Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Vinterkrigen: Guerillakrig i 40 graders kulde

Stalin havde afsat 12 dage til krigen. Længere tid måtte det ikke tage Sovjetunionen at erobre Finland, men han tog fejl. De finske soldater kæmpede tappert mod overmagten, og Sovjet kom til at betale dyrt for sejren: Efter 105 dages krig var mindst 250.000 russiske soldater dræbt.

Polfoto/Corbis

Den blege formiddagssol hænger lavt over Helsingfors den 30. november 1939. Uden varsel dukker ni sovjetiske bombefly ud af skyerne og begynder en tilsyneladende planløs rundflyvning.

Over havnen kaster et af flyene sin last, uden at ramme et eneste skib. Derefter fortsætter de ind over centrum, formentlig for at bombe hovedbanegården, men heller ikke det lykkes dem. Alle bomber falder på banegårdspladsen, hvor 40 indbyggere dør.

Nu spreder flyene sig. Nogle bomber lufthavnen – men rammer kun en hangar – andre angriber byens tekniske skole, hvor flere elever og lærere dræbes.

Hid og did flyver russerne, mens de smider de sidste bomber og beskyder et arbejderkvarter, før de igen samles i formation og forsvinder mod øst.

Først nu går byens luftalarm i gang. Sirenernes klagende hyl kan kun bekræfte, at Finland er i krig med sin mægtige nabo mod øst, Sovjetunionen.

På vinterkrigens første dag blev Helsingfors angrebet to gange af sovjetiske bombefly. 200 omkom.

© Polfoto/Ullstein Bild

Fire timer senere vender russerne tilbage med 15 bombefly. I alt omkommer 200 af Helsingfors' indbyggere denne dag.

Gennem kaosset baner en bil sig vej. På passagersædet sidder landets forsvarschef Carl Gustaf Emil Mannerheim.

Egentlig skulle dette være hans sidste dag i jobbet – han har indgivet sin afskedsbegæring i utilfredshed med regeringen.

Han ønskede et større militærbudget og blev afvist. Han anbefalede en mere eftergivende politik over for Stalin og fik nej. Nu er alle klar over, at den finsk-svenske aristokrat som den eneste kan frelse Finland.

Europa i brand

TILBUD TIL DIG: 2. verdenskrigs mest dramatiske øjeblikke – fortalt af øjenvidner

EUROPA I FLAMMER er et helt unikt bogværk fra HISTORIE: Nogle af de allersidste overlevende øjenvidner og hidtil ukendte fotos bringer dig tættere på krigen end nogensinde.

Få første bog for kun 1 krone

Du kommer helt tæt på de mennesker, der oplevede krigen på egen krop, soldater på begge sider af fronten og civile, hvis hjem på et øjeblik blev forvandlet til blodig slagmark.

Nye øjenvidneberetninger, interviews og indblik i originale dokumenter, avisartikler og breve sikrer et nært parløb med den historiske virkelighed.

Indløs dit tilbud nu

Stalin vil beskytte Leningrad

Konflikten med Sovjetunionen har stået på i flere år, og så sent som den 18. oktober 1939 lagde Josef Stalin sine krav på bordet: Finland skal afgive Det Karelske Næs, ødelægge sine forsvarsværker mod øst og udleje Hanko-halvøen til en sovjetisk flådebase. Alt sammen for at give den sovjetiske industriby Leningrad et større opland, som en sikring mod mulige militære angreb.

Finnerne har afvist Stalins krav og forsikret, at Leningrad intet har at frygte, for ingen fremmed magt vil få lov at bruge finsk territorium til et angreb.

Finnerne formoder, at Stalins krav blot er de første i en lang række, der ender med, at deres land bliver opslugt af Sovjet. Men i Moskva kan Stalin ikke begribe, hvor det lille land får al den selvtillid fra.

Han er blevet mistænksom. Finnerne må have hemmelige aftaler med Sovjets fjender, formoder han – og beslutter at tage de finske områder med magt.

Som leder af invasionshæren udpeger han marskal Kirill Meretskov, Leningrads militære kommandant.

Feltmarskal Mannerheim.

