Dansk kæmpehær angriber Nordens stærkeste fæstning

I 1678 barrikaderer 384 svenskere og finner sig i Bohus-fæstningen. Udenfor står 14.000 danske og norske soldater klar til at knuse fæstningens stærke mure. Men den svenske konges ordre er klar: “Hold ud, og kæmp til døden!”

I 1678 barrikaderer 384 svenskere og finner sig i Bohus-fæstningen. Udenfor står 14.000 danske og norske soldater klar til at knuse fæstningens stærke mure. Men den svenske konges ordre er klar: “Hold ud, og kæmp til døden!”

Imageselect/Farvelægning: Per Jørgensen

De 300 svenske og finske soldater, der er udstationeret i Bohus-fæstningen, kigger anspændt ud over brystværnet. Lige meget hvor de ser hen i det vestsvenske landskab, vrimler det med fjendtlige soldater. I dagevis har nordmænd og danskere bygget kanonbatterier på klipperne og de enge, der omkranser fæstningen.

Nu er i alt 26 kanoner samt 20 svære mortérer blevet rettet mod Bohus, og de endeløse stabler af jernkugler taler deres tydelige sprog: Fjendens beskydning ophører først den dag, fæstningen er pulveriseret.

Den 4. juni 1678 dukker en enlig dansk trompeter op ved Bohus’ port:

“Overgiv jer eller dø”, lyder den besked, han medbringer fra den danske feltherre, Ulrik Frederik Gyldenløve.

Svenskernes svar er rungende tavshed, og så giver Gyldenløve ordre til at åbne ild. Kort efter brager det løs fra alle verdenshjørner. Kanonernes jernkugler og tunge klippestykker afskudt fra mortérerne hvisler mod deres mål. Forsvarerne må springe i læ i fæstningsmurens bomberum, før de første projektiler slår ned.

Ved midnat har mere end 100 dansk-norske kanonkugler og 60 mortérgranater ramt fæstningsmuren, tårnene og bygningerne i den indre gård.

Den skånske krig (1675-1679): Danmark forsøger at tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge samt Bohuslen, som landet mistede i 1658. For at trække den svenske hær væk fra Sydsverige beordrer den danske konge, Christian 5., et angreb på Bohus-fæstningen.

© Shutterstock

Bohus modstod alle 14 belejringer

Fæstningen Bohus blev anlagt i 1308 af den norske konge, Håkon 5. Magnusson, så han kunne kontrollere en nærliggende svensk borg. Placeringen ved Götaelven betød, at Bohus gennem fire århundreder var en af Skandinaviens mest omkæmpede adresser. Den lå i flere århundreder i det dansk-norsk-svenske grænseområde, og den kontrollerede trafikken til den fremvoksende havneby Göteborg. I alt 14 gange blev Bohus belejret – og alle 14 gange var belejringen en total fiasko.

1482

Bohus’ første belejring er et dansk-norsk anliggende. I 1482 skal Norge vælge ny konge, men nordmændene vil ikke godkende den danske kandidat, kong Hans. Norges rigsforstander, Jon Svalesön Smör, forsøger derfor at fordrive den danske statholder i Norge, Jørgen Lauritssøn, fra Bohus. Manglende resultater betyder, at belejringen hurtigt bliver hævet.

© Oslo Myntgalleri

1501-1502

I årene 1501-1502 gør den norske ridder Knut Alvsson oprør mod den dansk-norske kong Hans og Henrik Krumedike, der er kommandant på Bohus. Hele to gange belejrer Knut Alvsson fæstningen, men angrebene bliver slået tilbage med hjælp fra den 21-årige prins Christian, der senere bliver konge af Danmark, Norge og Sverige.

© Danmarks adels aarbog, 1900

1531

Den vankelmodige Christian 2. er blevet afsat som svensk og dansk konge (hhv. i 1521 og 1523). Det lykkes ham at samle en hær i Holland, som gør det muligt for ham at besætte den svenske kystby Marstrand. Christians angreb på Bohus i 1531 bliver dog slået tilbage, og felttoget ender som en fiasko.

