Øjenvidneberetninger fra 28 år i Berlinmurens skygge

I tusindvis flygtede østtyskerne ud af DDR via Berlin. Hvis landet skulle overleve, måtte trafikken stoppes, vidste de kommunistiske ledere. I 1961 blev indbyggerne spærret inde bag en 43 km lang mur.

I tusindvis flygtede østtyskerne ud af DDR via Berlin. Hvis landet skulle overleve, måtte trafikken stoppes, vidste de kommunistiske ledere. I 1961 blev indbyggerne spærret inde bag en 43 km lang mur.

Ullstein Bild/Getty Images

Det var blevet sent, da den 25-årige lærerinde Ingrid Taegner vendte hjem fra et besøg hos gamle kolleger i Vestberlin. Det sids­te, aftenens vært havde sagt, var: “Hvorfor bliver du ikke her?”

På U-banestationen Treptow i Øst­­ber­lin bemærkede Ingrid, at den sæd­van­li­ge soldat ikke stod på sin post. Ingrid vandrede gennem de mørke gader til sit hjem ved Landwehr-kanalen. Også her manglede vagterne.

Ingrid tænkte ikke videre over det, mens hun låste sig ind i den toværelses lej­­lig­­hed, som hun, hendes mand og de­res spæde søn havde været heldige at få. Den lille familie kunne gå til ro.

Morgenen efter var det søndag den 13. au­­gust 1961. Da Ingrid trak gardinerne til side, så hun, at der stod soldater opstillet nede ved kanalen. De havde spændt en snor ud langs bredden og forsøgte at hol­de folk væk fra vandet.

Ingrid så, hvordan desperate øst­­ber­­li­­ne­­re maste sig forbi og sprang i for at komme over til den vest­li­ge bred. Her stod en ophidset menneskemængde, der måtte redde flygtningene op.

I mængden stod også Ingrids far, der bo­e­de i vest. Med råb og fagter aftalte de to at mødes ved en bro et stykke borte. Kun en enkelt ung østtysk soldat stod po­ste­ret henne ved broen.

Ophidsede berlinere o­ver­dæn­ge­de ham med skældsord, så han krympede sig af skam. Soldaten kun­ne intet stille op mod de mange, som maste sig over grænsen her. Ingrid overvejede situationen.

“Skal jeg også flygte?” spurgte hun.

“Lad være med det”, svarede hendes far.

“Det her finder Amerika sig ikke i!”

Han tog fejl. Den 13. august 1961 blev begyndelsen på et 28 år langt mareridt, hvor Berlin var delt af en næsten uovervindelig mur med bevæbnede vagter. Op mod 200 mennesker mistede livet i forsøget på at krydse den.

Tidligere østberlinere fortæller om Muren

©

Nabo til Muren

Lærerinden Ingrid Taegner boede ved Landwehr-kanalen mellem bydelene Kreuzberg og Treptow, hvor Muren stod.

©

Flugthjælperen

Østberlineren Reinhard Spiller studerede i Vestberlin. Da Muren kom, var han nødt til at flygte. Siden hjalp han 50 andre over.

©

Vagt ved Muren

Som 20-årig værnepligtig kom Richard Hebstreit til grænse-tropperne i Østberlin.

©

Mur-professoren

Leo Schmidt er professor i fortidsminder ved universitetet i Cott­bus. I 2007-2010 deltog han i et forskningsprojekt om Muren.

Højt spil i Centralkomitéen

For den østtyske stat var Muren et livs­nød­ven­digt redskab til at stoppe den kon­stan­te udvandring, der truede med at tøm­me det socialistiske land for ind­byg­ge­re.

Siden grundlæggelsen i 1949 var godt 2,7 millioner stukket af – mange af dem højt kvalificerede håndværkere, læger og ingeniører. Og strømmen var til­sy­ne­la­den­de ikke til at stoppe.

