Tilfældigheder var skyld i Berlinmurens kollaps

Misforståelser, tømmermænd i Moskva og en rådvild østtysk statsleder – Berlinmurens fald den 9. november 1989 skyldtes en stribe af lykketræf, som egentlig ikke burde kunne ske i et kommunistisk diktatur.

Misforståelser, tømmermænd i Moskva og en rådvild østtysk statsleder – Berlinmurens fald den 9. november 1989 skyldtes en stribe af lykketræf, som egentlig ikke burde kunne ske i et kommunistisk diktatur.

Tom Stoddart Archive/Getty Images

Om natten den 9. november 1989 eksploderede Berlin i en glædesrus. Østtyskere i tusindvis myldrede gennem åbningerne i den mur, der i 28 år havde spærret for den frie færdsel i byen – og på den anden side ventede vestberlinerne med champagne og varme knus.

“I nat er vi verdens lykkeligste folk”, sagde mange, mens de lod cham­pag­ne­prop­per­ne springe.

Det virkede, som om tys­ker­ne i øst og vest havde kastet et tungt åg af sig og vundet friheden.

Tøbruddet i den kolde krig skete lynhurtigt og kom som en komplet overras­kelse – ikke mindst for det enerådende østtyske kommunistiske parti, SED. I månederne inden tydede intet nemlig på, at DDR ville give op uden kamp.

Tværtimod. Partiet havde afvist alle den sovjetiske præsident, Mikhail Gorbatjovs, reformtanker om glasnost og perestrojka (åbenhed og omstrukturering).

I stedet var den daværende vicestats­leder Egon Krenz fløjet til Beijing for at udtrykke SED’s støtte til Kinas nedkæmpning af studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads. Og blot få timer før Murens fald slog Cen­tral­ko­mi­té­en, det øverste organ i SED, fast, at Muren skulle forsvares med alle midler.

Men da det kom til stykket, sank Muren sammen som en konsekvens af mis­for­stå­el­ser, tømmermænd i Moskva og en rådvild østtysk statsleder.

Fraværet af handlekraftige politikere betød, at tre underordnede embedsmænd var tvunget til at træffe hurtige beslutninger for at und­gå kaos og blodsudgydelse. Uden at kende hinanden kom de tre til at skrive verdenshistorie den 9. november 1989.

Den forkerte overskrift

I løbet af sommeren 1989 har op mod 50.000 øst­tys­ke­re forladt landet via især Ungarn, der har lempet bevogtningen på sin grænse til Østrig.

Flygtningestrømmens omfang væk­ker minder om tiden før Murens byg­ning – og kræver handling. DDR’s ledere beslutter, at alle indbyggere, der vil forlade landet, kan rejse. Til gengæld må de aldrig vende tilbage.

Trafikken ud af landet skal reguleres med en ny bestemmelse kaldet “Ændring af situationen ved DDR-borgeres per­­ma­­nen­­te udvandring”. Arbejdet med at formulere bestemmelsens nøjagtige ord­­lyd havner hos oberst Gerhard Lauter, der er leder af pasmyndigheden i det østtyske indenrigsministerium.

Den 9. november om formiddagen mø­des Lauter med re­præ­sen­tan­ter for bl.a. det hemmelige politi, Stasi. Sammen skal de skrive be­stem­mel­sen, som tillader østtyskerne at ud­van­dre. Men Lauter synes, at op­­ga­­ven er forkert formuleret:

Hvad med alle dem, som bare vil på et kort fa­mi­lie­be­søg i vest og så vende hjem igen? Skal de virkelig straffes med tabet af statsborgerskab?

Ved mødebordet bliver mændene enige om, at en ny udrejselov skal omfatte alle. På eget initiativ tilføjer de, at “private kan anmode om at rejse til udlandet uden at forelægge begrundelse” og helt frit vende hjem til DDR igen.

Uden at tænke over det lader Lauter den nye, vidtgående tekst beholde sin oprindelige overskrift om “permanent udvandring”. Denne tanketorsk fører snart til flere lykkelige misforståelser.

Hvor var du den. 9. november?

På billederne ser det ud, som om hele DDR festede, men virkeligheden er mere nuanceret. Nogle opdagede slet ikke, at Berlinmuren faldt.

©

Murprofessor Leo Schmidt

“Vi sydtyskere gik ikke så meget op i DDR – det var jo Preussen. Men jeg drak et glas cham­pagne for at fejre dagen”.

©

Reinhard Spiller, tidl. flugthjælper

“Jeg var til en reception hos Siemens i Vestberlin. Så fortalte én, at grænsen var åben. Jeg spiste færdig og kørte hjem. Det rørte mig ikke – jeg ved ikke hvorfor”.

©

Ingrid Taegner, nabo til Muren

“Jeg så pressemødet med Schabowski i TV og besluttede at tage en sovepille. Jeg ville nemlig stå tid­ligt op og hente et pas hos politiet. Kl. 5 var jeg der. Køen blev længere og længere. Mens vi ventede, kom der nogle unge piger og fortalte, at de havde været en tur i Vestberlin. De var bare gået over – uden pas! Ingen af os troede på dem”.

