Jugoslaviens hjerte blev skudt i grus

Broen i den bosniske by Mostar stod i 400 år som symbolet på fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Men under borgerkrigen i Jugoslavien besluttede en kroatisk general, at broen skulle ødelægges – koste, hvad det ville.

Broen i den bosniske by Mostar stod i 400 år som symbolet på fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Men under borgerkrigen i Jugoslavien besluttede en kroatisk general, at broen skulle ødelægges – koste, hvad det ville.

Creative Commons

De gamle huse i den lille by Mostar skælver. I halvandet år har borgerkrigen raset i Jugoslavien, og den bosniske middelalderby har allerede gennemlevet utallige bombardementer.

Byens indbyggere har forsøgt at stoppe ødelæggelserne, alligevel er vejene fulde af huller, mens kirker og moskéer står tilbage som ruiner. Broerne, som har bundet byens to halvdele sammen, er styrtet ned i Neretva-floden.

Den eneste bro, der står tilbage i november 1993, er byens vartegn, den imponerende Stari Most-bro, bygget af osmannerne for mere end 400 år siden.

Kroatiske styrker har i månedsvis ladet granater regne ned over byens østlige side, hvor den bosnisk-muslimske befolkning befinder sig, men siden den 8. november har kroaterne tilsyneladende skiftet taktik.

Nu er Stari Most et bevidst mål for kroaterne, der denne dag bliver ramt af mere end 60 granater affyret fra deres kampvogne.

“Det var bare en gammel bro”. General Slobodan Praljak om broen i Mostar.

Den lokale kunstner Ramiz Pandur overværer ødelæggelsen fra sit kældervindue.

“Jeg hørte hver en granat, når de affyrede dem. Jeg stak hovedet ud gennem vinduet, når granatsplinterne havde lagt sig, og så på den beskadigede bro. Jeg er en af de få, der bevidnede ødelæggelsen af broen fra så nært hold”, fortalte han siden.

Næste formiddag kl. 10.16 giver broen efter og styrter sammen.

“Det var bare en gammel bro”, udtaler Slobodan Praljak, der er general for de kroatiske styrker i området.

Men broen var meget mere end det. Broen var symbolet på, at Mostars forskellige folkeslag og religioner kunne leve sammen i fordragelighed. Netop derfor skulle den ødelægges.

Video: Se det øjeblik, hvor granaterne får broen til at styrte sammen.

Krigen splittede Mostar

Lige siden 1400-tallet havde Mostar været et knudepunkt for trafikken over Neretva-floden. Navnet Mostar kommer endda af mostari, der betyder “bropasser” på den lokale slaviske dialekt.

Da osmannerne erobrede området i 1468, oplevede Mostar en stor opblomstring som handelsby. De nye magthavere konstaterede dog hurtigt, at den gamle bro, som hidtil havde forbundet de to bydele, var alt for usikker.

“Broen svajede så meget, at alle, der krydsede den, frygtede for deres liv”, noterede den osmanniske geograf Kâtip Çelebi.

I 1500-tallet besluttede sultan Süleyman 1., at hængebroen skulle erstattes af en solid stenbro, hvis lige ikke var set i Det Osmanniske Rige. Mange arkitekter fejlede i forsøget, men i 1566 – efter ni års anstrengelser – lykkedes det at få rejst den 28 meter lange bro.

Det menes, at hemmeligheden var en særlig stærk mørtel, som var blandet op med bl.a. æggehvider. Da broen stod færdig, havde den det største brospænd i verden, og den rejste sig 20 meter over Neretva-floden.

Mostars ikoniske bro imponerede både kristne og muslimer i århundreder.

© Getty Images

Hurtigt blev broen byens vartegn og fik med tiden navnet Stari Most (Den gamle bro). Broen imponerede de tilrejsende. Blandt dem var forfatteren Evliya Çelebi, der besøgte byen i midten af 1600-tallet og skrev:

“Broen er som en regnbue, der stiger op i skyerne – strækkende sig fra én klippe til en anden”.

