1. Såret soldat kæmpede på toppen af brændende kampvogn
Den amerikanske premierløjtnant Audie Murphy fik ordre om, at hans enhed skulle holde stand i skovbrynet, men tyskernes angreb var for meget for amerikanerne, og Murphy måtte ene mand dække sine kammeraters flugt.
Den 26. januar 1945 lå sneen tungt uden for skoven ved landsbyen Holtzwihr i det nordøstlige Frankrig.
Den 19-årige premierløjtnant Audie Murphy havde kun en sølle rest på 18 mand tilbage af sit kompagni, og vidste, at et voldsomt tysk angreb ville komme hvert øjeblik.
Kl. 14.00 brød helvede løs. Murphy og hans kompagni kom først under kraftig beskydning fra tysk artilleri. Da bombardementet ebbede ud, kom seks tyske kampvogne og 250 tyske infanterister til syne.
Amerikanerne var håbløst i undertal, men Murphy beordrede soldaterne til at åbne ild og holde stand imod alle odds.
Amerikanernes store håb var deres to M10-panserjagerkampvogne. De var sendt som en forstærkning mod de tyske kampvogne, men var ikke i stand til at trænge igennem fjendens tykke panser.
Kort efter det tyske angreb kørte den ene M10’er i en grøft, og den anden blev reduceret til et brændende vrag af de tyske kanoner.
Det var tydeligt, at modstanden var nytteløs, så Murphy beordrede sine mænd til at trække sig ind i skoven.
Han blev dog selv tilbage for at dække sine flygtende kammerater og fik øje på et intakt maskingevær, der var monteret på den brændende M10’er.
Supersoldaten Murphy blev kendt i hele USA og fik bl.a. en stor filmkarriere.
Uden tøven løb amerikaneren over til panserjægeren, sprang op til maskingeværet og sendte en byge af kugler afsted.
Tyskerne blev mejet ned på stribe og måtte søge ly for den hidsige ild. I en time holdt enmandshæren Murphy de tyske tropper i skak, på trods af han bl.a. blev ramt i benet og blev kastet omkuld af eksplosionerne omkring ham. Over 50 tyske soldater fik han såret eller dræbt.
Under angrebet havde tæt dis forhindret det amerikanske flyvevåben i at støtte landtropperne, men nu klarede vejret op, og Murphy hørte motorerne fra amerikanske bombefly.
Over felttelefonen fik han artilleriet til at skyde røgbomber mod tyskerne, så flyene lettere kunne se målet.
Da røgen steg blandt de tyske rækker, trak de sig hurtigt tilbage.
Murphy havde reddet sine tropper og klatrede nu blødende ned i sneen. Han nåede ikke langt, før en voldsom eksplosion rystede jorden bag ham.
Ilden i M10’eren havde nået brændstoftanken og ammunition inde i panserjægeren.
Eksplosionen var så voldsom, at kanontårnet var blevet revet af.
Murphy fik alle medaljer
Audie Murphy endte som en af de højest dekorerede amerikanske soldater under 2. verdenskrig. Ud over den Medal of Honor, han fik for at redde sit kompagni nær Holtzwihr, modtog han bl.a. også:
Et Distinguished Service Cross, den næsthøjeste amerikanske kampmedalje, for heltemod i Sydfrankrig. Her var han ene mand stormet imod fjenden, havde dræbt otte, såret tre og taget 11 fanger.
To gange Silver Star-medaljer – først da han ene mand ryddede en maskingeværrede i det nordøstlige Frankrig, dernæst da han alene og under tung beskydning dirigerede artilleriet via sin felttelefon.
Tre forskellige Purple Hearts for at blive såret i kamp, bl.a. da han blev skudt i hoften af en snigskytte, som han herefter dræbte.
2. “Mad Jack” gik i krig med bue og sværd
En af krigens mest excentriske soldater var Jack Churchill, der foretrak at kæmpe på den gode, gamle manér.
Den skotske oberstløjtnant Jack Churchill, bedre kendt som “Mad Jack”, havde et særligt motto: “Enhver officer, der går i aktion uden sit sværd, er ikke ordentligt påklædt”.
