Den 10. december 1949 ventede general Chiang Kai-shek modløs og rystet på en flyveplads i udkanten af Chengdu i det østlige Kina. Efter 22 års borgerkrig mod kommunisterne stod nederlaget skrevet i øjnene på ham.
Kun Chengdu var som den eneste by på det kinesiske fastland ikke faldet i kommunisternes hænder. Men det var kun et spørgsmål om tid, vidste generalen og lederen af nationalistpartiet Kuomintang.
Han havde for længst tømt nationalbanken for store dele af Kinas guldreserver og flyttet dem til Taiwan, 100 km fra det kinesiske fastland.
To mio. kinesere var allerede flygtet til øen – heriblandt landets økonomiske, intellektuelle og sociale elite. Snart ville han også selv følge efter.
Taiwan er den sidste base
Chiang Kai-shek og Kuomintang-partiet havde intet ønske om at grundlægge en ny nation. For dem var øen Taiwan blot det eneste sted i Kina, som kommunisterne ikke havde kontrol over.
Øen var en base, hvorfra de kunne kæmpe videre mod kommunisterne, indtil hele landet atter var samlet.
Så i stedet for en ny grundlov fik Taiwan blot militær undtagelsestilstand. Forordningen havde den relativt uskyldige titel “midlertidige tiltag under perioden med kommunisternes oprør”, men den kom til at vare helt frem til 1987. Chiang Kai-shek og Kuomintang fastholdt nemlig, at hele riget retteligt hørte under Republikken Kina.
Denne “ét Kina”-politik var kommunisterne i Beijing rørende enige i – blot med den forskel, at de så Taiwan som en ubrydelig del af Folkets Republik.
Fra Taiwan indledte nationalisterne adskillige sporadiske angreb mod fastlandet. De blokerede alle havne, forsøgte at stoppe samtlige udenlandske skibe på vej til Kina og støttede 12.000 soldater, der var flygtet til Burma og førte en guerillakrig mod kommunisterne.
Det lykkedes også at knuse et kinesisk angreb på den lille ø Jinmen, der udgør en fremskudt forpost blot få kilometer fra Fastlandskina.
Men sejren ændrede ikke på, at Taiwans fremtidsudsigter så meget dystre ud. Der ville komme flere og større angreb, og USA havde umiddelbart ingen lyst til at støtte landet i tilfælde af en invasion fra fastlandet.
Taiwans held var Korea-krigen. Efter det kommunistiske Nordkoreas angreb på Sydkorea i 1950 begyndte den amerikanske regering at frygte, at USA's indflydelse i Sydøstasien ville svækkes markant.
Derfor blev Taiwan støttet både politisk og med våben, da Kina to gange i løbet af 1950’erne forsøgte at erobre Taiwans små øer tæt på fastlandet.
Efter 1950’erne blev krigen mere symbolsk – kineserne erklærede fx en “lige-dags våbenhvile”, hvor de kun affyrede granater mod Jinmen på ulige dage, og med tiden blev krudtet i granaterne endda udskiftet med propagandaskrifter.
Taiwan savner opbakning
Eftersom Beijing i folkerepublikkens første årtier stod uden for verdenssamfundet, blev Kina repræsenteret af Taiwan i FN.
Men da det kommunistiske kinesiske fastland kom ind i den internationale varme i løbet af 1970’erne, røg Taiwan samtidig ud i kulden.
Det absolutte lavpunkt kom, da USA’s åbning til Kina betød, at Washington afbrød de diplomatiske forbindelser til øen – i hvert fald officielt.
USA udviser fortsat sympati for Taiwan og har hidtil støttet landet militært, hver gang Kina truer med invasion. Men supermagten fører bevidst en uklar og tvetydig politik i Taiwan-spørgsmålet. Formålet er ikke at genere nogen af de to parter.
Mange i Taiwan frygter, at USA i tilfælde af en invasion kan finde på at opgive landet pga. Kinas stadig større militære og økonomiske styrke.
En frygt, der er helt reel, eftersom Taiwan formelt stadig er i krig med fastlandet. Parterne har nemlig aldrig underskrevet en fredsaftale.