Søndag den 21. maj 1871 var en smuk dag i Paris. På plænerne i Tuileries-haven midt i byen samlede glade borgere sig for at nyde en stort anlagt koncert.
Hele 1.500 musikere stillede op for at glæde tilhørerne med toner komponeret af Mozart og andre populære komponister.
Lidt mere end to måneder var der gået, siden pariserne erklærede byen for selvstændig, løsrevet fra resten af Frankrig, ved at udråbe den såkaldte Pariserkommune.
Tiden havde de knap to millioner fattige indbyggere brugt på at indrette et nyt, retfærdigt samfund uden en enevældig hersker.
Byens styrende råd, “Le Comité Central Republicain des 20. Arrondissement”, havde bl.a. indført ligeløn for kvinder og forbud mod børnearbejde og afskaffet dødsstraffen.
Da musikken klingede ud, rejste én af Kommunens officerer sig. “Borgere!” råbte han for at opmuntre forsamlingen.
“Vil I skyde mod os? Mod jeres brødre? Mod jeres mænd? Mod jeres børn?” En pariserinde til et kompagni franske soldater.
Stemningen var trykket af rygterne om regeringshærens snarlige angreb, bestemt af regeringsleder Adolphe Thiers.
“Monsieur Thiers sagde, at han ville gå ind i byen i går. Monsieur Thiers gik ikke ind i byen, og det kommer han heller aldrig til. Jeg inviterer jer derfor til at møde op her næste søndag på samme tid og samme sted”.
Men den næste friluftskoncert i Tuileries-haven kom aldrig. Det blodige slutspil om byen var allerede i gang.
Thiers’ hær var på vej for at slukke de fattige pariseres håb om en retfærdig verden.
Dyr fra zoo endte på middagsbordet
Oprettelsen af Pariserkommunen var en direkte udløber af et kompliceret magtspil i Centraleuropa i 1870.
På den ene side stod Preussens konge, Wilhelm 1., der med ministerpræsident Bismarcks hjælp var ved at smede de tyske småstater sammen til et stort kejserrige.
På den anden side af konflikten stod den franske kejser, Napoleon 3., en nevø til den navnkundige Napoleon Bonaparte. Napoleon 3. havde de forløbne år gjort sig uvenner med alle Europas stormagter og gjort store dele af sin befolkning utilfreds.
For at skabe et nyt sammenhold blandt franskmændene indledte kejseren en krig mod tyskerne, der var overraskende velforberedte på angrebet.
Efter blot halvanden måneds kamp blev Frankrig nedkæmpet ved Sedan den 2. september 1870, og tyskerne havde endda held til at tage Napoleon 3. til fange.
Tyskland knuste Frankrig
Sejrherren – Wilhelm 1. (1797-1888):
Kong Wilhelm kom i 1862 i strid med parlamentet om en preussisk militærreform, der indebar store udgifter til hæren.
Han indkaldte diplomaten Otto von Bismarck til at løse problemet. Planen lykkedes, og Bismarck blev Wilhelms ministerpræsident.
Arkitekten – Bismarck (1815-1898):
Ministerpræsidentens store ambition var at samle de tyske stater og skabe et magtfuldt tysk rige.
Målet nåede han efter sejren i Den Fransk-Tyske Krig (1870-1871): Herefter blev det tyske kejserrige proklameret med Bismarck som dets rigskansler.
Taberen – Napoleon 3. (1808-1873):
Som nevø til kejser Napoleon 1. drømte Louis Napoleon Bonaparte om den franske trone. Onklens fald kostede familien magten, men efter et statskup blev Louis kejser i 1852.
18 år senere blev han afsat efter et sviende krigsnederlag til Tyskland.
Vejen til Paris lå åben, og tyskerne indledte en nådesløs belejring af byen. Men pariserne nægtede at overgive sig til fjenden.
Byens afdeling af den franske nationalgarde var blevet styrket med et stort antal frivillige, som ikke havde en egentlig militær træning, men deres stædige modstand holdt tyskerne stangen i fire måneder.
Belejringen udløste hurtigt fødevaremangel i millionbyen, og priserne skød i vejret. For at betale måtte håndværkerne gå til pantelåneren og aflevere deres værktøj som pant.