© Polfoto/Ullstein Bild/SA-Kuva

Finlands bedste mand

Den finsk-svenske aristokrat Gustaf Mannerheim gjorde som ung mand karriere i zarens hær og endte som generalløjtnant. I 1917 drog han hjem til Finland og stod i spidsen for landets frihedskamp.

Mannerheim lærte først som voksen at tale finsk – og han blev aldrig bedre til sproget, end Winston Churchill var til at tale fransk.

Outsideren Mannerheim var på vej på pension, da vinterkrigen brød ud i 1939. I stedet for at nyde et stille otium kom han til at udkæmpe tre krige for Finland i løbet af seks år.

Angrebet begynder

Natten til den 30. november er alle forberedelser afsluttet. Meretskov beordrer sin mægtige hær i kamp:

“Kammerater! For at opfylde den sovjetiske regerings og vort store fædrelands vilje giver jeg denne ordre: Tropperne fra Leningrads militærdistrikt skal marchere over grænsen, smadre de finske styrker og sikre Sovjetunionens nordvestlige grænse og Lenins by, den proletariske revolutions vugge”.

Over den 1000 km lange grænse – fra Barentshavet i nord til Østersøen i syd – tromler Meretskovs armeer ind i Finland. Han råder over 500.000 soldater; tre gange flere end finnerne. Desuden har Meretskov 30 gange så mange fly og 200 gange så mange kampvogne.

Hans største bekymring er faktisk, at Den Røde Hær vil tromle så hurtigt frem, at den glemmer at stoppe, før den når ind i Sverige. Meretskov regner med at have erobret Finland på 12 dage.

Finsk soldat med Molotov-cocktail. Finnerne forfinede benzinbomben til et effektivt antitank-våben. Flasken indeholdt en blanding af benzin, petroleum, tjære og kaliumklorat. Syre­ampuller på siden antændte den.

© Wikimedia

Mannerheim mangler alt

På den anden side af grænsen taler feltmarskal Mannerheim indtrængende til sine soldater: “Finlands tapre soldater! Jeg har fået denne opgave i en stund, hvor vor arvefjende endnu en gang har overfaldet vort land. Tillid til ledelsen er den første betingelse for fremgang”.

Tillid er det eneste, han har – som tidligere officer i zarens hær kender han krigens håndværk – men stort set alt andet mangler han. Hovedparten af finnernes våben stammer fra zar-tiden, og beholdningen af ammunition rækker kun til få uger.

Mannerheim ved, at Finland aldrig vil kunne vinde krigen. Han kan kun håbe på at forsinke den sovjetiske invassion så meget, at omverdenen kan nå at ile finnerne til hjælp.

Hans første prioritet er derfor at hindre Den Røde Hær i at trænge over Det Karelske Næs og nå frem til hovedstaden Helsingfors. Stort set alle andre områder kan han ofre.

"Vores fjender er perfide og kujonagtige."
Sovjetisk krigskorrespondent

Den Røde Hær kører fast

Mod nord viger finnerne, og Meretskovs soldater gør hurtige fremskridt. Byen Petsamo ved Barentshavet falder allereder første dag, og i de nordfinske skove møde, Den Røde Hær heller ikke modstand.

Alene synet af en sovjetisk kampvogn skræmmer finnerne på flugt. Uhindret kan russerne rulle ind i landet.

Kun mod syd, på Det Karelske Næs, yder finnerne en lumsk modstand med ødelagte brønde, nedbrændte huse, sprængfælder og miner.

“Finnerne er mestre i snyd”, klager en sovjetisk krigskorrespondent. “Når vore trætte mænd vil drikke, er landsbyernes brønde fyldt med jord. Vore fjender er perfide og kujonagtige. Næppe havde den første røde kæmper sat foden på finsk jord, før den eksploderede. Der er miner overalt”.

En hel uge tager det russerne at nå de 30 km til finnernes hovedforsvarsværk, Mannerheimlinjen, der ligger som en bom tværs over Det Karelske Næs. Her går offensiven i stå.

Simo Häyhä var en virtuos med sit instrument, en finsk kopi af det russiske Mosin Nagant-gevær. 542 russiske soldater døde for hans kugler.

© SA-Kuva/Julius Jääskeläinen

Kommandoaktion i mørket

Mannerheims taktik holder, men en uges retræte har slidt på soldaternes moral. Og Mannerheim er irriteret over, at soldaterne i nord giver så hurtigt op.

