Atomkrigen truer: Sovjetisk ubåd i skærgården

En sovjetisk ubåd sejler i 1981 på grund i den svenske skærgård. Moskva afviser enhver anklage om spionage – og forbereder samtidig at udløse ragnarok med atomvåben.

En sovjetisk ubåd sejler i 1981 på grund i den svenske skærgård. Moskva afviser enhver anklage om spionage – og forbereder samtidig at udløse ragnarok med atomvåben.

Torbjörn Andersson/TT/Ritzau Scanpix

Gåsebugten i Blekinges skærgård ligger indhyllet i tæt tåge om morgenen den 28. oktober 1981. Fiskeren Bertil Sturkman er ude i sin lille båd for at se til de kroge, han har sat dagen før.

Gennem tågen aner Sturkman pludselig omridset af en genstand, som han aldrig har set før. Han slipper sine kroge for at sejle nærmere mod Torumskær, et fladt klipperev i bugten.

“En højrisikabel beslutning”. Vasilij Besedin om, at kaptajnen på U-137 sejlede videre med ødelagte radioantenner.

Lamslået stirrer Sturkman ind i den mælkehvide tåge: Det er en ubåd! Halvdelen af forskibet ligger oppe på klippen. Sturkman kan se omridset af mennesker i ubådstårnet – og de ser ham. En mand vifter heftigt med armene, og Sturkman forstår, at han skal forsvinde.

Fiskeren vender sin båd og sejler tilbage til bryggen på Sturkö. Her fortæller han en kollega, hvad han har set. Sammen kontakter de ved 10-tiden det svenske militær.

En veteran sendes på mission

Den 76 m lange kolos på Torumskær er U-137, en sovjetisk ubåd. Seks uger tidligere – den 16. september – er fartøjet sejlet ud fra den sovjetiske østersøflådes base i Baltijsk, Kaliningrad. Øverstbefalende ombord er orlogskaptajn Anatolij Gusjtjin, en ung ubådskaptajn i den sovjetiske ubådsbrigade med en pletfri karriere.

Hans næstkommanderende er den politiske officer Vasilij Besedin, som ved fartøjets neddykning i Gdanskbugten kl. 20.15 moskvatid i sin dagbog noterer:

“Til søs minder lyden fra en arbejdende dieselmotor om en hønes højlydte kaglen”.

Den 24 år gamle ubåd er lidt af et teknologisk oldtidslevn. Ikke desto mindre skal den patruljere i området ved Bornholm frem til den 5. november.

Den 17. september ankommer U-137 til sin destination. “Alt roligt”, noterer Besedin 40 m under havoverfladen øst for Bornholm.

Ubåd

I 1982 fandtes der blot 60 whisky-klasse-ubåde i den sovjetiske flåde, hvoraf kun 45 var i aktiv tjeneste.

© Marinmuseum/digitaltmuseum.se

U-137 var en udslidt skrammelpotte

Med U-137’s grundstødning blev sovjetmagten klædt af til skindet, for den forældede ubåd røbede for verden, at russerne tøffede rundt med gammelt, udtjent materiel.

Den sovjetiske ubåd, der strandede i den svenske skærgård, tilhørte whisky-klassen, som var en konventionel bådtype med torpedoer. Teknisk set var den en videreudvikling af en tysk ubådstype fra 2. verdenskrig, der i sin tid havde været meget avanceret, men i begyndelsen af 1980’erne var skrotmoden.

I årene 1951 til 1957 byggede Sovjet 215 ubåde af whisky-klassen på et værft i Leningrad, hvoraf U-137 var den sidste. Den 76 m lange ubåd med en op til 60 mand stor besætning havde dermed 24 år på bagen i 1981.

Skroget var inddelt i syv sektioner – med torpedorum forrest og bagerst med seks torpedorør i alt. I midter-sektionen lå kommandocentralen med instrumenter til neddykning og opstigning, hydrofon, gyrokompas samt et våbenlager.

Whiskyerne var udrustet med såvel diesel- som elmotorer, og ubådene kunne gå ned i 125 m’s dybde, men måtte stige op til overfladen hvert tredje døgn for at lade elmotorens batterier op.

