Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

FN-styrke omringet i Congo

Pludselig afbryder en maskingeværsalve andagten, og over 1.000 sværtbevæbnede soldater stormer frem mod den irske FN-styrkes stillinger nær Jadotville. Styrken tæller blot 156 mand. Forude venter fem dage i helvede.

Irske Patrick Quinlan er i chok, da han den 4. september 1961 ankommer til den lille FN-base i den congolesiske provins Katanga.

En samling faldefærdige murstensbygninger titter op i det golde landskab, og basen har hverken en beskyttende mur eller bare et pigtrådshegn.

Men det er her, den 42-årige kommandant og hans udsendte FN-styrke skal være udstationeret for at være med til at stoppe borgerkrigen i Congo.

“Vi har et problem her. Vi må hellere være forberedt”, fortæller Quinlan en af sine officerer.

Basen kan angribes fra alle sider, og kommandanten ved, at situationen i den uroprægede region hurtigt kan udvikle sig kritisk:

Få år forinden har Congo vundet sin frihed fra den belgiske kolonimagt, og lige siden har det centralafrikanske land været hærget af borgerkrig.

Derfor har FN indsat fredsbevarende styrker.

Krisen i Congo er især eskaleret, fordi den sydlige provins Katanga – med præsident Moïse Tshombe i spidsen – har revet sig løs fra resten af landet.

“Hver eneste mand i dette kompagni skal grave skyttegrave”
Kommandant Patrick Quinlan.

Katanga er et slaraffenland med underjordiske skatte af kobolt, kobber, uran, diamanter og guld, som Tshombe ikke ønsker at dele.

Præsidenten støttes af belgiske mineselskaber, der står for udvindingen.

For at bevare deres lukrative forretning er de med til at finansiere Tshombes hær – med bl.a. europæiske lejesoldater.

“Hver eneste mand i dette kompagni skal grave skyttegrave”, råber Quinlan til sine 155 soldater.

Mens solens stråler nådesløst griller deres blege kroppe, borer irerne hakker og spader ned i den tørre, røde jord.

Da gravearbejdet efter ni dage lakker mod enden, har mændene en anelse mere tillid til deres forsvar.

Til gengæld fornemmer de, at der er ved at ske noget rundt om dem.

Irerne føler sig overvåget. Igen og igen dukker nysgerrige ansigter frem i elefantgræsset nord for basen og på højdedragene syd for lejren. Noget er tydeligvis i gære.

Den belgiske kolonimagt trak sig i 1960 ud af Congo. Herefter brød en borgerkrig ud i landet.

Gudstjeneste afbrydes af skudsalver

Onsdag den 13. september 1961 kl. 7.30: FN-tropperne har tilbragt ni dage på basen. De lokale har ophængt plakater med ordlyden “Go home!”.

Sergent Wally Hegarty lægger sin Carl Gustaf SMG-maskinpistol fra sig på jorden, inden han slår korsets tegn for sig og retter blikket frem mod kompagniets præst.

Som de fleste irere er Hegarty katolik. Når han ikke har skyttegravsvagt om morgenen, ynder den 29-årige, brillebærende sergent at deltage i morgenandagten.

Kompagniets præst begynder andagten foran et stort trækors, der er eneste tegn på, at den lille, firkantede grusplads midt i lejren gør det ud for en kirke.

Den uniformsklædte menighed folder hænderne og lukker øjnene under bønnen. Men pludselig river en høj, hakkende lyd soldaterne ud af deres fordybelse: Lyden af maskingeværer!

Hegarty og hans kammerater kigger hurtigt på hinanden og spæner så hen til deres våben. Soldaterne har i nogle dage frygtet et angreb, og med lyden af skud ved de, at deres bange anelser er blevet til virkelighed.

“Bemand skyttegravene!” kommanderer officererne. Hegarty kaster sig ned i hullet. På få øjeblikke er alle forsvarspositioner i basen bemandet.

Bag sandsække, på hustagene og fra skyttegravene retter irerne deres sigte mod de afrikanske soldater fra oprørslederen Moïse Tshombes hær.

De er ankommet i firehjulstrækkere til det åbne terræn nordvest for basen. Efter at være hoppet ud af bilerne har fjendens soldater søgt dækning bag dem.