1563-1570

Bohus er på danske hænder under den nordiske syvårskrig (1563-1570). Ikke mindre end seks gange belejrer svenskerne fæstningen, men alle forsøg mislykkes. I 1564 forsøger de fx at sejle en gigantisk mortér over den frosne Götaelv til Hisingen, men isen giver efter, og våbnet forsvinder nedi dybet sammen med hele besætningen.

© Det Kongelige Bibliotek

1566

Sveriges Erik 14. sender i 1566 en ny hær mod Bohus, og denne gang er svenskerne snublende tæt på at erobre fæstningen. Efter flere stormløb indtager 250 svenskere Det Røde Tårn og hejser deres fane på tårnet. Situationen er katastrofal, så den danske kommandant udlover en belønning til den soldat, der vil kravle ned i tårnets kælder og sætte ild til krudtlageret. En nordmand melder sig, og kort efter lyder et kæmpebrag: “Svenskerne fløj som krager og andre fugle på himlen, og ingen kom ned igen med livet i behold”, beretter et øjenvidne.

© Nationalmuseum, Stockholm

1643-1645

Efter de mange belejringer er den danske fæstning i en sørgelig forfatning. Ingeniører og straffefanger renoverer Bohus, og den lille by Kungälv flyttes over på fæstningsøen, for at den kan være bedre beskyttet. Det skal vise sig at være en fejltagelse. Under Torstenssonfejden (1643-1645) bliver fæstningen belejret og byen brændt ned til grunden.

1676

Året er 1676. Bohus har været svensk siden Roskildefreden, og den skånske krig er i gang. Hærføreren Ulrik Frederik Gyldenløve forsøger at indtage fæstningen første gang. Forehavendet mislykkedes, men den nyopførte by Kungälv brændes ned til grunden.

© Krigsarkivet, Stockholm & Shutterstock

1678

To år senere, i 1678, vender Gyldenløve tilbage. Efter syv ugers belejring er fæstningen næsten skudt i grus, men så kommer de svenske forstærkninger, og Gyldenløve må flygte.

Stribevis af svenske og finske soldater er blevet dræbt eller har fået knust arme og ben. Fæstningens bageri er styrtet sammen, og alle træbygninger i fæstningsgården brænder. En sort røgsøjle stiger op mod den lyse sommerhimmel.

Om natten tier kanonerne, men om få timer, når solen atter står op, begynder mareridtet forfra, forstår de belejrede svenskere på Bohus-fæstningen.

De næste mange uger vil de dansk-norske kanoner hamre mod murene – suppleret med et arsenal af klyngebomber, gasgranater og fækalier. Men forsvarerne véd, at kong Karl 11. og hele den svenske nation regner med dem. Falder Bohus, vil vejen til Göteborg – Sveriges vigtigste havneby på vestkysten – ligge åben. Derefter kan danskerne genoprette deres magt i Skåne, Halland og Blekinge – og tiden være skruet tilbage til tiden før Roskildefreden i 1658.

Østdanmark er blevet svensk

Fredsaftalen 20 år tidligere blev fremtvunget, da den uovervindelige svenske hær var stormet over isen, der dækkede de danske farvande mellem Jylland og Sjælland, og dermed truede København.

I den situation så den danske konge ingen andre muligheder end kapitulation og afståelsen af store landområder. Hele Østdanmark – kaldet Skånelandene – samt Bohuslen, Trondhjemlen og Bornholm gik tabt til den svenske konge.

“Gid jeg ikke kunne skrive”, jamrede den danske rigshofmester, før han skulle underskrive fredstraktaten i Roskilde.

I 1675 besluttede den nye danske konge, Christian 5., at tiden var inde til en revanche. Og tiden var gunstig: Sverige var allieret med Frankrig og blev inddraget i en stormagtskrig, da Frankrig angreb Holland. Derfor så Christian sit snit til at angribe de svenske styrker i Pommern (Nordøsttyskland). Kongens mål var klart: Skånelandene og Bohuslen skulle tilbage på danske hænder.

