© PBS 2021.
Den 10. december 1949 ventede general Chiang Kai-shek modløs og rystet på en flyveplads i udkanten af Chengdu i det østlige Kina. Efter 22 års borgerkrig mod kommunisterne stod nederlaget skrevet i øjnene på ham.
Kun Chengdu var som den eneste by på det kinesiske fastland ikke faldet i kommunisternes hænder. Men det var kun et spørgsmål om tid, vidste generalen og lederen af nationalistpartiet Kuomintang.
Han havde for længst tømt nationalbanken for store dele af Kinas guldreserver og flyttet dem til Taiwan, 100 km fra det kinesiske fastland.
To mio. kinesere var allerede flygtet til øen – heriblandt landets økonomiske, intellektuelle og sociale elite. Snart ville han også selv følge efter.
To mio. kinesere flygtede til Taiwan efter kommunisternes sejr i borgerkrigen.
Taiwan er den sidste base
Chiang Kai-shek og Kuomintang-partiet havde intet ønske om at grundlægge en ny nation. For dem var øen Taiwan blot det eneste sted i Kina, som kommunisterne ikke havde kontrol over.
Øen var en base, hvorfra de kunne kæmpe videre mod kommunisterne, indtil hele landet atter var samlet.
Så i stedet for en ny grundlov fik Taiwan blot militær undtagelsestilstand. Forordningen havde den relativt uskyldige titel “midlertidige tiltag under perioden med kommunisternes oprør”, men den kom til at vare helt frem til 1987. Chiang Kai-shek og Kuomintang fastholdt nemlig, at hele riget retteligt hørte under Republikken Kina.
Denne “ét Kina”-politik var kommunisterne i Beijing rørende enige i – blot med den forskel, at de så Taiwan som en ubrydelig del af Folkets Republik.
Fra Taiwan indledte nationalisterne adskillige sporadiske angreb mod fastlandet. De blokerede alle havne, forsøgte at stoppe samtlige udenlandske skibe på vej til Kina og støttede 12.000 soldater, der var flygtet til Burma og førte en guerillakrig mod kommunisterne.
Det lykkedes også at knuse et kinesisk angreb på den lille ø Jinmen, der udgør en fremskudt forpost blot få kilometer fra Fastlandskina.
Men sejren ændrede ikke på, at Taiwans fremtidsudsigter så meget dystre ud. Der ville komme flere og større angreb, og USA havde umiddelbart ingen lyst til at støtte landet i tilfælde af en invasion fra fastlandet.
Konflikten i dag: Kina
I 2005 vedtog Kina en lov, der formelt understreger, hvad kommunisterne altid har sagt: En uafhængighedserklæring i Taiwan vil betyde, at Kina indleder et militært angreb på øen.
Alternativet til krig er ifølge Kina en genforening under parolen “et land – to systemer”. Det forslag vil indebære, at Taiwan får fuld selvbestemmelse i alle indre anliggender i en meget lang overgangsperiode.
Dermed vil Taiwan kun være underlagt centralregeringen i Beijing i udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål.
Taiwans held var Korea-krigen. Efter det kommunistiske Nordkoreas angreb på Sydkorea i 1950 begyndte den amerikanske regering at frygte, at USA's indflydelse i Sydøstasien ville svækkes markant.
Derfor blev Taiwan støttet både politisk og med våben, da Kina to gange i løbet af 1950’erne forsøgte at erobre Taiwans små øer tæt på fastlandet.
Efter 1950’erne blev krigen mere symbolsk – kineserne erklærede fx en “lige-dags våbenhvile”, hvor de kun affyrede granater mod Jinmen på ulige dage, og med tiden blev krudtet i granaterne endda udskiftet med propagandaskrifter.
Chiang Kai-shek flygtede sammen med to mil. kinesere til Taiwan, da det stod klart, at hans parti ville tabe borgerkrigen mod kommunisterne.
Taiwan savner opbakning
Eftersom Beijing i folkerepublikkens første årtier stod uden for verdenssamfundet, blev Kina repræsenteret af Taiwan i FN.
Men da det kommunistiske kinesiske fastland kom ind i den internationale varme i løbet af 1970’erne, røg Taiwan samtidig ud i kulden.
Det absolutte lavpunkt kom, da USA’s åbning til Kina betød, at Washington afbrød de diplomatiske forbindelser til øen – i hvert fald officielt.
Konflikten i dag: Taiwan
Forholdet til Kina er altid det dominerende tema i valgkampene i Taiwan, og partierne har måttet justere deres politik i en mere forsonlig retning. Men hermed ikke sagt, at befolkningen vil genforenes med Kina – tværtimod: Politikerne skal blot undlade provokationer.
Indbyggernes holdning har umuliggjort en løsning. På den ene side kan Taiwan ikke erklæres selvstændigt, da det vil betyde kinesisk invasion. På den anden kan Kina ikke presse Taiwan til genforening pga. indbyggernes modvilje.
I 2016 valgte Taiwan sin første kvindelige præsident, Tsai Ing-wen. Hun er fortaler for Taiwans suverænitet over for Kina, og blev i 2020 genvalgt med et rekordhøjt antal stemmer.
Det blev set som et tydeligt tegn om, at Taiwaneserne ikke har i sinde at overgive sig til Kina foreløbigt.
En meningsmåling fra marts 2021 viser, at kun fem procent af Taiwaneserne støtter Kinas “et land – to systemer”-model, og dermed er langt størstedelen af befolkningen imod forslaget.
USA udviser fortsat sympati for Taiwan og har hidtil støttet landet militært, hver gang Kina truer med invasion. Men supermagten fører bevidst en uklar og tvetydig politik i Taiwan-spørgsmålet. Formålet er ikke at genere nogen af de to parter.
Mange i Taiwan frygter, at USA i tilfælde af en invasion kan finde på at opgive landet pga. Kinas stadig større militære og økonomiske styrke.
En frygt, der er helt reel, eftersom Taiwan formelt stadig er i krig med fastlandet. Parterne har nemlig aldrig underskrevet en fredsaftale.