000 besætningsmedlemmer mistede livet.
Beskadigede fly forsøgte altid at nå ud af Tyskland. Målet var neutrale lande som Schweiz eller alternativt et tyskbesat land, hvor lokale modstandsfolk kunne hjælpe de nødstedte. Men selv hvis det lykkedes at nødlande enten flyet eller i faldskærm, var situationen kritisk.
Endte de allierede i Tyskland, var det næsten umuligt at undslippe. Iført flyverdragter og uden tyskkundskaber kunne besætningerne ikke undgå at afsløre sig selv.
De lokale hadede piloterne, og de tyske tropper havde ordre om at finde nødlandede piloter hurtigst muligt, så informationer om fly og angrebsplaner kunne indsamles.
Tilfangetagne besætninger blev bragt til afhøring i fangelejren Dulag Luft og herfra sendt videre til andre lejre – hvis de nåede så langt.
“Oprevne civile tyskere omringede amerikanske flyvere, der var skudt ned”, berettede en amerikansk sergent efter bombardementerne af Hamborg.
Han havde “hørt troværdige oplysninger om, at to amerikanere var blevet lynchet”.
Avisen The New York Times berettede, at “amerikanske og britiske luftfolk bliver henrettet med Tokyo-metoden”, med henvisning til at japanerne havde dræbt overlevende amerikanske piloter efter et bombardement af Tokyo.
Indtil nu var overfaldene sporadiske. Men nazistlederne så muligheder i folkets vrede.
Propaganda tændte hadet
Meldingerne om, at civile greb til selvtægt, passede nazilederne godt. Trods forsikringer fra Luftwaffe var det ikke lykkedes regimet at dæmme op for luftangrebene, og folkets vrede skulle på en eller anden måde have luft.
Så da SS-rigsføreren, Heinrich Himmler, fik nys om de første episoder, udsendte han i august 1943 et notat, der tydeligt signalerede, at nazisterne ikke havde i sinde at beskytte krigsfangerne:
VIDEO (del 1): “Terrorpiloter” blev myrdet i hele Tyskland
Overalt i Tyskland angreb rasende borgere nødlandede piloter. I alt menes op imod 1.000 at være blevet lynchet. De fleste mord fandt sted i det centrale og vestlige Tyskland, hvor de allierede bombede mest.
“Det er ikke politiets job at skride ind under konfrontationerne mellem det tyske folk og nedskudte britiske og amerikanske flyvere”, pointerede Himmler.
Samtidig iværksatte propagandaministeren Joseph Goebbels en kampagne for at puste til hadet mod fjendens bombeflybesætninger.
Goebbels fortrængte alt om, at det tyske Luftwaffe havde overdænget England med bomber i begyndelsen af krigen. Alene bombardementet af Coventry i 1940 ødelagde 41.500 huse på en enkelt nat. Nu rasede Goebbels over, hvor “umoralsk” de allierede handlede ved at bombe tyske byer.
I den statsstyrede presse bandlyste ministeren ord som “piloter” og “flybesætninger”, når fjendens luftvåben blev omtalt. I stedet brugte de tyske aviser gloser som “terrorflyvere”, “luftbarbarer” og “barnemordere”.
“Mens uniformen er en æresbeklædning for tyske soldater, er det for luftgangsterne en kriminels antræk”, skrev avisen Marburger Zeitung i samklang med regimets krav.
Tysk propaganda portrætterede de allierede bombeflyvere som iskolde børnemordere og gangstere.
Propagandaen bildte tyskerne ind, at de allierede flyvere ligefrem fik en bonus for deres ødelæggelser, og at de gik målrettet efter kvinder, børn og hospitaler.
Nazipartiets egen avis, Völkischer Beobachter, bragte under overskriften “Roosevelts terrorflyvere mod kvinder og børn” en tegning af en sort amerikansk pilot, der beskød sagesløse kvinder.
“Nordamerikaner? Mordamerikaner!” konstaterede den fyndige billedtekst.
Dehumaniseringen af fjenden gav hurtigt resultat.
Carte blanche til mord
I 1944 intensiverede de allierede angrebene på tyske byer. Derfor begyndte Goebbels at plædere for princippet om “øje for øje, tand for tand”.
“Ingen kan stille sig undrende over for, at vores folk er overvældet af et voldsomt raseri, hvad angår disse kyniske forbrydelser”, dundrede ministeren og opfordrede civilbefolkningen til at “tage skridtet i retning mod selvhjælp og hævne sig på de piloter, som springer ud af fjendtlige fly”.
Eskaleringen af bombningerne og den benhårde propaganda udløste adskillige episoder i foråret 1944, hvor arrige civile overfaldt nødlandede flybesætninger.
