Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Winston Churchill knuste Athens kommunister

Allierede tropper har befriet Grækenland, men Churchill er rædselsslagen for, at landets populære kommunister skal få magten. Han allierer sig derfor med den yderste græske højrefløj og forvandler Athen til en blodig krigszone.

Dmitri Kessel / Getty Images IWM / Getty Images & Shutterstock

Solen går ned over Grækenland, da den græske premierminister, Georgios Papandreou, den 17. oktober 1944 nærmer sig Faliro-bugten sydøst for Athen.

Han står på dækket af panserkrydseren Averof og spejder ind mod kysten med lige dele lettelse og uro.

Efter at have tilbragt de seneste måneder i eksil i Cairo er Papandreou blevet sendt tilbage til Athen som et led i den britiske premierminister, Winston Churchills, plan for genopretningen af Grækenland efter tre års tysk besættelse.

Til at ledsage Papandreou og den nyudnævnte græske regering har Churchill sendt en imponerende flåde af allierede krigsskibe.

Men selvom sejren er sikret, ved Papandreou godt, at freden langtfra er vundet, for i Athen venter en enorm opgave: At samle grækerne og de utallige politiske grupperinger, der i løbet af ­besættelsestiden har kæmpet indædt mod nazisterne – og hinanden.

“Længe leve Churchill, Roosevelt og Stalin! Længe leve de britiske soldater, vores befriere!”
Jublende grækere, 1944.

Men Papandreou glæder sig alligevel til at gå i land og fejre nationens befrielse sammen med sine euforiske landsmænd. Dagen efter kører han ind i Athen flankeret af 10.000 britiske soldater i fuld uniform og med rullende kampvogne.

“Længe leve Churchill, Roosevelt og Stalin! Længe leve de britiske soldater, vores befriere!” råber grækerne, der jublende stimler sammen i vejkanten og på balkoner for at vinke dem i møde med britiske, sovjetiske og græske flag.

Folk omfavner de engelske soldater og kysser dem på kinderne, smider blomster efter deres kampvogne og synger og danser i gaderne.

På Syntagma-pladsen foran det græske parlament stopper Papandreou op. “Mine kære landsmænd”, runger hans stemme ud over pladsen gennem de opstillede højttalere.

“Ingen andre steder i det besatte Europa har der været en så altomspændende modstand som her i Grækenland”, siger han og modtager øredøvende klapsalver.

Papandreou kan ånde lettet op. Men lykken varer kort. Kun seks uger efter hans hjemkomst vender briter og græske kommunister, der stod side om side i krigen mod tyskerne, våbnene mod hinanden.

Athens gader vil blive forvandlet til en blodig slagmark og ­tusinder miste livet.

Den 18. oktober 1944 var tusindvis af grækere var mødt op for at hylde deres befriere og høre den nye premiereminister George Papandreous tale.

© Wikimedia Commons

Interne spændinger truede freden

Da tyskerne efter godt tre års besættelse trak sig ud af Grækenland i 1944, overtog Georgios Papandreou et land i ruiner.

1.700 landsbyer var blevet jævnet med jorden, udbredt hungersnød truede befolkningen på livet, og i kampen mod tyskerne var utallige broer, jernbaner og veje sprængt i stykker.

Men det, der for alvor gav den nyudnævnte premierminister sved på panden, var spændingerne mellem de forskellige grupper af græske modstandsfolk.

Set udefra havde den græske modstandsbevægelse været en af verdenskrigens mest succesfulde, som havde givet nazisterne store problemer med at bevare kontrollen over landet.

Men modstandsbevægelsen var en ­broget flok, der bestod af alt fra kommunister til militante højrenationale.

I takt med at krigen spidsede til, blev forskellighederne så tydelige; modstandsfolkene bekrigede ikke kun ­nazisterne, men også ­hinanden. Og situationen blev kun mere anspændt, da deres fælles fjende var jaget ud af landet.

En tredjedel af samtlige græske kvinder var engagerede i modstandskampen.

© Mondadori Portfolio / Getty Images

Græske partisaner smed italienerne på porten

2. verdenskrig kom til Grækenland, da Italien invaderede landet i oktober 1940 – men besættelsen lykkedes først med tysk hjælp i april 1941.

