Berlinmuren foran Brandenburger Tor
Berlinmuren foran Brandenburger Tor

Borgerne i Vest- og Østberlin festede oven på Berlinmuren i flere dage, efter grænserne blev åbnet den 10. november 1989.

© Creative commons

Berlinmuren: Optakten, opførelsen og Murens fald

Berlinmuren stod i 28 år som symbolet på den kolde krig og opdelingen af Europa i det demokratiske vest og det kommunistiske øst. Murens fald den 9. november 1989 blev startskuddet til den kolde krigs ophør og indledte en ny æra i verdenshistorien.

19. december 2018 af Bue Kindtler-Nielsen

Optakten til opførelsen af Berlinmuren

Efter afslutningen på 2. verdenskrig blev det sønderbombede Tyskland delt mellem de allierede lande USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. 

Det såkaldte allierede kontrolråd, der skulle blive enige om Tysklands fremtidig, og som bestod af ledere fra alle fire lande, blev placeret i Berlin. Det var på trods af, at Berlin lå i Sovjetunionens zone, hvilket betød, at byen også blev delt op i fire zoner.

Der gik dog ikke længe før samarbejdet mellem Sovjetunionen og de andre allierede magter brød sammen. Sovjetunionens leder Josef Stalin ønskede kontrol over hele Berlin og forsøgte at  tvinge de andre lande til at opgive byen. 

Fra den 24. juni 1948 til 11. maj 1949 blev leveringen af livsnødvendige fødevareforsyninger til Vestberlins 2,2 millioner indbyggere blokeret, da det gik igennem sovjetkontrollerede områder.

De vestlige magter ville dog ikke give efter for Sovjetunionens pres, og alle forsyninger blev i stedet fløjet ind med luftbro. Den kolde krig var nu en realitet, og forholdet til Sovjetunionen var på frysepunktet. 

Samme år blev de tre allierede dele af Tyskland inklusiv Berlin slået sammen til staten BRD (Bundesrepublik Deutschland) også kaldet Vesttyskland, og den sovjetiske del blev til DDR (Deutsche Demokratische Republik) også kaldet Østtyskland.

Igennem 1950’erne betød dårlig økonomi og frygten for at leve i et ikke-demokratisk kommunistisk land, at mange østtyskere flygtede til Vesttyskland. Fra 1949 og frem til Berlinmurens opførsel i 1961, skønnes det at op imod 3 millioner tyskere emigrerede fra DDR til Vestberlin. 

Dette kunne Østtyskland ikke holde til i længden, især fordi dem der flygtede primært var unge og højtuddannede. Deres vej gik næsten altid over Berlin, da resten af grænserne mellem de to tyske stater var præget af streng grænsekontrol. Kun i det opdelte Berlin var det stadig muligt at bevæge sig frit mellem øst og vest.

Alene i juli 1961 flygtede over 30.000 mennesker. Derfor besluttede DDR’s ledere til sidst, at den eneste løsning var at spærre befolkningen inde. 

Østtysk soldater i 1961 fungerer som Berlinmur.
Østtysk soldater i 1961 fungerer som Berlinmur.

Østtyske soldater holdt grænsen lukket imens den første primitive Berlinmur blev bygget. 

© Deutsches Bundesarchiv (German Federal Archive)

Befolkningen levede i skyggen af Berlinmuren

Berlinmuren startede med vagter og simpel pigtråd, men DDR's ledelse begyndte hurtigt at udbygge den for at gøre det stort set umuligt for landets borgere at flygte.

Allerede i 1962 blev endnu et hegn på ca. 100 meter bygget bag det første. Mellem disse to hegn blev huse jævnet med jorden og området dækket med grus, så det var let for vagterne at opdage fodtrin. 

Området blev kendt som Dødsstriben, fordi det havde til formål at give vagterne i de forskellige tårne et helt klart udsyn, så de let kunne skyde enhver, der prøvede at flygte.

Fra 1965 begyndte DDR at arbejde på den egentlige betonmur, som Berlinmuren i dag bedst kendes for. Det skulle sikre, at det ikke var muligt fx at køre en bil igennem grænsen. 

Da den stod færdig i 1980, bestod den af 45,1 km forstærket beton, der var 3,6 m højt og 1,2 m bred. Berlinmuren havde også 116 vagttårne og var bevogtet af syv regimenter på mellem 1.000 og 1.200 soldater.

Det eneste sted, det var muligt at komme fra Vestberlin til Østberlin, var igennem Berlinmurens ni grænseovergange. De var primært forbeholdt borgere fra Vestberlin og udlændinge, som enten skulle besøge DDR eller var på gennemrejse.

Det mest berømte af grænseovergangene var Checkpoint Charlie, som egentlig var et kælenavn overgangen fik af amerikanske soldater, da dens officielle navn var Checkpoint C. Den lå midt i Berlin og var primært forbeholdt diplomater og medlemmer af de allierede styrker. 

