Hånddreven ubåd indledte krig under havet

Men nu var ubåden for anden gang på få måneder gået til bunds under en test. Første gang var fem mænd omkommet, denne gang otte mand – for øjnene af de forfærdede­ tilskuere.

Hidtil havde general Beauregard givet sin fulde støtte til ubådsprojektet og omtalt Hunley som en formidabel krigsmaskine. Nu havde han fået nok.

“Jeg kan ikke længere have noget med ubåden at gøre. Den er farligere for dem, der bruger den, end for fjenden”, skrev han opgivende til en kollega.

Sydstaterne havde imidlertid desperat brug for ethvert nyt våben i krigen mod Nordstaterne, og få dage efter lod generalen sig modstræbende overtale til at give ubåden en sidste chance.

Et nyt hold besætningsmedlemmer meldte sig, mens slaver skurede ubådens ildelugtende indre rent. Beauregard kom ikke til at fortryde sin beslutning, for tre måneder senere udførte Hunley et spektakulært angreb, der rystede Nordstaternes flåde og ændrede søkrig for altid.

Blokade skulle kvæle Syden

I 1861 – to et halvt år før Hunleys forlis – var den amerikanske borgerkrig brudt ud efter valget af Abraham Lincoln til ny præsident. Sydstaterne anså Lincoln for en trussel mod slaveriet, som de var dybt afhængige af til bomuldsproduktion.

Syv af staterne løsrev sig derfor fra den amerikanske union i februar 1861 og fik snart følgeskab af yderligere fire i den såkaldte konføderation. Men Nordstaterne afviste løsrivelsen, og inden længe rasede borgerkrigen.

Ved krigens udbrud havde Nordstaterne næsten 10 gange så mange flådefartøjer som Sydstaterne. For at drage maksimal nytte af misforholdet udtænkte hærledelsen i Nordstaterne den såkaldte Anaconda-plan.

Ifølge planen skulle flåden som en gigantisk anakonda-slange kvæle Sydstaterne ved at blokere deres havne, så de hverken kunne eksportere afgrøder eller importere våben og andre nødvendige forsyninger.

Som modtræk opfordrede sydstats-konføderationens præsident, Jefferson Davis, private til at bevæbne deres skibe og angribe fjendens fartøjer.

Med et officielt kaperbrev kunne de private fribyttere få udbetalt 20 procent af værdien af de nordstats-fartøjer, de erobrede eller sænkede. Den potentielle gevinst for de mest dristige var svimlende.

Blandt de mænd, som tog opfordringen op, var den unge sydstats-advokat og rigmand Horace Hunley. Advokaten øjnede en enestående chance for både at støtte Sydstaternes kamp og samtidig tjene en formue.

For at forbedre sine odds mod fjendens slagkraftige skibe satsede Hunley på et fartøj, som angreb under vandet – en ubåd.

Andre opfindere havde før borgerkrigen forsøgt at konstruere et lignende fartøj, men endnu havde en ubåd aldrig sænket et skib. Det afskrækkede ikke Hunley. Han ville lykkes, hvor alle andre havde fejlet.

Ubåd skulle snige sig ind på fjenden

For at kunne realisere sit projekt allierede Horace Lawson Hunley sig med de to ejere af en maskinfabrik i New Orleans, James McClintock og Baxter Watson.

De var begge lokalt kendte for deres ingeniør-færdigheder og opfindsomhed. Med Hunleys penge i ryggen begyndte de tre mænd i andet halvår af 1861 at konstruere en militær ubåd.

De tre partnere havde ingen ambitioner om at konstruere en ubåd til længere togter på store havdybder. Deres ubåd skulle blot være i stand til at dykke ned til fem meters dybde længe nok til, at ubåden kunne snige sig ind på målet og slippe væk igen efter angrebet.

På maskinfabrikken beklædte arbejderne et cigarformet jernskelet med jernplader og monterede ballasttanke, så sejldybden kunne reguleres ved at pumpe vand ind eller ud.

Ubåden havde plads til tre personer, der med håndsving drev ubådens skrue. Når ubåden dykkede, havde besætningen alene den ilt, der naturligt var i fartøjets indre. Ifølge maskiningeniøren James McClintock var det nok til, at besætningen var “i stand til at være neddykket i op til to timer uden at opleve seriøst ubehag”.

Kig med ind i Hunley:

I februar 1862 gennemførte mændene de første større testsejladser i en fire meter dyb indsø ved New Orleans. Testkaptajn var en af Horace Hunleys venner, en tidligere flådekommandør, som under sejladsen sad på knæ med hovedet oppe i et lille udkigstårn med små koøjer.

Bag kaptajnen sad to menige besætningsmedlemmer foroverbøjet og jog deres håndsving til skruen rundt. Ubåden sneglede sig fremad med ganske få knob og sad flere gange sad fast i mudderet på søbunden.

Men Hunley og hans partnere var godt tilfredse: “Sejladserne demonstrerede, at vi var i stand til at konstruere en båd, som kunne bevæge sig i den ønskede retning i en hvilken som helst afstand fra overfladen”, skrev partneren McClintock.