Der gik dog ikke længe, før utallige sabotageaktioner, støttet af briterne, gjorde livet surt for besættelsesmagterne. Den græske modstandsbevægelse var en af de største under krigen, og selvom den var domineret af kommunister, tiltrak den medlemmer af alle politiske overbevisninger.

Det lykkedes fx undergrundshæren ELAS at smide italienerne ud af bjerg­områderne i det nordlige Grækenland i juni 1943 med kun 250 partisaner mod italienernes 5.500 soldater.

Ved krigens afslutning havde modstandsbevægelsen op mod 1,5 millioner væbnede medlemmer ud af en befolkning på 7,5 millioner.

Modstandsfolk bekymrede Churchill

Storbritannien havde været grækernes tætteste allierede i kampen mod Tyskland. Winston Churchill var personligt dybt engegeret i Grækenlands fremtid, bl.a. fordi han var gode venner med landets konge, George 2., som var blevet tvunget i eksil ved tyskernes invasion.

Selvom ­Churchill satte pris på grækernes aktive modstandskamp, bekymrede de mange militante medlemmer ham dog også, for modstandsbevægelsen blev domineret af Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE), partiets befrielsesfront, EAM, og dennes militære gren, ELAS.

Kommunisterne var populære hos den græske befolkning, men Churchill hadede tanken om en venstreorienteret magtovertagelse i Grækenland, som, frygtede han, ville ende på sovjetiske hænder.

Allerede i 1943 havde Churchill forsøgt at svække kommunisternes position ved at samle et stærkt, konservativt alternativ til kommunisterne.

Han skabte en alliance med Georgios Grivas, lederen af den højre-militante Organisation X, der mente, at kommunisternes magtover­tagelse ville være en større trussel end ­nazisternes.

Med britisk støtte samlede Grivas grupper fra det ekstreme højre til fælles kamp mod den venstreorienterede del af modstandsbevægelsen.

Samtidig rekrutterede han nye medlemmer til Organisation X blandt græske officerer og de berygtede sikkerhedsbataljoner, der samarbejdede med besættelsesmagten.

Til trods for spredte aktioner mod ­venstrefløjen lykkedes det dog ikke ­Organisation X at true den kommunis­tiske dominans, mens krigen stod på.

Modstandsfolk kæmpede indædte imod hinanden

Modstandsbevægelsen i Grækenland var styret af organisationer på begge politiske yderfløje. Efter at målet om national befrielse var opnået, blev de pludselig hinandens største modstandere.

Redningsplan endte i fiasko

Den succesfulde modstandskamp betød, at kommunisterne stod på tærsklen til at overtage magten efter befrielsen.

For Churchill måtte dét for alt i verden ikke ske, så han udså sig den socialdemokratiske Papandreou som manden, der skulle manøvrere mellem de forskellige grupper og anføre det splittede Grækenland, så snart krigen var slut.

Papandreou var jurist og kendt i Grækenland som en erfaren politiker, der havde tjent som både guvernør og minister i sin næsten 30 år lange politiske karriere, og han var mindst lige så interesseret i at holde ­­­kom-
munisterne fra magten som Churchill.

Som premierminister gjorde Papandreou, præcis som Churchill ønskede. I sin dundrende sejrstale i Athen sørgede han for at tale til grækerne som ét samlet, sejrende folk.

Efterfølgende opløste han eksilregeringen for at danne en ny samlingsregering med repræsentanter fra de forskellige grupperinger, der havde kæmpet mod nazisterne under krigen.

“Den største og mest ­magtfulde demonstration, Athen endnu havde set”.
KKE om demonstrationen, 3. december 1944.

Men spændingerne forsvandt ikke – tværtimod. De selvbevidste kommunister havde ført an i modstandskampen, og mente ikke, at de fik nok indflydelse i den nye regering – og store dele af befolkningen var enig.

Churchill vidste, at hvis det kom til væbnet kamp mellem grupperne, ville venstrefløjen sandsynligvis stå tilbage som sejrherre.

Truslen om en kommunistisk magtovertagelse måtte elimineres, så den 1. december 1944 fik han briternes øverstkommanderende i Athen, generalløjtnant Ronald Scobie, til at udstede en ordre: Alle medlemmer af KKE og de øvrige kommunistiske organisationer ELAS og EAM skulle nedlægge våbnene senest 10. december.

