Bangebuks ved fronten

Det sortnede for van de Veldes øjne. Indvoldene var det sidste, han så, før han besvimede og faldt om.

Irriteret slap kirurgen sin sav. Midt i det opslidende arbejde med at lappe sammen på den danske hær skulle han også tage sig af en udenlandsk civilist, der kaldte sig Røde Kors-udsending.

Denne Charles van de Velde hævdede, at han skulle observere krigens gang og bistå med behandlingen af sårede soldater – men mest af alt gik han i vejen. Irriteret fik kirurgen sendt ham ud.

Krigens gru var helt åbenlyst for meget for manden. Mødet med lazarettets realiteter havde sendt ham i gulvet, helt ude af stand til at løse sine opgaver. Røde Kors' første mission nogensinde så ud til at blive en fiasko.

Hjælp til de syge og sårede soldater

Røde Kors, der siden er vokset til at blive verdens største humanitære hjælpeorganisation, bestod i 1864 kun af en håndfuld mænd – samlet omkring den idealistiske schweiziske forretningsmand Henri Dunant.

Visionen om en neutral hjælpeorganisation havde han fået, da han ved et tilfælde oplevede et militærslag i Norditalien i 1859.

Bagefter skrev han en bog om krigens ofre og den uegennyttige hjælp, som især de lokale kvinder havde ydet efter slaget. Samtidig arbejdede Dunant utrætteligt på at arrangere en international konference om behovet for at hjælpe de sårede soldater.

På konfecerencen 1863 i Geneve mødte repræsentanter fra 14 lande op. De skrev under på Dunants ideer om at grundlægge nationale nødhjælpsorganisationer for sårede soldater, at hjælpen skulle gælde alle soldater – ven som fjende, og at Røde Kors skulle udsende frivillige sygeplejere til slagmarkerne.

Som logo valgte forsamlingen et rødt kors på hvid bund – en spejling af det neutrale Schweiz' flag. Logoet skulle organisationens hjælpere bære som et armbind, så alle kunne se, at de var upartiske og derfor ikke måtte angribes.

Konferencen var imidlertid kun begyndelsen. Henri Dunant ville gøre sin organisation verdensomspændende, og de 14 underskrivere var slet ikke nok. Derfor rettede han blikket mod det nordlige Europa, hvor en strid om land var ved at udvikle sig til en krig.

En ny krig nærmer sig

Danmark var nemlig i færd med at annektere hertugdømmet Slesvig – et brud på alle internationale aftaler om styret i det dansk-tyske grænseland. Handlingen provokerede det ambitiøse kongedømme Preussen, der hurtigt smedede en alliance med en række tyske stater og Østrig for at udruste en hær.

Den situation besluttede Henri Dunant at udnytte: To udsendinge skulle vise verden, hvad Røde Kors duede til, og dermed skaffe yderligere opbakning til organisationen. De to udvalgte var den schweiziske kirurg Louis Appia og Charles van de Velde, der var pensioneret kaptajn i den hollandske flåde, men brugte størstedelen af sin militærtid på fredsommelig korttegning.

Kirurgen Louis Appia blev sendt til den preussiske side af fronten, mens Charles van de Velde med de blide øjne og det skrøbelige sind nåede til København 9. april 1864.

Den militære karriere havde van de Velde lagt bag sig, nu levede han som kunstner, idealist og humanist i kredsen omkring Dunant. Snart skulle han møde det, danskerne kalder “den kolde skulder” – en stædig afvisning af alle nye ideer.

Nej, nej og atter nej

Straks efter ankomsten begyndte van de Velde det lobbyarbejde for dannelsen af en national Røde Kors-organisation, der var en del af hans opgave, men modgangen ramte ham fra første færd.

Blandt andre opsøgte van de Velde den danske cheflæge, Michael Djørup, for at indgå et samarbejde. Djørup afviste alle Røde Kors’ ideer – også at bruge frivillige kvindelige sygehjælpere, som Henri Dunant havde haft gode erfaringer med i Solferino. Kvinder havde ganske enkelt ikke nerver til arbejdet i felten, slog Djørup fast.

Til van de Veldes bestyrtelse tilføjede danskeren, at han allerede havde afvist en flok kvindelige sygeplejere fra Sverige, der havde meldt sig frivilligt i København. Cheflægen ville heller ikke tage imod de schweiziske læger, som van de Velde tilbød at skaffe.

Samme mangel på lydhørhed mødte van de Velde hos alle andre indflydelsesrige personer, han mødtes med i København. Et par dage efter ankomsten skrev han til Dunant for at få luft for sine frustrationer, for alle danskere stillede ham samme spørgsmål: “Hvad skal man dog med sådan en international organisation?”

