Den kongelige karet kører ned gennem hovedgaden High Street i Belfast. På sædet i den åbne vogn sidder briternes konge, George 5., og hans hustru, dronning Mary. Parret vinker til de mange tusind mennesker, der den 22. juni 1921 er mødt op for at byde parret velkommen.
Det er første gang i 20 år, at den nordirske stad får kongeligt besøg. Og den sjældne ære har sat sit tydelige præg på byen. I sidegaderne hænger britiske flag, mens fortove og lygtepæle er blevet malet i Storbritanniens nationalfarver, rød, hvid og blå.
Men den festlige stemning kan krakelere, hvert øjeblik det skal være – ved de britiske myndigheder. Mere end et tusind soldater og politifolk er opstillet langs ruten til Belfasts rådhus, der er destinationen for George og hans hustru. Ordensmagtens massive opbud vidner om en konflikt, der har præget Belfast og Irland siden afslutningen på 1. verdenskrig.
Knap en måned efter kong George 5. og dronning Marys besøg i Belfast udbrød der blodige kampe mellem byens katolske og protestantiske indbyggere.
Siden løsrivelsespartiet Sinn Féin vandt over to tredjedele af Irlands sæder i det britiske underhus ved valget den 14. december 1918, er frihedskampen mod det britiske overherredømme blusset op i hele Irland. Republikanerne, der tilhører den katolske befolkning, ønsker at løsrive sig fra Storbritannien og gøre Irland selvstændigt.
Mens konflikten i Dublin og det sydlige Irland er præget af kampe mellem den katolske undergrundshær IRA (Irish Republican Army) og den britiske hær, er der i det overvejende protestantiske Nordirland og Belfast oftest tale om sammenstød mellem katolikker og protestanter. De pro-britiske protestanter kalder sig selv for “unionister” og ønsker at forblive under britisk styre. Katolikkerne, der går under navnet “nationalister”, kæmper for et frit og samlet Irland.
Det er denne hvepserede af politiske spændinger, George 5. stikker hånden ned i, da han stiller sig op foran rådhuset i Belfast lidt over middag og henvender sig til befolkningen:
“Jeg taler fra hjertet, når jeg siger, at jeg beder til, at mit besøg i Irland i dag måske kan blive det første skridt mod en afslutning på de stridigheder mellem hendes (Irlands, red.) folk, uagtet deres race eller tro. Mit håb er, at jeg kan appellere til alle irere om at stoppe op og række hånden ud i en forsonende gestus. At I kan vise jer i stand til at tilgive og glemme og slutte jer sammen om at indlede en ny æra af fred for det land, I elsker”.
“Betjentene i bilen er fulde og har stormet en række huse. De er malet sorte i ansigtet”. IRA-manden J. Burns om politiet i Belfast den aften, hvor urolighederne bryder ud.
Unionisterne er glade for talen, men nationalisterne er ikke tilfredse. I den katolske avis The Irish News står der dagen efter i lederen:
“Man kunne fornemme den britiske premierminister Lloyd Georges fordærvede hånd føre pennen bag hver en sætning”.
Alligevel indvilger IRA’s stabschef, Richard Mulcahy, i at mødes med general sir Nevil Macready, den øverste chef for de britiske styrker i Irland, for at underskrive en våbenstilstand lørdag den 9. juli 1921. Aftalen betyder, at unionisterne og nationalisterne lægger deres våben og dermed afslutter den irske uafhængighedskrig, som har raset i landet i halvandet år. Herefter kan forhandlinger om Irlands fremtid – og mulige selvstændighed – begynde.
Våbenstilstanden træder dog først officielt i kraft to dage senere, mandag den 11. juli kl. 12.00, og i den nordirske by Belfast er ingen af de stridende parter klar til at lægge våbnene fra sig før tid. Snart eksploderer byen i vold, afbrændinger og drab.
