Ansigterne i ubåden er gustne. I mere end to måneder har de 107 amerikanere i angrebsubåden USS Drum afsøgt Det Japanske Hav. Dagene uden sollys har givet besætningen en marmorhvid hud og sorte rande under øjnene.
Kalenderen i kommandorummet viser april 1981. Ronald Reagan er netop indsat som præsident, og i USA synes intet vigtigere end at knuse Sovjetunionen i den kolde krig.
Den følelse sidder ubådsfotograf Craig Reed og landsmændene i Drum også med. Derfor er de frustrerede over, at deres to måneders togt endnu ikke har bragt dem nær målet: Billeder af Sovjets nyeste atomdrevne ubådstype, Victor III.
Som ubådens fotograf og dykker er det Reed, der skal tage fotos af fjendens nye fartøj.
“Der er hun! Afstand 900 yards”. Ubådskaptajn Michael Oliver ved synet af Sovjets nyeste ubådstype.
Endelig lyder de forløsende ord fra radiorummet: Et radarsignal, muligvis fra en Victor III, er opfanget. Den dårlige nyhed er bare, at den russiske ubåd ligger i bugten ved indsejlingen til Sovjets flådebase i Vladivostok.
“Der er hun! Afstand 900 yards”, råber ubådskaptajn Michael Oliver, da målet dukker op i periskopet, mens den amerikanske ubåd sniger sig lydløst frem under overfladen.
“Skyd løs, Reed”, siger kaptajnen, da han konstaterer, at fartøjet er en Victor III, som ligger i overfladen.
Reed tager billeder gennem fotoperiskopet, mens morgensolen stiger op bag bakkerne ved Vladivostok.
Fra 1952 til 1992 var Vladivostok og dens flådebase komplet lukket for fremmede.
“Jeg har et par gode skud, kaptajn, men i den her vinkel og pga. afstanden tror jeg ikke, de er gode nok. Jeg foreslår, at vi flytter os til den modsatte side og sniger os tættere på”.
“Enig”, replicerer kaptajnen.
Alle holder vejret, mens den 89 m lange ubåd glider nærmere målet.
Da Oliver igen hæver periskopet, får han et chok. De er kommet alt for tæt på det russiske fartøj, der nu fylder næsten hele linsen.
“Nød-dyyyyk!” brøler han.
Men det er for sent. Et tordnende brag lyder efterfulgt af den skrigende lyd af metal mod metal. Ubådsfolkene tumler rundt.
De har ramt fjendens underskrog, og selvom USS Drum ikke er alvorligt beskadiget, ved besætningen, at de er i livsfare: Russerne vil gøre alt for at sænke den fremmede ubåd.
Intet sted på kloden befinder supermagternes kraftigste atomvåben sig tættere på hinanden end i dybet. Under havet udkæmpes en dødsensfarlig konflikt, som hvert øjeblik kan udløse dommedag.
Nazitysklands 76 m lange Type XXI-ubåd blev bygget i sektioner og kunne forblive neddykket i dagevis.
Hitlers super-ubåde tændte ubådsræset
Amerikanere og russere nærstuderede nazisternes avancerede ubåde efter 2. verdenskrig i kapløbet om at bygge de perfekte ubåde. De skulle give dem en fordel i den kolde krig.
Tysklands ubådsflåde var frygtet under 2. verdenskrig. Derfor granskede amerikanerne og russerne efter krigen især ubådstypen Elektroboot XXI, der kunne forblive neddykket i flere døgn og var ganske lydløs.
I det amerikanske projekt “Guppy” blev de tyske ubåde testet. Ingeniørerne kom frem til, at ubådenes succes skyldtes udformningen af skroget, som var dråbeformet frem for cigarformet. Det skabte mindre friktion, betød højere fart og gav mindre støj.
Ud over at bygge dråbeformede koldkrigsubåde lod både amerikanerne og russerne sig også inspirere af tyskernes eksperimenter med at bruge ubåde som mobile raketplatforme.
Hitlers plan, som aldrig blev udført, var at lade ubåde slæbe V2-raketter i særlige beholdere efter ubådene og fra havet affyre dem mod landmål.