Van de Velde forsøgte at forklare sit manglende held i brevet: “Danskerne holder fast i deres egne ideer og har en skræk for alle forslag, der kommer udefra. Over for denne modstand er min opgave ikke let”.

Mødet med den blodige alvor

Efter fire frugtesløse dage drog van de Velde til Dybbøl, den danske hærs forsvarsstilling i det sydlige Jylland.

Her havde en styrke på 26.000 soldater forskanset sig, mens en preussisk hær på 20.000 mand bombarderede stillingerne med langtrækkende kanoner i ugevis. Også de nærliggende byer var hårdt ramt af granaterne, bl.a. Sønderborg, hvor van de Velde fandt et ydmygt logi.

“Klokken ni om aftenen ankom vi til et af de huse i Sønderborg, som ikke var ødelagt. Huset var ikke beskyttet mod de granater og granatstykker, som fløj omkring os overalt. Sikken nat!” skrev van de Velde hjem til Dunant i Geneve.

Heldigvis fandt han snart selskab i feltpræsten Erik Høyer-Møller. Sammen blev de to indkvarteret i hjulmagerens hus i Ulkebøl på øen Als, og præsten fattede straks sympati for hollænderen:
“Mig vandt han ved sin både beskedne og elskværdige personlighed”, berettede Høyer-Møller senere i sine erindringer.

Samtidig bemærkede han, at van de Velde “førte en del portvin med sig” som medicin til de sårede.

Bekendtskabet med Høyer-Møller gav van de Velde direkte adgang til de sårede, for en stor del af feltpræstens virke bestod i at besøge slagmarkens ofre – et arbejde, som var særdeles opslidende, forklarede Høyer-Møller i sin bog: “Der kræves til lazarettjenesten ikke alene at være nidkær og brændende i ånden, der hører også stærke nerver til”, fortalte præsten.

Og her kom Røde Kors-udsendingen til kort. Det stod klart allerede den første aften, han tilbragte nær fronten og tilså sårede fra Dybbøl.

“Kødet og benene er skudt af, ikke som man ser det, når man er ramt af kugler, men flået af på en fuldstændig forfærdelig måde. Man skal have gode nerver for at overvære et sådant syn”, forklarede van de Velde i et brev til Dunant.

Han magtede ikke jobbet: “Mine nerver kunne simpelthen ikke holde til amputeringen af en knust arm. De svigtede mig, og jeg var syg resten af natten. Jeg bliver vist aldrig nogen sygeplejer, hvis ikke jeg bliver bedre til at håndtere situationer som disse”.

En krig nærmer sig

Til trods for sin nervøse reaktion var van de Velde ved godt mod. Dagen efter insisterede han på at få lov at besøge Dybbøl Skanse for at tilse sårede. Anmodningen blev dog afvist af den kommanderende danske officer, der frarådede ham at “begive sig i løvens gab”.

I stedet overtalte feltpræsten Erik Høyer-Møller en af hærens overlæger til at lukke hollænderen ind på et nærliggende feltlazaret, hvor han besvimede. Feltpræsten modtog et brev fra overlægen, der fremover “bad sig fri fra slige tilskuere”, for han haft mere at gøre med den fremmede end med de sårede.

Van de Velde forsøgte stadig at vinde danskerne for Røde Kors' ideer – og mødte igen den kolde skulder, denne gang fra cheflægen i felten, John Rørbye.

Cheflægen mente, at de nationale velgørenhedsorganisationer var alt rigeligt. Hvis der var noget, de danske læger ikke havde brug for, var det “udenlandske læger, for de ville bare forsinke bevægelserne på grund af manglende kendskab til dansk”, sagde John Rørbye.

Danskerne bliver mejet ned

Om morgenen den 18. april begyndte den preussiske storm med et ødelæggende bombardement kl. 04.00. Van de Velde lå søvnløs i sit kammer i Ulkebøl og lyttede til kanonernes torden. I seks timer regnede granaterne ned over Dybbøl, før den ildevarslende stilhed sænkede sig. Og så brød infernoet løs.

10.000 preussiske soldater løb frem mod skanserne, som blev forsvaret af 2.200 danskere. Den blodige kamp på bajonetter var en realitet, og mindst 379 danskere faldt, og ca. 1.000 blev såret.

De overbebyrdede sanitetsfolk løb om kap med døden for at bringe sårede til lazaretterne. Transporten foregik med primitive bårer, kærrer og hestevogne – nødtørftigt foret med halm, der hurtigt blev smattet af blod. Nu havde danskerne brug for ham, tænkte van de Velde.

Han forlod resolut sit kammer i Ulkebøl, men modet må have svigtet ham, for på vejen mod Dybbøl på den anden side af Alssund kom han i tanke om, at han havde glemt “noget” og måtte tilbage til sit kammer.

