Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Ubådsdræbere jagtede Hitlers mest frygtede våben

I de første år af 2. verdenskrig sænker tyske ubåde tusinder af allierede fragtskibe. Storbritanniens forsyningslinjer er tæt på at kollapse. De allierede beslutter derfor sætte alt ind på at knuse truslen fra dybet. Den nådesløse ubådsjagt går ind.

Imperial War Museum

Klokken 9.30 om morgenen den 1. juni 1943 lyder alarmen om bord på det britiske krigsskib Starling. Fartøjet har i de seneste par dage fulgt en konvoj af fragtskibe gennem Nordatlanten syd for Island.­

Men nu har Starlings radiopejler opfanget en tysk ubåds radiotransmission ca. 30 km væk. Hele det 92 m lange krigsskib ryster, da kaptajn John Walker beordrer “fuld kraft frem” i retning mod ubådens position. I kølvandet på Starling­ følger fem andre krigsskibe i fuld fart – ubåden må ikke nå at flygte.

Da Walker og hans krigsskibe når frem, er ubåden dykket i håbet om at kunne undslippe forfølgerne. Men briterne har ikke tænkt sig at lade tyskeren slippe. Starlings sonar begynder metodisk at gennemsøge dybet med lydbølger, og efter få minutter lyder det forventede ekko. Ubåden er fundet.

Flankeret af et krigsskib på hver side af Starling sejler Walker frem, mens alle tre skibe hvert 5. sekund kaster dybvandsbomber ud fra hækken og 50 m ud fra hver af siderne. Bag skibene koger havet af de undersøiske eksplosioner. Men ubådskaptajnen har nået at dykke endnu dybere ned, end briterne regner med, og undgår bomberne.

Walker har tiden på sin side. Hver gang sonaren lokaliserer ubåden, angriber hans skibe. Briten ved, at ubåden sikkert kan undvige dybvandsbomberne. Men til sidst vil den være tvunget til at dykke ud for at få ny luft. Han får ret. Klokken to minutter over midnat får Starlings udkig øje på ubådens tårn i havoverfladen.

En lysgranat sendes op, og straks efter affyrer skibets kanoner salve efter salve ind i ubåden. Fra broen kan Walker se, hvordan den synkende ubåds mandskab myldrer ud på dækket og kaster sig i vandet. Kampen er forbi.

Sænkningen af ubåden U-202 skal vise sig at være et vendepunkt i kampen om Atlanterhavet. Ifølge den britiske flådes månedsbulletin er angrebet “et perfekt eksempel på lokalisering, eftersøgning og ødelæggelse af en ubåd”.

John Walker og hans seks krigsskibe – kaldet 2. støttegruppe – var nemlig ikke blevet sendt ud blot for at eskortere konvojer som så mange andre flådefartøjer. Gruppens primære mål var derimod rent offensivt: at opspore og sænke tyske ubåde, hvor end de befandt sig. Fra nu af var Hitlers grå ulve selv de jagede.

I løbet af krigen udviklede de allierede sonar og radar, som kunne opspore­ ubåde henholdsvis på og under havoverfladen. Blandt de mest effektive ubåds-sporingssystemer var radaren, som blev installeret i skibe og fly.

© AOP/Getty Images

Briterne undervurderede fjenden

Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, var briterne klar over, at de tyske ubåde ville være en trussel. Øriget var dybt afhængigt af import af alt fra fødevarer til krigsmateriel, hvoraf størstedelen blev fragtet med skibe over Atlanten fra USA.

Storbritanniens premierminister Winston Churchill var dog fortrøstningsfuld. Kort efter krigsudbruddet var fragtskibene begyndt at sejle i konvojer, eskorteret af krigskibe.

Den taktik havde fungeret med succes under 1. verdenskrig, og nu var de britiske flådefartøjer desuden udstyret med den nyeste teknik: sonar, også kendt som ASDIC.

