Borgerkrigens mester-spion var hvid kvinde forklædt som sort mand

Thompson skjuler sit sande jeg

Sammen med sorgen bærer Frank Thompson på en stor hemmelighed.

Den menige nordstatssoldat er ikke den, han giver sig ud for at være, og kun løjtnant Vesey kendte til hemmelig­heden.

Under uniformens grove stof er Thompson i virkeligheden en kvinde ved navn Sarah Emma Edmonds. En opvækst i ødemarken og det hårde fysiske arbejde på forældrenes gård har gjort Edmonds stærk og benet.

Hun kan ride, skyde og gå på jagt og har aldrig været vant til at sidde stille og sysle med håndarbejde. Tre år tidligere, som 17-årig, er hun stukket af fra sit barndomshjem, fordi hun skulle giftes med en dobbelt så gammel mand.

For at slippe væk fra gården forklædte hun sig som dreng, men fandt hurtigt ud af, hvor meget nemmere livet var som mand end som kvinde.

Da den amerikanske borgerkrig brød ud i 1861, fandt hun sit kald. Edmonds meldte sig til Michigans 2. infanteriregiment, og fordi antallet af frivillige var så stort, slap hun for den afslørende ­læge­under­søgelse.

Edmonds’ hemmelighed har til tider gjort hendes liv besværligt. Fx kan hun ikke klæde om eller forrette sin nødtørft i nærheden af andre.

Heldigvis for hende er den hygiejniske standard lav, og 1800-tallets amerikanere særdeles bornerte. At gå i det samme undertøj i uge­vis er helt normalt, og soldaterne viser sig nødig afklædte over for hinanden.

I tre år har hun levet et dobbeltliv, og nu må hun også bære sorgen over tabet af sin elskede i hemmelighed.

Hendes tanker kredser om én eneste ting: at få hævn over den mand, der er skyld i James Veseys død.

Soldater kæmper sig frem i mudderet

Et par måneder tidligere er Sarah Edmonds sammen med 100.000 andre nordstatssoldater blevet sat i land ved Fort Monroe på Virginias østkyst i en gigantisk landgangsoperation.

Nordstatshæren er langt større end fjendens hær, og afstanden fra Fort Monroe til Sydstaternes hovedstad, Richmond, er kun 130 km.

Nu skal nederlaget ved Bull Run året før hævnes. Unionshæren har trænet hele vinteren under den unge, karismatiske general McClellan.

Alligevel går krigen dårligt for nordstatshæren. Offensiven går ekstremt langsomt hen over det østlige Virginias sumpede og tætbevoksede landskab.

Konstant regn forvandler sammen med hundredtusindvis af støvler og hestehove de få veje til mudder. Kanoner og forsyningsvogne sidder uhjælpeligt fast i dyndet.

Hvad værre er, virker det, som om sydstatssoldaterne hele tiden ved, hvor Unionshæren vil angribe næste gang.

Hvor end hæren rykker frem, mødes den med baghold og velforberedte forsvarsværker.

McClellan er populær blandt soldaterne, og politikerne er imponerede over den unge general, der har studeret Europas krigshistorie og skrevet bøger om taktik.

“Lille Napoleon” kaldes generalen, der på fotografier hviler sin højre hånd under frakken ligesom den franske kejser på malerier.

Men McClellan er også en forudsigelig og forsigtig hærfører. Over for ham står den legendariske Robert E. Lee, der er både ældre og mere erfaren end McClellan.

Lee ved, at han er underlegen i åben kamp. Derfor forsøger han hele tiden at ramme Unionshæren, hvor den mindst venter det.

Lee har ikke svært ved at gætte McClellans marchrute og får desuden hjælp af sit spion-netværk.

Under kamp sørger generalen for at kæmpe fra stærke defensive stillinger, hvor hans mænd kan påføre nordstatshæren store tab.

Lee satser på, at Nordstaterne vil blive trætte af krigen og til sidst anerkende Sydstaternes nye forbund: Amerikas Konfødererede Stater.

Edmonds melder sig som spion

McClellans hær snegler sig afsted i fjendeland, og tabene til både sygdom og sydstatskugler vokser. Samtidig forstærker sydstatsoprørerne deres stillinger omkring Richmond.

Hver dag ankommer flere og flere sydstatsmænd med tog og til fods.