I marts blev fem amerikanere gennempryglet af civile på en jernbanestation i Schierstein, inden to tyske soldater fik stoppet overfaldet.
I maj blev tre amerikanere skudt og begravet i byen Vienenburg, og i samme måned angreb civile en nødlandet pilot og hans co-pilot nær Bremen. De overlevede kun med nød og næppe.
Goebbels modtog nyhederne med begejstring, og under en tale i Nürnberg i slutningen af maj 1944 fredede ministeren enhver borger, som ønskede at hævne sig på “terrorflyverne”:
“I, folket, har tævet dem til døde eller skåret deres hals over og lignende. Vi vil ikke græde krokodilletårer over det, og de af jer, der har gjort det, vil ikke blive slæbt til skafottet. Vi forstår så udmærket denne vrede blandt det tyske folk”.
Der var dømt fri jagt på de nødlandede piloter.
Allierede bombefly blev konstant beskudt med flakgranater i luftrummet over Tyskland.
Lynchninger tog fart
Efter Goebbels’ tale steg antallet af lynchninger i et voldsomt tempo. Frustrationen over at blive bombet dag og nat gav i sig selv rigelig motivation.
Lige så snart en faldskærm blev set dale mod jorden, samlede civile sig ofte. Selv hvis tyske soldater var nået frem før hoben, kunne og ville de ikke altid beskytte fangerne. Det skete for den amerikanske pilot Jack Patrick, da han i august 1944 nødlandede nær Lübeck.
“Overlad ham til os, så vi kan få noget sjov med ham”, råbte en lynchgruppe til de to soldater, som havde fanget piloten.
Snart bankede hoben – heriblandt også kvinder – løs på amerikaneren med landbrugsredskaber.
Til sidst faldt Patrick bevidstløs omkuld. Men den rasende pøbel blev ved med at slå ham i hovedet, så han til sidst var uigenkendelig. Pilotens livløse krop blev slæbt ud på en kornmark, hvor de civile på skift skød på liget.
VIDEO (del 2): “Terrorpiloter” blev myrdet i hele Tyskland
Overalt, hvor allierede flybesætninger blev taget til fange, oplevede de borgernes raseri.
“På hver eneste jernbanestation sværmede de omkring os og kastede med sten”, huskede den amerikanske sergent Warren Hampton, der overlevede en nedstyrtning i 1944.
I Rumænien, der var allieret med Nazityskland, så en tilfangetaget amerikansk flyver i april 1944 til sin rædsel liget af en halshugget kammerat ligge i en trækvogn. Selv blev han angrebet på gaden af en kvinde med en økse.
Hvor tragisk en situation kunne udvikle sig, oplevede den 19-årige haleskytte Sidney Brown i august 1944.
Ni amerikanere i knibe
Sammen med sine otte kammerater havde Sidney Brown den 24. august bombet en flybase nær Hannover, da deres B-24-bombefly blev ramt, og besætningen måtte springe ud i faldskærm.
Kort efter Browns landing på en pløjemark så han omkring 20 mand komme imod sig med høtyve, hakker og andre redskaber.
Desperat forsøgte Brown at komme fri af sin faldskærm, før han blev slået bevidstløs. Flere slag fulgte, men omsider stoppede pryglene, og de civile tyskere enedes efter nogen diskussion om at slæbe flyveren til myndighederne i den nærmeste by.
Besætningen på B-24-bombeflyet “Wham! Bam! Thank You Ma’m” bestod af ni mand. Seks af dem blev myrdet af rasende borgere i den tyske by Rüsselsheim.
På et kontor i byen genså Brown flere af sine kammerater fra bombeflyet. Alle var forslåede efter at have fået en hårdhændet modtagelse.
“Det er prisen for at bombe vores kvinder og børn!” skreg en officer, der besluttede, at fangerne skulle transporteres til Dulag Luft-lejren nær Frankfurt am Main, hvor flybesætninger blev afhørt.
Brown og syv af hans landsmænd blev sat på et tog mod fangelejren. Det niende af besætningsmedlemmerne var for kvæstet til at rejse.
Amerikanerne håbede, at det værste nu var overstået. Men da toget den 26. august rullede ind på stationen i byen Rüsselsheim øst for Mainz, ventede der dem en af krigens værste lynchninger.
Natten før de amerikanske krigsfanger ankom til Rüsselsheim, var byen med den store Opel-fabrik blevet udsat for et voldsomt luftbombardement. Indbyggerne var derfor fulde af had, da de otte fanger blev gennet ud af toget.
Aftenen før Sidney Brown og hans kammerater blev ført igennem byen Rüsselsheim som krigsfanger, havde britiske fly angrebet byen med bl.a. 400.000 brandbomber for at få ram på en Opel-fabrik, der byggede krigsfly.