Selv kæmpede han altid med sværd og langbue. Derudover spillede han ofte sækkepibe under fjendtlig beskydning for at styrke sin enheds moral.
“Mad Jack” havde altid sit skotske sværd ved sin side under krigen.
“Mad Jack” var med de britiske tropper i Frankrig i 1940 for at slå den tyske invasion tilbage. Da det stod klart, at landet ville falde, blev han særdeles fortørnet over, at krigen så ud til at være ovre for hans vedkommende.
I stedet for at følge ordren om hurtigt at evakuere ved Dunkerque valgte “Mad Jack” at føre guerillakrig mod tyskerne sammen med sine mænd.
På et tidspunkt løb de på en tysk maskingeværstilling, men “Mad Jack” var efter eget udsagn alt for træt til at søge dækning.
I stedet gik han direkte til angreb og overmandede tyskerne med granater og sværd.
Jack Churchill kæmpede bl.a. i Norge, Italien og Jugoslavien. Han overlevede krigen og døde først i 1996 i en alder af 89 år.
Efter sigende formåede han også at slå en tysk officer ihjel med sin langbue, hvilket i så fald er krigens eneste drab med bue og pil.
I 1945, efter seks års krig, udtalte “Mad Jack” gnavent:
“Hvis det ikke havde været for de skide yanks, kunne vi have holdt krigen kørende i 10 år mere!”
Seredas økse fulgte hans enhed i årevis og blev brugt som symbolet på den modige soldat.
3. Russisk kok erobrede kampvogn med økse
I august 1941 stod militærkokken Ivan Pavlovich Sereda alene og forberedte dagens måltid i det sydlige Letland.
Pludselig så han en tysk kampvogn nærme sig og fire tyskere kravle ud af maskinen – som muligvis havde motorproblemer.
Uden at betænke sig greb han en økse og stormede frem, mens han råbte og skreg.
Tyskerne skyndte sig febrilsk tilbage i kampvognen, men kokken var hurtig.
Han hoppede op på maskinen og hakkede løs på dens maskingevær, indtil det var ubrugeligt.
Herefter dækkede han observationshullet til og begyndte at banke vildt på kampvognens dæksel.
Tyskerne troede, at de var håbløst i undertal, og overgav sig hurtigt.
4. Hollandsk by blev befriet af én mand
I april 1945 nåede de allierede styrker til den hollandske by Zwolle, som var tungt bevogtet af tyskere.
Det blev besluttet, at tyskerne skulle bombes ud, men først blev den canadiske soldat Léo Major sat til at rekognoscere.
Major mistede det ene øje kort efter D-dag, men insisterede på at kæmpe videre.
Her fik han den vanvittige idé at erobre Zwolle sammen med sin ven William, så den blev skånet for bombardementer.
Kort efter at de havde sneget sig ind, blev William dog opdaget og skudt af tyskerne. Tragedien gjorde kun Major mere stålsat.
Han skød vildt omkring sig, mens han løb rundt og kastede med håndgranater.
Léo Major sikrede, at Zwolles historiske bykerne, fx byporten Sassenpoort fra 1409, slap for at blive bombet.
Tyskerne var forvirrede og sikre på, at de blev angrebet af en hel enhed. 10 gange præsterede Major at fange tyskere, eskortere dem ud af byen, hente mere ammunition og så løbe tilbage til byen.
Til sidst fandt han Gestapos hovedkvarter, som han satte ild til, herefter kom han i kamp med otte SS-soldater.
Da Major havde dræbt fire, flygtede resten. Tyskerne blev så skræmte over denne vanvidsnat, at de alle havde forladt byen, inden solen var stået op.
5. Kvindelig skytte dræbte 309 tyskere
Den 24-årige Lyudmila Pavlichenko meldte sig straks til den sovjetiske hær, da Nazityskland invaderede i 1941.
Men Sovjetunionen havde ingen kvindelige soldater, og hun blev pænt bedt om at blive sygeplejeske i stedet.
