William Wallace: Skotlands største frihedskæmper

Angreb over broen

Men Warenne foretrækker at lytte til lord Hugh de Cressingham, skatteinddriver i Skotland og den mand, der på ordre fra den engelske kong Edvard 1. har udført det, som i praksis er en gennemgribende udplyndring af stort set hele landsdelen.

Cressingham er intenst hadet af skotterne, og mange englændere bryder sig heller ikke om ham. Han forklarer Warenne, at englænderne ikke har noget at frygte fra de skotske krigere.

At lave en manøvre, hvor man bevæger sig i en cirkel rundt om skotterne, vil blot føre til deres flugt, og så kan felttoget blive langvarigt – og dyrt.

Som sagt så gjort. Den engelske hær begynder at krydse broen ved Stirling.

Flere tusind fodsoldater er kommet over på den anden side, da den skotske hær pludselig sætter sig i bevægelse og stormer ned mod englænderne.

Mange druknede

William Wallace selv står i spidsen for hæren. Han beskrives som meget høj, med “en kæmpes krop”. Han er kendt for sit grænseløse mod og et lige så grænseløst had til sine engelske fjender.

Snart går alle Lundies bekymringer i opfyldelse. De engelske soldater er samlet på et smalt område, omgivet af floden i flere retninger.

Inden det lykkes dem at mobilisere nogen modstand, falder de i bunkevis for den skotske storm. Det lykkes nogle få at flygte tilbage over broen – som ifølge nogle kilder bliver revet ned i kampen – og andre tvinges ud i vandet, hvor mange af dem drukner. Den skotske sejr bliver hurtig, brutal og total.

Op mod 5.000 englændere falder – mod kun et par hundrede skotter.

En af de faldne er skatteopkræveren Cressingham selv, som personligt ledede et forsøg på en engelsk modoffensiv. Da kampen er slut, samles de jublende skotter omkring den døde Cressingham – og begynder langsomt at flå hans lig.

Stykker af hans hud sendes rundt i Skotland og fremvises som bevis på den storslåede sejr. Andre dele af hans hud bruges til sadelremme.

Endnu et stort stykke af den døde mands hud bliver brugt til at fremstille et bælte, som den sejrrige William Wallace hænger sit sværd fra.

En ukendt helt

Og hvem var så denne William Wallace? I betragtning af at han var en stor historisk helt og centrum for en senere ofte intensiv idoldyrkelse, er hans liv underlig ukendt.

Det vides ikke engang, hvem hans forældre var, eller hvor han voksede op.

Ifølge den første skildring af William Wallaces liv, et langt digt-epos skrevet af “Blinde Harry” i 1400-tallet, skal hans far have været sir Malcolm af Elderslie og hans mor lady Margaret Crawford.

Men i Wallaces eget segl, der blev fundet på et brev, som han sendte til hansestaden Lübeck, angives hans far som en Alan Wallace, formentlig samme mand, der skal have svoret den engelske konge troskab i 1296, altså året inden slaget ved Stirling.

På Wallaces segl findes der også et billede af en langbue, hvilket har fået en del historikere til at mene, at han måske gjorde tjeneste som soldat, måske endda i den engelske hær.

De engelske langbueskytter var berømte på denne tid, og mennesker fra alle de forskellige britiske øer kunne lade sig hverve hos dem. Den teori skulle også forklare, hvordan det kan være, at Wallace var så dygtig en soldat.

Andre teorier om Wallaces tidlige liv går ud på, at han frem til det øjeblik, hvor han begyndte at lede kampen mod englænderne, skal have været en stilfærdig præst – men det er på den anden side svært at få til at passe sammen med den tydeligt kampvante mand, der dukker op i krønikerne.

Kaos brød ud

Konflikten mellem England og Skotland havde dybe rødder, men helt galt gik det i 1286, hvor den skotske kong Alexander 3. døde uden at efterlade sig nogen arvinger.

En kamp om kronen var på vej til at bryde ud mellem forskellige skotske adelsslægter, hvilket førte til, at de bad den engelske kong Edvard 1. om at afgøre spørgsmålet.

Denne benyttede dog i stedet lejligheden til i 1296 at invadere sit naboland mod nord og afsætte John Balliol, som på det tidspunkt sad på den skotske trone.

Den engelske konge vandt hurtige sejre og indsatte sine egne vasaller på passende steder rundt omkring i landet. Derpå forlod han Skotland for at lede et felttog i Frankrig.