I et brev til Dunant forklarede han ikke, hvad dette “noget” var – formentlig skulle dette “noget” blot trække tiden ud. Snart efter var han igen på vej mod Dybbøl. Og igen når han ikke sit bestemmelsessted: “Efter mange anstrengelser og meget tid får jeg fat i en bondevogn. Undervejs møder jeg to sårede officerer, som ikke kan holde sig oprejst”.

Van de Velde bringer dem til Hørup Hav – en bugt på Als, som danskerne brugte som udskibningssted for sårede.

“Ulykkeligvis er vejen overfyldt med bønder og tropper. Og alt er dækket til af en sky af støv. Derfor kommer vi kun langsomt frem”, skrev van de Velde. Han vidste, hvordan brevet ville blive opfattet i Geneve: Han var stukket af!

Beskæmmet forsøgte han at retfærdiggøre sig. Han påpegede bl.a., at “alle fornuftige officerer overbeviste mig om galskaben i at blotte mig uden grund”.

Van de Veldes forsvar bærer præg af hans nervøse tilstand, i sandhedens øjeblik ledte han efter en bortforklaring på de manglende resultater: “Arbejdet i felthospitalerne efterlader ikke plads til frivillige hjælpere, medmindre der er tale om en læge. En læge (eller for at være mere præcis en kirurg) er altid velkommen. Hans hjælp kan altid bruges”.

Van de Velde trøster sig med vin

Dagen efter danskernes nederlag ved Dybbøl mandede van de Velde sig op til at uddele små slurke rom til de soldater, der gravede nye stillinger på Als' kyst mod fastlandet, hvor tyskerne stod.

“Det var en dråbe i havet af lidelser”, erkendte han, men hans egne kvaler lå ham mere på sinde:

“Et varmt måltid mad, et stykke godt kød er næsten umuligt at opdrive. Jeg har mere end én gang måttet nøjes med et stykke brød og noget vin, som jeg heldigvis havde en kasse med af”.

Indkvarteringen med overnatning “på en slags sofa i et værelse hos en brav bonde”, huede heller ikke Røde Kors' udsendte, der klagede over, at de elendige forhold gav ham mavekramper.

Overalt, hvor van de Velde kom frem, blev han mødt af mareridtsagtige scener. Hændervridende betragtede han civile, som søgte savnede familiemedlemmer blandt de dræbte soldater, der lå i åbne kister. Han var på et lazaret, men overvældedes igen af stanken og de sårede soldater, der brølede af smerte.

Handlingslammet betroede han Dunant, at han var klar over, at det blev forventet af ham, at han “lægger nogle forbindinger eller redder nogle såredes liv”. Der var imidlertid ikke “opstået tilfælde, hvor Deres delegerede har kunnet gøre sig nyttig med noget, som man kunne kvalificere som handling”.

Van de Velde gik tilbage til Sønderborg, men synet af den ødelagte by var mere, end han kunne bære: “Den rædsel og fortvivlelse, som jeg er omgivet af, tiltager for hver dag”, skrev han i et brev til Dunant den 25. april.

Røde Kors' udsendte flygter

Dagen efter gav han op og tog et skib til København. Hans påskud var, at det herfra ville være lettere at kommunikere med Henri Dunant i Geneve. “Jeg længes efter at læse Deres breve”, indrømmede den nervesvækkede.

I København opsøgte han krigsministeren, der var ligeså afvisende overfor et Røde Kors-medlemskab som før. Van de Velde kunne lige så godt rejse hjem.

Tilbage i Geneve fik han at høre, hvor godt hans kollega Louis Appia klarede sin opgave på den preussiske side.

Allerede da Appia havde præsenteret sig og fortalte om sine opgaver som Røde Kors-udsending, sagde preussernes kommandant fuld af velvilje: “Det armbind, De bærer, er en anbefaling. Vi ved, hvad det betyder. Her har De en rekvisitionsskrivelse, tag, hvad De har brug for i vognparken”.

Appia havde lov til at færdes frit ved fronten og bistod ved flere operationer.

Den 29. juni 1864 indledte preusserne en dristig landgangsoperation på Als, hvor en stor del af den danske hær havde forskanset sig. Danmark måtte kapitulere.

Få måneder senere opgav landet også sin modstand mod Røde Kors og blev en del af den nye, verdensomspændende nødhjælpsorganisation.

Efterskrift

Charles Van de Velde overvandt sin angst for blod og blev leder af et Røde Kors-lazaret under den fransk-tyske krig i 1871. I 1989 blev han og Louis Appia hædret med en mindesten i Dybbøl.