Den amerikanske premierløjtnant Vern Pike tager et sug fra cigaretten. Rygepauserne med major Thomas Tyree er rarere inde i apotekets varme på hjørnet af Zimmerstrasse og Friedrichstrasse. Klokken er lidt i fem en fredag eftermiddag på grænsen mellem Vest- og Østberlin. En velkendt rumlen fylder Friedrichstrasse.
Amerikanske kampvogne mellem Checkpoint Charlie og Tempelhof luftbasen var efterhånden blevet hverdag. Thomas vender dog stadig et blik mod den østtyske grænsepost. Med et forbavset udtryk udbryder han: ”Ser du hvad jeg ser?” Vern siger lige så målløst: ”Sir, det er kampvogne! Og de er ikke vores.”
Fra hvor de står, kan de ikke se, om de er sovjetiske eller østtyske, men Thomas er nødt til at reagere og sender Vern afsted med ordene: ”Jeg ved ikke, hvis kampvogne de er, men tag for helvede til Tempelhof, og få mine kampvogne tilbage så hurtigt du kan.”
For fuld udrykning drøner Vern afsted i sin hvide Ford. Han ved, at de sidste kampvogne, der er sendt tilbage fra grænsen, har 10 minutters forspring. Da han indhenter fronten af kampvognskortegen, råber han ud af vinduet, at de skal følge ham tilbage til Checkpoint Charlie.
Optoget kører med fuld fart gennem Berlins gader i den tungeste myldretid. Med udrykningsblink og –sirene, og kampvogne bagved, rykker alle sig hurtigt af vejen.
Klokken lidt over seks holder 10 kampvogne på hver side af grænsen ved Checkpoint Charlie med løbene rettet mod hinanden. Knapt 200 meter adskiller dem. For første gang står amerikanske og sovjetiske kampvogne overfor hinanden og med én klar ordre: Skyd hvis de andre skyder.