Moderne billeder af det gamle Japan er ofte spækket med fejl, misforståelser og myter.

© KissCC0

5 myter om Japans gamle krigere

Sortklædte skyggesamfund og sværdsvingende og ærekære ridder-munke. Som med så mange andre ting i historien, er der flere myter og misforståelser om det gamle Japan - særligt samuraierne. Her er fem stædige myter om Japans gamle krigere.

4. april 2019 af Jónas Terney Arason

1. Samuraier kæmpede altid med samuraisværd

Det er svært at forestille sig en samurai uden det traditionelle samuraisværd, katana. Faktisk er billedet af samuraien med sin katana slået så meget igennem, at mange tror, at det var det eneste våben, samuraien kæmpede med.

Katanaen var ét af flere våben af japansk stål i samuraiernes arsenal. Oprindeligt kæmpede alle samuraier faktisk med bue til hesteryg. Det blev dog mere og mere normalt for samuraier at kæmpe til fods i nærkamp, hvilket udvidede deres våbenvalg.

Spyd og naginata, som var en form for hellebard, blev flittigt brugt for at slå fjenden ihjel på afstand. Nodachi, der var en mellemting mellem en katana og en naginata, var også et populært langtrækkende våben. Der var sågar samuraier, som brugte geværer.

Op mod år 1600 blev katanaen dog mere og mere populær på slagmarken for samuraier. Dette havde muligvis noget at gøre med et øget fokus på samuraiens status. Samuraier var den eneste klasse, der måtte bære to sværd sammen, hvorfor de altid bar rundt på deres katana og det kortere wakizashi-sværd som symbol på deres sociale status.

Samuraierne kæmpede ikke kun med sværd.

© Rawpixel Ltd

2. Samuraierne fulgte altid deres æreskodeks, ‘bushidō’

Idéen om samuraien som ‘Østens ridder’ har længe været en populær skildring af de stolte japanske krigere. Til den historie hører næsten altid æreskodekset ‘bushidō’, eller krigerens vej. Samuraierne var dog ikke altid ærekære, nådefulde og loyale.

Der er mange eksempler gennem historien, der viser, at samuraier ofte snød og forrådte deres venner, fjender og herrere. Faktisk var det ikke uhørt, at samuraier skiftede side op til flere gange under krigstider.

Ordet ‘bushidō’ blev først anvendt i Edo-perioden (1600-1868), hvor det sandsynligvis blev brugt for at opretholde fred og loyalitet i Japan. Bushidō som ord blev dog først rigtig populært i 1800-tallet.

3. Samuraier var kun krigere

En hel krigerklasse mister sit formål i fredstider. Det var i hvert fald tilfældet for mange af Japans samuraier. Fra år 1600 og godt 250 år frem herskede der generelt fred i Japan. Derfor manglede mange af de almindelige samuraier, der ikke styrede noget land, noget at foretage sig.

Det førte til, at en stor del af samuraierne fik arbejde i bureaukratiet, blev bønder, munke, læger, lærere, filosoffer eller noget helt andet. De fleste beholdte stadig deres sociale status som en del af samuraiklassen og bar stadig deres katana og wakizashi som symbol på dette.

4. Ninjaer var sortklædte skyggekrigere

Den klassiske ninja eller shinobi kender de fleste som en usynlig dræber i sort fra top til tå. Der er dog intet historisk belæg for den påklædning. De brugte snedige forklædninger til at falde i et med de omgivelser, de bevægede sig i, som ofte var tætpakkede byer. Derfor var det mere effektivt at bære almindeligt civilt tøj, munkekåber eller en stjålet uniform fra fjendens lejr.

Ninjaerne var desuden heller ikke et stort okkultisk samfund under jorden. Reelt var de et sammensurium af herreløse samuraier, kriminelle, pirater, munke m.fl., som havde slået sig ned i den bjergrige Iga-provins. 

Selvom ninjaerne blev set ned på af samuraiklassen, brugte de stadig flittigt ninjaer til spionage, sabotage og snigmordsmissioner. Ninjaernes storhedstid lå under den japanske borgerkrig i sengokuperioden, der rasede fra midten af 1400-tallet helt frem til starten af 1600-tallet.

Billedet af den sortklædte ninja kommer fra japansk teater, hvor sceneteknikere, som rykker rekvisitter og kulisser, ofte er klædt i sort for at markere, at de er ‘usynlige’ på scenen. Dette billede blev populært i 1800-tallet, hvor ninja-fænomenet for længst var løbet ud i sandet efter over 200 års fred i Japan.

Den klassiske sortklædte ninja stammer fra japansk teater.

© Wikimedia Commons

5. Rituelt selvmord var altid et spørgsmål om ære

Seppuku, også kendt under navnet harakiri, var en kendt selvmordsmetode i det gamle Japan, hvor en person tog livet af sig selv ved at skære sin mave op fra venstre mod højre. Mange tror, det kun blev brugt som samuraiens sidste krampagtige forsøg på at redde sin tabte ære. Der er også mange tilfælde, hvor det var grunden til, at samuraier tog livet af sig selv, men ikke altid.

Der var flere andre scenarier, hvor selvmord blev opfattet som ‘den bedste’ vej ud af livet. Det var ikke unormalt, at højtstående samuraier begik seppuku på slagmarken, hvis slaget var tabt, da det var bedre at dø end at blive tortureret, ydmyget og henrettet af fjenden.

Seppuku blev også brugt som en dødsdom, der var mindre ydmygende end at blive henrettet ved halshugning eller hængning for kriminelle gerninger. Nogle kriminelle samuraier begik desuden præventivt seppuku for at sikre arven til sine efterladte, idet henrettede personer fik frataget alle ejendele.

Seppuku, også kendt som harakiri, var et rituelt selvmord, hvor maven blev sprættet op fra venstre mod højre.

© Wikimedia Commons

Måske er du interesseret i...

Læs også