U-864: Hitlers sidste hemmelighed

Alle erfarne tyske ubådskaptajner er for længst blevet dræbt i den nådesløse krig på havet, hvor de før så frygtede tyske ubåds-ulve nu selv er forvandlet til bytte.

Wolfram ved, at Nordsøen kontrolleres af britiske skibe og fly. Han har dog ikke andre muligheder end at tro på sit held til at snige sig igennem fjendens­ linjer i al ubemærkethed.

Den tyske kaptajn aner ikke, at briterne ved alt om hans mission. Siden krigens start har tyskerne brugt Enigma-kodemaskinen til at kryptere deres radiokommunikation.

Enigma faldt dog i briternes hænder allerede i 1941, og siden da har briterne lyttet til og forstået tyskernes hemmelige beskeder.

Briterne ved derfor, at Wolfram er på vej, og kender endda navnene på de japanske ingeniører om bord. Briterne vil gøre alt i deres magt for at knuse Hitlers forhåbninger til Operation­ Caesar.

U-864 bliver tvunget i havn

Hvert øjeblik kan britiske fly dukke op, så U-864 er nødt til sejle neddykket om dagen. Efter flere dages sejlads når U-864 Norges sydkyst.

Selv om landet er besat af Tyskland, betyder det imidlertid ikke, at Wolfram kan tage det roligt. Indtil videre har han dog været heldig og ikke set noget til fjenden.

Den 29. december går det galt. Wolfram fejlvurderer dybden, og kølen skraber mod havbunden. Det står klart, at ubåden er nødt til at søge i dok i Bergen for at blive undersøgt for skader.

Wolfram giver den tyske overkommando besked over radioen, og få dage senere når U-864 ubådsbunkeren “Bruno” i Bergen, hvor teknikere straks undersøger fartøjet for skader.

Briterne har også opsnappet Wolframs beskeder, og få timer senere kommer bombemaskinerne. Omkring 30 Lancaster-bombefly går målrettet efter den bunker, hvor U-864 ligger i dok.

Bunkerens loft er af armeret beton og seks meter tykt, men briterne har medbragt særlige “bunkerbusters” – bomber, der hver vejer næsten seks tons.

Tre af bomberne gør stor skade på bunkeren, men som ved et lykketræf er skaderne på U-864 ikke voldsomme. Ubåden er dog nu nødt til at skulle gennemgå­ en større reparation. Imens forbereder briterne deres næste træk.

Ung brite skal sænke tyskerne

James Launders er kaptajn på den britiske ubåd HMS Venturer. Launders er kun 24 år gammel og anerkendt som en af briternes allerbedste ubådskaptajner.

Med den 740 tons tunge Venturer har han og hans besætning sænket 13 fjendtlige fartøjer i Nordsøen og Nordatlanten.

Desuden er Launders en af de ganske få ubådskaptajner, det er lykkedes at torpedere en anden ubåd. Han havde held til at opdage en fjendtlig ubåd, der lå i overfladen og spejdede efter et af de mange amerikanske fragtskibe med forsyninger til det trængte Storbritannien.

Launders sendte sin torpedo af sted, inden tyskeren fik chancen for at undvige. Den præstation får han nu snart mulighed for at overgå­, og dermed høste endnu mere hæder.

Det britiske admiralitet beordrer Launders­ til at sejle med HMS Venturer til Norge – nærmere bestemt til øen Fedje ikke langt fra Bergen. Her skal Launders vente på U-864 og sørge for, at den ikke når frem til sit mål.

I tre dage ligger Launders og hans besætning ud for Norges kyst og venter utålmodigt på at få kontakt med U-864. Den 5. februar får ubåden besked fra det britiske admiralitet om, at den skal lægge sig i position ud for fyrtårnet ved Hellisoy på Fedjes sydkyst.

På dette tidspunkt har U-864 ligget i dok i næsten en måned og er omsider klar til at fortsætte sin lange rejse.

Den 6. februar stævner U-864 ud fra Bergen, ud i fjordenes dybe vand og videre forbi Venturer, uden at briterne opdager det. Launders indser imidlertid, at den tyske ubåd må være sluppet forbi. Men området, hvor U-864 kan ligge, er enormt – adskillige tusinde km2.

Launders overvejer at bruge sin sonar til at søge efter den tyske ubåd. Sonaren virker ved, at briterne sender en lydbølge – et “pling” – ud i vandet. Når lyden rammer en genstand, fx en fjendtlig ubåd, bliver den som et ekko sendt tilbage.

En sensor registrerer, hvor hurtigt ekkoet kommer tilbage, og hvor det kommer fra. Men tyskerne kan også høre det britiske “pling”, og Launders risikerer derfor at advare den tyske kaptajn om, at han bliver jagtet.

