Berlinmurens fald var en fejl

Talsmanden for det østtyske kommunistparti kommer ved et uheld til at erklære DDR's grænser for åbne, mens grænsevagterne stadig har ordre til at skyde alle, der forsøger at komme over Berlinmuren til Vestberlin. Det er op til én grænsevagt i Berlin at forhindre massakren.

Corbis/All Over Press

Fra sin plads på tribunen overværer Mikhail Gorbatjov paraden i anledning af DDR's 40-års jubilæum.

Lange kolonner af missilkøretøjer, strækmarcherende østtyske soldater og medlemmer af den kommunistiske ungdomsorganisation, FDJ, passerer forbi Sovjetunionens præsident. De unge vinker og begynder at råbe:

“Gorbi! Gorbi! Red os, Gorbi!”

Gorbatjov befinder sig i Østberlin 7. oktober 1989. DDR har inviteret højtstående socialistiske ledere til jubilæet, som bliver fejret med pomp og pragt. Østtyskerne har i tv fulgt med i udviklingen i Sovjet, hvor Gorbatjov står i spidsen for en ny politik: glasnost og perestrojka, åbenhed og omstilling.

I DDR står tiden derimod stille. Ledelsen i det socialistiske enhedsparti (SED), som hidtil har fulgt den sovjetiske linje slavisk, insisterer nu på retten til at vælge sin egen vej. Den betonkommunistiske.

Den polske kommunistleder Mieczyslaw Rakowski læner sig ind mod Gorbatjov på tribunen og hvisker:

“Forstår du, hvad de råber?”

Gorbatjov nikker. Hele dagen hersker en kølig stemning mellem Gorbatjov og hans vært, DDR's leder Erich Honecker. Og det bliver ikke bedre, da Gorbatjov tager ordet på aftenens møde i det ledende udvalg i politbureauet og advarer SED mod at fortsætte sin stejle politik.

“Den, som kommer for sent, straffes af tiden”, citerer han den tidligere sovjetiske leder Lenin.

Denne aften beslutter SED's nummer to, Egon Krenz, at han vil vælte Erich Honecker.

DDR fejrer 40-års jubilæum 7. oktober 1989 med en storslået parade. I dagene før og efter demonstrerer tusindvis af borgere mod styret.

AKG Images

Kommunister diskuterer ikke politik

Lørdag den 7. oktober, grænseovergangen ved bornholmer strasse. Vagterne er sat i forhøjet alarmberedskab, for SED frygter, at vest­tyske ballademagere vil forstyrre jubilæet.

De 40 grænsevagter fra sikkerhedstjenesten Stasi patruljerer ved grænseovergangen på DDR's side. Vagtkommandøren denne aften er den 46-årige oberstløjtnant Harald Jäger, der har gjort tjeneste her, siden han forlod skolen for 28 år siden.

Han er netop blevet kaldt til indrejseporten, hvor en ung vesttysker forlanger at tale med en overordnet.

Vesttyskeren vil gerne have en forklaring på, hvorfor han ikke må rejse ind i DDR på cykel. Jäger slår en hjertelig latter op og indrømmer blankt, at lige præcis dén regel har han heller aldrig selv forstået.

“De er måske en passioneret cyklist?” spørger Jäger.

Den unge mand fortæller ærligt, at han er meget optaget af miljøspørgsmål og aktiv i det vesttyske parti “de grønne”. Jäger ærgrer sig: Nu er han nødt til at tjekke, om cyklisten har ulovligt vestligt agitationsmateriale gemt under tøjet. Det har han.

Jäger må følge reglerne og tilbageholder den unge mand, indtil oplysningerne om hans identitet er sendt videre til samtlige grænseovergange, så han ikke kan passere grænsen ved en anden af byens overgange.

Endelig kan Jäger sende cyk­listen retur til Vestberlin.Inderst inde har grænsevagten sympati for miljøaktivisternes sag. Jäger er selv dybt bekymret over den omfattende forurening i DDR og har forsøgt at tage det op på et partimøde i SED, men han blev dysset ned.

Han er stadig overbevist kommunist, men synes ikke længere, der bliver diskuteret politik i partiet. Med dyb skuffelse har Jäger betragtet de seneste års økonomiske og politiske stagnation og den voksende kløft mellem partiet og folket.