De følgende år bølgede krigen frem og tilbage: Med hollandsk hjælp vandt danskerne kontrollen til søs – svenskernes flåde blev slået i Kattegat, Øresund og Østersøen. Til gengæld vandt Sveriges hær en række overbevisende sejre til lands. Ved det største slag i Lund blev mere end 6.000 danskere og 3.000 svenskere dræbt i december 1676. Det var det blodigste slag i Nordens historie.

I 1676 tabte Danmark store slag ved Halmstad (billedet) og ved Lund i Sydsverige. I alt ca. 7.000 danskere omkom.

© Nationalmuseum, Stockholm

Den 28. januar 1678 besluttede Christian sig for at gøre et nyt forsøg på at vinde krigen. Fra vinterhovedkvarteret i Helsingør udsendte kongen en detaljeret plan over den kommende sommers felttog til sine generaler og admiraler.

Afgørelsen til lands skulle opnås vha. af en norsk hær, der blev kommanderet af provinsens statholder, Ulrik Frederik Gyldenløve, hed det i planen. Mens den danske hær holdt sig klar i Skåne, og flåden udførte angreb på den svenske vestkyst, skulle Gyldenløve gå i aktion – “så snart græsset kommer ud af jorden”, befalede kong Christian.

Gyldenløve skulle føre sin hær over den norsk-svenske grænse og angribe den vigtige havneby Göteborg. Christian forudså, at angrebet ville få den svenske hær til at haste til undsætning fra syd, og dermed kunne danskerne besætte Skåne med et snuptag.

Der var blot en lille forhindring på Gyldenløves vej mod Göteborg: Bohus. I kongens befaling stod:

“Bohus vil efter forgodtbefindende blive angrebet af statholderen (Gyldenløve, red.) eller, hvis ingen fare viser sig, må han gå direkte mod Gøteborg”.

De 8.000 mænd i Gyldenløves hær skulle koncentrere sig om angrebet på fæstningen, mens flanken blev sikret af 6.000 danske ryttere og fodfolk.

Gammelt dansk land

Vikingekongen Harald Blåtand sikrede sig omkring år 980 den første bid af Sydsverige, og i de næste seks århundreder var Skåne den rigeste del af det danske rige. Halland, Blekinge og Bohuslen skiftede i løbet af middelalderen hyppigt tilhørsforhold mellem Danmark-Norge og Sverige.

Norsk hær invaderer Sverige

Hele den vinter brugte Gyldenløve til at forvandle sine udisciplinerede norske bondekarle til en effektiv militærstyrke.

Regimenter fra hele landet blev trukket sammen ved grænsen og trænet i kamp. Skibe fra Holland bragte våben, krudt og uniformer, så tropperne kunne udrustes som deres danske våbenbrødre. Og indsatsen bar hurtigt frugt:

Da foråret kom, havde Gyldenløves norske hær opnået en imponerende styrke: 10 bataljoner infanteri, 8 kompagnier dragoner og et større antal støttetropper – alle klar til den forestående kamp.

I begyndelsen af maj krydsede Gyldenløve grænsen, men hæren måtte uventet gøre holdt nord for Bohus. Til statholderens store irritation skulle de vente på en dansk hær af hjælpetropper under generalløjtnant Johan Geyses kommando.

For sjette gang siden 1500-tallet ligger ærkefjenderne Danmark-Norge og Sverige i krig. Christian 5. vil vinde de tabte Skånelande tilbage.

© Imageselect, Bjoertvedt & Shutterstock

Christian 5.

Kongens mål: At tilbageerobre de gamle danske områder, som Sverige fik tildelt ved Roskildefreden (1658).

Øverstbefalende: Ulrik Frederik Gyldenløve. Han havde samlet erfaring i flere krige, før han blev kongens statholder i Norge.

Danskernes styrke: 14.000 mand, 43 kanoner og 12 mortérer.

© Imageselect, Bjoertvedt & Shutterstock

Karl 11.

