Krigsherre forvandlede Japan til militærdiktatur

Dokumentar-serien 'Samuraiernes Tid – Kampen om Japan' løber i øjeblikket hen over skærmen på Netflix og beskriver i dramatiseret stil kampen om magten i det krigsplagede Japan i 1500-tallet.

Mægtige daimyoer, lensherrer, rækker ud efter titlen som shogun og anfører tusindvis af samuraier i deres indbyrdes rivalisering.

Alle vil være shogun – storgeneral – og dermed Japans de facto leder.

I artiklen nedenfor får du hele baggrunden for serien.

Se traileren for 'Samuraiernes Tid':

Efter en regnfuld nat begynder det at lysne over Sekigahara midt på Japans største ø, Honshu.

I den bløde efterårssolopgang får de to hæres forposter pludselig øje på hinanden. De nervøse soldater på begge sider ved, hvad der skal ske, og panikken er nær.

Det er den 21. oktober 1600, og inden eftermiddagen er omme, har den japanske historie taget en drejning.

Øst tørner sammen med vest

Ishida Mitsunari, hærfører for den vestlige hær, har opstillet godt 80.000 soldater i defensive positioner med ryggen mod skråningerne.

Det giver ham en perfekt mulighed for at slå til mod den næsten lige så store østlige hær – ledet af Tokugawa Ieyasu – fra flere positioner. Hvad Ishida Mitsunari imidlertid ikke ved, er, at flere af hans hærførere langtfra er så loyale, som han tror.

En af de vestlige hærførere, Kobayakawa Hideaki, står på bjergsiden og iagttager kampens hårdhed. Men han er i tvivl – skal han gennemføre sit forræderi og skifte side?

Det er først, da hans mænd bliver beskudt efter ordre fra en utålmodig Tokugawa Ieyasu, at han giver ordren.

Total forvirring udbryder på slagmarken, hvilket gør, at flere hærførere i den vestlige hær svigter Ishida og skifter side. Forræderierne afgør slaget, og de sørgelige rester af den vestlige hær opløses snart.

Efter denne dag tilhører Japans fremtid slægten Tokugawa. I marts 1603 udnævnes Tokugawa Ieyasu til shogun – en titel som storgeneral, der gør ham mægtigere end kejseren selv.

I mere end to århundreder kommer Tokugawa Ieyasus slægt til at styre et blomstrende, men indesluttet land, mens omverdenen buldrer på døren og kræver adgang.

Kejserslægten er guddommelig

Japans historie ligner Nordens i den forstand, at der findes få skriftlige kilder om de ældste tider.

For omkring 2.000 år siden skildrede kineserne en besynderlig nabo mod øst: landet Wo – et ord, som betyder “lille og grim”.

De ældste japanske skrifter om deres eget land blev nedskrevet engang i 700-tallet e.Kr.

Ifølge traditionen nedsteg Japans første kejser, Jimmu Tenno – en efterkommer af solgudinden Amaterasu – fra gudernes verden i år 660 f.Kr. En sammenhængende kejser-række strækker sig tilbage til ham, men det er svært at afgøre, hvad der er myte og fakta.

Først fra 500-tallet e.Kr. fortæller de historiske kilder om, hvordan et japansk kernerige vokser frem på øen Honshu.

Kontakten til Kina og Korea havde afgørende betydning for Japans politiske og kulturelle udvikling, ikke mindst gennem de buddhister, som bragte skrifter med lærdom til landet.

Titlen shogun blev brugt fra 700-tallet e.Kr., hvor den japanske kejser lå i krig mod fjender i nord.

På det nordlige Honshu og på den nordlige ø Hokkaido levede folkeslagene emishi og ainu, som japanerne betragtede som barbarer.

Ekspeditioner mod dem blev anført af en general med titlen seii taishogun, hvilket omtrent betyder “den mægtige hærfører, som underlægger sig barbarerne”.

