Gadekamp, soldater, døde heste

Den Spanske Borgerkrig: Pjaltehær skal stoppe fascismen

I 1936 bryder Spanien i brand, da general Franco vil kuppe sig til magten. Men verdenssamfundet har fået nok, og mere end 50.000 rejser til Spanien for at kæmpe imod fascisterne.

I 1936 bryder Spanien i brand, da general Franco vil kuppe sig til magten. Men verdenssamfundet har fået nok, og mere end 50.000 rejser til Spanien for at kæmpe imod fascisterne.

Creative Commons

“Da kampene brød ud, følte samtlige anti-fascister i Europa sandsynligvis en snert af håb. Her bød demokratiet tilsyneladende endelig fascismen trods. I flere år havde de såkaldt demokratiske lande overgivet sig til fascismen gang på gang. Men da Franco forsøgte at vælte en moderat venstreorienteret regering, rejste det spanske folk sig mod ham imod al forventning. Det virkede som et vendepunkt.”

Sådan trækker George Orwell i efteråret 1937 linjerne op i Den Spanske Borgerkrig. Den engelske forfatter, der senere bliver kendt for sine politiske og samfundsrevsende romaner “Kammerat Napoleon” og “1984”, er selv én af de omtalte antifascister. Som titusindvis af andre frivillige fra mere end et halvt hundrede lande drager han til Spanien for at deltage i den første åbne kamp mellem tidens to store politiske tankesæt, kommunismen og fascismen.

George Orwell

George Orwell kæmpede i borgerkrigen på republikansk side. Oplevelsen inspirerede ham til at skrive ­“Kammerat Napoleon”.

© The Granger Collection/Ritzau Scanpix

I december 1936, et lille halvt år efter at borgerkrigen er begyndt, melder Orwell sig til en marxistisk militsgruppe i Barcelona for at kæmpe mod general Francos oprørstropper.

Den ideologiske strid tiltrækker sig også opmærksomheden hos stormagter på begge sider. Flere leverer våben og mandskab til de kæmpende parter, samtidig med at de bruger borgerkrigen til at afprøve nye materialer og finpudse moderne kampteknikker. Den internationale indblanding får afgørende betydning for udfaldet af krigen, der varer næsten tre år og koster over en halv million mennesker livet.

Billede af Robert Capa, skuddræbt person

Fotografen Robert Capa risikerede livet for at få sine billeder under borgerkrigen. Efterfølgende gik de verden rundt.

© Robert Capa

Reformer ryster militæret

Den Spanske Borgerkrig begynder som en lokal affære med et tilsyneladende harmløst militærkup. Den 17. juli 1936 om morgenen indtager en deling soldater telegraf- og telefonstationen i den lille by Melilla i de spanske besiddelser i det nordlige Marokko.

I løbet af dagen erobrer oprørerne de øvrige officielle bygninger i byen og arresterer de regeringstro politikere og militærfolk. Det er startskuddet for den gruppe officerer, der står bag opstanden. Over det næste døgns tid sætter de sig på militære installationer forskellige steder på det spanske fastland.

Kupmagerne ønsker at vælte den folkevalgte regering og ændre landets politiske kurs. Den få måneder gamle moderat venstreorienterede regering har taget hul på en række reformer for at modernisere landet. Præsident Manuel Azaña ønsker blandt andet at effektivisere hæren og begrænse de privilegier, den katolske kirke og aristokratiet fortsat nyder godt af i samfundet. Det får uroen til at ulme i hæren og på den konservative højrefløj.

Den spanske regering, Manuel Azaña

Præsident Manuel Azaña og den spanske regering frygtede, hvad uroen i Spanien ville føre til, men var ikke i stand til at stoppe den.

© Narodowe Archiwum Cyfrowe

Regeringen er blevet advaret om, at der er noget i gære. Det virker dog ikke, som om den har taget truslen alvorligt. Så sent som aftenen før oprøret bryder ud, griner premierminister Santiago Casares Quiroga hånligt ad rygter om, at noget alvorligt er under opsejling. To dage senere trækker han sig fra posten, og i løbet af den dag har landet hele tre premierministre.Forvirringen er total, og regeringen virker handlingslammet, imens oprørerne befæster sig rundt omkring i landet.