Under osmannerne oplevede Mostar ikke kun vokseværk, byen tiltrak flere etniske grupper og religioner. De bosniske muslimer udgjorde flertallet, men der var to betydelige mindretal af hhv. kroatiske katolikker og ortodokse kristne serbere.

På trods af de etniske forskelle fremstod byen i århundreder som et pragteksempel på fredelig sameksistens mellem kulturer og religioner, hvor moskéer og kirker blev bygget side om side.

Først med udbruddet af den jugoslaviske borgerkrig i 1992 blev Mostars indbyggere tvunget til at vælge side. Og snart var den fredelige sameksistens en saga blot.

Krigene i Jugoslavien førte til voldsomme ødelæggelser i hele landet, og op imod 140.000 døde.

© LT. STACEY WYZKOWSKI

De civile blev fanget i midten

I første omgang forsøgte den serbiske del af befolkningen at tage kontrollen med støtte fra den serbiske hær. Men i begyndelsen af 1993 trak serberne sig ud af Mostar for i stedet at indtage defensive stillinger i bjergene, der omgav byen.

Tilbage i den krigsmærkede by stod de bosniske muslimer og de kroatiske katolikker. Hidtil havde de kæmpet side om side i en løs alliance, men lige så snart byen var fri for den serbiske trussel, begyndte de befolkningsgrupper at strides indbyrdes. Som den kroatiske leder i Mostar, Jadran Topić, forklarede:

“Jeg benægter ikke, at muslimerne har lige så stor en ret til Mostar, som serberne eller vi har. Det eneste spørgsmål er, hvem der har styrken til at sætte deres krav igennem”.

Inden længe forskansede de to grupper sig på hver deres side af floden, mens de beskød hinanden. På Neretva-flodens vestlige bred tog den kroatiske milits kontrollen, mens den østlige bred blev kontrolleret af den bosnisk-muslimske milits.

Snigskytter lurede på begge sider af floden gennem Mostar, hvor de spejdede efter fjendtlige soldater.

© Imageselect

Elvedin Nezirovic, en bosnisk muslim, hvis familie boede på den kroatiske side af floden, opdagede snart, hvad det betød at bo på den “forkerte” side.

“En morgen bankede det på døren. Udenfor stod kroatiske soldater”, erindrede Elvedin. “De tog alle vores penge og sagde, at vi måtte flytte ud af lejligheden. Vores naboer gjorde intet for at stoppe det”.

Sammen med familien flygtede Elvedin over Stari Most til den muslimske del af Mostar.

På samme vis blev kristne kroater tvunget væk fra den muslimsk-kontrollerede del af Mostar. Begge sider begik krigsforbrydelser mod civilbefolkningen. Med pistoler i ryggen blev mindretal ført bort til interneringslejre, hvor sult og tortur tog livet af mange.

Koncentrationslejre blev brugt flittigt af serbere og kroater under borgerkrigen. Flere af de ansvarlige er siden blevet dømt for krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol i Haag.

© ICTY

I løbet af sommeren 1993 indledte kroaterne et systematisk bombardement af Mostars østlige bydel. Den amerikanske journalist og modtager af Pulitzerprisen Roy Gutman var vidne til bombardementet.

“Den gamle bydel er målet for et skånselsløst bombardement. Sammenlignet med det østlige Mostar fremstår selv Sarajevo som intakt”, skrev han med henvisning til den sønderbombede hovedstad.

“Hundreder af granater, affyret fra Vestmostar, rammer dagligt i den gamle, hovedsageligt muslimske by, hvor de dræber omkring otte mennesker og sårer mindst 30”, berettede journalisten.

Under borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien blev kultur og bygningsværker hurtigt militære mål. Modstanderens kulturelle arv skulle udryddes for at udslette deres identitet.