Befalingen gjorde kommunisterne ­rasende. De følte sig mistænkeliggjort og forrådt og nægtede at adlyde. I stedet trak de sig fra samlingsregeringen, krævede Papandreous afgang og kaldte straks til generalstrejke.

Samtidig arrangerede de en demonstration på Syntagma-pladsen foran det græske parlament i Athen – præcis dér, hvor Papandreou seks uger tidligere havde holdt sin sejrs­tale for det jublende græske folk.

Under en massedemonstration den 3. december blev flere civile skudt og dræbt af bl.a. græske betjente. En måneds blodige kampe fulgte.

© Dmitri Kessel / Getty Images

Demonstration udviklede sig fatalt

Solen skinnede fra en skyfri himmel den 3. december 1944 og skabte optimale forhold for det, kommunisterne selv kaldte “den største og mest magtfulde demonstration, Athen endnu havde set”.

Papandreou og hans regering var på randen af panik. Aftenen før forsøgte de at forbyde demonstrationen, men da var tusindvis af grækere allerede på vej mod Syntagma-pladsen.

Nogle ankom fra landdistrikterne i busser organiseret af EAM. Andre var til fods, heriblandt den 19-årige Mikis Theodorakis, der under krigen havde meldt sig ind i KKE og ELAS og kæmpet aktivt mod nazisterne.

Allerede fra morgenstunden genlød Athen af slagråb og ­protestsange. “Ned med Papandreou!” var demonstranternes favorit.

Mikis og hans partikammerater sang med og bevægede sig langsomt mod parlamentet som nogle af de første.

Mikis, der efter Grækenlands befrielse havde gravet sine våben ned hjemme i sine forældres have, så frem til en fredelig demonstration, der skulle understrege den enorme støtte, kommunisterne havde i befolkningen efter deres indsats mod tyskerne under krigen.

Omkring kl. 11 var Athens centrum fyldt til bristepunktet af 200.000 demonstranter. Men da den enorme menneskemængde var næsten fremme ved parlamentet, blev den mødt af lange rækker af kampklædt politi og britiske soldater, der spærrede vejen.

Det skabte tumult i de forreste rækker, og de nervøse politibetjente blev presset så meget tilbage, at Mikis og resten af de forreste demonstranter kunne trænge gennem blokaden. Folk stormede jublende forbi politiet, der stod som lammet.

Så styrtede en mand i militæruniform frem på pladsen. “Skyd bastarderne!” råbte han ifølge et vidne, og med ét begyndte kuglerne at regne ned over demonstranterne.

Mikis kastede sig til jorden. Skrig og chokerede udråb blandede sig med bragene fra skuddene, og da han kiggede op, kunne han skimte politibetjente, der skød ned i menneskemængden fra taget af parlamentsbygningen.

Folk omkring ham flygtede til alle sider. Røgen fra skuddene gjorde luften tåget, og Mikis syn blev sløret. Alt var kaos. Så hørte skuddene op, og han fik øje på omridset af ligene, der lå på pladsen foran ham.

De sårede lå på jorden og skreg. Der var blod ud over hele asfalten. Han styrtede hen over pladsen, hvor folk forsøgte at trække de døde og sårede i sikkerhed, og nåede politistationen.

Inde på stationen havde betjente og britiske soldater taget opstilling med ­maskingeværer, der pegede direkte på Mikis. Han stivnede og så til sin rædsel folk myldre frem på pladsen igen.

Demonstrationen var så enorm, at de tusindvis af mennesker, der stadig gik bagerst, ikke anede, hvilket blodbad der udspillede sig foran dem. Mænd, kvinder og børn kom fra alle sider og fyldte pladsen med nye slagsange.

Og så begyndte politiet og de engelske soldater igen at skyde. Mikis flygtede fra kuglerne ned ad en sidegade, hvor han løb ind i to ­engelske soldater, der svarede igen ved at slå ham til blods.

Omtumlet og chokeret styrtede han hjem med én tanke i hovedet: Hævn. Han gravede sine våben i haven op, og på vej tilbage til Syntagma-pladsen så han, at flere havde fået samme idé: Overalt dukkede civile op med våben i hænderne.

Gaderne gav genlyd af skudsalver, og pladsen foran parlamentet lignede en regulær krigszone. Dekemvriana (decemberkampene) var begyndt.