Politibande på røvertogt
Belfast, lørdag den 9. juli, kl. 23.30: I den vestlige del af Belfast ligger byens største katolske kvarter. Området er et yndet mål for den pro-britiske politistyrke Royal Irish Constabulary (RIC), der chikanerer de katolske borgere og ransager deres hjem i jagten efter IRA-oprørere.
Charles Dunne træder på speederen og drejer den pansrede politivogn ned ad Raglan Street. Bag ham sidder kollegerne Thomas Conlon og Edward Hogan, der ligesom ham selv arbejder for RIC på frivillig basis. Deres ansigter er malet sorte – et tegn på, at de tilhører RIC-officeren John Nixons gruppe, som ligger i konstant konflikt med IRA-medlemmer i byen.
Politiet i Belfast patruljerede ofte i gaderne i pansrede mandskabsvogne.
Charles Dunne og hans to kolleger omme bag i vognen har drukket tæt hele aftenen, og de har ransaget flere hjem i det katolske nabolag i deres jagt på IRA-sabotører. Nu er turen kommet til en af undergrundshærens store fisk i Belfast, Frank Crummey. Han er efterretningschef for en af IRA’s bataljoner i den såkaldte Belfast Brigade, som tæller op mod 1.000 bevæbnede soldater. Crummey bor på Raglan Street nr. 59, og det er der, Charles Dunne og hans RIC-kolleger er på vej hen.
Arthur Balfour var en indflydelsesrig politiker, og i årene 1902-1905 styrede han Storbritannien som premierminister.
Venlighed skulle sikre britisk styre
Millionlån til køb af landjord samt øget hjemmestyre skulle få irerne til at opgive kravet om selvstændighed, men 1. verdenskrig forpurrede planen.
“Knus kravet om irsk hjemmestyre med venlighed”. Sådan lød den politiske strategi fra den britiske oversekretær i Irland, Arthur Balfour, i slutningen af 1800-tallet.
Irland var blevet regeret af Storbritannien siden 1801, men en række nationalistiske opstande i den sidste halvdel af århundredet skabte uro på øen.
Arthur Balfours taktik gik ud på at indføre en række politiske og økonomiske reformer, som ville få irerne til at glemme kravet om komplet uafhængighed fra Storbritannien. Bl.a. gav politikeren irske jordlejere mulighed for at låne fra en pulje på i alt 33 mio. pund til at erhverve deres egen jord.
I 1898 gav det britiske parlament endnu mere suverænitet fra sig, da det vedtog loven for lokalt selvstyre i Irland. Igen var håbet, at det kunne dæmpe de irske nationalisters krav om total suverænitet over Den Grønne Ø.
Men 1. verdenskrig satte en kæp i hjulet på briternes plan: Katolikkerne i Irland blev rasende over, at briterne indførte tvungen værnepligt for irere i krigens sidste år. Efter krigen krævede majoriteten af befolkningen i Irland derfor total uafhængighed.
IRA ligger på lur
Raglan Street i Belfast, lørdag, kl. 23.50: Våbenstilstanden bliver mødt med blandede følelser i Belfast. Den 3. maj samme år er Irland officielt blevet delt i en nordlig og en sydlig del, og byens katolikker frygter, at deres landsdel skal forblive en del af Storbritannien.
Lyden af taktfaste slag på grydelåg runger mellem husmurene i Raglan Street, og en rød lommelygte lyser op i aftenmørket. Begge er aftalte signaler fra IRA-folk, der vil advare om, at et fjendtligt køretøj nærmer sig.
Sean Montgomery knuger sin riffel og bevæger sig op ad gaden sammen med 13 andre IRA-folk. De er alle aktive i “Active Service Unit” (ASU) – en lille deling bestående af 32 mænd, som patruljerer i den vestlige del af Belfast om aftenen, hvor briternes irske håndlangere er berygtede for at chikanere katolikkerne.
“Hvis I støder på en af John Nixons mordbander, så tag ingen fanger!” Roger McCorley, IRA-leder i Belfast.