© Drago Zdunić

Krigsmonument hyldede de forkerte

Monument for de slavoniske folks sejr var verdens største postmodernistiske skulptur, da den stod færdig i 1968. Monumentet hyldede de kroatiske frihedskæmpere, der havde kæmpet mod nazismen under 2. verdenskrig, men blev i 1992 sprængt af fascistiske sympatisører i Kroatiens hær.

© Bracodbk

Middelalderbyen blev jævnet med jorden

Den maleriske middelalderby Dubrovnik i Kroatien stod på UNESCO’s liste over verdensarv, men i 1991 forvandlede serbisk artilleri byen til en ruinhob. Efter flere måneders beskydning var over halvdelen af de gamle huse beskadigede og hele syv barok-paladser brændt ned.

© Shutterstock

Muslimsk perle var en torn i øjet

Aladža-moskéen i byen Foča var et arkitektonisk mesterværk og stod på UNESCO’s Verdensarvsliste. Det gjorde den til en torn i øjet på serberne, som sprængte den i 1992. Bygningsresterne blev skjult på en losseplads sammen med ligene af adskillige muslimer, som først blev fundet i 2004.

Den muslimske arv skulle fjernes

Selvom den kroatiske hær i Mostar var både tal- og udstyrsmæssigt overlegen i forhold til den bosniske, kunne den ikke få bugt med de muslimske tropper. Bosnierne kendte byens snævre gader, så de kunne snige sig ind og udføre blodige bagholdsangreb. I frustration vendte kroaterne deres kampvogne og artilleri imod det eneste bygningsværk, der holdt de to bydele sammen – Stari Most.

På trods af de mange måneders ødelæggelser var det alligevel et chok for de lokale at se byens vartegn blive udsat for et direkte angreb. Broen var dybt forankret i Mostar-indbyggernes selvforståelse – mange kaldte den kærligt “Den Gamle”.

Selv medlemmer af byens kroatiske mindretal greb til våben for at forsvare broen.

“Jeg kæmper for broen. Hvis broen falder, falder Mostar med den. Den er vores hjerte”, forklarede en lokal kroat, der efterfølgende blev dræbt i kampene.

“Det ikke er nok at rydde Mostar for muslimer – deres arv skal også fjernes”. Den kroatiske soldat Branimir.

For de kristne kroater, der ikke var vokset op i Mostar, var broen derimod et symbol på århundreders muslimsk undertrykkelse. En soldat ved navn Branimir forklarede, hvordan mange kroater havde det med byens muslimske flertal og deres kultur:

“Det ikke er nok at rydde Mostar for muslimer – deres arv skal også fjernes”.

Den 8. november indledte kroaterne beskydningen af broen. Til militærets overraskelse blev byggeriet stående. I stedet blev der hentet ingeniørtropper til, så de kunne dirigere, hvor skuddene skulle ramme. Om formiddagen den følgende dag gjorde tre fuldtræffere en ende på den gamle bro, der med et forfærdeligt brag styrtede i floden.

På trods af grundig efterforskning er det fortsat et mysterium, hvordan Praljak fik flasken med cyanid ind i retssalen.

© Getty Images

Mostars bøddel drak gift i retssalen

Den kroatiske general, der havde ansvaret for Stari Mosts ødelæggelse, foretrak døden frem for straffen som krigsforbryder.

Fra hele verden lød fordømmelsen over de forbrydelser, der var sket i Jugoslavien under krigene. Hurtigt blev en international domstol i Haag oprettet for at stille krigsforbryderne til ansvar. I 2004 kom turen til de seks militære ledere, der havde haft kommandoen over de kroatiske styrker i Mostar – blandt dem general Slobodan Praljak, der havde gennemført ødelæggelsen af Stari Most-broen.

Efter flere års tovtrækkeri og appeller faldt dommen i 2017. Praljak blev idømt 20 års fængsel for bl.a. drab på civile og for at internere muslimer i koncentrationslejre som en del af en etnisk udrensning.