Kongens befaling: Hold ud i Bohus, til forstærkningerne når frem.

Fæstningens kommandant: Frederik von Børstel. Han deltog i flere af skånekrigens slag. Dagen før belejringen af Bohus begyndte, tiltrådte han som kommandant.

Svenskernes styrke: 384 mand, 43 kanoner og tre mortérer.

Geyse var forsinket, fordi flere af de skibe, der skulle fragte hans soldater til Sverige, kom i havsnød under en storm, der pressede dem væk fra kysten.

“Stormen var så stærk, at masterne gik itu”, noterede en dansk historiker.

Omsider, med to ugers forsinkelse, kunne generalløjtnant Geyse gå i land nord for Göteborg, og den 29. maj begyndte han at besætte Hisingen – den store ø nord for Göteborg mellem Kattegat, Götaelven og Nordre Elv. Dermed behøvede Gyldenløve ikke at bekymre sig om et svensk overraskelsesangreb fra syd – han kunne fortsætte mod Bohus-fæstningen.

Samme dag skrev den svenske kommandant et alarmerende brev til sin konge, Karl 11.: “For en time siden kom to af fjendens brigader marcherende fra Uddevalla. De første var blåklædte, de andre røde”.

I panik flygtede omkring 2.000 svenske soldater ud i Götaelven, hvor 100 af dem druknede i forsøget på at nå i sikkerhed på elvens anden bred.

De norske soldater havde overrasket fjenden på Bohus, men de havde stadig en gigantisk opgave foran sig, og historien var imod dem: Gennem tiderne var Bohus blevet angrebet utallige gange, og ikke en eneste gang var det lykkedes at indtage fæstningen. Derfor blev Bohus kaldt Virgo Intacta – en uberørt jomfru.

Forklaringen var, at den massive fæstning lå på en klippeknold med vand til alle sider. Og bag murene stod godt 300 soldater og 37 kanoner klar til at dræbe enhver, der kom på skudhold.

Hvis en angribende hær forsøgte at trænge ind i fæstningen via porten, ventede flere ubehagelige overraskelser, for efter yderporten var der yderligere syv velforsvarede porte tilbage, før angriberne nåede ind i fæstningen. Dette effektive forsvar efterlod kun én realistisk mulighed for at erobre Bohus, vidste Gyldenløve. Han skulle indlede en belejring og forsøge at sulte fæstningen til overgivelse, mens han langsomt pulveriserede de 15 m tykke mure med tusindvis af kanonkugler og andet skyts.

Men Gyldenløve vidste også, at flere feltherrer før ham havde forsøgt det samme – og de havde alle måttet give op foran Virgo Intacta.

Svenskerne skal kæmpe til døden

Gyldenløve kunne ikke omringe Bohus fuldstændigt pga. den brede Götaelv. Oveni stod svenskerne stærkt på elvens østbred og havde dermed mulighed for at sende forstærkninger, proviant og post over til de belejrede i fæstningen.

Den 3. juni sejlede en lille båd over elven med en håndfuld svenske officerer – blandt dem var oberst Frederik von Børstel, som Karl 11. personligt havde udpeget til at lede forsvaret af Bohus.

Så snart von Børstel var kommet ind bag murene, mønstrede han sine mænd. Størstedelen af dem var professionelle soldater fra Skaraborgs regiment, mens nogle delinger i artilleriet bestod af soldater fra den svenske provins Finland.

Von Børstel mindede soldaterne om deres troskab til kongen, og alle fik besked på at underskrive et dokument. På papiret stod, at hvis nogen så meget som talte om kapitulation, ville de blive betragtet som landsforrædere.

Den nye kommandant oplæste også en befaling, der kom direkte fra den svenske konge: Soldaterne måtte først overgive sig, når der kun var 10 kamp­duelige mænd tilbage i fæstningen!