Allerede den 19. juli sender den nye premierminister José Giral et telegram til den franske præsident León Blum og beder om hjælp til at kvæle oprøret. Frankrig indvilger i at sende fly og en større ladning våben til nabolandet. Det ændrer sig dog, da Blum får et opkald fra England.

Opringningen er fra den engelske udenrigsminister, Anthony Eden. Han lader præsidenten forstå, at briterne ikke er til sinds at vælge side i krisen. Tværtimod vil briterne hilse det velkomment, hvis fascister og bolsjevikker udsletter hinanden i Spanien.

På det tidspunkt betragter den konservative engelske regering endnu kommunismen som en større fare for Europa end fascismen. Den har længe fået foruroligende dessiner om revolutionære tendenser i netop Spanien. England ønsker derfor en våbenembargo mod landet, så kommunisterne ikke får fodfæste på halvøen og derfra spreder sig til resten af Europa.

Propagandaplakat

Den katolske kirke var på kupmagernes side, fordi den frygtede regeringens reformer. Det udnyttede nationalisterne i deres propaganda.

© Ritzau Scanpix

Oliefirmaer støtter kupmagerne

At briterne og amerikanerne stiltiende vender det blinde øje til opstanden i Spanien, skyldes også pengemæssige hensyn. Kupmagerne modtager således enorme olieleverancer og anden økonomisk støtte fra firmaer som amerikanske Texaco, der vil sikre sine investeringer i Spanien gennem indsættelsen af en højreorienteret regering.

Frankrig har ikke råd til at blive uvenner med englænderne. Efter internt pres trækker Blum-regeringen den 8. august sit tilbud om hjælp tilbage og erklærer sig neutral i striden. Denne bekendtgørelse og den efterfølgende internationale embargo mod landet, der vedtages i februar 1937, er reelt en håndsrækning til kupmagerne, og det får afgørende betydning for borgerkrigens udvikling.

Bønder, løftede arme

Nationalisterne vandt frem i hele Spanien, og masser af regeringstro bønder blev fanget og henrettet.

© Ritzau Scanpix

Regeringen må nu tage til takke med hjælp fra Stalins USSR. Oprørsstyrkerne, der går under navnet “nationalisterne”, sikrer sig derimod fra første færd hjælp fra både Mussolinis fascistiske Italien, Hitlers Nazi-Tyskland og den portugisiske diktator António de Oliveira Salazar.

Allerede kort efter opstanden er Spanien reelt delt i to. Regeringen kontrollerer stadig Madrid og andre storbyer som Barcelona, Valencia og Bilbao og dermed størstedelen af befolkningen, men den har tabt en række strategiske knudepunkter. Den har fortsat kontrollen med industri- og mineområderne i nord, mens oprørerne har sikret sig de store fødevareproducerende egne.

Se de gamle optagelser fra kampene

Gamle venner dræber hinanden

Samfundet er lige så pludseligt blevet delt på midten. Man hører nu enten til i den ene eller den anden lejr, og det kan være livsfarligt at bo i et kvarter på den “forkerte side”. Især hvis man tidligere har talt højt om sine politiske standpunkter.

“Gamle skolekammerater, livslange venner fra kvarteret kom og ledte efter mig derhjemme for at anholde mig. Venner, som jeg havde spillet fodbold med og lavet sjov med i skolen få år før, ville nu dræbe mig,” fortæller den madrilenske tømrer Mario Rey, som tilhører det højreorienterede Falange-parti – et fascistisk inspireret parti, der vil genoplive Spaniens imperiale storhedstid – og som er én af de mange spaniere, der i de første måneder har held med at flygte over til “sine egne”.

For rigtigt mange andre lykkes det ikke. Især i de små byer kan det være svært at slippe væk i tide. I krigens indledende fase opstår der således et nyt begreb: at gå en tur. På begge sider tropper de lokalt dominerende grupper ganske enkelt op hjemme hos “de mistænkelige” og tager dem med ud på en natlig tur. Den ender foran en henrettelsespeloton i grøften langs en landevej, på en mark eller på kirkegården.

Ældre kvinde græder

Den Spanske Borgerkrig splittede familier og trak et spor af menneskelige tragedier efter sig. Børn mistede deres forældre.