Netop som dommeren afsagde dommen, rejste den 72-årige Praljak sig i retten og råbte:

“Slobodan Praljak er ikke krigsforbryder. Jeg afviser rettens dom”.

Inden nogen kunne nå at gribe ind, drak han cyanid fra en lille flaske, han havde holdt skjult. “Jeg har taget gift”, proklamerede den forhenværende general og døde kort efter.

Samme aften samledes ca. 1.000 af Mostars kroatiske indbyggere på byens torv for at hylde den afdøde krigsforbryder.

Indbyggerne var i chok

Lyden af broen, der styrtede i floden, var ikke til at tage fejl af.

“Folk, der havde gemt sig i kældre, kom vantro og uden at ænse faren ud for at se til broen”, skrev poeten Džemal Humo i sin dagbog.

En lokal journalist bemærkede, at “folk gik langsomt, som når man går forbi en kiste med en afdød. Nogle græd, nogle gik forbi i stilhed. Det var hjerteskærende at overvære”.

Željko – en kroat, der var fange hos muslimerne, var lige så knust over nyheden om ødelæggelsen:

“Jeg elskede ‘Den Gamle’ – den var også min. Nogle medlemmer af den bosniske hær, der var rasende, tæskede mig og brækkede mit ben”.

Efter at Stari Most var skudt i grus, og krigen ebbede ud, byggede Mostars indbyggere en midlertidig gangbro, så de stadig kunne krydse Neretva-floden.

© Npatm

Hvis der havde været nogen rest af forståelse for modparten tilbage i Mostar, døde den med ødelæggelsen af Stari Most. Ingen af parterne fik kontrol over byen, og da krigen mellem kroater og bosniere var ovre i 1995, lå store dele af Mostar i ruiner. Kroaterne boede nu på den vestlige side af Neretva-floden, og bosnierne på den østlige side.

Byen, der engang var en smeltedigel af etniciteter og religioner, er i dag skarpt opdelt i to etniske områder. 80 pct. af de unge fra Mostars kroatiske mindretal har aldrig besøgt den østlige bydel, og på byens skoler er kristne og muslimer adskilt på forskellige etager i samme bygning.

I midten står Stari Most, som blev genopbygget i 2004. Men hvor broen førhen var symbolet på fællesskab, understreger den i dag opdelingen mellem Mostars kristne og muslimske befolkning.

Den rekonstruerede Stari Most er en populær turistattraktion og indtægtsmulighed. Byens unge mænd får penge af turisterne for at springe de 24 meter ned i floden.

© Shutterstock

“Den Gamle” kan igen ses i Mostar

Den næsten 500 år gamle bro i Mostar er nu igen byens vartegn. Bygget af de samme sten spænder broen over floden og binder de to bydele sammen.

Efter at krigen i Bosnien-Hercegovina havde nået sin afslutning i 1995, tog planer om at rekonstruere den ødelagte Stari Most form.

Broens betydning for verdens kulturarv blev bekræftet af de mange lande, fonde og internationale organisationer, der gik sammen om at finansiere dens genopførelse. UNESCO, Verdensbanken og selv Kroatien samlede de 15,5 millioner dollars sammen, som genopførelsen kostede.

Målet var at bygge en identisk kopi af den gamle bro, og under ledelse af eksperter fra UNESCO gik ungarske militæringeniører i gang med at fiske de gamle sten op fra floden. De manglende sten blev fremstillet i lokale stenbrud med de redskaber, som brobyggerne havde adgang til i 1500-tallet.

Gamle tegninger og fotografier blev studeret for at genskabe “Den Gamle”, som efter tre års byggearbejde igen knejsede over Neretva-floden i 2004. I sin åbningstale sagde Bosniens præsident, Sulejman Tihić, at broen skulle “styrke det multietniske og multikulturelle Bosnien, hvor Østen møder Vesten”.