Imens havde Gyldenløve travlt. På to dage anlagde hans norske tropper flere kanonbatterier på toppen af Fontin-bjerget, ved elven og på engene. Lidt længere mod syd – på øen Hisingen – opstillede Geyse sine rytterregimenter, men den danske generalløjtnant følte sig utilpas i det klippefyldte landskab:

“Det er et kuperet land, hvor man ikke kan føle sig hjemme. Alle store generaler ville fare vild her”, klagede han til Krigskollegiet hjemme i København.

Bomberegn smadrer fæstningen

Gyldenløve gav ordre til at sætte belejringen i gang. Fladbaneild fra kanonerne begyndte at hamre direkte ind i de tykke mure, mens mortérerne sendte kæmpemæssige stenkugler ind over fæstningsmurene for at pulverisere forsvarerne.

Efter de første to døgn var i alt 203 granater slået ind i fæstningen, men de havde endnu ikke gjort afgørende skade. Gyldenløve valgte derfor at øge presset med biologiske og kemiske våben.

“Lede, forgiftede stinkpotter”, skrev den svenske kommandant om de bomber, som nordmændene sendte ind over murene. Formentlig var der tale om brændende svovl, der blandet med harpiks, arsenik og hår spredte en giftig røg i fæstningens indre gård. Desuden slyngede angriberne kasser med afføring ind over murene. Stanken var fæl i sommerheden, og snart florerede sygdommene.

“En vild feber bredte sig blandt mændene”, noterede von Børstel.

Situationen var desperat på Bohus, for de dansk-norske granater ramte deres mål. Den 8. juni skrev von Børstel til rigsadmiral Gustaf Otto Stenbock:

“Fjenden skyder uophørligt med sine kanoner – granater, ild, kugler – og ødelægger derved mange af vores kanoner og batterier. Det er ikke til at beskrive, hvilken utrolig effekt beskydningen har haft. Afdækninger, stillinger og skansekurve er blevet fuldstændigt ødelagt af deres kanonild”, skrev han.

Indbyggerne i byen Kungälv skiftede nationalitet, hver gang fjenden overtog Bohus.

© Jonas Comba

Von Børstel var også klar over, at forsvars-murene hurtigt kunne give efter: “Vi har gjort alt for at forberede os på en storm”, skrev han, “Gud hjælpe os”.

Men bare nogle få dage senere havde von Børstel grund til at fatte nyt håb. Natten til den 12. juni var det lykkedes kaptajn Johan Gunnarsson og 100 friske soldater at ro over Götaelven og snige sig ind i fæstningen, før de dansk-norske soldater nåede at skyde på dem.

Svenskernes bedrift gjorde Gyldenløve så rasende, at han besluttede at lukke Götaelven for de svenske både og dermed afskære fæstningens kontakt med omverdenen: Et sværtbevæbnet dansk patruljeskib blev sendt ud på elven ved højlys dag. Blot få timer senere var skibet skudt i sænk af svenskerne, og næsten alle 50 ombordværende soldater omkom.

Gyldenløve fortsatte bombardementet. Den 16. juni modtog han et uventet brev fra den danske konge, Christian 5., der henviste til en skrivelse fra generalløjtnant Geyse på Hisingen. Det var Geyses vurdering, at Bohus aldrig kunne indtages – og kongen var enig, forstod Gyldenløve. Kongen befalede, at den dansk-norske belejringsstyrke trak sig tilbage, men i et PS skrev han alligevel: “Om der endnu kunne være håb om at erobre Bohus, skulle man ikke forlade det”.

Gyldenløve valgte at tage kongen på ordet – på trods af den modvillige Geyse: “Deres Majestæts anseelse ville lide ved, at vi forlod fæstningen”, skrev Gyldenløve tilbage. “Jeg har besluttet, at vi vil fortsætte angrebet med al iver”.

To dage senere gav Gyldenløve ordre til at udsætte Bohus for en sand bomberegn. En af granaterne hamrede direkte ned i fæstningskirkens tårn, hvor svenskerne opbevarede deres mel. Pletskuddet resulterede i, at Bohus blev indhyllet i en meltåge. Kort efter blev fæstningsbrønden smadret af en granat.

Norsk stormløb ender i blodbad

Den 22. juni blev svenskerne ramt af et nyt frygteligt våben: Danske ingeniørtropper havde konstrueret katapulter, som blev kørt helt frem til murene, hvorefter de slyngede sække fyldt med granater ind over de svenske soldater. Sækkene indeholdt hver 20 små granater, der spredte sig ud over et større område, før de eksploderede. Ingen kunne vide sig sikre for denne primitive udgave af klyngebomber.

Von Børstel måtte stoppe de livsfarlige klyngebombeangreb og tilkaldte den handlekraftige kaptajn Gunnarsson:

“Udvælg en trup på 40 af vores mest friske og stærke soldater. Lav et udfald, og find frem til disse onde tingester. Slå dem i stykker, og sæt ild til dem!”

Samme nat samlede Gunnarsson sine mænd ved yderporten. På fæstningsmuren over dem begyndte kanoner og 100 musketter at skyde dækningsild, og så stormede de 40 svenskere frem mod de dansk-norske kastemaskiner. Efter tre uger som gidsler i fæstningen gav svenskerne vreden frit løb, og i de næste minutter huggede de snesevis af nordmænd ned og knuste kastemaskinerne, før de løb tilbage i sikkerhed bag Bohus’ mure.

Tabet af katapulterne var naturligvis en ærgerlig sag for Gyldenløve, men allerede tre dage senere var der atter gode nyheder: Hans norske artillerienheder brød ud i et jubelbrøl, da fæstningsmuren ud for Zwingeln-bastionen kollapsede. Tre ugers uafbrudt beskydning havde omsider givet resultater.

Under renoveringsarbejderne dukkededenne danske sprænggranat fra 1678 op.

© Bengt Wadbring

Sygdomme, død og ødelæggelse

Hollandske skibe sørgede for, at den dansk-norske hær ved Bohus altid havde ammunition og kugler nok. Oven i de almindelige jernkugler rådede Gyldenløve også over klyngebomber, fækaliebomber og gasgranater.

Gyldenløve måtte handle hurtigt, før svenskerne nåede at reparere hullet. Allerede samme nat samlede han 300 stormtropper, som sneg sig frem mod den ødelagte bastion. Om det var lyden fra en knækket kvist, der afslørede tropperne, ved ingen, men pludselig lød alarmtrommerne oppe på fæstningen. Og øjeblikket efter buldrede de svenske kanoner, mens forsvarerne fór ud af fæstningen for at slå angrebet tilbage.

Efter grusomme nærkampe trak nordmændene sig væk og efterlod op mod 200 døde landsmænd på engen foran Bohus. Svenskerne havde mistet blot 15.

Granatbreve bringer nyt fra Bohus

Efter endnu et mislykket stormløb besluttede Gyldenløve at skifte taktik. Kanonerne skulle fortsat høvle løs på murene, men dødsstødet måtte komme fra gigantiske krudtladninger i dybet!

Den dansk-norske hær havde allerede gravet løbegange på selve fæstningsøen, Bagaholmen. De blev nu forlænget, så de nåede helt frem mod murene.

Den svenske landmåler Kjettil Classon Felterus tegnede efter krigen et kort over slagmarken.

© Suecia Antiqua Hodierna

Granater skulle knække Bohus

Den danske strategi er enkel: Hærføreren Gyldenløve skal omringe og beskyde Bohus-fæstningen, til de indesluttede svenskere giver op. Imens holder generalløjtnant Geyse øen Hisingen besat og sikrer mod et pludseligt svensk angreb.Når fæstningen er faldet, drager den dansk-norske hær videre mod Göteborg, så Christian 5. står godt under de senere fredsforhandlinger med svenske Karl 11.

Gravearbejdet var livsfarligt for de såkaldte minører. De måtte hakke sig gennem den klippefyldte jord, mens de blev beskudt fra oven og overdænget med brændende tjære. Som beskyttelse havde minørerne tunge jernplader, der lå over gravene. Men pladerne blev gang på gang gennemboret af svenske granater, og hver eneste dag måtte stribevis af døde nordmænd slæbes tilbage til begravelsespladsen på Fontin-bjerget.

Igen den 30. juni lykkedes det 100 friske svenske soldater at snige sig ind i fæstningen. Von Børstel var lykkelig over forstærkningerne, men de hidtidige tab betød, at han stadig ikke rådede over meget mere end 300 soldater – og flere ville han ikke få, for i begyndelsen af juli lykkedes det endelig Gyldenløve at lukke ringen om Bohus. Fæstningen var nu omkranset af dansk-norske løbegrave, der umuliggjorde trafik over elven.

Den svenske premierløjtnant Hamilton på Bohus fik dog en genial idé til at opretholde kontakten med omverdenen. Han tømte en sprænggranat for krudt og lagde i stedet sine rapporter og efterretninger i kuglen. Herefter blev den skudt over elven – ud til de svenske styrker.

Således kunne den svenske konge og admiral Stenbock fortsat følge med i den fortvivlede situation på Bohus. Den 9. juli skrev Stenbock et opmuntrende brev til Bohus’ besætning: “Gud beskytte obersten og hele garnisonen mod al ulykke og stå den bi mod alle fjendens aktiviteter. Forløsningen er ikke langt borte”.

Om beskeden blev skudt ind til Bohus i en kanonkugle, ved historikerne ikke, men sikkert er det, at den svenske hær var på march mod nord. Hjælpen var på vej til det belejrede Bohus.

I Danmark huskes Gyldenløve også som Marie Grubbes mand. Adelsdamen havde talrige affærer og oplevede en social deroute, som endte med, at hun blev færgekone på Falster.

© Norsk portrettarkiv, Riksantikvaren

Gyldenløve var klar til at dø efter Bohus

Krigen om Skåne kom til at vare fire år og koste 50.000 menneskeliv. Da freden atter sænkede sig i Skandinavien, var alt som før.

Der gik fire dage, før Ulrik Frederik Gyldenløve fandt modet til at skrive til sin konge om katastrofen ved Bohus. “Jeg beder om nåde og tilbyder med glæde at ofre liv og blod for eder kongelige majestæt. Jeg blev lastet med en sådan tung kommando, at udfaldet kan resultere i hele rigers forlis”, skrev Gyldenløve.

Så galt gik det dog ikke. Krigen fortsatte, og Gyldenløve fik lov at lede kampen i grænselandet mellem Sverige og Norge. “Jeg håber, at Gud vil berige dig og mig med sundhed. Må vi engang opnå en bedre krig og en lykkeligere fred”, skrev Christian 5. nådigt i sit svar til Gyldenløve.

Krigen sluttede i sensommeren 1679. Under et gevaldigt pres fra Frankrig måtte Danmark afstå alle de erobrede områder til Sverige. Bohuslen og Skånelandene forblev således på svenske hænder. Krigen havde kostet op mod 50.000 soldater og civile livet – uden at grænserne var blevet flyttet én eneste meter.

Gyldenløve vendte tilbage som statholder i Norge og vandt et vist ry ved at forenkle skatte- og toldforvaltningen. Blandt bønder var Gyldenløve særlig populær, fordi han straffede “bondeplagerne” – de griske godsejere.

To store eksplosioner ryster Bohus

I Gyldenløves lejr på Fontin-bjerget var moralen fortsat høj, og beskydningen af fæstningen fortsatte med fuld styrke:

“De norske soldater er ved godt mod”, skrev en dansk officer til Krigskollegiet i København den 11. juli. “De har vænnet sig til ilden og er ligeglade med svenskernes uophørlige skyderi. De forlanger blot at komme i nærkamp med svenskerne, som Gud må give en lykkelig udgang”.

I forsøget på at knække svenskernes forsvarsvilje tyede Gyldenløve også til at bruge psykologisk krigsførelse. Den 12. juli, på en svensk bededag, lod han hele sin hær tage opstilling neden for Fontin-bjerget, så svenskerne kunne se, hvilken overmagt de kæmpede imod.