© Hulton Deutsch/Getty Images

Der er den dag i dag adskillige uåbnede massegrave rundt omkring i Spanien. I én af dem ligger det nok mest berømte offer for “gåturene”, den homoseksuelle, avantgardistiske digter Federico Garcia Lorca, der var ven med kunstnere som Pablo Picasso og Salvador Dalí. Han forsvinder den 16. august 1936, efter at han er blevet hentet i sit hjem i Granada af lokale falangister.

Mordet får stor symbolsk betydning for intellektuelle i hele Europa, der betragter det som et drab på selve den intellektuelle fritænkning i Spanien.

Andre gange vælger man bare nogle ud blandt fangerne i fængslerne. I begyndelsen af november 1936 henter kommunistiske militser alle “fascister og farlige elementer” i Modelo-fængslet i Madrid og kører dem ud til kirkegården i byen Paracuellos. I løbet af få dage henretter de 2.400 personer uden forudgående retssager.

Række med lig

Historikerne anslår, at op imod 180.000 civile mistede livet under Den Spanske Borgerkrig, mange under luftangreb.

© Keystone/Getty Images

En kvart million henrettes

Begge parter gør således, hvad de kan for at udrydde modparten. Der er samtidig masser af eksempler på, at situationen udnyttes til at få gjort gamle regnskaber op og få fjernet fjender og rivaler. Tal på op mod 50.000 døde bag linjerne i de første måneder taler deres eget tydelige sprog.

I alt bliver en kvart million mennesker henrettet i løbet af krigen og sejrherrernes efterfølgende udrensninger. Det er næsten lige så mange, som der dør i krigshandlingerne. Dertil kommer et stort antal voldtægter, uberettigede fængslinger og udstødelse af uskyldige mennesker, hvoraf mange tvinges i eksil.

På de højreorienterede nationalisters side foregår undertrykkelserne med autoriteternes velsignelse i henhold til en af de førende generaler, Emilio Molas, parole om, at man skal anvende “den nødvendige vold” til at sikre sejren. På den republikanske side bliver ugerningerne oftest begået af ophidsede flokke, som myndighederne trods gentagne opråb ikke kan stoppe.

Hør nationalisternes nationalsang

Mange kommunister og anarkister vender i begyndelsen af krigen deres vrede mod den katolske kirke. Stort set alle kirker og klostre i de republikanske områder bliver plyndret og brændt eller besat, og 7.000 gejstlige dræbt på de mest bestialske måder.

Som følge deraf går den katolske kirke åbent ud og erklærer sin støtte til oprørerne. Inden regeringen får stoppet ugerningerne, er den internationale støtte til nationalisterne vokset betragteligt. Især i katolske lande som Irland, hvorfra der siden kommer grupper af frivillige for at kæmpe mod de ugudelige kommunister.

I løbet af den tre år lange borgerkrig erobrede nationalisterne langsomt hele Spanien. Slaget ved Guadalajara den 18. marts 1937 bliver republikanernes sidste sejr.

Kort, Spanien, 1936
© Shutterstock

1936

17. juli
Oprøret starter i den spanske enklave Melilla i Nordafrika og spredes til selve Spanien. Hitler og Mussolini hjælper oprørerne, Stalin støtter republikanerne.

3. august
Frankrig frygter selv en borgerkrig og nægter at hjælpe. Grænsen lukkes.

29. september
En militærjunta udnævner Franco til statsoverhoved og hærchef.

1. november
Nationalisterne lider deres første store nederlag, da de vil indtage Madrid.

Kort, Spanien, 1937
© Shutterstock

1937

6. februar
Skyttegravskampene ved Jarama-floden, lige uden for Madrid, begynder.

8. marts
Under slaget ved Guadalajara i Central-spanien lider nationalister, støttet af italienske tropper, et sviende nederlag.

26. april
Den baskiske by Guernica bliver ødelagt af tyske og italienske bombefly.

3. maj
Forskellige kommunistiske grupperinger kæmper indbyrdes og imod politiet i Barcelona.

Kort, Spanien, 1938
© Shutterstock

1938

15. april
Francos tropper når den spanske østkyst og deler det republikanske Spanien i to.

1. maj
Franco kræver, at republikanerne overgiver sig betingelsesløst.

3. oktober
Den Internationale Brigade forlader Spanien i et forfejlet forsøg på at deeskalere krigen.

16. november
Republikanerne lider et afgørende nederlag under slaget ved Ebro i Catalonien.