I sommeren 1961 satte flygtningene ny rekord med 30.000 tilfælde af “re­pu­blik­flugt” om måneden – den østtyske straf­fe­lovs trusler gjorde intet indtryk: “Den, som uden tilladelse forlader Den Tys­ke Demokratiske Republiks område, straf­fes med fængsel i op til tre år”.

Problemet var, at flugten var så nem. Selv­om grænsen mellem de to tysklande allerede i 1952 blev lukket effektivt med etableringen af Jerntæppet, var Berlin fortsat åben for flygtningene: Her var ingen kon­trol ved overgangene mellem de fire be­sæt­tel­ses­zo­ner, som byen var ble­vet delt i efter 2. verdenskrig – enhver kun­ne spad­se­re over til vest, melde sig som flygt­ning og blive vesttysker.

At DDR havde et problem, stod klart for landets leder, Walter Ulbricht. Siden 1954 havde han tryglet Sovjetunionen om at få lov til at lukke den frie færdsel mel­lem Øst- og Vestberlin, men den sov­je­tiske leder, Nikita Khrusjtjov, vin­ke­de ham af hver gang.

I stedet måtte DDR forsøge at give sine ind­byg­ge­re den samme høje le­ve­stan­dard, som vesttyskerne havde. I 1958 ved­tog den østtyske regering en ny syv­års­plan, der skulle sætte skub i ud­vik­lin­gen. “På 1.200 dage vil vi indhente og o­ver­ha­le Vesttyskland”, lovede regimet.

Efter tre år stod det klart, at den op­ti­mi­stiske syvårsplan aldrig ville holde; DDR haltede i begyndelsen af 1961 me­re bagud, end da planen blev ved­ta­get, og masseflugten fortsatte. Hver uge for­svandt 3-5.000 indbyggere.

Men nu var der endelig hjælp at hente fra Nikita Khrusjtjov. Han ville lokke Vest­mag­ter­ne væk fra Vestberlin med et løf­te om at respektere om­­rå­­det som et sær­­ligt, de­mi­li­ta­ri­se­ret område – en såkaldt fri by. Hverken USA, Stor­bri­tan­ni­en eller Frankrig bed på, for hvis byen blev efterladt som en forsvarsløs ø, ville det blot være et spørgsmål om tid, før området var indlemmet i DDR.

For at lægge pres på Vestmagterne til­lod Khrusjtjov nu at bygge en mur gen­nem byen, og en overgang truede han også med at o­ver­dra­ge ansvaret for DDRs græn­ser til østtyskerne. Var det sket, kunne DDR have stoppet al land- og flytrafik til Vest­ber­lin – og forhindret Vestmagterne i at få forstærkninger frem.

Berlinmuren bliver bygget

Forberedelserne til byggeriet af Muren fo­re­gik i dybeste hemmelighed. Kun en snes østtyske topfolk var inddraget, og o­pe­ra­tio­nen havde end ikke et kodenavn.

Først aftenen før blev officererne i den øst­­tys­­ke hær orienteret, og kl. 1.00 om nat­ten gik aktionen i gang: Spor­­vogns­­skin­­ner blev revet op, U-baner stoppede, og østtyske soldater rullede pigtråd ud i ga­der­ne. Ved daggry tog de første murere fat på deres arbejde.

“I første omgang blev Muren kun rejst inde i byens centrum – dér, hvor de vestlige pressefotografer var”, for­­kla­­rer professor Leo Schmidt fra universitetet i Cottbus. Sam­men med et stort hold kolleger har han fors­­ket i Murens historie – et arbejde, der mundede ud i et ottebindsværk om dens tilblivelse, indretning og drift.

“Militæret foretrak at rulle pigtråd ud, men pigtråd så alt for midlertidigt ud for Ulbricht”, siger Leo Schmidt.

