Atomby under Indlandsisen skulle afgøre Den Kolde Krig

I 1959 byggede den amerikanske hær forskningsstationen Camp Century i den grønlandske indlandsis, men basen var i virkeligheden et skalkeskjul for det tophemmelige “Project Iceworm”, som skulle udslette Sovjetunionen.

I 1959 byggede den amerikanske hær forskningsstationen Camp Century i den grønlandske indlandsis, men basen var i virkeligheden et skalkeskjul for det tophemmelige “Project Iceworm”, som skulle udslette Sovjetunionen.

Pictorial Parade/Getty Images

Om aftenen den 18. august 1959 har den danske udenrigsminister, Jens Otto Krag, en samtale, der får det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.

Det fine cocktail­party i København er ellers forløbet fuldstændig, som Krag er vant til: Der er drinks i glassene, musikken fylder rummet, og højtstående diplomater fra ind- og udland konverserer med hinanden.

Men aftenen tager en drejning, da den amerikanske ambassadør i Danmark, Val Peterson, henvender sig til Krag.

Ambassadøren forklarer, at ambassaden har mistet kontrollen med etableringen af den atomdrevne militære forsknings­station på Grønland.

De amerikanske myndigheder har ventet længe på en dansk tilladelse til byggeriet, siger han, men de har stadig ikke fået svar. Nu er tålmodigheden brugt op, og amerika­nerne er gået i gang uden tilladelsen.

“Det er jo en forfærdelig fadæse”, erkender Peterson og spørger, om Krag kan gøre noget, så tilladelsen fra den danske regering kan komme hurtigt i hus, så der er orden i sagerne.

Men Jens Otto Krag kender intet til en atomdrevet base på Grønland.

Til gengæld ved han alt om danskernes skepsis over for atomkraft og om det danske atomforbehold – en internationalt anerkendt politik, som understreger, at der ikke må placeres atomvåben på dansk grund i fredstid.

Krag ved også, hvor farligt det vil være, hvis den danske offentlighed finder ud af, at der er placeret en atomreaktor på Grønland. Det kan antænde en debat, der kan blive en bombe under befolkningens tillid til staten.

Udenrigsministeren forsøger at holde gode miner til slet spil, men samtalen gør ham nervøs og forvirret. Og han kender ikke engang til det fulde omfang af amerikanernes idé.

Bag ønsket om at etablere forskningsstationen Camp ­Century gemmer der sig nemlig en hemmelig og meget større plan: Indlandsisen skal gennemhulles som en gigantisk ost og fyldes med atomvåben.

Thulebasen var startskuddet

Allerede under 2. verdenskrig spillede Grønland en vigtig rolle for USA, der anlagde 14 militære vejrstationer langs de grønlandske kyster og udstationerede 6.000 mand til at betjene dem.

Efter krigen fik russerne hurtigt atomvåben, som med lethed kunne nå Vest­europa, mens amerikanerne ikke havde mulighed for at ramme Sovjet.

Derfor ville USA gerne øge sin tilstedeværelse på Grønland. En stor base her skulle udgøre krumtappen i USA’s oversøiske forsvar.

Efter en del tovtrækkeri indgik Danmark og USA i 1951 en forsvarsaftale, som gav amerikanerne adgang til Grøn­land, imod at de til gengæld anerkendte Danmarks suverænitet over øen.

“Jeg mener ikke, at Deres bemærkning giver anledning til kommentarer fra min side”. Statsminister H.C. Hansens vage formulering, som indirekte tillod USA sende atomvåben til Grønland.

Amerikanerne gik hurtigt i gang og anlagde Thulebasen samme år. Basen husede flere tusind soldater og blev udrustet med bl.a. antiluftskyts, men det vigtigste var dens geografiske placering.

Thule var det ­perfekte sted for USA’s strategiske bombefly at mellemlande, da de ikke kunne nå frem til sovjetisk territorium på én enkelt optankning.

Anlæggelsen af Thulebasen gjorde Grønland til en frontlinje i Den Kolde Krig, og tilladelsen til at etablere den havde ikke været let at give for de danske myndigheder.

De var nødt til at balancere mellem partnerskabet med USA og forsigtighed over for Sovjet, der lå ganske tæt på de danske kyster. Byggeriet af Thulebasen gik da heller ikke ubemærket hen hos russerne.

Den 28. marts 1957 modtog den danske statsminister, H.C. Hansen, brev fra den sovjetiske ministerpræsident, Nikolaj Bulganin, der i dystre vendinger slog fast:

“De moderne våbens ødelæggelseskraft er så betydelig, at det for lande med territorium af størrelse som Danmark i tilfælde af en atomkrig ville være ensbetydende med selvmord, hvis der var givet fremmede stater mulighed for oprettelse af baser”.

