Den 20. december 1973 blev Madrid rystet af en gigantisk eksplosion, der rystede Spaniens fascistiske­ diktatur.

© Getty Images

Gigantisk bombe-eksplosion rystede Francos diktatur

En tunnel, 75 kg sprængstof og en vanvittig plan. Den baskiske undergrundshær, ETA, bestod stadig mest af amatører, da den i 1973 planlagde den dristigste operation til dato – at få ram på Spaniens statsminister, Francos tronarving.

Viceværten rækker en nøgle til sin nye lejer og klapper ham venligt på skulderen, mens de står i opgangen i nummer 104 i Claudio Coello-gaden i Madrid. “Hvis du får brug for noget, råber du bare”, siger han til den fåmælte mand, der denne råkolde morgen er iklædt elegant jakkesæt.

Lejeren, som kalder sig Iker, smiler høfligt, før han går ned til sit nye kælderværelse og lukker døren bag sig. Han tøver et øjeblik og lytter.

Da han har sikret sig, at opgangen er helt stille, hiver han sit teateroverskæg af overlæben og gemmer det falske identitetskort i inderlommen. Iker tager det lille kælderværelse i øjesyn: fire gange seks meter i grundplan med en seng og et diskret, lille vindue, der giver udsyn til den ensrettede gade og bagsiden af kirken overfor – værelset er perfekt til formålet.

Med rystende hænder finder han sin Luger-pistol frem fra bukselinningen, sikrer den og giver sig til at vente.

Klokken 22.20 samme aften hører Iker viceværten gå op til sin lejlighed. En natportier, der skal overtage viceværtens vagt natten ud, vil snart ankomme. Han må handle hurtigt. På strømpefødder lister han op til hoveddøren og lukker tre tavse mænd indenfor og fører dem ned til kælderværelset.

En af de nyankomne mænd finder en sort tusch frem og tegner en cirkel på 60 cm i diameter på kælderværelsets grå endevæg. Mændene smiler til hinanden. Datoen er 3. december 1973. Efter ni måneders forberedelse kan “Operation Trold” endelig begynde.

De fire mænd i kælderen er medlemmer af den baskiske undergrundshær ETA, der i mere end et årti har kæmpet imod den fascistiske diktator Francisco Franco og for et selvstændigt Baskerland.

Indtil videre har det stærkt venstreorienterede ETA’s kidnapninger og attentater kun gjort livet endnu værre for baskerne.Nu har ETA-ledelsen besluttet sig for at ramme selve regimets ledelse, og den fire mand store “Kommando Txikia”­ skal gøre det beskidte arbejde.

Den aldrende Franco er umulig at nå, så gruppen planlægger et attentat på Spaniens­ nye stærke mand, Luis Carrero Blanco. Han er netop blevet udnævnt til statsminister og er Francos udvalgte efterfølger.

Planen lyder simpel, men skal vise sig at være vanvittig udfordrende for de fire uerfarne baskere: Grav en tunnel under en af Madrids gader, og spræng Blanco i luften, når han kører forbi i sin bil.

Blanco (til venstre) og Kissinger (til højre). Baskerne frygtede, de var afsløret, da Madrid blev fyldt med militær i anledning af Henry Kissingers besøg.

© AFP/Scanpix

Blanco tager samme rute hver dag

Næste morgen betragter Iker sine tre ETA-kammerater, gruppelederen Txabi og de to menige medlemmer Mikel og Jon. De er blevet en tæt, lille familie gennem de seneste måneder, hvor de har boet sammen i forskellige lejligheder i Madrid, mens operationen blev planlagt.

Oprindeligt havde de satset på at kidnappe Blanco og tvinge regeringen til at frigive 150 ETA-fanger. Men da Franco i juni 1973 udnævnte Blanco til regeringsleder, blev hans sikkerhed optrappet med endnu flere bodyguards.