Der skulle en rigtig mur til. I første omgang nøjedes regimet med at rejse 8 km mur på den i alt 43 km lan­ge grænse. Resten blev spærret af med mid­ler­ti­di­ge løsninger – som dem Ingrid Taegner blev vidne til ved Land­wehr-ka­na­len:

“Den første dag bestod Muren bare af et tov, som soldaterne spændte ud. Efter et par dage kom et træhegn, som så blev er­stat­tet af et pigtrådshegn. Når der var til­sku­e­re på vestbredden, begyndte en øst­tysk officer med megafon at skrige op om, at Vestberlin skulle forvandles til en ‘fri by’”, husker hun i dag.

I Bernauer Strasse stod husene i Øst­berlin, mens fortovet lå i vest; mange flygtninge sprang derfor ud ad vinduerne – og tre mennesker styrtede i døden her. Vinduerne blev muret til i løbet af efteråret, siden blev husene revet ned.

© Ullstein Bild/Getty Images

En desperat student satser alt

Nøjagtig viden om, hvor hullerne i Muren var, kunne den 20-årige Reinhard Spil­ler godt have brugt. Han boede med sine forældre i Østberlin, men læste til in­ge­ni­ør i Vestberlin.

Efter græn­se­luk­nin­gen var han med ét udelukket fra at gøre sin uddannelse færdig. Mandag mor­­gen den 14. august gik han til politiet for at høre, hvad han skulle stille op:

“Jeg fik besked på at tage ud til et land­brugs­kol­lek­tiv og hjælpe med årets høst, der­efter skulle jeg tre år i hæren! Det kun­ne jeg ikke acceptere og besluttede at flyg­te”, fortæller Reinhard Spiller.

Næste dag strejfede han omkring langs grænsen for at finde et egnet sted. Nær overgangen Checkpoint Charlie sneg han sig ned ad en sidegade og nær­me­de sig tøvende et par grænsevagter. Den første vagt havde Reinhard held til at snyde sig forbi – nu var der kun én vagt tilbage mellem ham og friheden.

“Hvad ville De have gjort?” spørger Rein­hard Spiller og gør et ophold i sin be­ret­ning. “Jeg smækkede ham én på siden af hovedet, og mens han var u­kamp­dyg­tig, spurtede jeg over grænsen”.

De bevæbnede vagter kunne intet stille op. Havde de skudt, ville kuglerne have ramt en gruppe nysgerrige vestberlinere, der stod langs grænsen.

“Klokken var 16. Jeg var ovre, og jeg var lykkelig!” husker Reinhard Spiller.

At vagterne havde skudt, hvis de kun­ne, er der ingen tvivl om. Godt en uge ef­ter Reinhard Spillers flugt blev den første flygt­ning dræbt. Det var en ung skræd­der, der forsøgte at komme over til sit værk­sted i vest.

Han sprang i kanalen ved Friedrichstrasse-banegården, hvor græn­se­vag­ter­ne opdagede ham. Liget blev fisket op og skaffet af vejen uden fa­mi­li­ens vidende.

DDR’s bluff mislykkes

DDR havde vist verden, at Muren var al­­vor­­ligt ment – men samtidig sig­na­le­re­de det østtyske regime, at der var en nem vej ud af miseren: Vestmagterne skulle blot trække deres styrker ud og gøre Vest­­ber­­lin til en “fri by”.

Det lød be­­snæ­­ren­­de, men Vestmagterne sagde nej. De hav­de end ikke reageret på opførelsen af Muren; Vestmagterne betragtede den officielt som en rent østtysk sag.

Som i et pokerspil havde østtyskerne sat­­set alt på deres bluff – nu var regimet tvun­get til at leve med konsekvenserne. Un­der en hastig møderække i oktober 1961 skulle rammerne for færdiggørelsen og forvaltningen af Muren aftales:

“DDR havde intet langsigtet koncept. Først med opførelsen af Muren begyndte landets le­­­der­­e at overveje, hvilke kon­­se­­kven­­ser den havde”, påpeger pro­fes­sor Leo Schmidt.