Grønlænderne blev ikke spurgt til råds, da USA forsøgte at købe øen af Danmark.

© Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

USA ville købe Grønland efter krigen

100 millioner dollars – det var summen, USA var villig til at betale for Grønland i 1947.

Umiddelbart virkede tilbuddet logisk, for USA havde allerede militærbaser og flere tusind mand udstationeret på øen efter aftale med den danske diplomat i USA Henrik von Kauffmann.

Under besættelsen, i 1941, havde Kaufmann uden at spørge den danske regering givet amerikanerne adgang til den danske koloni.

Prisen var god – og fire gange højere end USA’s samlede Marshallhjælp til Danmark – men tilbuddet blev afslået.

“Selvom vi skylder Amerika meget, føler jeg ikke, at vi skylder dem hele Grønland”, udtalte udenrigs­minister Gustav Rasmussen.

Danmarks historiske tilknytning til Grønland var for stærk, lød forklaringen. I 1953 overgik Grønland fra at være en koloni til et dansk amt.

Danmark – en lus mellem to negle

Samme år henvendte den amerikanske ambassadør sig til den danske stats­minister og spurgte, om de danske myndigheder ville underrettes om, hvad amerikanerne oplagrede på Thulebasen.

Endnu en gang var den danske regering sat i et storpolitisk dilemma.

Der var ingen tvivl om, hvilke former for materiale amerikanerne havde planer om at placere på basen, og den officielle danske holdning var klar: Under ingen omstæn­digheder måtte atomvåben placeres på dansk grund i fredstid.

Statsminister H.C. Hansen gav indirekte amerikanerne frit spil på Grønland.

© United Press International/Ritzau Scanpix

Denne politik havde stor opbak­ning i befolkning­en, hvor der herskede en massiv modstand mod atomvåben.

Desuden kunne Sovjetunionen opfatte atomvåben på Grønland som en åbenlys provokation – og i værste fald en trussel.

Men det var samtidig særdeles svært for lille Danmark at sige nej til stormagten USA, som havde gjort atomvåben til en integreret del af sin egen udenrigs­politik og af NATO-samarbejdet, som Danmark deltog i.

Dansk udenrigspolitik stod på en knivsæg, og H.C. Hansen at svare med den bevidst vage formulering: “Jeg mener ikke, at Deres bemærkning giver anledning til kommentarer fra min side”.

Dermed accepterede han stiltiende, at det danske atomforbehold blev brudt. Hverken regeringen eller folketings­medlemmerne i det udenrigspolitiske udvalg blev orienteret.

H.C. Hansens brev var alt, ameri­kanerne behøvede. De sendte straks de første atomvåben til Thule.

Og kort efter gik de i gang med forberedelserne til næste skridt – kaldet Camp Century – et omfattende byggeprojekt, der skulle placeres under Indlandsisen 220 km øst for Thulebasen og officielt være en militær forskningsstation.

© Shutterstock

Indlandsisen skulle være atomkrigens frontlinje

Med sit perfekte geografiske udgangspunkt for en atomkrig mod Sovjetunionen skulle Grønland danne rammen om den amerikanske hærs hidtil mest ambitiøse og revolutionerende atomprojekt: “Project Iceworm” (Projekt Isorm).

Gennem tusindvis af tunneller under Indlandsisen skulle mandskab og atommissiler være i konstant bevægelse – som orme i tunneller inde i den tykke iskappe.

Der var ingen grænser for den amerikanske hærs ambitioner: “Project Iceworm” skulle dække 250.000 km² af Grønland og have 600 atommissiler klar til affyring fra 2.100 affyringsramper.

Driften af den enorme base ville kræve 11.000 mand, der alle skulle indkvarteres under isen.

Via jernbanespor i de lange tunneller på kryds og tværs skulle atommissilerne cirkulere mellem affyringssiloerne, så fjenden umuligt kunne lokalisere dem.

Oppe på isoverfladen skulle der anlægges flere flyvepladser, hvor fly udstyret med ski i stedet for hjul kunne lande.

Hæren havde også planer om at ombygge luftvåbnets landbaserede atommissil, “Minuteman”, til en udgave med et dobbelt så kraftigt sprænghoved, som passende fik navnet “Iceman”.

Ifølge beregningerne ville “Project Iceworm” koste 2,4 milliarder dollars at anlægge (ca. 132 milliarder kr. i dag) og herefter 400 millioner i årlig drift.

