Sydstaterne blev knækket ved Gettysburg

Juni 1863

Sydstatshæren invaderer nordstaternes territorium for at fremtvinge et afgørende slag. Med en sejr vil Syden kunne true nordstaternes hovedstad Washington, og diktere fredsbetingelserne.

Marchkolonnen bevæger sig støt frem ad den støvede landevej. Mændene har marcheret i fire uger og er ved første øjekast en sørgelig forsamling; øjnene er rødrandede, og den reglementerede uniform er der ikke meget tilbage af.

Krigen har varet et par år, og de grå jakker og bukser er slidte og lasede. Mange soldater er faldet for fristelsen til at gå på rov blandt de døde fjender på slagmarken, så blå uniformsdele blander sig med alt det grå og giver rækkerne af soldater et kludetæppeagtigt præg.

En del af mændene er barfodede, fordi deres støvler er slidt fuldstændig op. Men moralen er der ikke noget i vejen med. Da musikkorpset slår an til “Dixie”, rettes ryggene, og stemmerne forenes i et “Hoorah! Hoorah!” og løftet om at “leve og dø som sydstatsmand”.

Det ville være dumt at bedømme disse mænd på deres fysiske fremtoning. Det kan godt være, de ligner vagabonder, men de er fremragende soldater. Hvis det går, som det plejer, er de på vej mod endnu en sejr.

30. juni 1863 om aftenen

General Meade aner ikke, hvor tæt den fjendtlige hær er på ham. Alligevel myldrer bekymrede tanker i hans hoved.

Kun to dage er gået, siden han tidligt om morgenen blev vækket af en udsending fra præsident Lincoln med besked om, at han var udnævnt til øverstbefalende for nordstaternes hovedhær.

Ansvaret hviler tungt på hans skuldre. I olielampens skær sætter han sig ned for at skrive til sin hustru: “Jeg fortsætter ved godt mod, men føler mig meget trykket af ansvaret og de store forventninger. Bed for mig, at vor himmelske Fader vil tillade mig at være et instrument til at frelse mit land og fremme en retfærdig sag”.

1. juli 1863 kl. 7

Chambersburgvejen vest for Gettysburg i nordstaten Pennsylvania.

Solen fordriver morgendisen. Fra markerne langs vejen emmer det af modnende korn. Sydstatshærens fortrop – to divisioner med i alt 13.500 mand – tramper af sted.

Stemningen er afslappet. Mændene ryger og snakker. De barfodede er særligt optimistiske, for det skulle være så godt som sikkert, at der findes en skotøjsfabrik i Gettysburg.

Pludselig lyder høje råb. Snakken i geledderne forstummer. De forreste har set noget. I det fjerne glimter et eller andet i solen. Geværer? Kolonnen brydes op, efterhånden som ordren til at danne skyttekæde repeteres fra enhed til enhed.

Fanebærerne løfter de sammenrullede rebelfaner ned fra skuldrene og folder dem ud. Et skud runger derovrefra. Den er god nok. Det er yankee'erne.

1. juli kl. 7

Nordstaternes feltvagtpost ved landevejen opdager den store fremrykkende styrke.

Vagtsomt følger nordstatssoldaterne den massive støvsky, som er kommet til syne over landevejen. En dump rumlen lyder derudefra. Trampen af tusinder af fødder. De begynder at kunne skimte konturerne af menneskekroppe, heste, vogne og kanoner.

“Rebellerne kommer!” lyder råbet, og i ubetænksomhed løfter en mand sit gevær og skyder mod den fremrykkende styrke. Han rammer naturligvis ingenting, afstanden er alt for stor, men det første skud er løsnet i slaget om Gettysburg.

1. juli kl. 10

Bakkedraget vest for Gettysburg. General Reynolds, der har kommandoen over den lokale styrke, ankommer fra sit natlogi.

General Reynolds' hjerte hamrer, mens han, så hurtigt han kan, rider op på toppen af bakkeskråningen, hvor nogle få seniorofficerer venter utålmodigt. Synet af opskræmte civile på flugt ud af Gettysburg sidder stadig i ham.

Reynolds når knap at holde hesten an, før en oberst henvender sig til ham: “Skynd Dem, general, skynd Dem! De er ved at bryde igennem vores linje!”

Reynolds vender sig mod sin adjudant og instruerer ham kort om, hvad han omgående skal meddele general Meade. Det skal gå stærkt som bare pokker.

Om så adjudanten skal ride sin hest ihjel, understreger Reynolds. Selv rider han videre for at slutte sig til sine kæmpende soldater. Et par timer senere er han død, ramt af et skud i hovedet.

1. juli kl. 11.30

General Meades hovedkvarter. Reynolds' adjudant når frem.

Adjudant Weld springer af hesten, som pruster og driver af sved. Med tilkæmpet ro afgiver han meldingen fra Gettysburg: “Fjenden kommer i stort tal, og general Reynolds er bange for, at de indtager højdedragene på den anden side af byen, før han selv kan nå at gøre det. Han vil kæmpe imod dem inde i selve byen og holde stand, så længe han kan”.

“Du gode Gud”, siger general Meade. Afstanden til Washington er mindre end 80 km.

1. juli kl. 15.30

Meade har hastigt sendt forstærkninger mod Gettysburg. Et korps går i stilling på et højdedrag 1,5 km uden for byen.

Eftermiddagssolen bager. Den øverstbefalende på højdedraget, generalmajor Francis C. Barlow, kniber øjnene sammen.

Gråklædte tropper trænger frem. Alt for mange. Geværilden er intens, og adskillige af hans mænd falder. Linjen begynder at vige, og uroen breder sig. De første blå soldater flygter.

Ærgerlig sporer generalmajoren sin hest. Mændene må for enhver pris bringes til at holde stillingen, ellers vil vejen ind til Gettysburg ligge åben for fjenden.

Barlow når ikke langt. Et skud rammer ham i venstre side og får ham til at vakle i sadlen. Omkring ham suser mænd og heste af sted. Hans styrke er i opløsning.

En soldat griber fat i hans skulder for at støtte ham, kun for selv at blive ramt og falde til jorden. Så mærker Barlow en skarp smerte i ryggen. Han besvimer. Da han vågner igen, befinder han sig på et feltlazaret.

1. juli kl. 16.30

Barlows slagne korps flygter ind mod Gettysburg med fjenden lige i hælene.

Intet er, som det plejer at være i Gettysburg. Ingen købmænd rækker poser med mel og gryn over disken til handlende husmødre. Ingen hammerslag lyder fra smedjerne.

Banker og kontorer har skodder for vinduerne. Den normalt så driftige by ligger stille hen. Ingen af de 2500 indbyggere viser sig på gaden.

Børnene har tidligere på dagen ligget oppe på tagene for at få et glimt af kampene rundt om byen. Nu er de kaldt ned og gemt i skabe og under senge i de tillukkede huse.

Med ét sker det: Skuddene smælder i gaderne, der lyder hæse råb, hestehove gungrer, og tusinder af støvler tramper af sted. Som en stor, blå flod strømmer et helt nordstatskorps i vild panik gennem gaderne.

Lige bag dem følger en overtallig sydstatsstyrke. Rebellerne har erobret Gettysburg.

2. juli, tidlig morgen

General Meade ved, at afgørelsens øjeblik nærmer sig. Hans dagsbefaling bliver læst op for de desillusionerede nordstatsfolk.

Hårdt og kontant smælder ordene ud over geledderne. Det er op til denne hær, skriver general Meade, at “udfri os fra fjendens tilstedeværelse”.

Det gælder “hjemmet, arnen og vore hellige altre”. “Ledende officerer har bemyndigelse til på stedet at henrette enhver soldat, der ikke lever op til sin pligt i denne time”.

2. juli omkring kl. 11

Sydstatshærens hovedkvarter. Der er stadig ikke fulgt op på gårsdagens sejr.

Irriteret traver general Lee frem og tilbage uden for sit kvarter. Nok har hans næstkommanderende, generalløjtnant James Longstreet, høstet mange sejre på sin forsigtige taktik, men dette er for meget!

Hele morgenen har han brugt på at opstille sine tropper til det angreb, Lee beordrede for flere timer siden. Mens de tøver, kan fjenden nå at befæste sine stillinger, og muligheden for at knuse nordstatshæren kan glide ham af hænde.

“Angrib fra højre flanke”, siger Lee fast til Longstreet. Longstreet tøver, ser lidt ud i horisonten. Om Lee kan vente lidt endnu? Yderligere en hel brigade vil snart være fremme.

Lee slår ud med armene og går ind på Longstreets forslag. Han har ondt i brystet og er træt, men det er ikke tiden at tænke på den slags nu.

2. juli omkring kl. 16

Mens rebellerne nøler, skaber Meade en stærk forsvarslinje. Et 2,5 km langt højdedrag, Cemetery Ridge, er dens rygrad, og højen Little Round Top det sydligste punkt.

Oberst Joshua Lawrence Chamberlain forsøger at bevare fatningen, mens de første granater slår ned omkring ham. Foran ham står hans overordnede officer.

“Jeg har anbragt Dem her. De og Deres 20. Maine-regiment er nordstatshærens yderste venstre flanke. Forstår De? De skal holde denne stilling for enhver pris”.

“Forstået”, svarer Chamberlain med høj, klar røst. Hvis fjenden løber ham over ende, kan de omgå nordstatshæren og falde den i ryggen. Jo, det er forstået.

Så snart chefen er hastet videre, får Chamberlain sine soldater i stilling bag et lavt stendige og nogle store klippestykker. Dette og kun dette står imellem dem og den grå menneskeflod, de nu kan vente hvert øjeblik.

2. juli, eftermiddag, Little Round Top

20. Maine-regiment har slået to voldsomme angreb tilbage. Nu kommer det tredje.

Chamberlain ser rebellerne gå frem i jævnt tempo. Først da de er helt tæt på, slår de over i småløb og stormer højen under høje kampråb.

Chamberlain venter. Ammunitionsbeholdningen er betænkeligt lav, og der er ikke råd til for mange forbiere. Vente, vente. Nu.

“Fyr!” brøler Chamberlain. En stribe rebeller plukkes ud af geledderne og falder til jorden, som allerede er overstrøet med døde og sårede.

Men det beslutsomme angreb fortsætter. Rebellerne når tæt på højens top, inden de forfærdelige tab gør deres virkning. Angrebet bryder sammen, og de overlevende grå soldater flygter.

Chamberlain knæler ned ved en af sine mænd, en ung menig ved navn George Washington Buck. Han er hårdt såret. Blodet pulser ud af et åbent sår i hans bryst og danner en strøm mellem stenene på jorden. Den sårede stirrer stift op i himlen.

“Det er gået hårdt ud over dig, min dreng”, siger obersten stille.

Chamberlain ved, hvem manden er. For kort tid siden havde en pedantisk våbenmester degraderet ham på grund af en bagatel.

“Bare fortæl min mor, at jeg ikke døde som en kujon”, hvisker den unge mand.

“Du dør som sergent. Jeg forfremmer dig hermed for tro tjeneste og nobel dåd på slagmarken ved Gettysburg”, svarer Chamberlain. Den unge mand smiler og dør.

2. juli, kl. 19-20. Little Round Top

20. Maine-regiment angribes fortsat. En tredjedel af mændene er faldet, og ammunitionen stort set brugt op.

Soldaterne leder desperat efter patroner. I oppakning, på jorden og i de dødes lommer.

Fortvivlet ser Chamberlain rebellerne rykke frem til endnu et angreb. Denne gang vil de ikke blive mødt af dødbringende geværsalver. Denne gang vil det lykkes for dem, tænker han.

Chamberlain ved ikke, hvad han skal gøre. Han er ikke uddannet soldat. Han er retorikprofessor ved et universitet. Eller var – indtil krigen kom, de studerende blev indkaldt, og han selv fik udleveret en officersuniform.

Chamberlain tænker som en rasende, mens sydstatssoldaterne begynder at forcere skråningen. Mændene venter på hans ordre.

Han har ingen. Ud af øjenkrogen ser han et par uerfarne, unge soldater løfte deres geværer op over hovedet for at bruge kolberne som køller. Chamberlain får en bedre idé: “20. Maine!” brøler han, “Klar til modangreb! Bajonetter på!”

Soldaterne flokkes om ham. Der lyder faste klik af stål mod stål, og et nyt glimt viser sig i mændenes øjne. Der har altid været noget fortryllet over ordren “bajonetter på!” Den gør et eller andet ved soldater. Chamberlain husker at have læst om det.

“20. Maine! Fremad!” råber han, og en tæt masse af blå soldater kaster sig vildt brølende ned ad skråningen.

De grå stopper op og løfter deres geværer. En morderisk salve decimerer 20. Maine, men de overlevende ænser det ikke. I et raseri stærkere end døden stormer de ned mod fjenden med bajonetterne forrest.

De grå stivner i chok over de blå soldaters dødsforagt. Så vender de om og tumler ned ad skrænten.

Chamberlain og hans 20. Maine har klaret den. Sydstatshæren forsøger ikke flere angreb på Little Round Top.

2. juli, sen aften

Et krigsråd i general Meades hovedkvarter er netop afsluttet.

Månen lyser klart og spøgelsesagtigt over landskabet, da de ledende officerer siver ud fra det beskedne hvidmalede hus, der udgør general Meades hovedkvarter.

Da de sidste er ved at gå, griber Meade fat i ærmet på general John Gibbon, hvis tropper forsvarer centrum af nordstaternes linje på Cemetery Ridge.

“Hvis Lee angriber i morgen, bliver det på Deres front”, siger Meade lavmælt. Forbavset spørger Gibbon, hvordan Meade kan vide det.

”Fordi han har angrebet begge vores flanker uden held. Hvis han prøver igen, må det være i centrum”.

“Hvis han angriber, så slår vi ham”, siger Gibbon med fasthed i stemmen.

Inden længe står solen op. Slagets tredje og afgørende dag venter forude.

3. juli, tidlig morgen

Gårsdagens mislykkede angreb kostede dyrt, men general Lee har ikke givet op.

En tæt, grå morgendis hænger over slagmarken. Lee rider tankefuldt ved siden af generalløjtnant Longstreet, som tager ordet: “General, jeg har haft mine spejdere ude hele natten, og jeg tror, De stadig har en glimrende mulighed for at gå højre om Meades hær og få ham til at angribe os”.

Lee fejer ham af. Han knytter næven og retter den mod centrum af nordstatshærens linje ved Cemetery Ridge.

“Fjenden er dér. Og jeg vil angribe ham dér”, siger han fast.

Longstreet tager en dyb indånding. “General, jeg har været soldat hele mit liv”, siger han. “Jeg skulle vide så godt som nogen, hvad soldater kan og ikke kan. Jeg mener ikke, at nogen styrke på 15.000 mand vil kunne indtage den stilling”.

Lees ansigt er udtryksløst. Han svarer ikke Longstreet. Beslutningen er truffet.

3. juli kl. 13

Lee ønsker nordstaternes kanonbatterier ødelagt forud for det store angreb.

“Fald ned!” lyder ordren hos de blåklædte kanonbesætninger, da sydstatsartilleriets første massive salve kommer hvinende ind.

Granaterne slår ned, ammunitionskasser eksploderer i orangerøde glimt, kanonlavetter splintres, og mænd og heste flænses af sprængstykker.

Døden går på rov blandt de blåklædte, men de svarer hårdt igen og giver en prøve på deres industrielle overlegenhed. Når kanoner bliver ødelagt, trækkes nye frem. Nordstatsartilleriets kampkraft forbliver indtakt.

Ammunition er heller ikke noget problem. De har rigeligt. Det har sydstatsartilleriet ikke. De gråklædte artilleriofficerer er ved at blive betænkelige.

Bombardementet er slet ikke planlagt til at vare så længe, men de har ordre om at nedkæmpe fjendens artilleri og ser ikke anden løsning end at blive ved med at skyde.

Halve timer bliver til hele timer, mens kanonernes øredøvende bragen bliver ved og ved i krigens længste artilleriduel.

3. juli omkring kl. 15

Ni sydstatsbrigader med i alt 12.000 mand er stillet op til et angreb. Temperaturen er 33 grader i skyggen.

Sydstatsinfanteristerne ser hen over dalen. Nordstatshæren er opmarcheret bag et stendige på Cemetery Ridge. Mellem de to hære ligger halvanden kilometer åben mark.

Små, sorte strømme af støvblandet sved trækker striber ned over mændenes ansigter. Våben, bæltespænder og knapper lyner i den bagende sol.

Uroen breder sig i geledderne, da flere falder besvimet om, overmandet af hede og anspændelse. “Den stilling, den kan vi ikke indtage”, lyder en hviskende stemme.

3. juli omkring kl. 15

Generalmajor George E. Pickett skal lede sydstatshærens angreb. Med sig har han bl.a. brigadegeneral Lewis Armistead.

Armistead løfter sin kikkert og ser tværs over dalen. Hans ansigt er forpint.

Før borgerkrigen gjorde han tjeneste ved forsyningstropperne i Californien. Det samme gjorde hans nære ven Win Hancock. Borgerkrigen kom imellem dem, men lige før de skiltes med et varmt håndtryk, for at melde sig til hver sin hær, sagde Armistead:

“Må Gud slå mig død til jorden, hvis jeg nogensinde løfter en hånd imod dig i et slag”. Nu står general Win Hancock i blå uniform, lige ovre på den anden side af den solflimrende dal, parat til at tage imod hans angreb.

“Angrib fjenden, og tænk på vort gode, gamle Virginia”. Picketts stemme skærer igennem Armisteads minder. De grå geledder sætter sig i bevægelse.

3. juli lidt efter kl. 15

Brigadegeneral Ambrose Wright fra sydstatshæren står i reserve med sin infanteristyrke og er tilskuer til angrebet.

Stolt ser brigadegeneralen sine landsmænd marchere stædigt fremad trods den fjendtlige kanonild. Sydstaternes kanoner svarer bragende igen – indtil de pludselig tier.

Ambrose Wright griber fat i en mand og forhører sig om, hvad der sker. Ammunitionen er sluppet op. Sluppet op!?! En kold hånd griber Ambrose Wright om hjertet.

Angrebsstyrken, som kun er nået halvt over dalen, skulle have haft artilleristøtte hele vejen, men 120 sydstatskanoner peger tavst ud i luften, mens infanteristerne ubeskyttede går imod fjenden.

3. juli kl. 15-15.20

Generalmajor Picketts udvalgte brigader marcherer frem trods forfærdelige tab.

Samtlige nordstatskanoner skyder direkte på den tætte masse af fremrykkende gråklædte soldater. Eksploderende granater slår store huller i rækkerne.

Mænd falder overalt. Nogle sprænges i stykker og dør på stedet, andre opgiver livet langsomt og smertefuldt.

Mekanisk træder de endnu uskadte hen over de faldne. De forsøger af al magt ikke at se på de sårede, ikke at høre den hjerteskærende jamren, som stiger op omkring dem.

Sveden løber mændene ned i øjnene. Det er, som om den hede jord selv står i flammer.

Nordstatssoldaterne ved stendiget er endnu kun en utydelig blå masse. Fra deres geværer glimter salve efter salve. Men angrebet fortsætter. Fremad! Fremad!

3. juli kl. 15.20

De to hære tørner sammen i blodige nærkampe, mand mod mand.

De sidste skridt kræver al mændenes mod og viljestyrke. Så er de der. I et inferno af skud, råb og skrig brager sydstatsmændene ind i nordstaternes linje.

Våben affyreres på klos hold, bajonetter begraves i kød. Gennem larmen lyder sydstaternes kampråb, the rebel yell, højt og gennemtrængende: “Huuuu-iiiii! Huuuu – iiii!”

Grå soldater tumler over stendiget i symbolsk triumf over at gennemtrænge fjendens linje. Blandt dem er Armistead. Kort efter falder han bevidstløs sammen, dødeligt såret af to skud.

Brigadegeneralen forskånes for den bitre slutscene, hvor de sidste sydstatssoldater bliver dræbt eller trængt tilbage. Han ser aldrig den vilde flugt tilbage over den åbne mark.

Hans ven Win Hancock står mellem sine soldater og ser det hele. “Sært” er det ord, som melder sig i hans hjerne. “Sært”.

Natten mellem den 3. og 4. juli

Picketts angrebsstyrke har haft en tabsrate på over 50 pct., og Lee har tabt slaget.

Månens lys falder ubarmhjertigt klart over slagmarken. General Lee sidder sammensunken i sadlen og stirrer apatisk frem for sig i adskillige minutter. Slaget ved Gettysburg er tabt. Lees ledsager, general Imboden, rømmer sig.

“General, det har været en hård dag for Dem”, siger han.

“Ja, det har været en trist, trist dag for os”, svarer Lee stille.

Efter omkring et minut retter han sig op i sadlen og siger med en stemme, der dirrer af sindsbevægelse.

“Jeg har aldrig set tropper opføre sig mere storartet, end Picketts Virginia-division gjorde det i dag under deres store angreb på fjenden. Hvis de var blevet støttet, sådan som de skulle, kunne denne dag have tilhørt os”.

4 . juli om eftermiddagen

Sydstatshæren trækker sig tilbage med kurs mod det hjemlige Virginia.

Regnen falder uophørligt fra en blytung himmel. Vejen er et ælte, og soldaterne sjosker af sted i dybt mudder.

De er våde til skindet. Nogle af mændene er barfodede. De nåede aldrig at lede efter skotøjsfabrikken i Gettysburg.