Imens var Reinhard Spiller ved at finde sig til rette i sin nye tilværelse. Modsat ho­­ved­­par­­ten af sine landsmænd, der ikke følte sig sikre i Vestberlin og drog vi­de­re til Vesttyskland, blev Spiller i by­en for at passe sine studier. I januar 1962 mod­tog han et brev fra sin mor: Hun fortalte, at hans far som straf for søn­nens flugt var blevet fyret som kon­tor­mand. Nu var han på et lager.

“Han kla­­rer ikke det hårde arbejde”, klagede moren. Reinhard forstod, at hans forældre skulle ud af landet, men hvordan?

De to 60-årige var alt for skrøbelige til at klare turen på egen hånd. Reinhard lavede en liste over alt det, han skulle have på plads for at redde dem: Tjene penge, tage kørekort, købe en bil, lære engelsk og få kontakt til nog­le vestlige diplomater, som ikke stillede for mange spørgsmål.

Studenterne åbner et “rejsebureau”

Vreden mod Muren kog­­te i Vestberlin – især blandt de un­ge, der havde mær­­ket en vold­som be­græns­ning i deres frihed, og sam­ti­dig var man­ge af de­­res kam­me­ra­ter ble­vet fan­get bag Muren.

I et net­­­­værk kal­det “Rej­­se­­bu­­reau­­et” for­­søg­­te u­ni­ver­si­tets­stu­de­ren­de at hjæl­­pe hin­an­den med at hen­te familiemedlemmer, kammerater og kærester over. De gravede tunneller, fandt veje gennem klo­ak­ker­ne og byg­ge­de hulrum i biler.

Reinhard Spiller holdt sig for sig selv. Så få som muligt skulle vide noget om hans planer. Via nogle bekendte skaffede han sig tre østrigske diplomatpas; et gam­melt familiefoto kunne bruges til at lave pas­bil­le­der af hans forældre.

De oprindelige billeder fjernede han fra passene og klistrede sine forældres ind. De nødvendige stempler lavede han selv, og så købte han sin første bil – en gammel Cadillac: “Den var tilpas pran­­gen­­de til, at den kunne gå for at være en ambassadebil. De falske num­mer­pla­der lavede jeg selv”.

I aftenmørket den 8. maj 1962 kørte Spil­ler over grænsen. Han gjorde alt for at ligne en helt almindelig chauffør, der skul­le hente sit ambassadørpar i Østberlin. Spiller par­ke­re­de bilen et par gader fra forældrenes hjem og bankede på. De sad midt i af­tens­ma­den, da han kom, og anede intet om den forestående flugt.

“Min mor lagde forklædet, og så kørte vi. De kunne ikke tage noget med sig – in­gen personlige papirer, ingen kuffert med tøj, for den kun­ne afsløre os i en grænsekontrol”.

Forældrene satte sig ind på det brede bag­­sæ­­de, og Reinhard kørte mod o­­ver­­gan­­gen Checkpoint Charlie midt i byen. Da en grænsebetjent holdt dem an, rul­­-le­de Reinhard sideruden ned og rak­te ham de tre diplomatpas som den mest naturlige ting i verden. Vagten kig­­ge­­de kort på dem og vinkede bilen igennem anlægget. Alt gik som smurt.

“Jeg var ikke det mindste nervøs, for jeg følte mig højt hævet over grænsevagterne. Moralsk set havde jeg retten på min side!” siger Reinhard Spiller i dag.

Beruset af succesen besluttede han, at dette ikke skulle være sidste gang, han smuglede folk ud af Østberlin. Han havde jo samlet alle de færdigheder, en flugthjælper skal have.

“Jeg vidste, at Muren havde afskåret mange unge fra at få en uddannelse. De ville gerne til Vestberlin – og jeg var i stand til at hjælpe dem”.

Forhindringsløb i dødsstriben

I begyndelsen bestod grænsen blot af en enkelt mur. Med årene blev grænseanlægget udbygget, så det fik to mure og en bred stribe jord – “dødsstriben”. Her var alarmer, hunde og soldater, der havde ordre til at skyde. I alt 12.000 soldater samt pasbetjente, Stasi-folk og toldere gjorde tjeneste ved Berlinmuren.