Stasi er klar til at nedkæmpe demonstranter

Mandag 9. oktober, Leipzig. Siden september mødes Leipzigs borgere hver mandag til demonstration mod styret. Ideen har hurtigt spredt sig til alle større byer i landet. Denne aften er 70.000 mødt op ved Nikolaikirche i Leipzig.

“Vi er folket! Vi er folket!” lyder råbet fra titusinder af stemmer. Demonstranterne oplyser bymidten med levende lys, de bærer i hænderne, mens talstærke Stasi-folk står parat med skarpladte våben i sidegaderne.

På Leipzigs hospitaler gør læger og sygeplejersker sig klar til at tage imod den strøm af sårede, de forventer vil indfinde sig.

Alle fornemmer, at styrkeprøven mellem DDR's ledelse og borgere har nået den afgørende fase. Dagen forinden er Stasi blevet sat i højeste alarmberedskab, så soldaterne har tilladelse til at skyde på demonstranterne.

Sovjetiske tanks har gentagne gange tromlet folkelige opstande ned, men meget tyder på, at det bliver ander­ledes denne gang. Rygtet går blandt demonstranterne, at Gorbatjov har givet de sovjetiske tropper i DDR ordre om at blive på deres kaserner – lige meget hvad der sker.

Demonstrationen for­løber fredeligt, og Stasi holder sig i baggrunden. Spændingen er uforløst.

DDR's leder bliver kuppet

Tirsdag 17. oktober kl. 10, Østberlin. SED's politbureau mødes. Partiets nummer to, Egon Krenz, har på forhånd sikret sig opbakning til at vælte statslederen Erich Honecker.

Honecker virker afslappet, da han åbner mødet. Ganske som vanligt spørger han, om nogen har tilføjelser til dagsordenen. Politbureaumedlem Willy Stoph løfter hånden.

“Erich, tillad mig. Jeg foreslår, at vi, som dagsordenens første punkt, fritager kammerat Erich Honecker for hans opgaver som generalsekretær og vælger Egon Krenz som ny generalsekretær”.

Honecker stivner. Han ser på Stoph og Krenz med et tomt udtryk i ansigtet. Så siger han hårdt og fattet:

“Godt, lad diskussionen begynde”.

Én efter én svigter Honeckers gamle fæller ham. Stemningen i lokalet er tung i begyndelsen, men da Honeckers tro væbner gennem mange år, minister for planøkonomi Günter Mittag, siger, at Honecker “har mistet partiets tillid”, bryder nogle af de andre politbureaumedlemmer ud i en halvkvalt latter.

Mittag ved det ikke selv, men han er den næste, som får frataget alle sine poster.

Til sidst foretager bureauet en afstemning – og beslutningen er som vanligt enstemmig. Selv Honecker løfter loyalt hånden og stemmer for sin egen afsættelse. Han har ledet DDR i 18 år. Efterfølgeren Krenz får 46 dage.

Den nye leder overbeviser ingen. Han er ikke oprigtigt interesseret i reformer. Først og fremmest er han en klon af det forstenede system, han har været en del af hele sit liv.

Under en efterfølgende demonstration i Østberlin råber en million mennesker slagord imod ham. En af dem bærer en plakat, der viser en storsmilende Krenz forklædt som ulven i eventyret om Rødhætte. Teksten lyder:

“Bedstemor, hvorfor har du så store tænder?”

Gorbatjov (tv.) og Honecker skjulte udadtil deres kølige forhold.

Corbis/All Over Press

Talsmand når ikke at forberede sig

Torsdag 9. november, Østberlin. Siden sommerferien har næsten 200.000 østtyskere forladt landet. DDR er ved at forbløde – og hver mandag vokser demonstrationerne. Landets ledelse arbejder hektisk på at finde en løsning.

Ud på eftermiddagen må SED's politbureau opgive at stoppe masseflugten og i stedet vedtage nye regler, som sikrer fri udrejse til alle borgere, der ønsker at forlade DDR. Østtyskerne skal blot søge pas og visum, så får de det.

Den banebrydende beslutning skal offentliggøres i morgen – fredag kl. 16 – og reglerne træder i kraft med det samme. I praksis vil de første pas- og visumansøgninger dog først kunne ekspederes om mandagen, når kontorerne åbner, så myndighederne har et par dage til at forberede sig på det sandsynligvist store rykind.