Idéen inspirerede stormagterne til at udstyre ubåde med ballistiske missiler – de ubåde, der kom til at udgøre den konstante trussel under den kolde krig.
Kold krig udløste ubådskapløb
Godt 35 år før USS Drum kolliderede med den sovjetiske Victor III-ubåd, havde USA og Sovjetunionen i fællesskab sejret i 2. verdenskrig. Men snart blev den kølige luft mellem stormagterne til kold krig.
Frygten for modstanderen førte til et kapløb om at udvikle stadig kraftigere kernevåben og måder at skjule dommedagsvåbnene på for fjenden. I det spil begyndte en uhyggelig duel i oceanerne mellem atombevæbnede missilubåde og deres jægere, angrebsubådene.
I første omgang blev kerneenergien brugt til at drive en ny type super-ubåd med atomreaktor. I stedet for en prustende dieselmotor kunne reaktoren levere al energien til ubåden.
Dermed skulle fartøjet ikke som tidligere op til overfladen for at lade batterierne op med en luftafhængig dieselmotor. Den atomdrevne ubåd kunne i stedet forblive neddykket i månedsvis.
“Vi blev under vandet i en evighed, men i det mindste skulle vi ikke bekymre os om at løbe tør for ilt”, lød det fra en amerikansk ubådsveteran.
Verdens første atomdrevne ubåd, USS Nautilus, som USA søsatte i 1955, formåede i 1958 at sejle hele vejen under det arktiske isdække. Ubådstypens potentiale som usynligt og næsten lydløst våben var indlysende.
Atomubåden USS Nautilus satte gang i stormagternes ubådskapløb, da den i 1958 sejlede under Arktis’ is.
Amerikanernes jubel blev dog kortvarig, da russerne allerede samme år fulgte trop med deres første atomdrevne ubåd.
Derfor knoklede våbenkonstruktørerne i USA og Sovjet videre mod næste skridt i undervandskapløbet.
I begyndelsen af 1960’erne udviklede begge nationer såkaldte boomers – ubåde spækket med ballistiske missiler. Disse dommedagsmaskiner var mobile affyringsplatforme til langtrækkende raketter udstyret med atomsprænghoveder.
Dermed kunne en ubåd snige sig tæt på fjendens kyst og fra sit skjul 50 m under havet sende et atommissil afsted mod en storby og udslette alt levende.
VIDEO: Missilubåden var en dommedagsmaskine
Missilubådenes opgave var at gemme sig for fjenden, så de i tilfælde af krig kunne affyre deres atommissiler.
Missilubådene blev derfor et af den kolde krigs mest frygtede våben. Modsat missiler på landjorden var det nemlig svært for stormagterne at vide, hvor rivalens ubåds-atomvåben befandt sig.
Modsvaret var at opspore missilubådene. Derfor byggede USA og Sovjet såkaldte angrebsubåde, der konstant jagtede missilubådene – klar til at sænke dem, hvis de fik ordren.
En dødbringende dyst lurede altid i dybet. Men selv uden nærkontakt levede ubådsbesætningerne under et ubønhørligt pres.
VIDEO: Angrebsubåden var på evig jagt
Angrebsubådene søgte konstant efter missilubådene, som de skulle udslette i tilfælde af krig.
Besætninger levede i frygt
Mens en missilubåd husede typisk ca. 135 mand, rummede angrebsubådene 100 til 140. Men ingen af fartøjernes besætninger slap for bekymringer.
“I den her underhavsverden er farer evigt præsente – og menneskeliv er hver dag på spil i en krig, som end ikke er erklæret”, skrev Craig Reed, der havde tjent på ubåde i seks år, inden han kom ombord på USS Drum i 1981.
Allerede i 1960’erne døjede Reeds kolleger med samme kvaler. Foruden at det var mentalt hårdt at leve tre måneder i dybet uden frisk luft og sol i ansigtet, ulmede frygten konstant. Besætningerne vidste, at et enkelt fejltrin kunne kaste kloden ud i en atomkrig.
Mandskabet i missilubådene måtte leve med tanken om, at hvis de en dag modtog ordre om at affyre deres missiler, kunne halvdelen af verden være udslettet allerede i første angreb.
