Atomby under Indlandsisen skulle afgøre Den Kolde Krig

Thulebasen var startskuddet

Allerede under 2. verdenskrig spillede Grønland en vigtig rolle for USA, der anlagde 14 militære vejrstationer langs de grønlandske kyster og udstationerede 6.000 mand til at betjene dem.

Efter krigen fik russerne hurtigt atomvåben, som med lethed kunne nå Vest­europa, mens amerikanerne ikke havde mulighed for at ramme Sovjet.

Derfor ville USA gerne øge sin tilstedeværelse på Grønland. En stor base her skulle udgøre krumtappen i USA’s oversøiske forsvar.

Efter en del tovtrækkeri indgik Danmark og USA i 1951 en forsvarsaftale, som gav amerikanerne adgang til Grøn­land, imod at de til gengæld anerkendte Danmarks suverænitet over øen.

Amerikanerne gik hurtigt i gang og anlagde Thulebasen samme år. Basen husede flere tusind soldater og blev udrustet med bl.a. antiluftskyts, men det vigtigste var dens geografiske placering.

Thule var det ­perfekte sted for USA’s strategiske bombefly at mellemlande, da de ikke kunne nå frem til sovjetisk territorium på én enkelt optankning.

Anlæggelsen af Thulebasen gjorde Grønland til en frontlinje i Den Kolde Krig, og tilladelsen til at etablere den havde ikke været let at give for de danske myndigheder.

De var nødt til at balancere mellem partnerskabet med USA og forsigtighed over for Sovjet, der lå ganske tæt på de danske kyster. Byggeriet af Thulebasen gik da heller ikke ubemærket hen hos russerne.

Den 28. marts 1957 modtog den danske statsminister, H.C. Hansen, brev fra den sovjetiske ministerpræsident, Nikolaj Bulganin, der i dystre vendinger slog fast:

“De moderne våbens ødelæggelseskraft er så betydelig, at det for lande med territorium af størrelse som Danmark i tilfælde af en atomkrig ville være ensbetydende med selvmord, hvis der var givet fremmede stater mulighed for oprettelse af baser”.

Danmark – en lus mellem to negle

Samme år henvendte den amerikanske ambassadør sig til den danske stats­minister og spurgte, om de danske myndigheder ville underrettes om, hvad amerikanerne oplagrede på Thulebasen.

Endnu en gang var den danske regering sat i et storpolitisk dilemma.

Der var ingen tvivl om, hvilke former for materiale amerikanerne havde planer om at placere på basen, og den officielle danske holdning var klar: Under ingen omstæn­digheder måtte atomvåben placeres på dansk grund i fredstid.

Denne politik havde stor opbak­ning i befolkning­en, hvor der herskede en massiv modstand mod atomvåben.

Desuden kunne Sovjetunionen opfatte atomvåben på Grønland som en åbenlys provokation – og i værste fald en trussel.

Men det var samtidig særdeles svært for lille Danmark at sige nej til stormagten USA, som havde gjort atomvåben til en integreret del af sin egen udenrigs­politik og af NATO-samarbejdet, som Danmark deltog i.

Dansk udenrigspolitik stod på en knivsæg, og H.C. Hansen at svare med den bevidst vage formulering: “Jeg mener ikke, at Deres bemærkning giver anledning til kommentarer fra min side”.

Dermed accepterede han stiltiende, at det danske atomforbehold blev brudt. Hverken regeringen eller folketings­medlemmerne i det udenrigspolitiske udvalg blev orienteret.

H.C. Hansens brev var alt, ameri­kanerne behøvede. De sendte straks de første atomvåben til Thule.

Og kort efter gik de i gang med forberedelserne til næste skridt – kaldet Camp Century – et omfattende byggeprojekt, der skulle placeres under Indlandsisen 220 km øst for Thulebasen og officielt være en militær forskningsstation.

Efter mødet med ambassadør Val Peterson, hvor udenrigsminister Jens Otto Krag første gang hørte om Camp Cen­tury, indkaldte han til flere krise­møder i sit ministerium.

Her blev panik­ken dog efterhånden afløst af lettelse, for der var faktisk ingen beviser for, at atom­reaktoren skulle bruges til andet end videnskabelige formål.

På den baggrund vurderede mi­ni­ste­riet, at der ikke var udsigt til atomvåben på dansk grund, og at det danske atomforbehold ikke blev brudt.

Dermed behøvede de danske myndigheder ikke at foretage sig yderligere; de overlod Camp Century til amerikanerne.

Men den såkaldte forskningsstation var blot et skalkeskjul for det egentlige projekt – “Project Iceworm”.

Hærens hemmelige atomprojekt

Projektet skulle omfatte 4.000 km jernbanetunneller under Indlandsisen, hvor tog transporterede 600 atommissiler rundt mellem et utal af affyringssteder.

På den måde ville fjenden umuligt kunne lokalisere og uskadeliggøre missilerne, der hele tiden skiftede affyringssted og altid var skjult under isen.

