Efter det kinesiske kejserdømmes fald i 1912 var der hovedsagligt to politiske partier, der stræbte efter at regere Kina: Nationalistpartiet (Guomindang) og kommunistpartiet.
I 1920’erne fik begge partier støtte af det nyligt grundlagte Sovjetunionen.
I 1927 beordrede nationalistlederen Chiang Kai-shek en massakre på kommunister i Shanghai, hvilket udløste en borgerkrig.
Nationalisterne var militært meget stærkere end modstanderen, og i 1934 blev resterne af kommunisternes hær tvunget til at flygte nordpå.
I løbet af tilbagetoget, der blev kendt som “Den Lange March”, greb Mao Zedong magten i partiet.
Under en stor del af krigen benyttede kommunisterne guerillataktik mod de materielt overlegne nationalister.
Da Japan angreb Kina i 1937, sluttede de to kinesiske partier midlertidigt fred for at bekæmpe den fælles fjende.
Mao forstærkede dog sit greb om landområderne, og da 2. verdenskrig var forbi, havde han fået fornyet kraft til nye offensiver mod nationalisthæren.
I 1949 flygtede Chiang Kai-shek til øen Taiwan.
Kaos efter kejserdømmets fald
Kejserdømmet Kina isolerede sig fra omverdenen gennem en stor del af 1800-tallet, og industrialiseringen kom først i gang i 1900-tallet.
De europæiske stormagter havde på det tidspunkt fået stor indflydelse på Kinas handel. Da det kinesiske kejserdømme faldt i 1912, fulgte en kaotisk periode, hvor mange krigsherrer konkurrerede om magten over forskellige dele af landet.
Snart fremstod nationalistbevægelsen ledet af Sun Yat-sen som den stærkeste magtfaktor.
Han havde fået støtte af Sovjetunionens leder, Stalin, men også det voksende kommunistparti fik sovjetisk opbakning.
Den kommunistiske partiledelse var frem til Den Lange March tro mod Moskvas retningslinjer, men valgte så en anden vej, idet den nye leder, Mao Zedong, prioriterede landområdernes bønder frem for byernes arbejdere.