Herfra beskyder de nu irerne, mens andre afrikanere giver ild fra deres dække i det høje elefantgræs i bushen nord for FN-basen.

Skuddene fyger gennem luften. I den ene retning hamrer kuglerne mod bilernes metaloverflader, og i den anden borer de sig fast i sandsækkene.

Efter knap et kvarter giver de fjendtlige soldater op. Hurtigt springer de tilbage i deres køretøjer og ræser bort i fuld fart – tydeligvis forbavsede over, hvor velforberedte FN-tropperne er.

Hegarty og hans kammerater kan se støvskyer rejse sig, mens firehjulstrækkerne forsvinder.

Alle bliver dog siddende på deres poster, og morgenmaden må indtages i skyttegravene og oppe på tagene.

Pga. den afbrudte gudstjeneste går præsten fra hul til hul og giver syndsforladelse, mens de irske soldater drikker deres morgente.

“Vores tunge maskingeværer ødelagde fjendtlige angreb og mejede mortér-besætninger ned”
Kaptajn Liam Donnelly.

Irerne tanker op til kamp

Onsdag kl. 9: Kommandanten har meldt angrebet over radioen til FN’s kommandocentral i Elisabeth­ville. “Forsvar jer med fuld kraft”, lyder svaret.

Patrick Quinlan er utryg ved situationen. Hans kompagni er isoleret, og der er 130 km til nærmeste FN-styrke i Elisabethville. Vejen fører over Lufira-broen, som fjenden kontrollerer.

Den 42-årige kommandant vurderer, at hans kompagni har proviant og ammunition nok til at “holde stand i to eller tre dage”.

Quinlan beordrer kort efter angrebet basens vandtanke fyldt op. Netop som den sidste tank er ved at være fuld, knirker og knager vandrørene, og vandet stopper med at løbe. Fjenden har lukket for forsyningen.

Oven på den nyhed modtager Quinlan endnu en foruroligende besked: En af hans kaptajner, Liam Donnelly, melder, at fjenden har indtaget positioner hele vejen rundt om irerne – både i bushen og på et højdedrag syd for basen.

Som det første anlagde de irske soldater skyttegrave rundt om basen.

© History of War

Fjenden genoptager angrebet på basen

Onsdag kl. 11.40: Irerne har siden morgenens kampe ventet et nyt angreb. Kaptajn Liam Donnelly har taget plads nær sin delings mortérstilling.

Fjendens tunge skyts buldrer igen kl. 11.40, da styrken af katanganske soldater og hvide lejesoldater angriber på ny.

Mortér-granater brager ned i FN-lejren, og fra flere sider skyder fjendens maskingeværer og maskinkanoner.

Ude fra bushen løber afrikanske tropper frem mod basen, men kaptajn Donnelly og hans mænd bevarer roen.

Irerne sigter og skyder på de fremadstormende soldater, der én efter én forsvinder ned i elefantgræsset.

Kaptajn Donnelly ved dog, at de bliver nødt til at gøre noget ved fjendens maskinkanoner og mortérer. Fra sin egen delings mortérposition sender kaptajnen granater afsted mod fjenden.

Den firskårne irer og hans mænd rammer plet med de første fire skud og sætter flere af afrikanernes tunge våben ud af spillet.

“Send forstærkninger hurtigst muligt. Haster”
Kommandant Patrick Quinlan.

En af Donnellys granater falder ned i et ammunitionsdepot bag selve fronten. Depotet eksploderer i et flammehav, der ikke aftager før sent om aftenen.

I perfekt samspil med maskingevær-positionerne sørger Donnellys granater for at holde fjenden i skak.

“Vores tunge maskingeværer ødelagde fjendtlige angreb og mejede mortér-besætninger ned, som løb bort fra deres positioner pga. vores kontrabombardement”, noterer Donnelly, der tilfreds kan konstatere, at fjendens nærmeste stilling er ca. 400 m fra basen.

Men Donnelly og hans kammerater ved, at dette blot er begyndelsen. Kl. 13.15 sender kommandant Quinlan en bøn afsted til FN’s kommandocentral i Elisabethville:

“Send forstærkninger hurtigst muligt. Haster”.