Projektet blev iværksat i dybeste hemmelighed, og på trods af at det skulle fyldes med militærfolk og atomvåben, blev den danske regering aldrig underrettet.

Efter mødet med ambassadør Val Peterson, hvor udenrigsminister Jens Otto Krag første gang hørte om Camp Cen­tury, indkaldte han til flere krise­møder i sit ministerium.

Her blev panik­ken dog efterhånden afløst af lettelse, for der var faktisk ingen beviser for, at atom­reaktoren skulle bruges til andet end videnskabelige formål.

På den baggrund vurderede mi­ni­ste­riet, at der ikke var udsigt til atomvåben på dansk grund, og at det danske atomforbehold ikke blev brudt.

Dermed behøvede de danske myndigheder ikke at foretage sig yderligere; de overlod Camp Century til amerikanerne.

Men den såkaldte forskningsstation var blot et skalkeskjul for det egentlige projekt – “Project Iceworm”.

Hærens hemmelige atomprojekt

Projektet skulle omfatte 4.000 km jernbanetunneller under Indlandsisen, hvor tog transporterede 600 atommissiler rundt mellem et utal af affyringssteder.

På den måde ville fjenden umuligt kunne lokalisere og uskadeliggøre missilerne, der hele tiden skiftede affyringssted og altid var skjult under isen.

Men projektet havde også et andet formål – isormen skulle bringe den amerikanske hær ind i atomalderen!

Hærens soldater havde udført utallige heltemodige bedrifter under 2. verdenskrig, men nu tydede alt på, at fremtidens krige ville blive udkæmpet med atom­våben.

Som en konsekvens havde præsident Eisenhower i 1953 indført “New Look”-strategien, som betød, at USA ville besvare ethvert angreb med atomvåben.

“En af klodens sidste frontiers” Stjernejournalisten Walter Cronkite om det amerikanske byggeri på Grønland.

Den nye strategi havde fuldkommen ændret strukturen i det amerikanske militær, der nu blev anført af luftvåbnet, som havde det primære ansvar for de amerikanske atomvåben.

Også flåden havde sikret sig atomvåben med udviklingen af våbensystemet Polaris, som kunne affyre atommissiler fra ned­dykkede ubåde.

Hæren, derimod, havde fået sine bevillinger halveret, og en tredjedel af personellet var blevet afskediget.

Den amerikanske hær havde altså et desperat behov for at vise sin relevans i den nye atomvirkelighed – og løsningen skulle være “Project Iceworm”.

Dog var det vigtigt, at “Project Iceworm” forblev en hemmelighed – både af sikkerhedshensyn og pga. den stærke danske modstand imod atom­våben.

For at skjule det gigantiske ­an­lægs­ar­bej­de under isen blev forskningsstationen Camp Century derfor ­anlagt som facade.

Hårde betingelser for byggeriet

Ingen havde nogensinde forsøgt at drive en underjordisk forskningsstation under arktiske forhold.

Planen var at anlægge en hel by under isen, men i første omgang knoklede de amerikanske ingeniører og bygningsarbejdere i et år for bare at færdiggøre første del af basen.

En arbejdsdag kunne vare 14 timer, og betingelserne var ­eks­­treme: Bitter kulde og vold­­som­me storme hærgede om vinteren, og man­­ge af ­arbejderne led af hoved­pine – særligt dem, der sov tæt på atom­reaktoren.

Til trods for alle problemerne fortsatte anlæggelsen ufortrø­dent, og da Camp Century var ved at stå færdig i oktober 1960, blev anlægget præsenteret som et storstilet forsknings­projekt.

Så kunne prisen retfærdig­gøres og hæren understrege, at basen ikke en optrapning af Den Kolde Krig, men blot skulle beskæftige sig med klimaforskning.

Dette fromme budskab blev bl.a. spredt gennem to unge spejdere – danske Søren Gregersen og amerikanske Kent Goering – som interesserede sig for naturvidenskab og havde ansøgt om at komme med til Camp Century.

Søren Gregersen var fuld af ­forventning, da han kom til Camp Century, men han begyndte hurtigt at kede sig.

© Erik Gleie/Ritzau Scanpix

Under et stort pressemøde i USA præsenteredes de to heldige drenge, der skulle på deres livs eventyr i Arktis.

Som en del af deres ophold havde drengene forpligtet sig til at skrive artikler til aviserne derhjemme, så deres landsmænd kunne følge med i deres oplevelser i det kolde nord.

Søren Gregersen var meget spændt, da han ankom til Camp Century den 22. oktober 1960.

Alting var nyt og spændende, og han kunne sende begejstrede beretninger hjem til dagbladet Politiken og de danske læsere, der lærte ham at kende som “Søren Spejder”.