Den unge IRA-mand J. Burns kommer løbende ned ad Raglan Street med kurs mod sin gruppe. Han har holdt øje med den RIC-mandskabsvogn, der aftenen igennem har aflagt besøg i det katolske kvarter. Lettere forpustet rapporterer Burns til gruppen:
“Betjentene i bilen er fulde og har stormet en række huse. De er malet sorte i ansigtet”.
Sean Montgomery mærker vreden vokse i kroppen. Den sorte farve er varemærket for unionisternes berygtede “mordbander”, som har adskillige IRA-folks liv på samvittigheden. Lederen af banderne er RIC-officeren John Dixon, som tidligere på året brød ind i et hus og slog tre katolske republikanere ihjel.
Sammen med de andre IRA-folk skjuler Sean Montgomery sig på en sidegade til Raglan Street. Da RIC-vognen er få meter fra dem, giver IRA-delingens leder, kaptajn Flynn, tegn til at åbne ild. Sean Montgomery tager sigte mod den pansrede vogn.
Briterne slog hårdt ned på det irske oprør i Dublin i påsken 1916.
Irerne kæmpede for selvstændighed
Den irske uafhængighedskrig begyndte reelt set i påsken 1916 i Dublin, hvor et mislykket oprør fandt sted.
Omkring 1.200 irske nationalister besatte den 24. april 1916 (2. påskedag) postkontoret og andre centrale institutioner i Dublin. Målet var en selvstændig irsk republik, men den britiske hær sendte over 10.000 soldater til byen. Oprøret blev slået ned på seks dage, og efterfølgende henrettede briterne 15 oprørsledere.
Henrettelserne satte skub i den irske nationalisme, og ved valget i 1918 vandt det republikanske parti Sinn Féin 73 af de 105 irske pladser i det britiske parlament. I januar 1919 udråbte Sinn Féin den selvstændige irske republik, men den britiske regering nægtede at anerkende staten. Først efter to et halvt års krig opnåede Irland (Nordirland undtaget) sin selvstændighed.
Bagholdsangreb antænder gnisten
Raglan Street, søndag den 10. juli, kl. 00.05: Selvom våbenstilstanden først officielt træder i kraft mandag ved middagstid, er kampene stoppet de fleste steder på Den Grønne Ø. Men i Belfasts gader fortsætter krigen.
Kuglerne flænser luften, da Sean Montgomery og tre andre soldater fra ASU lister gennem de huller i havemurene, som IRA har lavet for hurtigere at kunne bevæge sig gennem bydelen. Deres plan er at storme politibilen bagfra – fra den anden side af Raglan Street. Men da Sean Montgomery og hans tre våbenbrødre nærmer sig politibilen, hører de en irsk stemme råbe dem an:
“Stop! Hænderne op!”
De tre RIC-politimænd er trådt ud af den pansrede vogn, og en af dem har fået øje på Seans lille gruppe. Sean Montgomery kigger over på Jack Donaghy, den mest skydegale af de fire IRA-folk. Jack tager sigte med sit halvautomatiske håndvåben – en Mauser C96, som har fået kælenavnet “Peter the Painter” – og skyder.
De blodige kampe blev indledt med, at IRA-manden Jack Donaghy skød og dræbte en politimand med sin Mauser C96.
Alle tre politimænd falder til jorden, ramt af Donaghys skud. Sean Montgomery er hurtigt henne ved de faldne. Han kan konstatere, at to af dem er alvorligt sårede, mens den tredje, Thomas Conlon, er død på stedet af et skud gennem halsen.
Sean Montgomery løber væk fra gerningsstedet med hjertet i halsen. I det fjerne kan han høre udrykningen fra de britiske RIC-politibiler tage til i styrke. De fire ASU-mænd slipper væk fra gerningsstedet og skjuler sig i et hus på Albert Street, der støder op til Raglan Street.