Det nægtede Pavlichenko, og da hun præsenterede sit skarpskyttebevis, gav myndighederne op.
Hun blev optaget som snigskytte og skulle fra august 1941 forsvare Odessa ved Sortehavet.
Fra 1942 blev Pavlichenko en vigtig ambassadør og var bl.a. i USA for at få landet til at styrke sin krigsindsats.
Her viste hendes evner sig hurtigt, og hun blev bl.a. sat til at jage fjendtlige snigskytter. Her kunne en mission vare flere dage, hvor hun skulle ligge helt stille i samme position uden hverken mad eller drikke.
På en tidspunkt blev hendes gruppe overrasket af tyske soldater, som mejede hendes kammerater ned.
Pavlichenko lod sig falde ned fra det træ, hun skjulte sig i, og spillede død i timevis mellem de blodige lig.
Først efter mørkets frembrud sneg hun sig tilbage til sin lejr, hvor hun blev modtaget med måben. Herefter fik hun kaldenavnet “Dødsdamen”.
Pavlichenko havde i alt 309 bekræftede drab, da hun i juni 1942, under belejringen af Sevastopol, blev hårdt såret af granatsplinter i ansigtet.
De sovjetiske kommandører var dog ikke klar til at miste deres stjerne-skytte og fik hende smuglet ud af byen i en ubåd.
Fronten så hun aldrig igen, men hun trænede hundredvis af snigskytter. Pavlichenko blev også en vigtig brik i den sovjetiske propaganda.
Efter krigen færdiggjorde hun sine studier og blev historiker.
Under krigen udgjorde kvindelige soldater kun 2 pct. af Den Røde Hær – blandt dem 2.000 snigskytter. Lyudmila Pavlichenko var den bedste.
Snigskytte med automatriffel
Pavlichenko brugte den sovjetiske Tokarev SVT-40 med et påmonteret kikkertsigte. Riflen var semiautomatisk, hvilket gjorde det lettere at holde synet på målet mellem skuddene, da hun ikke behøvede at tage ladegreb.
Ingen mad i dagevis
“Dødsdamen” kæmpede nær Sortehavet i alt fra 10 minusgrader til over 30 grader i sommerheden. At ligge stille i dagevis uden mad var ganske almindeligt. Derudover var det ofte umuligt at træde af på naturens vegne, så hun måtte besørge i sit tøj.
Den mandlige assistent
Under optimale forhold havde Pavlichenko en observatør med sig. Hans opgave var at assistere hende med at finde sine mål og holde øje med alt, hvad snigskytten ikke kan se gennem kikkertsigtet – bl.a. fjendtlige troppebevægelser samt vejr og vind.
Med sine to kanoner i henholdsvis tårnet og skroget var Char B1 en frygtet modstander for de tyske kampvogne.
6. Fransk kampvognsfører var usårlig
Den 16. maj 1940 skulle den franske kampvognsfører Pierre Billotte deltage i et stort forsøg på at generobre landsbyen Stonne i Ardennerne.
Billotte og hans besætning kørte alene i deres Char B1-kampvogn – med kælenavnet “Eire” – ind mod landsbyens torv.
Straks blev de mødt af syv Panzer III-kampvogne, som stod på rad og række ned ad hovedgaden.
Uden tøven beordrede Billotte sin besætning til angreb. Med én hurtig fuldtræffer blev den bagerste Panzer III sat ud af spillet – efterfulgt af et vellykket skud, som gjorde den forreste ukampdygtig.
Nu var de sidste fem kampvogne fanget på den smalle vej mellem de to rygende skrog – og de lod sig let neutralisere af Billottes kampvogn.
Ufortrødent fortsatte han ned ad hovedgaden og stødte på de resterende tyske kampvogne. Under konstant beskydning ødelagde han yderligere seks tyske maskiner.
“Eire” blev ramt 140 gange, men ikke ét eneste skud trængte gennem kampvognens 60 mm tykke panser.
7. Finne farvede sneen rød af russisk blod
I april 1942 indledte Sovjetunionen en storoffensiv, som skulle bryde den finske modstand.
På frontlinjen holdt maskingeværskytten Viljam Pylkäs øje med hundredvis af sovjetiske soldater, der intetanende vadede gennem sneen.
Viljam Pylkäs var uovertruffen med sin finske maskinpistol Suomi M-31.
Pylkäs lå i en perfekt position på en bakketop, og så snart han trykkede på aftrækkeren, måtte russerne panisk søge i dækning.
Da han løb tør for skud, førte hans kammerater nye magasiner op til ham som på transportbånd.
Selv da han blev ramt i ansigtet, nægtede Pylkäs at stoppe, og til sidst måtte russerne flygte fra den finske dræbermaskine.
Han havde affyret i alt 680 skud og mejet 83 sovjetiske soldater ned.
Hver sejr i en luftkamp markerede Caldwell på sin maskine.
8. “Dræberen” var nådesløs i luften
Den australske jagerpilot Clive Robertson Caldwell blev i 1941 overført til det britiske luftvåben, som sendte ham til Nordafrika og Mellemøsten.
Her opnåede han hurtigt et frygtindgydende ry – bl.a. fordi han skød mod piloter, som var sprunget ud med faldskærm.
En sådan handling var ikke i tråd med piloternes uskrevne æreskodeks. Ifølge Caldwell selv var nedskydningerne dog ikke et udtryk for blodtørst.
“Det er dit liv eller deres. Dette er krig”, skrev han i sin dagbog.
Efter kun få måneder i luften over Nordafrika gav tyskerne Caldwell øgenavnet “Dræberen”.
Selv når han eskorterede bombefly, sørgede han altid for at angribe fjendens landtropper, og han fløj aldrig tilbage, før han var løbet tør for ammunition.
Caldwell opfandt en dødbringende kampteknik
For bedre at ramme andre fly under en dogfight brugte mange jagerpiloter sporlysammunition.
Men de lysende spor i luften alarmerede også straks fjenderne, så de lettere kunne undvige.
For at undgå dette begyndte Caldwell at øve sig i at skyde efter de skygger, hans kammeraters fly kastede på jorden.
Eftersom skyggerne bevægede sig lige så hurtigt som flyene i luften, kunne han lære, hvor langt foran et fly i fart han skulle sigte for at ramme.
Teknikken blev kendt som “skyggeskydning” og blev hurtigt taget op af hele det britiske luftvåben i Afrika.
Stukaer forvandlet til brændende vrag
Opdagelsen af “skyggeskydning” gjorde Caldwell til en sand dræber i luften. I alt 28 fjendtlige fly formåede han at nedlægge i løbet af krigen. Hans største bedrift foregik den 5. december 1941.
Her blev Caldwell sendt i luften med sin eskadrille for at stoppe et tysk luftangreb.
Mens resten af eskadrillen distraherede den tyske jagerflyeskorte, angreb Caldwell Stukaernes formation.
På få minutter ramte han fem Stukaer, som alle styrtede brændende mod jorden. Derved præsterede han det sjældne at blive et “es på en dag”.
9. Pilot vandt luftduel med pistol
Den amerikanske pilot Duane Francies og hans observatør, William S. Martin, fløj den 12. april 1945 en rekognosceringsmission over Vestfronten i deres spinkle og ubevæbnede Piper J-3 Cub.
Dagens opgave var at finde tyske stillinger og kampvogne. Lige før de skulle flyve tilbage til basen, opdagede Francies et tysk rekognosceringsfly, som fløj langt under dem.
Flyet – en Fieseler Storch – var større og hurtigere end amerikanernes, og de to piloter havde ikke andre våben end deres pistoler.
Alligevel så de på hinanden og udbrød: “Lad os nakke det svin!”
Francies begyndte at dykke, mens Martin åbnede flyets sidedøre.
Piper J-3 Cub var bygget til civil brug, men utallige blev brugt under krigen. Ejeren af Piper-fabrikken udtalte efterfølgende: “Det eneste, vi skulle gøre, var at male dem olivengrønne, så havde vi et militærfly”.