Men projektet havde også et andet formål – isormen skulle bringe den amerikanske hær ind i atomalderen!

Hærens soldater havde udført utallige heltemodige bedrifter under 2. verdenskrig, men nu tydede alt på, at fremtidens krige ville blive udkæmpet med atom­våben.

Som en konsekvens havde præsident Eisenhower i 1953 indført “New Look”-strategien, som betød, at USA ville besvare ethvert angreb med atomvåben.

Den nye strategi havde fuldkommen ændret strukturen i det amerikanske militær, der nu blev anført af luftvåbnet, som havde det primære ansvar for de amerikanske atomvåben.

Også flåden havde sikret sig atomvåben med udviklingen af våbensystemet Polaris, som kunne affyre atommissiler fra ned­dykkede ubåde.

Hæren, derimod, havde fået sine bevillinger halveret, og en tredjedel af personellet var blevet afskediget.

Den amerikanske hær havde altså et desperat behov for at vise sin relevans i den nye atomvirkelighed – og løsningen skulle være “Project Iceworm”.

Dog var det vigtigt, at “Project Iceworm” forblev en hemmelighed – både af sikkerhedshensyn og pga. den stærke danske modstand imod atom­våben.

For at skjule det gigantiske ­an­lægs­ar­bej­de under isen blev forskningsstationen Camp Century derfor ­anlagt som facade.

Hårde betingelser for byggeriet

Ingen havde nogensinde forsøgt at drive en underjordisk forskningsstation under arktiske forhold.

Planen var at anlægge en hel by under isen, men i første omgang knoklede de amerikanske ingeniører og bygningsarbejdere i et år for bare at færdiggøre første del af basen.

En arbejdsdag kunne vare 14 timer, og betingelserne var ­eks­­treme: Bitter kulde og vold­­som­me storme hærgede om vinteren, og man­­ge af ­arbejderne led af hoved­pine – særligt dem, der sov tæt på atom­reaktoren.

Til trods for alle problemerne fortsatte anlæggelsen ufortrø­dent, og da Camp Century var ved at stå færdig i oktober 1960, blev anlægget præsenteret som et storstilet forsknings­projekt.

Så kunne prisen retfærdig­gøres og hæren understrege, at basen ikke en optrapning af Den Kolde Krig, men blot skulle beskæftige sig med klimaforskning.

Dette fromme budskab blev bl.a. spredt gennem to unge spejdere – danske Søren Gregersen og amerikanske Kent Goering – som interesserede sig for naturvidenskab og havde ansøgt om at komme med til Camp Century.

Under et stort pressemøde i USA præsenteredes de to heldige drenge, der skulle på deres livs eventyr i Arktis.

Som en del af deres ophold havde drengene forpligtet sig til at skrive artikler til aviserne derhjemme, så deres landsmænd kunne følge med i deres oplevelser i det kolde nord.

Søren Gregersen var meget spændt, da han ankom til Camp Century den 22. oktober 1960.

Alting var nyt og spændende, og han kunne sende begejstrede beretninger hjem til dagbladet Politiken og de danske læsere, der lærte ham at kende som “Søren Spejder”.

Basen blev brugt til propaganda

Bortset fra Søren Gregersens artikler i Politiken var der dog ikke meget at læse om Camp Century i aviserne.

De danske myndigheder var bekymrede for ­negative reaktioner på basens atom­reaktor og den militære aktivitet på basen.

Der var endda indført presse­censur, der betød, at stats­li­ge censorer kunne gennemlæse og anbefale ændringer i enhver publikation om de amerikanske militære installationer og aktiviteterne på Grønland.

Censuren ­sikrede, at danskernes viden om Camp Century holdt sig på et minimum. I USA var mediernes dækning af Camp Century ganske anderledes.

Her herskede der ingen større atomskepsis, og den a­me­ri­kan­ske hær bød enhver journalist velkommen på basen.

Journal­isterne kom på rundtur i anlægget og blev sat grundigt ind i det videnskabelige arbejde, der blev udført. Mange amerikanske medier rapporterede om det utrolige projekt, der udfoldede sig.

Netop mediedækningen var altafgørende for hæren, som i denne tid forsøgte at retfærdiggøre sin eksistens. Også hæren selv dokumenterede skabel­sen af Camp Century ­på film.

Optagelserne fra dengang viser militærkøretøjer, der kæmper sig gennem islandskabet, “som var det i det vilde vesten”.

Hærens “modige, udhold­ende og gudfrygtige” mænd vil gå til verdens barskeste egne for at beskytte Amerika, som speakeren veloplagt beretter.

Da stjerne-journalisten Walter Cronkite i sin udsendelse “City Under the Ice” (Byen under isen) fra 1961 kunne berette, at den amerikanske hær nu havde besejret “en af klodens sidste frontiers”, var millioner af amerikanske seere overbeviste om det stærke tekno­logiske fundament, deres forsvar stod på.