Situationen er desperat, og nordstatsgeneralen beslutter sig for at oprette et korps af spioner – modige soldater, som tør snige sig alene bag fjendens linjer og vende tilbage med efterretninger.

Sarah Edmonds øjner straks muligheden for at gøre en ekstra indsats for Unionen og samtidig hævne løjtnant Vesey.

Forklædt som menig Thompson melder hun sig, og efter at være blevet interviewet af tre generaler bliver hun antaget som spion.

Hendes første opgave er at infiltrere forsvarsværkerne omkring byen Yorktown, der ligger lidt nord for ruten til Richmond.

Byen er en velbefæstet stilling, som general McClellan ikke bare kan gå uden om.

Hvis han angriber Richmond uden at erobre Yorktown først, risikerer han, at sydstatshæren falder ham i ryggen. Edmonds’ efterretninger fra byen skal gøre det nemmere at erobre den.

Hvid kvinde forvandler sig til sort mand

Edmonds får tre dage til at forberede sin mission. Mens andre spioner ifører sig civilt tøj eller en sydstatsuniform, gør Edmonds’ særlige talent for forklædning hende mere ambitiøs.

Den hvide kvinde vil forklæde sig som en sort mand.

Sydstatssoldaterne er på vagt over for flugtforsøg, men de vil aldrig kunne forestille sig, at en slave skulle snige sig den anden vej, vurderer Edmonds.

Hun ved, at sydstatshæren har tusindvis af sorte slaver med sig. Slaverne bliver sat til at grave skyttegrave og andet manuelt arbejde, så de hvide soldater kan spare på kræfterne.

Velhavende sydstatsmænd har desuden personlige slaver til at bære udstyr og lave mad. Præsident Lincoln har i 1862 endnu ikke afskaffet slaveriet, men Edmonds er brændende modstander. For hende handler krigen om frihed til alle, og hun vil bruge slave­riet imod fjenden.

Edmonds får skaffet en afroparyk i Washington. Her er “minstrel-shows” populære – hvide skuespillere, der optræder som sorte.

Tøjet får hun fra en bortløben slave: et par hullede overalls, en grå skjorte, en gammel rød bandana og et par tunge sko.

Hudfarven er det sværeste. Edmonds skal ikke kun optræde et par timer ligesom skuespillerne, men i dagevis, og bliver hun afsløret, er hun dødsdømt. Hun kan ikke nøjes med at male sig med sod eller teatersminke.

Borgerkrigen er den første krig, der bliver foreviget af fotografer, og selvportrætter i uniform er ekstremt populære. Med hæren rejser en fotograf, der tager sig betalt for at fotografere soldaterne.

En dag Edmonds går forbi ham, lægger hun mærke til hans fingre. De er farvet kulsorte pga. de kemikalier, han bruger til fremkaldelse af billederne.

Nu har Edmonds fundet sit vidunder­middel: Hun kan bruge fotografens sølv­nitrat til at farve sin hud sort. Fotografen ser forundret til, da Edmonds smører ansigt og arme ind i det krasse middel.

Ung slave fanger sig selv

En sen aften ser Nordstaternes vagtposter til deres forbløffelse en sort mand traske forbi dem med retning mod Yorktown.

Manden er Sarah Edmonds, indsmurt i sølvnitrat og iført en tidligere slaves tøj. I lommen bærer hun en tung revolver.

Efter et par timers gang nærmer hun sig sydstats­hærens forsvarslinjer. Hun er bange.

Edmonds ved, at hvis hun bliver taget med sin revolver, vil hun blive afhørt og sandsynligvis afsløret. Men omvendt tør hun ikke smide den fra sig. Den er hendes eneste sikkerhed på denne farlige mission.

Hun er omsluttet af mørke, men frygter, at hendes bankende hjerte vil afsløre hendes sorte skikkelse. Pludselig stivner hun. Foran sig kan hun se silhuetten af en vagtpost.

Han står roligt med sit gevær på skulderen og stirrer ud i mørket. Edmonds ved, at vagterne står med kort afstand til hinanden langs hele linjen. Hvis hun vil vende om, skal det være nu.

“Jeg passerede mindre end 50 m fra en vagtpost, og han så mig ikke. Jeg tog det som et godt tegn og takkede himlen”, beretter hun senere i sin dagbog.

