Ubåd slår til: 900 mand ender som hajføde

McVay bliver ikke vækket af officeren på broen. Få minutter over midnat vågner han ved, at han brutalt bliver kastet ud af køjen og ned på gulvet.

Han mærker straks, at skibet vibrerer voldsomt og krænger fra side til side. Og da skyer af hvid røg trænger ind i hans kahyt, ved han, at noget er rivende galt.

Nøgen og barfodet styrter han over på kommandobroen for at finde ud af, hvad der foregår. Kaos. Alt er kaos på broen. Lyset er gået, røgen er tyk, ingen kan se en hånd for sig.

McVay famler sig gennem mørket og må råbe på sine folk for at finde ud af, hvor de befinder sig. Som sekunderne går, får skibet mere og mere slagside, og McVay er ikke længere i tvivl om årsagen:

Indianapolis er blevet torpederet.

Det kan kun gå for langsomt med at få udsendt nødsignaler med skibets nøjagtige position. Kaptajnen beordrer en navigatør, John Janney, ned i radiorummet. Janney iler af sted, og McVay ser ham aldrig igen.

Kaptajnen haster tilbage til sin kahyt og kommer i tøjet. På vej ud af døren snupper han sin kasket, og kort efter er han tilbage på sin post. Pludselig kan han skimte en mand, der støtter sig til rælingen ved broen.

Hans hænder er brændt væk, øjnene er ikke andet end dybe sorte huller.

McVay ryster det grufulde syn af sig og spørger højt råbende en officer, om Janney er vendt tilbage fra radiorummet.

”Der er ikke noget radiorum længere. Det er alt sammen sprængt til helvede,” lyder svaret.

Nu står det klart, at situationen er katastrofal og ikke til at ændre. Fra alle sider vælter det ind med foruroligende oplysninger om skibets tilstand.

Stævnen er så godt som flået af, og vandmasserne fosser ind og presser sig gennem skotterne. Hele den forreste del af skibet er nu oversvømmet.

Adskillige af de 1196 besætningsmedlemmer er druknet, brændt eller sprængt ihjel, og floder af brændstof fosser ud i havet gennem et gabende brændende hul midt på skibet.

Flammerne blæser op gennem dækket, overalt ligger der hårdt kvæstede og døde, og slagsiden mod styrbord bliver stadig stærkere.

Kun ilden og den kvarte måne, der nu og da titter frem fra skydækket, kaster lys over det inferno, der hersker om bord.

Blot otte minutter efter at to torpedoer fra den japanske ubåd I-58 har ramt Indianapolis, erkender McVay, at skibet ikke står til at redde. Kaptajnen går udenfor på broen og samler hænderne foran munden. Så brøler han:

”Forlad skibet.”

Reaktionen følger prompte. Flokkevis af mænd klatrer op på rælingen og træder ud i intetheden. Nogle ryster af skræk og er nærmest lammede, men de bliver hjulpet på vej med et puf i ryggen.

De mænd, der stadig befinder sig inde i skibet, må gå på væggene for at komme ud, men nogle bliver klemt af ihjel af inventar og maskiner, der vælter rundt.

I panikken glemmer adskillige alt om at tage den livsvigtige redningsvest på, og af skibets 35 redningsflåder bliver kun 12 sat i vandet.

Kun 11 minutter efter torpederingen er slagsiden så faretruende, at rælingen rammer havoverfladen. Ved styrbordssiden kan mændene nu træde direkte ud i havet, som badede de fra en strandkant.

Mange får ikke engang hovedet under vand, da de forlader det dødsdømte USS Indianapolis.

Kaptajnen er alene på havet

12 minutter efter torpederingen står skibet lodret med agterstavnen lige i vejret. I et kort øjeblik er Indianapolis som frosset fast, så sætter det kurs mod havbunden i fem kilometers dybde, først langsomt, siden med stadig større fart.

Omkring 300 mænd går ned med skibet, og i en klistret masse af olie plasker cirka 900 andre rædselsslagent omkring.

Deres hoveder er fedtet ind i olie, øjnene lyser hvidt, og de kæmper mod suget, der følger slipstrømmen fra den synkende kæmpe.

I et fyrværkeri af eksplosioner, røg og brag forsvinder Indianapolis fra havets overflade, og snart flyder vragdele omkring blandt lig og levende i det oprørte hav.

