7 grunde til at England blev bølgernes hersker

Om bord var købmanden John Hawkins og hans fætter Francis Drake, der efterfølgende svor hævn.

Hawkins tegnede en ny type lynhurtige krigsskibe til den undertallige engelske­ flåde, mens Drake fik dronningens tilladelse til at angribe­ alle spanske mål.

I 1588 fik Spaniens kong Filip nok og sendte en armada for at invadere ø-riget, men Drake og den nye flåde var parate og knuste­ fjenden på tre dage. England var blevet en sømagt.

Fuldskab, opsætsighed og fejhed blandt matroserne kostede­ flere sejre. Derfor lod admiral Robert Blake i 1652 flådens første reglement nedskrive.

I alt 39 overtrædelser blev fremover straffet med alt fra pisk til hængning, og for at sikre, at alle kendte reglerne, blev de hver uge læst højt af kaptajnen. Straffene sikrede, at enhver officer – uanset personlig gennemslagskraft – blev adlydt

Det kostede enorme summer at bygge skibe, og da England i slutningen af 1600-tallet havde massivt brug for kapital til at udbygge flåden, var rigets pengekasse tom. I 1694 etablerede kong William 3. derfor Bank of England med det ene formål at rejse penge til nye skibe.

Befolkningen blev opfordret til at låne banken – og dermed flåden – penge mod en årlig rente på otte procent. Redningsplanen blev et tilløbsstykke. Selv tjenestefolk indbetalte penge, og i løbet af blot 12 dage samlede banken 1,2 mio. pund – nok til mindst 20 nye krigsskibe. Flåden var nu til enhver tid sikret midler.

Forfølg, og angrib – selv hvis fjenden­ er overtallig. Sådan lød briternes­ særlige officers-doktrin, som sikrede­ dem et frygtindgydende ry blandt fjender. Og reglen blev brutalt­ håndhævet.

Da admiral John Byng i 1756 med henvisning til sine skibes underlegenhed lod en fransk flåde undslippe stort set uskadt under et slag ved øen Minorca, blev han prompte kaldt hjem og dømt til døden­ for kujoneri.

Henrettelsen sikrede, at ingen officerer igen tøvede med at angribe fjenden – ingen turde andet. Med deres angrib først-doktrin fik briterne et psykologisk våben­, som var mindst lige så stærkt som skibe og kanoner.

En langt større fare end kanoner var sygdomme om bord på de britiske skibe. Den værste var skørbug, som grundet mangel på C-vitamin ofte medførte døden.

I 1753 fandt skibskirurgen James Lind løsningen: frisk frugt – især citrusfrugt slog sygdommen. Med citrus i lasten kunne briterne forblive på havet længere tid end alle andre.

Da Frankrig i 1778 erklærede krig mod England, var skibene i den britiske flåde i håbløs stand. Størstedelen af skibene var så gamle, at pæleorm havde ædt sig igennem træet, mens krebsdyr og søgræs på skroget gjorde skibene langsomme.

Noget måtte gøres – og hurtigt. Briterne havde ikke tid til at bygge nye skibe, i stedet valgte de en revolutionerende løsning. De gamle træskrog blev beklædt med plader af kobber, som i kontakt med vand producerede en giftig film.

Det holdt krebdyr og søgræs væk og gav skibene næsten to knob ekstra i fart – vigtigere end noget andet i kamp. Hvert skib krævede 15 ton kobber, men briterne havde modsat andre nationer rige kobberminer.

Officerer skal følge ordrer, men de må aldrig glemme at tænke selv. Det gjorde Englands største søhelt, Horatio Nelson, heller aldrig.

Under slaget på Reden ud for København i 1801 satte helten kikkerten for sit blinde øje, da han fik signal om at trække sine skibe ud af en artileriduel mod den dansk-norske flåde. Slaget endte da også med britisk sejr pga. Nelsons initiativ.