FN-leder hører om angrebet i Katanga

Onsdag kl. 17.00: FN’s generalsekretær, svenske Dag Hammerskjöld, har forladt organisationens hovedkvarter i New York og er fløjet til Congo.

Hammerskjöld bryder sig ikke om, hvad han hører under den første briefing i Congos hovedstad, Leopoldville:

Fire timer inden oprørslederen Tshombes angreb på FN-basen ved Jadotville havde FN’s styrker angrebet Tshombestropper i Elisabethville.

Den 56-årige generalsekretær ved, at belejringen nær Jadotville er præsidentens svar. Hammerskjöld må i aktion, hvis krisen skal løses.

Hjælpetropper møder hård modstand

Onsdag kl. 18.00: FN’s base i Elisabethville har modtaget Quinlans nødråb, og en styrke under kommandant John Kane er på vej mod Jadotville.

En rød støvsky står op om FN-kortegen, da “Force Kane” kører afsted mod Lufira-broen. Kortegen består af fire pansrede køretøjer og fem lastbiler fyldt med soldater.

Solen er på vej ned bag horisonten, da kommandant John Kane dirigerer sin undsætningsstyrke ind til siden et par kilometer fra betonbroen, de skal forsøge at komme over.

Kane ved, at Tshombes hvide lejesoldater har forberedt et forsvar af Lufira-broen. Fra sin position kan han nu se, at overgangen er blokeret med en bulldozer, jernbjælker, store træstubbe og andre tunge genstande.

En hård kamp venter forude, og Kane må erkende, at hans mænd er ved at være trætte. De deltog i FN-offensiven i Elisabethville tidligere på dagen, men soldaterne er opsatte på at redde deres kolleger.

“Jeg vidste, jeg var ramt, og jeg fløj væk som en raket”
Sergent Wally Hegarty.

Lidt efter kl. 19 kører den første af de pansrede vogne derfor ud på broen. Køretøjet fejer de første forhindringer til side, og Kane når lige at mærke en snert af optimisme, før bilen banker mod en tønde fyldt med sten.

Chaufføren bakker, men rammer en tjærespand med cement. Nu sidder bilen fast mellem de tunge genstande, mens en fjendtlig kugleregn slår mod køretøjets panser.

“Vi må fjerne forhindringen!” råber bilens maskingeværskytte, som sammen med en korporal springer ud af den pansrede vogn uden tøven.

I en lynende fart får de fjernet tjæretønden, og begge mænd når mirakuløst tilbage i bilen uden at blive ramt. Chaufføren slår bak for fuld gas, og trods voldsom beskydning slipper alle FN-køretøjerne væk.

Dagen efter forsøger Kane igen at forcere broen, men forsvaret er for stærkt. Slukørede må kommandanten og hans mænd vende tilbage til Elisabethville.

Under borgerkrigen i Congo blev mange fanger banket ihjel.

© Imageselect

Fra koloni til blodigt diktatur

Belgien trak sig ud af Congo i 1960 og gav landet selvstændighed.

Landets indbyggere håbede på demokrati og frihed. Men alt gik galt, og det centralafrikanske land endte som et diktatur.

  • JUNI 1960: Uroligheder bryder ud

    Efter at selvstændighedsbevægelser i Congo har gjort oprør mod kolonimagten Belgien i 1959, får landet sin selvstændighed den 30. juni 1960.

    Det nye land får navnet Republikken Congo. Politisk er nationen dog splittet, og efter få dage gør hæren oprør.

    Rivaliserende stammer begynder at kæmpe om magten i landet.

  • JULI 1960: Katanga løsriver sig

    Situationen bliver endnu mere kaotisk i Congo, da den mineralrige provins Katanga under forretningsmanden Moïse Tshombes ledelse løsriver sig.

    Tshombe har støtte fra de belgiske mineselskaber, som nødigt ser, at indtægterne fra deres indbringende miner i Katanga ender i den congolesiske statskasse.

    Mineselskaberne er med til at finansiere Tshombes hær, der bl.a. tæller kontingenter af hvide lejesoldater.

