De første spejdere: Raske drenge førte briterne til sejr

Boerkrigen er netop brudt ud, og det er oberstens opgave at holde boerne tilbage, så de ikke kan trænge ind i hjertet af den britiske Kapkoloni i nutidens Sydafrika.

Mafeking ligger nær grænsen til boerrepublikken Transvaal. Rundt om byen kan Baden-Powell skimte et hav af fjendtlige boersoldater. Styrken er nået op på 8.000 mand, og boergeneralen Piet Cronjé er træt af at vente. Den 13. oktober 1899 begynder bombardementet, og Cronjé forventer, at den sørgelige by vil falde på få timer.

Men inde i Mafeking har Baden-Powell haft travlt. Den britiske oberst har etableret et korps af byens drenge på mellem 11 og 15 år, som i løbet af nogle få dage har hjulpet med at bygge beskyttelsesrum, så indbyggerne hurtigt kan søge ly. Drengene har også konstrueret et falsk fort med falske maskingeværer og to høje flagstænger, som nu tiltrækker boernes artilleri.

Mens kuglerne pifter om ørerne på dem, holder drengene konstant øje med fjenden; så snart de ser glimtene fra boernes kanoner, ringer de med en klokke for at advare Mafekings indbyggere og soldater.

Efter flere timers beskydning dukker en udsending fra boergeneralen op ved Mafeking med et hvidt flag i hånden.

“Overgiv dig nu, og undgå endnu flere blodsudgydelser”, siger boeren.

Baden-Powell smiler og svarer køligt:

“Hvilke blodsudgydelser henviser du til? Indtil nu er vores eneste tab en enkelt høne og et hårdt såret æsel”.

Da general Cronjé får overbragt Baden-Powells sorgløse svar, er han stærkt forundret. Endnu aner boerne ikke, at de står over for en helt særlig britisk kommandør. Baden-Powell har brugt hele sin karriere på at udtænke djærve påfund og hurtige nødløsninger, der kan redde ham ud af pressede situationer.

Under den syv måneder lange belejring af Mafeking får han brug for alt, han kan, men den måske vigtigste brik i forsvaret bliver hans nydannede korps af modige drenge. De klarer sig godt og ender med at inspirere ham til at grundlægge den verdensomspændende spejderbevægelse.

Udendørslivet trumfede skolen

Robert Baden-Powell voksede op i en akademisk familie, hvor faren var naturvidenskabelig professor på University of Oxford Universitet. Han døde dog, da Robert var blot tre år gammel – og det stod snart klart, at sønnen ikke slægtede ham meget på. I 1870 begyndte Robert som 13-årig på Charterhouse School, en af de fineste kostskoler i England, men her stod lærernes anmærkninger nærmest i kø.

“Sov sig igennem fransktimerne”, “viste ingen interesse for videnskab” og “havde ingen lyst til at lære matematik”, var nogle af de ting, Roberts mor kunne læse i karakterbogen.

I skolen interesserede Robert sig især for tegning og drama, og da Charterhouse i 1872 flyttede til nye bygninger syd for London, kunne Robert dyrke sin store interesse: Udendørslivet.

Den nye skole var omkranset af skove, og Baden-Powell strejfede rundt i naturen og fulgte dyrespor. Han blev også god til at gemme sig, for skoven var forbudt område for eleverne.

Baden-Powell ville ud og opleve verden, og da skolen var overstået, sluttede han sig som 19-årig til den britiske hær. Der gik ikke længe, før han blev sendt til den britiske kronkoloni Indien, men efter ni måneder var han så syg af diarré og dyspepsi, at han måtte returnere til England. Gnisten var dog tændt i ham, og de næste 30 år brugte Baden-Powell i alle afkroge af Det Britiske Imperium.

Spion på sommerfuglejagt

I de følgende år blev Baden-Powell udstationeret på Malta og i Afghanistan, Indien og Afrika. Han blev især brugt til rekognoscering og som spion, og han var kendt for at arbejde selvstændigt. I de tre år, han tilbragte på Malta, rejste han på missioner til Algeriet og Dalmatien (nutidens Kroatien), der var en del af Østrig-Ungarn.