Samuraier tager magten i landet

Omkring år 1000 blev kejserpositionen svagere, og det medførte, at lokale fyrster begyndte at kæmpe om magten.

Denne komplicerede magtkamp – ført med krig, konspirationer og forræderi – foregik i mere end 500 år.

Kampene blev anført af samuraierne – en krigerklasse, som havde styrket sin magt i middelalderens japanske samfund.

Dette medførte, at landet blev militariseret, og at de egentlige herskere blev militære ledere med titel af shogun.

Mellem 1192 og 1868 blev der etableret tre forskellige shogunater, hvor diktatorens magt ved hans død gik i arv inden for slægten.

Det første shogunat opstod ud af kampene mellem de to mægtige slægter Taira og Minamoto. I et søslag i 1185 ved Dannoura (mellem øerne Honshu og Kyushu) vandt Minamoto-siden en knusende sejr.

Samuraien Minamoto Yoritomo tvang senere kejseren til at udnævne sig til shogun i 1192.

Yoritomos residensstad blev Kamakura, og hans shogunat blev derfor kaldt Kamakura-shogunatet. Kejseren levede fortsat et ceremonielt hofliv i kejserbyen Kyoto, men han havde reelt ingen magt.

Stormvejr stopper mongolerne

I shogunernes Japan blev rigets forvaltning officielt omtalt som bakufu, hvilket omtrent betyder “lejrregering” eller et felthovedkvarter.

En militært baseret, feudal struktur blev indført, hvor shogunen var højest oppe i magtpyramiden, og under ham fandtes en række lensherrer kaldet for daimyo, som styrede hvert deres landområde.

Den store trussel mod Kamakura-shogunatet var mongolerne, som under ledelse af Khubilai Khan havde taget magten i Kina.

Mongolerne gennemførte to invasionsforsøg i henholdsvis 1274 og 1281. I begge tilfælde blev fjendens flåde ramt af en forfærdelig storm – af japanerne kaldet kamikaze (den guddommelige vind), hvilket bidrog til at redde Japan.

Udtrykket kamikaze fik en renæssance langt senere, under 2. verdenskrig, hvor begrebet blev brugt om de selvmordspiloter, der styrtede deres små fly mod de amerikanske krigsskibe.

Kamakura-shogunatet overlevede mongolernes invasionsforsøg, men blev styrtet i 1333. Efterfølgende tog samuraien Ashikaga Takauji magten og oprettede Japans andet shogunat.

Præcis som for forgængeren lykkedes det aldrig helt for dette shogunat at undertvinge sig alle Japans mange magtlystne lokale fyrster.

I 1400-tallet fulgte en voksende uro, og den førte til en omfattende borgerkrig, onin-krigen, som fandt sted fra 1467 til 1477.

Den efterfølgende periode frem til midten af 1500-tallet kaldes normalt for sengoku – der i grove træk kan oversættes til “de stridende stater”.

En konstant krig blev udkæmpet mellem forskellige komplicerede alliancer blandt landets over 200 lensherrer.

Alligevel blomstrede kulturen i Japan samtidig med urolighederne, og samfundet oplevede en økonomisk fremgang.

Portugisisk skib ankommer til Japan

I 1543 gik et fremmed skib på grund ud for Japans sydligste hovedø, Kyushu.

Skibet stammede fra Portugal, og hændelsen kom til at påvirke hele den politiske og kulturelle udvikling i Japan mere, end nogen kunne ane.

Efterfølgende begyndte kristne europæere at ankomme til Japan, og med dem kom, foruden en ukendt religion, viden om fjerne lande og nye handelsvarer.

Men alt dette forstyrrede den japanske samfundsorden og udløste en stærk modreaktion fra magthavernes side.

Ashikaga-shogunatet ophørte i 1573, da Ashikaga Yoshiaki blev smidt ud af Kyoto, barberede sit hår af og blev buddhistmunk.

Først blev overkommandoen overtaget af den stærke lensherre Oda Nobunaga, men da han blev myrdet, blev hans general Toyotomi Hideyoshi i stedet landets hårdføre leder.