Snart var bestanden af heste, køer og svin spist op. Velhaverne kunne gå til hundeslagteren for at få kød i gryden, mens de fattige tog til takke med rotter.
Heller ikke dyrene i zoologisk have gik fri. Her måtte bjørne, antiloper og to elefanter lade livet, for at pariserne kunne få mad. Kun tigrene turde pariserne ikke nærme sig – rovdyrene var vilde af sult.
Regeringen frygtede et oprør
En ydmygende fred fulgte, da Paris den 28. januar 1871 endelig gav op over for den preussiske overmagt.
Hovedstadens beboere holdt sig inden døre, mens preusserne marcherede gennem byens gader, men under den rolige overflade ulmede raseriet.
Regeringsmagten blev overtaget af den konservative statsmand Adolphe Thiers. Han ville se tiden an – men ikke i længden tolerere den opsætsige hovedstad, hvis indbyggere syntes på randen af oprør.
For ikke at friste pariserne beordrede Thiers regeringshæren til at hente 400 efterladte kanoner, som stadig stod i Paris.
Paris’ borgere forskansede sig i 1871 mod den franske hær, der stod klar til at angribe hovedstaden.
Om morgenen den 18. marts, mens de fleste parisere endnu sov, trængte tusinder af soldater ind i byen.
Kanonerne blev bevogtet af Nationalgardens medlemmer. Soldaterne skubbede militsfolkene væk og begyndte at trække afsted med kanonerne.
En gruppe kvinder, som i de tidlige morgentimer var på vej ud for at købe brød i Montmartre-bydelen i Paris’ udkant, så soldaterne, der var letgenkendelige med deres røde bukser og blå jakker.
Kvinderne skyndte sig op i tårnet på en nærliggende kirke og slog alarm ved at ringe med klokkerne.
Soldater fra hæren deserterede
Straks strømmede folk til Montmartre, hvor nogle af dem begyndte at bygge barrikader, mens andre forsøgte at skaffe våben.
Pludselig skete der noget uventet. En del af soldaterne vendte deres riffelkolber opad – et tegn på, at de ikke ville bruge deres våben. Og den civile ulydighed bredte sig:
“Skær seletøjet over”, råbte en gardist, da hestene begyndte at trække af med kanonerne.
Mænd og kvinder fulgte straks opfordringen, og kanonerne stod stille. Til folkemængdens store jubel forlod mange af soldaterne rækkerne for at slutte sig til oprørerne.
Andetsteds i Montmartre satte regeringshærens general, Claude Lecomte, hårdt mod hårdt. Han gav sine soldater ordre til at skyde direkte ind i folkemængden.
Befalingen sendte et sus gennem forsamlingen. En kvinde stod frem:
Under slaget ved Sedan blev den franske kejser, Napoleon 3., taget til fange af de tyske styrker.
Kejseren kæmpede for sin trone
Nederlaget i Den Fransk-Tyske Krig kostede Napoleon 3. sin trone. Men ligesom sin berømte onkel lod han sig ikke kue, blot fordi han var besejret og i fjendens varetægt. I stedet forsøgte han at genvinde magten.
Efter den franske hærs deroute under slaget ved Sedan den 1. og 2. september blev kejser Napoleon 3. taget til fange af tyskerne.
Nyheden nåede snart Paris og kejserinden, der ved nyheden vredt og frustreret udbrød: “Nej! En kejser overgiver sig ikke! Han er død!”
Allerede den 4. september blev den tredje franske republik udråbt, og Napoleon 3.s tid ved magten var ovre. Men så let havde den detroniserede kejser ikke i sinde at give op.
Omgivet af sine 13 nærmeste rådgivere forsøgte han – fra sit tyske fangenskab på et slot nær byen Kassel i Hessen – at finde en måde, hvorpå han kunne genvinde magten i Frankrig.
I november 1870 forsøgte han at overtale Bismarck til at lade ham vende tilbage som en del af en fredstraktat. Da Frankrig praktisk taget havde tabt krigen allerede, og Bismarck derfor kunne diktere fredsbestemmelserne, faldt forslaget til jorden.