Med så mange vagter kunne baskerne ikke kidnappe Blanco. I stedet fik mændene besked på at planlægge et attentat. En meddeler havde fortalt, at Blanco hver morgen klokken 9.00 tog til messe i den samme kirke i Madrid, og deres observationer bekræftede, at han efterfølgende kørte samme rute gennem Madrids små, ensrettede gader – heriblandt Claudio Coello-gaden.

Fra kælderlokalet vil de fire mænd nu grave en tunnel ud under gaden. Dagtimerne bruger de på at købe det nødvendige udstyr – uden at vække opsigt.

Deres baskiske accent kan hurtigt tiltrække det hemmelige politis opmærksomhed, så de taler kun i korte sætninger og har udførlige dækhistorier parat. Iker, som lejer kælderværelset, har fx bildt udlejeren ind, at han er skulptør og skal bruge værelset som atelier.

En eftermiddag bliver Jon stoppet af en mand, som husker ham fra Baskerlandet: “Hejsa”, råber manden og nævner Jons rigtige navn.

Jon kan overhovedet ikke huske manden og prøver des­pe­rat at få manden til at holde kæft: “Jeg er ikke den person, du nævner”, siger han bestemt og viser sit falske ID.

Til sidst går manden væk med et forvirret udtryk. Ved en anden lejlighed opdager en bartender Ikers baskiske accent og udbryder drillende: “Du er nok fra ETA, hvad?”

Vitsen er almindelig i Madrid, men er tæt på at give Iker et hjerteanfald. De følgende nætter slæber mændene pakker og bylter ned i kælderen og lægger indholdet frem på dobbeltsengen: røvede maskinpistoler fra et våbendepot, ammunition, store hakker, skovle og plastiksække.

“Vi kan være klar om to dage”, mener Txabi.

Uden den mindste erfaring med at grave tunneller løfter­ Iker som den første selvsikkert en hakke højt over hovedet den 7. december om aftenen. De kåde smil hos de øvrige baskere stivner, da det første sving preller nyttesløst af på den hårde cementmur.

Txabi tager hakken. Han spytter i hænderne, lægger mere vægt i og hamrer mod væggen – igen og igen. Langsomt begynder små flager af cement og støv at falde til jorden. Iker kigger bekymret mod loftet. Opgangens beboere er blevet forberedt på lidt “arbejdsstøj”­ fra den fåmælte skulptørs atelier, men dette lyder mere, som om en desperat monsterspætte er sluppet løs i kælderen.

Jorden er fyldt med gas og kloakvand

Efter to udmattende nætter, hvor de fire baskere har arbejdet i skiftehold, bryder de endelig igennem bygningens tykke fundament, og under stor jubel kommer jorden til syne. Nu går det omsider raskt, men en halv meter inde kan de ikke længere svinge de store hakker i den blot 60 cm høje tunnel.

Mikel og Iker må i byen efter mejsler og haveredskaber. Den efterfølgende nat får de sig krattet endnu længere ind under gaden, og gradvist begynder jorden i tunnellen at blive klistret og tung, mens en fæl gaslugt siver ind i kælderen gennem det åbne hul.

De har ikke ramt en gasledning, men jorden er mættet med gas, der blander sig med stanken fra lækkende kloakvand – en kvalmende “bouillabaisse af verdens affald”, ifølge Iker.

Tilsyneladende har mændene under gravningen blotlagt bygningens ødelagte kloakudløb, så hver gang de trækker ud i værelsets toilet, fyldes tunnellen og værelset med en stank så slem, at de er ved at kaste op.

Til sidst bliver det hele for meget for Jon, mens han ligger i den inderste del af tunnellen med overkroppen dækket af slam og med den skarpe lugt af gas i næseborene.

Pludselig overvældes han af et panikanfald og banker des­pe­rat knytnæverne ind i den smuldrende og fugtige jord omkring ham. De andre hiver ham ud. Liggende på gulvet, bleg og tilsølet, erklærer Jon: “Jeg har klaustrofobi!”

Natten har været et mudret mareridt, men før mændene går i seng klokken lidt over ni om morgenen, lemper Jon forsigtigt på kældervinduets gardiner og ser ud på den ensrettede gade, hvor velsoignerede og intetanende madrilenere­ er på vej på arbejde.