Den første træfning med unionisterne er vundet, men Sean ved, at slaget kun lige er begyndt.
Hjernemasse ligger på fortovet
Raglan Street i Belfast, søndag morgen: Som hævn for nattens bagholdsangreb forbereder RIC-styrkerne i Belfast et angreb på IRA-styrkerne og deres sympatisører i byens katolske kvarterer.
20-årige Roger McCorley, lederen af det katolske ASU-korps, har hørt sig selv sige det samme til sine folk mange gange det seneste stykke tid:
“Hvis I støder på en af John Nixons mordbander, så tag ingen fanger!”
Nu står den unge leder af den lille deling under IRA’s Belfast Brigade i Raglan Street og kigger ned på de makabre resultater, hans ordre udløste nogle få timer forinden. Fortovet er mørkt af indtørret blod, og der ligger stumper af kranie og hjernemasse fra den dræbte RIC-betjent, Thomas Conlon, spredt ud over gaden.
“Du har dræbt min mand!” Hustru til den politibetjent, der har skudt hendes ubevæbnede mand.
Roger McCorley bliver dog ikke synderlig berørt af synet. Mord og blodsudgydelser er hverdag for det unge, fremadstormende IRA-medlem. Det er blot en måned siden, at han selv skød og dræbte et medlem af John Nixons berygtede “mordbande”.
For McCorley er det ingen forbrydelse at sende bevæbnede unionister i graven. Så længe han kan huske, har han kæmpet for at vriste Irland ud af den britiske kolonimagts jerngreb, og Roger har været medlem af løsrivelsespartiet Sinn Féin, siden han var blot 11 år gammel. ASU-lederen er vokset op i et hjem med glødende republikanske forældre, hvis største drøm for deres søn var, at han ville “slå et slag for Irlands selvstændighed”, når han voksede op.
På dette tidspunkt aner Roger McCorley ikke, at unionisterne planlægger en voldsom hævnaktion rettet mod det katolske mindretal i byen.
Sporvogn kommer under angreb
Falls Road i Belfast, søndag formiddag: RIC belejrer store dele af den katolske bydel i det vestlige Belfast. Kampene er særlig intense mellem hovedgaderne Falls Road og Shankill Road.
Sporvognen, som kører gennem det katolske nabolag i Belfast, er fyldt godt op med passagerer denne søndag formiddag. Der bliver læst avis eller sludret om løst og fast for at fordrive tiden under køreturen. Men da sporvognen når hovedgaden Falls Road, bliver roen erstattet af kaos, da flere riffelskud gennemborer vognens vinduer og metalskrog.
Gennem ruderne kan de skræmte passagerer se et gigantisk opbud af bevæbnet RIC-politi, som har indtaget den katolske bydel sammen med deres reserve af ulønnede medløbere kaldet “B-Specials”.
Belfast var i 1921 opdelt i klart adskilte katolske kvarterer (grønne) og protestantiske (røde). Kampene foregik primært i den vestlige del af byen.
Pansrede politivogne kører gennem gaderne og skyder direkte ind i husene, og på hustagene tager snigskytter sigte. Alt, der bevæger sig – mænd, kvinder og børn – bliver beskudt af det hævngerrige politi.
En ny salve af skud rammer sporvognen, og passagererne skriger af frygt. Størstedelen af de rejsende har kastet sig fladt ned på sporvognens gulv for ikke at blive ramt af kuglerne.
Familiefar skudt på klos hold
Durham Street i Belfast, søndag eftermiddag: Kampene mellem IRA og RIC-politistyrken tager til i intensitet, og mange steder ender civile i skudlinjen. Politikerne i London gør intet for at stoppe kampene.
Mrs. Hughes står ved indgangen til sit hus på Durham Street og kigger bekymret efter sin mand, Daniel. Deres tre sønner befinder sig et sted ude i byen, hvor sammenstødene mellem unionisterne og nationalisterne tager til. Hughes er taget ud for at finde dem og bringe dem hjem i sikkerhed.
