Krigsherre forvandlede Japan til militærdiktatur

I århundreder lå magten i Japan hos shogunen – rigets mægtigste general. Kampen om shogun-titlen var brutal, og tusinder af samuraier måtte lade livet i blodige krige om magten i Solens Rige.

I århundreder lå magten i Japan hos shogunen – rigets mægtigste general. Kampen om shogun-titlen var brutal, og tusinder af samuraier måtte lade livet i blodige krige om magten i Solens Rige.

Universal History Archive/Getty Images & Look and Learn/Bridgeman Images

Dokumentar-serien 'Samuraiernes Tid – Kampen om Japan' løber i øjeblikket hen over skærmen på Netflix og beskriver i dramatiseret stil kampen om magten i det krigsplagede Japan i 1500-tallet.

Mægtige daimyoer, lensherrer, rækker ud efter titlen som shogun og anfører tusindvis af samuraier i deres indbyrdes rivalisering.

Alle vil være shogun – storgeneral – og dermed Japans de facto leder.

I artiklen nedenfor får du hele baggrunden for serien.

Se traileren for 'Samuraiernes Tid':

Efter en regnfuld nat begynder det at lysne over Sekigahara midt på Japans største ø, Honshu.

I den bløde efterårssolopgang får de to hæres forposter pludselig øje på hinanden. De nervøse soldater på begge sider ved, hvad der skal ske, og panikken er nær.

Det er den 21. oktober 1600, og inden eftermiddagen er omme, har den japanske historie taget en drejning.

Øst tørner sammen med vest

Ishida Mitsunari, hærfører for den vestlige hær, har opstillet godt 80.000 soldater i defensive positioner med ryggen mod skråningerne.

Det giver ham en perfekt mulighed for at slå til mod den næsten lige så store østlige hær – ledet af Tokugawa Ieyasu – fra flere positioner. Hvad Ishida Mitsunari imidlertid ikke ved, er, at flere af hans hærførere langtfra er så loyale, som han tror.

Da tågen letter ved ottetiden, gennemfører den østlige hær et heftigt frontalangreb, og snart er slagteriet i gang i mudderet på rismarkerne.

En af de vestlige hærførere, Kobayakawa Hideaki, står på bjergsiden og iagttager kampens hårdhed. Men han er i tvivl – skal han gennemføre sit forræderi og skifte side?

Det er først, da hans mænd bliver beskudt efter ordre fra en utålmodig Tokugawa Ieyasu, at han giver ordren.

Total forvirring udbryder på slagmarken, hvilket gør, at flere hærførere i den vestlige hær svigter Ishida og skifter side. Forræderierne afgør slaget, og de sørgelige rester af den vestlige hær opløses snart.

Efter denne dag tilhører Japans fremtid slægten Tokugawa. I marts 1603 udnævnes Tokugawa Ieyasu til shogun – en titel som storgeneral, der gør ham mægtigere end kejseren selv.

I mere end to århundreder kommer Tokugawa Ieyasus slægt til at styre et blomstrende, men indesluttet land, mens omverdenen buldrer på døren og kræver adgang.

Samuraien Minamoto Yoritomo blev i 1192 den første shogun, som regerede Japan.

© Universal History Archive/Getty Images & Look and Learn/Bridgeman Images

Shoguner dominerede Japan i over 600 år

700

Titlen shogun bliver anvendt om hærførere i en krig mod folk i det nordlige Japan.

1192

Minamoto Yoritomo tvinger kejseren til at udnævne sig til shogun og bliver de facto Japans leder.

1338

Ashikaga Takauji vinder magtkampen, efter at Minatomos shogunat styrtes.

1585

Generalen Toyotomi Hideyoshi bliver Japans rigsforstander.

1603

Tokugawa Ieyasu tager over som shogun efter sin sejr ved Sekigahara i år 1600.

1613

Tokugawa mindsker lensherrernes indflydelse for at centralisere Japan. På den måde bliver han selv mere magtfuld.

1614

Kristendommen forbydes, og udenlandske handelsmænd udvises fra landet.

