Studerende planlagde spektakulær flugt fra Østberlin

En af Domenicos bedste venner, Peter, bor i Østberlin sammen med sin kone, Evelyne, og deres nyfødte datter.

I første omgang tager Domenico det for givet, at Peter får lov at fortsætte sine kunststudier i Vestberlin, men som ugerne går, forstår han, at det ikke vil ske. Tværtimod er DDR i fuld gang med helt at afskære sine borgere fra omverdenen, idet pigtrådshegnene flere steder er blevet erstattet af over to meter høje betonmure, der øverst oppe er belagt med glasskår.

Domenico er bekymret for sin ven, så sammen med sin gamle gymnasiekammerat Luigi Spina, som også er ven med Peter, drager han den 19. august 1961 til Østberlin for at overtale Peter til at flygte, mens tid er.

Endnu er afspærringen enkelte steder ubevogtet, og desuden er der forholdsvis let at forcere de afsnit, hvor der stadig kun er pigtrådshegn. Den 15. august er en grænsesoldat, Conrad Schumann, som den første sprunget over pigtråden ind til Vesten, så flugt er stadig en mulighed.

Peter lytter tålmodigt til sine venner, men deres overtalelsesforsøg preller af på ham. Han føler sig overbevist om, at DDR inden for ganske kort tid vil erkende, at muren er en fejltagelse, og at alting vil blive som før.

Vennen vil væk fra Østtyskland

Peter tager fejl. Grænsen til Vestberlin forbliver lukket, og dag for dag bliver det sværere at flygte fra Østberlin.

Vinduerne i de huse, der ligger tæt på grænsen til Vestberlin, bliver muret til, og de østberlinere, der bor nær grænsen, bliver tvangsforflyttet til mere flugtsikre boliger.

Blot 11 dage efter, at muren er påbegyndt, bliver den første flygtning skudt af grænsevagterne, da han den 24. august 1961 forsøger at svømme fra øst til vest, og i Østberlin går det i al sin gru op for indbyggerne, at døden lurer på enhver, der forsøger at slippe ud af DDR.

Som italienske statsborgere kan Domenico og Luigi uden større problemer rejse ind og ud af Østberlin, og da de i februar 1962 endnu en gang besøger Peter, fortæller han, at han er led og ked af at bo i Østtyskland.

Hans højeste ønske er at flygte sammen med sin kone, sin datter og sin mor, men samtidig giver han udtryk for, at han ikke nærer nogen illusion om at få opfyldt ønsket.

Nedslåede over deres vens triste skæbne vender Domenico og Luigi hjem til deres kollegieværelse i Vestberlin, og knap har de lukket døren bag sig, før de har besluttet sig for at gøre alt for at hjælpe vennen og hans familie.

I de næste mange uger trasker de langs muren, der omkranser Vestberlin, i håbet om at finde en mulig flugtrute. Ved en tilfældighed kommer de to venner i kontakt med en bulgarer, som bor i Rheinsberger Strasse i Østberlin, ganske tæt på muren. Og da de bliver inviteret på besøg hos deres nye bekendt, øjner de pludselig håb.

I baggården bag ejendommen ligger nemlig en kælder, der tilsyneladende er som skabt til flugt. Fra vest kan man – i hvert fald i teorien – grave en tunnel fra Bernauer Strasse lige på den anden side af muren og videre frem til kælderen i Rheinsberger Strasse.

En plan tager form i de to venners hoveder, men eftersom døren til kælderen er låst med hængelås, er det umuligt at komme derned og finde ud af, om den overhovedet er egnet til formålet. Men en fødselsdagsinvitation fra bulgareren bliver deres redning.

Domenico og Luigi takker ja til at komme til fest i Rheinsberger Strasse, og mens Luigi underholder selskabet med hele sit forråd af vittigheder, snupper Domenico værtens nøglebundt, så han kan låse sig ind i kælderen.

Begejstret konstaterer Domenico, at kælderen vender ud mod grænsen, og hurtigt laver han et aftryk af nøglen i modellervoks, som han har medbragt hjemmefra. I al ubemærkethed vender han tilbage til festen, lægger nøglebundtet på plads og blander sig med de andre gæster.