Samtidig hejste danskerne et hvidt flag oppe på bjerget, hvorefter der blev sat ild til tre overdimensionerede bedekranse. Budskabet var krystalklart: Bohus kunne “vælge nåde eller fordærvelse”, som Gyldenløve skrev.

Ceremonien var samtidig et forvarsel for svenskerne, for kort efter lød to hule drøn under fæstningen. I sin rapport til København skrev Gyldenløve: “Den 12. juli sprængtes to miner. En på den nordlige mur, der dannede en stor åbning, og en ved det foran porten liggende værk, der kun gjorde ringe virkning”.

Åbningen i fæstningsmuren var dog ikke stor nok til et stormløb, så Gyldenløve lod arbejdet fortsætte.

Med sit vovemod under den store nordiske krig blev Tordenskiold en dansk-norsk søhelt.

© Milhist.dk

Danmark taber sidste kamp om Skåne

Det danske håb om at vinde Skåne tilbage slukkedes ikke med freden i 1679. Tre årtier senere greb den nye danske konge, Frederik 4., chancen, mens svenskerne var på felttog i Rusland. Danmark landsatte 14.000 soldater i Skåne – og på deres vogne stod malet “NU ELLER ALDRIG”.

Den store nordiske krig kom til at varei alt 20 år, og på havet vandt den dansk-norske søhelt Tordenskiold spektakulære sejre. Men i 1720, da Danmark var tæt på den endelige sejr, pressede Storbritannien og Frankrig kong Frederik til at slutte fred med Sverige. Danmark vandt ikke så meget som et skånsk sogn efter den lange krig.

Tiden løber ud for Gyldenløve

Den 17. juli pågreb de norske soldater en svensk svømmer ved elven. Manden medbragte et brev til fæstningskommandør von Børstel. I brevet, der var beskyttet af et lag voks, annoncerede admiral Stenbock, at fæstningen inden for få dage ville blive undsat af den svenske hær.

På øen Hisingen, som generalløjtnant Geyse holdt besat, kom det til hårde kampe – indtil de danske dragoner måtte trække sig tilbage mod nord. Tiden var ved at rinde ud for belejringen, selvom de norske tropper gravede på livet løs for at få den sidste mine på plads. Imens skændtes Gyldenløve og Geyse ind­ædt om den svenske hærs størrelse – skulle de tage kampen op eller opgive Bohus?

Geyse ville hæve belejringen øjeblikkeligt og trække sig tilbage, mens Gyldenløve holdt på at rykke mod syd og kæmpe. Geyse skrev til kongen, at Gyldenløve bare skulle “gøre sit og dø”.

Den 21. juli, netop som de norske
minører havde sprængt et stort hul i bastionen Platten, lød ordren om tilbagetrækning. De norske soldater skar pontonbroen over Nordre Elv fri og lod den flyde mod havet. Herefter flygtede de trætte soldater mod nord, mens en tordnende jubel brød ud blandt de belejrede på Bohus. Efter 48 dages belejring havde 3.000 mand i den dansk-norske hær mistet livet, mens tabstallet i fæstningen lød på 300 svenskere og finner.

Ikke uden humor lykønskede en lettet Karl 11. efterfølgende sin fæstningskommandant Frederik von Børstel: “Vi har med glæde erfaret, at du er sluppet ud af dit hårdt prøvede badehus”.

Den 14. belejring af Bohus endte som alle foregående. Fæstningen var næsten skudt i grus, men den holdt stand.

© Imageselect

Bønder rev Bohus ned

Bohus mistede med tiden sin strategiske betydning og blev opgivet i 1786. Herefter fik de lokale lov til at bruge fæstningen som et stenbrud og hente byggematerialer her. I 1930’erne blev ruinen delvist genopbygget som et beskæftigelsesprojekt.

© Shutterstock

I dag

Bohus står i dag som en ruin, men hovedtårnet, Fars Hatt, og bastionerne er blevet rekonstrueret.