“Hvorfor bliver vi ikke betalt som soldater?”

Han gav os ikke nogen garanti for, at det ville ske, selvom han gav udtryk for, at han håbede, at det ville gå sådan.

Han har heller ikke nogen bemyndigelse til at give en sådan garanti, og vi kan på vores side heller ikke blot antage, at han personligt vil føle nogen særlig personlig interesse for sagen.

Nu stiller jeg et spørgsmål. Er vi soldater, eller er vi ARBEJDERE? Vi er fuldt bevæbnede og i besiddelse af alt nødvendigt krigsudstyr. Vi har også udført de pligter, som vi skulle, og som hører med til soldatens daglige liv og virke. Alt er udført til vores officerers almindelige tilfredshed.

Hvis nogen havde fordomme imod os i begyndelsen, så var det officererne. Men det er anderledes nu.

Nu opmuntrer de os og giver os al den ære, som kan tilkomme os. De anerkender, at vi har delt de samme farer og – på samme måde som de – slidt for at nedkæmpe fæstningen, som smykkede sig med forrædernes fane.

Og hvad der er vigtigere, hr. præsident, er den kendsgerning, at de angelsaksiske mødre, hustruer og søstre ikke er alene om at begræde deres afdøde sønner, ægtemænd og brødre.

Vi, de tålmodige og tillidsfulde sønner af det afrikanske kontinent, har i forsvaret for Unionen og demokratiet farvet jorden med vort blod. Vi er mænd, som også i rigt mål kender til grusomhed og undertrykkelse. Det skal De vide, hr. præsident.

Den samme statsmagt, som vi nu kæmper for at opretholde, udgjorde i mange år den undertrykkelsens jernhæl, som knuste os til støv.

Men da krigstrompeten lød over landet, og det var tid at kende ven fra forræder, så var den sorte mand klar til at ofre sit liv på nationens alter.

Han blev afvist!

Da Unionens styrker i krigens første år blev slået, skreg regeringen på mere føde til at fylde i krigsmaskinens umættelige gab. Igen tiggede den sorte mand om at få lov til at nyde det privilegium at tjene sit land i nødens stund. Og igen blev han afvist.*

Nu gør den sorte mand tjeneste i krigen. Og hvordan klarer han sig så? Lad deres mørke skikkelser rejse sig over sumpene ved St. James, og lad dem svare for sig selv. Lad højdedragene omkring Wagners fæstning grave op, og I vil finde et sigende svar.

Lydige og tålmodige og faste som en mur står vi klar. Hvad vi mangler, er en lysere hudfarve og bedre kendskab til alfabetet. Nuvel, Deres Excellence, vi har gjort vores pligt som soldater. Hvorfor bliver vi ikke blive betalt som soldater?

De har sagt til rebellernes anførere, at De Forenede Stater ikke gør forskel på sine soldater. De Forenede Stater ønsker, at alle landets soldater skal behandles lige uanset deres farve og tro. Alt, hvad der skal tages hensyn til, er krigsførelsen, siger De.

Men når De Forenede Stater kræver af oprørerne, at de behandler alle deres soldater ens, vil det så ikke være bedst selv at gå forrest med et godt eksempel og betale alle ens egne soldater det samme?

Vi i vort regiment blev ikke indkaldt under reglerne om “kontrabande”. Det er bestemt ikke vores hensigt at give udtryk for, at vi mener, at vores indsats i krigen er mere værd end de tidligere slavers indsats.*

Deres hjælp er uden tvivl af stor værdi for landet, men Kongressen vedtog særlige regler, som gik ud på, at de var slaver, som var frigivet af militær nødvendighed, og som gjorde regeringen til deres midlertidige værger.

Med os forholdt det sig anderledes. Vi, som er født frie*, har den fordel at kunne tænke og handle på egne vegne inden for lovens begrænsning. Vi betragter derfor ikke os selv som værende egnede til at blive omfattet af loven om kontrabande.

Vi sender vor appel til Dem, hr. præsident, så de som leder af vort land kan yde os retfærdighed.

Regimentet beder hermed om, at vores indsats vil blive retfærdigt bedømt, så vi bliver behandlet som amerikanske SOLDATER, ikke som om vi blot var gemene lejesoldater.

Sorte mænd er, som De utvivlsomt ved, fattige. Tre dollars om måneden i et år er nok til at forsyne deres hustruer og børn med brændsel hele året.

Hvis De, som nationens øverste myndighed, vil sikre os vor fulde betaling, så er vi sikre på, at vor fædrelandskærlighed og begejstring vil få fornyet kraft.

Til trods for den ligegyldighed, vi blev mødt med, forblev vore hjerter hengivne. Men vi føler, at vort land har svigtet os, selv i den stund, vi svor at forsvare det.

James Henry Gooding

Efterskrift

I juni 1864, ni måneder efter Goodings brev til Lincoln, vedtog Kongressen en lov, som sikrede sorte soldater samme løn som deres hvide kolleger. Gooding fik aldrig glæde af loven. Han befandt sig i fangenskab hos sydstatshæren og døde en måned senere.