Alternativet er at tænde bådens hydrofoner – undervandsmikrofoner – og lytte efter skrue- og motorstøj fra U-864. Hydrofonerne er langt mindre præcise end sonaren, men Launders vil ikke risikere at afsløre sig selv.

Han nøjes med hydrofonerne og lader sonaren være slukket. Endnu ved han ikke med sikkerhed, om den tyske ubåd for længst er smuttet forbi ham og videre ud i Atlanterhavet.

Launders har intet andet valg end at blive på stedet og lytte­ efter sit bytte.

U-864 bliver igen ramt af uheld

I mellemtiden er Wolfram og U-864 omsider godt på vej mod Atlanterhavet, da endnu et uheld rammer hans fartøj.

Den 8. februar klokken 5.20 om morgenen går den ene motor i stykker. Og der er ingen tvivl – den kan ikke repareres på åbent hav.

Wolfram giver ordre til atter at sætte kurs mod Bergen og sender besked til overkommandoen, som nogle timer senere melder tilbage, at et eskorteskib vil møde ubåden to dage senere ud for Hellisoy på Fedjes sydkyst. Wolfram begynder tilbageturen.

Klokken 9.23 hører hydrofonoperatøren om bord på Venturer pludselig en kraftig lyd i vandet og giver straks besked til den vagthavende officer, John Watson.

Det lyder som en fiskekutter, der starter og standser sine motorer. Men ingen kuttere er i nærheden.

Om bord på U-864 er kaptajn Wolfram også bekymret over den støj, hans eget fartøj udsender. Han ved, at al larm under vandet kan blive fatal, men det kan ikke undgås med den ødelagte motor.

Han hæver derfor periskopet for at kigge efter mulige fjender og efter det ventende eskorteskib. Dermed kommer den tyske kaptajn til at afsløre sig for briterne, der i samme øjeblik tilfældigvis også har periskopet oppe.

Launders­ får øje på den tyske ubåds tynde periskopmast, der stikker op over bølgerne.

“Vi følte en kuldegysen – han kunne sænke os, ligesom vi kunne sænke ham. Det var et spørgsmål om, hvem der først begik en fejl”, fortalte Venturers torpedogast Harry Plummer, da han og John Watson fortalte om missionen til BBC. Jagten er i gang.

Briterne skygger tyskerne

Om bord på Venturer forholder hele besætningen sig tavs. Launders og Watson presser hovedtelefonerne hårdt mod ørerne, holder vejret og følger anspændt selv den svageste lyd, som hydrofonerne opfanger.

“Vi håbede, at hun ville gå op til overfladen, så vi kunne torpedere hende”, erindrede John Watson.

Kaptajn Launders følger diskret efter U-864 på en parallel-kurs. Han ved, at U-864 har seks torpedorør mod Venturers kun fire, og at to af affyringsrørene på U-864 sidder i hækken, altså bagtil.

Launders vil derfor ikke risikere at ligge lige bag ved den tyske ubåd, hvis kaptajnen pludselig indser, at han bliver skygget. Efter at have fulgt efter den tyske ubåd i en halv times tid går det op for briterne, at U-864 zigzagger efter et kompliceret mønster.

Den tyske kaptajn er åbenbart klar over, at der er risiko for, at en fjendtlig ubåd kan ligge på lur. Med jævne mellemrum kan de også se den tyske ubåds periskop dukke op til overfladen for at spejde efter fjendtlige fartøjer­.

“Hver gang vi så hans periskop, var der risiko for, at han så vores”, fortalte John Watson.

Venturer har nu fulgt efter U-864 i to timer, og kaptajn Launders må omsider erkende, at tyskeren ikke vil gå til overfladen.

Ingen har tidligere forsøgt at torpedere en neddykket ubåd, men tiden er ved at løbe ud. Hvert øjeblik kan den tyske ubåd opdage dem, og hvis det sker, er forfølgeren på et øjeblik forvandlet til den forfulgte.

Den britiske kaptajn begynder at regne som en gal. Ud fra den tyske ubåds skruelyd og de regelmæssige periskop-hævninger lykkes det ham at beregne, hvilket mønster den tyske ubåd sejler efter.

Han beslutter sig for at tage chancen og tømme alle fire torpedo-affyringsrør og sigte efter den position, han regner med, at den tyske ubåd vil have, når torpedoerne når frem.

Launders sætter angrebet ind

Klokken 12.12 den 9. februar går Venturer i angrebsposition, og få sekunder efter lyder kaptajn Launders’ ordre: “Affyr nummer et!”