“Vores trofaste ASDIC” omtalte Churchill kærligt udstyret, der med lydbølger kunne afsløre ubåde i dybet.

Winston Churchills optimisme skulle dog snart komme til kort. I løbet af krigens første måned sænkede tyske ubåde hele 50 skibe, og det var kun begyndelsen. I såkaldte ulvekobler angreb ubådene i grupper de sårbare konvojer og tilføjede dem massive tab.

Alene i månederne juli til oktober 1940 sænkede ubådene 282 skibe. Blandt de hårdest ramte konvojer var SC7, som i september mistede 15 ud af 34 skibe.

For briterne var tabene en katastrofe. Fortsatte de i den hast, ville Hitler snart kunne kvæle briternes forsyningslinjer.

Ubådene snød sonaren

Til briternes skræk og frustration gav sonar­-udstyret, som Churchill havde sat sin lid til, kun sjældent et varsel om de lurende ubåde.

Årsagen var, at sonaren var beregnet til at finde neddykkede ubåde. Tyskerne havde imidlertid udviklet en taktik, hvor de affyrede torpedoer, mens de lå i havoverfladen. I de tilfælde havde de britiske søfolk kun kikkerten at forlade sig på, og et ubådstårn er svært at få øje på i Atlantens bølger.

Ofte var den lyse stribe i havoverfladen fra en torpedo det første tegn, der – alt for sent – advarede om et angreb. Om natten, hvor de fleste angreb fandt sted, var konvojerne stort set forsvarsløse. Ubådsesser som fx Otto Kretschmer specialiserede sig i at snige sig ind midt i konvojerne og affyre sine torpedoer.

Under et sådant angreb på en konvoj i marts 1941 sænkede Kretschmer fem skibe inden for få minutter. Eskortefartøjerne afsøgte straks havet omkring konvojen i den tro, at ubåden lå derude. Inderst inde var briterne dog pinligt klar over, at de ingen anelse havde om, hvorfra angrebet var kommet.

“Ubåden kunne have affyret torpedoen fra et hvilket som helst verdenshjørne, eller den kunne have ligget lige midt imellem os”, erindrede den britiske flådekaptajn Donald Macintyre, der ligesom John Walker skulle blive en af krigens mest succesfulde ubådsjægere.

Ubådene kunne ikke skjule sig

I løbet af krigen udviklede de allierede sonar og radar, som kunne opspore ubåde henholdsvis på og under havoverfladen.

Ny teknologi ændrede spillet

Briterne indså hurtigt, at sonaren ikke kunne stille noget op over for de tyske ubådes overflade-angreb.

I løbet af efteråret 1940 udviklede britiske forskere derfor en enkel skibsradar, som kunne opdage en ubåds tårn i vandoverfladen på flere kilometers afstand. Modsat sonaren, hvis lydbølger tydeligt kunne høres i ubådene, var radaren lydløs og dermed perfekt til overraskelsesangreb.

Allerede i februar 1941 beviste radaren sit værd. Den 25. februar angreb fem ubåde konvojen OB293, der i sin eskorte havde to krigsskibe udstyret med det nye våben. Med i angrebet var to af Tysklands bedste ubådskaptajner, Otto Kretschmer og Günther Prien.

Da ubådene angreb, indså tyskerne straks, at konvojens fire eskorteskibe var af en anden kaliber end normalt. Igen og igen blev de tre ubåde nærmest konvojen fundet og tvunget til at dykke.

Herefter fulgte en nådesløs sonarjagt, der endte med, at ubåden U-70 blev sænket af dybvandsbomber. Også Günther Priens U-47 blev jagtet og forliste i løbet af natten med alle mand.

Otto Kretschmer nåede at sænke et fragtskib med sin ubåd U-99, før også han måtte opgive. To uger senere blev U-99 overrasket af to britiske krigsskibe kort efter et angreb på en ny konvoj. Det ene af krigsskibene var kommanderet af Donald Macintyre, der kastede dybvandsbomber efter ubåden.

