Cartagena 1741: Slaget, briterne skulle glemme

I den engelsksprogede verden er slaget om Cartagena stort set ukendt – og det er der en grund til: Den britiske konge, George 2., forbød al tale om det forsmædelige nederlag, hvor 90 pct. af den udsendte styrke bukkede under for spanske kugler og tropesygdomme.

I den engelsksprogede verden er slaget om Cartagena stort set ukendt – og det er der en grund til: Den britiske konge, George 2., forbød al tale om det forsmædelige nederlag, hvor 90 pct. af den udsendte styrke bukkede under for spanske kugler og tropesygdomme.

The Picture Art Collection/Imageselect

I foråret 1741 er stemningen høj i London. En budbringer fra de caribiske farvande har netop be­ret­tet, at flåden under ledelse af ad­mi­ral Edward Vernon har ind­ta­get den spanske by Cartagena de Indias.

At ærkefjendens vigtigste havn i Syd­amerika er faldet i briternes hænder, er en sensation.

Snart vil den sejrrige britiske flåde vende hjem – og for­be­re­del­ser­ne til triumfen tager fart: Por­ce­læns­fa­bri­kan­ter laver mindeplatter, og i an­led­ning af slaget er der lavet særlige medaljer med motiver, som fx viser den spanske admiral ligge på knæ foran den britiske søhelt Vernon.

I gaderne nynner briterne den sidste nye sang om britisk storhed. Versene i “Vernons Ære” beskriver alt det gods og guld, som admiralen og hans mænd har plukket fra de spanske kujoner.

Endnu har indbyggerne ingen anelse om, hvilke tømmermænd der vil ramme dem. I Sydamerika er krigen mod Spa­nien ved at udvikle sig til en tragedie.

“Vor succes blev kronet med den plyndring vi fik, mens de spaniolske kujoner flygtede fra os”. Uddrag af den chauvinistiske sejrssang “Vernons Ære” skrevet til admiralens hjemkomst, 1741.

Skriverkarlene havde travlt med at digte hyldest­artikler inden fejringen af den hjemvendte flåde.

© English School/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Briterne tog forskud på sejren

Med brovtende avisartikler og en medalje, som viser en knælende admiral Lezos kapitulation, tog briterne forskud på sejren i Cartagena.

Nederlaget kom som et chok for briterne – og var så pinligt, at landets konge, George 2., forbød enhver omtale af slaget i offentlige taler, avisartikler, bøger og enhver anden form for tryksag.

Forbuddet medførte, at slaget næsten blev glemt i britisk historie, og kun få malerier eksisterer af det stort anlagte angreb, som skulle knuse Spaniens kolonirige.

Det begyndte så godt

To år forinden havde træfninger mellem den britiske og den spanske flåde ud­vik­let sig til en egentlig krig. Briterne sendte en stor flåde under admiral Ed­ward Vernons kommando over Atlanten.

I første omgang var hans mål den spanske koloniby Portobelo i Panama, som han indtog med største lethed den 22. november 1739. Så vendte han op­mærk­som­he­den mod Cartagena.

For at styrke sin kampkraft inviterede han britiske kolonister i Amerika med.

“Når spanierne mister deres vigtigste by, Cartagena, så falder resten af deres oversøiske imperium bid for bid”, for­kla­re­de han Lawrence Washington, en bror til USA’s senere præsident George Wa­shing­ton.

Spanien kon­trol­le­re­de store dele af Sydamerika samt Mellemamerika, Florida, Californien og Cuba. “Spanierne vil underkaste sig. De vil kysse os i røven, og om få år taler de alle engelsk”, lovede Vernon.

Amerikaneren var imponeret. Planen lød både enkel og overbevisende. Kort efter havde han samlet 2.700 frivillige fra de britiske kolonier i Nordamerika.

Mændene sluttede sig til Vernons britiske styrke, som nu talte 23.700 sø­folk og soldater foruden 1.000 ma­che­te­be­væb­ne­de slaver fra plan­ta­ger­ne på Jamaica.

Invasionsstyrken var fordelt på 186 skibe – dermed stod admiral Vernon i spidsen for en af verdenshistoriens størs­te amfibieoperationer.

Samtidig vid­ste han fra sine spioner i området, at gar­ni­so­nen i Cartagena kun talte 2.800 spa­niere plus seks krigsskibe.