  • SEPTEMBER 1960: FN rykker ind

    Urolighederne tvinger mange civile belgiere og andre europæere til at tage flugten, og i september 1960 sender FN en international styrke til Congo.

    FN-tropperne skal forsøge at stoppe borgerkrigen i det krigshærgede land samt beskytte de tilbageværende hvide civile, der lever i Congo.

  • AUGUST 1961: Konflikten løber løbsk

    FN’s indsats virker langtfra efter hensigten, og i sommeren 1961 er Congo splittet i fire dele, som bekæmper hinanden.

    Da FN forsøger at tvinge de hvide lejesoldater ud af Congo, kommer det til kampe mellem Tshombes hær og FN’s tropper i Katanga.

  • JANUAR 1963: Tshombes tropper nedkæmpes

    Tshombes styrker i Katanga bliver nedkæmpet af FN-tropper i begyndelsen af 1963.

    Året efter forlader FN-styrkerne landet, og den såkaldte Congo-krise afsluttes med genoprettelsen af et samlet land i 1965.

    Efter et militærkup samme år tager diktatoren Mobutu Sese Seko dog magten i landet.

    Mobuto regerer de næste 32 år som en brutal diktator, der systematisk plyndrer Congo – som han omdøbte til Zaire – for rigdomme.

Jetfly beskyder basen fra oven

Torsdag den 14. september kl. 15.45: Quinlans tropper er konstant på vagt. Irerne har været under angreb adskillige gange i løbet af dagen.

Quinlan er frustreret over meldingerne om “Force Kane’s” manglende succes ved Lufira-broen.

Godt nok holder hans mænd tappert stand – og irerne har i løbet af dagen smadret endnu flere mortérer i bushen – men arsenalet af granater og ammunition til maskingeværerne svinder ind.

Kommandantens hovedpine vokser sig endnu større, da en tordnende lyd skærer sig gennem luften over dem: Et jetfly.

Cirkelmarkeringen afslører, at det er en fjendtlig Fouga-jager. Oprørsrepublikken Katanga har netop modtaget i alt tre nybyggede fly fra fabrikken i Frankrig.

Irerne krøller sig sammen i skyttegravene eller kaster sig ned bag de opstablede sandsække i et forsøg på at finde beskyttelse, mens jetflyets maskingeværer fejer gennem lejren.

Kort efter forsvinder flyet igen – men kun et øjeblik.

Da Fougaen vender tilbage, kredser maskinen først rundt, inden den suser hen over basens “Red House” – soldaternes betegnelse for FN-basens højeste bygning, der er blevet brugt som maskingeværpost og udkigstårn.

“Jetjager bomber og sønderskyder nu vores stillinger. Send forstærkninger”
Kommandant Patrick Quinlan.

Piloten smider to bomber. Den første slår ned i “Red House” og sender kaskader af murbrokker ud over basen.

Sekundet efter rammer den anden bombe “Purfina Garage” – en forhenværende benzintank, hvor Quinlan tidligere har haft sit hovedkvarter.

Begge bygninger står tilbage som sørgelige ruiner, da støvet har lagt sig.

Kun to irere bliver såret under angrebet, fordi Quinlan til alt held allerede denne morgen har beordret sine folk ned fra de ubeskyttede tage.

I stedet har kommandanten gjort en nærliggende bygning til hovedkvarter. Her står bl.a. radioudstyret.

Quinlan kalder Elisabethville efter flyets tilsynekomst: “Jetjager bomber og sønderskyder nu vores stillinger. Send forstærkninger”.

Hegarty bliver ramt

Torsdag kl. 19.00: Efter mørkets frembrud får soldaterne fred for Fouga-jageren.

Det svinder godt ind i basens vandtanke, bemærker sergent Wally Hegarty, da han vover sig ud i mørket for at hente vand til sig selv og kammeraterne.

Om dagen er der langt over 40 grader i solen, og soldaterne er nødt til at drikke rigeligt. Madrationerne udgør også et problem, fordi basens lager ikke var fyldt op, da fjenden indledte belejringen.

For at spare laver feltkokken “Jadotville Stew” – en gryderet af hundekiks, dåsekød og bønner. Stuvningen serveres sammen med en salttablet.

