Kastekrigen, Yucatán, mayaer

Mayafolkets sidste offensiv

“Død over de hvide!” lød det under Mexicos kastekrig, der i 1800-tallet rasede på Yucatán-halvøen. Mayafolket greb til våben mod sine hvide undertrykkere i en brutal udryddelseskrig.

“Død over de hvide!” lød det under Mexicos kastekrig, der i 1800-tallet rasede på Yucatán-halvøen. Mayafolket greb til våben mod sine hvide undertrykkere i en brutal udryddelseskrig.

LOUIS DODD/AKG-IMAGES, luispeniche & Shutterstock

Mayahøvdingen Manuel Antonio Ay stod roligt med bagbundne hænder. Foran ham tog henrettelsespelotonen plads.

Ay var dagen før blevet dømt til døden for at konspirere mod den mexicanske stat, men egentlig havde han bare glemt sin sombrero på en bar. I hattens svedbånd lå imidlertid et brev forfattet af en rabiat mayaleder, der beskrev en hemmelig oprørsplan.

Brevet blev overdraget til myndighederne – og det efterlod ingen i tvivl: Ay og andre mayahøvdinge planlagde et væbnet oprør mod de hvide på Yucatán-halvøen.

I januar samme år havde mayaer angrebet Valladolid, den tredjestørste by på Yucatán-halvøen, og myrdet omkring 80 hvide. Myndighederne ønskede derfor at statuere et eksempel til skræk og advarsel.

Kort efter lød kommandoen, og soldaterne affyrede en byge af kugler mod Ay. Hans krop spjættede kort, inden den sank livløs sammen på bytorvet i Valladolid den 26. juli 1847.

Kastekrigen, mayatempler, Yucatán

Før spaniernes ankomst til Yucatán havde store dele af halvøen været et af mayaernes kerneområder. I 1800-tallet lå ruinerne af mayaernes templer og byer glemte i halvøens jungleområder.

© LOUIS DODD/AKG-IMAGES

Hvad myndighederne ikke vidste, var, at Ay i modsætning til sine medsammensvorne var en moderat, der blot ville fordrive de hvide fra mayaernes oprindelige land. Han ønskede ingen dræbt.

Det gjorde brevets afsender, Cecilio Chí , derimod – han ville udslette Yucatáns hvide. Chí var ligesom Ay en mayahøvding, der havde fået nok af 300 års undertrykkelse under først den spanske kolonimagt og siden de hvide mexicanere.

Trods de mange århundreder under europæisk herredømme havde mayaerne nemlig aldrig opgivet drømmen om deres egen stat – helt fri for europæere.

Manuel Ays død tændte en ild, der kom til at hærge halvøen de næste 54 år. I tusindvis meldte mayaerne sig under fanerne hos indfødte oprørsledere som Jacinto Pat og Cecilio Chí , der blev kendt for kampråbet “Mueran los blancos!” – død over de hvide!

Inden krigen var forbi i 1901, var over 250.000 mennesker blevet dræbt og halvdelen af Yucatáns befolkning fordrevet.

Mayaerne fik våben af de hvide

De indfødtes revolter havde før rystet den tidligere koloni i Spansk Amerika, men det var første gang, at et oprør varede så længe – og var så tæt på at lykkes.

Konflikten, der fik navnet Kastekrigen, var de indfødtes forsøg på at frigøre sig fra de hvide kreolers undertrykkelse og grundlægge en uafhængig mayastat.

Lige siden spaniernes indtog på Yucatán havde et barskt kastesystem bestemt indbyggernes livsmuligheder. Systemet var baseret på graden af deres hvidhed og betød, at de oprindelige folk intet havde at skulle have sagt.

Mayaerne, der før europæernes ankomst havde opbygget en storslået civilisation på Yucatán, havde i kolonitiden typisk kollektivt ejet eller forpagtet landbrugsjord, som de kunne dyrke. Udbyttet var ofte magert, for størstedelen af Yucatáns jorde var fattige på næringsstoffer. Men omkring midten af 1800-tallet opstod en ny industri på halvøen – rebproduktion.

Yucatáns tørre jord var nemlig perfekt for agaveplanten. Henequen, som agaven kaldes på spansk, blev især brugt til at lave tovværk af til skibe og endte som så stor en eksportvare, at den blev kaldt “Yucatáns grønne guld”.

De hvide plantageejere tjente formuer, og provinshovedstaden Mérida fik sporvogne og elektrisk lys i gaderne før Mexicos hovedstad, Mexico City.

Agaveplante, Yucatán, reb

Agaveplantens fibre, der bl.a. bruges til reb, blev i 1800-tallet Yucatáns vigtigste eksportvare. Den dag i dag bruges planten fortsat til alt fra medicin til tekstiler.

© Shutterstock

For mayaerne var det grønne guld knap så fantastisk, for en ny forfatning ændrede ejendomsretten. Konsekvensen blev, at mange mayaer mistede retten til deres forfædres jord. De fleste havde derfor ingen anden udvej end at blive daglejere og gældsslaver på de hvides plantager.

Til sidst fik de nok og gjorde oprør. Kampen førte mayaerne paradoksalt nok med våben, de havde fået af kreolerne selv, da de hvide få år forinden var kommet op at toppes indbyrdes om Yucatáns fremtid.

Uenigheden fik kreolerne til at bevæbne deres mayabønder for at bekrige hinanden, men det endte med at give bagslag, da mayaerne vendte geværerne mod de hvide.

De indfødte førte bio-krig

Begge parter gjorde sig skyldige i overgreb og massakrer; fx havde kreolerne umiddelbart før henrettelsen af Manuel Ay brændt landsbyen Tepich ned og dræbt mange af indbyggerne. Som lokalregeringens egen avis skrev:

“Tepich findes ikke mere. Uden denne lærestreg ville det være umuligt at holde indianerne under kontrol”.

Klapjagten gik også ind på oprørets ledere, heriblandt høvdingen Alejandro Tzab, der i samme avis citeredes for at sige, at hans landsmænd i Tixkokob “blev pisket så hårdt, at der er opstået en hel sø af blod”.

“De åbnede brystkassen på ham med et hug, som en mayahøvding med sit offer under et ritual...”. Den samtidige historiker Eligio Ancona om et maya-angreb på de hvide.

Oprørerne holdt sig heller ikke tilbage, men halshuggede de hvide, hvor de fandt dem. I en hacienda nær byen Tihosuco ofrede de en jordejers søn for øjnene af hans familie.

“De åbnede brystkassen på ham med et hug, som en mayahøvding med sit offer under et ritual, flåede hjertet ud og drak hans blod”, skrev den samtidige historiker Eligio Ancona.

Maya-oprørerne var tæt på at løbe Yucatáns storbyer, som var domineret af de hvide, over ende. Intern splittelse blandt mayaerne samt de hvides beslutning om at bede Mexico om hjælp fik dog krigslykken til at vende.

Kastekrigen, Yucatán, kort
© Shutterstock

Hvid borgerkrig i Yucatán

Da Mexico i 1821 fik selvstændighed, kunne Yucatáns hvide elite ikke blive enige om, hvorvidt halvøen skulle være en del af Mexico eller ej. Uenigheden var så voldsom, at de to fraktioner gik i krig mod hinanden og bl.a. indrullerede maya-bønder i deres hære. Derfor havde mayaerne mange våben, da de rejste sig mod de hvide i 1847.

Kastekrigen, Yucatán, kort
© Shutterstock

Oprørs-område

Yucatáns mayaer indledte oprøret i den østlige del af halvøen (rød). Området var domineret af landbrug og havde kun få større byer. Oprørerne var så succesrige, at de en overgang truede storbyerne mod nord, hvor de fleste hvide boede.

Kastekrigen, Yucatán, kort
© Shutterstock

De hvides magtbase

I den nordlige del af Yucatán (orange) lå de vigtigste byer som fx provinshovedstaden, Mérida. Den hvide elite ønskede længe at løsrive Yucatán fra Mexico, men måtte pga. oprøret underlægge sig Mexico for at få hjælp.

Kastekrigen, Yucatán, kort
© Shutterstock

Britisk område

I kystområdet længst mod syd lå den britiske koloni Britisk Honduras, som siden blev til Belize (grøn). Af frygt for at blive oprørernes næste mål hjalp briterne mayaerne med store våbenleverancer.

Kastekrigen, Yucatán, kort
© Shutterstock

Mayaer for fred

Sydvest for oprørernes område lå en mindre region (blå), som også var domineret af mayaer. De indgik dog tidligt en fredsaftale med de hvide. Den bragte dem på kollisionskurs med de oprørske mayaer i nord.

Mayaerne viste sig dog først og fremmest som mesterlige guerillasoldater, der brugte biologisk krigsførelse. De forgiftede brøndene ved at smide tøj ned fra koleraofre og dyppede tornegrene i rådne dyrekadavere, så kreolernes soldater blev inficeret, hvis de trådte på dem.

Desuden udnyttede mayaerne det uvejsomme terræn til at grave fælder med spidse træstave, der lemlæstede deres fjender.

Alt sammen viste sig dødbringende effektivt. I sommeren 1849 – et år efter Kastekrigens udbrud – kontrollerede mayaerne det meste af Yucatán-halvøen, et område fire gange større end Danmark. Og provinshovedstaden Mérida gjorde klar til at evakuere den hvide befolkning.

Storbritannien hjalp mayaerne

Mayaernes krigslykke skyldtes, at de var massivt i overtal uden for de større byer, men også en lyssky aftale med deres nabo syd for Hondo-floden. Her lå Britisk Honduras (nutidens Belize), hvor nyhederne om krigens udbrud vakte bekymring.

“Der er grund til at frygte, at den indfødte befolkning i Yucatán, som i nogen tid har været involveret i lovløse handlinger, vil krydse floden og forstyrre de forretninger, som britiske handelsmænd driver inden for vore grænser”, lød det i et brev til det britiske parlament fra den øverste embedsmand i området.

Briternes respons var uofficielt at støtte mayaerne med våben og ammunition – sandsynligvis af frygt for, at mayaerne ellers kunne finde på at invadere briternes område.

Rænkespillet blev dog hurtigt opdaget: I september 1849 ransagede den mexicanske flåde skibet Four Sisters, der sejlede under Britisk Honduras’ flag. I lastrummet lå krudttønder og papirer, der viste, at krudtet var tiltænkt rebellerne.

Men trods protester fra den mexicanske regering fortsatte våbenleverancerne.

Zapatister, mayaer, Chipas

Zapatisterne indtog i 1994 en stribe byer i provinsen Chiapas, som hører under Mexico.

© Imageselect

Mayaerne overgiver sig aldrig

Selvom den mexicanske kastekrig på papiret sluttede i 1901, har konflikten ulmet lige siden. Zapatist-bevægelsen i nabodelstaten Chiapas er et nyere eksempel på mayaernes fortsatte kamp.

Den 1. januar 1994 vandt den såkaldte zapatist-bevægelse international berømmelse, da 3.000 af oprørsgruppens medlemmer indtog flere byer i Mexicos Chiapas-provins. Det overraskende angreb blev begyndelsen på en årelang konflikt mellem zapatisterne og Mexicos regering.

Gruppen har navn efter den mexicanske oprørsleder Emiliano Zapata, som i begyndelsen af 1900-tallet kæmpede for jordreformer i Mexico. Jordreformer er også zapatist-bevægelsens mål. Langt størstedelen af gruppens medlemmer er mayaer, hvis forfædre tilbage i 1868 rejste sig mod Chiapas’ hvide elite. Oprøret blev dog slået ned efter blot to år.

Zapatist-bevægelsens angreb i 1994 blev hurtigt modsvaret af en mexicansk offensiv, som trængte gruppen tilbage. I 2001 gennemførte zapatisterne en stor march fra Chiapas til Mexico City. Bevægelsen bekendtgjorde ved samme lejlighed et kursskifte fra militær til politisk kamp for indfødtes rettigheder.

Mayastat overlevede i 52 år

I sidste ende kunne mayaerne dog ikke fastholde deres momentum. I sensommeren 1849, bedst som de stod til at indtage provinshovedstaden Mérida, opgav de pludselig. Årsagen var muligvis, at de manglede forsyninger til en langvarig belejring.

De hvide i Mérida kunne ånde lettet op, og snart efter indledte den mexicanske hær en modoffensiv. Under mayaernes tilbagetog blev oprørslederne Jacinto Pat og Cecilio Chí dræbt.

De tilbageværende rebeller etablerede en uafhængig mayastat omkring byen Chan Santa Cruz i det ugæstfrie lavland i det sydøstlige Yucatán, hvor de holdt stand i et halvt århundrede – godt hjulpet af briternes våbenleverancer.

Men voksende britiske investeringer i Mexicos mineindustri og jernbaner gjorde det med tiden umuligt for briterne at støtte mayaernes oprør. I 1893 skiftede briterne side og underskrev en aftale, der endegyldigt stoppede våbensmuglingen til mayaerne. Og det udnyttede den mexicanske hær til en offensiv.

Kastekrigen, Mexico, Chan Santa Cruz, Ignacio Bravo

General Ignacio Bravo indtog i 1901 oprørernes hovedby, Chan Santa Cruz, efter et slag.

© (2A08_445), Fondo: Guerra. Fototeca Pedro Guerra, FCAUADY.

Det sidste slag stod i maj 1901 – 54 år efter at det første skud lød i Kastekrigen – da den garvede mexicanske general Ignacio Bravo efter syv måneders felttog indtog rebellernes hovedstad. Som han kortfattet skrev i et telegram til guvernøren af delstaten:

“Ærede guvernør: Det er mig en ære at meddele Dem, at jeg i dag har besat denne plaza”.

Selvom Kastekrigen reelt sluttede den dag, vil mange hævde, at oprøret stadig er i gang. I vore dage taler zapatist-oprørere i Mexicos Chiapas-provins fx åbent om deres identifikation med Yucatáns oprørske fortid. Mange af de underliggende årsager til Kastekrigen findes således fortsat i regionen.