Vernon var så sikker på sejr, at han sendte besked hjem til London – Cartagena var så godt som faldet!

Så taler vi ikke mere om det! George 2. forbød al tale om Cartagena.

© George Knapton/Bridgeman Art Library/ Ritzau Scanpix

Horisonten var en skov af skibe

I morgentimerne den 13. marts 1741 slog vagtposterne på Cartagenas tykke fæst­nings­mu­re alarm. Ude i horisonten var et skib dukket frem på det blygrå hav.

Kort efter kom flere til syne, og i løbet af en halv time var havet oversået med skibe. Den britiske invasionsflåde var ankommet til Sydamerika.

Den spanske generalkommandør og admiral Blas de Lezo vandrede tankefuld frem og tilbage over gulvet i en villa, der lå højt i Cartagena.

Hans træben dun­ke­de hult mod fliserne for hvert andet skridt, han tog. Fra villaen kunne Lezo overskue Cartagenas fæst­nings­vær­ker og den fjendtlige flåde.

Han satte kikkerten for sit raske øje og tog bestik af fjenden. Blas de Lezo vidste, at admiral Vernon var et sted derude.

De to mænd havde stået over for hinanden før. Som kun 15-årig havde Lezo fået skudt sit venstre ben af under et søslag ved Gibraltar, hvor Vernon havde deltaget som ung løjtnant i den britiske flåde.

Mens Lezo roligt betragtede den knusende overmagt, sad vicekongen for den spanske koloni Nueva Gra­na­da, Sebastián de Eslava, og vred sine hænder.

Som ad­mi­ni­stra­tiv leder for hele den nord­li­ge del af Spansk Sydamerika var det hans pligt at sørge for, at de store mængder guld, sølv og ædelsten fra de rige miner hvert år blev afskibet fra Cartagena til det spanske kongehus.

Både Lezo og Eslava var helt klar over, hvad spillet handlede om – militært og økonomisk. Det var et spørgsmål om det spanske imperiums overlevelse.

“Så stor var deres frygt, at de ikke turde komme os nær”. Uddrag af briternes sejrssang “Vernons Ære”.

Krigsskibe og fæstninger i kamp

I de følgende uger følte briterne Car­ta­ge­nas fæstningsværker på tæn­der­ne for at finde deres svagheder. Mindre styrker blev sat i land, og krigs­ski­be­ne krydsede frem og tilbage langs kysten.

Cartagena lå på en halvø mellem en in­de­luk­ket bugt og havet. Bugten var en na­tur­havn med to indsejlinger.

Den bre­de­ste – Bocagrande – var blokeret af en dæmning, mens den smalleste – Bo­ca­chi­ca – var spærret af to enorme jernkæder.

De hang i vandoverfladen mel­lem de kanonbevæbnede fæstninger San José og San Luis, som knejsede på hver side af indsejlingen.

Bag kæderne lå fire af Lezos krigs- skibe klar, for admiralen vidste, at eng­lænderne var nødt til at forcere Bocachica for at kunne landsætte deres styrker på et gunstigt sted inde i bugten.

Men Bocachica var kun den førs­te forhindring. Inde i bugten be­skyt­te­de tre solide fæstninger Car­ta­ge­na, og byen selv var om­kran­set af høje mure, som skrånede, så kanonkugler ville prelle af.

Efter adskillige artilleridueller mellem skibene og fæstningerne ved Bocachica land­sat­te briterne soldater og indtog land­jor­den foran fæstningen San Luis.

Deres artillerister opstillede kanoner i den tætte jungle, mens krigsskibe sejlede tæt ind under land og åbnede ild mod fæstningen med deres mange kanoner.

Kanonkugler hamrede mod San Luis dag og nat. Nogle prellede af som bolde, andre slog revner i murværket.

Ef­ter­hån­den krakelerede større og større dele, så et tårn var tæt på at vælte, mens brecher åbnede sig i muren.

“Krigen om Jenkins’ øre” begyndte helt bogstaveligt med, at en spansk søofficer skar øret af en britisk kaptajn.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Et afskåret øre var påskud for krigen

Briterne ville inderligt gerne i krig med Spanien, så de kunne overtage landets rige kolonier i Syd- og Mellemamerika.