“Alle instrumenter blev ødelagt. Der var intet lys – kun vores lommelygter”, fortalte en af Kretschmers mænd, Volkmar­ König, efter krigen.

“Vi fortsatte ned til en utrolig dybde, og jeg sagde til mig selv: ‘Et sekund mere­ og vi vil høre et højt brag, hvorefter vi vil blive krøllet sammen som en tom konservesdåse’”.

U-99 sank ned på 210 m vand, før det lykkedes at blæse nok luft i tankene til at stige op til overfladen. Ubåden var totalskadet, og Kretschmer overgav sig. For briterne var det en vigtig sejr, der viste, at selv tyskernes bedste ubådskaptajner kunne sættes ud af spillet.

I december 1941 vandt kaptajn John Walker en anden sejr, da han med sin eskortegruppe på seks krigsskibe sænkede fire tyske ubåde, der havde angrebet hans konvoj. Dermed beviste han, at også grupper af ubåde kunne nedkæmpes.

For at være sikre på, at en ubåd var blevet­ ødelagt i dybet, ledte de allierede altid efter vragdele i vandoverfladen.

© Library and Archives Canada
Dybvandsbombe WW2 Ubåd

Walkers tæppebombning

Krigsskibets såkaldte K-guns kaster dybvandsbomber 50 m ud fra skibets to sider.

Claus Lunau/Historie
Dybvandsbombe WW2 Ubåd

Walkers tæppebombning

Fra skibets hæk rulles samtidig dybvandsbomber ud i vandet med sekunders mellemrum.

Claus Lunau/Historie
Dybvandsbombe WW2 Ubåd

Walkers tæppebombning

Dybvandsbomberne er indstillet, så hver anden detonerer på fx henholdsvis 100 m og 150 m vand.

Claus Lunau/Historie
Dybvandsbombe WW2 Ubåd

Walkers tæppebombning

Er ubådens position og dybde gættet korrekt, vil angrebet omslutte den med eksploderende bomber og ødelægge den.

Claus Lunau/Historie

Ubådskrigens blodigste år

Tabet af de to esser var et hårdt slag for tyskerne, der fra 1942 stod over for både den britiske og den amerikanske flåde. Til gengæld svulmede ubådenes antal i løbet af det første halvår af 1942 op til næsten 350 – næsten ti gange så mange som ved krigsudbruddet.

Som konsekvens af den gensidige oprustning blev året havkrigens blodigste. I store grupper angreb ubåde konvojerne og sænkede eller beskadigede i løbet af 1942 over 1.300 allierede skibe – næsten tre gange så mange som året før.

De allierede havde imidlertid en overraskelse til tyskerne. I al hemmelighed havde de konstrueret en radar lille nok til sidde i et bombefly. Med radaren kunne flyene pludselig finde uddykkede ubåde om natten. En af de første ubåde til at opleve det var U-159, der om natten den 13. juli pludselig blev badet i projektørlys fra himlen:

“Et fly var på vej for at angribe. Det kom direkte imod os. Jeg drejede skarpt, men han smed tre dybvandsbomber lige ved siden af båden. Det var tæt på”, erindrede kaptajn Helmuth Witte.

Samme nat blev to andre ubåde angrebet på samme vis. Da tyskerne opdagede årsagen, installerede de en såkaldt Metox-modtager på deres ubåde.

Apparatet kunne opfange radarens signal og dermed give ubådene tid til at dykke. Få måneder senere var briterne klar med en ny udgave af flyradaren, som de tyske Metox-modtagere ikke kunne afsløre. Som konsekvens blev allierede fly ubådenes mest frygtede fjende.

Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Dybvandsbomben vejer i sig selv ca. 190 kg. For at få den til at synke hurtigt indeholder den 68 ekstra kg jern, som får den til at synke ca. 5 m/s.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Indstillingsskruen regulerer størrelsen på et lille hul ind til en såkaldt pistol. Hullets størrelse afgør, hvilken dybde bomben detonerer i.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Pistolen, som indeholder en detonator, presses af vandtrykket ind mod tændladningen.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Tændladningen antændes af detonatoren, når den ønskede dybde er nået.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Hovedladningen på 130 kg spræng­stof detoneres af tændladningen.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Eksplosionen skaber en gasboble under stort tryk. Gasboblen udvider og trækker sig sammen igen og igen. Er ubåden mindre end 8 m væk, vil dens skrog blive bøjet frem og tilbage, indtil det ødelægges.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Detonationer indenfor en afstand af 8-16 m af ubåden ødelægger typisk dens motorer og batterier.

Claus Lunau/Historie
Ubåd ww2 dybvandsbombe

Gasboble knuste ubådene

Er ubåden mere end 16 m fra detonationen, vil den ikke blive skadet og kan sejle i sikkerhed.

Claus Lunau/Historie

De allierede gik i offensiven

Efter de katastrofale tab i 1942 besluttede de allierede at give ubådstruslen højeste prioritet. Nu skulle ubådene knuses én gang for alle.

5.000 søofficerer blev i begyndelsen af 1943 sendt på efteruddannelse i anti-ubåds-taktik. Samtidig blev særligt udvalgte krigsskibe samlet i flotiller, som ikke havde ansvaret for en bestemt konvoj, men frit kunne jage de ubåde, som blev opdaget.

Træningen gav hurtigt resultater. Vendepunktet kom den 4. maj 1943, da konvojen ONS5 med 40 fragtskibe sejlede syd om Island. Her ventede op imod 50 tyske ubåde, og deres ordre fra hovedkvarteret var klar: “Kæmp med alt, hvad I har! Udslet dem!”

Ubådene fulgte ordren; hele syv skibe blev sænket den nat. Næste dag skete imidlertid noget uforudset. En tæt tåge indhyllede konvojens skibe, og sigtbarheden nærmede sig nul. Nu havde de allierede skibe fordelen; flere af dem var nemlig udstyret med såkaldte HF/DF-apparater, der kunne pejle ubådenes position ud fra deres radiokommunikation.

Pludselig var rollerne vendt om, og fem ubåde blev sænket om natten den 5. maj. I alt mistede tyskerne otte ubåde under konvojangrebet, mens de allierede kun mistede 11 fragtskibe.

For tyskerne var slaget en katastrofe. Hver sænket ubåd betød tabet af erfarne besætninger, som var umulige at erstatte. Erfaring betød alt i ubådskrigen. Beregninger viser fx, at ¾ af de tyske ubåde aldrig nåede at sænke et eneste skib.

Da maj nærmede sig sin slutning, havde tyskerne mistet 41 ubåde, men kun sænket 50 fragtskibe. I desperation beordrde storadmiral Dönitz straks størstedelen af ubådene væk fra Nordatlanten. De allierede havde sejret.

submarine searchlights hunting
© MARK POSTLETHWAITE

Døden kom fra himlen

I løbet af krigen indsatte de allierede fly til at patruljere over havet og angribe ubådene, hver gang de dykkede ud.

De tyske ubådes værste fjende viste sig i løbet af krigen at være de allieredes fly. I krigens tidlige år sendte de allierede rutinemæssigt patruljer ud for at spejde efter ubåde.

Tyskerne sørgede derfor for så vidt muligt at være neddykkede om dagen og først sejle i overfladen, når det var nat eller tæt tåge.

I 1942 begyndte de allierede imidlertid for alvor at udstyre deres langdistancefly med radar, som kunne finde ubådene selv i den sorteste nat.

Flyene blev derfor også udstyret med projektører, som blev tændt, når flyet gik til angreb på sit mål. Igen og igen blev de tyske ubåde udsat for overraskelsesangreb fra fly.