Men ingen af optagelserne viste sand­he­den om de hemmelige atomvåben i tunnellerne – eller at det gigantiske pro­jekt var stødt på en alvorlig forhindring.

Spejder finder mystisk tunnel

Et par uger efter sin ankomst til Camp Century blev Søren Gregersen sat til at hjælpe med opmålingen af en tunnel.

Samme aften beskrev han i sin dagbog, hvordan “tunnellens sider kommer ind, gulvet kommer op, og loftet kommer ned”, og at basens ledelse hver uge målte, hvor meget tunnellen skrumpede.

Selvom Grønlands iskappe på over­fladen havde virket hård og ubevægelig, måtte den amerikanske hær sande, at isen rører på sig.

Den er i langsom, men konstant bevægelse, hvilket fik tunnel­lernes vægge til at skride sammen og lofterne til at kollapse.

Hærens ingeniører kunne ikke regne ud, hvordan de skulle undgå de konstante forskydninger i isen, der mindre end et år efter basens etablering truede dens eksistens.

For Søren, der ofte gik på opdagelse i tunnellerne, gav forskyd­ningerne ikke anledning til bekymring. “Alle ved det”, konstaterede han blot i sin dagbog.

Han havde lov til at bevæge sig frit rundt og udnyttede muligheden til fulde, da basens ledelse ofte havde svært ved at finde opgaver til de to spejdere.

Under en af sine udflugter på egen hånd opdagede Søren en lang tunnel, der var gravet et stykke fra Camp Centurys øvrige tunnelsystem.

Togskinner førte ind i tunnellen, og han iagttog, hvordan en vogn blev trukket frem og tilbage, nogle gange hurtigt, andre gange langsomt, med og uden last. Det var, som om forskerne testede noget.

Søren kunne ikke se, hvor den lange tunnel endte, og tænkte, at den måske førte hele vejen under isen til byerne i Sydgrønland.

Han fik dog ikke tid til at undersøge sagen nærmere, for kort tid efter – den 22. marts 1961 – forlod han og Kent Goering Camp Century.

Hvis den unge spejder havde været mere nysgerrig, havde han opdaget, at togvognen ikke fragtede mennesker under isen.

Tunnellen var den første i “Project Iceworm”, som hverken journalister eller mange af de udstationerede i Camp Century anede eksistensen af, men tunnellen skulle vise sig at blive den eneste del af det enorme projekt, der blev færdig.

Kennedy aflivede isormen

Da Søren Gregersen vendte hjem til Dan­mark, var stemningen over for hærens projekt på Grønland ved at vende i USA.

John F. Kennedy havde afløst Eisenhower, og den nye præsident havde en helt anden opfattelse af, hvor­dan den kommunistiske trussel skulle håndteres.

“New Look”-strategien blev skrottet, i stedet skulle Sovjetunionen bekæmpes med diplomatiske, politiske og økonomiske tiltag, mens USA som ud­gangs­punkt ville forsvare sig med konventionelle våben.

Kennedy iværksatte også en under­søgelse af de tre missilprogrammer: Flådens Polaris, luftvåbnets Minuteman og hærens Iceworm.

Undersøgelsen kon­klu­de­re­de, at selvom “Project Ice­worm” havde et stort potentiale, rum­mede projektet også problemer.

Et af de største ville opstå, når projektet blev kendt i offentligheden og muligvis ville “mobilisere alle de neutralistiske og pacifistiske holdninger, som ligger latent i Danmark og det øvrige Skandinavien”, som det hed i undersøgelsen.

Herefter besluttede Kennedy-administrationen at satse på Polaris og Minuteman, mens “Project Iceworm” blev op­gi­vet i 1963.

Den gradvise nedlukning af Camp Cen­tu­ry begyndte. Det var for længst blevet tydeligt, at der var utallige u­for­ud­se­te problemer ved at bygge en base under isen.

Temperaturen i tunnellerne skulle fx holdes på mindst 30 minusgrader, men det blev sværere og sværere, fordi det varme vand i baderummene opvarmede hele basen.

Året før var fire tunneller blevet re­stau­re­ret, hvilket alene havde kostet 20.000 mandetimer. Nu havde de re­ste­ren­de 17 brug for en lignende omgang.

Desuden var der fare for, at loftet i re­ak­tor­rum­met ville kollapse. Derfor blev a­tom­re­ak­to­ren slukket, og i 1964 blev den fjernet helt fra basen.

Begejstringen for projektet var også brændt helt ud i den amerikanske hær. Camp Century fortsatte som en som­merbase for klimaforskere indtil 1966, hvor de sidste amerikanere forlod den.

På dette tidspunkt var Jens Otto Krag gået fra udenrigsminister til statsminister, men på trods af sine betænkeligheder ved amerikanernes aktivitet på Grønland gik han ikke mere ind i sagen.

Den danske regering anede intet om basens virkelige, dødbringende formål, før hemmelige dokumenter om projektet blev gravet frem 30 år senere.