1853

Amerikanske krigsskibe tvinger Japan til at tillade handel med omverdenen.

1867

Tokugawa Yoshinobu må afgive magten til rigets kejser, der nu tager kontrol med landet.

1868-69

En borgerkrig mellem tilhængere af shogunatet og reformister loyale mod kejseren ender med en sejr til kejseren.

Kejserslægten er guddommelig

Japans historie ligner Nordens i den forstand, at der findes få skriftlige kilder om de ældste tider.

For omkring 2.000 år siden skildrede kineserne en besynderlig nabo mod øst: landet Wo – et ord, som betyder “lille og grim”.

De ældste japanske skrifter om deres eget land blev nedskrevet engang i 700-tallet e.Kr.

Ifølge traditionen nedsteg Japans første kejser, Jimmu Tenno – en efterkommer af solgudinden Amaterasu – fra gudernes verden i år 660 f.Kr. En sammenhængende kejser-række strækker sig tilbage til ham, men det er svært at afgøre, hvad der er myte og fakta.

Først fra 500-tallet e.Kr. fortæller de historiske kilder om, hvordan et japansk kernerige vokser frem på øen Honshu.

Kontakten til Kina og Korea havde afgørende betydning for Japans politiske og kulturelle udvikling, ikke mindst gennem de buddhister, som bragte skrifter med lærdom til landet.

Titlen shogun blev brugt fra 700-tallet e.Kr., hvor den japanske kejser lå i krig mod fjender i nord.

På det nordlige Honshu og på den nordlige ø Hokkaido levede folkeslagene emishi og ainu, som japanerne betragtede som barbarer.

Ekspeditioner mod dem blev anført af en general med titlen seii taishogun, hvilket omtrent betyder “den mægtige hærfører, som underlægger sig barbarerne”.

I 1185 udkæmpede Minamoto-klanen og Taira-klanen søslaget ved Dannoura. Samuraien Minamoto Yoritomo vandt, og han oprettede efterfølgende det første shogunat i Japan.

© Chronicle of World History/Alamy/Imageselect

Samuraier tager magten i landet

Omkring år 1000 blev kejserpositionen svagere, og det medførte, at lokale fyrster begyndte at kæmpe om magten.

Denne komplicerede magtkamp – ført med krig, konspirationer og forræderi – foregik i mere end 500 år.

Kampene blev anført af samuraierne – en krigerklasse, som havde styrket sin magt i middelalderens japanske samfund.

Dette medførte, at landet blev militariseret, og at de egentlige herskere blev militære ledere med titel af shogun.

Mellem 1192 og 1868 blev der etableret tre forskellige shogunater, hvor diktatorens magt ved hans død gik i arv inden for slægten.

Det første shogunat opstod ud af kampene mellem de to mægtige slægter Taira og Minamoto. I et søslag i 1185 ved Dannoura (mellem øerne Honshu og Kyushu) vandt Minamoto-siden en knusende sejr.

Samuraien Minamoto Yoritomo tvang senere kejseren til at udnævne sig til shogun i 1192.

Yoritomos residensstad blev Kamakura, og hans shogunat blev derfor kaldt Kamakura-shogunatet. Kejseren levede fortsat et ceremonielt hofliv i kejserbyen Kyoto, men han havde reelt ingen magt.

I århundreder afgjorde samuraierne magtkampene i Japan.

© Isadora/Bridgeman Images

Samuraier afgjorde fyrsternes magtkampe

Igennem hele Japans historie fra middelalderen og frem har samuraierne haft en central indflydelse.

Da kejsermagten blev svagere omkring 1000, oprettede lensherrerne livvagter og militser med samuraier for at udkæmpe deres magtkampe.

I begyndelsen nød disse krigere ikke den samme anseelse, som de senere fik, og samurai betyder i virkeligheden også “den, som tjener”.

Efterhånden blev samuraierne dog en krigerklasse med høj status, der blev styret af meget strikse regler, og hvor æren gik i arv fra far til søn.