For at styrke forsvarsviljen beordrer han en aktion mod de sovjetiske styrker ved Tolvajärvi nord for Ladogasøen.

I ly af natten trænger 140 finske soldater på ski frem til en sovjetisk militærlejr. Russerne har tændt enorme bål for at holde varmen – og er perfekt oplyste mål.

Finnerne fordeler sig på toppen af en bakkekam. Uden en lyd glider de ned gennem lejren, dræber alle og er væk et par minutter efter.

Tumulten opskræmmer andre sovjetiske lejre, som begynder at skyde vildt ud i mørket. Og snart efter er de sovjetiske soldater i kamp med hinanden, mens finnerne uden tab kan snige sig væk.

Sejren er total. Tolvajärvi overbeviser finnerne om, at de sagtens kan tage kampen op med den mægtig fjende, når blot de arbejder sammen med naturen.

Udrustet til den forkerte krig

Netop naturen er en modstander, russerne konsekvent har undervurderet. Soldaterne er blevet sendt ud i den subarktiske vinter i deres olivengrønne sommeruniformer, der hverken kan holde på varmen eller yder nogen camouflerende beskyttelse.

De færreste soldater har vinterstøvler, og ingen af dem kan løbe på ski. Det betyder, at russerne og deres tunge materiel ikke kan bevæge sig i skovene, hvor sneen ligger højt.

De må holde sig til vejene, der forvandler den gigantiske angrebshær til langsomme kolonner på 20, 30, 40 kilometers længde.

De usynlige dræbere var frygtede blandt sovjetiske soldater.

© Polfoto/Corbis

Den hvide død i skoven

Blandt de mest succesfulde, finske soldater var snigskytterne. Skjult bag skovens træer dræbte de tusinder af sovjetiske soldater.

Belaja smert – den hvide død – var den russiske betegnelse for de finske snigskytter, der klædt i hvidt overtrækstøj lå på lur i sneen, mens de tålmodigt ventede på, at en russer kom til syne. Helst skød de officrer, men soldaterne var ikke fredet.

Blandt de finske snigskytter var særligt én, der udnærkede sig; Simo Häyhä, en lille, tavs og hårdfør mand fra Finlands dybe skove.

I årenes løb havde han vundet et utal af skydekonkurrencer, men i 1939 blev det alvor. Simo Häyhä blev udrustet med en kopi af et gammelt, russisk Mosin Nagant-gevær.

Hver morgen drog han på “russerjagt” med sin lette oppakning (en madpakke og lidt ammunition). Han afstod fra at bruge kikkertsigte af frygt for, at solen skulle reflekteres i glasset og afsløre hans gemmested. For at skjule sin ånde tog han sne i munden.

Om aftenen, når han kom tilbage fra jagten, satte han sig til at rense sit våben og sagde sjældent et ord.

Simo Häyhä nåede 542 bekræftede drab, før han blev ramt en russisk kugle, der knuste hans kæbe den 6. marts 1940. Da han vågnede op af sit koma, var krigen slut.

Til gengæld levede han længe nok til at opleve Sovjets sammenbrud. Frem til sin død i 2002 levede han som jæger og hundeopdrætter.

Om de mange drab sagde han kun: “Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på, så godt jeg kunne”.

Uden vanskelighed kan finske skisol­dater i hvidt overtrækstøj trænge helt frem til kolonnerne, suse ind mellem lastbiler og kampvogne, kaste håndgranater eller molotovcocktails og være væk igen sekundet efter.

Med et par væltede træer kan kolonnen stoppes – og hvis de forreste kampvogne bliver skudt i brand, er kolonnen lammet i flere timer.

Meretskovs offensiv kører fast i det meste af Finland, fordi den er udrustet til en helt anden krig – en lynkrig i åbent, centraleuropæisk terræn.

Finnerne udsletter to divisioner

Værst går det ud over russernes 44. og 163. division, der er på vej tværs gennem Finland. Målet er Den Botniske Bugt. Hvis de når så langt, kan de klippe landet midtover og afskære finnernes forbindelse til Sverige.

Endnu en skæbnekamp begynder, og Mannerheim må sætte sin lid til den initiativrige reserveofficer Hjalmar Siilasvuo, der står i spidsen for 17.000 let bevæbnede finske soldater.