For de 56 mand ombord er døgnet inddelt i vagt og pause. Nat og dag findes ikke. Den 2. oktober har ubåden luret i det bornholmske farvand i mere end to uger, da en fiskekutter intetanende kommer i nærkontakt med sovjet-fartøjet, og en wire fra et trawl får fat i ubådens tårn. Russerne kommer fri uden at trække trawleren ned, men det står klart, at navigationsantennerne er gået i stykker.

Ubåden søger havn i polske Świnoujście, hvor mandskabet må konstatere, at antennerne ikke umiddelbart kan repareres. Dermed står Gusjtjin i et dilemma.

Inden afsejlingen er ubåden blevet udstyret med et andet navigationssystem – kaldet Decca – som i teorien bør kunne bruges til at navigere med, men mandskabet har ikke gjort brug af systemet før. Efter megen tøven beslutter kaptajn Gusjtjin til sidst at fortsætte missionen – fast besluttet på, at hans fine karriere ikke skal skændes af et tilfældigt uheld.

“En højrisikabel beslutning”, noterer den politiske officer Besedin i sin dagbog.

Siden 1400-tallet er de to nordiske magter utallige gange tørnet sammen i kampen om territorium og lederskab i Østersøregionen. Som resultat er det svenske rige skrumpet ind.

Gammelt kort
© www.npm.ac.uk

1495 – eksplosion skræmmer

Zar Ivan 3. belejrede dette år den svenske rigsforstander Stures fæstning i Vyborg. Stures slotsforvalter satte ild til byens forråd af krudt, og ifølge svenske krøniker skræmte eksplosionen “livet af moskovitterne”, som opgav belejringen.

Ivan den Grusomme
© Tretyakov Gallery

1558 – lejesoldater sejrer

Ønsket om adgang til Østersøen drev Ivan den Grusomme til at invadere området Livland i Baltikum. I 1581 erobrede svenske lejesoldater imidlertid den vigtige by Narva, hvorefter Ivan blev tvunget til at slutte fred.

Krig, Peter den Store
© Hermitage Museum

1709 – nederlag koster dyrt

Under Den Store Nordiske Krig brød Peter den Store den svenske dominans i Østersøområdet. Ved Poltava i Ukraine slog han Karl 12.s invasionshær og krævede efterfølgende store territorieafståelser fra Sverige.

Søslag, krig
© Carl Gustaf Gillberg

1808 – Finland må opgives

Alexander 1. angreb den finske del af Sverige for at flytte den russiske grænse vestpå. Sverige måtte ved krigsafslutningen året efter afstå Finland samt dele af Lapland, og svenskerne udgjorde herefter ingen trussel for Rusland.

Ubåden støder på grund

Russerne stævner den 17. oktober igen ud i Østersøen med kurs mod Bornholm. Da ubåden nærmer sig den danske ø, modtager de ifølge Besedin et telegram om, at NATO har igangsat en øvelse i området. Kaptajn Gusjtjin beslutter at sejle længere nordpå for at undgå at blive opdaget.

Fartøjet lægger Bornholm bag sig, og alt forløber roligt – lige indtil den 27. oktober, hvor Besedin vågner brat af sin søvn. Motorerne er stille, og ubåden har bundkontakt, kan han mærke. Han haster mod kommandorummet, hvor overløjtnant Persjin forklarer:

“Vi har lagt os på bunden. Stabschefens ordre”.

Besedin undrer sig – ifølge hans egen dagbog, som han udgiver i 2009. Ubåden skal holde sig 10-15 m over havbunden, alt andet kan være farligt pga. risikoen for at ramme dybhavsminer.

Imens er stabschef Avrukjevitj – der ikke stoler på Decca-systemet – i færd med at forsøge at fastslå ubådens position. Det gør han ved omstændeligt at sammenligne dybden, fartøjet befinder sig på, med dybdeangivelserne på sine medbragte søkort. Om eftermiddagen samme dag sejler fartøjet ind i svensk territorialfarvand.

“Hold grænsen!” Statsminister Thorbjörn Fälldin.