Mænd uden redningsveste klamrer sig krampagtigt til dem, der nåede at få en vest på. Men de, der er for svage til at svømme, bliver opslugt af bølgerne.

Nogle redder sig i sikkerhed på en flåde eller et af de fem flydenet, mandskabet nåede at kaste i vandet.

Andre kæmper desperat for at holde sig oven vande, mens de konstant kaster olie og saltvand op i de fem meter høje dønninger.

Nogle finder sammen i grupper, andre svømmer alene omkring, skrækslagne og ude af stand til at øjne andre overlevende i det tætte mørke. En af dem, der er alene på havet, er kaptajn McVay.

Han frygter, at han som den eneste er sluppet levende fra rædslerne om bord. Forundret kan han konstatere, at han slet ikke er såret, selv hans ur fungerer perfekt.

Hele natten svømmer han omkring i sin redningsvest, men uden at finde det mindste tegn på liv. I en tidlig morgentime mærker han noget, der støder ind i ham.

En tom kartoffelkasse. McVay holder kassen fast mellem sine ben og får stavret sig så højt op, at han kan spejde ud over horisonten. Men ikke en sjæl er i sigte.

Så hører han pludselig lyden af stemmer i det fjerne.

Et par tomme redningsflåder driver mod ham, han kravler om bord og sørger for at binde flåderne sammen. Så griber han pagajen og padler i retning af det sted, hvor stemmerne kommer fra.

Tre olieindsmurte ansigter stirrer på ham fra vandet, og McVay trækker de tre mænd op. Knap en halv time senere dukker endnu en redningsflåde op i morgengryet, om bord er fire mænd.

En af dem er nøgen, bortset fra redningsvesten, men som de andre i det nu otte mand store selskab er han fuldstændig uskadt.

“Drenge. Er dette alt, hvad der er tilbage af os?” spørger McVay uden at afvente svar. Han skynder sig at berolige de unge mænd.

”I skal ikke være nervøse. Vi bliver reddet, mist ikke troen. Bevar håbet,” opfordrer han.

Selv er han overbevist om, at hjælpen kan være fremme når som helst. Når Indianapolis ikke som planlagt dukker op ved Leyte næste dag, vil der blive slået alarm.

Og måske vil eftersøgningen gå i gang endnu tidligere, for måske er Indianapolis’ SOS blevet modtaget af andre skibe i området.

McVay er fortrøstningsfuld, og hans optimisme smitter af på de andre i flokken. Men i sit stille sind gruer McVay for, hvad der vil ske, når besætningen er bjærget.

Kunne han have gjort noget anderledes, og vil han få skylden for forliset og de mange døde? Og hvilke konsekvenser vil katastrofen få for hans karriere i flåden?

En ubehagelig forudanelse skyller ind over ham, men han skubber den væk. Nu gælder det blot om at overleve.

Hajerne går til angreb

Andre steder på havet har angsten fået overtaget. Desperate besætningsmedlemmer uden redningsvest holder vagtsomt øje med, om nogen med vest er ved at dø eller allerede er døde.

Er de det, flår de svømmende straks vesten af dem og tager den på.

Kun få har adgang til redningsflåder med vand og mad, og de komplet utilstrækkelige forsyninger af dåsekød, mælketabletter, kiks og vand forsvinder som dug for den brændende sol.

Hos mange hænger tungen ud af munden som tørret kød, ganen føles som bomuld, læberne sprækker, alle vil give deres højre arm for en tår at drikke.

Og da solen får magt op ad dagen, stiger temperaturen til over 40 grader.

De mænd, der er smurt ind i olie, glæder sig over den væske, som tidligere var tæt på at kvæle dem. Nu udmærker den sig som en fremragende solcreme, der beskytter hovedet mod de dræbende ultraviolette stråler.

Øjnene bliver dog alligevel hårdt ramt af det hvide flimrende lys, som reflekterer på enhver lille del af havets krusede overflade. Og mange får forbrændte hornhinder, der forhindrer dem i at orientere sig og kun bidrager til den knugende følelse af panik.

Først på formiddagen er de fleste af de overlevende drevet væk fra olietæppet, og under dem lyser havet nu grønt.

En vrimmel af dyreliv åbenbarer sig for deres øjne – hér svømmer en havbars, dér kommer en barracuda, overalt svæver enorme gopler omkring.

At kigge ned er som at se ind i et gigantisk akvarium, fyldt med imponerende skabninger i alle størrelser og farver. Havet rummer også eksistenser, som ingen af besætningsmedlemmerne hidtil har skænket en tanke.

Men da pludselig en hajfinne skærer gennem havoverfladen med kurs mod en skare mænd, der er samlet om nogle redningsflåder, går der et gys gennem forsamlingen.

I løbet af den første nat på havet har flere af mændene bemærket, at noget er bumpet ind i dem nedefra.

De har også lagt mærke til, at sårede, der tilsyneladende sov i deres redningsvest, pludselig forsvandt. Og redningsvesten dukkede aldrig op til overfladen igen. Nu går det op for mændene, hvad de er oppe imod.

Som torpedoer i stimer skyder over tre meter lange hajer op fra dybet og kredser i stadig mindre cirkler om mændene, der sparker ud efter de uhyggeligt udseende fisk i forsøget på at jage dem væk.

Hvidtippede revhajer, tigerhajer, blåhajer. Pludselig er der rovfisk alle vegne. Formentlig er de tiltrukket af blodet i vandet, opkasten, de sårede, plaskeriet, urinen.

Hajerne bliver bombarderet med sanseindtryk, der fortæller dem, at de befinder sig i nærheden af en rigelig fødekilde. Og nu er det spisetid.

En af matroserne puffer blidt til en kammerat, der åbenbart sover. Han reagerer ikke. Så skubber han én gang til, og nu tipper kammeraten rundt, så man kan se, at hele underkroppen op til kanten af redningsvesten er ædt op.

Angrebet er i gang og bliver stadig mere intenst. Rygfinner skærer på kryds og tværs gennem overfladen, mænd forsvinder pludseligt, nogle bliver skrigende trukket af sted gennem vandet, andre kæmper indædt imod og mister et ben eller en arm.

Nogle nøjes i første omgang med en forskrækkelse. En matros mærker et sæt sylespidse hajtænder om sit venstre håndled. Han kan ikke ryste hajen løs, der ses tydeligt igennem det klare vand.

Den er nok tre meter lang og vrider og drejer sig i forsøget på at hive ham under vandet. Hans højre hånd rammer snuden og glider forbi noget blødt – “dens øje,” tænker han, og borer fingeren ind helt til knoerne.

Hajen slipper ham og kommer ikke tilbage. Andre kæmper igen og igen med de sultne rovdyr.

At spille død hjælper ikke, ej heller at forsøge at svømme væk. De mænd, der er sårede eller befinder sig i udkanten af en gruppe, er mere udsatte end dem i midten, men ingen kan føle sig sikker.

Det første hajbid viser sig ofte at være forholdsvis uskadeligt. Det andet og tredje er dødbringende.

Lige så pludseligt som det er begyndt, lige så brat hører angrebet op. Men i de følgende døgn skal det gå op for mændene, at hajerne følger en bestemt rytme:

De angriber om morgenen, forsvinder i dybet og slår så til igen i skumringstimen. Ædegildet skal dagligt komme til at koste omkring 50 mænd livet.

Forgæves forsøg på kontakt

Selv om kaptajn McVay er overbevist om, at de overlevende vil blive fundet af skibe og ikke af fly, og forklarer, “at de flyver for højt til at få øje på os”, så jubler mændene i hans gruppe, hver gang et fly brummer forbi højt oppe på den blå himmel.

På McVays ordre plasker alle med arme og ben for at tiltrække sig pilotens opmærksomhed, men indsatsen er forgæves.

Med et spejl forsøger McVay at blinke til de fly, der passerer, og i en logbog, som han har stykket sammen af papirstumper fra mændenes tegnebøger, fører han nøje protokol over alle sine observationer.

Også kaptajnens lille skare, der nu er vokset til i alt ni mand – den sidste er samlet op fra en flåde, der drev omkring halvanden kilometer borte – er hjemsøgt af hajer.

Men eftersom mændene opholder sig på en flåde, slipper de med skrækken, da en 3,5 meter lang, aggressiv haj forsøger at stille sin sult.

Hajens finne støder ind i bunden af flåden, men da McVay gentagne gange har banket den i hovedet med en pagaj, svømmer den bort.

Selv om McVay er travlt beskæftiget, kredser hans tanker stadig om efterspillet efter forliset, men han forsøger at spore tankerne ind på at opmuntre sine folk i havet.