Edmonds er nu i udkanten af Yorktown og helt udmattet efter de højspændte minutter. Hun finder en afsides plet og lægger sig ned for at hvile.

Jorden er kold og fugtig, og hun ryster af kulde og nervøsitet.

Edmonds tæller falske kanoner

Næste morgen vækkes Edmonds af stemmer. En lille flok slaver kommer gående i hendes retning bærende på kurve.

Hun observerer dem et øjeblik og kigger så ned ad sig selv. Farven og tøjet sidder, som det skal, men dagslyset er ubarmhjertigt i forhold til nattens mørke, og hun har aldrig før udgivet sig for at være sort.

Nu skal hendes talent for for­­klædning stå sin prøve.

Edmonds rejser sig og går vinkende slaverne i møde. De er på vej ud til vagtposterne med morgenmad og fatter ikke mistanke til hende.

Hun præsenterer sig som “Ned” og bliver budt på kaffe og friskbagt majsbrød. Slaverne er vant til at lystre ordrer og ikke sætte spørgsmålstegn ved noget. Hvis de undrer sig over den nytilkomne, holder de det for sig selv.

Sammen med sine nye kolleger går Edmonds tilbage til Yorktown. Hun holder sig til gruppen af slaver, og de hvide sydstatssoldater kvitterer ved at ignorere hende.

I Yorktown bliver slaverne sat til at arbejde på forsvarsværkerne. De får tildelt skovle og trillebøre og går i gang med at grave.

Edmonds er ikke uvant med fysisk arbejde og griber værktøjet med samme energi som de andre slaver. Men mens hun graver, kigger hun diskret på kanonerne, der står på brystværnet.

“Hele dagen arbejdede jeg sammen med slaverne, indtil mine hænder var fyldt med vabler fra håndled til fingerspidser”, noterer hun i sin dagbog.

Edmonds ignorerer smerterne. Mens de andre slaver holder fri, slentrer hun rundt på voldene omkring Yorktown, mens hun lader, som om hun løber ærinder.

“Jeg udfærdigede en oversigt over de kanoner, jeg så monteret på voldene under min natlige spadseretur. Hvor de langtrækkende riflede stod, og hvor de gammeldags glatløbede feltkanoner stod. I alt 113 kanoner og syv mortérer. Jeg noterede også, hvor sydstatshæren havde placeret sine quaker guns. Oplysningerne gemte jeg i sålen på min sko”, skriver Edmonds.

Kvækerne var en religiøs organisation, som var imod vold, og falske kanoner i form af malede træstammer blev derfor opkaldt efter gruppen. Begge hære brugte “quaker guns” til at afskrække fjenden fra at an­gribe særlig udsatte områder.

“Ned” bliver næsten afsløret

Den næste dag er nemmere for Edmonds. Hun slipper for det tunge arbejde på skanserne og bliver i stedet sat til at hente vand til sydstatssoldaterne og de andre slaver.

På den måde kan hun gå omkring, som hun vil, og overhøre soldaternes samtaler. De hvide mænd tager ikke hensyn til hendes tilstedeværelse – de mener, at sorte mænd er for dumme til at kunne udgøre nogen fare.

Situationen er guld værd for Edmonds, som opsnapper informationer om garnisonens størrelse, og at den lokale kommandant har planer om at evakuere byen.

Samme dag er hun i færd med at hælde vand op, da en ung sort mand udbryder henvendt til sin kammerat:

“Jim! Pokker tage mig, hvis den fyr der ikke er ved at blive hvid!”

Bemærkningen chokerer Edmonds, men hun holder hovedet koldt og svarer muntert:

“Tja, jeg har altid troet, jeg ville blive hvid en dag. Min gamle mor var nemlig hvid”.

Svaret får slaverne til at bryde ud i latter. “Ned” griner med og skynder sig videre.

“Så snart jeg var uden for synsvidde, undersøgte jeg min hudfarve, og sikkert nok – jeg var vitterlig ved at blive hvid. Hvor jeg to dage tidligere var sort som kul, var jeg nu kun en mørk mulat. Heldigvis havde jeg en lille flaske med sølvnitrat, som jeg smurte på huden for at forhindre resten af farven i at forsvinde”, beretter Edmonds.

En gruppe sydstatssoldater er stimlet sammen, da hun kommer tilbage med sine fyldte vandtønder. Pludselig hører hun en velkendt stemme.

Den tilhører en lokal købmand, der også handler med Unions­hæren. Han fægter med armene og taler højt til de lyttende soldater.

Ubemærket lister Edmonds hen til dem og begynder at hælde vand i soldaternes feltflasker. Hun tager sig god tid og lytter opmærksomt til købmanden.

Han praler med sine fortjenester for Konføderationen og beskriver nordstats­hærens lejr, mens han viser et kort over general McClellans posi­tion.

Edmonds bander indvendigt: Købmanden er spion og har garanteret viderebragt mange afgørende informationer til sydstatshæren.

Hun må snarest muligt fortælle sine overordnede, at de ikke kan stole på den ellers så tilforladelige købmand.

Hun har hørt nok og er parat til at gå videre, da sydstatsspionen begynder at fortælle om en begivenhed, der virkelig får hende til at spidse ører.

En yankee er død

Købmanden fortæller fornøjet om en dag, hvor han var på besøg i Fort Monroe for at handle med nordstatssoldaterne.

Her overhørte han en ung løjtnant fortælle om en forestående rekognosceringsopgave. Købmanden skyndte sig at advare nogle sydstatssoldater og opfordre dem til at fange og afhøre løjtnanten.

At de så valgte at dræbe fyren, var ærgerligt, men han var trods alt en forbandet yankee, siger købmanden.

Edmonds er ikke i tvivl. Den nordstatsløjtnant, købmanden taler om, er hendes James Vesey.

Rasende griber hun om sin revolver i lommen. Så nemt som ingenting kan hun skyde spionen og give ham hans straf her og nu.

Forklædningen hjælper Edmonds med at holde hovedet koldt og overveje sine muligheder. Hendes hånd glider over våbnet, og hun mærker stålet mod sin hud.

Hvis hun skyder ham, er hun afsløret og vil selv blive dræbt. Men hvis hun lader være, kan hendes efterretninger skade ikke blot købmanden, men hele sydstatshæren.

Sergent betror Edmonds et gevær

Edmonds slipper sit greb om revolveren og lader købmanden slippe – for nu. Hendes hævn skal være større.

“Jeg takkede Gud for spionens pralerier. Jeg ville glædeligt have arbejdet på skanserne sammen med negerne i månedsvis og have slidt huden af mine hænder et halvt dusin gange for den viden. Købmanden var en dømt mand fra det øjeblik. Hans liv var ikke tre sydstatscent værd”, skriver hun i sin dagbog.

Edmonds’ hævn afhænger af, om hun kan slippe uskadt tilbage til Fort Monroe. Sydstats­hæren holder skarpt udkig efter undvegne slaver, så hendes vej hjem er sværere end vejen ud.

Men hun er heldig. På tredjedagen efter købmandens visit får hun til opgave at bringe aftensmad ud til vagtposterne uden for Yorktown.

Mens Edmonds serverer for soldaterne, hører hun pludselig lyden af et skud. En af vagterne er faldet for en snigskyttes kugle.

Hun benytter for­virringen til at blive hængende hos soldaterne og venter på en chance til at slippe forbi dem.

Kort efter solnedgang kommer en sydstatsofficer ridende for at se til vagtposterne. Han får øje på slaven “Ned”:

“Du kommer med mig!” kommanderer han. Edmonds bliver nervøs – hvad skal hun nu?

Officeren siger til en sergent:

“Sæt den fyr på posten i stedet for ham, der er død”.

Sergenten gør honnør og vender sig mod Edmonds. Han giver hende et gevær med besked på at bruge det, hvis hun ser nogen eller noget bevæge sig.

“Han greb mig i skjortekraven og ruskede mig hårdt, mens han sagde: “Din sorte slyngel, hvis du sover på pos­ten, så skyder jeg dig ned som en hund”.

“Nej, Massa, jeg er for bange til at sove”, var mit eneste svar”, beretter Edmonds.

Slave løber fra sine kammeraters kugler

En blodig, nedtrådt plet i græsset markerer, hvor den forrige vagtpost faldt. Edmonds stiller sig til rette – hun har fået den mest udsatte post.

Ude i mørket færdes nordstatshærens snigskytter – de ved ikke, at hun er en af dem. Edmonds har stået i skudlinjen mange gange før, men det føles værre at falde for kammeraternes kugler end i kamp mod fjenden.

Under slag har hun arbejdet som sygehjælper i frontlinjen, hvor hun ydede førstehjælp og trak de sårede ud af ilden.

Riffelkuglerne skar hendes venner ned til højre og venstre, mens kanonkugler og granater regnede ned over soldaterne.

Indsmurt i mudder og sine kammeraters blod, blandt afskudte lemmer og panikslagne døende, knoklede hun i timevis med stor fare for sit eget liv.

Arbejdet hærdede hende, og hun er afklaret med risikoen for at dø. Men hun vil ikke dø nu – så tæt på sit mål, så tæt på at afsløre den forræderiske købmand.

Sarah Edmonds skuler til det blodplettede græs og tager en rask beslutning:

“Natten var meget mørk, og det begyndte at regne. Jeg var alene nu og vidste ikke, hvornår officeren ville vende tilbage med en afløser. Jeg var nødt til at tage chancen”.

Regnen slører hende for snigskytterne og dæmper hendes fodtrin. Hun kigger sig til begge sider og ser, at de andre sydstatsvagter søger ly for regnen under trækronerne.

Så træder Edmonds ud i natten og vandrer mod “de fries land”. I hænderne klamrer hun geværet, fast besluttet på at bringe det med tilbage til Unionshæren.

Imellem de to hæres linjer er kun et par timers gang. Ingenmandslandet er bevokset med krat og træer.

Men Edmonds tør ikke gå for tæt på Nordstaternes vagtposter. Hun frygter, at de vil åbne ild mod hende, i den tro at hun er en fjende.

I stedet lægger Edmonds sig ned på den regnvåde jord og afventer morgengryet.

“Jeg tilbragte resten af natten inden for råbeafstand af vores linjer. Ved det første morgengry viftede jeg med det velkendte signal, et lille stykke hvidt stof, og blev budt velkommen endnu en gang til synet af det kære gamle Stars and Stripes-flag”.

Edmonds afslører sin identitet som Frank Thompson over for Unionens vagtposter, og de slipper hende ind. Endelig kan hun ånde lettet op – hun klarede sin første farlige mission som spion bag fjendens linjer.

“Jeg udfærdigede min rapport og bragte den øjeblikkeligt til general McClellans hovedkvarter sammen med mit trofæ. Riflen blev bragt til Washington, hvor den nu opbevares som et minde om krigen”, skriver Edmonds senere i sine erindringer, da borgerkrigen er slut.

Rapporten indeholder alle Edmonds’ opsnappede oplysninger om sydstatshærens styrke og bevæbning samt afsløringen af købmanden.

Næste gang han viser sig i lejren, vil han blive arresteret og sat for en krigsret. Sarah Emma Edmonds har fået sin hævn, selvom hun hellere ville have skudt manden selv.

Edmonds fortsatte sin tjeneste for Unionen som soldat og spion. Bl.a. deltog hun i det blodige syvdages-slag, som førte til McClellans tilbagetrækning fra Richmond i juni 1862.

Hun blev såret flere gange i løbet af krigen og måtte leve med et ubehandlet brækket ben. Edmonds nægtede at lade sig indlægge på et militærhospital, da lægeundersøgelsen ville afsløre hendes sande køn.

Da hun blev ramt af malaria, opsøgte hun et civilt hospital og fik behandling. Men til hendes store sorg betød det, at hendes alter ego – Frank Thompson – blev anklaget for at desertere.

Edmonds risikerede sit liv, hvis hun trak i uniformen igen. I stedet vendte hun tilbage til krigen i kjole og fik arbejde som militærsygeplejerske under sit rigtige navn.

Da Nordstaterne vandt i 1865, udgav hun sine erindringer i den storsælgende “Nurse and Spy in the Union Army”. Overskuddet donerede hun til nødlidende og sårede veteraner.

I 1867 giftede Edmonds sig med Linus Seelye, som hun kendte fra før krigen. Han var en dygtig tømrer, og hun fik arbejde som lærer og sygeplejerske. Sammen fik de tre børn, der alle døde som små. Til gengæld adopte­rede de to drenge.