©

Grænsesoldaten Richard Hebstreit

“Grænsen er åben, sagde jeg til min kone, men hun troede mig ikke. Jeg tømte en flaske snaps den nat og lukkede ikke et øje. Det var, som om en tung last var fjernet fra mine skuldre. Næste morgen kørte vi over grænsen”.

Ingen hører ordentligt efter

En så gennemgribende bestemmelse som indførelse af rejsefrihed i DDR skal fo­re­læg­ges den sovjetiske ledelse. Landets am­bas­sa­dør i Østberlin sender teksten vi­de­re til Kreml, men her har lederne fej­ret årsdagen for Oktober­revolutionen.

Som altid har festen krævet store mæng­der vodka – og netop i dag er de sovjetiske ledere plaget af tømmermænd. Derfor er Kreml tavs.

På samme tid holder SED’s Cen­tral­ko­mi­té (ZK) møde i Østberlin. Medlemmerne tilhører magtens indercirkel, men stem­nin­gen er tynget af de sidste må­ne­ders masseflugt og folkelige protester i alle større byer, hvor slagordene ikke er til at misforstå:

“Die Mauer muss weg!”

Indenrigsminister Friedrich Dickel er 75 år gammel og har hele sit liv kæmpet for DDR og arbejderklassen. Han kan ikke acceptere, at alt dette skal gå tabt:

“Muren er her, og denne grænse skal forsvares!” siger han kampberedt. Forsamlingen klapper entusiastisk.

At Gerhard Lauter, minister Dickels un­der­ord­ne­de, flere timer før har sendt sin nye lov­tekst til høring i det bureaukratiske sy­stem, aner Dickel ikke. Mødet i ZK har varet siden om formiddagen.

Midt på eftermiddagen mødes DDR’s nye statsleder, Egon Krenz, med en pro­mi­nent politiker fra Vesttyskland. Krenz hå­ber, at vesttyskerne endnu en gang vil red­­­de DDR med milliardlån. Som mod­ydel­se tilbyder Krenz at åbne Muren.

Forslaget vækker ingen umiddelbar gen­klang hos vesttyskerne, og Krenz går til­ba­ge til mødet i ZK.

Undervejs får han Gerhard Lauters tekst, som han læser op – uden tilsyneladende selv at forstå tekstens skelsættende indhold. Heller ikke tilhørerne bemærker, at den nye lov er langt mere vidtgående end aftalt.

I stedet får DDR’s officielle talsmand, Günter Schabowski, besked på at præ­sen­te­re bestemmelsen på et TV-trans­mit­te­ret pressemøde, der begynder kl. 18.

På et medfølgende talepapir er der oplysninger om, hvornår den nye be­stem­mel­se træder i kraft: Kl. 10 dagen efter – altså den 10. november. Schabowski læser ikke teksten, før han stikker papirerne i lommen.

Talsmanden taler over sig

Günter Schabowski indleder sit pres­se­mø­de i DDR’s internationale pres­se­cen­ter. Han er tidligere chefredaktør for par­ti­or­ga­net Neues Deutschland og har været partiformand i Østberlin.

Mindre end en uge har han været officiel tals­mand – og der er meget at tale om i disse dage, hvor SED forsøger at redde kommunismen og staten DDR.

Efter knap en time stiller en italiensk journalist et generelt spørgsmål til øst­tys­ker­nes mulighed for udrejse. Schabowski kigger forvirret ud over sine briller:

“Jeg er blevet fortalt, at en sådan meddelelse allerede er delt ud. Den skulle være i Deres besiddelse”.

Så læser han Lauters tekst om ind­byg­ger­nes ret til at vende tilbage til DDR efter et besøg i Vesten højt.

“Hvornår træder loven i kraft?” spørger de måbende journalister, der ved, at fri udrejse betyder et farvel til Muren – og i realiteten er DDR’s dødsdom.

“Den træder efter min viden...”. Scha­bow­ski bladrer gennem sine papirer, men sætningen om, at loven træder i kraft den 10. november, overser han. “Med det samme. Uden forsinkelse”.

Pressemødet bliver transmitteret af DDR-TV og dækket af flere vesttyske medier. I løbet af få minutter er talsmandens ord spredt i begge lande.

Nogle få uoverlagte ord fra DDRs talsmand, Günter Schabowski, var nok til at Berlinmuren begyndte at slå sprækker.

© Eric Bouvet/Getty Images

Nervøsitet ved grænsen

Oberstløjtnant Harald Jäger har denne aften kommandoen over græn­se­o­ver­gan­gen Bornholmer Strasse i Østberlin. Ved 19-tiden sidder han i kantinen med sin af­tens­mad. I det ene hjørne kører fjern­synet med billeder fra pressemødet.

Jäger opfatter kun enkelte ord, men de er nok til, at han mister appetitten. Han haster til­ba­ge på kontoret for at ringe til sin chef, oberst Rudi Ziegenhorn, hos Stasi.