Om natten går U-137 op til overfladen, hvor tågen ligger tykt. Fartøjets batterier skal lades op – det sørger skibets dieselmotor for – og mandskabet får en mundfuld frisk luft. Imens driver ubåden langsomt fremad. Oppe i tårnet står Besedin og ryger, da ubåden med stor kraft bliver løftet i vejret.

Alle i tårnet slynges med stor kraft frem, og fartøjet standser abrupt. Hele skroget vibrerer, og kaptajn Gusjtjin brøler i samtalemikrofonen:

“Stop maskinen!”

Så giver han ordre om at slå bak. Men ubåden rører sig ikke ud af flækken.

Hele natten forsøger U-137 at komme fri, men kl. 6 om morgenen den 28. oktober må kaptajnen give op. Med rystende hænder hiver Gusjtjin sin sidste cigaret frem – en hel pakke har han røget denne nat. Så tilkalder han radiotelegrafisten og giver med hjertet i halsen den sovjetiske østersøflådes hovedkvarter besked.

Kort over Østersøen, Bornholm, Sverige

1) Bornholm, 2) Christiansø, 3) Karlskrona, 4) Gåsefjorden

Ubåden løb på et klippeskær i skærgården ca. 10 km sydøst for Karlskrona.

© Shutterstock

Svenskerne når frem

Få timer senere er svenskerne også informeret – selvom ledelsen på orlogsbasen i Karlskrona i begyndelsen tror, at fiskeren i telefonen må være fuld. Nok ligger Gåsebugten blot 10 km fra basen, men en strandet sovjetisk ubåd lyder som en ordentlig brændevinsbrandert.

Men på den anden side har svenskerne i årevis mistænkt sovjetiske ubåde for at spionere i landets farvande. Chefen for Søbevogtningscentralen, Lars Hellstedt, tager sammen med stabschef Karl Andersson afsted på patruljebåden Smyge – og ved Torumskær ser de beviset foran sig som en strandet hval i den vinterkolde skærgård.

De to mænd sejler helt tæt på. Andersson springer over på ubåden og klatrer op i tårnet, hvor fire personer befinder sig.

Da en sovjetisk ubåd gik på grund i svensk farvand i 1981, udløste uheldet en højspændt diplomatisk krise.

© Torbjörn Andersson/TT/Ritzau Scanpix

På sit spørgsmål om, hvorvidt nogen ombord taler engelsk, får han intet svar. Han forsøger i stedet med tysk, et sprog, stabschef Avrukjevitj taler gebrokkent.

Andersson vil vide, hvordan ubåden er havnet her. Russeren peger på en antenne, som er slemt bøjet: “Kaput”.

Avrukjevitj vil gerne kende ubådens nøjagtige position, og nede fra fartøjets indre dukker en matros op med et detaljeret søkort over Blekingeskærgården.

Stabschefen skælder ud på russisk, og matrosen forsvinder ned og vender tilbage med et oversigtskort over den sydlige Østersø, hvor russerne skal forestille at have tabt orienteringen.

Mand i lille robåd

Mange ubåde er undsluppet svenskerne gennem årene, så interessen for den grundstødte U-137 var stor i 1981 – også blandt lokalbefolkningen.

© Pressens Bild/NTB/Ritzau Scanpix

Sverige jagter hemmelige spioner

I 1980’erne var nyheder om uidentificerede undervandsfartøjer i den svenske skærgård nærmest hverdagskost. Igen og igen måtte svenskerne jage fredsforstyrrerne væk.

1980 – ubådskrisen ved Utö

En slæbebåd observerer et ubådstårn i Stockholms skærgård, og helikoptere jager fartøjet i ugevis – uden resultat.

1982 – bomber kastes i dybet

I Hårsbugten har svensk militær etableret et netværk af hydrofoner, som i september opfanger lyden af en fremmed ubåd. Trods dybvandsbomber, undervandsminer og forsøg på at spærre bugten af undslipper fartøjet.

1986 – køretøj på havbunden

Ved Gotland observeres en maskine, der kører ned i vandet. En undersøgelse af havbunden afslører spor efter larvefødder.