Præcis klokken 9.10 kører Blancos ministerbil, en sort Dodge, forbi nummer 104. De fire mænd er så tæt på at få ram på Francos højre hånd. De må fortsætte for enhver pris.

Tunnellen skvatter sammen

Den 10. december har de fire baskere mod alle odds fået gravet sig fem meter ind under gaden udenfor.

Den forreste ligger fladt på maven og får på akavet vis krattet den stinkende jord løs. Nummer to lemper den klistrede masse ned i plastiksækken og rækker den bagud til nummer tre, der trækker den ud til hullets åbning, hvor sidstemanden stabler sækkene oven på hinanden i det efterhånden møgbeskidte værelse.

Midt under nattens arbejde styrter den forreste del af tunnellen pludselig sammen. Asfalt, sten og mudder vælter ned over mændene, som desperate trækker hinanden ud af det stinkende morads. Inde i kælderværelset dejser de om på gulvet, hvor de hiver efter vejret.

“Mine nosser sidder helt oppe i halsen”, udbryder Jon.

Ulykken viser tydeligt, at de uerfarne tunnelgravere har desperat brug for eksperthjælp. De har imidlertid ikke tid til at finde en ingeniør i Baskerlandet nu. Tunnellen er allerede massivt forsinket, og jo længere tid der går, jo større er risikoen for at blive afsløret.

“Lad os få fat i en bog om minegravning”, foreslår Mikel­ sine kammerater efter en tænkepause.

Som sagt så gjort. Næste dag står Mikel og Jon i deres stærkt ildelugtende tøj og med jord under neglene og beder en ansat i den lokale boghandel om at finde bøger om miner. “Det er en fødselsdagsgave til en ven, der er ingeniør”, forklarer de nervøst ekspedienten.

ETA’s mange angreb kostede hundreder af civile livet.

© Etienne Montes/Getty Images

Stanken breder sig

En fæl stank emmer fra de to mænd, mens de står og bladrer i bøgerne. Mens Mikel læser op, tager Jon ivrigt noter, men de opdager snart, at det er umuligt at bygge en sikker minetunnel. Kældertunnellen er simpelthen for lille­ og smal til at blive understøttet.

Slukørede beslutter de sig for at fortsætte udgravningen som hidtil. Den eneste sikkerhedsforanstaltning er den, ETA kender bedst: Fra nu af tager Mikel og Iker altid deres pistoler med sig ind i tunnellen. Skulle de blive fanget under et jordskred, er det bedre at skyde sig en kugle for panden end at lide en langsom kvælningsdød.

Den 15. december har de fire baskere gravet sig syv meter ud til midten af gaden. De begynder nu at grave til siderne, så tunnellen former et underjordisk T. Ude i enderne skal tre ladninger sprængstof placeres. Gaslugten er nu så uudholdelig, at mændene flere gange besvimer.

Situationen i kælderen bliver ikke bedre af, at baskerne er nødt til at forsegle døren, så den ekstreme stank ikke skal sive ud i opgangen. Heller ikke vinduet kan de åbne, for stanken er så gennemtrængende, at forbipasserende vil opdage den og melde det til myndighederne.

Nerverne hænger efterhånden uden på deres mudrede tøj og flænses yderligere af lydene fra gaden. Forbikørende lastbiler får tunnelvæggene til at sitre faretruende, og høje kvindehæle på asfalten kan tydeligt høres nede i det fugtige dyb: “Klak, klak, klak, klak”.

Efter de mange dage i dybet er mændenes hud blevet grågrøn og har fået en besynderlig fedtet tekstur, mens mørke furer har lagt sig under deres øjne. De fire baskeres eneste trøst er, at de nu kan se en ende på sliddet.

En af de sidste aftener ringer det pludselig på døren. De fire mænd i kælderlokalet stivner. “Hvem er det?” spørger Iker efter nogle lange sekunder.

“Det er viceværten. Jeg har en besked til dig”.