Basen blev brugt til propaganda

Bortset fra Søren Gregersens artikler i Politiken var der dog ikke meget at læse om Camp Century i aviserne.

De danske myndigheder var bekymrede for ­negative reaktioner på basens atom­reaktor og den militære aktivitet på basen.

Der var endda indført presse­censur, der betød, at stats­li­ge censorer kunne gennemlæse og anbefale ændringer i enhver publikation om de amerikanske militære installationer og aktiviteterne på Grønland.

Censuren ­sikrede, at danskernes viden om Camp Century holdt sig på et minimum. I USA var mediernes dækning af Camp Century ganske anderledes.

Her herskede der ingen større atomskepsis, og den a­me­ri­kan­ske hær bød enhver journalist velkommen på basen.

Journal­isterne kom på rundtur i anlægget og blev sat grundigt ind i det videnskabelige arbejde, der blev udført. Mange amerikanske medier rapporterede om det utrolige projekt, der udfoldede sig.

Netop mediedækningen var altafgørende for hæren, som i denne tid forsøgte at retfærdiggøre sin eksistens. Også hæren selv dokumenterede skabel­sen af Camp Century ­på film.

Optagelserne fra dengang viser militærkøretøjer, der kæmper sig gennem islandskabet, “som var det i det vilde vesten”.

Hærens “modige, udhold­ende og gudfrygtige” mænd vil gå til verdens barskeste egne for at beskytte Amerika, som speakeren veloplagt beretter.

Da stjerne-journalisten Walter Cronkite i sin udsendelse “City Under the Ice” (Byen under isen) fra 1961 kunne berette, at den amerikanske hær nu havde besejret “en af klodens sidste frontiers”, var millioner af amerikanske seere overbeviste om det stærke tekno­logiske fundament, deres forsvar stod på.

Men ingen af optagelserne viste sand­he­den om de hemmelige atomvåben i tunnellerne – eller at det gigantiske pro­jekt var stødt på en alvorlig forhindring.

I 1966 hentede forskere på Camp Century som de første nogensinde en iskerne op nede fra bunden af Indlandsisen i 1.390 meters dybde.

© ERDC Cold Regions Research and Engineering Laboratory, U.S. Army

Spejder finder mystisk tunnel

Et par uger efter sin ankomst til Camp Century blev Søren Gregersen sat til at hjælpe med opmålingen af en tunnel.

Samme aften beskrev han i sin dagbog, hvordan “tunnellens sider kommer ind, gulvet kommer op, og loftet kommer ned”, og at basens ledelse hver uge målte, hvor meget tunnellen skrumpede.

Selvom Grønlands iskappe på over­fladen havde virket hård og ubevægelig, måtte den amerikanske hær sande, at isen rører på sig.

Den er i langsom, men konstant bevægelse, hvilket fik tunnel­lernes vægge til at skride sammen og lofterne til at kollapse.

Hærens ingeniører kunne ikke regne ud, hvordan de skulle undgå de konstante forskydninger i isen, der mindre end et år efter basens etablering truede dens eksistens.

For Søren, der ofte gik på opdagelse i tunnellerne, gav forskyd­ningerne ikke anledning til bekymring. “Alle ved det”, konstaterede han blot i sin dagbog.

Han havde lov til at bevæge sig frit rundt og udnyttede muligheden til fulde, da basens ledelse ofte havde svært ved at finde opgaver til de to spejdere.

Ud over iskerneboringer blev der også foretaget en del militærforskning på basen, bl.a. hvordan ekstrem kulde og sne påvirker soldater.

© PJF Military Collection/Imageselect

Under en af sine udflugter på egen hånd opdagede Søren en lang tunnel, der var gravet et stykke fra Camp Centurys øvrige tunnelsystem.

Togskinner førte ind i tunnellen, og han iagttog, hvordan en vogn blev trukket frem og tilbage, nogle gange hurtigt, andre gange langsomt, med og uden last. Det var, som om forskerne testede noget.

Søren kunne ikke se, hvor den lange tunnel endte, og tænkte, at den måske førte hele vejen under isen til byerne i Sydgrønland.

Han fik dog ikke tid til at undersøge sagen nærmere, for kort tid efter – den 22. marts 1961 – forlod han og Kent Goering Camp Century.

Hvis den unge spejder havde været mere nysgerrig, havde han opdaget, at togvognen ikke fragtede mennesker under isen.

Tunnellen var den første i “Project Iceworm”, som hverken journalister eller mange af de udstationerede i Camp Century anede eksistensen af, men tunnellen skulle vise sig at blive den eneste del af det enorme projekt, der blev færdig.