I 1731 bordede den spanske søofficer Julio Fandiño det britiske handelsskib Rebecca og beskyldte kaptajnen, Robert Jenkins, for sørøveri.

Det kom til håndgemæng, og Fandiño skar Jenkins’ ene øre af. Denne og flere lignende episoder fik briterne til at erklære krig mod Spanien i 1739. Konflikten er populært blevet kaldt “Krigen om Jenkins’ øre”.

Episoderne mellem spanske og britiske skibe skyldtes, at briterne efter en krig i 1713 havde fået ret til at sælge afrikanske slaver på markederne i de spanske kolonier.

Men briterne fyldte også lasten med smuglervarer og begik jævnligt sørøveri.

Når den spanske kystvagt inspicerede skibene for at afsløre ulovligheder, vakte det stor harme i England.

Reelt var episoderne dog en kærkommen anledning til at erklære krig og sende flåden mod spaniernes syd-amerikanske hovedby – Cartagena.

San Luis’ tunge kanoner besvarede ilden, og adskillige britiske skibe blev sænket eller svært beskadiget.

De fire spanske krigsskibe, som beskyttede indsejlingen, blev flere gange angrebet af britiske linjeskibe. Den afgørende kamp fandt sted den 4. og 5. april, hvor titusindvis af kanonkugler føg i begge retninger hen over jernkæderne.

Såret admiral giver ikke op

Admiral Lezo stod rank på dækket af sit flagskib Galicia med hagen i vejret og venstre hånd på ryggen for at vise frygtløshed.

Kaptajnen på det britiske skib over for ham gjorde det samme. Som to kamphaner spankulerede de rundt og nidstirrede hinanden, mens træsplinter og metalstumper piftede dem om ørerne.

En kanonkugle ramte Galicias dæk og susede få centimeter forbi Lezos raske ben. Admiralen fortrak ikke en mine.

De to officerer råbte på skift “fuego!” og “fire!” – “fyr!” på henholdsvis spansk og engelsk – mens det menige kanonmandskab supplerede med råb som “tag den, kættersvin!” og “op i røven, Diego!”

Matroserne på de nedre dæk knoklede, så sveden haglede af dem. Heden var ulidelig, og krudtrøgen rev i lungerne og fik øjnene til at svie, mens mændene baksede med at lade og affyre de tonstunge kanoner.

Baljer og spande med vand blev jævnligt hældt over kanonløbene for at afkøle dem, og de indelukkede dæk mindede mest om et dampbad.

Fra tid til anden hamrede en fjendtlig kugle gennem skroget, og enhver, der stod i vejen, blev fejet omkuld med brækkede knogler eller afrevne lemmer.

Nogle kugler ramte under vandlinjen, hvor skibstømrerne og deres lærlinge fór rundt med søm og planker for at lappe hullerne i en fart.

Midt i kampens hede blev admiral Lezo ramt af splinter i låret og i venstre hånd. Han blev forbundet stående, mens han ledede sine mænd.

Giv dem kniven!

Træfningen mellem de spanske og eng­el­ske linjeskibe varede hele dagen og nat­ten med. Klokken ni om morgenen den 5. april var situationen kritisk for spa­nier­ne.

To af deres fire skibe i ind­sej­lin­gen var helt sønderskudte: Knækkede master hang ud over ræ­lin­ger­ne, og skrogene var fuldstændig gen­nem­hul­le­de.

Fæstningen San Luis var også hårdt medtaget. Dens nordlige mur lå i ruiner efter sammenlagt to ugers bom­bar­de­ment. Briterne vurderede, at spanierne var ved at være møre.

Senere på dagen blev Lawrence Wa­­shing­ton sat i land med 2.000 af sine nordamerikanske frivillige. I tre geledder mar­che­re­de de frem mod den ødelagte fæstningsmur.

Knap 400 spaniere skød løs med deres geværer. En del af Wa­shing­tons mænd faldt, men det stop­pe­de ikke amerikanerne, som stormede op ad mur­brok­ker­ne.

Spa­nier­ne indså, at fæst­nin­gen var tabt. De hejste det hvide flag, men det blev straks gennemhullet af skud, mens bajonetterne glimtede i ef­ter­mid­dags­so­len.

