Über-nørdet krigsfilm er en neglebider

I “Greyhound” skildres kampen mellem allierede krigsskibe og nazisternes ubåde som aldrig før. Filmen leverer et bombardement af nørdede detaljer, der kan gøre selv den mest hårdføre historiker søsyg.

I “Greyhound” skildres kampen mellem allierede krigsskibe og nazisternes ubåde som aldrig før. Filmen leverer et bombardement af nørdede detaljer, der kan gøre selv den mest hårdføre historiker søsyg.

Pictorial Press Ltd/Imageselect

Filmhistorien er rig på medrivende fortællinger fra 2. verdenskrigs største landslag. Tænk bare på klassikere som “Saving Private Ryan”, “Stalingrad” og “Dunkirk”.

Mindre belyst på film er kampen om Atlanten – selvom denne kamp var stort set lige så vigtig for Europas fremtid. Storbritannien og Sovjetunionen fik i løbet af krigen bragt massive mængder af våben, køretøjer og fødevarer over oceanet, mens Nazityskland gjorde alt for at stoppe konvojerne med konstante ubådsangreb.

I alt 3.500 forsyningsskibe blev sænket, og 72.200 menneskeliv gik tabt under det fem år lange slag om Nordatlanten.

Instruktøren Wolfgang Petersen har fortalt om de tyske søfolks liv i ubådene i mesterværket “Das Boot” fra 1981. Nu er turen omsider kommet til de allieredes livsfarlige sejlads på Atlanten.

Det sker med Apple TV+-filmen “Greyhound”, der udelukkende foregår ombord på den amerikanske destroyer USS Keeling med kælenavnet Greyhound. Filmen giver et autentisk indblik i kampen imod de tyske ubåde, og den er lige så neglebidende, som den er nørdet.

© LANDMARK MEDIA/Imageselect

Filmen: Greyhound beskytter konvoj over Atlanten

Greyhound er kodenavnet for det amerikanske krigsskib USS Keeling, der beskytter en konvoj af 37 forsyningsskibe på Atlanterhavet. Undervejs sænker krigsskibet intet mindre end syv tyske ubåde.

© Naval History and Heritage Command

Fakta: Skibet er et andet

Skibet i filmen er i faktisk USS Kidd. Skibet er den eneste tilbageværende amerikanske destroyer fra 2. verdenskrig. Det tjener i dag som et flydende museum og kan ses i Louisiana.

Optaget på ægte krigsskib

I “Greyhound” følger vi Tom Hanks, der indtager hovedrollen som krigsskibets kaptajn, Ernest Krause. Han skal guide en konvoj sikkert gennem en særlig farefuld del af Nordatlanten kendt som “det sorte hul”, hvor skibene ikke kan få luftstøtte pga. afstanden. Under de oprørte vande lurer de tyske ubåde som et kobbel glubske grå ulve, klar til at slå til hvert eneste øjeblik.

Manuskriptet er baseret på forfatteren C.S. Foresters roman, “The Good Shepherd”, fra 1955. Historien er fiktion, men dybt funderet i virkelige begivenheder, da Forester byggede bogen på to flådeofficerers oplevelser under kampen mod ubådene. Sansen for de historiske detaljer går igen i filmen, der sætter alt ind på at være så virkelighedstro som muligt.

Først og fremmest er “Greyhound” optaget på en funktionsdygtig amerikansk destroyer – identisk med dem, som gjorde tjeneste i Nordatlanten, og intakt med artilleri og radarudstyr fra 2. verdenskrig. Kulisserne kunne altså ikke være mere autentiske.

© LANDMARK MEDIA/Imageselect

Filmen: Nazisterne hacker sig ind på skibets radio

“Havet gavner den jagende ulv, ikke køteren på flugt”. Sådan lyder en af de trusler, som tyskerne sender ud over højttalerne på Greyhound, efter det lykkes ubåden at “hacke” sig ind og overtage skibets radio.

© radioblvd.com

Fakta: Umuligt at overtage radiofrekvensen

Med datidens teknologi var det ikke muligt at koble sig på et andet krigsskibs højttaleranlæg. Vha. den rigtige frekvens kunne en ubåd dog aflytte destroyerens radiokommunikation.

Det er dog lige så meget sansen for de små, nørdede detaljer, som løfter “Greyhound” op til at være en mindeværdig krigsfilm. Dialogen er fyldt med intern militærlingo og tekniske betegnelser, som blev brugt af flåden under 2. verdenskrig.

Et godt eksempel er begrebet “huff-duff”, der bliver råbt flere gange i filmen. Huff-duff er en forkortelse for “high-frequency direction finding” (højfrekvent pejleudstyr), en teknologi, som gjorde det muligt at spore radiokontakt mellem fx en tysk ubåd og flådeledelsen på landjorden. Det var et vigtigt redskab til at finde ubåde, men også et nervepirrende udtryk at høre for søfolkene, da huff-duff betød, at fjenden var i farvandet.

Andre gange bliver seeren bombarderet med udtryk som “Hydrofonlyde”, “Impulslængde”, “Dybdebomber” og “Pejling 087” uden nærmere forklaring. Disse militære udtryk kan virke fremmedgørende, men de giver utvivlsomt filmen en stærk historisk forankring og troværdighed.

© LANDMARK MEDIA/Imageselect

Filmen: Ubåd skydes i sænk på tæt hold

Greyhound er løbet tør for dybdebomber, da den angribes af en ubåd. I stedet zig-zagger skibet mellem torpedoer, inden det sejler op på siden af ubåden og skyder den i stykker med kanonerne.

© Naval History and Heritage Command

Fakta: Actionscene er inspireret af virkeligheden

Duellen minder om en træfning, hvor en mægtig bølge fik den amerikanske destroyer USS Borie til nærmest at lande oven på en tysk ubåd. Herefter beskød amerikanerne ubåden på tæt hold, indtil den sank.

Sløje bølger og skumsprøjt

“Greyhound” kan dog ikke helt fraskrive sig at pynte på virkeligheden. Tyskernes ubåde blev kaldt for “grå ulve” af de allierede, og på et tidspunkt slås sammenhængen fast med syvtommersøm, da en af de tyske ubåde har fået malet en grå ulv på siden. Det ser imponerende ud, men der findes ingen virkelige eksempler på, at nazisterne malede ulve på deres ubåde.

Det skæmmer også lidt på helhedsindtrykket, at filmen aldrig har set skyggen af Atlanten. Det er tydeligt, at der er blevet optaget i et studie, og computereffekterne i actionscenerne er ikke udsøgt vellykkede.

Små skønhedsfejl til trods, så er “Greyhound” en glimrende krigsfilm, der med stor sans for selv de mindste detaljer giver et både neglebidende og nørdet indblik i et overset kapitel om 2. verdenskrig.

5 stjerner