De to amerikanere lænede sig ud og skød vildt med deres pistoler mod tyskeren.
Storch-flyet forsøgte en desperat undvigelsesmanøvre, men da amerikanerne var kun 10 meter over tyskerne, blev deres skud mere præcise, og de formåede at ramme direkte gennem forruden.
Da Martin så, at det tyske fly kom ud af kontrol og styrtede ned mod en mark, råbte han henrykt: “Vi fik skiderikkerne! Vi fik skiderikkerne!”
Francies landede Piper-flyet tæt på den nedstyrtede Storch, hvor den tyske pilot og hans observatør overgav sig.
Som de første og eneste havde Francies og Martin vundet en luftduel under 2. verdenskrig kun bevæbnet med pistoler.
Gurung benyttede en kukri – gurkhaernes dolk med kurvet blad.
10. Rasende gurkha var en enmandshær
24-årige Bhanbhagta Gurung var en del af briternes gurkhaer – frygtløse nepalesiske soldater, som skulle tilbageerobre Burma fra japanerne.
Den 5. marts 1945 så han sine venner blive dræbt af en japansk snigskytte på en bakke, og så gik Gurung amok.
Han løb op ad bakken, direkte imod maskingeværilden. Herefter kastede han to røgbomber ind i den japanske bunker og trak sin dolk.
To omtumlede japanere løb ud og fik skåret halsen over, hvorefter Gurung løb ind i den røgfyldte bunker og gjorde det af med de sidste fjender med sin dolk.
11. Familiefar erobrede bakke ene mand
Den 31. maj 1945 var den amerikanske offensiv på Okinawa gået i stå. 12 dage var gået med frugtesløse forsøg på at erobre en bakketop, da Clarence B. Craft, en familiefar fra Californien, blev sendt op med fire andre for at undersøge det japanske forsvar.
De nåede ikke langt, før skud og granater haglede ned over dem, men med ren dødsforagt rejste Craft sig og fortsatte ufortrødent op ad bakken.
Craft var – sagde hans foresatte – opsat på at slippe ud af hæren: “Enten med en medalje eller på en båre”.
På mirakuløs vis nåede han toppen, hvor han straks begyndte at kaste håndgranater mod de forbløffede japanere.
Snart bredte der sig en vild panik i skyttegravene. Crafts kammerater kom på benene og fik hentet hjælp nede fra lejren.
En kæde af soldater førte ammunition og granater op ad bakken, som Craft fluks gjorde brug af.
Den ene granat efter den anden blev kastet ned i skyttehuller og maskingeværpositioner, og når japanerne sprang op, blev de mejet ned af Crafts riffel.
De sidste flygtede ind i en grotte, som Craft kastede så mange håndgranater ind i, at den kollapsede under eksplosionen.
Bevæbnet med 48 granater og fem riffelmagasiner erobrede familiefaren bakken.
Craft blev tildelt den fornemme Medal of Honor for sin utrolige gerning.
Paul Egger startede karrieren som pilot, men fik en skade og blev omskolet til kampvogn.
12. Kampvognsfører tog fusen på briterne
Østrigeren Paul Egger havde i 1944 til opgave at forsvare en bakke tæt på Caen i Frankrig.
Den 14. juli gik det galt, da briterne indtog bakken efter flere timers bombardement. For at dække deres tropper havde briterne lagt et røgslør.
Den tykke, hvide røg gjorde det dog også umuligt for de allierede fly at angribe tyskernes kampvogne.
Normalt var flyene en farlig fjende, men nu samlede Egger fire Tiger-kampvogne, førte dem rundt om fjendens flanke og kørte direkte gennem røgen i et dristigt angreb.
Briterne havde fem gange så mange kampvogne, men de blev fuldkommen overrumplet og kunne intet stille op.
Til sidst måtte de tage benene på nakken. Da røgen lettede, var 14 britiske kampvogne ødelagt, halvdelen af dem af Eggers Tigertank.