Hegarty er på vej tilbage til skyttegravene med vanddunkene, da han hører fjenden affyre to mortérgranater.

Sergenten er ikke videre urolig, for i princippet kan granaterne ramme hvor som helst. Han hopper dog alligevel ned i et nærliggende skyttehul og venter.

Sekunder efter ryster jorden voldsomt, og jordklumper regner ned over ireren, da den første granat slår ned blot 20 m fra ham.

“Kill! Kill! Kill! Choppy-chop, choppy-chop”
Congolesiske soldater

Febrilsk forsøger Hegarty at grave sig længere ned i jorden, selvom handlingen er nytteløs. Blot 10 m væk fra ham brager den anden granat ned.

“Jeg vidste, jeg var ramt, og jeg fløj væk som en raket”, erindrede Hegarty efterfølgende.

Fuldstændig konfus okser sergenten i fjendens retning og dejser først om, da han er nået et lille stykke væk fra FN-soldaternes yderste skyttegrave.

Kun med nød og næppe får en kammerat under voldsom beskydning trukket Hegarty tilbage til basen, hvor han modtager behandling på førstehjælpsstationen.

Militærlægen fjerner granatsplinterne fra Hegartys ben og bagdel, lægger forbindinger og giver ham et skud morfin.

Lægen garanterer, at sergenten på ingen måde er i fare, og efter et halvt døgns hvile er Hegarty da også på benene igen. Underofficeren insisterer på at vende tilbage til sin skyttegrav fredag eftermiddag.

De hvide lejesoldater og de afrikanske tropper har nu sikret sig stillinger blot et par hundrede meter fra FN-basen.

Sidst på aftenen kan Hegarty høre, hvordan afrikanerne forsøger at skræmme irerne:

“Kill! Kill! Kill! Choppy-chop, choppy-chop”, lyder det. Råbene får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Hegarty.

© Shutterstock

Forfejlet FN-angreb førte til stormløb mod irerne

Siden Katangas løsrivelse fra det øvrige Congo i sommeren 1960 havde FN forsøgt at forhandle en fred med ubryderstaten. Men alle forhandlinger med præsident Moïse Tshombe brød sammen.

I september 1961 fik FN nok. En hurtig erobring af Katangas hovedstad, Elisabethville, skulle bringe Tshombes stat under kontrol.

Kampe mellem FN-styrker og det katanganske gendarmeri brød ud i hovedstadens gader. Over 30 europæere blev dræbt, og mange uskyldige civile mistede også livet i kampene.

Aktionen i Elisabethville gav præsident Tshombe en undskyldning for at angribe den irske FN-deling, der var udstationeret nær byen Jadotville i Katanga.

John Kane sendes ud på ny mission

Lørdag den 16. september kl. 00.15: Beskeder fra Jadotville er i løbet af fredagen tikket ind i Elisabethville, hvor “Force Kane” befinder sig.

John Kane er klar til at gøre endnu et forsøg på at undsætte irerne i Jadotville. Denne gang råder han over to FN-kompagnier, der skal forsøge at krydse Lufira-broen.

Seneste melding fra Quinlan lyder, at 2.000 soldater omringer hans tropper, som er ved at løbe tør for ammunition.

Der er ingen tid at spilde. 16 busser står klar til at bringe Kanes mænd frem, støttet af pansrede køretøjer.

“Vi tager afsted herfra”, lyder den korte meddelelse, som Kane sender til Jadotville kl. 00.33.

© Keystone Press / Imageselect

Tshombe brugte lejesoldater

Katangas mineralske mekka gjorde, at Moïse Tshombe havde et tæt samarbejde med regionens belgiske mineselskaber.

De var bl.a. med til at finansiere ca. 500 hvide lejesoldater, der i praksis fungerede som officerer i Katangas hær.

Lejetropperne bestod mestendels af hvide sydafrikanere, briter, belgiere og franskmænd – mange med militær erfaring fra fremmedlegionen.

Helikopter kommer med giftigt vand

Lørdag kl. 9.28: For at afhjælpe irernes mangel på ammunition og vand er en FN-helikopter blevet sendt afsted til Jadotville-basen med forsyninger.