“Giv dem kniven”, lød et råb blandt amerikanerne, som ikke viste nogen nåde. Selv hårdt sårede og forsvarsløse spa­nie­re blev stukket ihjel.

Blandt an­­gri­­ber­­ne var også sorte slaver fra Ja­mai­ca. Deres macheter drev af blod.

Omkring 370 af Lezos mænd døde under kampen om San Luis. Kun nogle få overlevede myrderiet ved at løbe ned til bugten og springe i vandet, hvorfra spanske robåde samlede dem op.

Inden dagen var omme, blev det engelske flag hejst over den sønderskudte fæstning.

Ude i havneindsejlingen var de fire spanske skibe sat ud af spillet, men ad­mi­ral Lezos hårdnakkede modstand havde kostet briterne dyrt.

En snes store krigs­ski­be var enten sænket, gået på grund eller så sønderskudte, at de var lige til skrotning. 1.800 briter var blevet dræbt og adskillige tusind såret.

“For Vernon havde fyldt dem alle med rædsel”. Uddrag af briternes sejrssang “Vernons Ære”.

Vandet flød med lig, og briterne u­lej­li­ge­de sig ikke med at bjærge de spanske døde, som hurtigt gik i for­råd­nel­se i det tropiske klima. En forpestet stank hang snart over bugten.

Lezo vendte hjem til sit hus for at hvile sig oven på slaget. Da hans kone, Josefa, åbnede døren for ham, satte hun for­fær­det hænderne op for munden for at kvæ­le et skrig.

Lezos uniform var tilsølet med blod fra hans sår. Ude på sit flagskib havde admiral Ver­non fra sikker afstand iagttaget slaget.

Han smilede triumferende, da han gen­nem kikkerten først så det engelske flag gå til tops over San Luis, og dernæst at spa­nier­ne evakuerede fæstningen San José på indsejlingens modsatte side.

Admiralen skålede med sine officerer og sendte straks et skib til England med et brev, hvori han erklærede Cartagena for så godt som indtaget.

Da skibet nåede England adskillige uger senere, brød briterne ud i jubel over de storslåede nyheder.

Men Vernon var for ivrig – briterne manglede stadig at indtage fæstningerne San Felipe, Pastelillo og Manzanillo, før de var frem­me ved Cartagenas bymur.

Hvis Cartagena var faldet, ville Spanien formentlig have mistet sit koloniimperium.

© Shutterstock

Spanierne var velforberedte

I Cartagena blev alle våbenføre mænd, fra de yngste til de ældste, indkaldt til mi­li­tær­tje­nes­te, mens kvinder og børn blev sendt ud af byen.

Alle kræfter blev sat ind på at uddybe voldgravene om­kring San Felipe og anlægge zig­zag­for­me­de skyt­te­gra­ve et stykke foran fæst­nin­gens ho­ved­port.

Spanierne sæn­ke­de desuden deres sidste skibe for at blokere Car­ta­ge­nas indre havn.

Den 11. april forcerede britiske skibe den hårdt tilkæmpede Bocachica-ind­sej­ling og landsatte 3.000 soldater syd for fæst­nin­ger­ne Manzanillo, Pastelillo og San Felipe.

Yderligere 600 mand gik i land i Boquilla-bugten øst for Cartagena. Styr­ken kæmpede sig gennem den fug­ti­ge jungle og frem til La Popa – et gam­melt kloster på et højdedrag. Her stil­le­de bri­ter­ne kanoner op.

Samtidig nåede hovedstyrken fra syd frem til San Felipe, som var den største og absolut vigtigste fæstning uden for Cartagena. Hvis den blev indtaget, ville by­­en være omringet – og ikke have me­get at stå imod med.

Som havneby plejede Cartagena at få sine forsyninger via havet, men den bri­ti­ske søblokade havde allerede skabt så stor fødevaremangel, at folk var be­gyndt at spise katte, hunde og æsler.

1.100 briter stormer mod fæstningen

Den 20. april var briterne klar til at an­gri­be fæstningen San Felipe. Knap 3.000 mand rykkede frem fra syd, øst og nord. De blev mødt af 650 spaniere i skyt­te­gra­ve­ne og 300 på murene.

Britiske enheder nåede frem til øst­mu­ren med deres stormstiger – kun for at opdage, at de ellers omhyggeligt udmålte stiger var to meter for korte! I nætterne forinden havde spanierne i hemmelighed gravet voldgraven dybere.