Politbureaumedlem Günther Schabowski har ikke haft tid til at deltage i det vigtige møde. Han er valgt som partiets talsmand og har rasende travlt med at svare på spørgsmål fra den internationale presse om situationen i DDR. De seneste uger har han næsten arbejdet i døgndrift og føler sig efterhånden ret slidt.

Hver dag kl. 18 holder Schabowski et velbesøgt pressemøde. Denne dag løber han ind i centralkomiteens bygning kort før kl. 18, hvor polit­bureauet stadig er i gang med dagens møde. Schabowski er nødt til at afbryde:

“Er der noget vigtigt, jeg skal have med på presse­mødet?” spørger han Egon Krenz. Krenz rækker ham åndsfraværende nogle dokumenter, som beskriver de nye rejseregler, og vifter ham af.

Sandsynligvis kunne Krenz have afværget et historisk drama, hvis han havde brugt blot et øjeblik på at hviske til Schabowski, at indholdet først måtte offentliggøres næste dag kl. 16. Men Krenz siger ikke en lyd. Klausulen står i papirerne, så den kan Schabowski jo selv læse sig til.

Det når den fortravlede talsmand bare ikke. Schabowski iler videre til det internationale pressecenter i Mohrenstrasse, hvor pressemødet snart skal begynde.

Journalisterne får en overraskelse

Samme dag kl. 18, Øst­berlin, presse­centret. Den nye SED-ledelse vil vise borgerne og omverdenen, at DDR går ind for åbenhed og fornyelse. Derfor har den iværksat et dagligt pressemøde, hvor vestlige journalister kan stille spørgsmål.

Schabowski er lige kommet susende ind ad døren. Hans pande glinser af sved, da han byder pressen velkommen. Journalister fra hele verden er mødt op, og DDR's natio­nale tv sender direkte fra mødet.

Journalisterne keder sig bravt, mens Schabowski arbejder sig gennem den dagsorden, han har forberedt. Ingen vigtige nyheder bliver læst op.

Efter 53 minutter når Schabowski frem til de papirer, Krenz har givet ham. Han skimmer teksten, mens han taler. Det er tydeligt, at han ikke er inde i stoffet. Og han overser fuldstændig klausulen, som ikke er nævnt på første side, men først kommer til allersidst.

Det lykkes Schabowski at gengive de nye regler fuldstændig korrekt, men journalisterne er forvirrede.

DDR åbner pludseligt og sensationelt sine grænser, og det får de først at vide næsten en time inde i et ellers begivenhedsløst pressemøde! Nogle spørger sig selv, om det er et nummer. En journalist rejser sig op og spørger, hvornår de nye regler træder i kraft.

Schabowski roder i sine papirer og tøver lidt:

“Det sker... Efter hvad jeg ved, sker det straks, om­gående”, svarer han og ser selv forbløffet ud.

“Manden har misforstået noget!”

kl. 18.57, østberlin, grænseovergangen ved bornholmer strasse. Ingen vagter ved grænseovergangene er blevet informeret om, at politbureauet har vedtaget nye udrejseregler. Heller ikke vagtkommandøren Harald Jäger ved overgangen Bornholmer Strasse.

Harald Jäger har lige sat sig i vagternes kantine og glæder sig til sin aftensmad. Hans 24-timers vagt løber til klokken otte i morgen tidlig.

Der er som altid en jovial og højrøstet stemning i kantinen. Nyhederne fra det østtyske stats-tv kører i baggrunden, men ingen følger rigtigt med. Folk er mere optaget af deres mad og samtalen ved bordene.

Mens Jäger fører et stykke brød op til munden, hører han pludselig noget i tv, som får ham til at gå i stå et øjeblik. Partiets talsmand, Schabowski, siger noget om nye rejseregler.

Uroen i kantinen gør det svært at høre, men det, Jäger når at opfange, forbløffer ham: fri udrejse til alle?! Jäger tager en bid af brødet. På tv spørger en journalist, hvornår de nye regler træder i kraft. Det kunne Jäger også godt tænke sig at vide.

“Straks”, lyder svaret.