Theodorakis_Kaisaria_70s_Mordo_Avrahmov

Mikis Theodorakis overlevede decembernekampene i Athen og den efterfølgende græske borgerkrig. I dag står han som den mest berømte, nulevende, græske komponist.

© Wikimedia Commons

Ung kommunist blev verdensberømt komponist

Den 19-årige Mikis Theodorakis oplevede ikke blot blodige kampe og drab på uskyldige under den store demonstration på Syntagma-pladsen den 3. december, 1944.

Som glødende kommunist blev Theodorakis ved med at kæmpe for medbestemme, selv efter den græske borgerkrig brød ud i 1946.

Under borgerkigen blev han arresteret af det nationalistiske græske styre og sendt til den berygtede fangeø Makronisos i det Det Ægæiske Hav, hvor han blev tortureret og endda begravet levende to gange.

Theodorakis overlevede dog borgerkrigen og blev siden en berømt komponist. Han skrev bl.a. musikken til filmen “Zorba, grækeren” fra 1964, hvis temasang siden har stået som et stærkt symbol på græsk kultur.

Gamle spændinger brød ud i lys lue

Ingen havde forudset, at demonstrationen den 3. december ville ende med, at mindst 28 mennesker mistede livet, og mere 200 blev alvorligt såret.

Dagen efter så briterne ingen anden udvej end at erklære militær undtagelsestilstand i Athen.

Generalløjtnant Scobie sørgede for, at erklæringen blev hængt op overalt i den græske hovedstad, der var præget af kommunisternes generalstrejke.

Den ­offentlige transport stod stille, fabrikker, butikker og banker var lukket, og offentlige kontorer og institutioner var tomme. Men byen lå ikke øde hen, for spredte skudsalver gav ekko i gaderne.

Sammen med medlemmer af det regeringsloyale EDES lagde højre-militante Organisation X sig i baghold på den store Omonia-plads og angreb et begravelsesoptog med tusindvis af deltagere, som sørgede over gårsdagens døde.

De viftede med iturevne stykker af tøj, der var plettet af blodet fra de dræbte, og var flankeret af bevæbnede kommunister fra ELAS.

Så snart optoget nåede til Omonia-pladsen, begyndte Organisation X’ og EDES’ medlemmer at skyde ind i menneskemængden. De bevæbnede ELAS-medlemmer skød straks tilbage, og på få minutter brød kaos ud.

Folk forsøgte at flygte fra skyderiet og søgte ly for kuglerne i døråbninger og butikker. Da skyderierne endelig stilnede af, havde 40 mistet livet, og 70 var sårede.

“I Athen er vores ­udgangspunkt – som det er alle andre ­steder i verden – ingen fred uden sejr”.
Winston Churchill, 1944.

Samtidig kom det frem, at ELAS i løbet af dagen havde besat 22 politistationer med flere døde til følge, og det stod klart for alle, at situationen var ved at eskalere.

Ingen forsøgte dog at stoppe kampene. Tværtimod sendte Churchill følgende besked til Ronald Scobie 5. december:

“Tøv ikke med at skyde mod enhver bevæbnet mand i Athen, der sætter sig op mod myndighederne. Det vil være bedst at undgå blodsudgydelser, men vig ikke fra dem, hvis de er nødvendige”.

Papandreou var rystet og truede med at forlade sin post. Men det ville Churchill ikke høre tale om. “Tving Papandreou til at gøre sin pligt”, befalede han rasende den britiske ambassadør i Athen.

“Hvis han træder tilbage, skal han spærres inde, til han kommer til fornuft”.

Den håndskrevne aftale fastlagde, at briterne skulle have 90 pct. indflydelse i Grækenland og Sovjet kun 10 pct.

© Vints

Stalin lod kommunisterne sejle i deres egen sø

De græske kommunister forventede, at Sovjetunionen ville komme dem til undsætning. Men da kampene for alvor brød ud i Athens gader i december 1944, måtte de vente forgæves på Stalins støtte.

De kendte nemlig intet til den såkaldte Procentaftale, som Stalin blot et par måneder før havde indgået med Churchill.

Med aftalen fastlagde Sovjetunionen og Storbritannien, hvor stor en procent indflydelse hvert land skulle have over Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Jugoslavien samt Grækenland.

