Efter tre års blodig borgerkrig lykkedes det i 1649 godsejeren, politikeren og hærføreren Oliver Cromwell at støde Englands kong Karl 1. fra tronen.
Hans mål var at skabe en jordisk gudsstat styret af strengt puritanske love.
Til sit projekt skabte Cromwell derfor en republikansk hær, der byggede på de mest moderne militære principper. Med hæren som spydspids knuste Cromwell enhver opposition, og på få år undertvang han sig England, Irland og Skotland og indførte en diktatur-lignende militærstat.
I længden kunne Cromwells gudsstat imidlertid ikke holde til presset fra dens mange fjender. Blot to år efter Cromwells død i 1658 indsatte monarkiets støtter kong Karl 2. på tronen og opløste republikken.
Cromwell blev dømt for forræderi og hans lig gravet op og symbolsk henrettet.
1. Oliver Cromwell myrdede løs i Irland
Irland havde siden 1500-tallet været en engelsk klientstat, men nød fra 1642 udstrakt selvstyre. Efter Cromwells magtovertagelse allierede irerne sig med hans fjender.
Cromwell invaderede derfor øriget. Belejringen af byen Drogheda var særlig brutal. Her blev de 3.000 engelske soldater i byens royalistiske garnison brutalt nedslagtet.
Cromwell pådrog sig med sine ugerninger de irske katolikkers evige had og foragt.
Den øverstkommanderende, Arthur Aston, blev desuden banket ihjel – med sit eget træben.
Cromwells folk myrdede også adskillige præster, ligesom de nedbrændte en kirke fyldt med soldater.
2. Oliver Cromwell fik ærkefjenden dømt til døden og halshugget
Under borgerkrigen blev kong Karl 1. sat i husarrest, men kongen havde stadig mange støtter blandt politikerne.
Kun få ønskede at afskaffe monarkiet, men så gerne, at parlamentet fik mere magt. Et flertal i parlamentet vedtog derfor i 1648 at forhandle med kongen.
Det fik Cromwell til at gå amok og igangsætte en udrensning af parlamentet. Kun de, som ønskede at skille sig af med kongen, fik lov at beholde pladsen.
Cromwell og 58 andre dømte med deres underskrift Karl 1. til døden.
Parlamentet, anført af Cromwell, slæbte Karl i retten, som parlamentet selv havde sammensat til lejligheden.
Retten dømte Karl for forræderi og lod ham halshugge den 30. januar 1649.
3. Oliver Cromwell sendte fanger på dødsmarch
Henrettelsen af Karl 1. vakte stor vrede i Skotland, som delte konge med England. Da skotterne udråbte regentens søn, Karl 2., til konge, invaderede Cromwell landet.
Engelske og skotske styrker tørnede sammen i et stort slag ved den skotske by Dunbar.
Efter kampen førte Cromwells folk 5.000 krigsfanger til Durham i England. Fangerne fik ingen mad og kun lidt vand under den syv dage lange march, som kostede ca. 1.000 af dem livet.
Yderligere 1.700 omkom i de følgende måneder af sygdom og kulde.
De døde blev efterfølgende begravet i en massegrav, som arkæologer nu har udgravet. Fundene viser, at de døde var mellem 13 og 25 år.
4. Oliver Cromwell styrede landet med militærmagt
Cromwell nøjedes ikke med at tyrannisere nabolandene. Også i England opførte han sig diktatorisk.
To gange opløste han med hærens hjælp det siddende parlament. Politiske fjender imødegik han på samme måde.
Da royalister gjorde oprør, satte Cromwell militæret til at holde lov og orden.
Oliver Cromwell regerede med hård hånd.
Han inddelte ved den lejlighed landet i militære distrikter, hvis generaler kun stod til ansvar over for ham.
5. Oliver Cromwell gjorde katolikker til andenrangsborgere
Cromwells invasion af Irland og den tre år lange krig, som fulgte, efterlod landet i en sørgelig forfatning.
Historikere anslår, at mindst 200.000 civile omkom som følge af vold, sygdom eller hungersnød.
Fredsslutningen, dikteret af de engelske sejrherrer, var tilsvarende hård; fx konfiskerede Cromwell royalisternes jord. Tyveriet gjorde ham i stand til at betale sine soldater, hvis løn bl.a. bestod af irsk ejendom.
Irske katolikker måtte ifølge Cromwells love ikke eje jord – undtagen i provinsen Connacht (vist med grønt).
De hårde fredsbetingelser gik især ud over katolikkerne.
Uanset politisk tilhørsforhold fik de alle deres jord og ejendom konfiskeret og blev forvist til provinsen Connacht. Ingen katolikker måtte bo i byerne, og de katolske præster blev henrettet.
Cromwells brutale fremfærd lagde grunden til irernes indædte modstand og had mod briterne.