Noget af affaldet er allerede ­smeltet frem fra Camp Century.

© John Mcconnico/Ritzau Scanpix

Klimakatastrofe ulmer i Indlandsisen

Amerikanerne efterlod stort set alt, da de opgav Camp Century. Klima-forandringer betyder, at deres ­radioaktive affald smelter frem af isen.

Ovenfra er der intet andet at se end is og sne, så langt øjet rækker. Men neden under 60 års snefald ligger Camp Century, nøjagtig som amerikanerne forlod den, da de opgav projektet i det nordøstlige Grønland i 1966.

Det eneste, amerikanerne tog med sig, var atomreaktoren – derudover gjorde de ingenting for at rydde op. De gik ud fra, at sne og is ville beskytte lejrens atomaffald “i al evighed”.

Men i løbet af de sidste 10 år er der gennemsnitligt forsvundet 254 milliarder tons is og sne fra den grønlandske iskappe som følge af klimaforandringerne, og hvis de fortsætter med uformindsket styrke, regner eksperter med, at hele Camp Century vil komme op til overfladen i løbet af dette århundrede.

Eksperter anslår, at Camp Century gemmer på 9.000 tons affald såsom byggematerialer og jernbaneskinner.

Værre er de mange tons svært kemisk og biologisk affald: Ud over 24 millioner liter ubehandlet spildevand anslås det, at basens ruiner gemmer på mere end 200.000 liter dieselolie og radioaktivt forurenet vand samt en væsentlig mængde af giften PCB.

Affaldet er en trussel mod det sårbare miljø, da det kan blande sig med smeltevand fra Indlandsisen og ende i havet.

I 2017 indførtes der permanent overvågning af området omkring Camp Century af det selvstændige danske forskningsinstitut GEUS, mens hverken USA eller Danmark har taget ansvar for den ­kommende oprydningsopgave.

Kennedy aflivede isormen

Da Søren Gregersen vendte hjem til Dan­mark, var stemningen over for hærens projekt på Grønland ved at vende i USA.

John F. Kennedy havde afløst Eisenhower, og den nye præsident havde en helt anden opfattelse af, hvor­dan den kommunistiske trussel skulle håndteres.

“New Look”-strategien blev skrottet, i stedet skulle Sovjetunionen bekæmpes med diplomatiske, politiske og økonomiske tiltag, mens USA som ud­gangs­punkt ville forsvare sig med konventionelle våben.

Kennedy iværksatte også en under­søgelse af de tre missilprogrammer: Flådens Polaris, luftvåbnets Minuteman og hærens Iceworm.

Undersøgelsen kon­klu­de­re­de, at selvom “Project Ice­worm” havde et stort potentiale, rum­mede projektet også problemer.

Et af de største ville opstå, når projektet blev kendt i offentligheden og muligvis ville “mobilisere alle de neutralistiske og pacifistiske holdninger, som ligger latent i Danmark og det øvrige Skandinavien”, som det hed i undersøgelsen.

Herefter besluttede Kennedy-administrationen at satse på Polaris og Minuteman, mens “Project Iceworm” blev op­gi­vet i 1963.

Atomreaktorens kerne bestod af 32 uranstave, som blev pakket ud og rengjort i hånden uden beskyttelsestøj.

© W. ROBERT MOORE

Den gradvise nedlukning af Camp Cen­tu­ry begyndte. Det var for længst blevet tydeligt, at der var utallige u­for­ud­se­te problemer ved at bygge en base under isen.

Temperaturen i tunnellerne skulle fx holdes på mindst 30 minusgrader, men det blev sværere og sværere, fordi det varme vand i baderummene opvarmede hele basen.

Året før var fire tunneller blevet re­stau­re­ret, hvilket alene havde kostet 20.000 mandetimer. Nu havde de re­ste­ren­de 17 brug for en lignende omgang.

Desuden var der fare for, at loftet i re­ak­tor­rum­met ville kollapse. Derfor blev a­tom­re­ak­to­ren slukket, og i 1964 blev den fjernet helt fra basen.

Begejstringen for projektet var også brændt helt ud i den amerikanske hær. Camp Century fortsatte som en som­merbase for klimaforskere indtil 1966, hvor de sidste amerikanere forlod den.

På dette tidspunkt var Jens Otto Krag gået fra udenrigsminister til statsminister, men på trods af sine betænkeligheder ved amerikanernes aktivitet på Grønland gik han ikke mere ind i sagen.

Den danske regering anede intet om basens virkelige, dødbringende formål, før hemmelige dokumenter om projektet blev gravet frem 30 år senere.