Her stod allierede og østtyske styrker få meter fra hinanden og spændninger var ofte på på bristepunktet. Den 22. oktober 1961 var Checkpoint Charlie fx ramme for en af Berlinmurens største kriser. Her endte uenigheder omkring DDRs soldaternes rettigheder til at undersøge en amerikansk diplomats pas, med at kampvogne på begge sidder stod klar til at angribe.

Sovjetiske og amerikanske kampvogne står overfor hinanden ved Checkpoint Charlie.
Sovjetiske og amerikanske kampvogne står overfor hinanden ved Checkpoint Charlie.

Sovjetiske og amerikanske kampvogne står overfor hinanden ved Checkpoint Charlie.

© USAMHI/U.S. Army/

Konflikten blev løst fredeligt efter fem dage, hvor USA og Sovjetunionen i fællesskab trak sine kampvogne tilbage, for at løsne op for spændningerne. 

Efter krisen besluttede de allierede i højere grad at acceptere Berlinmuren som en realitet der ikke var værd at starte 3. verdenskrig over. Den amerikanske præsident John F. Kennedy sagde i denne forbindelse: “Det er ikke en særlig god løsning, men en mur er helvedes meget bedre end en krig.”

I teorien var det også muligt for borgere i Østberlin at få en officiel tilladelse til at rejse til Vestberlin, men i realiteten var det næsten umuligt.

En ansøgning om tilladelse, ville også utvivlsomt resultere i en dybere undersøgelse af din person af DDR's efterretningstjeneste Stasi, hvilket potentielt kunne ende med en anklage om forræderi.

Så for de fleste borgere i DDR var det langt det sikreste at rejse til andre kommunistiske lande, hvilket var fuldt lovligt.

Berlinmuren bygges

Natten til den 13. August 1961 spærrede DDR's militær pludselig stort set alle grænseovergange mellem Øst- og Vestberlin. Veje blev ødelagt, så biler ikke kunne køre på dem, og pigtråd og hegn blev installeret på den 43 km lange grænse, der var mellem byens to dele. Kort efter blev hele Vestberlin indhegnet med 156 km pigtråd og hegn.

Uden at have fået nogen som helst advarsel vågnede borgerne i Østberlin nu op til en helt ny hverdag. Passage til Vestberlin var ikke længere muligt, og mange der tidligere havde arbejdet i Vestberlin stod uden et job. 

Muren adskilte også med ét venner og familie fra hinanden. Den pludselige deling betød bl.a., at omkring 1.300 børn, der var på besøg i Østberlin, ikke længere kunne komme tilbage til deres familie. Mange så først deres hjem igen efter Murens fald.

DDR kaldte selv Berlinmuren for en “Anti-facistisk beskyttelsesmur”, som ifølge statens propaganda var nødvendig for at beskytte imod de vesttyske kapitalisters aggression og ønske om at invadere og overtage Østberlin. 

Et andet argument var, at grænserne skulle lukkes for at forhindre vestlige spioner fra at komme ind i landet. Østtyskerne så dog med skepsis på propagandaen, for det var kun ulovligt for borgere fra DDR at komme til Vesttyskland, men ikke omvendt.

På trods af de kommunistiske lederes ihærdighed for at lukke grænsen fuldkommen ned, lykkedes det alligevel omkring 5.000 borgere fra Østtyskland at komme forbi muren og ud i friheden.

I de første år blev især biler brugt til at køre igennem pigtråden, men i takt med, at Berlinmuren blev udbygget, måtte østtyskerne finde på mere kreative metoder. 

Nogle gravede sig under den, andre byggede luftballoner eller primitive fly til at komme over den. Der gik også et kloaksystem under Berlinmuren, som mange flygtede igennem, indtil det blev opdaget og lukket af DDR.

Forsøg på flugt var dog livsfarligt, og det første dødsfald skete allerede 22. August 1961. Her forsøgte en ung kvinde, der boede lige op af Berlinmuren, at komme over afspærringerne ved at hoppe ud af sit vindue på tredje sal. 

Vagterne havde fået ordre til skyde alle, der forsøgte at krydse området og i en ordre fra en overkommanderende hed det fx: “Hold dig ikke tilbage med at bruge dit våben, selv ikke hvis grænsen bliver brudt af kvinder og børn. Det er en taktik som forræderne ofre bruger.” 

Sandsynligvis måtte mere end 200 mennesker lade livet i forsøget på flygte ud i friheden. 

Mange steder bestod Berlinmuren af to murer, der lå ca. 100 meter fra hinanden. Borgerne i Østberlin kaldte det åbne område mellem murerne for Dødsstriben, fordi vagterne her begyndte at skyde efter folk der forsøgte at flygte. 