Desperat råber Iker tilbage: “Jeg er i gang med at arbejde... Jeg kan ikke komme til døren lige nu!”

Til sidst opgiver viceværten og lemper i stedet en seddel ind under dørkarmen. Iker læser den straks. Det er beboerforeningen, der indkalder til et møde vedrørende problemer med ydermuren! I samme øjeblik braser sengen, hvorpå de andre tre mænd sidder musestille, sammen under vægten.

Iker går næsten i panik. Viceværten står stadig på den anden side af døren, så han må finde på noget: “Larm ikke sådan, skat”, siger han højt. “Lad være med at bevæge dig så meget!”

Tricket må have virket, for kort efter hører baskerne viceværten traske op til sin egen lejlighed.

Byen myldrer med politi

Efter en sidste opslidende nat bliver tunnellen færdig. Tidligere samme dag har Txabi mødtes med andre ETA-medlemmer uden for Madrid for at afhente 75 kg sprængstof af typen Goma-2. Sprængstoffet stammer fra et indbrud i et spansk våbendepot­ nogle måneder tidligere.

Mændene lægger forsigtigt sprængstoffet i tre kompakte bunker i toppen af tunnellens syv meter lange tværgang, så de ligger langs kørebanen ovenover. Dermed øges chancen for at få ram på Blancos sorte Dodge.

Jon forbinder de tre ladninger med sprængsnor, som han derefter trækker ind i lejligheden, hvor den forbindes med en elektrisk detonator. Herefter pakker Iker og Mikel tunnellen tæt med jord, så sprængkraften vil rette sig vertikalt op mod bilkortegen og ikke ud i kælderrummet.

Den 18. december er de klar til at gå i aktion, men så sker noget uventet. Madrid fyldes med hærenheder og snigskytter på tagene. Jeeps og civilt politi er pludselig at se på hvert et gadehjørne.

De fire baskere frygter, at de er blevet afsløret, indtil sandheden går op for dem: USA’s udenrigsminister, Henry Kissinger, er samme dag kommet til byen for at mødes med Blanco – og den amerikanske ambassade ligger blot 150 m fra baskernes kælder.

“For helvede, alt er forberedt, klargjort, og så dumper Kissinger ned fra intetheden!” udbryder Txabi.

Et kort øjeblik overvejer baskerne, om ETA skal gøre sine palæstinensiske venner en kæmpe tjeneste og sprænge både Kissinger og Blanco, hvis Kissinger beslutter at gøre Blanco følge til kirken. De indser dog hurtigt, at den amerikanske reaktion i så fald kan betyde dødsstødet for ETA. I stedet udsætter de attentatet til den 20. december.

Dagen før angrebet køber Mikel elektrikerarbejdstøj og værktøj, for baskerne er nødt til at trække et kabel nede fra enden af gaden, hvorfra Txabi skal udløse sprængstoffet.

Arbejdstøjet og redskaberne ser alt for nye ud, så mændene tramper på dem og gnider dem i jord, så folk på gaden ikke skal blive mistænksomme. Ved hjælp af en høj stige fastgør­ de kablet til husmurene helt nede fra hjørnet af Claudio Coello­-gaden.

Under arbejdet begynder en iskold vinterregn at hamre ned, og én efter én kommer gadens viceværter ud for at spørge, hvad elektrikerne har gang i.
“Det er den forbandede skulptør i nummer 104, der skal bruge et særligt stærkstrømskabel. Vores chef er ligeglad med, at vi skal arbejde i dette lortevejr. Den narrøv”, improviserer Txabi overbevisende fra toppen af stigen.

Senere gemmer han enden af ledningen lige uden for kælderen i nummer 104. Nogle timer senere, mens vintermørket falder på udenfor, ser de fire venner sig omkring i den hærgede lejlighed, hvor rester af sprængsnor og udtjente havehakker ligger spredt mellem utallige sække med det stinkende mudder.