Og et modsvar fra fjenden betød, at besætningens egen familie var udslettet minutter senere. Skytset fra én enkelt missilubåd kunne nemlig udløse voldsommere kræfter end samtlige bomber smidt under 2. verdenskrig tilsammen.
Selv tanken om at affyre langt mindre sprænghoveder kunne flosse nerverne på de fleste ubådsfolk. Den russiske ubådskaptajn Aleksej Dubivko glemte aldrig, da han under cubakrisen i 1962 fik ordre om at sejle til Caribien med et nyt “specialvåben” – en atomtorpedo, som kunne sendes afsted mod amerikanske havnebyer og flådebaser.
“Jeres handlinger og beslutninger på denne mission kan udløse eller forhindre en verdenskrig”, lød det i den hemmelige briefing.
Dubivko luftede sin bekymring over for en af kollegerne:
“Er vi ved at starte en krig? Vi har slet ikke testet disse våben, og vi har ikke trænet vores besætninger i at bruge dem. Affyrer vi dem, vil vi pulverisere alt inden for en radius af 16 km. Inklusive os selv”.
USA’s stolthed blev kvast i dybet
Russeren Dubivko kom aldrig til at bruge sine atomtorpedoer, men hans kvaler var typiske for ubådsfolkene, der også frygtede for deres egen sikkerhed.
Især i 1960’erne var stormagterne nemlig så ivrige efter at udvikle nye ubåde og våben, at fartøjerne ikke altid var testet ordentligt.
“Hun var dræberhajen, den første virkelige dræbermaskine”. Britisk ubådskaptajn om angrebsubåden USS Thresher.
Det skortede ellers ikke på lovprisninger, da den amerikanske flåde i 1963 under pomp og pragt præsenterede sit nye vidunder af en angrebsubåd, USS Thresher. Det var den første ubåd med computerstyret affyringssystem, og sonarudstyret kunne registrere lydimpulser på større afstand end nogen anden sonar.
“Hun var et kæmpemæssigt spring fremad – hun var dræberhajen, den første virkelige dræbermaskine”, vurderede en britisk kaptajn.
Den amerikanske ubåd USS Thresher sank i 1963 med 129 mand ombord – sandsynligvis pga. en konstruktionsfejl.
På en tur syd for Nova Scotia forsøgte USS Thresher at nå en dybde på 400 m, men mekanikken fejlede. Ubåden med 129 besætningsmedlemmer fortsatte mod bunden, indtil det enorme tryk kvaste fartøjet.
Først efter et halvt års søgen fandt amerikanerne skrogrester fra ubåden.
En rapport afslørede siden, at 14 pct. af ubådens rørsystemer før søsætningen ikke var blevet undersøgt ordentligt, og at USS Threshers lufttrykssystem derfor ikke fungerede ordentligt. Konklusionen var, at kontrollen var gået for hurtigt.
“Det vil aldrig ske igen”, forsikrede flåden.
Men blot fem år senere sank endnu en amerikansk ubåd uden at have været i kontakt med fjenden.
Angrebsubåde udspionerede fjenden
Selvom besætningerne levede livet farligt i dybet, var de opsatte på at klare deres missioner. Mandskabet på missilubådene håbede naturligvis på nul kontakt med fjenden, da deres opgave var at forblive usynlige.
Men i angrebsubådene var målet det modsatte: At opspore og udspionere rivalernes ubåde.
“Vi blev sendt ud i mindst to måneder, hvor vi fik udpeget et stort havområde i et brændpunkt, og vores instruks var basalt set at finde ud af, hvad vi kunne”, huskede ubådskaptajn Raymond Engle fra USA.
Sonar-teknikerne lyttede døgnet rundt efter lydimpulser fra fjendtlige ubåde. I løbet af 1960’erne var amerikanernes signalopfangning blevet vanskeliggjort, fordi Sovjets ubåde ikke som i de tidlige koldkrigsdage “larmede og jamrede som katte i brunst”, som amerikanerne spøgte med.
VIDEO: Ubådene lå på lur i det kolde nord
Mens fred og idyl herskede i havene på den sydlige halvkugle, var klodens nordlige farvande under den kolde krig fyldt med ubåde klar til at starte 3. verdenskrig.