Jäger får brødet galt i halsen. “Straks? Sagde manden virkelig det? Er han blevet vanvittig?” tænker Jäger midt i sit hosteanfald.

“Hvad er det for noget lort at lukke ud?” udbryder oberstløjtnanten, da han igen kan sige noget. De andre officerer omkring bordet kigger forbavset på ham.

“Det rabler for Schabowski! Han har lige meddelt, at alle grænser er åbne!” fortsætter Jäger, mens han springer op og styrter mod kantinens udgang.

“Harald, det kan da ikke passe! Du må have misforstået noget!” råber en af officererne efter ham.

Jäger stopper ikke. Med stormskridt går han ind på sit kontor og trykker uden tøven på den røde telefonknap, som sætter ham i direkte forbindelse med hans chef, oberst Rudi Ziegenhorn.

“Hvad er der galt, kammerat Jäger?” lyder oberstens stemme i røret. “Har du også hørt Schabowskis sludder?”

“Ja!”, svarer Jäger.

“Er det derfor, du ringer?”

“Ja. Hvad betyder det?”

“Intet!” udbryder obersten og tilføjer:

“Hvad skulle det betyde? Manden har misforstået noget, så enkelt er det!”

Obersten forsikrer, at der ikke er kommet nye ordrer. Jäger skal bare sende borgerne hjem igen, hvis nogen dukker op og vil passere grænsen.

Medierne glemmer vigtig detalje

kl. 19.17, Vesttyskland, Nyhedsstudiet på TV-stationen ZDF i Mainz. Nyhedsudsendelsen “Heute” (i dag) ses hver dag af mange millioner mennesker i både Vest- og Østtyskland.

Under udsendelsen modtager studieværten et nyhedstelegram, som han straks begynder at læse:

“SED-politbureaumedlem Günther Schabowski har for få minutter siden meddelt, at alle DDR-borgere fra nu af frit kan rejse ud via samtlige grænseovergange mellem DDR og Forbundsrepublikken Tyskland”, læser han.

Telegrammet er mangelfuldt. På pressekonferencen i Østberlin forklarede Schabowski, at udrejse kræver både pas og visum, men ZDF og flere andre medier har ikke denne væsentlige information med i deres dækning.

Østtyskerne vil ikke vente

kl. 19.56, Østberlin, Grænseovergangen ved Bornholmer strasse. Østberlinerne strømmer til Murens grænseovergange i forventning om uden videre at kunne passere. Da de ikke får lov, retter de deres frustration mod grænsevagterne.

Oberstløjtnant Jäger er på en håbløs opgave, da han ved den låste port prøver at forklare folk, at han ikke kan lade dem komme igennem:

“Kammerat Schabowski har meddelt nye rejseregler, men han har også sagt, at I skal bruge pas og visum. Det er ikke os, der udsteder dem. I må altså vente til i morgen tidlig og...”

Jägers stemme drukner i højrøstede vredesudbryd fra skuffede østtyskere.

“Det er det sædvanlige gamle nummer – man lyver for folket!” råber en mand.

Andre begynder at råbe i kor:

“Vi vil over! Vi vil over!”

Som 18-årig soldat så Harald Jäger Muren blive bygget. 28 år senere var han den ansvarlige vagt, der gav ordre til, at portene skulle åbnes.

© AKG Images

Krenz tør ikke tage en beslutning

kl. 21.10, Egon Krenz' kontor i østberlin. Den østtyske leder har siddet i møde indtil for få minutter siden og ved ikke noget om den kaotiske situation ved Berlins grænseovergange. Han bliver ringet op af den tidligere Stasi-chef Erich Mielke.

Egon Krenz tager telefonen. Erich Mielke, den tidligere så magtfulde Stasi-chef, er teknisk set trådt tilbage to dage tidligere, men han er stadig meget velorienteret.

“Folk bevæger sig mod grænseovergangene. Vi må træffe en beslutning øjeblikkeligt!” siger han indtrængende til den forvirrede leder.

Men Krenz svarer undvigende og overvejer sine muligheder. Enten skal kampvognene rulles frem, og grænserne spærres af med militærmagt. Eller også... må begivenhederne gå deres gang.

Selv om Krenz har fornemme titler af både statschef og forsvarschef, mener han ikke, at han kan træffe vigtige beslutninger uden om de officielle organer. Det forklarer han Mielke, som skuffet lægger røret på.