Alt er klar, så de vasker sig grundigt en sidste gang og går ud i byen for at spise babyål, en baskisk specialitet. Senere tager de i biografen, hvor de vælger “Sjakalen”. Filmen­ gør dog blot den lille gruppe endnu mere nervøs.

Den handler om en lejemorder, der skal begå et attentat­ mod den franske præsident Charles de Gaulle – og bliver dræbt af politiet i slutscenen.

Baskerne har delt opgang med politiet

Den næste morgen står de fire mænd op før daggry og dyrker en let gang morgengymnastik, før de taler planen igennem en sidste gang og tjekker deres maskinpistoler og udrustning. Fra nu af skal alt, hvad de foretager sig, følge en drejebog, der er timet på sekundet.

Præcis klokken 8.10 ifører Txabi og Jon sig elektrikertøjet og går ud på gaden for at trække enden af ledningen ind gennem kældervinduet, hvor de forbinder den med en lille detonator.

I samme øjeblik kommer et letgenkendeligt medlem af Francoregimets hemmelige politi ud af bygningens hoveddør og hilser på baskerne­, idet han haster forbi – intetanende har politimanden delt opgang med ETA, statens fjende nummer ét.

Txabi og Jon ser målløst på hinanden og fortsætter sammenbidte deres arbejde. Klokken 8.30 dobbeltparkerer Iker en stjålet Austin 1300 ud for nummer 104 med det formål at presse statsministerens Dodge ud på midten af vejen, hvor sprængladningerne ligger. Herefter sætter han sig ind i en lejet Seat 124, baskernes flugtbil, sammen med Mikel og kører lidt rundt i kvarteret for at varme den op efter en særlig kold decembernat.

Klokken 9.00 ser de Luis Carrero Blanco forlade sin lejlighed, sætte sig ind i sin Dodge og køre til kirken for sidste gang.

Iker og Mikel taler lidt om, hvor underligt det er at se på et menneske, der skal dø om lidt. Mikel skærer igennem: “Når de henretter vores brødre, arbejderne, som er med i kampen, tøver­ de ikke et sekund”.

Klokken 9.10 finder “elektrikerne” Jon og Txabi den anden ende af ledningen ud for nummer 110 og forbinder den med et batteri skjult i en kuffert på hjørnet af Claudio Coello- og Diego de León-gaderne.

Blot et minut senere kører Iker forbi, og ud springer Mikel, som går lidt væk og knuger en pistol i lommen – for en sikkerheds skyld. Samtidig parkerer Iker flugtbilen i en parallelgade, i sikkerhed for eksplosionen. Han åbner alle fire vinduer, så de kan skyde tilbage, hvis politiet åbner ild under flugten.

Ventetiden er uudholdelig. Ifølge drejebogen skulle Blancos bil allerede være kørt forbi. Txabi og Jon kan føle en sitren i hele kroppen, mens de tripper på gadehjørnet. Blot 100 m væk kan de se en jeep fra efterretningstjenesten holde parkeret foran den amerikanske ambassade.

“Jeg ville næsten ønske, at Blanco ikke dukker op”, hvisker Txabi nervøst, mens han sidder på hug med kufferten. Jon beroliger ham, mens han spejder efter den sorte Dodge, der hvert øjeblik kan dukke op for enden af gaden.

Det er, som om tiden går langsommere end normalt. Fodgængere bevæger sig i slowmotion, og de føler, at alle bilister stirrer på dem. Pludselig kommer en ung mand over til dem. “Har du ild?” spørger han. Med rystende hænder rækker Txabi ham en pakke tændstikker for at få ham til at gå væk.

Tusinder demonstrerede mod ETA-vold under Luis Carrero­ Blancos begravelse den 26. december 1973.

© AFP/Scanpix

En knytnæve fra dybet

Klokken 9.27 får Jon endelig øje på statsministerens kortege, der langsomt kører op gennem Claudio Coello. En kvinde og et barn krydser uventet gaden, hvilket får bilerne til at stoppe et øjeblik.

