1. MAGTSKIFTE
Ved 2. verdenskrigs slutning overtog Harry S. Truman rollen som Vestens leder. Her ses han med Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, i 1945.
Krigen gjorde USA til Vestens leder
Mens 2. verdenskrig efterlod et sønderskudt og fattigt Europa, trivedes USA. Den amerikanske hjemmefront var intakt, og krigens våbenproduktion havde ført til en hastig vækst i industri og økonomi.
I løbet af krigen steg industriproduktionen med hele 96 pct., og i 1945 producerede USA mere end halvdelen af alle verdens industriprodukter.
Krigen ændrede samtidig USA’s syn på forholdet til Europa. Mens amerikanerne før helst blandede sig uden om europæernes indre anliggender, anså USA nu en styrket rolle i Europa for både nødvendig og ønskelig.
Mens Tyskland lå i ruiner, og Det Britiske Imperium gik i opløsning, påtog USA sig derfor rollen som det samlede Vestens ubestridte leder.
Læs mere om, hvordan 2. verdenskrig gjorde USA til Vestens ledende nation, her.
2. CIVIL GENOPBYGNING
En reklame for Marshall-planen fra 1950 understreger velfærd og produktivitet som programmets mål.
USA gav ingen hjælp til våben
Efter 2. verdenskrig var USA parat til at afsætte store summer for at få Europa på fode igen.
Målet var at skabe stabile – og amerikanskvenlige – demokratier med stærke økonomier, så landene kunne handle fredeligt med hinanden og aftage varer fra USA’s bugnende industri.
Samtidig ønskede USA at forhindre Europas lande i igen at blive militære stormagter. Finansminister Henry Morgenthau foreslog endog at afvikle hele den tyske industri, så landet fremover skulle være et landbrugsland.
Så vidt kom det ikke. Men de 13,3 mia. dollars (1.168 mia. i nutidskroner), som i årene tilflød Europa gennem hjælpepakken Marshall-planen, gik udelukkende til civile formål.
Resultatet var, at Europa fik en stærk økonomi baseret på handel med USA, men forsvaret blev aldrig lige så stærkt som tidligere. Landene måtte derfor fortsat støtte sig op ad USA.
Læs mere om Marshall-planens betydning for USA’s lederskab her.
3. LAVE BUDGETTER
Den amerikanske præsident, Harry S. Truman, underskriver Atlantpagten den 24. august 1949 omgivet af repræsentanter fra medlemslandene.
Europæerne holdt på pengene
Det anspændte forhold mellem USA og USSR fik i 1949 USA, Canada og 10 europæiske lande til at indgå forsvarsalliancen NATO.
Da det kommunistiske Nordkorea i juni 1950 invaderede det USA-venlige Sydkorea, så amerikanerne det som et yderligere bevis på den internationale kommunismes fremmarch.
USA skiftede derfor fokus fra økonomisk udvikling til militær genopbygning i Europa. Med et stærkt forsvar kunne Europa udgøre et bolværk imod kommunismen, håbede amerikanerne.
Men europæerne havde vænnet sig til, at USA betalte, og modsatte sig øgede forsvarsbudgetter.
Europas bidrag til NATO har siden forholdsmæssigt ligget meget lavt sammenlignet med USA. Uden et stærkt forsvar forblev de europæiske lande afhængige af USA’s militær.
Læs mere om udviklingen i NATO-landenes forsvarsbidrag gennem tiden her.
4. PACIFISME
Tyske studerende protesterer i 1968 mod USA’s verdensomspændende militær-engagement.
Pascifisme nedbrød forsvarsviljen
Frygten for atomkrig førte i 1960’erne til stærke pacifistiske bevægelser i Europa. I bl.a. Norge og Danmark gennemførte fredsbevægelser marcher for nedrustning af våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.
Modstanden mod USA’s krig i Vietnam blev i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne en del af ungdomsoprøret.
Modstanden gav sig udtryk i omfattende marcher og demonstrationer; fx samlede et protestmøde i Londons Hyde Park i 1983 omkring 300.000 mennesker.
Den folkelige bevægelse gav sig også udtryk i politikken, hvor mange pacifistiske partier blev valgt ind i de enkelte landes parlamenter. Dette førte til lavere europæiske forsvarsbudgetter, alt imens de amerikanske budgetter steg og steg.
Læs mere om fredsbevægelserne i England og i resten af Europa her.
5. VÅBENIMPORT
Tyskland valgte i 1958 den amerikanske F-104 “Starfighter” som sit vigtigste kampfly. Her ses tyske piloter under træning i USA.
Europa blev afhængig af USA’s våben
Handel med krigsmateriel var en indbringende forretning under den kolde krig.
Salg af fx krigsfly og -skibe til USA’s allierede og partnernationer indbragte igennem 1960’erne USA gennemsnitligt 2 mia. årligt med Tyskland, Storbritannien og Japan som de største kunder.
Blandt de amerikanske våbeneksportører var flyfirmaet Lockheed. Firmaet kunne i 1966 notere sig en profit på ikke mindre end 58,9 mio. dollars – ca. 3.814 mio. i nutidskroner.
Virksomhederne gennemførte intens lobbyvirksomhed for at øge eksporten.
Men også regeringen havde interesse i indtjeningen og opmuntrede derfor de europæiske lande økonomisk og politisk til at købe amerikansk.
Våbenkøbene var lette for de europæiske lande, men bremsede også skabelsen af en individuel våbenindustri og fastholdt dermed landene i et militært afhængighedsforhold til USA.
Læs mere om den amerikanske våbenindustri her.