Hideyoshi kom imidlertid fra så enkle kår, at han ikke kunne blive shogun, så han kaldte sig i stedet kampaku, rigsforstander.

Toyotomi Hideyoshi gjorde et ambitiøst forsøg på at erobre Korea, men hans projekt mislykkedes.

Magtfuld lensherre bliver shogun

Toyotomi Hideyoshi forventede, at hans familie skulle beholde magten, når han en dag gik bort, men efter hans død udbrød der en heftig magtkamp i Japan.

Familiens farligste udfordrer viste sig at være lensherren Tokugawa Ieyasu, som ikke havde deltaget i den mislykkede Korea-invasion, men i stedet havde koncentreret sig om at skabe et magtcentrum i øst omkring Edo på Honshu – byen, der i dag er kendt som Tokyo.

Desuden havde han forberedt sig på et opgør om magten i Japan ved at skabe alliancer og opbygge en hær.

Sejren over Toyotomi Hideyoshis nærmeste mand, Ishida Mitsunari, i slaget ved Sekigahara i 1600 gjorde i praksis Tokugawa Ieyasu til Japans ubestridte hersker.

I 1603 udnævnte kejseren ham da også til shogun.

I hans regeringstid gik Japan fra krig og kaos til en gennemkontrolleret militærstat uden indre strid.

Samtidig udvikledes et klassesamfund bestående af samuraier, bønder, håndværkere, købmænd samt en foragtet underklasse. De eneste, der måtte bære våben i det nye Japan, var samuraierne.

Eftersom han efterhånden var over 60 år, overlod Tokugawa Ieyasu snart den officielle shoguntitel til sin søn. I virkeligheden fortsatte han dog selv med at styre landet fra skyggerne.

Han engagerede sig især i udenrigspolitikken, som ikke længere blot handlede om relationerne med Kina og Korea, men også om handelsnationerne Portugal, Spanien, Holland og England.

Handel var velkommen, og kristen mission blev accepteret i begyndelsen – men snart skiftede den gamle hersker mening.

Han begyndte efterhånden at se kristendommen som en politisk trussel, ikke mindst når indenlandske grupper konverterede til den fremmede religion.

Derfor begyndte han at begrænse kristendommens spredning i landet.

Isolation holder folk fra Vesten ude

Tokugawa Ieyasus efterfølger fulgte benhårdt politikken: Han kvalte den oversøiske handel, smed udlændinge ud, forbød kristendommen og lod kristne henrette.

Nye love forbød endda japanerne at forlade landet.

I midten af 1600-tallet var kristendommen helt forsvundet fra japansk jord, og landet var stort set lukket for vestlig indflydelse.

Dødsstraf risikerede både fremmede, der begav sig ind i landet, og japanere, som forsøgte at forlade det. Kun via et par officielle handelshavne måtte udveksling med udlandet foregå.

Sakoku, “det låste land”, blev den gængse japanske benævnelse for isoleringspolitikken.

Målet for Tokugawa-shogunatets samfundsorden – som på mange måder lignede en politistat – var dels at skabe en stabil samfundspyramide, hvor alle kendte sin plads, dels at forhindre lensherrerne i at lave alliancer, konspirere og starte krige.

At båndene til den globale handel blev skåret, forhindrede ikke, at den japanske økonomi blomstrede.

Årsagen til dette var, at landbruget blev effektiviseret – samt at Japans håndværkere og købmænd blev dygtigere.

I handlen brugtes der mønter, men også ris fungerede som et betalingsmiddel.

Her var målet en koku, hvilket svarede til det, en person spiste på et år – ca. 180 liter. Kulturen blomstrede også i Tokugawa-perioden, og meget af det, som endnu forbindes med Japan, blev udviklet og forfinet – fx haikudigtning og den japanske træsnitsteknik.