De værste skrighalse må komme ud

kl. 21.19, Østberlin, Oberst Ziegenhorns kontor. Flere og flere stimler sammen ved Berlins grænseovergange. Vagterne er rådvilde. Harald Jäger ringer igen til sin overordnede.

Obersten stirrer vredt på den ringende telefon. Harald Jäger har kimet ham ned de sidste timer. Det er garanteret ham igen, tænker obersten arrigt.

“Ja?” råber obersten ind i røret.

“Jeg har beordret alarmberedskab”, siger Jäger, så roligt han kan, og fortsætter: “Hele Bornholmer Strasse er proppet med mennesker og biler, det er ét stort kaos”.

“Det er sikkert den rigtige beslutning. Var der ellers noget?” spørger obersten.

Så eksploderer Jäger i den anden ende:

“Det rækker ikke! Hvis ikke der fra Deres side træffes en beslutning, som løser vores problemer, så må jeg med mine styrker forsvare vores bygninger og…”

“Et øjeblik!” afbryder obersten. ”Jeg ringer straks til ministeriet. Og De klapper i, forstået?”

Efter 20 minutter modtager Jäger nye ordrer:

“Hør her, vi gør følgende…”, siger Ziegenhorn i tele­fonen og instruerer Jäger i, at de værste skrighalse kan blive lukket igennem grænseporten, men de skal have overstemplet billedet i deres pas, så de aldrig mere kan få lov at vende tilbage til DDR. De bliver emigranter uden selv at vide det.

“Hvis du letter trykket på kedlen, så fordamper problemet helt af sig selv”, slutter Ziegenhorn selvsikkert.

Harald Jäger synes, det er en bizar ordre. Hvis de mest højtråbende får lov at komme igennem, mens de fredsommelige ikke gør – det holder jo ikke, tænker han. Ikke desto mindre er det en ordre, og Jäger giver den videre til sine underordnede, som skal udføre opgaven.

Vagt tager sit livs beslutning

kl. 23.07, østberlin, Grænseovergangen ved Bornholmer strasse. Ud på aftenen
begynder nogle af de østtyskere, der har været i Vestberlin, at vende tilbage til grænseovergangene. De tror, de kan komme hjem igen.

Harald Jäger kaldes til indrejseporten, hvor en kvinde er fuldstændig opløst af gråd. Hulkende forklarer hun Jäger, at hun jo bare lige ville en smuttur over til Vestberlin – bare for at prøve det.

Men nu vil vagterne ikke lukke hende ind i DDR igen – og hun har to små børn, som ligger og sover derhjemme!

Jäger kigger i kvindens pas. Billedet er overstemplet.

“Jeg skal jo hjem til mine børn!” hulker kvinden.

Jäger beroliger hende og åbner porten, så kvinden kan komme igennem.

“I må gerne rejse ind, alle sammen!” siger han derefter til den gruppe af tilbagevendende DDR-borgere, som står urolige og venter ved porten på vestsiden.

Jäger bryder en lodret ordre, men det vil han efterhånden blæse på. Nu må vanviddet høre op.

“Al paskontrol indstilles, lås stemplerne inde i pengeskabet”, siger han myndigt til en af sine junior­officerer.

“Javel”, svarer officeren uden at stille spørgsmål.

Så sætter oberstløjtnanten afsted mod udrejseporten på DDR-siden af grænsen. Udenfor står tusindvis af øst­tyskere og råber:

“PORTEN OP! PORTEN OP!”

Porten holder endnu, men folk presses imod den. Det er en farlig situation for de forreste, som ikke kan modstå trykket fra de mange tusind bag dem. Jäger tænker med gru på, hvad der vil ske, hvis folk går i panik. Hundreder kan blive trampet ihjel.

Hele aftenen har oberstløjtnant Jäger bedt sine overordnede træffe en beslutning, og hele aftenen er han blevet ladt i stikken.

“Rend mig i røven”, tænker han og gør sig klar til at udstede den mest vidtrækkende ordre, nogen tysk officer har givet siden 2. verdenskrig.

Jäger går hurtigt hen til officererne, som vogter porten.

“Luk porten op”, befaler han.