Daniel Hughes er 50 år gammel og har tidligere været korporal i Leicestershire Regimentet i den britiske hær. Mens mrs. Hughes står på dørtrinnet og kigger efter sin mand, får hun øje på en gruppe RIC-politifolk. De har retning mod Daniel, og de når frem til ham, lige da han skal til at dreje op ad sidegaden Pound Street.
“På intet tidspunkt blev der gjort noget for at beskytte disse uskyldige katolske ofre fra de usle mænd i uniform”. Joseph Devlin, irsk medlem af det britiske parlament, om optøjerne i Belfast.
Hun ser, hvordan en af politifolkene antaster Daniel, trækker sin pistol og skyder ham på klos hold. Mrs. Hughes råber og sætter i løb hen mod stedet, hvor Daniels livløse krop er kollapset på vejen.
“Du har dræbt min mand!” skriger hun, da bødlen passerer forbi hende.
Hendes øjne brænder af vrede og sorg, men på intet tidspunkt værdiger RIC-manden hende et blik.
Karikaturtegninger fremstillede irerne som abemennesker, der bl.a. truede det britiske demokrati.
Irere blev set som undermennesker
En million. Så mange irere døde af sult, da kartoffelhøsten på Irland slog fejl fra 1845 til 1847. Siden 1801 var Irland blevet regeret fra det britiske parlament i Westminster i London, og med den massive hungersnød immigrerede det fattige irske folk i stor stil til USA og resten af Storbritannien i sidste halvdel af 1800-tallet.
Mange slog sig ned i engelske byer, og fordi hovedparten var fattige, katolikker og uden uddannelse, stak de negativt ud i bybilledet. Engelske aviser afbildede bl.a. irerne som temperamentsfulde fulderikker og abelignende mennesker. Det racistiske syn på irere som undermennesker florerede især i middel- og overklassen i England.
Snigmorder slår børn ihjel
Ashmore Street i Belfast, senere søndag eftermiddag: Hævntørsten er stor blandt mange af de protestantiske betjente, der nådesløst likviderer byens katolikker – flere af dem er børn.
RIC-snigskytten tager riflen op til kinden og stirrer ind i sigtekornet. Den navnløse morder befinder sig højt oppe i en bygning med udsigt over Ashmore Street. Hans kamp mod det katolske mindretal i byen foregår ikke i det åbne, men i det skjulte.
De mennesker, der bliver ramt af hans kugler, vil dø uden at vide, hvem der har skudt dem.
“Desværre fremskyndte mordet på en politimand i Belfast et af disse sørgelige optøjer, som jeg mener sværter Belfasts gode navn og rygte”. Sir Hamar Greenwood, den britiske oversekretær for Irland, om optøjerne i Belfast.
Det gælder også for 12-årige William Baxter, der er på vej til søndagsskole, da han bliver fanget i snigskyttens sigtekorn. Et skud borer sig ind i den intetanende dreng. William når knap at opfatte, hvad der er sket, før livet siver ud af ham.
Snigskytten lader sin riffel igen og venter. Nogen tid senere fanger hans øje den 16-årige Ernest Park på vej ned ad Ashmore Street.
I favnen holder drengen en kattekilling, som han skal aflevere hos sin ven, der bor længere nede ad vejen. Snigskytten tager sigte på ny og presser fingeren mod aftrækkeren. Sekundet efter ligger teenageren og skriger i en pøl af sit eget blod. Der går ikke længe, før også han er død.
Politiet myrder uskyldig teenager
Belfast, mandag den 11. juli om formiddagen: Omkring midnat har ASU-lederen Roger McCorley indgået en våbenhvile med RIC-styrkerne i Belfast. Begge sider vil forhindre flere af deres folk i at dø, inden våbenstilstanden træder i kraft kl. 12.00. Men langtfra alle RIC-betjente følger deres overordnedes ordre.