Med et diskret nik lader han Luigi forstå, at alt er forløbet planmæssigt.

Fuldmagt bliver gemt i cigaret

Tilbage i Vestberlin får Domenico lavet en kopi af kældernøglen. Men da de to unge mænd studerer et bykort over Berlin og måler afstanden fra bulgarerens hus til det sted i Bernauer Strasse, hvor tunnellen skal begynde, kigger de opgivende på hinanden.

Den underjordiske flugtvej skal være omkring 165 meter lang for at kunne forbinde de to punkter. Et byggeprojekt af så overvældende dimensioner forekommer ganske umuligt for to personer. Men tanken om en tunnel har bidt sig fast, så Domenico og Luigi arbejder stædigt videre med planen.

I Bernauer Strasse udser de sig en forladt fabriksbygning, der ganske vist er stærkt forfalden, men som rummer en stor kælder. Og det bedste er, at de kan låne kælderen kvit og frit. Ejeren – en hr. Müller – er ikke hoppet på historien om, at mændene vil bruge kælderen som øverum for deres jazzband.

“Jeg formoder, at I har noget mod kommunisterne på den anden side af muren”, gætter Müller og ønsker Domenico og Luigi held og lykke med projektet.

“I skal ikke betale for at bruge rummet og heller ikke for strøm”, erklærer han og rækker dem nøglen.

Lykkelige over deres held begynder de to venner at fundere over, hvordan de skal skaffe penge til tunnelbyggeriet.

De behøver en varevogn med lukket lad, så de uset kan fragte det grej, de skal bruge, hen til kælderen. Desuden må de investere i redskaber som skovle, spader og en trillebør til at køre jorden væk med.

Tilsammen har de 1.500 mark, og det rækker ikke engang til en brugt varevogn – den billigste, de kan opstøve, er et folkevognsrugbrød til 2.200 mark. I håb om, at Peter ligger inde med lidt spareskillinger, drager de til Østberlin – men nej, han kan ikke hjælpe, hvor gerne han end vil, fortæller han opgivende.

Peters mor derimod har en konto i en bank i Vestberlin, og hun vil gerne bidrage med 3.000 mark. Problemet er bare, at hun ikke kan komme til Vestberlin og hæve pengene. Desuden er det ifølge østtysk lov strengt forbudt overhovedet at have en konto i en vesttysk bank. Indehaveren risikerer et års fængsel, hvis det bliver opdaget.

Allerede dagen efter opsøger Domenico og Luigi banken og beder om en snak med direktøren. Efter at have fået forelagt situationen forklarer direktøren, at pengene sagtens kan udbetales.

Det kræver blot en fuldmagt fra kontoindehaveren.

“Skal sådan en fuldmagt være af en bestemt fysisk størrelse?” spørger Domenico.

Bankdirektøren kigger først undrende på ham, men smiler så beroligende: “Fuldmagtens størrelse spiller overhovedet ingen rolle.”

Oprømte skynder vennerne sig hjem til deres kollegieværelse, hvor Domenico straks kaster sig over en cigaret. Først fjerner han tobakken, så ruller han et lille stykke papir på ca. fem gange otte cm sammen og stopper det omhyggeligt ind i det tomme cigarethylster. Til sidst stopper han lidt tobak i.

Næste dag drager vennerne igen til Østberlin, hvor Peters mor skriver sin fuldmagt på det lille stykke papir i cigaretten. Camouflagen virker perfekt, så Domenico og Luigi behøver ikke at være bekymrede for, om grænsevagten vil kropsvisitere dem på vej tilbage. Skulle det ske, vil Domenico øjeblikkeligt tænde cigaretten og lade fuldmagten gå op i røg.

Flere gravere træder til

Med fuldmagten i hånden får vennerne udbetalt de 3.000 mark, så de i maj 1962 har råd til at købe det allermest nødvendige. Allerede den første dag i kælderen går det op for Domenico og Luigi, at arbejdet er hårdere end ventet.

Tunnellen skal løbe mindst to meter under jorden, så den stikker tilpas dybt under husfundamenterne, og den skal være ca. en meter høj og 90 centimeter bred, så der er plads til at arbejde og bevæge sig i den.

For at forhindre den i at styrte sammen skal vægge og lofter flere steder afstives med træ – alt i alt kommer arbejdet til at tage længere end de otte uger, som Domenico og Luigi i første omgang har beregnet.

Meget længere, viser det sig allerede efter få timeres gravearbejde: I ca. en halv meters dybde bliver sten og grus-laget afløst af hård ler, der er både tungt, besværligt og tidskrævende at grave ud med spade.

Hvis Domenico og Luigi skal gøre sig håb om nogen sinde at få anlagt den 165 meter lange tunnel til Østberlin, må de se sig om efter flere hjælpende hænder.

Heldigvis behøver de ikke at lede længe efter hjælpere – på kollegiet og i studenterhuset finder de lynhurtigt frem til pålidelige unge mennesker, der uden tøven tilbyder at træde til.

Inden de har set sig om, består arbejdsgruppen af en kerne på otte unge mænd, der borer sig gennem Berlins undergrund som muldvarpe.

De fleste er trådt til, fordi de vil hjælpe kærester, venner og familie ud af Østberlin, mens andre er drevet af et inderligt had til det kommunistiske system i Østtyskland og en trang til at hævne sig.

Det gælder i særdeleshed den tidligere mestersvømmer Hasso Herschel, som har siddet i et østtysk fængsel i fire og et halvt år – dømt for at sympatisere med den imperialistiske ærkefjende, Vesttyskland. Hans store drøm er at hente sin søster, svoger og parrets lille datter ud i friheden.

TV-kanal betaler tunnellen

Som noget af det første etablerer mændene et transportsystem, så de let kan få fragtet sand og ler ud af tunnellen og planker og andet byggemateriale ind i den.

Systemet består i al sin enkelhed af en mekanisk drevet kærre, som kører på en skinne i gulvet. Arbejdet går nu støt fremad, for mændene knokler dag og nat i vagtskifter på tolv timer.

De finder hurtigt ud af, at de bedst kan grave sig gennem undergrunden, hvis de lægger sig på ryggen og stemmer spaden ind i leret med benmusklerne.

Men da de er nået ca. 30 meter, bemærker de til deres store skræk, at det begynder at knibe gevaldigt med iltforsyningen.

Det problem har ingen forudset, men inden panikken når at brede sig, finder Domenico en løsning: Han køber en masse én meter lange kakkelovnsrør, som han klistrer sammen med tape. For enden af røret anbringer han en elektrisk ventilator, som hele tiden blæser luft ind i tunnellen.

I begyndelsen af juni 1962 er mændene nået til grænsen mellem øst og vest, og arbejdsstyrken er nu oppe på en snes mand, der for de flestes vedkommende har droppet deres studier og arbejde for at få tid til at grave på fuld tid.

Penge er der ingen, der har, og sulten er for alvor begyndt at gnave. Dertil kommer, at der – i takt med at tunnellen bliver længere – skal bruges mere træ til afstivningen.

Mens mændene overvejer, hvordan de skal overvinde deres pengesorger, falder de over en avisartikel i “Berliner Tageszeitung”. Heraf fremgår det, at det amerikanske TV-selskab NBC er ved at optage en film, som handler om en skare berlinere, der graver en flugtvej under Berlinmuren.

“Det er jo det, vi er i gang med i virkeligheden – og de vil bare bruge kulisser”, udbryder Domenico, da han har læst artiklen.

Resolut opsøger han TV-selskabet, som efter at have hørt om den virkelige tunnel tilbyder at finansiere udgravningen og dække alle udgifter til mad, drikkevarer, arbejdstøj, cigaretter og andet, som tunnelbyggerne har brug for.

Til gengæld skal NBC have eneretten til at lave en dokumentarfilm om den underjordiske flugtvej.

Med filmkontrakten i hus kan mændene koncentrere sig om at arbejde, men blot et par uger senere dukker en ny bekymring op: En nat i juli fosser store mængder vand pludselig ind i tunnellen.