Churchill ville for alt i verden forhindre de græske kommunister i at komme til magten, og derfor afgav han det meste af kontrollen over Østeuropa mod til gengæld at sikre sig Grækenland.

På den måde forhindrede han Sovjetunionen i at hjælpe landets mange kommunister.

Ingen – ud over de involverede – kendte til Procentaftalen, som først i 1953 blev offentliggjort i sin fulde ordlyd af Churchill, der betegnede aftalen som “det frække dokument”.

Studerende blev angrebet

Foruden 70 kampvogne, 68 armerede køretøjer og 11.500 græske regeringsstyrker rådede generalløjtnant Scobie over 4.500 soldater, der fik ordre til at slå hårdt ned på selv den mindste modstand, som var de i krig.

Soldaterne, der følte sig uretfærdigt behandlet af grækerne efter at have hjulpet dem i kampen mod nazisterne, parerede straks ordre.

Samme eftermiddag bragede en engelsk kampvogn fyldt med soldater gennem jernporten til Det Polytekniske Universitet, hvor en gruppe studerende under ELAS’ faner havde barrikaderet sig.

Soldaterne sprang ud af kampvognen og trængte ind på universitetet, hvor de skød mod alt og alle, selvom de studerende ikke var bevæbnede.

Briternes nådesløse intervention i Athen mødte massiv kritik i England. Avisen The Times kommenterede, at “den ubehagelige sandhed er, at væbnede britiske styrker, der oprindeligt skulle forhindre blodsudgydelser, nu er dybt ­involverede i en græsk borgerkrig”.

Oppositionspartiet Labour udtrykte offentligt dyb mistillid til regeringens håndtering af situationen og indkaldte til en højrøstet og anspændt debat i det britiske underhus den 8. december.

Men Churchill gav sig ikke. Han var fast ­besluttet på, at demokratiet skulle sejre i Grækenland. Og det var kun muligt, hvis kommunisterne blev tilintetgjort.

“I Athen er vores udgangspunkt – som alle andre steder i verden – ingen fred uden sejr”, sagde han.

Kampvogne rullede igennem Athens gader for at få bugt med de kommunistiske grupper.

© IWM

Guerillaer gav briterne problemer

Mens Churchill var under beskydning hjemme i London, bølgede kampene frem og tilbage i Athens gader. Ingen steder kunne borgere eller soldater vide sig sikre, og enhver bygning kunne pludselig komme under beskydning.

I de første uger havde kommunisterne overtaget. I forreste linje stod ELAS’ modstandshær, som kæmpede direkte imod regeringstropperne, briterne og de højreorienterede modstandsgrupper.

De blev støttet af mange tusind EAM-medlemmer, hvor nogle selv kæmpede, og andre fungerede som bl.a. informanter og beværtede soldaterne.

ELAS mobiliserede hurtigt 12.000 veteraner fra partisankrigen, der mindre end to måneder før havde kæmpet i bjergene mod den tyske besættelsesmagt.

ELAS-krigerne var vant til at føre krig uden regler, og briterne fik hurtigt de samme beskidte kneb at føle, som grækerne havde lært mod nazisterne.

Mange af ELAS’ tropper bar fx ikke uniform, og snigskytter klædt i civil skød mod briterne fra hustage og forsvandt derefter ind i huse og lejligheder uden at kunne spores.

Smukke, unge kvinder kaldte på de britiske soldater fra balkoner, men når soldaterne nærmede sig, blev de skudt ned af snigskytter, der lå gemt bag kvindernes skørter.

Generalløjtnant Scobie indså hurtigt, at kampen mod kommunisterne ikke var så ligetil, som Churchill havde håbet.

“Under de nuværende forhold er vores tropper ikke i stand til at indtage Athen. Vi er nødt til at bombe beboede områder uden hensyntagen til civile tab”, meddelte han hjem til den britiske regering.

Scobie sikrede, at Athens centrum forblev under britisk kontrol ved bl.a. at nedkaste faldskærmstropper på vigtige knudepunkter. Han placerede også tropper på toppen af Akropolis, som gav det bedste overblik over byen og ELAS-troppernes bevægelser.

Men resten af hovedstaden var på kommunistiske hænder, og det samme gjaldt havnebyen Piræus og en lang række af Athens forstæder.