Civile gik amok
Spytklatterne føg i luften, mens soldater eskorterede fangerne gennem byen. Brown fornemmede alvoren, da følget af arrige civile efter kort tid var svulmet op til ca. 300.
“De er terrorflyvere! Tæv dem! Flå dem i stykker! Tæv dem til døde! De har ødelagt vores huse”, skreg de to søstre Margarete Witzler og Käthe Reinhardt, som begyndte at kyle sten efter amerikanerne.
Alle troede, at de otte mænd havde været med til at bombe Rüsselsheim.
“Det var ikke os”, råbte en af fangerne desperat på tysk, men forgæves.
Sekundet efter gik flokken til angreb, uden at vagterne kunne stoppe dem. Nogle arbejdsmænd knaldede deres hamre i kraniet på amerikanerne, så blodet sprøjtede.
Brown mærkede en flaske blive knust i hovedet på ham. Snapsen sved i øjnene, men gennem rindende øjne kunne han se en mand stikke ud efter ham med en kniv.
“Mine hænder gør så ondt efter alle de slag”. Familiefaren Phillipp Gutlich efter at have tæsket løs på de forsvarsløse krigsfanger.
Amerikaneren flyttede sig hurtigt, men det var for sent. Kniven skar huden op ved hans venstre øre. Brown lod sig falde til jorden og spillede død.
Fra sit leje så Brown en kammerat styrte omkuld, mens en tysker gentagne gange slog ham med en hammer. Fra alle sider haglede slag med skovle, kosteskafter og hamre ned over amerikanerne med en sådan vildskab, at et hammerskaft ligefrem brækkede.
“Mine hænder gør så ondt efter alle de slag”, fortalte familiefaren Phillipp Gutlich undervejs i voldsorgiet.
Nu blev de sønderbankede amerikanere slæbt afsted i benene og placeret op ad en mur, hvor byens lokale nazileder, den 41-årige Josef Hartgen, trak sin pistol. Brown spillede stadig død, mens Hartgen likviderede de første fire fanger. Så løb han tør for kugler.
De sidste fire amerikanere så døde ud, mente Hartgen og befalede en flok Hitlerjugend-drenge at køre ligene til kirkegården uden for byen.
Brown og én anden kammerat lå levende i bunken af lig. Til deres held lød luftalarmen, da kærren nåede ud af byen. Mens Hitlerjugend-drengene spænede til det nærmeste beskyttelsesrum, kunne Brown og makkeren stikke af og dermed redde livet.
Lynchninger af tyske bombepiloter fandt også sted i Frankrig og England.
Lynchninger skete også i andre lande
At ophidsede borgere kastede sig over nedstyrtede piloter, forekom også på allieret side. Både briter og franskmænd angreb tyske piloter – men uden myndighedernes opbakning.
Ønsket om hævn over fjendens bombepiloter var ikke udelukkende et tysk fænomen. Faktisk fandt krigens første eksempler på lynchninger sted i Frankrig og England.
I 1940, hvor Luftwaffe gennemførte massive bombetogter, greb franskmænd ifølge tyske efterretninger til selvtægt, da en Messerschmitt-pilot i maj nødlandede nær Luchy i Nordfrankrig. Rasende franske soldater og civile puffede piloten frem og tilbage, inden de skød ham.
I London gik civile amok den 15. september 1940, da tyskerne havde bombet hovedstaden i flere dage. Da piloten Robert Zehbe nødlandede i faldskærm, blev han uheldigvis fanget i nogle kabeltråde.
Mens han hang forsvarsløs i sin faldskærm, strømmede en rasende flok til med køkkenknive og ildragere, som de stak ham med. Hjemmeværnsfolk befriede Zehbe, men han døde af sine kvæstelser.
Antallet af lynchninger af tyske flyfolk var dog uhyre få i Frankrig og Storbritannien, eftersom myndighederne ikke tolererede ugerninger mod krigsfanger.
Politi deltog i mord
Rüsselsheims Josef Hartgen var blot en af mange lokale nazispidser, som gik forrest under lynchjustitsen. Rigsleder Martin Bormann opfordrede ligefrem sin hær af lokale nazirepræsentanter – gauleitere og kreisleitere – til ikke at politianmelde borgere, der deltog i lynchninger.
Embedsmænd og politifolk stimlede derfor gerne sammen med borgerne for at henrette flybesætninger. Det skete fx i byen Gross-Gerau, hvor to amerikanere i august 1944 blev taget til fange af en rasende hob.
“Lad dem (indbyggerne, red.) lynche dem og tæve dem til døde”, anbefalede en politimand – og den lokale kreisleiter var enig i, at flyverne “skal gives til folket”.
Da flokken gjorde opgaven færdig, udleverede byens politichef jernstænger til to civilister og bad dem om at banke de overlevende ihjel.