Kort, Spanien, 1939
© Shutterstock

1939

26. januar
Francos tropper indtager Barcelona.

27. februar
England og Frankrig anerkender Francos regering.

28. marts
Madrid overgiver sig betingelsesløst til Franco.

1. april
Borgerkrigen er afsluttet, og Franco begynder udrensninger af politiske modstandere. Op mod 100.000 dør, og flere hundrede tusind drager i eksil.

Militserne er underlegne

Sidst på sommeren 1936 er situationen faretruende for de republikanske forsvarsstyrker. Militserne er militært underlegne i forhold til oprørstropperne og formår kun få steder at holde stand mod fremrykningen. I begyndelsen af september får regeringen ny premierminister, den radikale socialist Francisco Largo Caballero, og han kæmper hårdt mod tiden for at få stablet en rigtig hær på benene.

Samtidig begynder en ny, international bevægelse dog at tage form. I løbet af efteråret 1936 begynder de internationale kommunistpartier at hverve til De Internationale Brigader. Mellem 40.000 og 60.000 personer fra 55 forskellige lande melder sig i de kommende år til krigen i Spanien. De fleste kommer fra Frankrig, Italien, Tyskland, England og USA.

“De bombede Madrid. Da gik det op for os, at det var krig, det her, og ikke et eventyr”. Engelske David Marshall, som var en del af Den Internationale Brigade.

Mange udlændinge risikerer således ikke bare deres liv for republikken, de bliver også kriminaliseret gennem den internationale embargo, og nogle får endog frataget deres nationalitet på grund af deres deltagelse. Det gælder især for kommunistiske tyskere og italienere, der ved flere lejligheder kommer til at stå over for fascistiske landsmænd på kamppladsen.

I slutningen af september 1936 er den succesrige general Francisco Franco blevet udnævnt til øverstkommanderende for oprørerne, og han indleder et angreb på hovedstaden.

Forsvaret af Madrid bliver republikanernes første triumf og de internationale styrkers ilddåb. Den dengang 20-årige David Marshall husker, hvordan hans deling, den hovedsagelig tyske Thälmann-brigade, ankommer til Madrid. “Ved daggry kom vi til nogle lave bakker lige syd for Madrid. Luften var meget klar, og der hørtes ikke en lyd. Man kunne se Madrid langt borte, og mens vi kiggede, kunne vi se 12 røgsøjler rejse sig. De bombede Madrid. Da gik det op for os, at det var krig, det her, og ikke et eventyr,” fortæller den unge englænder, der er “heldig” at blive såret allerede første dag og sendt langt bort fra fronten igen.

By bombes, kanoner, soldater

Den lille by Belchite var en af mange, som blev fuldkommen ødelagt. Franco beordrede, at den ikke måtte genopbygges – ruinerne skulle stå som et monument over krigen.

© Augusto Ferrer-Dalmau

For hans landsmand Sam Russel er det også første gang, han kommer i kamp. Han ligger længe i skyttegravene i universitetsområdet i den nordlige ende af den spanske hovedstad.

“Det var på det tidspunkt, de russiske geværer begyndte at ankomme. En stor del af ammunitionen passede ikke til geværerne, og der lå vi og kæmpede mod Franco mellem fakultetsbygningerne. Midt i december var vi kun seks tilbage af de oprindelige 30. Nogle få var blevet såret, men de fleste var døde. Tabstallet var lige så stort i hele den franske bataljon,” siger han. Trods de store tab, tiltagende mangel på alt fra fødevarer til våben og jævnlige bombardementer fra tyske og italienske fly, holder byen dog stand.

I slutningen af året er også Francos tropper så udmattede, at han vælger at trække sig tilbage og lægge en ny strategi for indtagelsen af Madrid.

Bombefly

General Francos fascistiske allierede brugte borgerkrigen som en generalprøve på 2. verdenskrigs bombetogter. De ville bl.a. se, hvordan ødelæggelserne påvirkede civile.

© ullstein bild Dtl./Getty Images

Spanien blev Luftwaffes forsøgskanin

Hitler gav Franco luftstøtte med sin “Legion Condor”. Men formålet var også at samle erfaringer til den kommende krig.

Kun fem dage efter at borgerkrigen brød ud, anmodede Franco om hjælp fra Tyskland til at hente den spanske hær udstationeret i Marokko hjem. Hitler indvilgede i al hemmelighed, og i løbet af fire måneder blev 13.500 soldater transporteret til Spanien.