Kom helt tæt på Berlinmuren i galleriet:

Ingrid til forhør hos Stasi

Ingrid Taegner boede fortsat i lejligheden ved Landwehr-kanalens øst­li­ge bred med sin mand og søn. Hen­des familie havde været ber­­­li­­­ne­­­re gen­nem fem generationer med slægt­­nin­­ge spredt ud over hele byen.

Da lærerne på hen­des skole blev opfordret til at underskrive en støt­te­­er­klæ­ring til byg­nin­gen af Muren, nægtede Ingrid: “Jeg sagde, at det ville være hykleri, hvis jeg skulle hilse den lukkede grænse vel­­kom­­men. Med min familiehistorie kun­­ne jeg ikke gøre det”.

Hendes stejle holdning fik kon­se­kven­ser. Kort efter stod med­­ar­­bej­­de­­re fra det hemmelige politi, Stasi, i lejligheden og en­de­vend­te alt. Selv­føl­ge­lig fandt Stasi-folkene de billeder, hun havde taget af græn­se­sol­da­ter­nes arbejde med Muren ved kanalen året før.

Hun kom i forhør til langt ud på natten: “Under forhøret sagde jeg, at jeg ville hjem til mit barn. ‘Åhr’, sagde officeren, ‘ham skal De ikke bekymre Dem om. Vi sør­ger for ham’. Dér fik jeg gåsehud”.

Truslen om at miste sin søn fik Ingrid til at underskrive for­­hørs­­pro­­to­­kol­­len. Som en konsekvens blev hun fyret fra sin skole – hun var 26 år gam­­mel, arbejdsløs og brændemærket for sine usocialistiske holdninger. De føl­gen­de år måtte hun klare sig med vi­kar­ar­bej­de.

Også Ingrids mand blev an­holdt af Stasi. Bagefter fortalte han om “nogle mø­der”, han havde holdt, og så fik han plud­se­lig arbejde igen. Ingrid var my­sti­fi­ce­ret og fik mistanke om, at han var ble­vet hvervet:

“Jeg havde ikke tillid til ham mere, men vi blev sammen nogle år af nød”.

Reinhard Spillers mange køreture

De studerende fra “Rejsebureauet” hav­de Reinhard Spiller ingen tillid til – de var for åbenmundede, for uforsigtige. Og de mange tunneller, de gravede i Berlins san­de­de undergrund, var håbløst in­ef­fek­ti­ve efter hans vurdering:

“De allerfleste tunneller kunne kun bruges én gang, før de blev afsløret”.

I stedet arbejdede Reinhard på egen hånd. Han forfalskede stabler af pas og frem­stil­le­de falske nummerplader, han le­­je­­de biler og kørte jævnligt over græn­sen forklædt som am­bas­sa­de­chauf­før.

Om Stasi var på sporet af ham, anede han ikke, men han forsøgte at gardere sig ved aldrig at efterlade spor: Hans kol­­le­­gie­­væ­­rel­­se havde intet nav­ne­skilt, og der lå hver­ken personlige papirer eller så meget som et billede af ham her.

I løbet af foråret 1963 begyndte Spil­ler at føle sig udbrændt. Han havde hen­­tet 50 personer over, var plaget af kon­­stant feber og måtte tage amfetamintab­let­ter for at klare sine mange opgaver – studierne og arbejdet for at tjene penge til flygtningesmugleriet tog sin tid.

Oven i kom forfalskning af pas og nummerplader og selve gennemførelsen af flugten.

“Jeg tog mig af mennesker, som ikke havde nogen anden vej ud. Folk på sygehus og familier med børn”.

Reinhard gik til lægen, og dommen var klar: Han skulle indlægges omgående. På hospitalet besluttede Reinhard at det var tid at stop­­pe som flugthjælper og koncentrere sig om studierne. Med tiden blev han en ka­pa­ci­tet inden for EDB og informationsteknologi.

Fjendtlig og uforskammet. Grænse­soldaterne havde strengt forbud mod at kommunikere hen over Muren.

© Ullstein Bild/Getty Images

Grænsesoldaten fortæller

Omkring 1966 stod det klart, at den in­te­ri­mi­stiske Berlinmur ikke var effektiv nok. Det østtyske regime besluttede at modernisere dødsstriben. Den nye mur kom til at bestå af be­ton­pla­der.

På denne tid tiltrådte den 20-årige metalarbejder Richard Hebstreit sin vær­ne­pligt. Han kom fra landet, men hos hæren lagde man vægt på, at en grænsesoldat ikke havde lokale venner, så Richard havnede ved Muren. De første måneder gik med militær træning og politisk skoling. Igen og igen blev den vigtige opgave som “fredens vogtere” hamret ind i hovedet på rekrutterne.

“Grænsesoldaterne havde mange for­skel­li­ge opgaver: Nogle gange sad jeg hele dagen i tårnet, men der var faktisk flere soldater på patrulje i baglandet. Vi havde nøgler, så vi kunne komme op på lofterne og kigge efter flygtninge. Dengang skete det jo, at folk med bue og pil skød et reb over til Vestberlin, så de kunne fire sig over Muren”.

Når Richard alligevel var i et hus, låste han sig gerne ind i kælderen, hvor husmødre opbevarede henkogte fødevarer.

“Vi stjal som ravne, på en enkelt vagt kunne jeg spise to-tre glas kirsebær”.

Patruljen ved Muren var kedelig, der­for byggede Richard en lille tran­si­stor­ra­dio ind i sin feltflaske, så han kunne høre ves­tlig rockmusik i smug.

“Jeg kan stadig høre discjockeyen – You are listening to the American Forces Network, AFN”, siger Richard Hebstreit med yankee-accent.

Vagttårnene var primitivt indrettet, uden varme og toilet. Hvis soldaterne skulle forrette deres nødtørft, måtte de ringe til centralen og bede om afløsning, men hvem kunne vente? Som regel pissede soldaterne ud ad tårnets dør. Stanken i området var ubeskrivelig.

Richard var heldig. I hans tid ved grænsetropperne var han ikke tvunget til at bruge våben.

“Man skulle råbe: ‘Halt, stehen bleiben!’ Hvis flygtningene løb videre, skulle man affyre varselsskud. Og hjalp det ikke, skød man en salve foran dem. Nogle flygtninge løb simpelthen ind i kug­­ler­­ne. I min tid var der også et par døde, men ikke i min enhed. Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor jeg ikke skød: Helt enkelt fordi der ikke kom nogen forbi”.

Soldater lokket til at dræbe

Professor Leo Schmidts forskergruppe studerede, hvad der foregik hos grænsetropperne fra 1961 til Murens fald.

“Enhver grænse kan overvindes, muren kan være så høj, det skal være – flygtningen behøver bare en stige, der er en halv meter højere. Den egentlige græn­se var maskingeværet – og den kræ­ve­de folk, der var villige til at skyde”.

Denne villighed blev lokket frem med små be­løn­ninger og et psykologisk trick. Hvis en sol­dat havde stoppet en flugt, fik han 200 østmark (godt to måneders sold) og et par dages orlov. Men der var en anden meget vigtigere motivation, forklarer Leo Schmidt:

“Man frembragte en kunstig paranoia. Allerde når de nye rekrutter ankom, blev de vist rundt og fik at vide, at ‘her er kam­me­rat NN’s stue, han blev skudt af provokatører ved grænsen’. At det skete uhyre sjældent, spillede ingen rolle, for de værnepligtige kunne ikke efterprøve officerens påstand”.

Ifølge Leo Schmidt blev ingen af grænsesoldaterne ligefrem straffet, hvis en flygtning slap over. Men en vel­lyk­ket flugt fik alligevel konsekvenser:

“Hver flugt udløste et pres nedad i be­fa­lings­kæ­den. Kaptajner og løjtnanter fik be­sked på at presse deres folk mere. Det var vigtigt at sørge for, at soldaterne ikke bare skød, men også ramte!”
Og bagefter tog Stasi fat for at finde ud af, hvordan flugten kunne ske, og hvem der hav­de hjulpet til. Alene det at bistå til republikflugt var en strafbar handling, der gav to års fængsel.