“Vi skal nok blive reddet,” gentager han i én uendelighed. I det mindste behøver han og hans mænd ikke at bekymre sig om sult.

På flåden er der proviant til cirka 10 dage, og mændene har også en fiskestang at gøre godt med.

Vand har de til gengæld ikke en dråbe af, og som timerne går, er der ikke noget, de udmattede mænd har mere brug for.

Da en vandtønde på et tidspunkt driver forbi, fisker McVay den begejstret op. En smagsprøve afslører øjeblikkeligt, at tønden er fyldt med saltvand.

Men kaptajnen lader, som om alt er i skønneste orden, og siger, at vandet skal gemmes til senere.

Vanvid fører til massedrab

Døden på havet antager mange skikkelser i disse døgn. For som nat bliver til dag og dag til nat, opgiver mange håbet om nogen sinde at blive reddet.

Udsigten til en snarlig død er så befriende, at nogle vælger at drukne sig selv – de tager redningsvesten af og lader sig synke til bunds.

Andre begår selvmord ved at svømme væk fra gruppen og vente på, at en haj skal trække dem ned i dybet.

Så er der dem, der begynder at hallucinere. Manglen på søvn, mad og drikke bringer dem i en trancetilstand, hvor de ser paradisøer i det fjerne, skibe, der kommer nærmere, købmandsbutikker med bugnende hylder eller halvnøgne hulahulapiger, der serverer iskolde drinks i høje glas.

Nogle snakker om, at Indianapolis ligger på meget lavt vand, og at de derfor vil dykke ned under dækket og starte krydserens store motorer.

Andre sætter kurs mod en imaginær sandstrand, men er kort efter forsvundet uden at vende tilbage.

VIDEO – Sådan overlever man på åbent hav:

En god del af mændene vugger omkring, apatiske og ude at stand til at tale eller bare huske, hvad de selv hedder. Det lange ophold i havet har kølet deres kroppe så meget ned, at livet langsomt er ved at ebbe ud af dem.

Om morgenen onsdag den 1. august, da mændene har opholdt sig i havet i næsten to et halvt døgn, skriger en mand pludselig skingert: “En japser. Den fyr er japser. Dræb ham.”

Fra alle sider kommer mænd svømmende og begynder i vildelse at dolke og slå løs til højre og venstre.

Nogle drukner de nærmeste ved at holde dem under vandet, andre prøver at stikke øjnene ud på hinanden, og i løbet af blot ti minutter bliver op mod 50 mænd slået ihjel i en vanvittig kamp, der gør de overlevende om muligt endnu mere udmattede og desperate.

Vand, vand, vand. Alle tænker på det, alle drømmer om det, og mange får den idé, at de kan få noget at drikke ved at dykke længere ned.

Temperaturen dybere nede er betydeligt koldere end de 30 grader C ved overfladen, og for et menneske, der er dehydreret og for længst har mistet evnen til at tænke klart, falder det lige for at antage, at det kølige vand er drikkevand.

Andre kommer på den tanke, at man kan få saltet til at fordampe, hvis man folder hænderne, fylder dem med havvand og holder det op mod solen i et par minutter.

De falder for fristelsen og slubrer begærligt saltvandet i sig, også selv om nogle af kammeraterne har åndsnærværelse nok til at advare dem om, at det er den visse død.

Nogle finder styrke i erindringen om deres elskede – koner, kærester og børn. De holder sig oven vande både bogstaveligt og mentalt for ikke at skuffe dem derhjemme.

Det varer dog ikke længe, inden de mænd, der har givet efter for tørsten, bukker under i voldsomme krampeanfald.

Saltet er som gift i deres udtærede kroppe, der kun kan slippe af med overskuddet af salt ved at udskille endnu mere af det livsvigtige vand.

Først spræller de skrigende i vandet, så falder de slapt sammen, så går de i koma. Døden indtræffer umiddelbart efter, ofte fremskyndet af en af de hajer, der afpatruljerer området.

Havet er nu forvandlet til et flydende lighus, og selv de mest optimistiske af mændene er så småt ved at miste troen på, at de nogen sinde vil se land igen.

Med tomme blikke betragter de skibets læge, Lewis Haynes, der har påtaget sig rollen som præst og bedemand. Han svømmer rundt mellem de opsvulmede kroppe og befrier de omkomne for deres redningsveste.