Den 1. marts 1871 fratog den nyvalgte franske nationalforsamling officielt kejseren magten. Og som om det ikke var nok, gav forsamlingen ham også skylden for krigsnederlaget.
Forsmået fortrak Napoleon til England, hvor han tilbragte sin sidste tid i palæet Camden Place lidt uden for London. Tiden i eksil blev kort. Napoleon skrantede allerede under krigen, og den 9. januar 1873 afgik han ved døden.
Med ham døde også det franske monarki. Napoleons eneste legitime barn, sønnen Napoleon Eugène Louis Jean Joseph Bonaparte, gjorde i årene efter tjeneste i den britiske hær og døde – ugift og barnløs – under briternes krig mod Zuluriget i 1879.
“Vil I skyde mod os? Mod jeres brødre? Mod jeres mænd? Mod jeres børn?” spurgte hun soldaterne.
Harmdirrende gentog Lecomte sin ordre. Enhver, som ikke adlød, ville blive skudt på stedet, tilføjede han vredt. Da trådte en underofficer ud af rækkerne.
“Vend jeres rifler om!” råbte han med høj røst. Soldaterne adlød. Som i én bevægelse vendte de geværerne om, så mundingerne pegede ned mod jorden.
Kanonerne blev i Paris, og en flok gardister tog Lecomte til fange.
Frustreret over den fejlslagne aktion beordrede Thiers, at både regeringen og hæren skulle forlade hovedstaden. Regeringen tog i stedet ophold på slottet Versailles – ca. 20 km fra Paris.
Den første konfrontation med regeringshæren var gået godt, og intet kunne tilsyneladende stoppe Paris’ krav om et retfærdigere samfund med frihed og lighed for alle.
Paris blev klædt i rødt
Det vellykkede oprør var kommet komplet bag på oppositionens ledere, der i årevis havde diskuteret og planlagt en opstand mod regeringsmagten.
Oppositionen bestod af anarkister, der ville afskaffe staten, socialister, der ville have en stærkere stat, samt romantikere, der drømte sig tilbage til den store franske revolution i 1789.
Men ingen i oppositionen stod klar til at tage initiativet. I stedet blev det den parisiske garnison på 200.000 nationalgardister, der i første omgang tog styringen.
“De revolutionære ser ud til at have taget Paris i besiddelse. Nationalgardister sværmer allevegne. Barrikader skyder op, og uvorne børn kravler rundt på dem”, skrev forfatteren Edmond de Goncourt den 18. marts.
“Man væmmes ved at se deres dumme og tarvelige ansigter, som sejr og drukkenskab har givet en særlig svinagtig stråleglans. Frankrig og Paris bliver nu kontrolleret af arbejdere”, tilføjede han med foragt.
Arbejderne og de intellektuelle tog magten i Paris, og deres mål var at skabe et retfærdigere samfund. En ny lov forbød fx børnearbejde i bagerier.
Borgerne tog magten
Pariserkommunens ledere blev valgt af Paris’ registrerede vælgere. Alle mænd kunne stemme uanset indkomst og formueforhold, hvorimod kvinder ikke havde stemmeret.
Kommunens ledere ønskede at være tæt på folket og fravalgte derfor både præsident- og overborgmesterpost.
Tanken om, at ingen skulle være højt hævet over andre, gjaldt ikke blot politikerne, men også militæret, og Pariserkommunens væbnede styrker havde derfor ingen øverstbefalende.
I stedet blev tropperne ledet af en centralkomité kaldet “Le Comité Central Republicain des 20. Arrondissement”. Kommunens øverste ledelse var et råd med 92 medlemmer. Medlemmerne udstak den politiske kurs og vedtog love.
Imens stod ni kommissioner – som var nedsat af rådet og bestod af rådsmedlemmer – for den daglige drift. Kommissionerne skulle efterligne Nationalforsamlingens ministerier.
Selvom den decentrale styreform ofte var kaotisk og ineffektiv, lykkedes det Pariserkommunen i dens korte levetid – godt to måneder – at gennemføre en række fremsynede love.
En del soldater var klar til at marchere mod Versailles og gøre det af med Thiers, men besindigheden vandt.
Nationalgardens ledere besluttede, at der skulle afholdes frie valg i Paris – så måtte folkets repræsentanter bestemme udviklingen.
Valget den 26. marts blev en stor sejr for socialisterne, anarkisterne og revolutionsromantikerne – ikke mindst fordi Thiers havde bedt sine tilhængere om at boykotte valghandlingen.
Farven rød – et symbol overtaget fra den franske revolution – lyste fra bælter, brocher og flaget, der stolt vajede over rådhuset, hvor sejrherrerne lod sig hylde.
Til lyden af trompeter, trommer og geværsalver udråbte de revolutionære “Pariserkommunen”. Nu skulle de splittede oprørere forsøge at enes.
Valg fandt sted under belejring
Få dage senere, den 2. april, gik Adolphe Thiers’ hær til angreb. Granaterne bragede ind over hovedstaden, hvor den engelske forfatter John Leighton oplevede bombardementet:
“Alle blev grebet af angst og skyndte sig skrigende væk”.
Midt i det blodige angreb skulle byen forsøge at organisere det nye samfund. Pariserkommunen blev ledet af en centralkomité – den såkaldte “Le Comité Central Republicain des 20. Arrondissement”, hvortil der blev valgt 92 medlemmer.
Men det nye råd splintredes, allerede inden det kunne nå at samles første gang.
Et enkelt af de valgte medlemmer sad i et regeringsfængsel, og en stor gruppe af de valgte moderate – samt en håndfuld af de valgte radikale – nægtede at tage imod deres plads i komitéen.
I praksis endte rådet med at bestå af 60 medlemmer. På trods af udfordringer og modsætninger lykkedes det dog de nyvalgte folkerepræsentanter at vedtage flere banebrydende love, der skulle gøre livet lettere for indbyggerne.
Under forsamlingens første møde den 28. marts afskaffede de således den tvungne værnepligt samt dødsstraffen.
Komitéen vedtog også, at håndværkerne kunne hente deres værktøj hos pantelånerne – uden at betale gælden.
Hertil kom en officiel adskillelse af kirke og stat samt en lov om, at arbejderne måtte overtage en hvilken som helst fabrik, hvis ejeren forlod den. Og desuden blev byens guillotine brændt.
Hæren henrettede uden rettergang
Foreløbig glædede revolutionslederne sig over, at regeringssoldaterne havde været på deres side under den første konfrontation.
Men sympatien holdt ikke længe: I begyndelsen af april stødte en gruppe parisiske nationalgardister på to hærbrigader uden for byen.
Fjenden tog omkring 30 gardister til fange under sammenstødet og henrettede dem uden rettergang. Som et modtræk vedtog rådet “Loven om gidsler”.
“Dåb, bryllup og begravelse – alt skal man betale for”. En lokal pariser om kirkens grådighed.
Loven gav Kommunen lov til at fængsle enhver, der var mistænkt for at være loyal mod regeringen i Versailles, og gøre ham eller hende til “gidsler tilhørende folket i Paris”.
Manden, der skulle håndhæve den nye lov, var journalisten Raoul Rigault – Pariserkommunens politichef. Rigault var en ondsindet mand, der omgav sig med en hær af stikkere:
I spøg fortalte han, at han havde konstrueret en guillotine, som kunne kappe hovedet af 300 mennesker på samme tid.
Kirken blev lagt for had
Rigault afskyede præstestanden. Kirken var, efter de fleste oprøreres opfattelse, arbejderklassens værste fjende – næst efter kejseren og adelen.
Præsterne ikke bare støttede monarkiet og den herskende klasse, de var også griske. “Dåb, bryllup og begravelse – alt skal man betale for”, klagede en pariser.
Kirken holdt sig ej heller for god til at straffe de mest udsatte grupper.
Mens gifte par kunne slippe med at betale to franc for at lade kirken registrere en fødsel, måtte ugifte mødre slippe 7,50 franc – to dages løn for mange.
Præster udgjorde derfor en stor del af de omkring 200 mennesker, som Rigault lod arrestere som hævn for de henrettede gardister.
Såvel oprørske nationalgardister som uskyldige civile blev dræbt under de blodige kampe.
Med særlig fornøjelse arresterede han Paris’ ærkebiskop, Georges Darboy. Da ærkebiskoppen fortvivlet spurgte, hvad han dog havde gjort, svarede Rigault:
“Du fængsler os med din overtro. Nu er det os, der har magten, myndigheden og retten – og vi vil bruge den”.
Han forsikrede dog biskoppen om, at de revolutionære ikke ville brænde de gejstlige levende, på samme måde som kirken havde gjort ved sine fjender under inkvisitionen.
“Vi er mere humane”, betroede Rigault sin fornemme fange: “Vi skyder jer!”
Forsvaret smuldrede bort
Mens pariserne havde travlt med at gøre op med kejser og kirke, forsømte de at organisere forsvaret af byen.
Gardisterne manglede en øverstkommanderende, og fraværet af en egentlig militær leder gjorde det nærmest umuligt at træffe beslutninger og udstede virkningsfulde ordrer.
Disciplinen var også ringe – soldaterne betragtede byens forsvar som en frivillig indsats.
Der mødte fx kun 7.000 af de forventede 12.000 indkaldte gardister op, da et vigtigt forsvarspunkt, Concorde-pladsen, skulle befæstes den 9. maj.
En stor del af forsvarsværkerne bestod under oprøret af nødtørftige barrikader af chaussé- og brosten.
Revolutionen skulle fuldendes
I 1789 startede indbyggerne i Paris Den Franske Revolution. Projektet kuldsejlede, men 82 år senere var pariserne klar til at prøve igen.
Ideologier gennemsyrede 1800-tallet. Blandt oprørerne i den franske hovedstad i 1871 fandtes der således både socialister og anarkister, to af tidens dominerende revolutionære ideologier.
Historikerne mener imidlertid, at de fleste almindelige parisere først og fremmest var interesserede i et opgør med monarkiet og præstevældet.
For indbyggerne handlede det om at tage magten fra de mennesker, som – med nederlaget til Bismarcks forenede Tyskland – endnu en gang havde ført Frankrig ud i ydmygelse og kaos.
Oprørerne ønskede at fuldføre den mission, som deres forfædre havde begyndt under Den Franske Revolution.
Endemålet var et liv som ligeværdige borgere i en republik med udstrakt selvbestemmelse, hvor ingen blev tvunget til at tjene en privilegeret overklasse.
Ikke overraskende var en af Pariserkommunens varmeste fortalere kommunismens fader, Karl Marx.
Forsvarets mangler betød, at Paris’ bymure kom under pres.
Søndag den 21. maj, mens en skare af stædigt optimistiske parisere var samlet til klassisk koncert i Tuileries-haven, gav forsvarsværkerne efter.
120.000 soldater fra den franske hær væltede ind i byens gader. Hele Paris blev forvandlet til en slagmark. Overalt i gaderne byggede kampberedte borgere barrikader.
“Vi kunne ikke engang stikke næsen ud ad vinduet uden at blive ramt af en kugle”, berettede bibliotekaren M. Chatel.
Pariserkommunens gardister kæmpede bravt, men de var i undertal – for hver gardist rådede regeringshæren over fire-fem soldater.
“Tre kvinder blev i aftes fanget, mens de fra gaden kastede ildkugler gennem kælderåbninger. De blev drevet op i et hjørne og skudt på stedet”. Ansat ved det amerikanske Røde Kors i Paris i 1871.
Den følgende aften havde regeringssoldaterne indtaget hele den vestlige del af byen samt Montmartre. Tabet af netop denne bydel var bekymrende.
Montmartre lå nemlig på et højdedrag, som gjorde det muligt for soldaterne at lade artilleriild feje ind over byen, og dagen efter kontrollerede regeringshæren det meste af Paris’ centrum.
Mens gardisterne trak sig tilbage, brændte de det officielle Paris og de rige borgeres huse ned bag sig.
Blandt de bygninger, der gik op i flammer, var bl.a. paladset i Jardin des Tuileries – kong Ludvig 16.s gamle residens – og byens rådhus, Hôtel de Ville.
Vinden fik flammerne til at springe fra den ene bygning til den anden, og snart stod også arbejdernes egne huse i brand. Og brandslukningsudstyr var en mangelvare.
Kvinder fik skylden for brandene
Ifølge rygter stod en særlig gruppe kvinder bag størstedelen af brandene.
Efter sigende kastede de såkaldte pétroleuses, petroleumsbrændersker, flasker med petroleum gennem kældervinduerne i borgerskabets huse.
“Tre kvinder blev i aftes fanget, mens de fra gaden kastede ildkugler gennem kælderåbninger. Der var ingen tvivl om, hvad der foregik. Røgen stod allerede ud ad vinduerne. De blev drevet op i et hjørne og skudt på stedet”, fortæller John Stanley, som gjorde tjeneste ved det amerikanske Røde Kors i Paris.
Den følgende dag blev en kvinde angiveligt arresteret på Rue du Bac med adskillige flasker petroleum fæstnet til et bælte, som hun bar under sin kjole.
Filosoffer udtænkte ideologier
Kommunist – Karl Marx (1818-1883):
Den tyske filosof forestillede sig en idealstat – “proletariatets diktatur”.
Her ejede arbejderne fabrikker og produktionsmidler, og de styrede samfundet uden indgriben fra bureaukrater og politi.
Kapitalist – Adam Smith (1723-1790):
For den skotske økonom og filosof var frihed altafgørende.
Fik menneskene lov til at gøre, hvad de ville, skulle samfundet nok finde en ligevægt, som garanterede størst mulig lykke for den enkelte.
Konservativ – Edmund Burke (1729-1797):
Forandringer burde aldrig ske pludseligt, mente den britiske statsmand og filosof.
I stedet skulle de gennemføres gradvist – med udgangspunkt i idéer eller institutioner, som havde bevist deres værd.
Ifølge rygter blandt soldaterne i regeringshæren talte gruppen 8.000 kvinder. Sandheden kendte ingen, for de arresterede blev skudt straks efter pågribelsen.
Uanset hvad jog beretningerne folk en skræk i livet.
“Enhver kvinde, som bar en flaske, var mistænkt for at være pétroleuse. Sådan en magt har mistænksomheden i denne tid”, skrev den amerikanske diplomat Wickham Hoffman.
Børn blev myrdet på åben gade
Brandene fik hæren til at slå endnu hårdere ned på oprørerne. End ikke børn gik fri.
I en melding til den amerikanske udenrigsminister, Hamilton Fish, rapporterede USA’s ambassadør E.B. Washburne den 24. maj, at en af hans assistenter “denne eftermiddag på avenue d’Antin talte ligene af otte børn, hvoraf den ældste højst var 14 år gammel. Den stemning, som nu er her i Paris, er så fyldt med frygt, at det trodser enhver beskrivelse”.
Børnemordene vakte ikke kun frygt, men også vrede. I et forsøg på at give igen med samme mønt besluttede byens “Komité for Offentlig Sikkerhed” at se bort fra den afskaffede dødsstraf og henrette en række gidsler.
Da nederlaget stod klart, valgte de revolutionære borgere i Paris at sætte ild på byen.
Kvinder kæmpede i Paris’ gader
Kommunen havde brug for alle på barrikaderne – også kvinderne. I en avisannonce den 11. april 1871 blev Paris’ citoyennes – kvindelige borgere – bedt om at melde sig til kamp.
Mange tog opfordringen op. Nogle kvinder gjorde tjeneste på lazaretterne eller bragte forsyninger frem til fronten, mens andre greb geværet og kæmpede side om side med mændene.
En af dem var Louise Michel, kendt som “Den Røde Jomfru”, og hun lagde aldrig skjul på, at hun nød livet som soldat.
“Ja, jeg er en barbar, det er sandt. Jeg elsker lugten af krudt, granaterne, der flyver gennem luften, og mest af alt er jeg revolutionen hengiven”, skrev hun.
Efter Kommunens fald blev både mænd og kvinder straffet. Louise Michel blev landsforvist til den franske stillehavskoloni Ny Kaledonien i 1873, men syv år senere fik hun lov at vende hjem igen.
Efterfølgende blev hun en populær foredragsholder, og ca. 100.000 mennesker mødte op ved hendes begravelse i 1905.
Et af dem var ærkebiskoppen. Fængselsdirektøren i Paris’ La Roquette-fængsel beordrede den 24. maj to vagter til at slæbe ærkebiskoppen ud i fængselsgården.
Her affyrede en henrettelses-peloton bestående af unge parisiske arbejdere en salve. De uerfarne skytter sigtede så ringe, at ærkebiskoppen overlevede – omend han var ramt og blødte.
Soldaterne skød igen, men da den hårdtsårede ærkebiskop stadig levede, trådte et par gardister frem. Resolut hævede de bajonetterne og flåede hans mave op.
Kirkegård endte som kampplads
I alt 4.000 oprørere og små 300 soldater blev dræbt i gadekampene. De sidste døde på Père-Lachaise-kirkegården, der var Nationalgardens sidste faste holdepunkt.
Den 27. maj om aftenen stormede regeringshæren kirkegården. Gardister og soldater kæmpede mellem gravene, længe efter at mørket var faldet på, men til sidst fik hæren overtaget, og de 150 overlevende gardister måtte overgive sig.
Soldaterne stillede fangerne op mod en mur og skød dem. Næste dag standsede al modstand.
Forfatteren George Sand sammenfattede vanviddet:
“Jeg kommer fra Paris. Jeg føler mig kvalt, jeg er oprevet og fortvivlet. Synet af ruinerne er ingenting sammenlignet med den sindssyge, som har grebet Paris. Med få undtagelser forekommer alle mig at være modne til spændetrøjen. Halvdelen af befolkningen længes efter at hænge den anden halvdel, som for sin part gladeligt ville gøre gengæld. Dette står klart i øjnene på enhver, som man passerer forbi”.
Efter oprøret blev Frankrig igen en republik, men den kollapsede i 1940, da Hitlers styrker invaderede landet.
Oprøret endte med en republik
Efter Frankrigs nederlag i Den Fransk-Tyske Krig (1870-1871) oprettede ledende politikere en midlertidig regering. Den skulle lede landet, indtil en ny monark blev fundet.
Efter Pariserkommunens opstand stod det dog klart, at landet ikke på kort sigt kunne opnå enighed om en ny kejser.
Sejrherrerne i slaget om Pariserkommunen blev de første til at bestride de ledende poster.
Adolphe Thiers, som anførte den provisoriske regering, blev formelt valgt til præsident for “Den Tredje Republik” den 30. august 1871.
To år senere blev han afløst af den mere konservative general Patrice Mac-Mahon, som havde stået i spidsen for nedkæmpelsen af Pariserkommunen. På dette tidspunkt stod det klart, at en ny kejser nok aldrig ville blive fundet.
Den Tredje Republik bestod indtil 1940, hvor Hitler invaderede Frankrig og indsatte den samarbejdsvillige Vichy-regering. Efter krigen blev Frankrig endnu en gang en selvstændig republik.
Efter oprørets afslutning fulgte et opgør, og mange blev henrettet uden rettergang.
“Krigsretterne mødes stadig”, skrev forfatteren Émile Zola om situationen fire dage efter byens overgivelse og fortsatte: “Det lader til, at de skyder alle i Paris”.
Nogle historikere mener, at omkring 20.000 blev henrettet i forbindelse med oprøret, men det præcise tal kender ingen.
Kommunismen sprang fra asken
En efterfølgende militærdomstol dømte omkring 7.000 mennesker til fængsel eller deportation til Ny Kaledonien, en ø i Stillehavet.
Men selvom Pariserkommunen gik under, inspirerede den en mand, som for alvor skulle ændre historiens gang. I 1911 boede den politiske teoretiker Vladimir Lenin kortvarigt i byen.
“Pariserkommunens sag var den sociale revolution, der er årsagen til den komplette politiske og økonomiske frigørelse af arbejderne. Kommunens sag er proletariatet i hele verdens sag. Og i denne forstand er den udødelig”, skrev han.
Seks år senere gennemførte Lenin revolutionen i Rusland.