Forsøget på at pumpe det op med en håndpumpe viser sig helt utilstrækkeligt. Centimeter for centimeter stiger vandstanden, og det er kun et spørgsmål om dage, før tunnellen står fuldstændig under vand.

Desperate kontakter mændene det lokale bygningstilsyn, idet de går ud fra, at et utæt vandrør i et nærliggende hus er årsag til hele miseren. Få timer senere bliver der lukket for vandet i Bernauer Strasse.

“Der bor jo alligevel ikke nogen i naboejendommene”, konstaterer den venlige mand fra bygningstilsynet.

Efter at tunnelbyggerne i dagevis har ventet på, at vandet skulle sive ud af tunnellen, går de i gange med at reparere skaderne. Omhyggeligt kliner de hullerne i væggene til med ler og sømmer de træplanker fast, som har løsnet sig ved oversvømmelsen.

Forsinkelsen er højst uvelkommen, for mændene har stilet efter at kunne gennemføre flugtaktionen på årsdagen for Berlinmurens opførelse – den 13. august 1962. Den idé kan de godt skyde en hvid pind efter, for i forhold til planen er de nu fire uger bagud.

Forsinkelsen ærgrer ikke alene tunnelbyggerne. Også Peter og hans familie i Østberlin er ved at miste modet.

Peter tror ikke længere på, at han nogen sinde slipper ud af DDR, og igen og igen må vennerne fra Vestberlin forsikre ham om, at alt vil ende godt.

Uventede gæster dukker op

Længe før ventet får Peter pludselig at vide, at han og familien skal gøre sig klar til flugt.

Et andet sted i Berlin er det nemlig lykkedes en skare mennesker at færdiggøre en tunnel, og selv om både Domenico og Luigi har en fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være, er de glade på vennens vegne. Men aktionen er uhyggelig tæt på at ende i en katastrofe.

En stikker blandt tunnelgraverne har for længst orienteret Stasi – DDR's hemmelige sikkerhedstjeneste – om flugtplanen.

Flere timer inden Peter og hans familie dukker op, er svært bevæbnede mænd i uniform myldret ind i huset i Østberlin, hvor tunnelindgangen befinder sig. Kun fordi en af flugthjælperne fra et vindue i Vestberlin har observeret betjentene og nået at advare hjælperne på den anden side af muren, bliver aktionen afbrudt i tide.

Dybt skuffede må Peter, hans familie og de andre flygtninge opgive flugten til Vesten, men midt i mismodigheden kan de trøste sig med, at der trods alt ikke blev løsnet skud.

Episoden får Domenico, Luigi og de andre til om muligt at knokle endnu hårdere end nogen sinde før. Deres kroppe værker, hænderne er fyldt med vabler, men alligevel klør de på i døgndrift.

Arbejdsstyrken er nu vokset til omkring 40 personer, og med den netop mislykkede flugt i baghovedet har Domenico og Luigi gjort et stort nummer ud af at cleare alle hjælperne, inden de får adgang til tunnellen. Men konstant lurer skrækken for, at der befinder sig en stikker i deres midte.

En sen aften i august 1962 står to fremmede pludselig nede i tunnellen. En af tunnelgraverne har været ude og købe cigaretter og har glemt at låse kælderdøren og slukke lyset efter sig, så de uindbudte gæster har haft let adgang. De fremmede kigger sig nysgerrigt omkring i kælderen og træder så ind i selve tunnellen, hvor de øjeblikkeligt bliver opdaget.

Efter en del tumult og skrigen falder gemytterne til ro, men tunnelgraverne aner ikke, hvad de skal stille op med de to mænd. Selv oplyser de, at de blot er på jagt efter et sted, hvor de kan grave en tunnel og skaffe familie og venner ud af Østberlin.

Domenico og Luigi diskuterer indgående situationen. Uanset hvordan de vender og drejer det, udgør de fremmede en sikkerhedsrisiko.

Peter er tæt på at opgive

Efter at have overvejet, om de skal holde mændene fanget, indtil flugten er gennemført, beslutter tunnelgraverne sig for at indlemme dem i arbejdsstyrken. For Dieter og Rolf, som de fremmede hedder, virker troværdige, når de forsikrer om, at de ikke er udsendt af DDR.

Dieter fortæller, at han selv har været ved at grave en tunnel i nærheden, men har måttet opgive efter 10 meter, fordi lerjorden var for hård – den detaljer overbeviser Domenico og Luigi.

Men for at være på den sikre side beslutter den hårde kerne af tunnelgravere sig for i sidste øjeblik at ændre planerne – uden at fortælle det til Dieter, Rolf og andre i periferien. I stedet for at ende i Rheinsberger Strasse skal tunnellen gå til Schönholzer Strasse, der ligger tættere på muren.

Her er en kælder, der egner sig perfekt til formålet, har tunnelgraverne fundet ud af. Og ydermere kan kælderindgangen og store dele af Berlinmuren overvåges fra en ubeboet gavllejlighed på hjørnet af Bernauer Strasse og Wolgaster Strasse i Vestberlin.

I begyndelsen af september 1962 er gravearbejdet i princippet færdigt – nu når tunnellen hele vejen til Schönholzer Strasse. Men Domenico og Luigi lader som ingenting og sørger for, at Dieter, Rolf og de andre fortsætter med at grave videre til Rheinsberger Strasse, der ligger omkring 20 meter længere væk.

Den 4. september drager Domenico til Østberlin for at informere Peter og Evelyn om de ændrede planer. Og da han fortæller, at flugten nu er fastsat til den 14. september, bliver Peter helt hvid i hovedet. Efter det mislykkede flugtforsøg sidder nerverne uden på tøjet, og han frygter, at dette flugtforsøg vil ende grueligt galt. Peter er tæt på at springe fra.

Domenico beroliger vennen og understreger, at han er nødt til at tage sig sammen. Hvis han virker for nervøs, vil han vække mistanke. Han skal gebærde sig så normalt som overhovedet muligt og fortsætte med sine daglige rutiner frem til datoen for flugten.

Desuden indskærper Domenico, at familien ikke må medbringe kufferter – kun en håndtaske med det allermest nødvendige. Slæber de afsted med stor bagage, vil det virke påfaldende.

Og Peters mor skal under ingen omstændigheder trække i sin store pelsfrakke, sådan som hun gjorde ved det mislykkede flugtforsøg nogle uger tidligere, understreger Domenico.

“Kaffe” er kodeordet

Den 14. september 1962 tidligt om morgen bryder tunnelbyggerne gennem kældergulvet i Schönholzer Strasse. Dieter og Rolf, som stadig er under mistanke for at være stikkere, er også til stede i tunnellen i det store øjeblik, og som altid er de under konstant overvågning.

I løbet af natten er tunnellen endnu en gang blevet ramt af vand fra et utæt vandrør, men det kan ikke ødelægge humøret – ganske vist vil flygtningene skulle vandre gennem mudder, men af erfaring ved mændene, at der ikke er risiko for, at tunnellen bliver oversvømmet på blot én dag.

Altså er der ingen grund til at aflyse aktionen i 11. time.

Ud på morgenen er alt klar til den store flugt. Fra et vindue i gavllejligheden på hjørnet af Bernauer Strasse og Wolgaster Strasse i Vestberlin holder nogle af mændene øje med indgangen til kælderen på den anden side af Berlinmuren.

De har hængt et hvidt lagen til luftning udenfor – signalet til flugthjælperne om, at der er fri bane. Skulle der pludselig opstå fare, bliver det skiftet ud med et rødt lagen.

Med walkie-talkier er mændene i lejligheden i kontakt med Domenico, Luigi og Hasso Herschel, som er blandt de folk, der skal tage imod flygtningene i kælderen i Østberlin og guide dem gennem tunnellen.

Og i Østberlin er en kurer, Domenicos kæreste, Ellen, på vej til at hente det første af i alt tre hold flygtninge, der i løbet af dagen skal indfinde sig på tre forskellige værtshuse. Umiddelbart forinden har hun sikret sig, at det hvide lagen er hængt ud.

Klokken er lidt over 10 om formiddagen, da Ellen træder ind på det første værtshus. Her er stuvende fyldt med mænd, kvinder og børn, og Ellen har det, som om de alle stirrer på hende, da hun går hen til bardisken.