I Dalmatien udgav Baden-Powell sig for at være en entomolog på sommerfuglejagt. I virkeligheden spionerede han mod de østrig-ungarske kystforter ved Adriaterhavet. Observationerne gemte han i tegninger af sommerfugle, så hans optegnelser ikke blev fundet, hvis han blev kontrolleret. Ifølge Baden-Powell selv var det dog de færreste, der mistænkte “den halvskøre englænder, der jagtede insekter”.

Baden-Powells uortodokse metoder tiltrak sig opmærksomhed blandt nogle af de højst rangerende militærfolk i Storbritannien, og i foråret 1894 fik han et telegram fra hærens øverstbefalende, lord Wolseley.

“Du er blevet udvalgt til at gøre tjeneste under Ashanti-kampagnen”, lød indkaldelsen.

I slutningen af 1800-tallet voksede Det Britiske Imperium med en enorm hast, men det var ikke alle lande, som frivilligt lod sig kolonisere.

Ashanti-kongeriget i det centrale Ghana blev ved med at stritte imod. Soldaterne angreb kolonister på Guldkysten og afskar briternes vigtige handelsruter gennem kongeriget. Det kunne briterne naturligvis ikke acceptere, og Baden-Powell var blevet udset til at fjerne den besværlige kong Asantehene Agyeman Prempeh fra magten.

Baden-Powell samlede en hær på 1.000 mand fra forskellige afrikanske stammer og førte dem gennem den tætte jungle for at konstruere en bro over floden Prah, der løb mellem Ashanti-hovedstaden, Kumasi, og Guldkysten.

Ekspeditionen lykkedes over al forventning. Mens de britiske soldater i Afrika døde som fluer af sygdomme, mistede Baden-Powell ikke en eneste af sine indfødte soldater. Broen varslede enden for Ashanti-kongen, der gav op uden kamp. Den afslutning huede ikke Baden-Powell, der skrev i sin dagbog:

“Ak! Det ser ud til, alt vores arbejde bare ender med en fredelig løsning”.

Indianerteknikker fascinerede

Efter den succesrige aktion i Ashanti blev den nu 40-årige Baden-Powell forfremmet til oberst og sendt til regionen Matabeleland i Zimbabwe. Her fik han et nært forhold til den amerikanske stifinder Frederick Russell Burnham, der tjente i den britiske hær.

Burnham var vokset op i et indianerreservat i delstaten Missouri, og gennem sine venskaber med drenge fra sioux-stammen lærte han sporingens kunst.

Baden-Powell blev dybt fascineret af Burnham, som han beskrev som “Buffalo Bill med mere klasse”. Amerikaneren lærte sin britiske ven om indianernes livsstil og ikke mindst, hvordan de klarede sig alene i vildmarken uden kort og kompas.

Spioner og stifindere som Baden-Powell og Burnham var en vigtig del af den britiske hær i imperiets mange kolonier, hvor jungle og vildmark gjorde traditionel krigsførelse så godt som umulig.

En spejderbevægelse for børn fandtes endnu ikke, men under samtalerne med Burnham begyndte de første idéer at tage form hos Baden-Powell. Det var Burnham, som præsenterede Baden-Powell for Stetson-hatten og det trekantede tørklæde, der bl.a. beskytter mod solstik – to beklædningsgenstande, der senere blev en fast del af spejderuniformen.

Drengekorps hjalp imod boerne

Baden-Powell var efterhånden vant til at blive sendt til imperiets brændpunkter, og i sommeren 1899 endte han i Sydafrika, hvor det trak op til endnu en krig mod boerne i de to kolonistater republikken Transvaal og Oranje Fristaten.

Boerne var oprindeligt hollandske kolonister, som under Transvaalkrigen (1880-1881) havde vundet deres selvstændighed fra briterne. Men store guldfund i 1884 gjorde området meget attraktivt, og det var et spørgsmål om tid, før endnu en krig brød ud.

Det skete den 11. oktober 1899, og Baden-Powell blev beordret til at holde den lille by Mafeking og beskytte den lokale jernbane. Før Mafeking faldt, kunne boerne ikke avancere mod de britiske kolonier og Kapkolonien (i dag Sydafrika) og Rhodesia (Zambia og Zimbabwe).

Reelt set var Baden-Powells mænd i Mafeking i håbløst undertal. Byen lå nær grænsen til Transvaal og blev hurtigt omringet af boerne. Men talmæssig styrke afgør ikke altid et slag – og Baden-Powell var overbevist om, at han med sine uortodokse metoder og et skuespillertalent, der var kultiveret på kostskolen, kunne holde boerne tilbage.

Som det første havde han brug for flere mænd, så inspireret af sine erfaringer med at rekruttere afrikanere til sin hær oprettede Baden-Powell en styrke på 200 indfødte fra byen under navnet “Den sorte vagt”.

Derudover oprettede han et korps af drenge under ledelse af den 13-årige Warner Goodyear. Enheden fik navnet Kadetkorpset og talte 64 drenge fra byen. Børnene blev iklædt kakishorts og fik Stetson-hatte, før de hjalp til med at forstærke byens fort, udspionere fjenden og aflevere beskeder som cyklende ordonnanser. Kadetkorpsets indsats gav de voksne soldater tid til at koncentrere sig om at forsvare byen.

Kadetkorpset blev en succes, fordi Baden-Powell ikke behandlede medlemmerne som børn, men stolede på, at de kunne træffe de rigtige beslutninger under belejringen. Under et bombardement sagde Baden-Powell til en af de unge cykelordonnanser:

“Du ender med at blive ramt, hvis du kører sådan rundt, mens granaterne falder!” Drengen svarede blot: “Jeg cykler så hurtigt, sir, at de aldrig vil kunne ramme mig”.

Afgivelsen af ansvar blev senere en hjørnesten i spejderbevægelsen. Som Baden-Powell skrev i sin bestseller, “Scouting for Boys”, fra 1908: “Jo mere ansvar spejderlederen giver sine patruljeledere, jo mere vil de også handle”.

Pressen forgudede Baden-Powell

Over for Baden-Powell stod boergeneralen Piet Cronjé, som havde fået besked på, at han ikke måtte miste mere end 50 mand under angrebet på byen. Boerne forventede, at Mafeking ville falde hurtigt – men de vidste også, at den britiske krigsmaskine kunne klare langt større tab end den beskedne boerhær.

Derfor turde Cronjé ikke indlede et stormangreb på byen. I stedet forsøgte han at gøre byen mør med konstante bombardementer, men boernes artilleri var elendigt, og mange af granaterne gik aldrig af. Desuden havde Baden-Powell forvandlet Mafeking til en fæstning og udviklet et alarmsystem, der advarede om bombardementer.

Men den britiske oberst var ikke tilfreds med blot at gemme sig. Igen og igen sendte han sine soldater ud i overraskelsesangreb for at ramme de intetanende boere. De mest succesrige angreb skete med et lille damplokomotiv, der benyttede lokalbanen og kunne køre med to armerede vogne ind på boernes territorium.

Under det første angreb med toget den 14. oktober 1899 blev boerne fuldkommen taget med bukserne nede. De skød kaskader af kugler mod togvognene, men de prellede af mod stålpladerne. Imens mejede briterne løs med maskingeværer, og i løbet af 20 minutter var den golde jord oversået med 55 døde og mange sårede boere. Kun to briter døde under angrebet.

Baden-Powells utraditionelle idéer virkede præcis efter hensigten. Boerne brugte meget tid og ammunition på at skyde mod briternes attrap-soldater og attrap-fæstninger, og vha. sit drengekorps var han altid et skridt foran.

Efter nogle måneder ændrede boerne taktik. De regnede med, at sult og sygdom ville tvinge Mafeking til overgivelse. Og de var tæt på at få ret. Dysenteri og malaria slog hundredvis ihjel i byen, og til sidst slap fødevarerne op, så soldaterne måtte spise byens heste og æsler.

Men Baden-Powell nægtede at opgive håbet og gjorde alt for at holde moralen oppe. Han underholdt med flere teaterstykker, hvor han selv spillede hovedrollen – nogle gange iført kjole.

Ifølge den britiske korporal Rose, der også kæmpede i Mafeking, var Baden-Powell “altid glad og opløftet og blev aldrig set med rynket pande”.

Belejringen blev fulgt tæt i den britiske presse. Mafekings heroiske modstand stod i skarp kontrast til resten af krigen, som ikke bød på meget andet end pinlige britiske nederlag og dårlig international omtale.

Med Mafeking fik den britiske befolkning endelig den succeshistorie, den desperat sukkede efter. Som den engelske avis The Spectator skrev: “Belejringen af Mafeking udspiller sig på en offentlig scene og følges med åndeløs spænding af hele nationen”.

Det hjalp også, at Baden-Powell var en mester i at iscenesætte sig selv i pressen, som elskede hans tørre kommentarer fra frontlinjen. Han sendte fx et telegram med teksten: “Fire timers bombardementer. En hund dræbt”.

Han blæste også boernes hær op til at bestå af hele 12.000 mand, pyntede på boernes tabstal og overdrev Mafekings strategiske betydning – de fleste boersoldater var faktisk trukket væk fra byen, som til sidst blev holdt i skak af omkring tusind mænd.

Boerne prøver et desperat angreb

I foråret år 1900 var situationen i Mafeking desperat. Sygdom og sult hærgede, boerne kom nærmere, og hjemme i England begyndte utilfredsheden over den manglende støtte til Baden-Powell at vokse.

Storbritannien kunne ikke leve med at tabe byen, der så heroisk havde forsvaret sig i mere end et halvt år. I maj år 1900 samlede chefen over de sydafrikanske tropper, lord Roberts, derfor 1.149 mand til at befri Baden-Powell og hans mænd.

Boerne fik nys om forstærkningerne og besluttede at gøre et sidste desperat forsøg på at indtage Mafeking.

Under ledelse af den unge boer-officer Sarel Eloff stormede knap 240 soldater byen. For første gang under belejringen havde boerne heldet med sig. Hytter blev sat i brand, og byens politistation rendt over ende af Eloff og hans mænd.

Med politistationen som hovedkvarter udkæmpede boerne blodige gadekampe med briterne, men uenighed mellem boerhærens ledere betød, at der aldrig blev sat flere tropper ind for at støtte angrebet. Boerlederne frygtede, at slaget allerede var tabt, og de turde ikke miste flere mænd.

Da lord Roberts fire dage senere nåede frem med sine 1.149 soldater, var Eloff derfor tvunget til at overgive sig. En femtedel af hans mænd var døde og endnu flere såret.

Mafekings helt går til spejderlivet

Efter 217 dages belejring var Mafeking endelig befriet. Da nyheden nåede London, brød befolkningen ud i patriotisk ekstase. Gaderne gjaldede af “God Save the Queen” og “Rule Britannia!”. Folk krammede hinanden og kastede deres hatte op i luften i triumf over kongerigets sejr.

Baden-Powell blev ophøjet til nationalhelt og modtog tusindvis af breve fra briterne adresseret til “Mafekings helt”.

Overordnet set var krigslykken også vendt til briternes fordel. I 1902 blev boernes sidste modstand nedkæmpet, og Transvaal og Oranje Fristaten indlemmet i Det Britiske Imperium.

Da Baden-Powell vendte hjem til England i 1903, fik han at vide, at en lille bog, han skrev kort inden belejringen, pludselig var blevet en bestseller. “Aids to Scouting” handler om rekognoscering i militært øjemed og var slet ikke tiltænkt civile, men alle ville læse om den legendariske Baden-Powell og hans tricks.

Inspireret af bogens succes og det drengekorps, han oprettede under belejringen, blev Baden-Powells nye projekt at få sin viden ud til ungdommen. I 1908 skrev han “Scouting for Boys”, der blev et gigantisk hit og i dag er solgt i over 150 millioner eksemplarer.

Efter opfordring fra kong Edward 7. trak Baden-Powell sig tilbage fra militæret i 1910 og helligede sig arbejdet med at opbygge en verdensomspændende spejderbevægelse. Samme år oprettede han spejderbevægelsen for piger sammen med sin søster Agnes.

De følgende år rejste Baden-Powell kloden tynd for at holde foredrag om spejderlivets fortræffeligheder. I 1922 var antallet af aktive spejdere vokset til én million fordelt over 32 lande. I dag har spejderbevægelsen 31 millioner medlemmer i 155 lande.

Først i 1937, som 79-årig, gik Baden-Powell på pension og efterlod spejderbevægelsen i andres hænder. Fire år senere døde han i sit hjem i Kenya. Med mere end 50.000 besøgende hvert år er gravstedet et af de mest besøgte pilgrimssteder i verden. På hans gravsten er der indgraveret en cirkel med en prik i midten – det internationale spejdertegn for: “Jeg er vendt hjem”.