Den amerikanske premierløjtnant Vern Pike tager et sug fra cigaretten. Rygepauserne med major Thomas Tyree er rarere inde i apotekets varme på hjørnet af Zimmerstrasse og Friedrichstrasse. Klokken er lidt i fem en fredag eftermiddag på grænsen mellem Vest- og Østberlin. En velkendt rumlen fylder Friedrichstrasse.
Amerikanske kampvogne mellem Checkpoint Charlie og Tempelhof luftbasen var efterhånden blevet hverdag. Thomas vender dog stadig et blik mod den østtyske grænsepost. Med et forbavset udtryk udbryder han: ”Ser du hvad jeg ser?” Vern siger lige så målløst: ”Sir, det er kampvogne! Og de er ikke vores.”
Fra hvor de står, kan de ikke se, om de er sovjetiske eller østtyske, men Thomas er nødt til at reagere og sender Vern afsted med ordene: ”Jeg ved ikke, hvis kampvogne de er, men tag for helvede til Tempelhof, og få mine kampvogne tilbage så hurtigt du kan.”
For fuld udrykning drøner Vern afsted i sin hvide Ford. Han ved, at de sidste kampvogne, der er sendt tilbage fra grænsen, har 10 minutters forspring. Da han indhenter fronten af kampvognskortegen, råber han ud af vinduet, at de skal følge ham tilbage til Checkpoint Charlie.
Optoget kører med fuld fart gennem Berlins gader i den tungeste myldretid. Med udrykningsblink og –sirene, og kampvogne bagved, rykker alle sig hurtigt af vejen.
Klokken lidt over seks holder 10 kampvogne på hver side af grænsen ved Checkpoint Charlie med løbene rettet mod hinanden. Knapt 200 meter adskiller dem. For første gang står amerikanske og sovjetiske kampvogne overfor hinanden og med én klar ordre: Skyd hvis de andre skyder.
Opførelsen af Berlinmuren brød aftalen
Den dårlige økonomi og frygten for at leve i et ikke-demokratisk kommunistisk land, førte igennem 1950’erne til, at mange østtyskere brugte den frie bevægelighed i Berlin til at flygte til Vesttyskland. Op imod 3 millioner østtyskere søgte mod Vesttyskland fra 1949 til 1961, hvoraf hovedparten tog gennem Berlin.
Det blev for meget for DDR’s ledelse, som natten til den 13. august 1961 spærrede størstedelen af grænsen mellem Øst- og Vestberlin. Berlinmuren blev påbegyndt og østberlinere fik fra den ene dag til den anden forbud mod at tage til Vestberlin.
I oktober samme år begyndte de østtyske grænsevagter i modstrid med aftalen om bevægelsesfrihed at tjekke identifikationspapirer fra vestlige soldater og diplomater, der krydsede grænsen. Det skete ofte ved Checkpoint Charlie.
Amerikansk M48 kampvogn på grænsen ved Checkpoint Charlie. På skiltet i baggrunden står et citat fra den østtyske generalsekretær Walter Ulbricht fra 15. juni 1961: "Ingen har nogen intentioner om at bygge en mur."
Med kampvogn gennem Checkpoint Charlie
Den 22. oktober blev den amerikanske udsending, Allan Lightner, og hans kone stoppet ved grænsen, da de ville til Østberlin i bil ved Checkpoint Charlie. En lang diskussion mellem Lightner og en af grænsevagterne udfoldede sig. Lightner forsøgte at tvinge sig igennem ved at træde på speederen, men den zigzaggede vej gennem grænsebarriererne bremsede ham.
Pludselig kom fire amerikanske M48 kampvogne og to pansrede mandskabsvogne kørende mod grænsen fra Vestberlin. De amerikanske grænsevagter havde vidererapporteret til de amerikanske øverstbefalende, og den frie bevægelighed skulle nu tvinges igennem med magt.
Kampvognene stillede an og rettede løbene mod Østberlin. Otte soldater marcherede op til Lightners bil og eskorterede ham over grænsen uden modstand fra de måbende østtyske vagter, der ikke vidste, hvad de skulle gøre over for sådan et optog.
Lightner krydsede grænsen med militæreskorte tre gange den aften som en magtdemonstration og understregning af retten til at krydse grænsen frit. Lignende episoder gentog sig de næste dage og 10 M48 kampvogne stod nu klar til at blive sendt til Checkpoint Charlie.
Alle våben var skarpladte og stemningen var spændt den 27. oktober, da de tunge våben stod klar til at gøre Den Kolde Krig meget varm.
Mexicansk stand-off over Checkpoint Charlie
Sovjetunionen var rasende. En sovjetisk officer forsøgte at true amerikanerne til at stoppe: ”Sådanne aktioner kan fremprovokere lignende aktioner fra vores side. Vi har også kampvogne.”
USA fortsatte ufortrødent. Fredag den 27. oktober blev det nok for Ivan Koniev, lederen af de sovjetiske styrker i Østtyskland. Efter en samtale med Sovjetunionens statsleder Nikita Khrusjtjov blev der lagt en klar linje: Match amerikanerne kampvogn for kampvogn ved Checkpoint Charlie.
Klokken lidt over seks om aftenen den 27. oktober stod 10 amerikanske M48 med alle løb rettet mod 10 sovjetiske T-54 kampvogne knapt 200 meter væk. Stemningen var spændt til bristepunktet ved Checkpoint Charlie. Alt var skarpladt og klar. Ingen ønskede at skyde først, men alle var klar til at besvare ilden.
Checkpoint Charlie var Kennedys ’Catch-22’
Den amerikanske præsident John F. Kennedy og Nikita Khrusjtjov gik i gang med bitre forhandlinger for at afværge katastrofen. USAs militærledelse i Berlin mente, at Sovjetunionen ville give sig, hvis man sendte kampvogne gennem Berlinmuren. Kennedy ville ikke risikere krigen, men han kunne heller ikke være blød mod kommunisterne og trække sig. Et kompromis måtte nås. Noget for noget.
Så kom forslaget, der definerede Berlins skæbne de næste 28 år: Hvis Khrusjtjov trak sig først, ville Kennedy blødne sin tilgang til Berlin og acceptere muren. Lørdag formiddag den 28. oktober bakkede én sovjetisk kampvogn få meter tilbage. Herefter én amerikansk kampvogn. Langsomt rykkede kampvognene væk, og klokken 11 var Checkpoint Charlie stille.
Et lettelsens suk gik over begge sider. Kennedy var dog ikke tilfreds og sagde i den forbindelse: “Det er ikke en særlig god løsning, men en mur er helvedes meget bedre end en krig.”
Heinz Schäfer, en østtysk grænsevagt, mindes hvordan der kun var én fejl fra katastrofen: ”Hvis bare én soldat havde mistet modet, ved jeg ikke, om vi havde siddet her i dag.” Tyler Willson, der sad i en af de amerikanske kampvogne husker også tydeligt alvoren: ”Ét dumt træk og jeg ved ikke, om vi ville have haft 3. verdenskrig, men det ville ikke have været godt.”