Efter det kinesiske kejserdømmes fald i 1912 var der hovedsagligt to politiske partier, der stræbte efter at regere Kina: Nationalistpartiet (Guomindang) og kommunistpartiet.
I 1920’erne fik begge partier støtte af det nyligt grundlagte Sovjetunionen.
I 1927 beordrede nationalistlederen Chiang Kai-shek en massakre på kommunister i Shanghai, hvilket udløste en borgerkrig.
Nationalisterne var militært meget stærkere end modstanderen, og i 1934 blev resterne af kommunisternes hær tvunget til at flygte nordpå.
I løbet af tilbagetoget, der blev kendt som “Den Lange March”, greb Mao Zedong magten i partiet.
Under en stor del af krigen benyttede kommunisterne guerillataktik mod de materielt overlegne nationalister.
Da Japan angreb Kina i 1937, sluttede de to kinesiske partier midlertidigt fred for at bekæmpe den fælles fjende.
Mao forstærkede dog sit greb om landområderne, og da 2. verdenskrig var forbi, havde han fået fornyet kraft til nye offensiver mod nationalisthæren.
I 1949 flygtede Chiang Kai-shek til øen Taiwan.