Lyden af rotorblade er umiskendelig. Wally Hegarty og hans kammerater er på forhånd blevet orienteret om helikopterens ankomst og sidder parate for at forsvare maskinen.

Helikopteren cirkler først rundt højt oppe i luften, men da den lægger an til landing dér, hvor irerne har lagt blikplader ud som markører, åbner belejrerne ild.

Rifler, maskinpistoler og tunge maskingeværer skyder mod helikopteren.

Hegarty og hans landsmænd forsøger at dække helikopteren ved selv at åbne ild. Fra sin plads på jorden ser Hegarty dog, hvordan helikopteren bliver ramt af adskillige skud.

På trods af skaderne lykkes det piloten – en nordmand – at lande helikopteren sikkert på det markerede sted.

“Omsider ser det ud til, at de har forstået os”
Dag Hammarskjöld

Begejstret strømmer Hegarty og hans nødstedte venner til for at slæbe lasten ud. Men jubelen forstummer hurtigt, for nogen i Elisabethville har begået en kæmpe bommert.

En stor del af helikopterens medbragte ammunition er af forkert kaliber, og de i alt 380 liter vand er udrikkelige. Vandet er blevet hældt på benzindunke, som ingen har renset ordentligt inden.

Wally Hegarty kan knap tro det:

“Så piloterne satte livet på spil for at bringe os forsyninger, som bestod af fire dunke forurenet vand, 260 84-mm-granater og en halv stak breve. De kunne lige så godt være blevet væk”.

Spredte skyttegrave holdt fjenden stangen

FN-kommandanten Patrick Quinlans effektive forsvar betød, at hans styrke nær Jadotville modstod den overtallige fjende i fem dage.

Tungt maskingevær mejede fjenden ned

Irernes 1. deling blev anført af løjtnant Joseph Leech. Hans mænd dækkede basens nordøstlige del, hvor fjenden satte sine primære angreb ind.

Et tungt maskingevær dækkede både bushen foran skyttegravene og vejen, der førte ind til basen fra Elisabethville.

Mortérer ramte hårdt

FN-styrkens støttedeling under ledelse af kaptajn Liam Donnelly dækkede det åbne terræn nord for vejen til Jadotville.

Delingen havde tre 60-mm-mortérer til rådighed, der udrettede stor skade på fjendens styrker.

Radioen var i midten

Basens hovedkvarter lå centralt placeret mellem de enkelte delinger. Herfra kunne kommandant Patrick Quinlan få radiokontakt med FN-basen i Elisabethville.

Jagerfly angreb basen med bomber

Basens sydvestlige del blev forsvaret af løjtnant Thomas Quinlans 2. deling.

I denne sektion lå basens højeste bygninger, hvorfra de irske tropper havde det bedste udsyn over området.

På bygningernes tage var små hold med lette våben placeret. Positionerne måtte dog opgives, fordi de udgjorde nemme mål for fjenden, der bl.a. angreb med en Fouga-jetjager.

Helikopter fløj forsyninger ind

Løjtnant Noel Carey anførte irernes 3. deling. Gruppen holdt øje med bakkerne, der dominerede landskabet syd for basen.

Her lå også en interimistisk helikopterlandingsplads, der blev brugt en enkelt gang til indflyvning af forsyninger.

Panserkøretøjer blokerede vejen

To pansrede køretøjer med tunge maskingeværer blev placeret på tværs af vejen, der løb gennem basen.

Køretøjerne skulle forhindre fjenden i at tromle ind på irernes område. To 84-mm-anti-tank-kanoner dækkede også vejene ind til basen.

Kanes styrke får stryg på ny

Lørdag kl. 10.00: På vej mod Lufira-broen er “Force Kane” blevet angrebet af fjendens jagerfly.

John Kane bryder sig på ingen måde om, hvad han ser i sin feltkikkert. Katanga-hæren har forstærket Lufira-broen markant, og på den højtliggende slette bag broen myldrer det med soldater.

Fjendens styrke er skræmmende, og allerede da Kane sender et hold rekognosceringstropper frem, kommer de under kraftig beskydning.

Tre af FN-soldaterne bliver dræbt, og fem vender sårede tilbage. Kane indleder et mortér-bombardement af fjendens stillinger, men uden stor succes.