13-årige Mary McGowan forlader sit hjem i Derby Street sammen med sin mor. Der er kun få timer til, at den officielle våbenstilstand træder i kraft, og alt ånder umiddelbart fred og ro. Mary og hendes mor når dog ikke langt ned ad Derby Street, før de bliver mindet om de optøjer, som plager byen.
Under optøjerne kørte bevæbnede politifolk rundt i Belfasts gader og myrdede civile.
En RIC-vogn kører op ad gaden. Mændene i den åbne vogn har trukket deres pistoler og skyder vildt omkring sig. Mary McGowan når knap at registrere, hvad der sker, før hun mærker kuglerne gennembore sin krop. Det sidste, hun hører, er morens skrig, idet kuglerne også gennemborer hende. Så bliver alt sort.
Våbenstilstanden tillader kirkebesøg
Belfast, mandag, kl. 12.00: Efter halvandet døgns optøjer, der har krævet 14 liv, sendt mere end hundrede på hospitalet og ødelagt over 200 huse, træder våbenstilstanden mellem Irlands unionister og nationalister i kraft.
ASU-lederen Roger McCorley kigger op mod Peterskirken, hvis to markante spir rækker op mod himlen i det vestlige Belfast. Kirkeklokkerne kalder til den katolske Angelus-bøn, der finder sted morgen, middag og aften. Den unge IRA-mand slår korsets tegn og siger tre Ave Mariaer, som traditionen foreskriver.
Det er ikke tilfældigt, at våbenstilstanden træder i kraft netop klokken 12.00. Siden 1400-tallet, hvor Det Osmanniske Rige invaderede dele af Europa, har Angelus-bønnen ved middagstid været kendt som “Fredens bøn”. Det er på dette tidspunkt af dagen, at bønner om fred og fordragelighed sendes op mod Himlen.
Mange irske soldater mistede livet under landets frihedskamp i den første del af 1900-tallet.
McCorley kan ikke lade være med at tænke på sin ven fra IRA, Seamus Leddy. Blot 10 minutter før våbenstilstanden modtog McCorley besked om, at Leddy var blevet dræbt af RIC-betjente.
Da klokkeklangen dør ud, sænker freden sig over byen, og Roger McCorley slutter sig til de mange tusind irske nationalister, som strømmer ud i det blodtilsølede katolske nabolag. Snart fyldes himlen med flagrende, hvide lommetørklæder – de er symbolet på, at freden endelig har indfundet sig i den voldsplagede by.
Optøjerne diskuteres i parlamentet
Mandag eftermiddag, London: Den fremtrædende irske politiker Joseph Devlin tager gårsdagens uroligheder op i det britiske parlament i Westminster.
“På intet tidspunkt blev der gjort noget for at beskytte disse uskyldige katolske ofre fra de usle mænd i uniform”.
Joseph Devlin er en lille mand med et glatbarberet, drenget ansigt, men hans stemme har styrke og bærer præg af den hårde Belfast-dialekt. Devlin er oprørt over de voldelige sammenstød, der har gjort dagen i går til en af de blodigste i Belfasts historie.
“Send advarselsskud ind i folkemængden, lige over deres hoveder. Giver de jer problemer efter dette, så skyd direkte ind i pøbelen”. Roger McCorley, IRA-leder i Belfast.
Og det er ikke første gang, han tager politiets hårdhændede behandling af hans katolske vælgere op til diskussion i parlamentet. Året før kritiserede Joseph Devlin nedskydningen af 14 katolikker under optøjerne i Croke Park, Dublin, den 21. november 1920 – en begivenhed, der senere blev kendt som den første “Blodige Søndag”.
Diskussionen var dengang så ophedet, at Devlin – midt under sin tale – blev overfaldet af en britiske konservativ politiker. Politikeren fra Belfast er derfor spændt på, hvordan hans politiske modstandere i dag reagerer på hans kritik af politiet. Og han er særlig interesseret i, hvad parlamentsmedlemmet sir Hamar Greenwood har at sige.