De tre mænd døbte ubåden Pioneer, og i marts 1862 sikrede de sig det eftertragtede kaperbrev. Men så blev de overhalet indenom af krigens realiteter.

Måtte sænke ubåden og flygte

Mod nord ved Pittsburg Landing i Tennessee led en af Sydstaternes hære i april 1862 nederlag til Nordstaternes tropper i det hidtil blodigste slag i Nordamerika med over 20.000 dræbte og sårede.

For Horace Hunley og hans partnere var det dog langt værre, at Nordstaterne få uger senere erobrede New Orleans. I al hast sænkede de Pioneer og flygtede til havnebyen Mobile i Alabama for at genoptage ubådsprojektet.

Med hjælp fra lokale gik mændene straks i gang med konstruktionen af en ny ubåd – American Diver – med plads til fem personer. Efter næsten et års arbejde stod ubåden klar, og i februar 1863 gennemførte mændene testsejladser i bugten ved Mobile, indtil ubåden pludselig sank til bunds.

Alle besætningsmedlemmer slap levende ud, men for anden gang på 12 måneder havde Horace Hunley set sin opfindelse forsvinde i bølgerne. Advokaten nægtede dog at give op. Inden længe fik han sammen med sine partnere skrabet 15.000 dollars sammen til at bygge sin sidste og bedste ubåd – Fish Boat – siden omdøbt til H.L. Hunley.

Den nye ubåd var ca. 13 m lang og havde plads til otte mand – en kaptajn og syv matroser til at knokle ved håndsvinget for at drive skruen rundt. Hunleys våben var en metalcylinder fyldt med krudt – det første spæde skridt til den moderne torpedo.

Cylinderen blev trukket efter ubåden i et langt reb. Når ubåden nærmede sig sit mål, skulle den dykke ned under det fjendtlige fartøj, mens bombecylinderens opdrift sikrede, at den ramte skibssiden, hvor sammenstødet ville få den til at detonere.

Et lokalt hornorkester skabte feststemning ved den første officielle testsejlads den 31. juli 1863, hvor de måbende tilskuere overværede, hvordan ubåden dykkede under en pram, som bomben få sekunder efter sprængte i luften.

300-400 m længere fremme kom Hunley på magisk vis til syne ved overfladen igen – helt uskadt. Selv Mobiles lokale admiral var imponeret, men mente ikke, at det nye vidundervåben ville kunne bruges i den velforsvarede havneby.

I stedet skrev han om ubåden til en kollega i Charleston, der var den vigtigste af Sydens to sidste byer med havn ud mod Atlanterhavet: “At dømme fra gårsdagens eksperiment er jeg ikke i tvivl om, at den succesfuldt kan sprænge ét eller flere skibe i luften i jeres havn”.

Få dage efter blev Hunley derfor læsset på en jernbanevogn og sammen med sine udviklere sendt til Charleston.

Hunley skulle vende krigslykken

I Charleston tog lederen af havnebyens forsvar – general Beauregard – imod det nye våben med begejstring.

Sydstats-hærene var på retræte, og uden for Charlestons havneindløb lå en nordstatsflåde på 24 svært bevæbnede fartøjer, der i månedsvis havde bombarderet byens forsvarsværker.

Hunley skulle derfor ikke kun slå hårdt til mod flådeblokaden, men også vende stemningen i havnebyen fra mismod til håb.

Horace Hunleys partner James McClintock påtog sig rollen som ubådskaptajn, men dagene gik, uden at han kom i nærkontakt med fjenden. Inden længe blev general Beauregard så utålmodig, at han beslaglagde ubåden – mod løfte om en kompensation på 27.500 dollars til opfinderne – og bemandede den med sine egne folk for at sætte skub i den undersøiske offensiv.

Den nye besætnings uerfarenhed viste sig dog hurtigt fatal. Få dage efter overtagelsen kom den nye kaptajn, løjtnant John Payne, til at neddykke ubåden, før lugerne var blevet ordentligt lukket. Fem af de otte besætningsmedlemmer druknede i ulykken.

Da et bjærgningshold et par uger senere hævede ubåden, var ligene i ubådens indre så opsvulmede, at de måtte skære arme og ben af kroppene for at få dem ud gennem de trange mandskabsluger.

Horace Hunley bad nu indtrængende general Beauregard om at blive indsat som ny kaptajn. “Jeg vil forsøge at ødelægge et af fjendens fartøjer så hurtigt som muligt”, lovede han i et personligt brev til Beauregard, der accepterede.

Horace Hunley samlede kort efter en ny besætning, men under en testsejlads 15. oktober 1863 dukkede ubåden aldrig op til overfladen igen, og alle otte mænd omkom, inklusive Horace Hunley. Årsagen blev aldrig fastslagt.

Den nye ulykke fik de lokale til at kalde ubåden for “Morder-maskinen”. Ikke desto mindre meldte en ny besætning sig frivilligt, allerede inden den forulykkede ubåd var blevet bjærget.

Bomben blev fæstnet til jernstang

Hunleys nye kaptajn var den 24-årige løjtnant George Dixon, der havde krigserfaring fra slagmarken. Løjtnanten var kendt for i sin lomme altid at have en stor lykke-guldmønt, der angiveligt havde stoppet en nordstatskugle affyret mod ham under et slag i 1862.

Da Hunley var blevet bjærget, gik Dixon­ og hans folk i gang med at forbedre ubåden. Efter flere faretruende situationer med bomben på slæb i et reb fik ubåden monteret en seks meter lang jernstang i stævnen med sprængladningen fæstnet i enden.

Denne type bombe blev bl.a. anvendt af Sydstaternes nyudviklede torpedobåde. Et sådant fartøj havde få måneder forinden angrebet et fjendtligt krigsskib ud for Charlestons havn.

Da bomben ramte skibssiden lige over vandoverfladen, eksploderede den og gjorde stor skade, men sænkede ikke skibet. Årsagen var, at størstedelen af sprængkraften fra sprængladningens 30 kg krudt gik opad langs skibssiden.

Derfor besluttede Dixon og hans mænd at gøre det muligt at sænke bombestangen inde fra ubåden, så sprængladningen kom ind under det fjendtlige skibs køl.

Derved fik de maksimal udnytte af sprængkraften. Samtidig fordoblede de krudtmængden til 60 kg.

Snigangreb i ly af mørket

I mellemtiden havde Nordstaterne fået nys om Hunley. Via en mellemmand modtog flådeminister Gideon Welles et brev fra en nordstats-sympatisør i Charleston med beskrivelser af planen om at sænke skibe med ubåden.

“Mine informanter oplyser, at de har undersøgt båden og ikke er i tvivl om dens egnethed til at nå målet”, lød brevet.

Som modtræk udlagde blokadeskibene spærringer af kæder, når de lå for anker nær havnen eller kysten.

I februar 1864 udså kaptajn Dixon sig derfor skibet Housatonic som mål – en 62 m lang kanonbåd, som lå længere ude, godt seks kilometer fra Hunleys base.

Om aftenen den 17. februar 1864 pressede mændene sig ned i ubådens klaustrofobiske indre og stævnede ud. Kaptajn Dixon sad på sin post ved udkigstårnet forrest i ubåden, mens de syv matroser sad bøjet over deres håndsving på en lang bænk bag ham.

I mere end halvanden time gled Hunley gennem det mørke vand frem mod målet. På Housatonic havde løjtnant John Crosby aftenvagt, og fra sin udkigspost så han kvart i ni om aftenen et mærkeligt objekt i vandet 100 m væk.

“Til at begynde med”, skrev han siden, “lignede det et marsvin, som kom op til overfladen for at pruste”. Den mørke genstand bevægede sig mod Housatonic lige under overfladen, så John Crosby tilkaldte de andre officerer.

Da det til deres rædsel gik op for dem, at genstanden var af jern, begyndte de desperat at affyre deres revolvere og rifler mod den uidentificerede fjende. Samtidig gjorde andre besætningsmedlemmer i panisk hast en kanon klar til affyring – men for sent.

Sekunder efter lød en øredøvende eksplosion. En søjle af tyk, sort røg rejste sig mod himlen, mens rester af skibsplanker fløj gennem aftenhimlen. Få minutter senere sank skibet.

Fem af de 160 sømænd på Housatonic omkom, mens resten blev reddet af andre skibe. Hunley havde omsider vist sit værd. En ubåd havde for første gang i historien sænket et fjendtligt fartøj.

For kaptajn Dixon og hans besætning blev glæden imidlertid kort, hvis de da overhovedet nåede at registrere deres triumf. Efter angrebet forsvandt ubåden nemlig sporløst.

Tre dage senere udstedte general Beauregard en ordre til sine folk: “Så snart ubådens skæbne er afklaret, så giv en behørig hyldest til besætningens tapperhed og patriotisme”.

Afklaringen lod vente længe på sig.

Sandheden kom frem efter 136 år

Først i 1995 fandt et hold dykkere Hunley på otte meters dybde og cirka 300 m øst for det sted, hvor Housatonic sank. Fem år senere blev ubåden hævet op til overfladen, stadig med de jordiske rester af besætningen i sit skrog.

Efter alt at dømme blev de otte mand i ubåden dræbt på stedet, da bomben detonerede seks meter væk fra ubådens skrog. Blandt de personlige ejendele, arkæologerne fandt i ubåden, var en guldmønt – kaptajn Dixons lykkemønt.

Hunley fik aldrig nogen reel betydning for borgerkrigens udvikling, heller ikke lokalt ved Charleston. Et år efter angrebet på Housatonic måtte general Beauregard give op og evakuere sine tropper fra Charleston.

Til gengæld indvarslede ubådens angreb en ny æra i maritim krigsførelse og udgjorde borgerkrigens måske vigtigste teknologiske bidrag til eftertiden.

Med sit angreb havde Hunley og de otte mand om bord chokeret verden ved at vise, at en lille båd med minimal besætning skjult i havets dyb kunne sænke et kæmpestort krigsskib. Krigsubådens tidsalder var en realitet.