Fouga-jageren drøner også jævnligt hen over “Force Kane” for at kaste bomber og beskyde dem. Sidst på eftermiddagen indløber en ordre fra Elisabethville: “Træk jer tilbage”.

Frustreret må Kane endnu en gang stikke halen mellem benene. Redningen af irerne er overladt til FN’s ledelse.

© John Frost Newspapers / Imageselect

Generalsekretærs død er et mysterium

Nyheden om Dag Hammerskjölds død i september 1961 kom som et chok for FN-landene. Straks opstod der spekulationer: Var det et uheld, eller blev generalsekretæren myrdet.

“Ingen i Elisabethville troede på, at hans død var en ulykke”, skrev FN’s repræsentant i Katanga.

En undersøgelseskommission nåede i efteråret 1961 frem til, at styrtet skyldtes en pilotfejl. Tekniske undersøgelser pegede også på, at en instrumentfejl havde spillet en rolle.

Flyets højdemåler viste nemlig 37 m forkert – en konklusion, mange havde svært ved at acceptere.

Præsident Moïse Tshombe har siden styrtet været udpeget som en mulig bagmand.

En granskning i FN-regi i 2017 konstaterede, at “det virker plausibelt, at et ydre angreb kan have været skyld i styrtet”.

Den nye vurdering var bl.a. baseret på beretninger fra øjenvidner, der aldrig blev hørt i 1961.

Senest har filmskaberen Mads Brügger undersøgt ulykken i filmen “Cold Case Hammerskjöld”.

Generalsekretær får fredsmøde i hus

Søndag den 17. september kl. 5.00: I Leopoldville har FN’s generalsekretær, Dag Hammerskjöld, været i kontakt med præsident Moïse Tshombes stab for at få et møde med Katangas præsident.

Dag Hammerskjöld bliver vækket med lovende nyt.

Svenskeren har været stærkt optaget af situationen i Katanga, og nu ser det endelig ud til, at præsidenten for oprørsrepublikken er villig til at komme FN i møde.

Hammerskjölds assistent fortæller, at Tshombe har accepteret et forslag om, at de to ledere mødes på neutral grund i Nordrhodesia (nutidens Zambia).

“Omsider ser det ud til, at de har forstået os”, noterer Hammerskjöld lidt senere på dagen.

Generalsekretærens flyafgang bliver sat til om aftenen – men så længe kan Quinlans pressede styrke ikke vente.

Ifølge vidner var der ild i generalsekretærens fly, inden det ramte jorden.

© MPI / Getty Images

Kommandant Quinlan redder sine mænd

Kl. 17: Ved Jadotville-basen er fjenden blot 50 meter fra irernes skyttegrave. Nederlaget nærmer sig for den irske FN-styrke.

I snart fem døgn har det irske FN-kompagni kæmpet bravt mod overmagten, men kommandant Quinlans soldater er udmattede.

Mændene har mørke rande under øjnene pga. søvnmangel, og vandtankene er tomme.

Kasserne med ammunition til de tunge maskingeværer er også tæt på at være tomme. Det er på tide at sige stop.

Quinlan har derfor arrangeret et møde med fjenden. Med kaptajn Liam Donnelly ved sin side kører kommandanten den korte tur ind til Jadotville.

Jeepen stopper foran et hotel, og irerne giver hånd til Katangas indenrigsminister – Godefroid Munongo.

Ministeren er en kleppert af en afrikaner, der skjuler sine øjne bag mørke solbriller.

“Omgående overgivelse”, lyder det kontant fra Munongo, da parterne har sat sig ved forhandlingsbordet. Quinlan føler sig nødsaget til at acceptere.

Munongo er nemlig villig til at garantere irernes sikkerhed, og ministeren lover tilmed, at enhver, som krummer et hår på FN-soldaternes hoveder efter overgivelsen, vil blive dræbt.

Parterne får hurtigt udfærdiget og underskrevet et dokument om overgivelsen.

Quinlan får indføjet, at kompagniet kun overgiver sig, fordi det er udsendt i en “fredsskabende rolle, og at yderligere kamp vil resultere i tab af afrikanske og irske liv”.