Men det var kun starten på udlandets indblanding. Da Sovjetunionen støttede republikanerne med fly, blev Spanien hurtigt til en træningsplads i luftkamp – med levende mål. Under navnet “Legion Condor” afprøvede Luftwaffe teknologi og taktikker.

Jagerflyet Heinkel He 51, der blev betragtet som Luftwaffes stolthed, viste sig at være en flyvende skrammelkasse – og de sovjetiske jagerfly fuldkommen underlegen. Arbejdet med at færdigudvikle den langt mere effektive Messerschmitt Bf 109 blev fremskyndet. Til gengæld viste Stukaen viste sig at overgå alle forventninger.

Flyvevåbnets vigtighed blev også understreget. Med hjælp fra Condor-legionen havde de spanske fascister stort set kontrol over luftrummet i krigens sidste fase. Dermed kunne de ødelægge republikanernes forsyningslinjer og bombe deres stillinger, uden at republikanerne havde mulighed for at svare igen. Francos sejr var utænkelig uden hjælpen fra “Legion Condor”, der smed næsten 17.000 tons bomber over Spanien.

Skyttegravskrig ender uafgjort

De udenlandske soldater spiller efterfølgende en vigtig rolle i skyttegravskrigen ved Jarama-floden syd for Madrid. I luften dyster russiske piloter med tyske og italienske, og i luften kæmper venstreorienterede brigadister fra 22 lande mod marokkanere, portugisere og irere om hver en kvadratmeter.

Som i Madrid ender kampene i en slags remis med store tab på begge sider. Republikanerne mister 10.000 mand, og nationalisterne 6000. Det går især hårdt ud over De Internationale Brigader, hvor hele delinger bliver udslettet. Herefter rejser brigaderne sig aldrig til fuld styrke igen.

I begyndelsen af marts 1937 vinder republikanerne en stor sejr ved byen Guadalajara øst for Madrid. Mussolini har sendt 50.000 soldater til Spanien for at gøre en ende på krigen. Anført af splinternye russiske tanks og med den internationale Garibaldi-brigade bestående af italienske frivillige i en fremtrædende rolle påfører de republikanske styrker dog Mussolinis soldater et ydmygende nederlag. Trods sejren er tabstallene ikke desto mindre højere på republikanernes side, og det bliver den sidste, dyrt købte triumf for de regeringsloyale styrker.

“Det er beklageligt, men vi kunne ikke handle på anden måde. På det tidspunkt kunne de erfaringer ikke opnås på anden måde”. Hermann Göring under Nürnberg-retssagen.

General Franco vender nu blikket mod nord. På få måneder erobrer han hele den nordspanske kyst og sætter sig på de store industriområder. Herfra kan det kun gå én vej i borgerkrigen, og det inspirerer Francos allierede til at iværksætte et blodigt eksperiment. Den 26. april 1937 bomber tyske og italienske flyvere den lille baskiske by Guernica.

Mens tyskerne bomber fra stor højde for at se, hvilken effekt ødelæggelserne har på civilbefolkningens moral, øver de italienske fly præcisionsbombning. 75 pct. af byen lægges øde, og dødstallet svinger mellem 126 og 2500. Byen er uden strategisk betydning, og angrebet på civilbefolkningen helt unødvendigt.

“Det er beklageligt, men vi kunne ikke handle på anden måde. På det tidspunkt kunne de erfaringer ikke opnås på anden måde,” siger chefen for Luftwaffe, Hermann Göring, i forbindelse med Nürnberg-retssagen i 1946, da han bliver spurgt til denne generalprøve på de store bombardementer under 2. verdenskrig.

Guernica, ødelagt by

Under et af verdens første eksempler på terrorbombning blev den lille baskiske by Guernica jævnet med jorden af “Legion Condor”.

© World History Archive/Imageselect

Kort efter får den republikanske regering endnu en gang ny premierminister. Juan Negrín overtager posten med Sovjetunionens billigelse. Nogenlunde samtidig bryder en borgerkrig i borgerkrigen ud i Barcelona. Den fælles fjende kan ikke længere få de forskellige grupperinger blandt kommunisterne til at holde fred indbyrdes. En strid bryder ud i lys lue mellem stalinister og trotskister, der begynder at skyde på hinanden i gaderne.