Med fyrre knob raser den første torpedo gennem vandet, mens dens skrue hviner som en sirene. U-864 ligger 2000 m fra Venturer, og torpedoen vil være fremme cirka halvandet minut senere.

Efter præcis 17½ sekund sender Launders endnu en torpedo af sted. Om bord på U-864 indser kaptajn Wolfram, at hans værste frygt er blevet til virkelighed, da hydrofonoperatøren melder om lyden af torpedoskruer i vandet.

Han har kun én mulighed tilbage. Kaptajnen afgiver en dristig ordre og styrer U-864 direkte imod torpedoerne, så ubåden fylder så lidt som muligt i sigtelinjen.

Han håber, at torpedoerne lige netop vil suse forbi ubåden og de 73 mænd om bord. Mens hydrofonoperatøren kan høre, at de dødbringende torpedoer hastigt nærmer sig, svinger det store fartøj kvælende langsomt.

Alle om bord ved, at deres skæbne bliver afgjort om få sekunder. Nu hører den tyske hydrofonoperatør, at en tredje torpedo bliver affyret. Kort efter når den første torpedo frem. Den rammer ikke.

Samtidig affyrer Launders­ den sidste af sine fire torpedoer og lader straks efter sin ubåd dykke mod bunden for dér at ligge stille og lydløs. Den britiske ubåd vil ikke kunne nå at genlade torpedorørene, før U-864 går til modangreb, og er derfor nødt til at ligge i skjul.

Hvis ingen af torpedoerne rammer, er det pludselig Venturer, som er byttet. Spændingen er ulidelig.

Klokken 9.13 hører U-864 den fjerde torpedo blive affyret. Kaptajn Wolfram beordrer ubåden til at dykke i et desperat forsøg på at redde sine mænd.

Dermed besegler han U-864’s skæbne. Det er lige præcis den manøvre, Launders har forudset – og affyret den fjerde og sidste torpedo efter. Den britiske torpedo rammer U-864 midtskibs.

Eksplosionen er så voldsom, at den flår ubåden fra hinanden og kaster de to halvdele helt op til overfladen.

Den 12-årige Christoffer Karlsson står ved kysten på Fedje og er det eneste vidne til resultatet af den blodige kamp under havets overflade: “Der lød en eksplosion, og en høj vandsøjle steg til vejrs. Og så sank ubåden stille og roligt ned”.

Klokken 9.14 skriver Launders i logbogen: “Høj, skarp eksplosion efterfulgt af lyden af metal, der rives i stykker”.

Hitlers sidste hemmelighed samt 73 tyske og japanske mænd synker mod bunden. Ingen overlever.

“Forestil dig en tændstiksæske, der mases sammen i en håndflade – sådan er lyden af et skib, der synker. Det brækker i stykker”, fortalte Harry Plummer.

I samme sekund, som de hører, at torpedoen eksploderer, ved han og hans kammerater, at de har vundet en af de mest usædvanlige dueller under hele 2. verdenskrig. Hverken før eller siden er det lykkedes en neddykket ubåd at torpedere en anden neddykket ubåd.

“Men i samme sekund indså jeg, at andre ubådsfolk var blevet dræbt. Bagefter tænkte vi alle ‘stakkels fjolser’”.

Hitler gør endnu et forsøg

Nyheden om tabet af U-864 gjorde den tyske overkommando endnu mere desperat.

Hitler håbede, at Japan med de tyske vidundervåben kunne tvinge USA på retræte i Europa. Og han nægtede at erkende det faktum, at både Det Tredje Rige og Solens Rige reelt havde tabt krigen.

Derfor iværksatte Føreren endnu et forsøg. I marts 1945 afsejlede U234 med kurs mod Japan. Om bord var 161 tons af Tysklands mest avancerede våbenteknologi.

To måneder efter afsejlingen overgav Tyskland sig, og U-234 fik ordre om at søge til den nærmeste fjendtlige havn for at overgive sig. Den tyske kaptajn sejlede til Portsmouth i USA, selv om ubådens last allerede var blevet betalt af den japanske regering og derfor i realiteten tilhørte Japan.

Om bord var to japanske officerer, og beslutningen om overgivelse endte i tragedie. De to officerer kunne ikke overgive sig til fjenden. De begik begge selvmord.

Om bord på U-234 var mere end 500 kg “yellowcake”, eller uranoxid – en ingrediens i produktionen af atombomber. Tre en halv måned senere kapitulerede Japan, da amerikanske fly smed verdens kraftigste­ våben over Hiroshima og Nagasaki­.

LÆS MERE: Få hele historien om Adolf Hitler i vores portræt af Tysklands store folkeforfører.