Mens kongen var væk, benyttede hans underordnede sig af det til at skrabe så meget rigdom sammen som muligt.

Også dem, der havde svoret den engelske krone troskab, blev dårligt behandlet, og allerede tidligt i 1297 brød urolighederne ud i det nyligt besatte rige.

Hævnede sin hustru

I maj samme år dukker William Wallace op på arenaen. Han beskrives i senere engelske kilder som leder af en gruppe banditter – en mand, der havde samlet de utilfredse omkring sig.

Ifølge en traditionel myte, hvis ægthed er tvivlsom, giftede Wallace sig med Marion Braidfute.

Da han en aften besøgte hende, blev han sporet dertil af en engelsk styrke under sir William Heselrig, sheriffen af Lanark.

Wallace nåede at flygte, men Marion og hele hendes husstand blev dræbt på sheriffen af Lanarks ordre.

Det siges, at William Wallace den dag svor, at han ville hævne sig på alle de englændere, han mødte.

Kort efter angreb Wallace sheriffen og hans mænd i ly af mørket og stak dem ihjel.

Ud af den blå luft havde William Wallace etableret sig som frihedskæmper.

Efter sejren ved Stirling ledede han et blodigt felttog ind i Nordengland, hvor landsbyer, byer og kirker blev plyndret.

Tilbage i hjemlandet blev han adlet og udnævnt til Skotlands vagtmand. Mens kongen var væk, fungerede han som landets leder.

William Wallaces langsigtede plan var tilsyneladende at forsøge at samle Skotland omkring en af de tidligere skotske konger, John Balliol. Men han kom snart til at stå over for en vanskelig udfordring.

Kong Edvard var kommet tilbage og havde samlet en stor hær for at knuse oprøret.

Guerillakrig i bjergene

I sommeren 1298 drog englænderne ind i Skotland og forsøgte at lokke Wallace i kamp, men han gjorde alt for at undgå at møde englænderne på slagmarken; i stedet trak han sig tilbage og førte guerillakrig.

Edvards hær begyndte snart at lide under manglen på fornødenheder, og kongen havde allerede planlagt en tilbagetrækning til Edinburgh, hvor han af spioner fik at vide, at Wallace havde samlet sine styrker tæt på skoven ved Falkirk.

Edvard skyndte sig dertil og sendte sine overlegne styrker mod skotterne, som led et stort nederlag.

William Wallace selv overlevede, men hans stilling som leder var svækket.

I september samme år frasagde han sig titlen som Skotlands vagtmand og overlod ledelsen af kampen til Robert Bruce, der senere skulle komme til at sejre i det berømte slag ved Bannockburn og blive skotsk konge.

Nu forsvinder Wallace igen ud af historien i et par år.

Engelske spioner skal have ledt efter ham uden at kunne finde ham.

Han kan muligvis være rejst til Frankrig, som var Skotlands allierede i kampen mod England, og måske videre helt til Rom, inden han til sidst vendte tilbage for at deltage i kampene mod englænderne, der langsomt generobrede kontrollen over Skotland.

Tortur og henrettelse

I 1305 blev Wallace forrådt af ridderen John de Menteith. Han blev anholdt og ført til London, hvor han blev anklaget for mord på uskyldige under plyndringstogter i Nordengland efter sejren ved Stirling, hvilket han beredvilligt tilstod.

Det eneste, han beklagede, ifølge henrettelsesrapporten, var, at han ikke havde dræbt flere forhadte englændere.

Anklagerne om forræderi mod kong Edvard 1. afviste han dog pure:

“Jeg forrådte ikke Edvard, for jeg var aldrig hans undersåt”, skal William Wallace have sagt.

Efter rettergangen blev Wallace ført til Tower i London. Der blev han klædt af og bundet efter en hest, som slæbte ham nøgen gennem byens gader.

Til sidst blev han hængt, men ikke så han døde af det.

I sidste øjeblik tog bødlen ham ned, og han var stadig i live, da hans penis og testikler blev skåret af, maven sprættet op og indvoldene taget ud og brændt, mens han kiggede på.

Først nu blev Wallace halshugget og hans krop delt i fire.

Det afhuggede hoved blev dyppet i tjære og spiddet på en pæl, der blev sat øverst op på London Bridge.

Manden William Wallace var død, men som symbol på den skotske frihedskamp skulle han leve videre i flere hundrede år mere.