6 grunde til at Jugoslavien gik i opløsning

Forsøget på at få indbyggerne i Jugoslavien til at udvikle en fælles jugoslavisk identitet var mislykket.

Ved en folketælling i 1981 anførte blot 5 procent af befolkningen, at deres nationalitet var jugoslavisk.

De mange etniske grupper havde ingen fællesskabsfølelse, men ofte et indbyrdes fjendskab, der gik mange århundreder tilbage.

Josip Broz Tito stod i spidsen for de jugoslaviske partisaner, som under 2. verdenskrig befriede landet fra tysk besættelse. Efter krigen blev han Jugoslaviens stærke mand.

Tito var halv kroat, halv slovener og krigshelt – han forsøgte ihærdigt at samle jugoslaverne i en fælles kommunistisk identitet under mottoet “broderskab og enhed”.

Han undertrykte også al opposition og alle optræk til splid, men i 1980 døde den 87-årige leder. Nu var der ikke længere nogen stærk mand til at holde Jugoslavien samlet.

I begyndelsen af 1980’erne fik Jugoslavien behov for store lån, men krisen kradsede også i resten af det kommunistiske Østeuropa, så her kunne landet ikke regne med hjælp.

I stedet så USA sit snit til at svække Østblokken. Amerikanerne ville sørge for lån til Jugoslavien og dermed vise andre kommunistiske lande, at også de kunne få hjælp fra Vesten, hvis de indførte kapitalisme.

Med støtte fra USA optog Jugoslavien lån i Den Internationale Valutafond, til gengæld skulle landet tillade importen af udenlandske varer, der hurtigt udkonkurrerede de jugoslaviske.

På mindre end to år lukkede 1.100 virksomheder, og mere end 600.000 mennesker blev arbejdsløse. Nøden førte til uro og opblussen af gammelt had mellem landets etniske minoriteter.

Jugoslaviens seks delstater var dybt afhængige af samhandlen med Østeuropas andre kommunistiske lande. Men da deres økonomier vaklede i 1980’erne, mistede Jugoslavien enorme indtægter, og den økonomiske krise blev forværret.

Kommunismens løfter om sammenhold til det fælles bedste havde indtil da været den mest effektive lim til at binde landets etniske grupper sammen, men som så ofte før i historien begyndte nødlidende mennesker at lede efter syndebukke med en anden oprindelse og religion.

Og dem havde Jugoslavien rigeligt af.

Under 2. verdenskrig havde mange kroater støttet nazisterne og begået folkemord på serbere.

Da et flertal af indbyggerne i den kroatiske provins i 1991 stemte for selvstændighed, frygtede Kroatiens serbiske mindretal, at de igen ville blive udsat for forfølgelser.

De indledte et oprør, der åbenlyst blev støttet af de serbisk-kontrollerede jugoslaviske regeringsstyrker.

For serbiske nationalister var 1990’ernes voksende konflikt mellem Jugoslaviens forskellige folkeslag en kærkommen lejlighed til at gøre et århundreder gammelt regnskab op.

I 1389 havde serbiske fyrster udkæmpet et blodigt slag mod en osmannisk invasionshær på “Solsortesletten” i nutidens Kosovo.

Serbernes tab havde været så store, at osmannerne efterfølgende kunne indlemme Serbien i deres muslimske imperium – og det skabte en bitterhed, der ulmede i århundreder.

Dagen for slaget på Solsortesletten blevet i århundreder mindet i digte, bøger og sange, og da det trak op til borgerkrig, var mange serbere opsatte på at tage en grusom hævn over Jugoslaviens muslimske indbyggere, der af mange blev set som direkte efterkommere af de forhadte osmanner.