Haynes knuger de døde ind til sig, beder fadervor og lader så ligene synke. Da solen er på vej mod sit højeste punkt torsdag den 2. august, begynder Haynes og folkene i hans gruppe at plaske for livet.

Et amerikansk Lockheed-bombefly passerer hen over dem i få hundrede meters højde, og de ved, at deres liv ligger i pilotens hænder. Kun hvis han får øje på dem, er der håb om redning forude.

Redning kommer fra himlen

Så sker miraklet: Flyet vipper med vingerne og flyver lavt hen over hovederne på mændene. Kort efter dumper redningsveste og gummibåde ned fra himlen, efterfulgt af dunke med orange farvestof, der skal markere mændenes position på havet.

De, der stadig kan synge, bryder ud i jubelsang, andre råber, at flyet er en engel. Nogle vinker i jubel så febrilsk med armene, at de synker og drukner.

Piloten, den 24-årige Wilbur “Chuck” Gwinn, aner ikke, hvem folkene på havet er. Han og besætningen har opdaget dem ved et rent tilfælde, da de under en rutineflyvning baksede med en antenne, der havde løsnet sig bagest på flyet.

Et oliespor i vandet havde fanget pilotens opmærksomhed, måske stammede det fra en japansk ubåd. Men tæt ved sporet ligger nu disse mennesker, kun hovederne stikker op fra overfladen.

Gwinn forsøger at tælle mændene, der må være omkring 20-30 stykker.

Klokken 11:25 sender han en radiomelding med ordene: “Observeret 30 overlevende 011.30˚ nord 133.30˚ øst.” Få minutter senere går det op for piloten, at der er flere i vandet.

De ligger spredt over et enormt område, og der er mange af dem. Langt over 100, gætter han nu på. En time og 20 minutter efter den første melding sender han en ny.

Den lyder: “Send redningsskib til 11.54˚ nord 133.47˚ øst. 150 overlevende i redningsbåde og veste.”

Nu lyder startskuddet til en storstilet redningsaktion. Alle disponible amerikanske fly og skibe i nærheden sætter kurs mod katastrofeområdet.

Sidst på eftermiddagen lander Adrian Marks på havet med sit Catalina-fly Playmate 2. Han og besætningen er de første til at hale overlevende op.

Flyet kan ikke lette med de mange mennesker, og hen under aften kommer flere fly og skibe. Det syn, der møder redningsholdene, er stærkt chokerende. Her er mænd, der ligner skeletter.

Mænd, der er næsten gennemsigtige. Mænd med brækkede lemmer og dybe saltvandssår. Mænd, hvis kød er skilt fra knoglerne af hajbid og havvand.

Mænd med brandsår. Mænd, der græder uden tårer. Mænd, der er bevidstløse. Mænd, der jamrer og vrider sig i smerte, når redningsvesten bliver fjernet.

Mænd, der grådigt tager imod vand, men falder i en dødlignende søvn næsten i samme øjeblik, de har ført kruset op til læberne.

VIDEO – Se traileren til Hollywood-filmen om katastrofen:

Da solen står op fredag den 3. august, er kaptajn McVay og hans lille skare af overlevende stadig ikke blevet fundet. Men klokken 10 om formiddagen udbryder en af hans mænd:

“Gutter. Er det et skib, eller ser jeg syner?” Blot en halv time senere er folkene i sikkerhed om bord på det hurtigtgående transportskib Ringness, hvor de får brusebad, rent tøj og vand.

De sidste overlevende fra Indianapolis bliver samlet op, efter at de har tilbragt 113 timer i havet, over fire et halvt døgn. I alt 321 mand har overlevet katastrofen. Fire af dem dør umiddelbart efter, at de er blevet bjærget.

På havet fortsætter rekognosceringsskibe med at lede efter lig, og søndag den 5. august rapporterer destroyeren Helm:

“Hovedparten af ligene var helt nøgne, mens andre kun havde skjorter på. Ligene var frygteligt opsvulmede og opløste – det er umuligt at identificere dem ud fra deres ansigter. Omkring halvdelen af ligene havde mærker efter hajbid, i nogle tilfælde så voldsomme, at de lignede skeletter. Mellem én og fire hajer angreb et lig højst 50 meter fra skibet, og de fortsatte, indtil de blev jaget bort med riffelskud.”

I alt bjærger redningsskibene 91 lig.