2. Samuraierne fulgte altid deres æreskodeks, ‘bushidō’
Idéen om samuraien som ‘Østens ridder’ har længe været en populær skildring af de stolte japanske krigere. Til den historie hører næsten altid æreskodekset ‘bushidō’, eller krigerens vej. Samuraierne var dog ikke altid ærekære, nådefulde og loyale.
Der er mange eksempler gennem historien, der viser, at samuraier ofte snød og forrådte deres venner, fjender og herrere. Faktisk var det ikke uhørt, at samuraier skiftede side op til flere gange under krigstider.
Ordet ‘bushidō’ blev først anvendt i Edo-perioden (1600-1868), hvor det sandsynligvis blev brugt for at opretholde fred og loyalitet i Japan. Bushidō som ord blev dog først rigtig populært i 1800-tallet.
3. Samuraier var kun krigere
En hel krigerklasse mister sit formål i fredstider. Det var i hvert fald tilfældet for mange af Japans samuraier. Fra år 1600 og godt 250 år frem herskede der generelt fred i Japan. Derfor manglede mange af de almindelige samuraier, der ikke styrede noget land, noget at foretage sig.
Det førte til, at en stor del af samuraierne fik arbejde i bureaukratiet, blev bønder, munke, læger, lærere, filosoffer eller noget helt andet. De fleste beholdte stadig deres sociale status som en del af samuraiklassen og bar stadig deres katana og wakizashi som symbol på dette.
4. Ninjaer var sortklædte skyggekrigere
Den klassiske ninja eller shinobi kender de fleste som en usynlig dræber i sort fra top til tå. Der er dog intet historisk belæg for den påklædning. De brugte snedige forklædninger til at falde i et med de omgivelser, de bevægede sig i, som ofte var tætpakkede byer. Derfor var det mere effektivt at bære almindeligt civilt tøj, munkekåber eller en stjålet uniform fra fjendens lejr.
Ninjaerne var desuden heller ikke et stort okkultisk samfund under jorden. Reelt var de et sammensurium af herreløse samuraier, kriminelle, pirater, munke m.fl., som havde slået sig ned i den bjergrige Iga-provins.
Selvom ninjaerne blev set ned på af samuraiklassen, brugte de stadig flittigt ninjaer til spionage, sabotage og snigmordsmissioner. Ninjaernes storhedstid lå under den japanske borgerkrig i sengokuperioden, der rasede fra midten af 1400-tallet helt frem til starten af 1600-tallet.
Billedet af den sortklædte ninja kommer fra japansk teater, hvor sceneteknikere, som rykker rekvisitter og kulisser, ofte er klædt i sort for at markere, at de er ‘usynlige’ på scenen. Dette billede blev populært i 1800-tallet, hvor ninja-fænomenet for længst var løbet ud i sandet efter over 200 års fred i Japan.
5. Rituelt selvmord var altid et spørgsmål om ære
Seppuku, også kendt under navnet harakiri, var en kendt selvmordsmetode i det gamle Japan, hvor en person tog livet af sig selv ved at skære sin mave op fra venstre mod højre. Mange tror, det kun blev brugt som samuraiens sidste krampagtige forsøg på at redde sin tabte ære. Der er også mange tilfælde, hvor det var grunden til, at samuraier tog livet af sig selv, men ikke altid.
Der var flere andre scenarier, hvor selvmord blev opfattet som ‘den bedste’ vej ud af livet. Det var ikke unormalt, at højtstående samuraier begik seppuku på slagmarken, hvis slaget var tabt, da det var bedre at dø end at blive tortureret, ydmyget og henrettet af fjenden.
Seppuku blev også brugt som en dødsdom, der var mindre ydmygende end at blive henrettet ved halshugning eller hængning for kriminelle gerninger. Nogle kriminelle samuraier begik desuden præventivt seppuku for at sikre arven til sine efterladte, idet henrettede personer fik frataget alle ejendele.