5 grunde til at England og Frankrig hader hinanden

England og Frankrig har alle grunde til at hade hinanden. Invasion, krig og alliancer med fjenden ligger bag det 1.000 år gamle fjendskab.

England og Frankrig har alle grunde til at hade hinanden. Invasion, krig og alliancer med fjenden ligger bag det 1.000 år gamle fjendskab.

ACTIVE MUSEUM/ACTIVE ART/Imageselect

Kun en smal stribe vand, Den Engelske Kanal, adskiller Frankrig og England, men alligevel har de to gamle europæiske kulturnationer lige siden 1100-tallet elsket at hade hinanden.

Det anspændte forhold har gennem tiden ført til store blodsudgydelser. Men selvom den tid er forbi, hvor briter og franskmænd med krydsede klinger mødtes på slagmarken, består modsætningen.

Blot kommer den nu først og fremmest til udtryk gennem diplomatiske tovtrækkerier og relativt venskabeligt drilleri. At hade naboen på den anden side af Kanalen er en skattet del af kulturen hos begge folkeslag.

1. INVASION

Det ca. 70 m lange Bayeux-tapet fra 1000-tallet er den vigtigste kilde til slaget ved Hastings.

© Shutterstock

Fransk hertug druknede England i blod

Den 28. september 1066 krydsede normanner-hertugen Vilhelm af Normandiet Den Engelske Kanal og gik i land på Englands sydkyst med næsten 7.000 mand.

To uger senere nedkæmpede hertugen Englands kong Harold Godwinson ved byen Hastings. Herefter underlagde Vilhelm sig brutalt England.

I de følgende år kvaste Vilhelm, der fik tilnavnet Erobreren, ethvert tilløb til oprør og dræbte angiveligt over 100.000 englændere. Hermed var fjendskabet mellem England og Frankrig grundlagt.

2. KRIG

Englænderne rådede ved Hundreårskrigens begyndelse over vigtige områder (markeret med orange) i Frankrig. Ved krigens slutning hørte kun Calais (markeret med firkant) under England.

© Shutterstock/HISTORIE

Englænderne blev smidt på porten

Efter erobringen af England beholdt Vilhelm, der blev Englands nye konge, sine adelstitler i Frankrig. Hans efterkommere på Englands trone skaffede sig desuden flere, fx gennem giftermål.

I 1300-tallet rådede England derfor over vigtige områder i Frankrig. Det så de franske konger som en klar trussel, og i 1337 udbrød der krig mellem de to lande.

Franskmændene vandt den langvarige konflikt, som i dag kendes som Hundredårskrigen. I vrede brændte englænderne den franske heltinde Jeanne d’Arc på bålet.

3. HÆVN

Den franske adelsmand Marquis de Lafayette (th.) blev en helt i Amerika, da han var med til at sikre Washingtons hær sejren i Frihedskrigen.

© The Library of Congress

Frankrig hjalp oprørske amerikanere

Fra 1500-tallet fortsatte England og Frankrig rivaliseringen i kampen om kolonier i Nordamerika. Briterne vandt, og i 1763 måtte Frankrig afgive de fleste af landets besiddelser på kontinentet.

Hævnen var sød. Da Nordamerikas kolonister i 1776 gjorde oprør mod Englands konge, stillede franskmændene sig beredvilligt på deres side.

Frankrigs soldater, våben og ekspertise hjalp amerikanerne med at vinde frihedskrigen og grundlægge deres eget land, USA.

4. BLODSUDGYDELSE

Efter nederlaget ved Waterloo blev Napoleon og hans følge holdt fanget på det britiske linjeskib HMS Bellerophon.

© The Library of Congress

Napoleons stormagtsdrømme kostede England dyrt

Det europæiske kontinents stormagter – Frankrig, Østrig, Preussen og Rusland – holdt i 1700-tallet hinanden i skak, så intet enkeltland dominerede.

Det passede briterne godt, for på den måde var landet sikret politisk og økonomisk indflydelse på kontinentet. Generalen Napoleon Bonaparte, som i 1799 greb magten i Frankrig, ødelagde balancen med sit forsøg på at dominere Europa.

De efterfølgende Napoleonskrige kostede 300.000 briter livet og skabte stor bitterhed.

5. UDELUKKELSE

Som leder af det frie Frankrig vandt general de Gaulle trods modsætninger respekt i Storbritannien.

© The Library of Congress

De Gaulle så briterne som den største fjende

Kampen mod Hitler bragte England og Frankrig sammen under 2. verdenskrig, men da Charles de Gaulle i 1940 blev leder af Frankrigs modstandsbevægelse, måtte rådgivere angiveligt minde ham om, at Tyskland var hovedfjenden – ikke England.

Briternes leder, Churchill, på sin side udtalte om de Gaulle: “Han tror, at han er Jeanne d’Arc, men jeg kan ikke få mine forbistrede biskopper til at brænde ham”.

Hadet fortsatte efter krigen. I 1960 nedlagde de Gaulle veto mod Storbritanniens indtræden i forløberen for EU. Først efter de Gaulles afgang kom briterne ind.