Den 12. december modtog generalløjtnant Scobie en anmodning fra kommunisterne om våbenhvile. Her gjorde de det klart, at deres primære modstander var den græske regering.

Hvis regerings­styrkerne opløste sig selv, ville ELAS trække sig ud af Athen. Men Churchill havde givet klare ­ordre: “Det vigtigste mål er at besejre EAM. At afslutte kampene er sekundært”.

Der blev derfor ingen våbenhvile. I stedet sørgede Churchill for, at briterne sendte forstærkninger til Athen i form af soldater, våben og fly. Den 16. december var de britiske styrker i Grækenland ­vokset til 80.000 mand.

Britisk militær nedkæmper modstandsfolk

Da de såkaldte decemberkampe brød ud, ­lykkedes det hurtigt kommunisterne at få kontrol over det meste af Athen. Men Churchill ville ikke risikere, at venstrefløjen sejrede – og over for britiske kamp­vogne,
fly og 80.000 soldater måtte de tidligere modstandsfolk se sig slået.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock

Demonstration ender i et blodbad – oprøret er i gang

3. december: 200.000 mennesker demonstrerer mod regeringen i protest mod, at den kommunistiske modstandsbevægelse er blevet bedt om at nedlægge våbnene.

Da optogene når til Syntagma-pladsen foran det græske parlament, åbner græsk politi pludselig ild, og britiske soldater følger trop. Mindst 28 mennesker mister livet, og kommunisterne gør klar til at slå tilbage med magt.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock/Dmitri Kessel / Getty Images

Begravelse under angreb

4. december: Medlemmer af den nationalistiske Organisation X åbner ild mod et kommunistisk begravelsesoptog. Bevæbnede ELAS-medlemmer skyder tilbage.

40 mennesker mister livet, og konflikten er ikke længere til at stoppe. Kommunisterne besætter 22 politistationer i Athen og sikrer sig kontrollen over det meste af byen.

Bettmann / Getty Images/Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock

Briterne stormer universitet

5. december: De britiske soldater har siden den fatale demonstration forholdt sig passivt. Men på Churchills befaling kaster de sig ind i kampen og angriber som det første de studerende på ­Polyteknisk Universitet.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock

Kommunistisk dominans i byen

12. december: Britiske faldskærmssoldater og finskytter sørger for, at Athens centrum forbliver på britiske hænder, men kommunis­terne har fortsat overtaget i resten af byen, så Ronald Scobie må bede om forstærkninger for at kunne vinde terræn.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock & IWM / Getty Images

Den britiske krigsmaskine ankommer

13.-18. december: Churchill sender forstærkninger til Grækenland i form af fly, våben og soldater, der øger den britiske styrke til 80.000 mand. Den nye støtte gør det muligt hurtigt at smide kommunisterne ud af det sydvestlige Athen.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock /IWM

Churchill ­ankommer til Athen

26. december: Det britiske parlament kri­ti­se­rer Churchill for hans indblanding i konflikten – og ikke mindst for at sen­de britiske tropper til Græ­ken­land, når krigen mod Na­zi­tysk­land endnu ikke er afgjort. Churchill tager derfor til Athen for at fremskynde fredsprocessen.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock /Fremantle / Imageselect

Fredsforhandlinger mislykkes

26.-27. december: Briterne har samlet repræsentanter for samtlige græske partier samt organisationerne EAM og ELAS til fredsforhandlinger, men det lykkes ikke parterne at nå til enighed. Da Churchill kører gennem Athen og ­observerer kampene, er han dog ikke i tvivl om, at briterne snart vil sejre.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock/Dmitri Kessel / Getty Images

Kommunisterne må give op

3. januar: De britiske styrker har efterhånden kontrollen over det meste af Athen, og kommunisterne må se i øjnene, at de har tabt slaget. De trækker sig ud af byen og søger mod Theben nord for Athen.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock/Wikimedia Commons

Fredsaftalen underskrives

12. februar: En fredsaftale underskrives i Varkiza nær Athen. Decemberkampene har kostet flere tusind livet og slået dybe revner i den græske befolknings sammenhold, men nu står briterne endelig med sejren. Kommunisterne nedlægger deres våben efter at være blevet lovet amnesti og demo­kratiske valg.

Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock/Greek Ministry of Foreign Affairs

Magtbalancen ændrede sig

Under de voldsomme kampe var alle Athens gader potentielle dødsfælder, og selv de dele af civilbefolkningen, der prøvede at holde sig uden for konflikten, blev presset til det yderste.

Den fortsatte generalstrejke lukkede for elektricitet, gas og vand til byen, og sult og sygdom bredte sig blandt borgerne.

ELAS gennemførte daglige razziaer i sine områder af Athen, og enhver, der skjulte regeringsstyrker, briter eller medlemmer af EDES og Organisation X, risikerede tortur og henrettelse.

De umenneskelige vilkår gik også ud over kommunisterne selv: De manglede mad og våben og blev presset mere og mere tilbage af briternes forstærkninger.

ELAS’ rødder lå i modstandskampen, og noget af det tungeste i deres arsenal var 81 morterer og 57 panserværnsrifler. Men nu fik kommunisterne hele vægten af det britiske militær at føle, og over for bl.a. kampfly kunne de ikke stille meget op.

Spitfires og Beaufighters lavede præcise angreb på kommunikationslinjer og befæstede stillinger, og Wellington-bombefly ødelagde kommunisternes bygninger.

I alt gennemførte briterne 1.600 indsatser under decemberkampene. Det var dog især de mange Sherman-kampvogne, som havde afgørende betydning for, at briterne fik overtaget i Athen.

Kampvognene var fuldstændig uundværlige i gadekampene, og alene deres fysiske fremtoning kunne få partisanerne til at flygte, inden kampen gik i gang.

Hen mod juleaften var krigslykken for alvor vendt for kommunisterne, som i gennemsnit mistede 54 mand for hver gade, de forsøgte at indtage.

Den slags tab havde de ikke råd til i længden, og den 20. december stod det efterhånden klart, at ELAS’ partisanhær ikke kunne hamle op med de britiske styrker.

Men kommunisterne overgav sig stadig ikke, og hjemme i London kunne de færreste se fornuften i den ­britiske regerings rolle i ­krisen.

Midt under kampene mod Nazityskland var titusindvis af soldater sendt til ­Grækenland, som ikke engang var besat længere!

Det politiske pres på Churchill voksede faretruende, og den 25. december 1944 måtte han rejse til Athen for at sikre en fredsaftale.

Generalløjtnant Scobie var godt tilfreds med sin sejr i Athen.

© Keystone/Stringer/Getty Images & Shutterstock

Ingen ville indgå aftale

Om morgenen den 26. december 1944 ankom Churchill til havnebyen Piræus, mens artillerigranater og maskingeværer buldrede i det fjerne.

Missionen var risikabel, men da premierministeren fra havnekajen overværede fire britiske Beaufighters kredse over Athen, dykke og affyre deres raketter, blev han optimistisk.

Overalt blev Churchill mødt af britiske soldater, der var rasende på den hjemlige presses kritik af deres indsats, og som enstemmigt gav ham ret i, at kommunisterne skulle tilintetgøres.

Forhandlingerne foregik på Hotel Grande Bretagne i skæret fra nogle få petroleumslamper. Repræsentanter fra samtlige græske partier samt EAM og ELAS var til stede.

Men det stod hurtigt klart, at ingen af parterne var villige til at gå på kompromis. Briterne ville have kommunisterne til at nedlægge våben og rømme Athen, mens KKE, EAM og ELAS krævede en dominerende rolle i en ny græsk regering.

Efter to dage måtte Churchill rejse hjem med uforrettet sag – men med følelsen af, at sejren var inden for rækkevidde.

Store dele af Athen blev ødelagt af de britiske bombardementer.

© Dmitri Kessel / Getty Images

Amerikanerne ­fordømte Churchill

“Hvordan kan briterne dog finde på sådan noget!” udbrød den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt forarget, da han hørte nyheden om de blodige kampe i Athen. Churchill skulle ikke forvente amerikansk opbakning til sin intervention i Grækenland.

I stedet udsendte USA’s udenrigsministerium den 5. december 1944 en erklæring, der fordømte briternes handlinger i Athen.

Den amerikanske regering var ikke bekymret over venstrefløjens fremgang i landet, for den vidste, at de græske kommunister var stort set uafhængige af Stalin, og regnede med, de ville være samarbejds­villige med de vestlige lande.