“Har du også hørt Schabowskis sludder”, spørger Ziegenhorn jovialt.

“Ja, det er derfor, jeg ringer!” svarer Jäger ophidset. “Hvad sker der nu?”

“Ingenting. Hvad skulle der dog ske?”

“Du har jo selv hørt det!”

“Nemlig, det går jo slet ikke”, konstaterer Ziegenhorn, og Harald Jäger kan trække vejret roligere, men løftet om rejsefrihed er blevet hørt – og det tænder rejselysten overalt i Østberlin.

I Sovjetunionens ambassade er di­plo­ma­ter­ne så forbløffede, at de vælger at tro, at den nye lov er aftalt direkte mellem stats­che­fen Egon Krenz og Kreml. Derfor griber ambassadøren ikke ind.

Kl. 20.00 begynder tyskernes mest sete TV-nyheder, Tagesschau, der også kan ses i store dele af DDR. Det vigtigste indslag handler om rejsefriheden. Nyheden lokker flere nysgerrige øst­ber­li­nere ud på gaden – de vil se, om der sker noget ved grænsen.

En gruppe samler sig foran ­­o­­ver­­gan­­gen ved Bornholmer Strasse. Fo­­re­­lø­­big er mængden rolig, så Harald Jäger går ud for at tale med dem:

“Kammerat Scha­­bow­­ski har med­delt en ny bestemmelse om rej­­se­­re­­gu­­le­­ring­en, men man skal have en til­­la­­del­­se. Den får De hos Fol­­ke­­po­­li­­ti­­et, ikke her!”

Vest-Berlin holdt åpent hele natten så øst-tyskerne kunne oppleve bl.a. handlesentrene.

© Ullstein Bild/Getty Images

Undergangsstemning

Centralkomitéen er igen trådt sammen. Stem­­nin­­gen er an­spændt som på et syn­ken­de skib. De man­ge aldrende med­lem­mer forsøger at finde frem til en skyl­­dig for DDR’s umulige situation.

Lederen af afdelingen for økonomisk plan­­læg­­ning, Günter Ehrensperger, skæ­rer igennem og forklarer, at DDR i de sids­te 16 år har levet over evne. Landet står umiddelbart foran et kollaps, siger han.

Meldingen får medlemmerne til at snap­­pe efter vejret; de forbyder, at Eh­ren­sper­gers ord bliver of­­fent­­lig­­gjort.

Inden kl. 21 bryder komité­medlemmerne op. Der er alligevel ikke no­get at gøre. Egon Krenz ringer til Kreml, men får ikke for­bin­del­se.

“Hvad skal jeg gøre?” spørger han et par ko­mi­té­med­lem­mer, der ar­bej­der over.

Ved Born­hol­mer Strasse ven­ter mange hund­re­de men­nes­ker på at slippe over grænsen. Harald Jäger ringer igen til sin nærmeste foresatte i Stasi:

“Jäger, jeg kan ikke give dig nogen an­vis­nin­ger, for jeg hører jo heller ikke noget fra ledelsen”, lyder det intet­sigende svar fra Rudi Ziegenhorn.

Nu ved Harald Jäger, at ingen kan hjæl­­pe grænsevagterne. Ved 23-tiden kal­der han sine officerer sammen til rådslagning. Han opregner de tre al­ter­na­ti­ver, han kan se:

Vagterne kan vedblive med at vente – og imødese, at folk bliver mast mod hegnet. Vagterne kan alarmere hæren og lade soldaterne klare pro­ble­mer­ne. Eller de kan åbne grænsen.

“Skal vi lade folk rejse?” spørger Jäger. Ingen siger noget.

“Skal vi skyde?” Alle of­fi­ce­rer tier forskrækket. Udenfor står der nu 10.000 østberlinere og råber:

“Åbn porten! Åbn porten!”

Ene mand træffer Harald Jäger kl. 23.30 be­­slut­­nin­­gen om at åbne grænsen. Med for­­ste­­ne­­de ansigter ser hans folk på, mens den jublende menneskemasse strømmer igennem og forsvinder ud i den eventyrlige nat.

Vestberlin og resten af verden har været lukket for dem i 28 år. Kort efter er alle græn­se­o­ver­gange åbnet, DDR’s tid er snart forbi.

Efterskrift

Østtysklands kommunist­parti, SED, afgav eneretten til magten den 1. december 1989. I februar året ef­ter begyndte forhandlingerne mellem de gam­­le besættelsesmagter (USA, Sov­jet­uni­o­nen, Storbritannien og Frankrig) samt de to Tysklande om en genforening. Den fandt sted 3. oktober 1990.

Genforeningens sande helte fik ingen hæ­der ud af indsatsen: Gerhard Lauter nedsatte sig som advokat i Leipzig. Günter Schabowski fik en dom på tre år for sin medvirken til dødsskuddene ved Muren. Han blev siden lokaljournalist. Harald Jäger fandt ikke varig be­skæf­ti­gel­se efter genforeningen.

Indtil nu har den tyske genforening kostet 2.000 milliarder euro, viser beregninger fra Freie Universität Berlin.