“I har 24 timer til at forlade byen, ellers bliver I skudt på stedet”. Roger McCorley, IRA-leder, til de katolikker, der brød våbenstilstanden.
Greenwood har som “oversekretær for Irland” det overordnede ansvar for at holde ro og orden i den voldsplagede og splittede del af det britiske rige. Hans opgave er næsten umulig: Han skal gøre en ende på den forværrede voldsspiral og samtidig forsøge at få etableret hjemmestyre i Irland.
“Våbenstilstanden mellem nationalisterne og unionisterne i Nordirland trådte i kraft kl. 12.00 i dag”, siger sir Hamar Greenwood, hvorefter han ikke lader Joseph Devlin i tvivl om, hvor skylden for gårsdagens voldelige optøjer skal findes:
“Desværre fremskyndte mordet på en politimand i Belfast et af disse sørgelige optøjer, som jeg mener sværter Belfasts gode navn og rygte”.
Til sidst slår han fast, at der med “våbenstilstanden er plads til lettelse og håb”.
Joseph Devlin håber, at hans kollega får ret. Men allerede samme aften lider håbet et knæk.
Ildspåsættelser truer freden
Falls Road i Belfast, samme aften: Vrede katolikker plyndrer forretningerne i et britisksindet kvarter i det vestlige Belfast. De sætter ild til flere bygninger. Roger McCorley og hans IRA-deling må forsøge at dæmpe deres landsmænd.
Våbenstilstanden er truet. Denne gang er det hævngerrige katolikker i Belfast, der plyndrer forretninger og sætter ild til bygninger i et britisksindet kvarter i byens vestlige del. Roger McCorley beordrer en gruppe af sine mænd til at opløse hoben, som truer med – bogstavelig talt – at få våbenstilstanden til at gå op i røg. Beskeden fra McCorley er ikke til at misforstå:
“Send advarselsskud ind i folkemængden, lige over deres hoveder. Giver de jer problemer efter dette, så skyd direkte ind i pøbelen”.
Våbenstilstanden er en vigtig forudsætning for, at forhandlingerne om Sydirlands selvstændighed kan bære frugt, og IRA vil ikke tillade, at en lille gruppe rabiate katolikker forpurrer den – også selvom de udmærket forstår trangen til at hævne de mord og afbrændinger, som protestanterne påførte den katolske bydel dagen før.
I hele Belfast sætter IRA ind for at opløse de aggressive katolske grupperinger. Roger McCorley har en klar besked til de urostiftere, som kommer forbi hans hovedkvarter i det vestlige Belfast:
“I har 24 timer til at forlade byen, ellers bliver I skudt på stedet”.
Før mandag bliver til tirsdag, er det lykkedes IRA at stoppe de katolske optøjer i byen. Men den unge Roger McCorley tvivler selv på, at kampene i Nordirland nu er fortid; dertil er der for meget ondt blod på begge sider.
Bålene under højtiden prydes gerne med irske flag – afbrændingen af dem symboliserer de protestantiske nordireres ønske om at forblive en del af Storbritannien.
Protestanter fejrer sejr over katolsk konge
Ingen dato markerer splittelsen i Nordirland som den 12. juli. Her marcherer medlemmer af den protestantiske loge “Orangeordenen” med tamburkorps og bannere gennem Belfast for at markere årsdagen, hvor den protestantiske kong Vilhelm 3. af Oranje sejrede over sin katolske rival, Jakob 2. Stuart, i 1690.
Festlighederne indledes aftenen forinden med store bål, og på selve dagen er gaderne dækket med britiske flag. Imens protestanterne fester, ser de nordirske katolikker som oftest til i tavshed.
Festdag gennemføres som planlagt
Albert Street, Belfast, tirsdag den 12. juli: Den årlige britisk-protestantiske festdag “The Twelfth”, der altid falder den på denne dato, fejres i Belfasts gader uden optøjer. I den katolske del af byen er stemningen præget af sorg.