© George Garrigues/Creative Commons

Berlinmurens fald

Modstanden imod Berlinmuren havde været stor på begge sider lige siden, den blev bygget, men i slutningen af 1980’erne steg den voldsomt. 

Fra 5-7. juni 1987 foregik en musikfestival i Berlin så tæt op ad muren, at tusindvis af østberlinere samlede sig på den anden side for at høre med. 

Især en koncert med David Bowie, hvor han talte direkte til de mange mennesker på den anden side af Berlinmuren, blev en milepæl. Dagen efter angreb DDR’s politi borgerne, der var samlet ved Berlinmuren, hvilket førte til store optøjer.

Fem dage senere udfordrede USA’s præsident Ronald Reagan Sovjetunionens generalsekretær Mikhail Gorbachev til at bevise han ønskede øget frihed i de kommunistiske lande. 

Under en tale i Vestberlin sagde han de berømte ord: “Mr. Gorbachev, tear down this wall”. Ordene gik verden rundt - også til Østtyskland, hvor de beviste overfor borgerne, at den vestlige verden var på deres side.

Disse begivenheder var med til at starte en voldsom utilfredshed over Berlinmuren i Østberlin, men den egentlige katalysator til Berlinmurens fald kom først i juni 1989. 

Her fjernede det kommunistiske Ungarn sit eget aflukkende hegn, der var opstillet på grænsen mellem Ungarn og Østrig. Snart tog tusindvis af østtyske borgere på “ferie” til Ungarn for at flygte videre til Østrig. 

Da DDR’s regering ville sætte en stopper for denne udvikling, førte det til masseprotester i Østtyskland, under kampråbet “VI VIL UD!”.

I et forsøg på at dæmme op for den stigende uro i landet, besluttede DDR’s ledere at lempe kravene for indrejsetilladelse til Vesttyskland. 

De nye bestemmelser blev fremført på en pressekonference 9. November 1989 af Günter Schabowski, der var nyudpeget som medieansvarlig for partiet. 

Men Schabowski havde bare fået stukket et A4 ark med bestemmelserne i hånden og var ikke blevet informeret om mange af detaljerne. Da han blev spurgt om, hvornår disse ændringer ville træde i kraft, var hans bedste bud derfor “Med det samme”, selvom de i virkeligheden først så småt skulle rulles ud dagen efter.

Østtyskerne kunne næsten ikke tro deres egne ører, da de hørte den kaotiske pressekonference. Tusindvis troppede op langs grænseposterne, hvor de blev mødt af vagter, der ikke anede, hvad der foregik. 

De prøvede at få klare ordre fra deres overordnede, som ikke vidste, hvad de skulle gøre og ikke havde en klar idé om, hvem der sad med ansvaret. Menneskemængden blev kun større og større, men ingen civile eller militære ledere var klar til at give ordren til at skyde og være skyld i en massakre.

Omkring kl 23:30 måtte DDR's ledelse give sig og hæve bommene, så menneskestrømmen uforhindret kunne komme igennem. På den anden side blev de mødt af vestberlinere, der stod klar med blomster og champagne. 

Dristige unge mennesker fra begge sider begyndte også at kravle op på Berlinmuren, hvor de mødtes og dansede for at fejre deres nye frihed. Det, der kunne have udviklet sig til en katastrofe, blev en enorm folkefest, som betød forløsning på 28 års indespærring og adskillelse.

Murens fald den 10. november 1989, var udtryk for at grænserne blev åbnet op og DDRs borgere kunne komme til Vesttyskland. Der gik faktisk flere måneder før store dele af Berlinmuren var ødelagt.

© Raphaël Thiémard/Creative Commons

Kort tid efter grænserne åbnede, begyndte mange borgere selv at ødelægge Berlinmuren med hammer og mejsel. Dette var stadig officielt ulovligt, men vagterne gav hurtigt op på stoppe menneskemængden, som nu stod ved Berlinmuren dagligt.

Efter et par dage annoncerede DDR også nye grænseovergange og ødelagde store dele af Berlinmuren med bulldozere.

Med de store betonklodser, der blev revet ned var Berlinmurens fald en realitet, og 28 års undertrykkelse var slut.

Det var en skelsættende begivenhed, der signalerede enden på Den kolde krig, som havde formet verden sin 2. verdenskrigs afslutning. Det blev også enden på den kommunistiske stat DDR, der blev en del af et nyt samlet Tyskland den 3. Oktober 1990 - mindre end et år efter Berlinmurens fald.

Læs mere

Frederick Taylor: The Berlin Wall: A World Divided, 1961-1989, Harper Perennial, 2008.

Patrick Major: Behind the Berlin Wall: East Germany and the Frontiers of Power, Oxford University Press, 2011

Måske er du interesseret i...

Læs også