Jon føler blodet stige til hovedet, mens Blancos Dodge nærmest klemmer sig op mod nummer 104. Txabi knuger kufferten, mens han tænker på sin faldne ven Josu, som blev gennemhullet af politiets kugler nogle måneder forinden. Så når Dodgen endelig op på siden af den parkerede Austin. Jon råber “NU!”.

Det tager blot nogle få hundrededele af et sekund, før den elektriske impuls når detonatoren, som antænder sprængsnoren og derefter de 75 kg Goma-2. Først hører baskerne blot en dæmpet, underjordisk rumlen, tiden er gået helt i stå, men så eksploderer alt inden for deres synsfelt i et øredøvende brag.

Trykbølgen blæser ruderne ind på samtlige vinduer i gaden, og vejbelægningen løfter sig unaturligt, som om en begravet kæmpe har jaget en gigantisk knytnæve op gennem asfalten.

Baskerne tror næsten ikke deres egne øjne. På en pude af støv og murbrokker skyder Blancos tunge Dodge til vejrs som en raket, brager ind i et udhæng i femte sals højde og fortsætter hen over bygningen over for nummer 104.

I samme øjeblik råber de uskadte baskere “Gas! Gas!” og haster væk fra det dampende krater på 20 gange 10 meter, der i lyntempo fyldes med vand fra sprængte rørledninger.

De fire mænd sætter sig så roligt som muligt ind i den ventende Seat, men Iker når blot at køre få hundrede meter, før de kommer til et stort lyskryds og pænt må holde for rødt for ikke at vække mistanke.

“Gik det, som det skulle?” spørger han de andre.

“Ramt midtpå”, fremstammer Jon, mens han ser på de intetanende forbipasserende. “Frygteligt”, tilføjer han.

I bakspejlet kan de se en enorm støvsky rejse sig fra Claudio Coello – ventetiden føles som en evighed. Med rystende fingre tænder Txabi for deres stjålne politiradio, hvor en dagligdags udveksling om en tyr, der løber løs i Madrids gader, straks afløses af alvorligere sager.

“Hjørnet af Claudio Coello. Der er vist sket en stor eksplosion. Skifter”.

“Send nogle biler til stedet...Z-40, K-20. Kan vi få noget mere information om den eksplosion?”

“Det var en gaseksplosion på Claudio Coello. Skifter”.

“Statsministerens bil er lige kørt forbi. Er der sket noget med den?”

“Der er vist ikke sket noget med statsministerens bil. Jeg tror, den er kørt forbi, men eksplosionen har ødelagt hele gaden. Skifter”.

“Kør straks over til statsministerens bolig på Hermanos Bécquer, og se, om bilen holder der. Skifter”.

Endelig bliver det grønt, og den lille Seat kører uhindret ud gennem Madrids vinterkolde forstæder mod nord – mod Baskerlandet. Samtidig bliver de ellers så professionelle stemmer på politiradioen tydeligt ophidsede.

“Vi hører, at en bil tog hele skraldet og ligger på kirkens­ tag. Brandmændene er på vej ned. Bilen havde tre passagerer.­ Skifter, K-20”.

“Jeg har tjekket situationen. Det er sandt. Bilen på taget­ er statsministerens bil! Det ser ud til, at han, chaufføren­ og en ledsager er døde”.

De fire baskere har allerede krydset bygrænsen, hvor de efterlader deres Seat og kravler ind bag i en ventende lastbil. Txabi, Jon, Mikel og Iker er på vej til et liv under jorden i Baskerlandet. “Operation Trold” er fuldført.

Luis Blanco døde af sine kvæstelser kort efter bombeattentatet. Hans død blev det sidste søm i diktaturets kiste. Da general Franco døde i 1975, accepterede den spanske regering overgangen­ til demokrati. ETA kæmpede dog videre­ for et selvstændigt Baskerland indtil 2011.

Txabi, Jon, Mikel og Iker er dæknavne, som forfatteren Eva Tarrat brugte i sin bog “Operación Ogro”, hvori de fire­ blev interviewet. Tarrat udgav bogen i 1974 under pseudonymet Julen Agirre.