© Pictorial Press Ltd / Imageselect

Belgiens konge terroriserede Congo

Siden uafhængigheden i 1960 har Congo ofte været plaget af borgerkrig. Ustabilitetens rødder strækker sig tilbage til 1800-tallet, hvor Belgiens konge slavebandt landet.

Leopold 2. besteg Belgiens trone i 1865, og han havde store ambitioner. Den nye regent ville forvandle sit land til en stormagt – og dét krævede kolonier.

Leopold indgik derfor en aftale med den berømte opdagelsesrejsende Henry Stanley, der i 1879 rejste langs Congo-floden ind i det centrale Afrika.

Stanley medbragte “venskabskontrakter”, som de lokale gladeligt skrev under på.

Kontrakterne betød i realiteten, at de indfødte anerkendte Leopold som deres hersker, og de gav også kongen lov til at udnytte befolkningen til tvangsarbejde.

Leopold tog straks fat: Landet blev inddelt i distrikter, der skulle levere fastlagte kvoter af elfenben, kobber og rågummi.

De enkelte distrikter kom under ledelse af hvide embedsmænd, som kun fik løn, hvis kvoterne blev opfyldt.

Systemet førte til, at de hvide mishandlede de indfødte, hvis ikke kvoterne blev opfyldt.

En yndet straf var at hugge den højre hånd af – en praksis, der kun gjorde indsamlingen vanskeligere.

Ved hjælp af bestikkelse forsøgte kongen at holde torturen hemmelig, men i 1904 afslørede en britisk rapport uhyrlighederne. Skandalen betød, at den belgiske stat overtog kolonien.

På det tidspunkt var op mod 20-25 mio. congolesere døde, og de gamle afrikanske stammesamfund ødelagt for altid.

Hammerskjöld styrter i døden

Mandag den 18. september kl. 00.10: I ca. fem timer har Dag Hammerskjöld siddet i et DC-6-fly med kurs mod Rhodesia.

Over Nordrhodesias urskov lyder et øredøvende brag, da passagerflyet “SE-BDY” styrter ned. Flere steder brænder vragresterne længe, alle ombord omkommer.

15 af de 16 passagerer bliver slemt tilredt af forbrændinger. Kun ét af ofrene slipper uden brandsår – en 56-årig hvid mand, der ligger for sig selv.

Da et redningshold når frem senere på dagen, bliver den hvide mand uden forbrændinger identificeret. Offeret er Dag Hammerskjöld.

Congoleserne skulle hver især udvinde en fastsat kvote rågummi. Nåede en person ikke sin kvote, kunne det koste en hånd.

© Alamy / Imageselect

Irerne overgiver sig uden kamp

Kl. 8.00: Quinlan og hans 155 mand har intet hørt om Dag Hammerskjölds tragiske død.

Riflerne ligger stablet på den røde jord, og Quinlans 155 soldater står i rækker, da fjenden marcherer ind på FN-basen for at tage irerne til fange.

Fem døgns mareridt er omsider slut, og Quinlan er stolt af sine mænd. “Irland opfostrede aldrig bedre sønner”, slår kommandanten fast.

Efter fem års borgerkrig tog Mobutu Sese Soko magten i Congo.

© Imageselect

Efterskrift:

Tshombe løslod de 156 fanger efter fem uger, da en våbenhvile kom i stand mellem Katanga og FN. Våbenhvilen varede dog kun kort.

Hammerskjölds død fik FN til at skride mere offensivt til værks – selvom flystyrtet aldrig officielt blev stemplet som et attentat.

I 1963 blev Tshombes styrker knust, og præsidenten måtte flygte. Han døde seks år senere i eksil i Algeriet.

Patrick Quinlan og hans kompagni blev efter overgivelsen omtalt som feje og hændelsen i Jadotville fortiet.

Først i 2005 fik de overlevende irske soldater oprejsning, da de blev hædret med medaljer af den irske regering.

Læs også:

Borgerkrig

Hvem var Black and Tans?

2 minutter
Borgerkrig

Churchills græske tragedie

25 minutter
Borgerkrig

Den Spanske Borgerkrig: Francos oprør mod demokratiet

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul