Stasi-agenter jagtede DDR's største menneskesmugler

Flyrejser var oplagte til flugt

Mellem 1964 og 1971 sad østtyskeren Wolfgang Welsch indespærret i DDR’s fængsler i sammenlagt 2.430 dage. Hans forbrydelse bestod i, at han havde forsøgt at bekæmpe landets totalitære styre
med digte og en kritisk dokumentarfilm om undertrykkelse i Østtyskland.

I 1971 fik Welsch lov til at udvandre til Vesttyskland, og her fortsatte han sin modstand mod DDR-styret. Welsch sendte læserbreve til aviser i hele Europa og deltog ivrigt i debatter på vesttyske universiteter, men ingen troede på hans beretninger om tortur af systemkritikere i DDR’s fængsler.

Stærkt frustereret slog han omgående til, da chancen for at bekæmpe det kommunistiske regime på anden vis dukkede op. En ven, der ligesom Welsch havde siddet i østtysk fængsel, spurgte, om han ville hjælpe en professor med at flygte fra DDR.

Welsch var begejstret for at komme i aktion, selvom hans opgave blot bestod i at flyve en test-tur ad den rute, som professoren skulle benytte under sin flugt: Fra Athen i Grækenland via Sofia i Bulgarien til Frankfurt i Vesttyskland.

Professoren skulle deltage i en international konference i Athen, og her ville han få et forfalsket vesttysk pas og flybilletter overdraget af Welschs ven, så flygtningen kunne rejse til Vesten.

Ved at flyve til og fra Athen ad samme rute nogle dage i forvejen ville Welsch få de rigtige stempler i sit pas – stempler, som kunne forfalskes, så professorens pas kunne forsynes med dem.

Professoren kunne med andre ord forlade Athen som østtysker og lande i Bulgarien som vesttysker. Når den bulgarske paskontrol i Sofia kiggede i hans papirer, ville de se en vesttysker med de rette stempler i sit pas og dermed dokumentation for, at han få dage tidligere var rejst fra vest til øst og nu blot var på vej tilbage til Vesttyskland.

Flugten lykkedes, og Welsch lærte dermed en metode, som han kunne bruge til at skade DDR med mest muligt: Hver højtuddannet østtysker, han kunne hjælpe med at flygte, ville svække det brutale regime. Uden professorer, læger og ingeniører kan et moderne samfund vanskeligt fungere, ræsonnerede Welsch.

Snart begyndte han at tage imod bestillinger på flugtassistance. Intet blev overladt til tilfældighederne, når en flugt skulle planlægges, for Welsch havde på egen krop mærket, hvordan Stasi behandlede mennesker, der truede kommunistpartiets magt.

Passene, som Welsch agtede at forsyne sine “kunder” med, skulle derfor ikke blot være gode forfalskninger, men den ægte vare. Via mellemmænd skaffede han sig blanke pas fra vesttyske myndigheder, der formentlig godt vidste, hvad de skulle bruges til.

I hvert fald måtte Welsch love at returnere passene efter hver vellykket flugt. Flugt­hjælp til østtyskere var ingen for­bry­del­se i Vesttyskland – tværtimod blev det betragtet som en patriotisk pligt at hjæl­pe østtyskere ud i friheden.

Welsch sørgede også altid for at medbringe vest­eu­ro­pæ­isk tøj til dem, han hjalp med at flygte, så de foruden at have pas og vestlig valuta også lignede vest­­tys­­ke­­re. Børn på flugt fik sågar det nyeste skrig inden for le­ge­tøj stukket i hånden – for ikke at vække op­­sigt.

Flugtvejen over skyerne var dyr, fordi den krævede adskillige flybilletter, og derfor havde Welschs kunder altid en sponsor i Vesttyskland – enten et familiemedlem eller en nær ven med penge nok til at betale de 20.000 D-mark (250.000 nutidskroner), som en familie på to vokse og to børn kostede at få ud.

Kontakten til de personer, der ville flyg­­­te, skete via mellemmænd, for Welsch havde indrejseforbud i DDR. Det var også tit kurerer, der mødtes med flygt­nin­ge­ne på et aftalt sted i Bul­ga­ri­en Ungarn eller Rumænien og udleverede flybilletter, falske pas og tøj til dem. Welsch var primært organisator.

I fire år gik flugtaktionerne gnidningsløst, og Welsch hjalp årligt i gennemsnit en snes personer ud af DDR. Men i 1976 kom Stasi på sporet af ham.

Stasi-agent plantede bombe

Welsch var i mellemtiden blevet gift, og hans kone meldte sig som kurer, da end­nu en familie fra DDR skulle hjælpes til Vesten under sin sommerferie i det kommunistiske Bulgarien.

Hilde Welsch blev imidlertid afsløret i Sofia og anholdt. Stasi sendte agenter til Bulgarien for at afhøre hende og finde ud af, hvilken hemmelig organisation hun tilhørte.

For Welsch var det slut med at arbejde i det skjulte. Stasi satte agenten med dæknavnet “Alfons” på sagen – han fik ordre på at infiltrere Welschs organisation og finde en mulighed for at myrde “den kriminelle menneskehandler”, som Welsch blev omtalt i akterne i Stasi-arkivet.

Welsch anede ikke, at Hilde havde indrømmet alt over for Stasi, for hans hustru bedyrede, at hun intet havde afsløret, da hun få dage senere blev løsladt.

Måske af frygt for Stasi eller Welschs vrede lod hun ham tro, at han frit kunne fortsætte sit arbejde. Da “Alfons” opsøgte familien under dens ferie i Grækenland, anede Welsch derfor ikke uråd.

I stedet udviklede et tæt venskab sig mellem “Alfons” og Welsch, som troede, at hans nye ven hed Peter Haack og var en succesfuld tysk fotograf, der havde slået sig ned i London.

Under et besøg hos familien Welsch i Vesttyskland i 1979 kunne Haack derfor snige sig ud i garagen og placere en bombe i instrumentbrættet på familiens bil.

Da Welsch dagen efter rasede afsted med 140 km/t. på den tyske autobahn, eksploderede sprængstoffet. Til alt held var bomben blevet testet på en østtysk Trabant med et papirtyndt instrumentbræt – i en solid VW Golf havde den ikke samme dræbende effekt.

Welsch blev ramt af platiksplinter på hænder og arme samt i ansigtet, og kabinen fyldtes med røg, inden den chokerede menneskesmugler hakkede bremsepedalen i bund.

Welsch fattede ikke mistanke

Ifølge det vesttyske politis temmelig overfladiske rapport var Welschs Golf blevet ramt af en kortslutning, og intetanende fortsatte han som leder af et endnu større net af betroede, som hjalp DDR-borgere med at flygte.

Nye metoder blev taget i brug, og i alt 34 mennesker blev hjulpet til Vesten samme år. Efter fiaskoen med bomben måtte Stasi lægge nye planer. “Alfons” skulle i stedet sørge for, at Welsch blev et let mål for en østtysk skarpskytte.

Under påskud af at have fundet en billig antikvitetshandler lidt syd for London inviterede Haack i 1980 Welsch til England. Welsch manglede et par møbler til sit hus og accepterede invitationen.

De to kammerater lejede en varevogn i Tyskland og kørte muntert snakkende gennem Frankrig til Calais, hvor de kom til at holde i billetkøen til Englandsfærgen.

Mens de ventede, undskyldte Haack sig et øjeblik – han ville finde noget at spise. I stedet listede den hemmelige agent hent til en mønttelefon og ringede til Stasi i Berlin.

Ved hjælp af færgens overfartstid og den maksimale hastighed på de engelske motorveje kunne “Alfons” beregne en cirkatid for, hvornår han og Welsch ville nå frem til motorvejskrydset Dartford lidt syd for London.

Her ville en østtysk skarpskytte ligge klar til at skyde på føreren af en hvid varevogn fra udlejningsfirmaet Hertz med nummerpladen F TP 507 – alt sammen oplysninger, som “Alfons” forsynede Stasi med i telefonsamtalen fra Calais.

Ved ankomsten til Dover i England begyndte Welsch at køre mod London med 120 km/t. – uden at vide det havde han en aftale med døden.

En pibe tobak reddede Welschs liv

For at snigskytten kunne ramme plet, skulle “Alfons” sørge for, at Welsch sænkede farten til 80 km/t., når de nærmede sig Dartford.

“Du kan godt lette foden en anelse fra speederen, vi er foran tidsplanen”, sagde Haack henkastet, og bemærkningen havde den ønskede effekt. Welsch sænkede farten. Få hundrede meter fra motorvejskrydset spurgte Welsch pludselig: “Ved du, hvor min tobak er blevet af?”

Den inkarnerede piberyger savnede sin pibe, og mens Haack rakte ud efter en pose tobak i handskerummet, lænede Welsch sig forover for at samle sin pibe op fra gulvet, hvor den var gledet ned under kørslen.

I samme øjeblik lød et smæld, og da Welsch rettede sig op med piben i hånden, stirrede han ud på vejen gennem et lille, cirkelformet hul i forruden, der allerede var godt i gang med at krakelere og blive gråt.

“Så du det? Hullet? Nogen skød på os”, råbte Welsch, der bremsede ned og parkerede bilen i nødsporet. “Måske var det et stenslag”, forsøgte Haack, men ud over at sidde præcis i Welschs øjenhøjde havde kuglen også boret sig tværs gennem bilen.

“Lad os skynde os videre, før tossen finder på at skyde igen”, foreslog Welsch, der aldrig meldte episoden til politiet. Tilskyndet af Haack antog han, at en skydegal brite havde åbnet ild.

Hos Hertz anmeldte de et stenslag, fik en ny bil og kørte videre. Ved en tilfældighed havde Welsch overlevet Stasis andet mordforsøg – og han anede stadig ikke uråd.

Hele familien Welsch blev forgiftet

Året efter gjorde Haack et sidste forsøg på at likvidere manden, som stadig troede, at de var nære venner. Sammen med Welsch, Hilde og parrets syvårige datter rejste Haack til Israel for at holde ferie i en autocamper.

Efter en lang køretur gennem ørkenen fra Tel Aviv til Aqababugten tilbød Haack at lave mad, så familien Welsch kunne tage sig en dukkert i havet.

Mens Welsch morede sig, stod Haack i autocamperens minikøkken og tilberedte frikadeller med et skvæt tallium i. Giften havde den egenskab, at den hverken smagte eller lugtede af noget – og givet i den rette dosis ville den give sine ofre en langsom og smertefuld død.

Juli-varmen i Elat var så kvælende, at Welsch vendte bilen og kørte nordpå igen efter aftensmaden. Allerede om natten fik Hilde og datteren kvalme og kas­te­de op. Deres appetit havde været lille, og de små mængder gift, som de havde fået indenbords, forsvandt med opkastet.

Welsch følte sig imidlertid ikke dårlig og fortsatte turen nordpå. Først et døgn senere begyndte han at mærke en underlig snurren i sine ben, da autocamperen nærmede sig Safed ved grænsen til Syrien.

Alle fire tog en overnatning på et hotel, men om morgenen meddelte Haack, at han desværre måtte afbryde ferien – et fransk TV-hold havde hyret ham til at fotografere en hastesag i Egypten.

Efter Haacks afrejse blev Welsch dårligere. Han fik smerter i hele kroppen og søgte læge. Klinikkens diagnose lød “vene-betændelse”, og lægen gav ham medicin og smertestillende piller.

Mens familien ventede på det første ledige fly hjem til Vesttyskland, fik Welsch så stærke smerter, at han måtte tilbringe hele dagen i hotellets pool, og så heftige svedeture, at han skyllede øl efter iskold øl ned.

Ved et utroligt held er det præcis den rette kur mod talliumforgiftning, for rigeligt med væske fortynder mængden af gift i kroppen.

Hjemme i Tyskland lå Welsch fire dage i koma på et hospital, før lægerne fandt ud af, at han havde spist tallium, og fik sat gang i den rette behandling.

Stadig fattede Welsch ikke mistanke til Haack eller Stasi. I stedet antog han, at en palæstinensisk terrorist havde forgiftet hakkekødet, som Haack havde lavet frikadeller af.

Da et postkort fra Haack dukkede op kort efter, og vennen skrev, at han havde det dårligt, indledte Welsch en intensiv jagt på ham. Hvis Haack blev fundet i tide, kunne hans liv måske reddes, håbede Welsch inderligt.

Undren blev til mistanke

Haack var og blev dog forsvundet. Postkortet var stemplet i Argentina, men de ar­gen­tin­ske myndigheder afviste, at en person ved navn Haack havde besøgt landet i sommeren 1981.

Da Welsch undersøgte Haacks adresse i London, fandt han ud af, at vennen slet ikke var fotograf, men havde stjålet sin engelske nabos identitet.

Undren blev efterhånden til mistanke, men i årevis måtte Welsch leve med uvisheden. Først efter Murens fald og den nyindførte tyske lov om ofrenes aktindsigt i Stasis arkiver fandt Welsch ud af, at Haack var Stasi-agenten med dæknavnet “Alfons”, der tre gange havde forsøgt at slå ham ihjel.

Welsch gik til politiet og viste dem sine beviser, og i 1993 arresterede de Peter Haack. Året efter blev Stasis attentatmand idømt seks og et halvt års fængsel for mordforsøg.

En anden af de tiltalte, Stasi-generalen Heinz Fiedler, der fra Berlin havde styret Haack og hans likvinderingsforsøg, hængte sig i sin celle, inden han blev dømt.