1988 – torpedoer rammer ikke

Sonarer ud for Oxelösund syd for Stockholm opfanger lyde, der er karakteristiske for en ubåds ventilation. Et svensk skib affyrer torpedoer, men rammer intet.

2014 – højspændt ubådsjagt

Langt inde i Stockholms skærgård opfanges der krypterede transmissioner på en nødfrekvens, der benyttes af russiske enheder. Øjenvidner styrker mistanken om en ubåd, men efter en uges resultatløst dybvandsbombardement indstilles jagten.

Krigsskibe nærmer sig

Mens Andersson og Avrukjevitj kigger på søkortet, modtager svensk militærs øverstbefalende, Lennart Ljung, i Stockholm kl. 11.30 et telegram med den chokerende melding – en sovjetisk ubåd står på grund i Karlskrona skærgård.

Den systematiske Ljung ringer straks kabinetsekretæren i det svenske udenrigsministerium op. Derefter telefonerer han til statsminister Thorbjörn Fälldin. Diplomatiet sætter i gang.

Efter flere opkald kommer Sovjets ambassadør i Sverige, Mikhail Jakovlev, til det svenske udenrigsministerium, hvor han modtager en formel svensk protestnote. Jakovlev lover at viderebringe beskeden, men understreger, at han personligt er overbevist om, at der er sket en teknisk fejl.

Et par timer senere vender han tilbage med Sovjetunionens officielle svar: Fejl på ubådens navigationsudrustning er årsagen til den uheldige krænkelse af svensk territorialfarvand.

En lidet overbevisende forklaring i svenske øjne, for U-137 har ikke sejlet fem-syv sømil forkert, men imponerende 57 sømil ind bag Sveriges territorialgrænse.

Russere på ubåd

Med løftede hænder poserede Vasilij Besedin for de svenske fotografer i ubådens tårn.

© Str Scanpix Sverige/TT/Ritzau Scanpix

Svenskerne er foruroligede. Samme morgen er flere slagkraftige sovjetiske krigsskibe samt et par bugser-fartøjer sejlet ud fra flådebasen i Baltijsk, og skibene har kurs direkte mod Karlskrona. Hvis de når frem, inden det svenske forsvar kommer i omdrejninger, vil den sovjetiske styrke i princippet kunne sejle direkte ind i skærgården og hale deres ubåd med hjem igen.

To overvågningsfly går derfor på vingerne fra flystationen i Norrköping, og om aftenen den 28. oktober kan piloterne meddele, at den sovjetiske konvoj befinder sig præcis ved territorialgrænsen. Fire kampfly gøres med det samme klar til indsats.

Ved daggry den 29. oktober går flyene i luften. Hensigten er at afskrække, og i morgenlyset er de fire maskiner tydelige på himlen. De svenske piloter konstaterer, at den sovjetiske konvojs position er uændret. Piloterne holder derfor på ammunitionen, og svenskerne fremsætter i stedet et krav om at afhøre ubådskaptajnen og undersøge U-137.

Atomeksplosion truer

Den indespærrede ubådsbesætning modtager den 29. oktober kl. 17.20 moskvatid et kodet telegram fra marinebasen i Baltijsk. Beskeden er klar. Forsøger svenskerne at bemægtige sig ubåden, skal den sprænges i luften.

Da U-137 medbringer torpedoer armeret med kernesprængladninger – som hver især svarer til atombomben, der blev kastet over Hiroshima – vil et svensk angreb være katastrofalt for alle parter. Overløjtnant Persjin blegner, da han læser ordren. Sammen med sine mænd gør han klar til at udløse ragnarok i skærgården.

Enhver misforståelse risikerer nu at eskalere situationen, hvilket næsten sker, da et nødblus pludselig stiger op fra ubåden ved 22-tiden om aftenen.

Soldater på vej op ad skrænt

Politi og soldater fra kystforsvaret mødte talstærkt op under ubåds-krisen.

© Ingmar Johansson/Sydöstran

Raketten er sendt op, fordi Besedin har opdaget en gummibåd helt nær fartøjet, og han vil have lys til at kunne se. Han ved ikke, at svenskerne i dybeste hemmelighed har sendt teknikere ud for at måle formodet radioaktivitet ved torpedomundingerne.

Svenskerne kan vha. radar se to ekkoer i retning af den sovjetiske fartøjskonvoj. Er raketten signalet til det redningsforsøg, som det svenske forsvar frygter er nært forstående?

Et overvågningsfly går på vingerne. Samtidig ringer militærets øverstbefalende Ljung til statsminister Fäldin, som er klar i mælet: “Hold grænsen!”

Ljung forstår. Heldigvis driver den akutte krise over – ingen redningsaktion viser sig at være i gang. Radarens udslag skyldes ikke bevægelse i de sovjetiske orlogsfartøjer, men to vesttyske handelsfartøjer.

Svenskerne vil afhøre kaptajnen

På krisens tredje dag, den 30. oktober, stiller ambassadør Jakovlev i det svenske udenrigsministerium med en halv undskyldning og en afvisning fra Moskva. Han beklager det skete, men henviser til, at ubåden var i nød.

Hertil påpeger han, at ubåden og dens besætning er dækket af diplomatisk immunitet – fartøjet er jo gået på grund i fredstid og ikke på nogen angrebsmission. En afhøring af ubådskaptajn Gusjtjin, som svenskerne har ønsket, kan derfor ikke komme på tale.

I det diplomatiske dødvande diskuterer de nøgleansvarlige blandt svenskerne at opgive deres krav om, at afhøringen skal foregå på svensk territorium, men lade det ske ombord på ubåden.

Inden de når til enighed, meddeler Moskva, at kaptajnen alligevel kan afhøres – sågar på svensk grund. Årsagen er, at Sovjetunionen i de forløbne dage har været mål for en voldsom international kritik og nu kun ønsker, at krisen bliver overstået hurtigst muligt.

Svensk avis om sovjetisk ubåd

Den grundstødte ubåd ryddede forsiderne på de svenske aviser.

© Kvällsposten

Den 2. november kommer afhøringen af kaptajn Gusjtjin i stand. Den politiske officer Besedin og stabschef Andersson ledsager ham i helikopter til marinebasen i Karlskrona. Kaptajnen er i en elendig forfatning, deprimeret, bange og apatisk.

Besedin får ikke adgang til forhøret, derfor er han nervøs for, hvordan den nervesvækkede kaptajn skal klare den to timer lange afhøring.

Gusjtjins forklaringer er dog som ventet: Ubåden var blot ude på en rutinemæssig øvelse. At alt ikke stod vel til, havde han først opdaget, da ubåden stødte på grund – og han troede i øvrigt, at de havde ramt Christiansø nord for Bornholm.

Til sidst giver de svenske afhøringsfolk op, og russerne føres tilbage til U-137. I mellemtiden har svenskerne trukket ubåden fri af skæret og bugseret den længere ind i bugten.

Ubåden slæbes hjem

Nu er Moskvas tålmodighed ved at være opbrugt. Den svenske ambassadør i Moskva, Carl De Geer, kaldes til udenrigsministeriet, hvor han i klare vendinger får besked om, at de sovjetiske myndigheder kræver ubåden tilbage.

Svenskerne vil nu også gerne af med den atomare skrotbunke, efter at de har fået kravet om afhøring opfyldt. Den øverstbefalende Ljung insisterer dog på, at ubåden skal bugseres ud af svenske slæbebåde. At lukke flere russiske fartøjer ind i skærgården kan ikke komme på tale.

Om morgenen den 6. november følges ubåden ud af svensk farvand, hvorefter den slutter sig til den sovjetiske konvoj.

I Moskva lægges den ydmygende affære hastigt i glemmebogen, og i de følgende år må svenskerne igen og igen jage sovjetiske ubåde i skærgården. At andre landes grænser burde være ukrænkelige, er russerne tilsyneladende forblevet hævet over.

LÆS MERE OM DEN GRUNDSTØDTE UBÅD:

  • Wilhelm Agrell, U 137 och ubåtskrisen, Historiska Media Förlag, 2021
  • Vasilij Besedin, Inifrån U 137: Min egen berättelse, Albinsson Sjöbergs bokförlag, 2009