Kort før 163. division når frem til skovhuggerbyen Suomussalmi, brænder finnerne husene ned til grunden. Herefter blokerer de alle veje ud af byen, så 163. er kapslet inde og en belejringskrig kan begynde.

To russiske divisioner blev omringet nær den finske skovhuggerby Suomussalmi. Kulden og konstante angreb gjorde det af med russerne.

© Getty Images

Imens nærmer den 44. division sig Suomussalmi fra sydøst med friske forsyninger til de indesluttede kammerater.

Finnerne stopper 44.s fremrykning ved hjælp af væltede træstammer og gentagne angreb på den 40 km lange kolonnes flanker. Så har finnerne fred til at nedkæmpe den 163. division.

Den 28. december er de spredte rester af 163. division på flugt til fods gennem skovene mod øst.

Tilbage i Suomussalmi står mængder af efterladt russisk materiel – tanks, kanoner, lastvogne og ammunition, som Hjalmar Siilasvuo kan anvende til at nedkæmpe den indesluttede 44. division.

Finländarna tog tonvis med materiel och ammunition som ryssarna lämnat efter sig.

© Getty Images

Her har de frysende og apatiske russiske soldater opgivet enhver tanke om offensiv. I stedet bruger de alle vågne timer på at stirre ind i den snedækkede skov, hvor døden i form af snigskytter lurer.

Igen og igen suser finske skisoldater langs kolonnen. De kaster håndgranater eller molotovcocktails mod kampvognene og skyder på alle, de ser.

Finnerne går målrettet efter divisionens enorme feltkøkkener, der med tykke røgskyer gør opmærksom på deres position.

Feltkøkken efter feltkøkken bliver ødelagt, og stadig flere soldater må klare den bidende kulde på minus 40 grader uden varm mad.

Det lykkes at hugge den lange russiske kolonne op i flere, små modstandslommer, som finnerne kalder motti – et skovhuggerudtryk for små stabler brænde, som senere skal hugges op. Langsomt går mottierne til grunde i sult, kulde og hyppige finske angreb.

Den 6. januar 1940 er situationen så desperat, at 44. divisions kommandør giver ordre til, at hver mand nu må klare sig selv. Resultatet er panik. Flygtende soldater tramper hinanden til døde, kun 700 slipper væk gennem skoven.

“Vi kunne ikke se finnerne”

Historikerne formoder, at flere end 25.000 af de i alt 48.000 sovjetiske soldater omkom ved Suomussalmi – 30 gange så mange, som finnerne mistede.

Og de flygtende soldater efterlader et enormt krigsbytte – 65 tanks, 400 lastbiler, 6000 rifler, næsten 300 maskinpistoler og bjerge af ammunition.

Under hele krigen manglede finnerne våben og ammunition. En del af behovet dækkede de ved at bruge det materiel, som sovjetiske soldater efterlod på slagmarken. Her ses en finsk soldat med en sovjetisk snigskytteriffel.

© SA-Kuva

Straks efter sejren begynder finnerne at udspørge de forkomne russiske soldater, som er blevet taget til fange.

Hvorfor forsøgte I ikke at bryde ud?

“Selvfølgelig forsøgte vi at angribe og åbne vejen frem, men det var som at banke hovedet ind i en mur”, svarer en kæderygende russisk officer til finnernes tolk.

“Vi kunne ikke se finnerne noget sted. Tro det, eller lad være: De første finner, jeg så, var de to, der tog mig til fange. Alligevel var finnerne overalt, og hvis én af os forlod lejren, ville han gå i den visse død”.

Hvidt overtræks­tøj gjorde finnerne så godt som usynlige i den snedækkede skov. Helt modsat de sovjet­iske soldater, der kæmpe­de i olivengrønne sommeruniformer.

© Sodat Kuvina
  1. divisions uduelige general slipper ad ukendte veje tilbage til Sovjet, hvor han stilles for en militærdomstol. Anklagen lyder på “tabet af 55 feltkøkkener”. Han kendes skyldig og henrettes.

Stalin er rasende

I den sovjetiske ledelse står nerverne på højkant. Nationen er til grin i hele verden, og dermed er suveræniteten truet, belærer Stalin sine generaler:

“Den Røde Hærs autoritet er garantien for Sovjetunionens nationale sikkerhed. Hvis vi er nødt til at kæmpe så længe mod en svag modstander, vil det stimulere antisovjetiske kræfter blandt imperialisterne”.