Idé og produktion: Jonas Sjöwall Haxø & Niels-Peter Granzow Busch
Men selvom de nye ubåde var næsten lydløse, kunne såkaldte passive sonarsystemer have held med at opsnuse fjenden, når hydrofoner – undervandsmikrofoner – opfangede svage lydbølger fra fx modpartens skruer eller pumper.
Den nye computerteknologi forbedrede nemlig tilsvarende sonaren, så det var nemmere at filtrere lydene i vandet og lokalisere fjenden.
Når en amerikansk ubåd registrerede et fartøj, begyndte en intens forfølgelse, der kunne vare i ugevis.
VIDEO: Monsterubåd gemte sig under isen
Den sovjetiske ubådsklasse Typhoon var bygget til at knuse sig vej op igennem polarisen og affyre sine atommissiler.
Idé og produktion: Jonas Sjöwall Haxø & Niels-Peter Granzow Busch ILLUSTRATION: Shutterstock
“Vi fulgte dem og kortlagde deres bevægelsesmønstre. Nogle gange kunne situationen blive anspændt. Vi var meget omhyggelige med at forhindre, at situationen pludselig vendte 180 grader, så vi pludselig blev den jagede”, lød det fra kaptajn Engle.
Amerikanerne kaldte det for “skøre Ivan”, når russiske ubåde pludselig vendte rundt for at lytte efter eventuelle forfølgere. Disse katten-efter-musen-lege endte enkelte gange med kollisioner, som da den sovjetiske missilubåd K-19 i november 1969 ramlede ind i angrebsubåden USS Gato på 60 meters dybde.
Begge ubåde klarede sammenstødet, men var missilrummet blevet ramt, kunne det have udløst en katastrofe.
De amerikanske sonarteknikere var i stand til at identificere russiske ubådstyper på de specifikke lyde, fartøjerne afgav. Men når Sovjet søsatte nye typer, manglede amerikanerne efterretninger.
Derfor var det afgørende hurtigst muligt at opspore de nye fartøjer. Kendte amerikanerne fjendeubådenes lyde og udseende, kunne fartøjerne lettere besejres i tilfælde af krig.
De amerikanske ubåde blev konstant testet. Her skyder en angrebsubåd op af havet i rasende fart.
USS Drum blev jaget vildt
Angrebsubåden USS Drum med fotografen Craig Reed ombord forsøgte i 1981 ud for Vladivostok at komme tæt på russernes nyeste ubådstype, Victor III, da det gik gruelig galt. Den amerikanske ubåd ramte russeren, og nu var jægeren pludselig den jagede.
“Destroyere og kanonbåde ilede ud fra Vladivostok og jagtede os i sydlig retning. Masser af helikopterrotorer piskede havet op, og vores sonar-folk kunne slet ikke holde styr på alle kontakterne”, huskede Reed.
USS Drum kunne kun slippe væk gennem en smal sydlig passage, og hvis fjenden udkommanderede nok luftfartøjer, skibe og ubåde, var amerikanernes odds for at slippe væk lig nul.
“En dybdebombe eksploderede, og vores øjne kiggede opad. Alle vores læber mumlede stille bønner”. Amerikaneren Craig Reed, da sovjetiske fartøjer jagtede hans ubåd.
Ubådskaptajn Michael Oliver gav ordre til at zigzagge, mens besætningen hørte ping-lydene fra fjendens sporingssystemer, der forsøgte pejle sig ind på den amerikanske ubåd.
“En dybdebombe eksploderede, og vores øjne kiggede opad. Alle vores læber mumlede stille bønner”, husker Reed, der sad i kommandorummet, mens kaptajnen beordrede ubåden ned til havbunden:
“Kaptajn Oliver ville tage os under knusningsdybde, før han overgav båden til russerne. Vi vidste, at blev vi fanget, ville “Ivan” ingen nåde vise os”.
I to døgn lå USS Drum ved havbunden nær klippeskær og kløfter, mens russerne smed dybdebomber omkring dem. Oftest var eksplosionerne langt væk, men nogle gange var bragene så tæt på, at tallerkenerne i kabyssen klirrede.