George Orwell er på orlov i den katalanske storby og erfarer, at de kommunistiske styrker er brudt op i flere fraktioner. Hans gruppe, det trotskistiske POUM, bliver stemplet af de sovjettro stalinister som en fascistisk støttegruppe, og medlemmerne bliver arresteret og smidt i fængsel.

Bomber, mennesker dukker sig

Luftangrebene gik i stort omfang ud over Spaniens civilbefolkning. Bombeflyene kom uden advarsel og skånede ingen.

© Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofía

George Orwell såres og må flygte

Efter et par dage dæmpes gemytterne igen, og George Orwell tager tilbage til fronten i Aragon. Krigen er dog snart ovre for hans vedkommende. Ti dage senere bliver han ramt i halsen af en kugle fra en snigskyttes gevær.

Orwell overlever på mirakuløs vis og tilbringer sin sidste tid i Barcelona, indtil han må flygte fra landet for at undgå at blive arresteret som POUM-tilhænger, da konflikten bryder ud igen. Året 1937 slutter, som det begyndte. Francos nationalister vinder langsomt, men støt frem. I april 1938 når de middelhavskysten og skærer dermed det republikanske territorium over i to dele. Kort efter forsøger Negrin-regeringen at få gang i forhandlinger om en fredsaftale, men Franco nægter at forhandle og kræver en betingelsesløs overgivelse af fjenden.

For republikanerne er der nu kun et spinkelt håb tilbage. Hæren forsøger en sidste desperat offensiv ved Ebro-floden i Nordspanien. Den begynder godt, men tropperne bliver slået tilbage igen og lider store tab.

Kvinder med geværer

De regeringsloyale militser talte både kvinder og teenagere. Kvinderne kæmpede på lige fod med mændene.

© Daily Herald Archive/Getty Images

I september erklærer Negrín i endnu et forsøg på at nærme sig Franco, at De Internationale Brigader skal forlade landet. De sidste udlændinge rejser i slutningen af oktober. Lige før nationalisterne vinder den endelige sejr ved Ebro.

Negrín trækker tiden ud i håbet om, at der skal bryde en reel verdenskrig ud mellem de demokratiske og de fascistiske stater. I så fald vil våbenembargoen mod Spanien blive ophævet, og der vil kunne komme hjælp udefra.

Verdenskrigen kommer dog for sent for den spanske regering. Nationalisterne fortsætter deres fremmarch, og den 26. januar indtager de et sønderbombet Barcelona stort set uden kamp. En måned senere anerkender Frankrig og England Franco som Spaniens nye statsoverhoved.

Og den 27. marts indtager oprørerne Madrid. Franco erklærer borgerkrigen for afsluttet den 1. april 1939, kun fem måneder før resten af Europa bryder ud i krig efter Nazi-Tysklands invasion af Polen.

General Franco

Fascisternes leder, general Franco, fik efter sejren titel af statsoverhoved.

© Bettmann/Getty Images

Franco sad på ­magten i 36 år

Francisco Franco Bahamonde førte oprørsstyrkerne til sejr i Den Spanske Borgerkrig og blev senere statsoverhoved.

Francisco Franco Bahamonde (1892-1975) blev født i den nordspanske by Ferrol i 1892. Som ung gjorde han lynkarriere i hæren takket være en god indsats i en række felttog i det spanskdominerede Marokko. Kun 23 år gammel blev han udnævnt til den yngste major i den spanske hær, og som blot 35-årig fik han titlen brigadegeneral.

Franco, der ved borgerkrigens begyndelse var udstationeret på De Kanariske Øer, holdt sig indledningsvis i baggrunden under planlægningen af militærkuppet. Han sluttede sig først til kupmagerne, lige inden det gik løs den 17. juli 1936.

Efter en række militære succeser blev han i september samme år udnævnt af de øvrige generaler til generalísimo, chef for oprørsstyrkerne og leder af den regering, der styrede de besatte områder.

Franco havde dog større ambitioner, og ved at fifle med formuleringen i udnævnelsen fik han i stedet tiltusket sig titlen som statsoverhoved for Spanien. Den titel beholdt han efter afslutningen på borgerkrigen i 1939 og helt frem til sin død i en hospitalsseng i Madrid i november 1975.