Den russiske befolkning bliver fodret med propaganda, der skal forklare, hvorfor den uovervindelige Røde Hær bliver ydmyget i Finland: Vejret og det barske landskab er blot to af undskyldningerne.

Det bliver også hævdet, at USA har sat sine 1000 bedste piloter ind, og at Mannerheimlinjen er endnu stærkere end den berømte franske Maginotlinje ved den tyske grænse.

Sandheden er, at det finske forsvarsværk med sine ca. 100 befæstninger af beton og tømmer er ganske primitivt.

Befæstningerne ligger så langt fra hinanden, at et sovjetisk kampvognsangreb vil kunne passere mellem dem. Den mulighed har Meretskov bare ikke indset.

Ved juletid udskifter Stalin den ineffektive feltmarskal med sin gamle ven Semjon Timosjenko.

Den nye øverstbefalende forstår hurtigt, at Meretskovs taktik er helt gal. I stedet for at bruge kræfter på at erobre de endeløse nordfinske skove skal indsatsen koncentreres på Det Karelske Næs – broen til Helsingfors.

I løbet af januar trækker Timosjenko næsten en halv million friske tropper til området: Mannerheimlinjen skal pulveriseres.

Den nye taktik er ikke kunst, men den er effektiv, for Stalin har brug for en afgørelse, før Frankrig og Storbritannien når at sende styrker til Finland.

1050 danskere meldte sig frivilligt til kampen i Finland sammen med 895 nordmænd og 8700 svenskere.

© SA-Kuva

1050 danskere drog til Finland

Finnerne kæmpede for at vinde tid, så hjælpen fra udlandet kunne nå frem. Men de kom til at vente forgæves.

Harmen var stor, da Sovjet kastede sig over sin forsvarsløse nabo, men regulær støtte fik Finland ikke. Danmark, Norge og Sverige havde erklæret sig neutrale og kunne ikke drage i krig.

Neutraliteten betød også, at franske og britiske tropper fik forbud mod at sejle gennem Østersøen for at komme finnerne til undsætning. I stedet forsøgte private at organisere hjælp.

Daells Varehus' direktør P.M. Daell var med til at sende 1050 danskere til Finland – blandt dem Jørgen Haagen-Schmidt (senere kendt som modstandsmanden “Citronen”), men hovedparten havde ingen militær uddannelse og kom aldrig i kamp.

Stormen begynder

Den 1. februar bryder infernoet løs på Det Karelske Næs. Time for time overdænger tunge sovjetiske kanoner de finske stillinger med granater, mens himlen formørkes af bombefly. Og de følgende dage intensiveres den morderiske ild.

Jorden endevendes i flere meters dybde, og tonstunge betonbunkers ryster i fundamenterne. Siden tyskernes angreb på Verdun i 1916 har verden ikke set et så intenst bombardement.

Finnerne har ikke meget at stå imod med. Selv om fjendens bevægelser er helt synlige, er brugen af kanonerne strengt rationeret. I stedet må finnerne skjule sig, indtil fjenden er så tæt på, at han kan nedkæmpes med lette våben.

De finske soldater vover ikke engang at tænde bål, for røgen vil straks tiltrække sig russisk artilleris interesse. For første gang i krigen fryser og sulter finnerne, men med fortvivlelsens mod holder de stadig stand.

I 12 døgn. Så får russerne endelig has på Mannerheimlinjen og kan fortsætte offensiven med to en halv måneds forsinkelse.

Finnerne må trække sig tilbage til en interimistisk forsvarslinje, som i hast er blevet opført nogle få km mod vest, men den holder ikke længe, og endelig kan Timosjenko indtage Viipuri (byen er i dag russisk og hedder Vyborg).

Det sidste desperate håb om udlandsk hjælp er blevet slukket hos finnerne. Hjælpen kom aldrig, og Finland er tvunget til at indgå fred med Sovjet den 12. marts 1940. Fredsaftalen giver Stalin 57.000 km2 finsk jord.

“Vi har vundet nok land til, at vi kan begrave vores døde”, bemærker en sovjetisk general tørt.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul