Sydstaternes flåde udøver terror mod Nordstaterne

“Jeg er glad for at se Dem. De skal rejse til Europa. Hvornår kan De tage afsted?”

“Jeg kan rejse, så snart De forklarer mig, hvad jeg skal gøre”, svarer Bulloch med en rolig stemme.

Mallory forklarer, at situationen er alvorlig. Nordstaterne har blokeret Sydstaternes havne, og uden nye våbenleverancer og penge fra bomuldseksporten vil Konføderationen hurtigt gå til grunde.

Desværre ejer den nye stat ingen slagkraftig krigsflåde. Faktisk råder den kun over ét fartøj – en damper opkøbt fra et privat firma og udrustet som krigsskib.

Værfter har Syden heller ingen af.

Ministerens ordre til sin nye flådechef er derfor klar:

“Skaf os nogle krydsere så hurtigt som muligt, og send så meget krigsmateriel, som De kan. Det haster!”

Sydstatsagenter giver gode råd

Juni 1861: Bulloch er ankommet til Storbritannien sammen med sin hustru. Briterne forholder sig neu­­tralt i borgerkrigen – bl.a. fordi de har brug for bomuld fra Sydstaterne i den store tekstilindustri.

Da Bulloch træder ind på et anonymt kontor i London, bliver han budt velkommen med hjertelige håndtryk af sydstats­agenterne Ambrose Dudley Mann og William L. Yancey.

I de forløbne måneder har adskillige udsendte agenter fundet vej over Atlanten i håb om at påvirke briterne til at yde Konføderationen militær og politisk støtte.

Mann og Yancey hører til de mest fremtrædende.

De diplomatiske spilleregler er indviklede.

Bulloch forstår på de to agenter, at Nordstaternes præsident Lincoln med sin flåde­blokade af Sydens havne indirekte har anerkendt Sydstaterne som et krigsførende land – og ikke blot en forsamling oprørske stater.

Gråzonen giver Bulloch håb om, at han kan erhverve skibe til sin nye flåde.

“Vær lidt forsigtig”, lyder advarslen fra de to agenter, inden de dunker Bulloch opmuntrende i ryggen og sender ham afsted mod værftsbyen Liverpool.

Mann og Yancey ved begge, at Bulloch med sin mission allerede bevæger sig langt ud over lovens rammer.

Alt afhænger af englændernes vilje til at vende det blinde øje til Sydstaternes flådeoperation.

Handel kræver forbudt produktion

Juli 1861: I Liverpool erfarer Bulloch, at han gerne må bestille skibe, men ikke krigsfartøjer. Det forbud stopper ham på ingen måde.

Skibsværftet syder af travlhed.

Fra skorstenene over de mange værksteder, som er spredt rundtomkring på den enorme grund, vælter røgen op mod himlen, og pladsen genlyder af den konstante klang af hamre mod metal.

Bulloch passerer de fire store dokker ved Mersey-flodens bred.

Værftet Birkenhead Ironworks er kendt som Liverpools bedste.

Bulloch skal mødes med værftets ejer, John Laird, som er parlamentsmedlem og ofte taler Kon­fø­de­ra­tio­nens sag. Bulloch kan derfor forvente diskretion.

På værftets kontor underskriver Sydstaternes flådechef kontrakten på en krydser, der i værftets arkiver får nummeret 290.

Med et håndtryk og et “tak for handlen” forlader han tilfreds værftet – forsikret om, at det bestilte fartøj ikke vil blive registreret som et krigsskib.

Hemmelig smugleraktion sættes i værk

August 1861: Konføderationen mangler desperat våben. Mens Bulloch venter på sin krydser, sætter han sin næste mission i værk.

Bulloch følger nøje søfolkene, der fylder lastrummet på Bermuda – en 64 m lang damper med plads til 716 tons gods.

Fartøjet skal udgøre fortroppen og føre en stor ladning våben og ammunition frem til De Konfødererede Stater.

Tønderne i lasten indeholder krudt, og i kasser ligger der 25.550 rifler. For at undgå at vække opmærksomhed lastes skibet i West Hartlepool på den engelske nordøstkyst.

Bulloch er fulgt med for at overvåge arbejdet.

Den garvede flådeofficer er så optaget af aktiviteterne omkring skibet, at han slet ikke lægger mærke til, at en mand i den fjerne ende af dokken observerer ham, mens han ivrigt noterer sine iagttagelser på en medbragt blok.

Nordstaternes spioner går i aktion

Maj 1862: Bulloch er tilbage i Liverpool. Mens han var i Nordengland, har Nordstaternes konsul i havnebyen etableret et spionnetværk.

Som tidligere politibetjent nyder Matthew Maguire lokalbefolkningens tillid.

Da han på havnen indleder en snak med en sjakbajs (arbejdsformand), udvikler samtalen sig hurtigt i den retning, som Maguire har håbet på.

Værftet bygger et nyt og meget specielt skib, fortæller formanden.

Skroget er af det bedste engelske egetræ og med en dampmotor konstrueret helt i kobber og messing. Dækkene er forstærkede – et bemærkelsesværdigt træk for et almindeligt passager- eller fragtskib.

“Vi fik ordre til at bygge hende af de bedste materialer og på en måde, der gjorde hende så stærk som muligt. Og det gjorde vi. Ingen anden båd er bygget så godt og så stærkt som hende”, forsikrer formanden stolt Maguire.

Formanden har talt sig varm, og Maguire drister sig til at gå et skridt videre:

“Er skibet bygget til Sydstaterne?”

“Uden tvivl”, svarer formanden.

Spion overværer søsætningen

15. maj 1862: Bulloch har lagt mærke til, at han bliver skygget. Men søsætningen af sit nye pragtskib vil han for intet i verden gå glip af.

Fra et vindue i Birkenhead Ironworks’ kontorbygning be­trag­ter Bulloch “Nybygning 290’s” færd ned ad beddingen. Han ser det slanke skrog ramme vandet i et brus af skum, før det lægger sig til rette på Mersey-floden.

En flagren i udkanten af synsfeltet får Bulloch til at kigge ned. En kyse.

Hans hustru Harriott har i spændingen tabt den, og nu lander den på brostenene neden for kontorbygningen, hvor en skibsbygger samler den op.

En skikkelse fanger Bullochs opmærksomhed. Ikke langt fra skibsbyggeren med Harriotts kyse står den mand, som Bulloch så ofte har set.

Flådechefen ved, at manden hedder Matthew Maguire, og at han er spion for Nordstaterne. De to mænds blikke mødes et øjeblik, før Bulloch ser væk.

Bulloch får foruroligende nyt

26. juli 1862: Nordens spioner har rapporteret deres observationer til de britiske myndigheder, fordi de mener, at Bullochs nye skib er ulovligt.

Sydstaternes flådechef føler sig i stigende grad overvåget og utilpas på sit kontor, der ligger i en ejendom på adressen Rumford Place 10 i Liverpool – nær havnen.

Kontoret er ellers diskret indrettet med en ekstra dør, som fører direkte ud til husets bagside. På den måde kan gæster uset besøge bygningen.

Men trygheden er falsk, for Bulloch har en klar fornemmelse af, at de britiske myndigheder ved alt. Nu bliver hans værste anelser bekræftet.

Fra en sydstatsagent modtager han en chokerende besked: “Nybygning 290” skal være ude af britisk farvand inden for 48 timer, ellers vil myndighederne beslaglægge skibet.

Bulloch forlader sit kontor og haster mod værftet.

Sydstaternes skib undslipper briterne

28. juli 1862: “Nybygning 290” er gjort sejlklar, så skibet kan undslippe de britiske myndigheder.

Bulloch har forberedt afsejlingen i dybeste hemmelighed. Officielt forbereder han en festlig prøvesejlads, men få timer før afsejling trækker han diskret kaptajnen til side.

“Vi kommer ikke tilbage til Liverpool. Tag nogle ekstra tons kul ombord”, hvisker han lavmælt.

Om aftenen er Bulloch klar til at byde velkommen til de godt 40 sømænd, som har taget hyre på skibet.

Alle har de fået lov til at tage koner og kærester med, for illusionen om en afslappet testsejlads skal bevares.

Kvinderne er festklædte, og alle er i højt humør, da de tager plads på det flagsmykkede agterdæk. Skibet letter anker og står ud af havnen.

Unionens mand føler sig magtesløs

30. juli 1862, eftermiddag: Nordstaternes konsul Dudley er dybt frustreret over, at det britiske bureaukrati har ladet Bulloch sejle ud.

“Skibet har taget krudt ombord, og søfolkene har hejst seks kanoner ned i lasten”, læser Thomas Haines Dudley på den lap papir, han netop har modtaget på sit kontor.

Nordstaternes konsul i Liverpool forsøger at tage meldingen med ro, men irritationen bobler indvendigt.

Hans spioner har observeret sydstatsskibets bevægelser, lige siden fartøjet forlod havnen. Men briterne har intet foretaget sig.

Skibet har nu alle chancer for at slippe væk. Dudley tager en rask beslutning og skynder sig hen til toldhuset for at spørge, hvad der foregår.

Toldfunktionæren er tydeligt utilpas ved situationen og holder Dudley hen. Han bedyrer, at han “ikke har set noget, som giver anledning til yderligere handling”.

Kogende af raseri forlader Dudley kontoret.

Krigsskibet undslipper britisk farvand

30. juli 1862 kl. 19: Nordstaterne har sendt krigs­skibet USS Tuscarora ud for at lede efter Bulloch.

Fra sine spioner ved Bulloch, at han er jaget vildt. Fjenden regner med, at han straks sætter kurs mod Amerika, så derfor bliver Bulloch i første omgang i britisk farvand – nærmere bestemt ud for den walisiske kyst.

Her har skibet på behørig vis gennemført den bebudede prøvesejlads. Indtil nu har Bulloch opretholdt illusionen af, at det hele blot er en fornøjelig udflugt. Gæsterne er samlet i skibets hovedkahyt, hvor stewarden har pyntet festligt op, og rommen flyder i glassene.

Da maden er fortæret, kalder Bulloch søfolkene sammen på agterdækket. Skibet har “bestået sin prøve med udmærkelse”, erklærer flådechefen højtideligt.

Ejerne vil dog gerne spare tiden og udgifterne forbundet med at tage tilbage til Liverpool. Er søfolkene mon friske på en tur til Havana? De vil få en måneds betaling forud.

Mændene taler afdæmpet med deres koner. Tilbuddet er godt, og kun en håndfuld takker nej. De går kort efter fra borde sammen med koner og kærester.

Så snart de har forladt skibet, rigger søfolkene fartøjet til. Da klokken passerer midnat, og sommernattens bløde mørke sænker sig over bugten, letter skibet anker og sætter kurs mod Amerika. Fartøjet kan nu benytte sit rette navn – CSS Alabama.

Sydstaternes sørøvere plyndrer i Caribien

7. december 1862: Alabama har på Azorerne taget krudt og bevæbning ombord samt fået en ny kap­tajn – den erfarne flådeofficer Raphael Semmes.

CSS Alabama styrer gennem Windward Passage, det blot 80 km brede og stærkt trafikerede stræde mellem Cuba og Haiti.

Herigennem sejler skibe med varer fra New York til den amerikanske vestkyst – med stop ved Panama-landtangen, hvor varerne skal fragtes over land. Stedet er perfekt til et bagholdsangreb.

Da udkiggen på Alabama får øje på en stor hjuldamper, fyrer kaptajn Semmes straks op under kedlerne og optager forfølgelsen.

Hjuldamperens vældige skovlhjul pisker byger af skum op, men det tunge fartøj formår ikke at undslippe den hurtige krydser.

Alabama affyrer sine kanoner, så snart hjuldamperen er inden for skudvidde. En kanonkugle borer sig ind i hjuldamperens formast, som næsten bliver kløvet i to, men kuglen detonerer ikke.

Hjuldamperens kaptajn indser dog alvoren af situationen og beordrer maskinen stoppet og flaget strøget. Semmes giver sin næstkommanderende ordre til at borde skibet.

Hjuldamperen viser sig at være den amerikanske regerings postbåd Ariel, og i skibets last finder Semmes 10.000 dollars i kontanter – svarende til ca. 1,3 mio. nutidskroner.

Søslag ender i triumf

11. januar 1863: Forsøget på at stoppe Sydens skibsbyggeri i Storbritannien er slået fejl. Syd­staterne råder over flere hundrede skibe, og Nordstaterne koncentrerer sig om at blokere de vigtigste havne – deriblandt Galveston i Texas.

Natten er mørk og måneløs, da kaptajn Semmes på Alabama nærmer sig Galveston. I skæret fra stjernerne ser han omridset af en håndfuld krigsskibe, som bevogter havne­løbet.

Nu skal Alabama stå sin prøve i kamp med et skib af sin egen kaliber. Men først skal modstanderen lokkes ud på det åbne hav. Semmes sejler netop tæt nok på havnen til, at blokadeskibene får øje på ham.

I håb om at nord­stats­ski­be­ne tror, at han flygter, vender Semmes sit skib og står ud i Den Mexicanske Golf. Planen virker. Snart ligger USS Hatteras, en 1.126 tons kanonbåd, i Alabamas kølvand.

Kaptajnen på nordstatsskibet er så opsat på at fange fjenden, at han ikke ænser, at hans fartøj kommer langt væk fra de andre skibe, der trofast fortsætter med at vogte indsejlingen.

Omkring 32 km fra kysten vender Alabama omkring.

“Hvem der?” lyder det fra nordstatsskibet.

“Det er Hendes Britiske Majestæts damper Petrel”, råber kaptajn Semmes tilbage.

Svaret bliver fulgt af flere sekunders tavshed, inden kaptajnen på nordstatsskibet meddeler, at han sender nogle folk over i en båd.

“Det glæder mig”, råber Semmes tilbage, inden han hur­tigt vender sig om og giver ordre til at gøre kanonerne klar.

“Dette er De Konfødererede Staters damper Alabama!” brøler hans næstkommanderende få sekunder senere.

Den sidste del af sætningen drukner i det øresønder­rivende brag af en bredside. Ilden bliver straks besvaret, og kampen er i gang.

Få minutter senere får Hatteras slagside, og efter blot et kvarter er kanonbåden så ilde tilredt, at den synker.

Semmes beordrer Alabamas både sat i vandet for at redde den fjendtlige besætning.

Muldvarp afslører hemmeligt våben

Juli 1863: Nordstaterne har vundet afgørende sejre ved Gettysburg og Vicksburg, men den a­­me­ri­kan­ske borgerkrig er langtfra afgjort endnu.

George Chapman arbejder som skibsbygger på Birkenhead Ironworks i Liverpool. Men ud over sit almindelige job er han også spion for Nordstaterne.

Briten rapporterer flittigt alt, hvad han ser. Og det, han ikke ser med egne øjne, lirker han ud af sine arbejdskammerater.

En dag indleder Chapman en samtale med to bygningsmestre. De fortæller om et helt særligt skib, der netop er løbet af stablen.

Skibet ligner med sin slanke silhuet et almindeligt havgående fartøj. Men skroget er beklædt med tykke jernplader, og den nederste del af boven stikker – skarp som en ragekniv – frem under vandlinjen.

Midt på skibet er der gjort plads til et kanontårn – en installation, der tillader fartøj­et at affyre skud i alle retninger.

“Vi tøver ikke med at sige, at skibet er et iron-clad (panserskib, red.) af den mest frygtindgydende slags, og at fartøjet ikke kan være bygget med andet formål end krig”, betror den ene af de to bygningsmestre Chapman.

Spionen rapporterer sine observationer til Dudley.

Unionen og England på kanten af krig

5. september 1863 i London: Konsul Dudley har fortalt Charles Francis Adams, Nordstaternes ambassadør i London, at Sydstat­erne også er begyndt at bygge jernskibe i Liverpool.

Dudley fornemmer straks, at noget er helt galt, da han træder ind ad døren til Adams’ London-residens. Rastløs traver ambassadøren op og ned ad gulvet, mens han mumler om, at han “ikke ser noget alternativ til krig”.

Med sejren ved Gettysburg i juli fik Nordstaterne o­ver­ta­get i krigen, men hvis Syden får adgang til jernskibe, kan det vende op og ned på alting.

De pansrede fartøjer kan bombe og vædre sig gennem de nordlige storbyers havne og angribe metropoler som New York og Boston.

“Hundredvis af engelske dampere og andre fartøjer fragter ammunition og forsyninger til rebellernes hær. Og dertil kommer de krigsskibe, der allerede findes, eller som er ved at blive bygget. Sydstaterne har jo reelt et fi­nans­mi­ni­ste­ri­um, et flådeministerium og alt andet her. Det er næs­ten, som om krigen bliver ført af englændere her fra Eng­­land!” udbryder den tydeligt oprørte Adams.

Efter at have trukket vejret dybt fortsætter ambassadøren: “Regeringen (dvs. Nordstaterne, red.) har overvejet sagen, og det blev besluttet, at vi skrider til handling. Vi kan ikke tillade sagerne at udvikle sig yderligere nu”.

Dudley ser forskrækket på Adams, der straks synker hen i jammer ved udsigten til en krig mod Storbritannien:

“Den engelske flåde er stærkere end vores, og det er sandsynligt, at de vil besejre os på havet. Måske vil de ovenikøbet brænde nogle af byerne på østkysten ned”.

“Det er godt, at vores regering ikke kender omfanget af englændernes støtte til Syden...”, indskyder Dudley for at muntre Adams lidt op, men uden held.

“Vi kan jo altid marchere vores styrker ind i Canada, men tænk på omkostningerne – også i menneskeliv!” fort­sæt­ter Adams febrilsk uden at ænse Dudleys kommentar.

Ambassadørens dystre forestillinger bliver imidlertid afbrudt af lyden af dørklokken.

Et bud afleverer en besked: Den britiske regering har beslaglæggelse af skibene “under overvejelse”, lyder meddelelsen.

“De giver sig!” udbryder konsul Dudley ekstatisk.

“Det ser sådan ud”, konstaterer Adams lettet.

Briterne vender Syden ryggen

10. oktober 1863: For at undgå en krig mod Unionen beslutter briterne at beslaglægge Sydens jernskibe.

Regeringsembedsmændene går målrettet hen til kajen i Liverpool, hvor to jernskibe stikker dybt i vandet.

Med et stykke kridt tegner embedsmændene en bred pil på skibenes master – et tegn, som siden 1300-tallet har tjent som symbol på, at et skib eller en anden genstand tilhører den britiske krone.

Skibene skal herefter bevogtes dag og nat.

Nyheden når hurtigt til flådechef Bullochs kontor. Den driftige sydstatsmand ved, at det nu er slut med at omgå reglerne i Liverpool.

Sydens fremtidsudsigter er dystre.

Semmes må søge havn i Frankrig

11. juni 1864: Nordstatstropper er trængt dybt ind i Sydstaterne, og borgerkrigen synes afgjort.

Kaptajn Semmes inspicerer sit skib. Alabama er i en sørgelig forfatning. Plankerne slår revner, dækkene hæn­ger, kedlerne er ved at være ædt op af saltvand, og skrogets underside er tykt beklædt med tang og muslinger.

I en tid, hvor de færreste skibe kan holde sig flydende uden en gennemgribende reparation en gang om året, har Alabama næsten tilbragt 22 måneder i træk på søen.

Den franske havneby Cherbourg ved Den Engelske Ka­nal har dog indvilget i at give skibet midlertidigt husly. Lidt over middag lægger Alabama til kaj.

Alabama er fanget i Cherbourg

19. juni 1864: Frankrig forholder sig neutralt i borgerkrigen, men landet ønsker ikke at huse sydstatsskibet længere end højst nødvendigt.

De franske myndigheder informerer Semmes om, at han hurtigst muligt skal forlade havnen igen – en mulig døds­dom, ved kaptajnen, for ude på havet venter krigs­skibet USS Kear­sarge på ham.

Nordstats­skibet er hastet til få dage forinden for at gøre en ende på Alabama.

Franskmændene giver Semmes lov til at laste kul, inden han sejler ud. Han sender der­for en meddelelse til nordstatskaptajnen på USS Kearsarge:

“Hvis De giver mig tid til at laste kul, så vil jeg give Dem kamp”.

Kl. 6.10 fyrer han op under Alabamas kedler, og halvanden time efter er skibet ude på åbent vand.

De lokale stimler sammen

19. juni 1864 om for­mid­­­dagen: A­la­ba­mas togter har gjort skibet ver­dens­be­rømt, og kam­­pen mod Kear­sarge bliver et til­løbs­styk­ke. Og­­så Bulloch er i Frankrig.

“Køb en kikkert, køb en kik­­­kert!” hører Bulloch en sælger råbe et sted i menneskemængden.

Omkring 19.000 men­­nes­ker har fundet vej til højene om­­kring Cher­bourg. Mange er kom­met langvejs fra med den nyåbnede jern­bane, som forbinder havnebyen med Paris.

Snakken går livligt, og det samme gør salget af stole, teleskoper og teaterkikkerter. Nogle har gang i en anden slags forretning.

“Jeg vædder på, at Alabama vinder”, siger en mand.

“Kearsarge her”, siger en anden og betaler sin indsats.

Bulloch ænser knap, at folk omkring ham uden medføl­else vædder om hans skibs overlevelse og Sydstaternes fremtid. Hans tanker er hos Alabamas besætning.

Skibet synker ud for den franske kyst

19. juni 1864 kl. 11: Alabama slæber sig som en såret hval ud fra havnen. Her venter Kearsarge som en haj, der har lugtet blod i vandet.

Den dumpe lyd af kanonernes torden får Bulloch og de øvrige forsamlede til at rette deres opmærksomhed ud over havet.

Alabama har netop affyret en salve mod Kear­sarge på omkring halvanden kilometers afstand. Skuddene har ramt rigningen, kan Bulloch se.

Endnu en salve og derefter én til følger med forbløffende hast. Kearsarge svarer dog snart igen.

Nordstatsskibet sigter lavt, kuglerne farer over dækket og smadrer den forreste kanon. Mange må være døde nu, tænker Bulloch.

Kombattanterne har hidtil haft stævnen rettet mod hin­an­den under ildkampen, men nu begynder skibene at dreje rundt i et forsøg på at undgå, at kuglerne buldrer langs hele dækkets længde.

Imens driver de to fartøjer tættere på hinanden, indtil afstanden blot er en halv kilometer. Men kampen er ulige. Alabamas bug er dækket af tang og alger, der gør skibet lang­somt.

En fuldtræffer med en 100-punds kanonkugle i masten – et skud, som normalt ville være katastrofalt – gør ingen skade, da kuglen ikke eksploderer.

Flere af skibets kugler er nemlig ubrugelige pga. fugt efter lang tid på søen.

Flere skud preller desuden af på Kearsarge. Skibet er be­klædt med en form for brynje – et tæppe af jernringe fra an­ker­kæ­der, der hænger langs skibets sider.

Da en kugle rammer Alabama under vandlinjen, ved Bulloch, hvor det bærer hen.

Skibet tager vand ind og begynder at synke.

Kl. 13, to timer efter kampens begyndelse, skim­ter han kun masterne af det, som engang var syd­stats­flå­dens stolthed. Sydstaternes søkrig er tabt.

Efterskrift

Borgerkrigen sluttede den 9. april 1865. Det sids­te sydstatsskib, CSS Shenandoah, overgav sig dog først den 6. november 1865 – i Liverpool.

Skibet havde befundet sig på havet og havde ikke hørt om krigens afslutning.

Kaptajn Raphael Semmes blev reddet af en privat britisk yacht og sejlet til England, efter at Alabama var gået ned.

Sydstaternes flådechef, Bulloch, blev efter krigen i Liverpool, hvor han levede godt af at importere bomuld.

Kon­sul Thomas Haines Dudley vendte derimod hjem til USA, hvor han arbejdede som advokat.

Han blev en varm fortaler for høje toldmure – især over for Storbritannien, hvis støtte til syden han aldrig for alvor tilgav.

Kampen for at holde Sydstaternes havne lukkede optog 700 krigsskibe og kostede Nordstaterne ca. 75 mia. nutidskroner.

I alt 5.389 gange slap skibe gennem blokaden.