Forsvaret af San Felipe blev ledet af den utrættelige generalkommandør Blas de Lezo, som havde mere i ærmet.

Ikke blot kanon- og geværkugler, men også kogende olie regnede ned over de an­gri­ben­de briter. Mænd med for­fær­de­li­ge forbrændinger skreg i smerte, og an­gre­bet fra østsiden gik i opløsning.

De 1.100 briter, som angreb fra syd, gik det ikke bedre. Da de beslutsomt stor­­me­­de op ad skråningen mod fæst­nin­gens hovedport, blev de mødt af en in­tens geværild og faldt på stribe. Også dette angreb blev slået tilbage.

De britiske kanoner, som møj­som­me­ligt var slæbt gennem junglen for at le­ve­re artilleristøtte oppe fra La Popa-klostret, viste sig nu at være placeret for langt fra de spanske stillinger. De kunne simpelthen ikke ramme.

Angrebet fra nord gik også helt galt. De britiske styrker blev fanget i en død­brin­gen­de ild fra den stærke fæst­nings ka­no­ner.

Nogle af dem var placeret i frem­skud­te bygninger, såkaldte re­dou­ter, hvorfra spanierne kunne skyde på langs af hovedmuren.

“Da vi havde samlet alle deres skatte, og frit kunne plyndre, hvor vi ville”. Uddrag af briternes sejrssang “Vernons Ære”.

Det fangede an­gri­ber­ne i en morderisk krydsild. Efter en times kampe havde briterne fået nok og trak sig tilbage til skovbrynet.

Her be­slut­te­de de britiske officerer at sætte alt ind på at tage skyttegravene mod syd og sprænge San Felipes hovedport.

Den sydlige styrke blev forstærket med 400 friske tropper. Desuden blev alle disponible kanoner kørt i stilling og åbnede ild, mens infanteristerne stor­me­de op ad skråningen på ny.

Solen stod højt på himlen, og heden var ulidelig. Alligevel gik det britiske an­greb bedre denne gang.

Soldaterne nå­e­de helt frem til de spanske skyt­te­gra­ve, hvor det kom til nærkampe på ba­jo­net­ter og geværkolber. Nogle steder brød bri­ter­ne gennem den spanske linje og nå­e­de helt frem til porten.

Generalkommandør Blas de Lezo be­trag­te­de angrebet fra et tårn. Han kig­ge­de op mod solen og ned på de udmattede sol­da­ter.

Den garvede soldat kunne mær­­ke, at kampen var inde i den afgørende fase. Han beordrede porten åbnet og satte sine sidste 300 mand ind i et vold­somt modangreb.

De friske soldater tog pusten fra bri­ter­ne, som først blev presset tilbage over skyt­te­gra­ve­ne og derefter ned ad skrå­nin­gen. Mange smed deres våben og flyg­te­de i panik.

Uden for skudvidde hev de kasketterne af hovedet og faldt ud­­mat­­te­­de om på jorden. Bag sig efterlod de i hundredvis af døde og sårede.

Hvis briterne havde indtaget fæstningen San Felipe, skulle de blot over et smalt sund for at nå hovedbyen Cartagena.

© Shutterstock

Briterne var magtesløse

Erobringen af Cartagena syntes pludselig at være en umulig opgave for briterne, hvis enorme overlegenhed gradvist var blevet udhulet.

Af en styrke på 12.000 britiske land­trop­per var i alt 2.400 faldet i kamp, mens yderligere 2.500 var døde af tro­­pe­­syg­­dom­­me og en tyfusepidemi, som hav­de spredt sig på grund af de u­be­gra­ve­de lig.

Andre tusinder lå døds­sy­ge i telt­lej­re­ne og på skibene. Kun godt en fjerdedel af den britiske land­styr­ke – 3.500 mand i alt – var stadig kampklar.

Også flåden havde lidt massive tab. 50 britiske skibe var blevet sænket eller be­ska­di­get så meget, at de ikke var værd at re­pa­re­re.

De fleste var blevet skudt i stum­per og stykker af de spanske kyst­­bat­­te­­ri­­er og kanonerne på fæst­­nings­­­mu­­re­­ne, mens andre var gået tabt i du­­el­ler­ne i Bocachica-indsejlingen.

Seks af de mistede fartøjer var store lin­je­ski­be med tre kanondæk, 13 var 50-kanonersskibe med to ka­­non­­dæk, og fire var fregatter – dvs. mel­lem­sto­re krigsskibe. Resten var for­­sy­­nings­­- og trop­pe­-trans­port­ski­be.

Spanierne havde mistet 800 mand og seks skibe. Men de havde stadig 2.000 regulære soldater og 600 militsfolk kamp­kla­re. Et nyt britisk angreb ville være et dødfødt foretagende.

Efter 67 dages kampe evakuerede bri­ter­ne deres teltlejre og gjorde klar til at sej­le hjem. Mens flagskibet lettede an­ker, stod admiral Vernon og stirrede mørkt ind mod land.

Han hvæsede: “Gid fanden havde dig, Blas de Lezo!” I England kom nederlaget som et totalt chok for kongen og parlamentet, som lidt for hur­tigt havde udbasuneret admiral Vernons store triumf for hele verden.

Nu befandt de selvsamme magthavere sig i den pinligste situation i mands min­de. Nederlaget skulle for enhver pris dys­ses ned, og derfor forbød den eng­el­ske kon­ge og parlamentet enhver omtale af slaget i taler, bøger og pamfletter.

To rutinerede admiraler tørnede sammen ved Cartagena. Deres senere skæbne kunne ikke være mere forskellig: Admiral Lezo, der vandt slaget, døde i vanære, mens taberen Vernon fik en ny flåde.

© Art Heritage/Imageselect

Admiral Edward Vernon

Selvsikker admiral slap for ydmygelsen

Edward Vernon kom til den britiske flåde som ganske ung i år 1700. Han steg i graderne og blev kendt for sin ordre om at fortynde søfolkenes rom med vand.

Den udvandede spiritus kaldtes “grog” efter hans øgenavn “Old Grog”.

Efter mange års tjeneste blev han valgt til parlamentet i London, hvor han bl.a. talte kaptajn Robert Jenkins’ sag – kaptajnen, som havde mistet et øre under en spansk toldinspektion.

Sagen piskede en anti-spansk stemning op og førte til krigen “War of Jenkins’ Ear”. Vernon fik kommandoen over den udsendte flåde, og det lykkedes ham at indtage den spanske koloniby Portobello i Panama med blot seks skibe i 1739.

Den bedrift inspirerede til sangen “Rule Britannia”. To år efter led Vernon nederlag ved Cartagena – uden at det fik konsekvenser for hans karriere. Nu fik han kommandoen over den britiske nordsø­flåde.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Admiral Blas de Lezo

Spaniens vicekonge stjal æren

Den 52-årige admiral Blas de Lezo var en hårdt prøvet søofficer. Allerede som 15-årig mistede han sit venstre ben, som blev smadret af en engelsk kanonkugle.

En skibskirurg savede benet af og lukkede såret med et glødejern. Under senere slag mistede Lezo desuden et øje og en arm, hvilket gav ham tilnavnet “Den Halve Mand”.

Lezo deltog i 23 slag og større militære kampagner fra 1701 til 1741. Sejren ved Cartagena var hans vigtigste, men han vandt ingen hæder for den.

Den spanske konge troede nemlig, at Cartagena var blevet frelst af koloniens vicekonge, Sebastián de Eslava. I sine rapporter til hoffet havde Eslava systematisk tilsvinet Lezo og stemplet ham som uduelig. Eslava stjal ganske enkelt æren.

Først mange år senere kom sandheden frem, og Lezo anses i dag for en af de dygtigste spanske admiraler nogensinde. I 2003 døbte den spanske flåde en splinterny fregat Blas de Lezo.

Vernon beholdt sin post og fortsatte kar­ri­­e­ren i flåden, som om intet var hændt. Slaget om Cartagena blev fuld­kom­men fortrængt.

Fire måneder efter briternes tilbagetog blev generalkommandør Blas de Lezo ramt af den tyfusepidemi, som havde hær­get lige siden de første kampe.

På sit døds­le­je talte han i febervildelse. Meget af det, han sagde, var uforståeligt for de pårørende, som befandt sig hos ham, men ét ord blev gentaget flere gange: “Fuego! Fuego!”. Fyr! Fyr!