Overvågning sikrer loyalitet

Eliten blev rekrutteret fra de mest pålidelige lensherreslægter – og her var det stadig vigtigt, på hvilken side de havde stået under slaget ved Sekigahara.

Højest status havde Tokugawa-familiens slægtsgrene Owari, Kii og Mito. Fra disse familier udnævntes nye shoguner da også, efter at hovedstammen døde ud.

Et særligt overvågningssystem blev udviklet og implementeret, som tvang lensherrerne til at bo og gøre tjeneste i Edo.

Ifølge en lov fra 1636 var de tvunget til at bo der fire måneder om året. Shogunen holdt også gidsler fra mægtige familier i hovedstaden – for at forhindre dem i at konspirere i det skjulte.

Men i løbet af 1700-tallet begyndte de mørke skyer at samle sig på den japanske himmel. Det økonomiske system var hårdt imod lensherrerne, som ikke længere fik indtægter nok til at opretholde deres status.

Fraværet af krig førte til en krise for samuraierne, som på den ene side forventedes at vie deres liv til militær træning, men på den anden side savnede at komme i kamp.

Mange samuraier var sivet ind i embedsmandsstillinger og bar kun våbnene ceremonielt. Andre kom til at leve et enkelt liv som landmænd.

Antallet af ronin, det vil sige herreløse samuraier, blev forøget, og mange af disse valgte at blive gangstere eller røvere. Selv bondeklassen udtrykte skepsis.

Krigsskibe tvinger aftale igennem

Japan var derfor i en ringe forfatning, da fire amerikanske krigsskibe under befaling af Matthew C. Perry ankom til Tokyobugten den 8. juli 1853.

Amerikanske skibe havde tidligere haft sporadisk kontakt med Japan, hvor de havde mødt både venlige og fjendtlige reaktioner.

Perry havde læst op på Japan og vurderede, at en styrkeopvisning med USA’s seneste våbenteknologi ville gøre shogunatets mænd samarbejdsvillige.

De sammenbidte japanere accepterede da også at tage imod et brev fra den amerikanske præsident, og da Perry vendte tilbage i februar 1854, viste de sig parate til at acceptere de krav, som blev stillet i præsidentens brev.

Underskrivelsen af den såkaldte Kanagawa-traktat fulgte, og den betød, at et par havnebyer blev åbnet for handel med udenlandske skibe.

Perry havde haft held til at åbne porten til det lukkede land med militær-diplomatisk råstyrke.

Shogunatet bryder sammen

Forandringens vinde blæste over Japan. Økonomien blev kraftigt påvirket, og uenighed om fremtiden førte til de første krigshandlinger i landet i over 200 år.

I 1860’erne blev der udkæmpet flere kampe mellem shogunatets styrker, som kæmpede for det eksisterende styre, og modstanderne, som ville reformere Japan og lære af andre lande.

Også udenlandske magter blandede sig i opgøret. Interessant nok fandt de blandt to ældgamle institutioner – kejserdømmet og dele af samuraiklassen – støtte til at forny og åbne Japan.

I 1867 overlod Japans sidste shogun, Tokugawa Yoshinobu, magten til Meijikejseren.

Året efter gennemførtes den såkaldte Meijirestauration, som blev startskuddet til en intensiv modernisering med politiske, sociale og økonomiske reformer. Kejser-residensen flyttede fra Kyoto til Edo, der skiftede navn til Tokyo og blev landets hovedstad.

Japan udviklede sig til et betydeligt industriland, hvor den militære klasse dog fortsat var toneangivende. I efterkrigstiden er Japan blevet en totalt jævnbyrdig nation på den internationale scene.

På nogle områder opretholder øriget dog fortsat en politisk strategi, som fører tankerne tilbage til Tokugawa-shogunatets lukkethed.

I denne globaliserede verden er indvandringen til Japan fx meget lille, på trods af at landets befolkning bliver mindre og mindre.

I dag er kun 2 pct. af befolkningen eksempelvis født uden for landets grænser.