6 grunde til at den kolde krig aldrig blev varm

Snart var store dele af verden delt mellem kapitalistiske og kommunistiske lande.

I mere end 40 år herskede en kold krig mellem de to supermagter, som var præget af en enorm militæroprustning. De to parter kæmpede indædt om at blive verdens ledende magt, men på trods af mange nervepirrende øjeblikke blev den kolde krig heldigvis aldrig varm.

Her er seks grunde til hvorfor:

Atomvåben holdt krigen fra døren

Da Sovjetunionen i 1949 prøvesprængte sin første atombombe, var USA’s atommonopol brudt, og truslen om en atomkrig lurede. Den amerikanske løsning blev udviklingen af “massiv gengældelse”-doktrinen.

Den foreskrev, at et sovjetisk angreb ville medføre et endnu større mod­­­angreb. For­målet var at sikre, at en storkrig ikke var i ­nogens interesse, da den ville medføre så voldsomme ødelæggelser, at ingen af part­erne havde mulighed for at overleve.

Cubakrisen manede til besindelse

I oktober 1962 opstillede Sovjetunionen missiler på Cuba, der kunne ramme USA. Missilerne blev til sidst trukket tilbage efter en ophedet debat, men verden havde aldrig været tættere på en atomkrig.

Derfor indførtes en række teknologiske og diplomatiske tiltag, så situationen ikke kunne opstå igen. Der blev bl.a. etableret en direkte telefonlinje mellem Washington og Moskva, og landene begyndte at omgås hinanden med større forsigtighed.

LÆS OGSÅ: Cubakrisen – 13 dage på randen af atomkrig

Verden ønskede fred og ikke krig

Den konstante trussel om krig førte til en modbevægelse, der kæmpede for fred og afspænding mellem de to supermagter. Hundredvis af anti-krigsbevægelser blev oprettet og nåede deres højdepunkt i 1968, hvor massedemonstrationer med flere hundredtusind deltagere stærkt kritiserede USA’s krigshandlinger i Vietnam.

Især hippiebevægelsen, som også blev dyrket af mange af tidens store kunst­nere, var en stærk fortaler for fred og spredte sig til hele den vestlige verden. Fredsbevægelsernes ihærdige arbejde sikrede, at folkestemningen konsekvent var imod nye krige.

Forsvarsalliancer holdt stormagterne i skak

Forsvarsalliancerne NATO og Warszawa-pagten, mellem henholdsvis de vestlige og de ­kommunistiske lande, omfattede de fleste lande i Europa.

Alliancerne sørgede for, at ethvert angreb på et medlemsland ville føre til en storkrig, som ingen af parterne ønskede. Derfor afholdt supermagterne sig fra at angribe hinanden direkte.

Ingen var villig til at trykke på “knappen”

Krigen var tæt på at komme flere gange, men blev afværget, da de ansvarlige for affyringen af atombomberne ikke ville trykke på knappen. En af de gange var den 26. september 1983, hvor alarmerne pludselig ­blinkede i en russisk militærbunker.

Her bedømte den ansvarlige oberstløjtnant Stanislav Petrov med is i maven, at der måtte være tale om falsk alarm. Beslutningen reddede verden fra en atomkrig.

Mange år senere udtalte Petrov: “Jeg var overbevist om, at amerikanerne var et krigerisk folkefærd, men ikke et selvmorderisk. Jeg husker, at jeg tænkte: Så stor en idiot er ikke født endnu, end ikke i USA”.

Krigen blev varm i den tredje verden

Selvom krigen aldrig brød ud i hverken USA, Europa eller Sovjetunionen, så var det langtfra tilfældet alle steder. Statskup, der ofte var hemmeligt støttet af enten USA eller Sovjetunionen, blev gennemført i mange lande, bl.a. Chile og Libanon.

Samtidig fik lokale krige militæropbakning fra den ene eller den anden blok. Den mest omfangsrige var vietnamkrigen, hvor amerikanske soldater i 14 år kæmpede mod nordvietnamesiske soldater, som var støttet af våben, udstyr og træning fra Sovjetunionen.

Krigene i den tredje verden fortsatte igennem hele den kolde krig, hvor de fungerede som både militære og ideologiske styrkeprøver mellem verdens to supermagter, så længe en direkte krig ikke var en mulighed.