Langt de fleste flygtninge blev fanget, længe før de nåede grænseanlægget.

© Ullstein Bild/Getty Images

Muren er blevet pinlig

Den gamle statsleder Walter Ulbricht blev i 1971 tvunget på pension, og ind trådte Erich Honecker. Den nye leder havde for­stå­et, hvad der var galt i DDR: Landet var isoleret, og ind­byg­ger­ne deprimerede.

For at let­te stemningen fik landet en ekstra TV-kanal, så der blev plads til mere underholdning, og forretningerne fik et større va­re­ud­bud. De unge indbyggere skulle bindes mere ef­fek­tivt til landet – det skete ved at starte et statsligt byggeprogram, så unge par lettere kunne få tildelt en lejlighed og stifte familie.

Udenrigspolitisk søgte Erich Honecker di­plo­ma­tisk anerkendelse i Vesten. Men Muren stod stadig som et hæsligt monument over ufriheden midt i Berlin.
“Muren var blevet pinlig for DDR”, sam­men­fat­ter professor Leo Schmidt.

“I 1961 skulle den virke afskrækkende, men nu ønskede DDR bl.a. en plads i FN, så regimet ville have så lidt mur som mu­ligt – en statsgrænse som alle andre. Den nye mur skulle være stylet, og de nye vagttårne, der blev bygget, op­fat­te­de staten som smarte, DDR-chic”.

Omkring 1976 stod det klart, at Honeckers milde vinde ikke gav det ønskede resultat: Produktionen kunne ikke betale statens forbrug, den øgede vel­­stand i DDR skyldtes u­de­luk­ken­de milliardlån optaget i Vest­tysk­land. En ny tung tid be­gynd­te i DDR, troen på fremtiden var væk.

“Jeg tænkte ikke på flugt”, siger Ingrid Taegner, “for jeg havde jo min søn her, men jeg gik i indre eksil og lod, som om jeg levede et helt andet sted”.

Richard Hebstreit kunne have gjort karriere i en stor VEB (folkeejet virk­som­hed), men hans manglende par­­ti­­med­­lem­­skab gjorde det umuligt at avancere. I ste­det tog han en stilling som er­hvervs­råd­gi­ver i folkeskolen.

Sin indgående viden om landets virksomheder kunne Hebstreit udnytte i sit nye job som industriel designer, hvor han løste småopgaver for virksomhederne. Han klarede sig godt som selvstændig, men løgnene og propagandaen gik ham på – fx når avisen skrev, at “forsyningen med friske fisk er blevet over­opfyldt med 150 pct. i sidste kvartal”.

“DDR havde en moderne fiskerflåde, der hentede flotte torsk oppe ved Grønland, men vi fik dem aldrig. Fiskene blev solgt i Vesttyskland. Det eneste, vi fik, var ma­krel og sild – fiskeaffald i en dåse med rød sovs!” husker Richard Hebstreit.

Engang i 1980’erne var han til et of­fent­ligt møde med åben mikrofon – Hebstreit rakte en hånd i vejret: “Jeg sagde: ‘I skriver, at I har over­opfyldt jeres fiskekvote­ med 150 pct., derfor forstår jeg ikke, hvorfor vores fiskeforretning har været lukket i et år!’”

Hebstreit fik besked på at sætte sig ned og klappe i. Senere fandt han ud af, at hans offentlige kritik havde fået Stasi til at interessere sig for ham.

For hvert år blev Muren udbygget, perfektioneret og gjort mere umulig at o­ver­vin­de. I en tale i januar 1989 slog Erich Honecker fast, at “Muren vil bestå om 50 og 100 år. Den er nødvendig for at beskytte vores republik mod røvere”.