Sovjet indsatte alt fra krigsskibe til helikoptere i jagten på USS Drum.
På tredjedagen opfangede ubådens sonarstab lyden af en kollision i det fjerne, og pludselig flyttede russernes eftersøgningsfartøjer sig mirakuløst væk. Kaptajn Oliver udnyttede sit held til at snige ubåden mod syd – ud af sovjetisk farvand.
I ly af nattemørket steg USS Drum flere dage senere op til overfladen nær stillehavsøen Guam, som husede en amerikansk flådebase.
“Jeg kiggede på månelysets glitren på vandet og takkede Gud for endnu en dag på Jorden”, erindrede Reed.
USS Drums redning skyldtes, at den amerikanske ubåd USS George Washington var kollideret med et japansk fragtskib i Det Østkinesiske Hav. Kollisionen distraherede russerne, som omdirigerede mere end halvdelen af deres eftersøgningsstyrke.
Sovjet insisterede på, at deres Victor III-ubåd var blevet ramt af en amerikansk spion-ubåd, men USA benægtede enhver tilstedeværelse i området.
Ubådskatastrofen udeblev
Episoden med USS Drum var blot en af mange, hvor enten USA eller Sovjet pure benægtede, at de var trængt ind på fjendens territorium. I virkeligheden skete det igen og igen.
I fire årtier holdt de to stormagter øje med hinanden under havet i et uafbrudt spil, hvor en enkelt overilet handling kunne udløse dommedag.
Tilsammen rådede nationerne over ca. 400 undervandsmonstre, og én enkelt missilubåd medbragte i 1980’erne atomskyts nok til at kunne jævne alle fjendens storbyer med jorden.
Missilubådenes last af atommissiler krævede konstant overvågning som her på USS John Adams.
Den store katastrofe udeblev til alt held. Selvom to amerikanske og syv sovjetiske atomdrevne ubåde sank under den kolde krig, skyldtes ingen af forlisene et angreb.
Da Berlinmuren faldt i 1989, kunne præsident George Bush og sovjetleder Mikhail Gorbatjov sætte punktum for den kolde krig. Sovjetunionen stod på det tidspunkt på randen af et kollaps, som endte med stormagtens opløsning i 1991.
Med den kolde krigs afslutning blev produktionen af ubåde kraftigt nedjusteret. Men de lydløse dræbere patruljerer stadig i verdenshavene, og meget tyder på, at både Kina, USA og NATO er klar til nye dueller under havet.
Vesten har med bekymring set, hvordan Kina opruster sin ubådsflåde.
Ny undervandsduel under opsejling
Amerikanerne og russernes ubådsduel stoppede aldrig helt efter Den kolde krig. Men et nyt undervandskapløb er i gang. Den nye udfordrer er Kina.
Selvom USA og Rusland satte ubådsproduktionen i stå efter den kolde krig, fortsatte rivalerne med at udspionere hinanden under vandet efter 1991. Og i begyndelsen af 2000’erne begyndte de to nationer igen at dyste om at overgå hinanden med nye missilubåde.
Siden har en skrantende russisk økonomi og et tilsvarende boom i den kinesiske bevirket, at Kina har overtaget russernes position som den største trussel mod USA under havet.
USA’s forsvarsministerium anslår, at Kina råder over 56 angrebsubåde og fire missilubåde. Derudover er 5-10 topmoderne ubåde under konstruktion. Dermed matcher Kina USA’s nuværende ubådsflåde.
Amerikanernes modsvar er som i koldkrigsdagene at investere i endnu flere ubåde, så de ikke taber det nye våbenkapløb.
For at imødegå truslen har USA også øget patruljerne i det vestlige Stillehav. Amerikanernes brug af ubåde i dette område menes derfor at være tilbage på niveau med aktiviteten under den kolde krig.
USA, Australien og Storbritannien har også indgået den såkaldte AUKUS-sikkerhedspagt, hvor USA og Storbritannien vil hjælpe Australien til at udvikle og bygge otte atomdrevne ubåde til landets flåde. Ubådene vil udelukkende være bevæbnet med konventionelle våben.
Ud over USA, Kina og Sovjet har også Indien og Pakistan sat ubåde med atommissiler i havet.