Under armen har hun en avis, “BZ am Abend”, og med høj og klar stemme beder hun om en æske tændstikker. Avisen og tændstikæsken er den kode, der på forhånd er aftalt. Den betyder, at tiden er inde til at flygte.

Kort efter forlader Ellen stedet igen, og da hun efter et par minutter ser sig tilbage, bemærker hun, at Peter og hans familie netop har forladt værtshuset og bevæger sig i retning af Schönholzer Strasse. Foreløbig går alt efter planen, konstaterer hun lettet.

Det næste hold flygtninge skal hentes klokken 14, og på dette værtshus er løsenet “et glas mineralvand”. Med vandglasset i hånden spejder Ellen diskret rundt i lokalet for at sikre sig, at alle i rummet har bemærket hende. Blandt gæsterne befinder sig en habitklædt mand, der nærmest krampagtigt holder om bordkanten, mens han stirrer intenst på hende.

Langsomt og med tilkæmpet ro tømmer Ellen sit glas og går ud på gaden igen. Ca. et kvarter senere begynder de første af i alt ca. 10 mennesker – heriblandt som forventet den habitklædte – at forlade værtshuset i små grupper.

Også de bevæger sig mod Schönholzer Strasse – småsludrende og tilsyneladende afslappede, som var de på familieudflugt. Indtil videre flagrer det hvide lagen stadig fra vinduet i Vestberlin.

Klokken 16 dukker Ellen op på det tredje og sidste værtshus. Her bestiller hun en kop kaffe.

“Det har vi ikke”, meddeler værten til Ellens store skræk.

“Kaffe” er kodeordet, så hvad skal hun nu gøre? Hun sunder sig og siger højt, så alle kan høre det: “Har I ingen kaffe? Altså slet ingen kaffe? Jamen hvis I ikke har kaffe, så vil jeg gerne bede om et glas cognac i stedet.” Hun ryger en cigaret, mens hun ud af øjenkrogene studerer gæsterne.

Det er hovedsagelig unge mænd, og Ellen har ikke svært ved at se, hvem der sidder på spring til friheden: Med sekunders mellemrum kigger de på hende – urolige og med angst i blikket.

Glædestårer får frit løb

Ved 11-tiden den 14. september 1962 er de første flygtninge på vej gennem tunnellen. Peter med datteren på armen, hans mor og hans kone går forrest, og efter dem følger Hasso Herschels søster, hendes mand og parrets lille barn.

Flere andre følger i hælene på den første gruppe. Alle er trods formaningerne iført deres stiveste puds, men eftersom flygtningene skal traske gennem mudder og dynd, bliver både Dior-kjoler, stiletsko og jakkesæt smurt fuldstændig ind i skidt.

Det er der nu ingen, der bemærker, for i samme øjeblik, flygtningene når frem til kælderen i Vestberlin, bryder store jubelscener ud: Genforenede kærester, ægtefolk, familier og venner falder hinanden om halsen foran NBC’s snurrende kamera.

Glædestårer triller ned ad kinderne.

Men først da samtlige tre hold flygtninge i løbet af dagen er kravlet ud af den mørke tunnel og op i kælderrummet, som er stærkt oplyst af NBC’s projektører, tør Domenico, Luigi, Hasso Herschel og alle de andre tunnelbyggere tro på, at deres store drøm er blevet til virkelighed.

Med alle i sikkerhed får Rolf til sidst lov til at hente sin kæreste, og Dieter sin kone og sine to børn i Østberlin – de har alligevel talt sandt. Ved 20-tiden kravler også de to mænd og deres kære op i kælderen i Bernauer Strasse, og dermed har i alt 29 flygtninge i dagens løb banet sig gennem tunnellen.

Næste morgen vender Domenico og Luigi tilbage til tunnellen – de vil gerne hjælpe endnu flere østberlinere til Vesten. Men da de inspicerer flugtvejen, opdager de, at vandet er steget faretruende i løbet af natten.

Det vil være hovedløst at forsøge at trænge igennem. Tunnellen har udspillet sin rolle – men den har ført 29 mennesker i frihed.