5 grunde til at krige får en ende

Vinderne dikterer fredsbetingelserne

Den mest oplagte måde, en krig kan slutte på, er med en klar vinder. Det skete fx under 2. verdenskrig med Tysklands betingelsesløse overgivelse – hvilket igennem hele krigen var de allieredes mål.

“Vi er fast besluttede på at bibringe Tyskland det totale nederlag”, slog USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, fast i december 1943.

Krigsmålets opfyldelse i 1945 gjorde det muligt for de allierede at diktere fredsbetingelserne, som i hovedtræk gik ud på at afmilitarisere og demokratisere de besejrede.

“Vinderens fred”, som fredsforskerne kalder denne type fredsslutning, har gennem historien været den almindeligste krigsafslutning. Den regnes også for den mest holdbare. Det gælder især, hvis de besejrede ser de nye forhold som en forbedring, fx i form af økonomisk fremgang.

Stormagter tvinger fjender til forhandling

Under afslutningen af Den Kolde Krig gik en række øststater i opløsning. Blandt dem var storriget Jugoslavien, hvor Slovenien og Kroatien erklærede sig uafhængige i juni 1991.

Året efter fulgte Bosnien, men løsrivelsen passede ikke serberne, den største befolkningsgruppe i det resterende Jugoslavien.

I april 1992 angreb serberne Bosnien. Tre og et halvt års krig fulgte.

I 1995 fik NATO-landene nok og tvang militært parterne til forhandlingsbordet.

Fredsaftalen, som blev underskrevet i december 1995, afsluttede Europas længste og blodigste konflikt siden 2. verdenskrig. Forhandlingsfreden er ofte anvendt, men kræver at forhandlingslederen er stærkere end de stridende parter.

Krigen fryser fast

“I krig findes der ingen erstatning for sejr”, udtalte den amerikanske general Douglas MacArthur under Koreakrigen.

Men ingen af de to parter i konflikten mellem det sovjet-støttede Nordkorea og det USA-støttede Sydkorea formåede at bære sejren hjem.

Mindre end et år efter krigsudbruddet i juni 1950 gik fronten i stå. Året efter indledte de stridende parter fredsforhandlinger.

Og to år senere, den 27. juli 1953, indgik de en våbenhvile. Aftalen delte landet langs den 38. breddegrad – tæt ved den oprindelige grænse.

Våbenhvilen blev aldrig fulgt op med en fredsaftale, så formelt er de to lande stadig i krig. Frosne konflikter som den mellem Nord- og Sydkorea er ikke ualmindelige. Til kategorien hører bl.a. den israelsk-palæstinensiske konflikt og striden om Kashmir mellem Indien og Pakistan.

Nye magthavere afslutter krigen

Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig gik hårdt ud over befolkningen. Mens mændene kæmpede ved fronten, visnede afgrøderne på marken, og sulten hærgede.

Da bolsjeviklederen Vladimir Lenin med paroler som “sejr over hungersnøden, sejr over krigen” lovede at trække de russiske soldater hjem, stillede befolkningen sig bag ham.

Lenin holdt ord. Få måneder efter bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 indledte han fredsforhandlinger med Centralmagterne. Traktaten blev underskrevet den 3. marts 1918 i Brest-Litovsk i Belarus.

Fredsslutninger som følge af regimeændringer er forholdsvis sjældne og var i dette tilfælde ikke særlig holdbar.

Allerede i maj brød Tyrkiet traktaten ved – i strid med dens bestemmelser – at invadere Armenien.

Krigen løber ud i sandet

Den 2. august 1990 besatte irakiske tropper nabostaten Kuwait, hvilket blev starten på den første golfkrig. Invasionen blev slået tilbage af en international styrke ledet af USA, og den 3. marts 1991 underskrev parterne en våbenhvile.

Men konflikten var ikke slut. FN-inspektioner udført i løbet af 1990’erne afslørede nemlig, at Irak besad en række forbudte våben. Som straf bombede USA i 1998 Irak. Angrebene gjorde Iraks præsident, Saddam Hussein, så rasende, at han forbød våbeninspektørerne adgang til landet.

I de følgende år steg spændingerne, og den 20. marts 2003 angreb USA og Storbritannien Irak. Briterne brugte det faktum, at den første golfkrig aldrig sluttede som lovgrundlag for at angribe Irak igen – en tolkning, der blev kritiseret af krigsmodstanderne.