Bushido var navnet på det æreskodeks, som styrede samuraiernes daglige liv og valg.

Allervigtigst var loyaliteten mod ens overhoved og krigerkolleger, vedholdende ro og kølig dødsforagt.

En samurai havde retten til at bære to sværd. Det lange hed katana og var beregnet til udendørs åben kamp, og folk mente, at det indeholdt samuraiens sjæl.

Det korte hed wakizashi, var beregnet til nærkamp og kunne bruges, hvis samuraien ramtes af vanære og blev tvunget til rituelt selvmord – seppuku, også kaldet harakiri.

Stormvejr stopper mongolerne

I shogunernes Japan blev rigets forvaltning officielt omtalt som bakufu, hvilket omtrent betyder “lejrregering” eller et felthovedkvarter.

En militært baseret, feudal struktur blev indført, hvor shogunen var højest oppe i magtpyramiden, og under ham fandtes en række lensherrer kaldet for daimyo, som styrede hvert deres landområde.

Den store trussel mod Kamakura-shogunatet var mongolerne, som under ledelse af Khubilai Khan havde taget magten i Kina.

Mongolerne gennemførte to invasionsforsøg i henholdsvis 1274 og 1281. I begge tilfælde blev fjendens flåde ramt af en forfærdelig storm – af japanerne kaldet kamikaze (den guddommelige vind), hvilket bidrog til at redde Japan.

Udtrykket kamikaze fik en renæssance langt senere, under 2. verdenskrig, hvor begrebet blev brugt om de selvmordspiloter, der styrtede deres små fly mod de amerikanske krigsskibe.

Kamakura-shogunatet overlevede mongolernes invasionsforsøg, men blev styrtet i 1333. Efterfølgende tog samuraien Ashikaga Takauji magten og oprettede Japans andet shogunat.

Præcis som for forgængeren lykkedes det aldrig helt for dette shogunat at undertvinge sig alle Japans mange magtlystne lokale fyrster.

I 1400-tallet fulgte en voksende uro, og den førte til en omfattende borgerkrig, onin-krigen, som fandt sted fra 1467 til 1477.

Den efterfølgende periode frem til midten af 1500-tallet kaldes normalt for sengoku – der i grove træk kan oversættes til “de stridende stater”.

En konstant krig blev udkæmpet mellem forskellige komplicerede alliancer blandt landets over 200 lensherrer.

Alligevel blomstrede kulturen i Japan samtidig med urolighederne, og samfundet oplevede en økonomisk fremgang.

Portugisisk skib ankommer til Japan

I 1543 gik et fremmed skib på grund ud for Japans sydligste hovedø, Kyushu.

Skibet stammede fra Portugal, og hændelsen kom til at påvirke hele den politiske og kulturelle udvikling i Japan mere, end nogen kunne ane.

Efterfølgende begyndte kristne europæere at ankomme til Japan, og med dem kom, foruden en ukendt religion, viden om fjerne lande og nye handelsvarer.

Men alt dette forstyrrede den japanske samfundsorden og udløste en stærk modreaktion fra magthavernes side.

Ashikaga-shogunatet ophørte i 1573, da Ashikaga Yoshiaki blev smidt ud af Kyoto, barberede sit hår af og blev buddhistmunk.

Først blev overkommandoen overtaget af den stærke lensherre Oda Nobunaga, men da han blev myrdet, blev hans general Toyotomi Hideyoshi i stedet landets hårdføre leder.

Hideyoshi kom imidlertid fra så enkle kår, at han ikke kunne blive shogun, så han kaldte sig i stedet kampaku, rigsforstander.

Toyotomi Hideyoshi gjorde et ambitiøst forsøg på at erobre Korea, men hans projekt mislykkedes.

Slaget ved Sekigahara blev indledt af eliteenheden “De Røde Djævle”, der kæmpede på Tokugawa-klanens side.

© Osprey Publishing

Magtfuld lensherre bliver shogun

Toyotomi Hideyoshi forventede, at hans familie skulle beholde magten, når han en dag gik bort, men efter hans død udbrød der en heftig magtkamp i Japan.

Familiens farligste udfordrer viste sig at være lensherren Tokugawa Ieyasu, som ikke havde deltaget i den mislykkede Korea-invasion, men i stedet havde koncentreret sig om at skabe et magtcentrum i øst omkring Edo på Honshu – byen, der i dag er kendt som Tokyo.

Desuden havde han forberedt sig på et opgør om magten i Japan ved at skabe alliancer og opbygge en hær.

Sejren over Toyotomi Hideyoshis nærmeste mand, Ishida Mitsunari, i slaget ved Sekigahara i 1600 gjorde i praksis Tokugawa Ieyasu til Japans ubestridte hersker.

I 1603 udnævnte kejseren ham da også til shogun.

I hans regeringstid gik Japan fra krig og kaos til en gennemkontrolleret militærstat uden indre strid.

Samtidig udvikledes et klassesamfund bestående af samuraier, bønder, håndværkere, købmænd samt en foragtet underklasse. De eneste, der måtte bære våben i det nye Japan, var samuraierne.

Eftersom han efterhånden var over 60 år, overlod Tokugawa Ieyasu snart den officielle shoguntitel til sin søn. I virkeligheden fortsatte han dog selv med at styre landet fra skyggerne.

Han engagerede sig især i udenrigspolitikken, som ikke længere blot handlede om relationerne med Kina og Korea, men også om handelsnationerne Portugal, Spanien, Holland og England.

Handel var velkommen, og kristen mission blev accepteret i begyndelsen – men snart skiftede den gamle hersker mening.

Han begyndte efterhånden at se kristendommen som en politisk trussel, ikke mindst når indenlandske grupper konverterede til den fremmede religion.

Derfor begyndte han at begrænse kristendommens spredning i landet.

Isolation holder folk fra Vesten ude

Tokugawa Ieyasus efterfølger fulgte benhårdt politikken: Han kvalte den oversøiske handel, smed udlændinge ud, forbød kristendommen og lod kristne henrette.

Nye love forbød endda japanerne at forlade landet.

I midten af 1600-tallet var kristendommen helt forsvundet fra japansk jord, og landet var stort set lukket for vestlig indflydelse.

Dødsstraf risikerede både fremmede, der begav sig ind i landet, og japanere, som forsøgte at forlade det. Kun via et par officielle handelshavne måtte udveksling med udlandet foregå.

Sakoku, “det låste land”, blev den gængse japanske benævnelse for isoleringspolitikken.

Målet for Tokugawa-shogunatets samfundsorden – som på mange måder lignede en politistat – var dels at skabe en stabil samfundspyramide, hvor alle kendte sin plads, dels at forhindre lensherrerne i at lave alliancer, konspirere og starte krige.

At båndene til den globale handel blev skåret, forhindrede ikke, at den japanske økonomi blomstrede.

Årsagen til dette var, at landbruget blev effektiviseret – samt at Japans håndværkere og købmænd blev dygtigere.

I handlen brugtes der mønter, men også ris fungerede som et betalingsmiddel.

Her var målet en koku, hvilket svarede til det, en person spiste på et år – ca. 180 liter. Kulturen blomstrede også i Tokugawa-perioden, og meget af det, som endnu forbindes med Japan, blev udviklet og forfinet – fx haikudigtning og den japanske træsnitsteknik.

Shogunerne styrede Japan i århundreder. Positionen tilfaldt ofte de dygtigste og mest snarrådige hærførere, som formåede at gribe chancen, når muligheden bød sig.

© The Print Collector/Print Collector/Getty Images,

Hærfører greb magten efter hårde kampe

Minamoto Yoritomo (1147-1199)

Minamoto Yoritomo greb magten efter den såkaldte Genpei-krig – en fem år lang tronfølgekrig, som blev afgjort af søslaget ved Dannoura i 1185.

Efter sejren i søslaget fulgte imidlertid en flerårig magtkamp med broren, Minamoto Yoshitsune.

Broren var en frygtet kriger, men til slut i striden blev han drevet til selvmord ved harakiri.

Minamoto Yoritomo blev shogun i 1192 og regerede fra byen Kamakura.

Da han døde i en rideulykke, overtog hans kone, Masako, magten. Hun sørgede for, at hendes klan, Hojo-familien, blev de reelle herskere i Japan. Hun var mor til den anden og tredje shogun.

The Print Collector/Print Collector/Getty Images

© Look and Learn/Bridgeman Images

Shogun holdt sammen på et splittet rige

Ashikaga Takauji (1305-1358)

Samuraien Ashikaga Takauji grundlagde i 1338 et shogunat, som blev opkaldt efter ham og varede indtil 1573.

Han regerede på et tidspunkt, hvor Japan var præget af en splittet magtstruktur, og han fik derfor aldrig nogensinde kontrol over hele øriget.

Bl.a. havde Japan i 56 år to kejsere – en i syd og en i nord. At Takauji desuden udkæmpede en magtkamp med broren Ashikaga Tadayoshi, svækkede hans magt.

Takauji var omstridt som leder, men en dannet mand, der skrev poesi og lod zenbuddhistiske templer opføre.

Ifølge zen-mesteren Muso Soseki havde han tre gode egenskaber: Han holdt hovedet koldt i kamp, han var barmhjertig, og han var gavmild.

Look and Learn/Bridgeman Images

© Ashmolean Museum, University of Oxford

Lensherre knuste al modstand på vej til toppen

Tokugawa Ieyasu (1543-1616)

I årtier havde lensherren Tokugawa Ieyasu været indblandet i de komplicerede kampe og konspirationer mellem Japans lensherrer.

Han var oftest loyal over for krigsherren Oda Nobunaga og allierede sig senere med efterfølgeren Toyotomi Hideyoshi, som han hjalp i kampen mod den trodsige Hojo-slægt.

De to krigsherrer havde dog et meget kompliceret forhold til hinanden, og i 1590’erne etablerede Tokugawa Ieyasu sig i et helt nyt område mod øst med Edo som sin hovedby.

Efter Toyotomi Hideyoshis død blev to militære alliancer skabt. Lederen af den ene var Tokugawa Ieyasu, og under slaget ved Sekigahara i 1600 knuste han sin modstander.

Tre år senere blev han udråbt til shogun.

Hans sidste militære kampagne fandt sted, da han var over 70 år gammel. Her besejrede han Toyotomi Hide­yoshis søn ved Osaka.

Ashmolean Museum, University of Oxford

© icture Art Coll/Alamy/ImageSelect

Forvalter bekæmpede sløseri og korruption

Tokugawa Yoshimune (1684-1751)

Yoshimune var den otten­de shogun fra Tokugawa-slægten og regerede i næsten 30 år.

Han beskrives ofte som en af de dygtigste herskere i Japans historie.

Så snart Yoshimune fik magten, gik han i gang med at stramme op i statsforvaltningen, bekæmpe korruption og begrænse unødigt sløseri.

Han gennemførte også forsyningsreformer, der bl.a. introducerede nye afgrøder i landbruget. Reformerne lagde samtidig en skat på landbrugsprodukter, hvilket gav penge i statskassen.

Han er også kendt for at have lavet en konkurrence om, hvem der var landets bedste sværdsmed.

Tokugawa Yoshimune var selv en lærd mand og startede et uddannelsesprogram for at højne dannelsen hos folket. Han slækkede bl.a. på et forbud mod at importere udenlandske bøger, fik lavet en stor globus og importerede et hollandsk teleskop.

61 år gammel abdicerede Tokugawa Yoshimune til fordel for sønnen Tokugawa Ieshige.

Sønnens helbred var dårligt, og han magtede ikke at videreføre farens arbejde.

Picture Art Coll/Alamy/ImageSelect

Overvågning sikrer loyalitet

Eliten blev rekrutteret fra de mest pålidelige lensherreslægter – og her var det stadig vigtigt, på hvilken side de havde stået under slaget ved Sekigahara.

Højest status havde Tokugawa-familiens slægtsgrene Owari, Kii og Mito. Fra disse familier udnævntes nye shoguner da også, efter at hovedstammen døde ud.

Et særligt overvågningssystem blev udviklet og implementeret, som tvang lensherrerne til at bo og gøre tjeneste i Edo.

Ifølge en lov fra 1636 var de tvunget til at bo der fire måneder om året. Shogunen holdt også gidsler fra mægtige familier i hovedstaden – for at forhindre dem i at konspirere i det skjulte.

Men i løbet af 1700-tallet begyndte de mørke skyer at samle sig på den japanske himmel. Det økonomiske system var hårdt imod lensherrerne, som ikke længere fik indtægter nok til at opretholde deres status.

Fraværet af krig førte til en krise for samuraierne, som på den ene side forventedes at vie deres liv til militær træning, men på den anden side savnede at komme i kamp.

Mange samuraier var sivet ind i embedsmandsstillinger og bar kun våbnene ceremonielt. Andre kom til at leve et enkelt liv som landmænd.

Antallet af ronin, det vil sige herreløse samuraier, blev forøget, og mange af disse valgte at blive gangstere eller røvere. Selv bondeklassen udtrykte skepsis.

Tokugawa-dynastiet blev ødelagt i den såkaldte boshinkrig, der endte med, at Meiji-kejseren Mutsuhito tog magten i Japan.

© Matteo Omied/alamy/Imageselect

Krigsskibe tvinger aftale igennem

Japan var derfor i en ringe forfatning, da fire amerikanske krigsskibe under befaling af Matthew C. Perry ankom til Tokyobugten den 8. juli 1853.

Amerikanske skibe havde tidligere haft sporadisk kontakt med Japan, hvor de havde mødt både venlige og fjendtlige reaktioner.

Perry havde læst op på Japan og vurderede, at en styrkeopvisning med USA’s seneste våbenteknologi ville gøre shogunatets mænd samarbejdsvillige.

De sammenbidte japanere accepterede da også at tage imod et brev fra den amerikanske præsident, og da Perry vendte tilbage i februar 1854, viste de sig parate til at acceptere de krav, som blev stillet i præsidentens brev.

Underskrivelsen af den såkaldte Kanagawa-traktat fulgte, og den betød, at et par havnebyer blev åbnet for handel med udenlandske skibe.

Perry havde haft held til at åbne porten til det lukkede land med militær-diplomatisk råstyrke.

Shogunatet bryder sammen

Forandringens vinde blæste over Japan. Økonomien blev kraftigt påvirket, og uenighed om fremtiden førte til de første krigshandlinger i landet i over 200 år.

I 1860’erne blev der udkæmpet flere kampe mellem shogunatets styrker, som kæmpede for det eksisterende styre, og modstanderne, som ville reformere Japan og lære af andre lande.

Også udenlandske magter blandede sig i opgøret. Interessant nok fandt de blandt to ældgamle institutioner – kejserdømmet og dele af samuraiklassen – støtte til at forny og åbne Japan.

I 1867 overlod Japans sidste shogun, Tokugawa Yoshinobu, magten til Meijikejseren.

Året efter gennemførtes den såkaldte Meijirestauration, som blev startskuddet til en intensiv modernisering med politiske, sociale og økonomiske reformer. Kejser-residensen flyttede fra Kyoto til Edo, der skiftede navn til Tokyo og blev landets hovedstad.

Japan udviklede sig til et betydeligt industriland, hvor den militære klasse dog fortsat var toneangivende. I efterkrigstiden er Japan blevet en totalt jævnbyrdig nation på den internationale scene.

På nogle områder opretholder øriget dog fortsat en politisk strategi, som fører tankerne tilbage til Tokugawa-shogunatets lukkethed.

I denne globaliserede verden er indvandringen til Japan fx meget lille, på trods af at landets befolkning bliver mindre og mindre.

I dag er kun 2 pct. af befolkningen eksempelvis født uden for landets grænser.