“Fortæl ham, at han er en gangster”. Den tyske kommandør Albert Heim, før han beordrede tilfangetagne flyvere fra USA skudt.
Også tysk militær deltog af og til i lynchninger, selvom hærens opgave var at tage vare på fangerne. Nogle gange så soldaterne den anden vej, når ophidsede civile angreb fangerne. Andre gange opfordrede de selv til lynchning. Det skete fx nær Koblenz, hvor amerikanske flyvere nødlandede i sommeren 1944.
“Luftbårne styrker. De skal dræbes. Fortæl ham, at han er en gangster”, beordrede den tyske kommandør Albert Heim en af sine soldater. Manden parerede ordre og skød fangerne.
Da to andre nødlandede flyvere blev pågrebet senere på dagen, blev de også likvideret og begravet med teksten: “Her ligger to amerikanske gangstere”.
Ofte noterede myndighederne blot hændelserne som “flugtforsøg” eller mente, at det var flybesætningerne, der var gået til angreb.
Men amerikanerne glemte ikke forbrydelserne.
En stor del af de allierede bombefly blev skudt ned af tysk antiluftskyts, flak.
USA hævnede ofrene
Selvom Goebbels og Bormann havde tilskyndet tyskerne til at lynche “terrorflyvere” og lovet, at ingen ville blive retsforfulgt, blev hundredvis af tyskere dømt efter krigen.
Efter Nazitysklands kapitulation satte amerikanerne jagten ind på de civile tyskere, der havde deltaget i lynchningerne.
Retssagerne førte til, at USA i årene 1945-1947 kunne sende i alt 411 tyskere – herunder otte kvinder – på anklagebænken for at have at deltaget i lynchninger mod amerikanske flyfolk.
De anklagede var mellem 19 og 72 år – med en gennemsnitsalder på 45 år. I næsten 70 pct. af de kendte overfald var civile involveret, mens politifolk og nazistiske embedsmænd deltog i henholdsvis 16 og 6 pct. af overgrebene. Resten stod hæren for.
De civile forsvarede sig med, at de var blevet traumatiseret af endeløse bombardementer, mens flere anklagede politifolk fremførte, at de blot parerede ordrer.
Trods diverse undskyldninger fandt amerikanerne beviser nok til, at 346 tyskere kunne dømmes. Af dem blev 111 dømt til døden.
67-årige Johann Seipel fra Rüsselsheim føres til galgen. Han blev dømt for bl.a. at have sparket en af amerikanerne på halsen.
USA glemte ikke Rüsselsheims bødler
Blandt de ophidsede Rüsselsheim-borgere, som i august 1944 myrdede de seks amerikanske krigsfanger, endte 11 med at blive stillet til ansvar for forbrydelsen.
Efter krigen kom byen Rüsselsheim under USA’s kontrol, og i juni 1945 blev ligene af de seks myrdede amerikanere gravet op fra kirkegården. 11 af byens indbyggere – herunder den lokale nazileder Josef Hartgen – blev kort efter arresteret for massakren.
Retssagen mod Rüsselsheim-borgerne i juli 1945 blev den første krigsforbryderdomstol på tysk jord. Forsvaret undskyldte de anklagede med Goebbels’ propaganda. Desuden var ingen af de dømte blevet straffet før. Men de argumenter afviste anklageren.
“De var alle voksne mænd og kvinder. Hvis de bliver bedt om at begå mord og gør det, er de lige så skyldige som alle andre mordere”, procederede anklageren Leon Jaworski.
Han udpegede Josef Hartgen som lynchningens bagmand, hvis “ondskabsfuldhed, ubarmhjertighed og afskyelighed” var umulig at forstå. Hartgen samt fire mænd og to kvinder modtog dommen “død ved hængning”, mens tre slap med fængselsdomme, og en enkelt gik fri.
Efter en appelsag blev de to kvinders dom omstødt til 30 års fængsel. De fem dømte mænd slap ikke. De blev alle henrettet.
Hvor mange allierede flyvere der i alt blev lynchet på tysk jord, er uvist, men historikeren Kevin Hall vurderer, at mindst 1.000 “terrorflyvere” blev overfaldet mellem 1943 og 1945. Tallet kan være højere, da mange lynchninger blev holdt hemmelige.
Haleskytten Sidney Brown var en af de få heldige, der slap levende fra mødet med ophidsede selvtægtsmænd. Men da amerikaneren vendte tilbage til Rüsselsheim 60 år senere, var det “uden fjendskab i hjertet”.
Sammen med borgerne fra Rüsselsheim indviede den 80-årige krigsveteran en mindemur på det sted, hvor hans seks kammerater mistede livet. På muren står der:
“Må dette mindesmærke huske os på vores fælles menneskelighed”.