Officererne stirrer målløse på ham. Derefter kigger de på hinanden. Ingen af dem rører sig.

“LUK PORTEN OP!” brøler Jäger.

“Javel, oberstløjtnant!”

Så sker det. Porten går op, og jublende menneskemasser begynder at strømme igennem. Berlinmuren er faldet!

På et øjeblik skifter stemningen fuldstændig. Nu, hvor der er hul igennem, bærer demonstranterne ikke nag til Jäger og hans folk.

Tværtimod får mange af dem kram, klap på skulderen af mændene og kys på kinden af kvinderne. En af grænsevagterne bliver helt forlegen, da en nygift kvinde rækker ham sin brudebuket.

Harald Jäger betragter stærkt bevæget sceneriet og bliver overvældet af modstridende følelser. Først mærker han glæden og lettelsen over, at ingen liv er gået tabt på hans vagt, samt tilfredsstillelsen ved, at han efter bedste overbevisning har gjort det rigtige.

Dernæst kommer frygten for, hvad aftenens begivenheder kommer til at betyde – for hans land og for ham selv.

Jäger ved, at det er hans pligt omgående at rapportere til sin foresatte, men han udsætter det, mens minutterne tikker afsted. Han har brug for at samle sig, brug for at tænke.

Men han kan ikke tænke. Til gengæld kan han mærke, at benene ryster under ham, da han endelig bevæger sig mod sit kontor, telefonen og den røde knap.

Oberst Ziegenhorn bliver tavs et øjeblik, da Jäger kort fortæller ham, hvad han har gjort. Så siger han:

“Godt, min dreng!” med lettelse i stemmen.

Ziegenhorn underretter Stasi-hoved­­kvar­teret og får mild respons fra general Gerhard Niebling, som udbryder:

“Ja, luk op. Det bliver jo alligevel ikke anderledes”.

I ca. tre kvarter er Bornholmer Strasse Berlins eneste åbne grænseovergang, men kort før midnat begynder de andre at åbne. Tusindvis af glade østtyskere vælter ind i Vestberlin, hvor vesttyskerne modtager dem med øl og champagne.

Vildfremmede mennesker hujer, skåler, synger og danser sammen i Berlins største gadefest nogensinde. 20.000 presser sig gennem Jägers grænseovergang denne nat, blandt dem er den 35-årige Angela Merkel.

Harald Jägers vagt var forbi kl. otte. Hjemme fortalte han sin intetanende kone, at han i løbet af natten havde givet ordre til at åbne Muren.

“Sig dog ikke sådan noget vås!” svarede hun.

Tyskland var splittet i 45 år

Efter 2. verdenskrig blev Tyskland delt mellem Sovjetunionen på den ene side og USA, England og Frankrig på den anden. I 1961 blev muren bygget.

DDR gik i opløsning efter Berlinmurens fald

“Hvad der hører sammen, vil vokse sammen”, sagde Vesttysklands tidligere forbundskansler Willy Brandt, dagen efter at Berlins grænseporte var åbnet, og forudså dermed Tysklands kommende genforening.

I DDR havde kommunistpartiet, SED, mistet grebet om magten. Medlemmerne flygtede – ikke i tusindvis, men i hundredtusindvis.

  1. december 1989 trådte Egon Krenz tilbage som partileder og blev erstattet af den reformivrige Hans Modrow, der nød respekt i befolkningen, fordi han havde indledt en dialog med styrets kritikere, allerede inden sommerens flugtbølge tog fart.

Modrow inddrog hurtigt ikke-kommunister i regeringen, og 18. marts 1990 afholdt DDR sit første frie valg.

SED opnåede blot 16 pct. af stemmerne, mens det konservative CDU, der arbejdede for genforening med Vesttyskland, vandt valget med hele 40 pct.

  1. juli 1990 blev D-mark fælles møntfod for både Vest- og Østtyskland, og 3. oktober samme år blev de to stater officielt genforenet.

Læs også:

Berlinmuren

Berlinmurens fald var en fejl

21 minutter
Berlinmuren

Under muren: Studerende stod bag spektakulær flugt fra Østberlin

24 minutter
Berlinmuren foran Brandenburger Tor
Berlinmuren

Berlinmuren: Optakten, opførelsen og Murens fald

12 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!