I desperation beordrede det tyske hovedkvarter ubådene til kun at dykke ud om dagen, hvor de i det mindste havde en chance for at spotte flyene på himlen før et angreb.

Samtidig forsøgte de sig med at udstyre ubådene med op til flere antiluftskyts-kanoner på dækket. Ideen blev dog hurtigt opgivet, da det kun lykkedes ubådene at skyde et fåtal af de angribende fly ned.

Det var imidlertid ikke kun langdistance-flyene, som var en trussel mod ubådene. Da amerikanerne trådte ind i krigen i 1941, blev flere og flere konvojer beskyttet af hangarskibe, hvis små jagerfly konstant spejdede efter ubåde i havoverfladen.

  • © Imperial War Museum

    Langdistance

    Sunderland var et af krigens bedste anti-ubåds-fly. Vandflyet var med en rækkevidde på 4.800 km perfekt til havpatrulje. Tyskerne kaldte det langsomme fly “den trætte bi”, men omdøbte det skyndsomt “pindsvinet”, da de oplevede det sværtbevæbnede fly i kamp.

  • carrier submarine hunters
    © Getty Images/Royal Air Force Museum

    Kortdistance

    Avenger-flyet var blandt de allieredes foretrukne hangarskibs-baserede fly. Det hurtige flys aktionsradius var ikke stor, men det var perfekt til at patruljere over konvojerne og kunne angribe ubåde med dybvandsbomber.

Ubådsjægere på hævntogt

De allierede havde ikke tænkt sig at lade tyskerne slippe. Nu blev de nyligt dannede special-flotiller af krigsskibe indsat for at jage ubåde. En af flotillerne var kaptajn John Walkers såkaldte 2. støttegruppe på seks krigsskibe. Kaptajnens ordrer til officererne efterlod ingen tvivl om gruppens primære formål:

“Vores opgave er at dræbe. Lige meget hvor mange konvojer vi eskorterer sikkert frem, så har vi fejlet, hvis ikke vi kan slagte ubåde”.

Walkers første bytte blev ubåden U-202, som hans gruppe sænkede 1. juni 1943 efter 15 timers jagt og 250 kastede dybvandsbomber. I løbet af juni sænkede gruppen yderligere fire ubåde.

Pindsvinet: I løbet af 1942 fik krigsskibene installeret det såkaldte pindsvin. Det var 24 små dybdebomber, som kunnes skydes 200 m ud foran skibet på samme tid og ramme neddykkede ubåde.

© Imperial War Museum

Ud over sin særlige taktik med at tæppebombe ubådene i dybet udviklede Walker også en taktik, hvor et af hans skibe på afstand pejlede en ubåds position med sonar. Skibet lå så langt væk, at ubåden ikke anså den for en fare.

Per radio ledte skibet to andre skibe frem i så lav fart, at ubåden ikke kunne høre dem. Når skibene lå direkte over ubåden, kastede de dybvandsbomber over den intetanende fjende, der ingen chance havde for at undvige.

Walkers taktikker blev udbredt med stor succes. Som konsekvens sænkede de allierede i 1943 næsten 250 ubåde. I begyndelsen af 1944 lykkedes det Walker og hans ubådsjægere at sænke hele seks ubåde på en enkelt patrulje.

I juni 1944 tog den energiske kaptajn orlov. Blot en uge efter døde den 48-årige kaptajn af et slagtilfælde. På det tidspunkt havde ubådene for længst tabt krigen på havet. På vegne af tusinder af omkomne søfolk havde ubådsjægerne endelig fået hævn.

Læs også:

2. verdenskrig

Tysk ubåd angriber New York

4 minutter
Våben

Hvor dybt kunne de tyske ubåde dykke?

2 minutter
Søfart

Ubåd: introduktion til ubådens historie

6 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

passowrd_reset.form.email_help
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul