Uden at blive set kravler 20 drenge i oktober 1868 gennem en mudret og snæver vandtunnel. Deres sorte dragter, hvide pandebånd og katana-sværd viser, at de 14-17-årige drenge er unge samuraier fra Byakkotai-brigaden.
Men lige nu ligner de ikke tapre krigere – de er fortvivlede og har kun med nød og næppe undveget den kejserlige hærs soldater ved at krybe ind i den mørke tunnel, der fører til Iimori–bjergets top. De kan lugte røgen fra branden, der fortærer byen Aizu-Wakamatsu i det fjerne, og bag sig hører de kampråb og fortvivlede skrig fra dens indbyggere.
Efter næsten 700 års feudalt styre under shogunen oplever Japan netop nu et brutalt magtskifte, hvor samuraier med den unge kejser Meiji (fødenavn Mutsuhito) som kransekagefigur tilkæmper sig kontrollen med riget.
Mange lokale ledere har frivilligt lagt våbnene og underkastet sig kejseren, men det nægter samuraierne i det nordøstlige Japan, og nu har den blodige Boshin-krig raset i et år.
Vandtunnellen, som samuraidrengene krøb op igennem, kan stadig ses ved Iimori-bjergets fod.
De unge samuraier i vandtunnellen er endnu ikke erfarne krigere – de udgør kun reservestyrken, men de kejsertro styrker belejrer Aizu-Wakamatsu, og byen har desperat brug for alle mand til at holde fjenden ude af borgen Tsuruga, hvor deres daimyo (herremand), Matsudaira Katamori, har forskanset sig.
Under kampene blev drengene væk fra deres enhed, og nu har de ingen sikker viden om, hvordan belejringen forløber. For at danne sig et overblik kravler de op på Iimori-bjerget, der ligger ca. halvanden kilometer fra borgen.
Da de når toppen, mødes de af et nedslående syn – den stolte borg er i brand, og byen tabt.
Det var drengenes opgave at beskytte daimyoen, nu er han måske allerede død. Drengene aner heller ikke, hvad der er sket med deres fædre, som alle tjener som samuraier i daimyoens hær.
“Vi bør begå selvmord og vise en samurais sande natur”. Byakkotai-enhedens leder, Shinoda Gisaburo.
Enhedens leder, den 17-årige Shinoda Gisaburo, tager ordet. Han erklærer til de chokerede og ulykkelige drenge, at de uden frygt må gøre, som de har lært på samuraiskolen. Deres daimyo er dræbt i krig, så de har intet andet valg end at vise deres loyalitet ved at følge ham i døden. Det er tid til at begå rituelt selvmord – seppuku.
“Efter en ophedet diskussion erklærede Gisaburo, at der ikke var mere, vi kunne stille op. Vi var ulykkelige for daimyoen på borgen og vores familier ved borgens fod: ‘Vi bør begå selvmord og vise en samurais sande natur’”, skrev Iinuma Sadakichi mange år senere om sine oplevelser på bjerget. Han var dengang 14 år og overlevede som den eneste det masseselvmord, hans kammerat Gisaburo opfordrede til.
Byen Aizu-wakamatsu holder stadig fast i sin arv fra samurai-tiden. Hvert år afholder byen en festival, hvor drenge optræder i Byakkotai-uniformer.
Samuraier blev oplært i trofasthed
Drengenes selvmord kan virke chokerende i dag, men reelt gjorde de kun, hvad de havde lært. Byakkotai-brigaden (Den Hvide Tigers Brigade) bestod af 305 unge samuraier, som alle gik på den prestigefyldte samuraiskole, Nisshinkan, der lå neden for Tsuruga-borgen.
Skolen optog kun ældstesønner fra de fineste af de lokale samurai-familier, og den gav bl.a. undervisning i nye fag som astronomi, matematik og medicin. Men først og fremmest var det en skole, hvor drengene blev oplært i at udvise loyalitet og ære.
Tsuruga-borgen blev så ødelagt af belejringen, at slottet blev revet ned i 1874. Men i 1965 stod en replika i fuld størrelse færdig, som siden har fungeret som byens vartegn.
Skolen gav en grundlæggende militæruddannelse, hvor hovedvægten lå på terperi af klassiske konfucianske tekster, træning i stiliseret kampsport og ikke mindst belæringer om at indordne sig under de hierarkier, som det japanske shogun-samfund var bygget op omkring.
Drengene lærte at være tålmodige og udholdende, men også at ofre deres liv uden tøven, hvis det krævedes for at kunne bevare ære og værdighed. Skolen hyldede samurai-idealerne, og den søgte at skabe et stærkt fællesskab mellem drengene omkring disse idealer.
Shinoda Gisaburo og hans klassekammerater var ikke færdig-uddannede, og det var ikke meningen, at de skulle have været i krig. Men situationen for daimyoen i Tsuruga-borgen var så desperat, at alle elever på Nisshinkan-skolen blev indrulleret i hæren som reserve-enheder.
Nisshinkan-skolen fyldte 26.000 kvadratmeter og rummede bl.a. et observatorium og et svømmebassin.
10-årige kom i lære som samurai
Selvmord lå ikke de unge samuraier fjernt. De havde lært om den ærefulde død på Nisshinkan – den fineste samuraiskole i Aizu-regionen.
Nisshinkan-skolen blev bygget i 1803 med det formål at uddanne de ældste sønner i Aizus samurai-familier til et liv i samfundets top. Allerede som 10-årige begyndte drengene i skolen, hvor de skulle lære at være stærke krigere og kloge ledere. Der blev lagt vægt på at skabe et stærkt sammenhold mellem drengene i hver klasse og indgyde dem de klassiske værdier for en samurai.
Den overordnede parole for undervisningen på samuraiskolen var helt enkel: “Lad være med at gøre det forkerte”.
Noget var rigtigt, andet forkert. Hvad der var hvad, blev foreskrevet af andre, som stod over én selv i hierarkiet. Og det var yderst vigtigt ikke at stille spørgsmål til visdommen bag denne opdeling, for skepsis ville skade harmonien i samfundet.
Skolen brændte ned under kampen om Aizu-Wakamatsu i 1868, men den blev genopbygget og fungerer i dag som et museum med fokus på den undervisning, samurai-eleverne skulle igennem.
Japan blev åbnet med magt
Samuraiernes idealer, som drengene terpede i skolen, havde gennemsyret det japanske samfund i hundreder af år. Især havde de dog stået stærkt, siden den store shogun Tokugawa Ieyasu i 1603 gjorde en ende på landets mange borgerkrige og samlede alle daimyoerne under sig i det såkaldte Tokugawa-shogunat.
Det dybt konservative styre koncentrerede magten omkring shogunen på bekostning af kejseren og isolerede Japan i en hidtil uset grad.
Men isolationen blev brudt i 1853, da den amerikanske marinekaptajn Matthew C. Perry ankom til landet med en flåde af krigsskibe og et krav om, at Japan åbnede sine grænser for handel med Vesten.
De japanske Tokugawa-ledere var nødt til at makke ret, for det var tydeligt, at deres militær var håbløst bagud i forhold til amerikanernes slagkraftige flådefartøjer.
Efterfølgende fik det konservative Tokugawa-shogunat skylden for, at Japan havde isoleret sig og var kommet langt bagud i forhold til de vestlige magter. Nye kræfter, især samuraierne i det sydlige Japan, begyndte at arbejde hen imod at afsætte den forstenede shogun, så landet kunne åbne sig mod verden.
Da kaptajn Matthew C. Perry ankom til Japan, overrakte han japanerne et hvidt flag og et brev, hvori der stod, at de ville blive tilintetgjort, hvis de forsøgte at kæmpe.
De nye kræfter vandt langsomt frem, og kulminationen kom den 3. januar 1868, hvor samuraierne stormede det kejserlige palads i Kyoto. Samuraierne proklamerede, at den 15-årige kejser, Meiji, nu havde magten i landet. Positionen som shogun blev nedlagt, og hans jord skulle overdrages til kejseren.
Shogun Tokugawa Yoshinobu nægtede at acceptere sin afskedigelse, og borgerkrigen var en realitet. Tokugawas første skridt var at angribe Kyoto, men kejserstyret havde i mellemtiden fået skydevåben og træning fra bl.a. USA og var meget bedre udrustet end shogunens samuraier.
Slaget endte i et stort nederlag for shogunen, og herefter begyndte kejserstyrets tropper at presse mod nord, hvor mange lokale daimyoer fortsat var loyale over for shogunen.
I oktober nåede de kejserlige tropper til Fukushima, der i århundreder havde været regeret af Aizu-klanen. Snart begyndte invasionen af Aizu-regionen og belejringen af klanens hovedsæde, Tsuruga-borgen. Slaget skulle blive det største og mest afgørende under hele borgerkrigen.
De ledende samuraier på shogunens side under Boshin-krigen var i vildrede over for den overlegne kejserlige hær.
Rituelt selvmord var unødvendigt
Under Slaget om Aizu stod det endnu en gang klart, at kejserens styrker var de lokale samuraier overlegne. Da de 20 drenge nåede op på Iimori–bjerget, havde belejringen raset i flere uger, og håbet om daimyoens sejr var forvandlet til en illusion.
Da drengene så Tsuruga-borgen brænde, var deres reaktion til at forudse. Deres anfører, den 17-årige Shinoda Gisaburo, var i hvert fald ikke i tvivl om, hvad der måtte gøres.
“Derpå, da det lidt efter kl. 10 om formiddagen var besluttet, satte han sig rank med blikket rettet mod sydvest, viste sin respekt for borgen, udtalte nogle få ord og begik langsomt selvmord”, skrev Iinuma Sadakichi i sin beretning.
Efter Boshin-krigen og blev Iinuma Sadakichi officer i den kejserlige hær.
Shinoda var den første, som gennemførte seppuku ved at skære sin egen mave op med sit sværd. Han havde styr på teknikken, for den var en del af pensum for de ældste elever i Nisshinkan-skolen.
Efter deres anførers død blev det de andre drenges tur i rækkefølge efter deres rang. Enkelte måtte befries for smerter af deres kammerater, men de fleste gennemføre ritualet uden hjælp.
Til sidst var jorden dækket af blod, og 19 medlemmer af enheden lå døde. Det yngste medlem, 14-årige Iinuma Sadakichi, var den sidste i rækken. Han havde løjet om sin alder, da han meldte sig til Byakkotai-brigaden, som ellers kun tog drenge fra den ældste klasse.
På skolen gik han en klasse under de andre, og derfor havde han endnu ikke trænet seppuku. Sadakichi forsøgte det bedste han havde lært: Han stak sværdet i maven og forsøgte at skære fra venstre imod højre. Men han stak ikke dybt nok til, at det var dødeligt. I stedet sank han om og forblødte langsomt blandt sine livløse kammerater.
Seppuku blev begået, ved at stikke en kniv dybt i maven og skære venstre imod højre. Herefter ville en anden samurai typisk hugge hovedet af den døende.
Halvt død blev Sadakichi fundet af en bonde, som forbandt hans sår og plejede ham, så den 14-årige mirakuløst overlevede.
Der gik flere dage, før han hørte den tragiske sandhed om belejringen. Oppe på bjerget havde drengene misforstået det, de så. Der var røg og flammer over hele byen, men borgen holdt endnu. Aizu kapitulerede først nogle uger senere, den 6. november. På trods af nederlaget havde deres samuraifædre ikke begået seppuku, og de fleste overlevede slaget. Selv daimyoen Matsudaira Katamori kunne gå fra nederlaget med livet i behold.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan få hjælp på Livslinien her.
Kejserstyret nedkæmpede de sidste samuraier
Da kejsertro samuraier den 3. januar 1868 stormede paladset i Kyoto, blev det starten på den japanske borgerkrig Boshin-krigen. Her gjorde det nye kejserlige Meiji-styre brutalt op med de klaner, som forblev loyale mod shogunen.
Shogunens soldater ønsker ikke at slås
27.-31. januar 1868: Krigen begynder med slaget om Toba-Fushimi, hvor shogun Tokugawa Yoshinobu sender sin hær imod Kyoto, som støttes af kejserlige tropper fra syd. Shogunens hær er væsentlig større, men dårligere udrustet og med ringe moral. Slaget ender i et pinligt nederlag.
Samuraier bliver brutalt slagtet
25. april-1. maj 1868: Shogunen giver op efter nederlaget ved Kyoto, men hans loyale støtter kæmper videre, så den kejserlige hær fortsætter nordpå. Under belejringen af Komine-borgen bliver den lokale daimyos samuraier brutalt nedkæmpet og borgen brændt ned til grunden.
Kvinder og børn kæmper med
6. oktober-6. november 1868: De kejserlige tropper når frem til Aizu-klanens område, hvor shogun-støtten Matsudaira Katamori erklærer undtagelsestilstand. Alle mænd og kvinder bliver indkaldt til at forsvare Tsuruga-borgen. Da borgen falder efter en måneds belejring, er tusinder døde.
Den sidste skanse på Hokkaido
4. december 1868-27. juni 1869: De sidste loyale støtter af shogun-styret har forskanset sig på den nordjapanske ø Hokkaido. Da de taber deres flåde til kejserstyret i maj, er enden nær. 7.000 kejserlige soldater landsættes på øen, og de nedkæmper shogunens 3.000 tilbageværende samuraier.
Døde drenge hyldes stadig
De 19 drengelig blev liggende på Iimori-bjerget efter borgerkrigens afslutning, ubeskyttet mod de vilde dyr. Men omsider gav den kejserlige regering tilladelse til, at de kunne begraves på bjerget. Historien om de 19 unge samuraier og deres død blev først kendt mange år senere, da Iinuma Sadakichi skrev erindringsbogen “Selvmord”. I hele Japan blev samuraiernes frygtløse – og komplet meningsløse – møde med døden kendt og beundret.
I dag er Iimori-bjerget et meget besøgt turistmål i Aizu-regionen, og efter Sadakichis død i 1931 blev hans aske efter hans eget ønske spredt ud over gravstenene, hvor hans Byakkotai-fæller ligger.
Søjlen fra Pompeji, som Mussolini gav for at ære Byakkotai-drengene, kan stadig ses på Iimori-bjerget.
Selv uden for landets grænser vakte historien mange følelser. Den italienske diktator Benito Mussolini var så rørt over de unge drenges offer, at han donerede en søjle fra Pompeji til deres ære – den kan stadig ses på Iimori-bjerget.
Nær drengenes grave står bjergets måske berømteste monument, der bærer en indskrift – et digt af daimyoen Matsudaira Katamori, i hvis navn de unge samuraier ofrede deres liv:
“Uanset hvor mange der har vædet deres gravsten med tårer, vil disse navne aldrig forsvinde fra verden”.
19 mindesmærker symboliserer de unge samuraier, som begik selvmord. Hvert år valfarter tusindvis af japanere hertil og beder ved stenene.