Roger McCorley slutter sig til de hundredvis af mennesker, som marcherer op ad Albert Street i den vestlige del af Belfast. Kursen er sat mod den smukke Milltown-kirkegård på Falls Street et par kilometer væk. Her skal de 11 katolske mænd, kvinder og børn, som blev dræbt om søndagen begraves og mindes.
Hele den katolske bydel er lukket ned af respekt for begravelsesceremonien. Gardinerne er trukket for vinduerne i alle huse, og alt arbejde er udskudt indtil dagen efter.
Blandt de mange døde, der skal stedes til hvile i dag, er Seamus Leddy – IRA-manden, der blev myrdet af RIC-politiet, blot 10 minutter før våbenstilstanden trådte i kraft. Roger McCorley går nær kisten, som er klædt i det irske flags hvide, grønne og orange farver. Et traditionelt irsk orkester med fløjter, sækkepiber og trommer spiller bagerst i kortegen.
Mens den enorme folkemængde marcherer gennem gaderne, har en sjælden ro lagt sig over den hårdt plagede bydel. De seneste dages massive skyderier eksisterer nu kun i hukommelsen, og der synes langt om længe at være sat et punktum for en af de blodigste søndage i Belfasts historie.
Roger McCorley og resten af den katolske befolkning ved dog godt, at kampene mellem nationalisterne og unionisterne langtfra er overstået. Oprøret synes altid at ulme under overfladen i den nordirske by, og ingen tør rigtig tro på, at de sidste blodsudgydelser har fundet sted.
I alt kom 26 civile til skade under kampene. 13 mistede livet på dagen, og én mand døde af sine kvæstelser fire måneder senere.
Blodet flød igen på en søndag
51 år efter optøjerne i Belfast blev den nordirske by Derry den 30. januar 1972 skueplads for endnu en blodig søndag i Nordirlands historie.
Omkring 15.000 irere gik en søndag i 1972 på gaden i byen Derry for på fredelig vis at demonstrere for deres borgerrettigheder. Demonstrationen blev anført af politikeren Ivan Cooper, som var oprørt over, hvor ringe de britiske myndigheder behandlede katolikkerne i Nordirland.
Dagens march gav ham ikke grund til at skifte holdning på det spørgsmål. Det pro-britiske militær var mødt talstærkt op i byen for at anholde eventuelle urostiftere og voldelige separatister.
De britiske soldater hævdede senere, at de blev angrebet af IRA-folk i folkemængden, og de begyndte at skyde med skarpt mod demonstranterne. Hele byen eksploderede efterfølgende i optøjer, og 13 civile mistede livet.
EFTERSKRIFT
I alt 17 mennesker mistede livet under Belfasts blodige søndag, og yderligere tre omkom om mandagen. Mere end hundrede mennesker blev såret under urolighederne, og ca. 200 huse gik op i flammer, hvilket gjorde omkring 1.000 mennesker hjemløse.
For Roger McCorley blev kampene under den blodige søndag i Belfast i 1921 nogle af de sidste slag, han udkæmpede for IRA. To år senere sagde han op som leder for Belfast Brigade, da han med egne ord havde “fået nok” af kampen.
Den 30. marts 1922 trådte den anglo-irske traktat i kraft. Aftalen stadfæstede bl.a. delingen af Irland i en nordlig og en sydlig del. Mens det sydlige Irland fik selvstændighed, forblev Nordirland – hvor størstedelen af befolkningen var protestanter og unionister – en del af Storbritannien.
Beslutningen vakte ingen glæde blandt de nordirske katolikker, og landet var op gennem 1900-tallet præget af voldelige konflikter mellem katolikker og protestanter. Kampene sluttede først i 1998 med underskrivelsen af den såkaldte Good Friday Agreement. I kølvandet på brexit er volden dog igen blusset op i den nordirske hovedstad.