Amerikanerne greb aldrig direkte ind i decemberkampene, men ved adskillige lejligheder gjorde de højlydt opmærksom på, at situationen i Grækenland burde løses udelukkende af grækerne selv – og ikke med briternes indblanding.

Kampe kostede mange tusind liv

Kommunisterne selv forsøgte at holde liv i håbet om en sejr, men efter en voldsom britisk offensiv den 3. januar 1945 måtte de acceptere nederlaget og trække sig ud af Athen.

På deres retræte tog de 15.000 fanger med sig, hovedsageligt civile, der sympatiserede med anti-kommunistiske grupper.

Gidslerne skulle bruges til fredsforhandlingerne, men 4.000 blev enten henrettet eller døde af sult og udmattelse, inden fredsaftalen blev underskrevet den 12. februar.

Til gengæld for, at kommunisterne nedlagde deres våben, garanterede aftalen et snarligt parlamentsvalg, amnesti for politiske forbrydelser og genindførelse af ytringsfrihed.

To dage senere fløj Churchill tilbage til Athen som sejrherre. Ved parlamentet holdt han en sejrstale foran 25.000 fremmødte grækere.

“Dagene lysner, og mørket forsvinder. En fantastisk fremtid venter jeres land. Jeg er stolt af den britiske hær, der har forsvaret denne udødelige by mod vold. Det græske folks frihed, velstand og lykke ligger os meget på sinde i Storbritannien”, understregede Churchill.

Dagen efter fløj han til Egypten og ­efterlod et Grækenland, der efter 33 dages blodige uroligheder og 17.000 døde var mere splittet end nogensinde før.

En uhyggelig hovedjagt på græske ­kommunister begyndte, efter at de havde ­nedlagt våbnene i januar 1945.

© Tovaltino

Hvid terror forvandlede freden til borgerkrig

Håbet om et stabilt græsk samfund fik liv, da decemberkampene sluttede. Men freden blev kort og udviklede sig til et mareridt for de græske kommunister.

Varkiza-aftalen, der officielt markerede decemberkampenes afslutning, skulle i 1945 sikre en demokratisk genopbygning af Grækenland.

Men de 33 dages blodige uroligheder havde skabt dyb splittelse i den krigshærgede nation, og aftalen blev aldrig overholdt.

Tværtimod gav den græske regering hverken amnesti for politiske forbrydelser eller udskrev demokratiske valg, sådan som Varkiza-aftalen ellers havde garanteret.

I stedet bredte den såkaldte hvide terror sig i hele landet og ramte kommunister og andre venstreorienterede med bølger af mord, overfald og anholdelser. Den militante Organisation X oplevede en massiv tilstrømning og talte i 1946 ca. 200.000 medlemmer.

Blandt grækere blev det efterhånden et tegn på “nationalt sindelag” at have samarbejdet med tyskerne under 2. verdenskrig, mens modstandsfolk – og deres familier – blev anset som bandemedlemmer og terrorister.

Primært var det Organisation X, der stod bag for­følgelserne, men regeringen gjorde intet for at stoppe dem. Blandt de mest makabre metoder var en organiseret hovedjagt, der gav kontant belønning til dem, der slog ELAS-medlemmer ihjel og bragte deres afskårne hoveder til gendarmeriet.

Hovedjægerne fik stor international ­kritik, da billeder af mænd med afskårne hoveder i hænderne gik verden rundt. I november 1945 var 18.000 personer fængslet for deres deltagelse i modstandsbevægelsen.

Mange af dem blev sendt i koncentrationslejr på græske øer, hvor de blev udsat for tortur. Yderligere 80.000 havde en arrestordre hængende over hovedet.

I 1946 udviklede situationen sig til en tre år lang borgerkrig, som kom til at koste 50.000 livet og sendte lige så mange på flugt.

Først i 1980’erne, da Andreas Papandreou, søn af Georgios Papandreou, sad som premierminister, blev kommunis­t­erne officielt anerkendt for deres indsats under 2. verdenskrig.

Læs også:

Hverdagsliv

Oldtidens mest forkælede folk: Alle sled for Athens mænd

30 minutter
Borgerkrig

Hvem var Black and Tans?

2 minutter
Historiske guider

Athens største tempel blev krudtkammer

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul